2 - Samvirkende Menighedsplejer

niske, velfungerende og socialt tilpassede
individ. Bl.a. fosterdiagnostikken rummer
et væsentligt potentiale herfor. Svaghed,
utilpassethed, funktionsmangler hos det
enkelte menneske opfattes i tiltagende
grad som noget uønskværdigt - og dermed
også det menneske, der har disse egenskaber,
som mindre værdifuldt, mindre
nødvendigt for fællesskabet, mere undværligt.
Evangeliet udtrykker en menneskeopfattelse,
ifølge hvilken ethvert menneske
er enestående, er værdifuldt i sig selv, er
uundværligt for fællesskabet. Enhver af
os er her, fordi nogen har villet, at vi skal
være her, fordi vi til syvende og sidst er
villede af Gud. Det er jo en fuldstændig
fabelagtig, ubegribelig værdisættelse af
det enkelte menneske. Vi kan ikke undvære
den opfattelse af mennesket, hvis vi
ikke skal ende i umenneskelighed. I hvert
fald er der så nogle mennesker, der kommer
til at betale for andres lykke, sundhed
og styrke.
Selv det elendigste og mindst produktive
menneskeliv har en betydning, mening,
ja er nødvendigt for fællesskabet.
Om ikke andet har det den mening at kalde
på medfølelsen, omsorgen, tilstedeværelsen.
Derfor kan vi ikke undvære de
svage mennesker iblandt os. Vores fællesskab
ville blive endimensionalt og koldt
uden dem.
Svaghed og værdighed
Vi er bange for at blive svage. Vi er bange
for at blive hjælpeløse, for at blive afhængige
af andre, for at ende som de spædbørn,
vi var til at begynde med. Den uafhængighed,
som vi tilkæmpede os i et
med, at vi dannede vores egen personlighed,
ønsker vi ikke at give fra os. Dog er
det et menneskeligt vilkår: i døden, om
ikke før, mister vi os selv. Jeg tror, at det
er farligt, hvis vi fortrænger, at dette er
menneskelivets vilkår. For det betyder, at
12
vi dyrker et ideal om selvstændighed og
uafhængighed som en betingelse for
værdighed, et ideal som vitterligt ikke
alle kan leve op til.
Vi skal naturligvis tage os i agt for at
gøre de svages elendighed til noget positivt
(fordi den lærer os omsorg); men det
betyder ikke, at vi ikke skal synliggøre den
som den udfordring, den rummer til os.
Jo mere hjælpeløst og reduceret et
menneske bliver, desto større er udfordringen
til omgivelserne i retning af at tildele
dette menneske værdighed. Når mennesket
ingen værdighed har tilbage i sig
selv i vore øjne, så er det netop vores opgave
at yde så meget mere værdighed
gennem den måde, vi behandler det på.
Den forestilling har bredt sig, at værdighed
er noget som det enkelte menneske
selv er ansvarlig for. Det er forkert.
Værdighed er ikke en selvstændig egenskab,
men et relations-begreb. Sagt på en
anden måde: Værdige er ikke noget, vi er,
men noget vi agtes som. Værdighed er
noget, vi giver hinanden.
Kristendommen forkynder, at Gud har
agtet ethvert menneske værdigt i en så
ekstrem grad, at Han endda har sat det
højere end sig selv. Den agtelse af mennesket
bærer al kristen diakoni - og skal al
diakoni give udtryk for.
Niels Henrik Arendt
Artiklen herover har været bragt i
Kirkens Korshærs Blad nr. 3/2001.
Den bringes her med venlig tilladelse
af forfatteren og bladets redaktion.