2 - Samvirkende Menighedsplejer

Sammen
OM MENIGHEDSPLEJE
Årsmøde med besøg
af kirkeministeren
Menighedsplejen
er igen på vej i
sognemenighedens liv
Forsiden: På landet
har ensomheden
bare større afstand
3JUNI 2001
1

Valby Tingsted 7, 2500 Valby
Fælles telefonnummer: 36 46 66 66
Telefax: 36 30 34 20
E-mail: smp@menighedsplejer.dk
Formand for Fællesudvalget
Arkitekt m.a.a. Jørgen Kreiner-Møller
______________________________________
Direkte tlf.:
Generalsekretær
Ole Skou 36 13 06 22
Administrationschef
Gorm Skat Petersen 36 13 06 33
Sekretariatsleder
Anne Olesen 36 13 06 22
Reception
Merethe Jægergaard 36 46 66 66
Aflastningstjeneste
Ellen Dalgaard Jensen 36 13 06 27
Besøgstjeneste/Omsorgsgruppe
Irma Tonnesen 36 13 06 40
Birthe Johnsen 36 13 06 30
Käthe Steffensen 36 13 06 30
Birthe Thordsen 36 13 06 29
Træffetid : Tirsdag kl. 10-13
Udviklingskonsulenter
Nord- og Midtjylland
Lise-Lotte Nielsen 86 60 37 66
Hovedstadsområdet og Bornholm
Anne Mette Johannsen 36 13 06 26
Diakonisekretær
Elinor Rasmussen 36 13 06 32
Administration/Regnskab
Kirsten Bilfeldt 36 13 06 37
Rita Bjerregaard 36 13 06 23
Eva Godtfredsen 36 13 06 38
Anne Marie Jensen 36 13 06 35
Søren EgemarKnudsen 36 13 06 34
Ole Sørensen 36 13 06 25
Information/Forskning
Palle Højland 59 19 47 67
Liselotte Malmgart 36 13 06 39
Fælleskontorets åbningstid
Mandag-torsdag kl. 9-16; fredag kl. 9-13
Fonden ”De Stille Stuer”
Fælleskontorets åbningstid
Forsidebilledet:
Tjæreby kirke ved Hillerød. fot. Palle Højland;
ligeledes fotos side 9, 10, 11, 12, 13, 17, og 32
Fotos Rune Hansen: side 5, 7, 16, 17 og 30
Foto Jesper Dijon: side 22
Fotos fra reception (side 26): Gorm Skat Petersen
og Palle Højland
2
På vej ud af dvalen
Biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev
skriver i dette blad om, at menighedspleje
igen er på vej til at blive en naturlig
del af sogne-menighedens liv.
Det stemmer sammen med, at
Fællesudvalget er på vej med nye
muligheder for en forenklet tilknytning
mellem menighedsråd og Samvirkende
Menighedsplejer.
Og det er i tråd med, at kirkeministeren
ved årsmødet i Slagelse
blandt andet sagde, at befolkningens
forventning nr. 1 til kirken er omsorg
for svage, syge og gamle. Et svar på
dén forventning er ikke alene eller
først et spørgsmål om organisation,
men en opfordring til den enkelte.
Indhold
Fra formandens beretning:
Vi vil være en sten i skoen side 3
Kirkeministeren: Forventning nr. 1
til kirken er omsorg side 4
Fra årsmødet i Slagelse side 6
Biskop Niels Henrik Arendt:
Menighedspleje i sognenes liv side 8
Inspirationsdag: Børn- og Unge side 15
Et digt om den gamle, vi ser side 16
Mindernes skuffe side 18
Besøgstjenesten har sat frø side 20
Den anden kind side 22
Gæster fra Ukraine side 24
Reception for Ole Skou side 26
Nyt fra Menighedsplejerne side 27
Betalingstjeneste - en mulighed side 30

Aktuel kommentar -
fra formandens beretning ved årsmødet i april:
Vi vil både samarbejde - og
“være som en sten i skoen”
Her er nogle vigtige afsnit af Jørgen Kreiner-Møllers
formandsberetning:
Samarbejde - grundsyn
”Samvirkende Menighedsplejer i samarbejde”
er et overordnet tema, som jeg i år
vil tage med i denne min „formandens
årsberetning“. Det er med direkte reference
til vores første generalsekretær
Alfred Th. Jørgensen, der helt tilbage i
1927 skrev: ”Vi ønsker at stå i samarbejde
med de andre - både de kirkelige
og de borgerlige, både de private og de
offentlige”, og videre: ”Der er nu mere
respekt end før for andres arbejde, der er
mere hensyntagen til andre, og der er
mere villighed til samarbejde. Men det
siger sig selv, at menighedsplejen ikke
ville kunne samarbejde med andre, hvis
de andre ikke respekterede vort grundsyn
og vor arbejdsmåde”....
Vi forsøger at løse vores opgaver i et
konstruktivt samarbejde. Som en forholdsvis
lille organisation må vi se de særlige
strategiske muligheder, som vi har for at
udvikle vores frivillige sociale arbejde i
sognene i overensstemmelse med vores
formål ved at indgå i målrettede samarbejds-projekter
og relationer uden at
vores integritet og særlige profil sættes
over styr.
Som en sten i skoen
Selvom vi er i en samarbejdssituation
med amter og kommuner, så må de kommunale
politikere og myndigheder leve
med, at vi i menighedsplejen og i det
frivillige sociale arbejde til stadighed vil
3
være ”den lille generende sten i skoen”,
som insisterende minder om uløste sociale
problemer, om de svage i samfundet,
der har brug for fællesskabets
beskyttelse og omsorg....
Hvis vi fortsat skal have denne mulighed
for at være ”den lille generende sten
i skoen”, så er det vigtigt, at vi har tilstrækkelig
økonomisk frihed. .....
Men for at få gennemslagskraft og
blive hørt er det også nødvendigt, at vi
over for kommunerne dokumenterer
vores folkelige forankring. Hvor mange
frivillige i menighedsplejerne? Hvor
mange arbejdsgrene og frivillige timer
osv. Når vi har udviklet dette folkelige
regnskab, stiller vi gerne erfaringerne til
rådighed for andre.
Samarbejde med menighedsråd
Men lad det også være sagt helt klart: Vi
samarbejder gerne med alle menighedsråd
omkring udvikling af den sognebaserede
diakoni, og indholdet er vigtigere
end formen. Vores kurser og temadage er
for alle, vi sender vores blad ”Sammen”
ud til alle sogne, og vores konsulenter
tager gerne en drøftelse med menighedsrådene
i det omfang, som tiden tillader.
Vi arbejder nu på en konkret udformning
af en løsere tilknytning til vores organisation,
hvor et udvalg under et menighedsråd
kan få et tilhørsforhold til Samvirkende
Menighedsplejer – som associeret
Samvirkende Menighedsplejer.
Læs mere om årsmødet og
om fomandens beretning
på siderne 6 - 7 og 13 - 14

Kirkeministeren besøgte
årsmødet i Slagelse
Kirkeminister Johannes Lebech indledte
sin tale ved Samvirkende Menighedsplejers
årsmøde med at berette om en stor
undersøgelse om befolkningernes holdning
til folkekirkerne i de nordiske lande.
Når det kom til spørgsmålet om, hvad
kirkerne især burde satse på, var svaret
„Hjælp de gamle og syge“ det svar, som
fik topprioritet. International katastrofehjælp
kom på andenpladsen. Vedligeholdelse
af kirker og kirkebygninger på 3. og
4
4. plads. Med i rækken var
også åbne kirkebygninger
og børne- og ungdomsarbejde.
Det er, sagde kirkeministreren,tankevækkende,
at når man i disse
års danske velfærdssamfund
spørger danskerne,
hvad de mener, kirken
skal satse på, så sætter
man diakonien i form af
hjælp til gamle og syge på
førstepladsen.
Set i et historisk perspektiv
har det altid været
tydeligt, at kirken har spillet
en afgørende rolle i omsorg
for gamle, syge og
fattige.
Det er en meget gammel
tradition at samle ind
i kirkerne til omsorg for de
svage. Og lige siden vi i
1903 fik den første lov om
menighedsråd, har man
kunnet læse i loven, at det
er en af menighedsrådets
opgaver at forvalte dét, der bliver lagt i
kirkebøsserne til menighedsplejen.
Organisationerne er en del af billedet
De frie kirkelige organisationer er ikke en
del af den officielle kirke, men de er jo
alligevel en meget vigtig del af det
samlede folkekirkelige billede og indsatsen
i Danmark.
Diakonissehusene har spillet en me-

get stor rolle for sundhedsvæsenet. Diakonale
institutioner som Menighedsplejerne,
Kirkens Korshær, KFUM’s sociale
arbejde og KFUKs sociale arbejde osv. har
opbygget herberger, varmestuer, pensionater,
behandlingshjem osv. Der er ydet
en enorm indsats for mennesker med sociale
eller livsmæssige problemer.
Men de diakonale organisationer lever i
dag i høj grad, fordi de har været åbne for
at tage opgaver op, som det offentlige net
ikke har været i stand til at dække ind. -
Måske hænger det også sammen med, at
mennesker føler, at der hos de offentlige
myndigheder er lidt for megen registrering.
Når danskerne prioriterer den diakonale
omsorg så højt, tror jeg også, at det
er udtryk for, at man gerne vil havde det
offentlige system suppleret med den ekstra
dimension af medmenneskeligt fællesskab
og omsorg, den næstekærlighed,
som er en integreret del af kristendommen,
og som har været drivkraften for den
diakonale indsats på alle niveauer. Der er
desuden - tror jeg - en sammenhæng med
det opbrud, der er sket i de traditionelle
famlie- og fællesskabsmønstre. Arbejde og
afstande gør, at vi ofte føler, at vi ikke kan
yde de gamle og syge og svage den omsorg,
som vi egentlig synes, de fortjener.
Diakoni på sogneplan
I de senere år er der sket en betydelig
udvikling af den diakonale indsats på
sogneplan. Jeg er overbevist om, at den
udvikling vil fortsætte. Meget fra de frie
kirkelige organisationers liv er flyttet ind
som en del af sognemenighedens liv.
F.eks. bibelkredse, studiekredse og ydre
mission. Det skyldes for en del den store
udbygning af de ydre rammer i sognene
og tillige, at der i den kirkelige lovgivning
er skabt muligheder for, at de menighedsråd,
der ønsker det, kan udvide de
5
kirkelige aktiviteter betydeligt.
Sognemedhjælperne er blevet ansat,
fordi mange menighedsråd har ment, at
undervisningsmæssige og diakonale opgaver
skulle løses.
Kirkeministeren omtalte også de udvalg
om diakonale forhold, som biskopperne
har nedsat, men arbejdet med denne
rapport er ikke afsluttet, og ministeren
ønskede derfor ikke nu at kommentere
den.
Men, sluttede kirkeministeren: „Kernen
og drivkraften i den diakonalte indsats
er jo det kald til kærlighed og omsorg
for vor næste, som lyder til hver af
os i det kristne evangelium. Mange af
disse udfordringer kan kun mødes af en
større gruppe mennesker i fællesskab. Og
heldigvis er de omkring 50.000 mennesker,
der allerede i dag er frivilligt engagerede
i det diakonale arbejde, et signal
om, at det nok skal vise sig at komme forventningen
i møde“.

Debat med kirkeministeren
Efter kirkeministerens foredrag var der lejlighed
til at stille spørgsmål. Der blev
spurgt om muligheder for, at de menighedsråd,
der ser det som en opgave i deres
sogne, kan få lov at tage diakoni-opgaver
op. Det blev betonet, at ønsket er ikke,
at der skal være pligt, men øgede muligheder
for menighedsrådene.
Man kunne, sagde kirkeminister Johannes
Lebech, måske være så vild at forestille
sig, at der ved møderne forud for menighedsrådsvalgene
blev rejst debat om
menighedsråd og diakoni.
„Jeg har ingen penge med!“, fortsatte
ministeren „og bare tænk, hvis det offent-
Mere fra
årsmødet
Nogle afsnit af formandens beretning
er bragt side 3. Her følger yderligere
orientering fra Samvirkende Menighedsplejers
årsmøde april 2001:
Velkommen og tak
Samvirkende Menighedsplejers formand
indledte sin beretning med - naturligvis -
at byde velkommen til årsmødet 2001 i
Slagelse.
Dernæst blev den nye generalsekretær
Ole Skou hilst velkommen, og der blev
udtrykt en tak til medarbejderne i almindelighed
og til administrationschef Gorm
Skat Petersen i særdeleshed for ekstraordinær
indsats i den periode, hvor en generalsekretær
manglede.
6
lige skulle betale det enormt værdifulde
arbejde, der udføres i for eksempel besøgstjenester,
varmestuer osv. Umuligt!
Der er ikke fremtid i tanker om, at der skal
flere penge op af lommen!“
Der blev over for dette rejst spørgsmålet,
om ikke Kirkemisteriet, lige som de
fleste andre ministerier, burde have en
„udviklingsfond“. Ikke til f. eks. diakoni,
men til at støtte projekter, der sigter på at
undersøge og etablere nye muligheder og
initiativer, også i diakoni.
Referat ved Palle Højland
Generalsekretær Ole Skou og formanden,
arkitekt Jørgen Kreiner-Møller
ved årsmødet
Udvikling er pioner-arbejde
Formandens beretning opholdt sig dernæst
ved indsatsen for menighedsplejeudvikling.
Der er foreløbig to konsulenter
ansat. Den ene for land- og bysogne i
Nord- og Midtjylland og den anden i Ho-

vedstadsområdet, hvor traditionerne
er gamle. Her arbejdes for at
etablere samarbejde på tværs af
sognegrænser med en besøgstjeneste.
Begge dele er hver på sin måde
pionér-indsats.
Meldingen er klar: der skal arbejdes
med konkrete projekter. Og der
skal samarbejdes.
Samarbejde med Kirkefondet
Kirkefondet og Samvirkende
Menighedsplejer har forskellige
arbejdsfelter, men begge organisationer
tager udgangspunkt i det enkelte
sogn. Vi er vokset ud af samme
kirkelige tradition, og vi ser gode
muligheder for i fællesskab at kontakte
sognene og tilbyde vores medarbejderskab.
Sammen kan Kirkefondet
og Samvirkende Menighedsplejer mere
end hver for sig.
Samarbejde om Genbrugsbutikker
Sammen med Danmission vil der blive
sat yderligere fart i etablering af nye butikker
under Kirkens Genbrug. Blandt
andet vil nye butikker blive placeret i Jylland.
Det er vi glade for, fordi en genbrugsbutik
i Kirkens Genbrug er en naturlig
del af de nye initiativer. Der er adskillige
dimensioner af det diakonale i
dette arbejde. Og for begge organisationer
er det vigtigt med øgede indtægter.
Også dette er en god inspiration i samarbejdet.
Samarbejde med og uden kommunen
I København er der nedsat et kontaktudvalg
mellem kommunen og de frivillige
organisationer. Dette har været i gang i
to år. Men vi har desværre oplevet, at
kommunens frivillighedspolitik blev
vedtaget i Borgerrepræsentationen uden
at kontaktudvalget fik en reel mulighed
for at kommentere den! Hvad er så formålet
med et kontaktudvalg? Lad os få
udviklet samarbejdet i gensidig respekt,
så vi kommer op over „festtale-niveauet“.
7
Årsmødet indledtes med gudstjeneste
ved pastor Ole Grabas, Slagelse
Der er i mange sammenhænge gamle
aftaler, der fungerer, men vi har også oplevet,
at vore to store gamle, veldrevne
institutioner „Søster Kathinkas Hus“ i
Ålborg og „Tårnbyhjemmet“ på Amager
har fået deres driftsoverenskomster opsagt
med henblik på ombygning til plejeboliger.
Og at begge projekter derefter er
opgivet af økonomiske grunde.
Vi vil som sagt gerne samarbejde, men
vil ikke opgive at være „den lille generende
sten i skoen“.
Formanden sluttede sin mundtlige beretning
med at ønske et godt og gerne
udbygget samarbejde også med den officielle
del af folkekirken.
Formandens og den i forvejen udsendte,
meget bredere skriftlige beretning
blev derefter godkendt.
Den skriftlige beretning kan gratis
rekvireres fra Fælleskontoret. Bare
ring, så sender vi gerne et eksemplar.
Tlf. 36 46 66 66.

Menighedspleje
er på vej tilbage
i sognenes liv
af biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift
„ En skrantende velfærdsstat har medført, at diakonien er på vej tilbage
til at blive en selvfølgelig del af sognenes liv ...“
„ Kristendommen forkynder, at Gud har agtet ethvert menneske værdigt
i en så ekstrem grad, at Han endda har sat det højere end sig selv“.
Diakoni har hørt med til den kristne
menigheds liv fra dens allerførste begyndelse
- det bærer Ny Testamente vidnesbyrd
om. Igennem kirkens 2000-årige historie
har der mig bekendt ikke været noget
tidspunkt, hvor der ikke i tilknytning
til kirken har været udført en tjeneste for
den nødlidende næste. Den har været organiseret
på forskellig vis, den har været
mere eller mindre intens og mere eller
mindre institutionel; der har været ført diskussioner
om, hvem den burde omfatte,
og hvorledes den skulle forstå sig selv.
Men den har altid været der - ikke uomstridt,
men til gengæld uomgængelig,
fordi vi altid »har haft de fattige hos os«
(Johs. 12,8).
Det gælder også i det 20. århundrede,
og det gælder også for den danske kirke.
Diakonien var der - og var sat til diskussion,
endda i et sådant omfang, at nogle
mente, at diakoniens tid var forbi. I den
sidste halvdel af århundredet, som er den
periode, jeg husker, har debatten især haft
tre omdrejningspunkter: a) diskussionen
om tro og gerninger, b) velfærdsstatens
betydning, c) kirkens institutionelle ansvar.
8
Luther-renæssancen -
diskussionen om tro og gerninger
Det 20. århundredes teologi blev præget af
en fornyet optagethed af Martin Luthers
skrifter, som bl.a. også medførte heftige
diskussioner om forholdet mellem tro og
gerninger. At mennesket ikke kan retfærdiggøres
ved særlige kristelige gerninger,
men at retfærdigheden og frelsen er en virkelighed,
som Gud alene gennem sit Ord
bringer til veje, er en grundlæggende tankegang
hos reformatoren. At mennesket
gennem denne skænkede retfærdighed på
ny anbringes i et forpligtende forhold til
sin næste, er lige så uomgængeligt luthersk.
Det, som diskussionen kom til at handle
om, var altså ikke, om den kristne var
forpligtet på sin nødlidende næste. Derimod
om tjenesten for Næsten ikke altid
måtte udspringe af den konkrete situation
og derfor ikke kunne organiseres. Endvidere
- hvis man alligevel accepterede en
organisering af tjenesten - om særlige kirkelige
organisationer ikke forplumrede forholdet
mellem tro og gerninger, sådan at
gerningerne ikke des mindre på en eller
anden måde blev opfattet som fortjenst-

fulde. Hvis den
kristne skulle gøre
noget for sin næste,
burde dette derfor
snarere ske i en helt
ukirkelig sammenhæng,
også fordi
de kristne jo ikke er
forsynet med særlige
kvalifikationer med
hensyn til at hjælpe
nødstedte. Men kirken
selv skulle forkynde
ordet - og dermed
færdig.
Velfærdsstaten
Denne »ordets teologi«,
hvis spørgsmål
efter min mening altid
må være anfægtende
i en luthersk
diakonal sammenhæng,
kom imidlertid
til at spille uheldigt
sammen med en i
øvrigt positiv udvikling
i samfundet,
nemlig etableringen
af den såkaldte velfærdsstat.
Udgangspunktet
for velfærdsstaten var
det solidariske, at
alle er forpligtede på,
at ingen lider nød i
dette samfund - og
ingen skal ydmyges
med almisser, fordi man er kommet i nød.
Derfor skulle staten organisere hjælpen til
dem, der havde behov herfor. Velfærdsstaten
er, tror jeg, et resultat af kristendommens
indflydelse i det danske folk.
Og ved at hjælpen blev noget, den nødstedte
i en vis forstand havde ret til, var
„Evangeliet udtrykker en menneskeopfattelse, ifølge
hvilken ethvert menneske er enestående, er værdifuldt
i sig selv, er uundværligt for fællesskabet ....“
9
hjælpen ikke noget, der hævede det ene
menneske over det andet. Bedrefølelse og
kristeligt hovmod, for ikke at tale om gerningsretfærdighed,
blev så at sige afskaffet
af velfærdsstatmodellen. Kirken kunne
holde sig til sin primære opgave: at forkynde
ordet - staten tog sig af de nødstedte.

Men tre uheldige konsekvenser blev følgen:
a) den enkeltes ansvar fortonede sig.
Var folk i nød, var det nok deres egen skyld,
for her i landet sørger staten for alle - og
derfor behøvede vi andre ikke at føle os forpligtede,
b) forståelsen af tjenesten som en
del af kristendommens væsen gled i baggrunden.
Diakonien var lige på nippet til
at blive isoleret som noget „kirkefremmed“,
c) og det blev overset, at der findes
anden fattigdom end den økonomiske, og
at behovet for hjælp, bare af en anden
slags, bestod. De fattige havde vi stadig
hos os.
Det frie kirkelige arbejde
Men det diakonale arbejde blev også problematiseret
fra andet hold. I Danmark har
det, i hvert fald i det sidste århundrede, i
vid udstrækning været organiseret af frie
diakonale organisationer, der nogle steder
spillede sammen med omsorgsarbejdet i
det enkelte sogn, men andre steder fungerede
mere uafhængigt. Og det kan ikke
nægtes, at den sognekirkelige diakoni,
menighedsplejen, netop med velfærdsstaten
mange steder gled meget i baggrunden.
Derfor lød kravet: folkekirken må som
institution påtage sig det diakonale arbejde
- den kan ikke hverken overlade det
til staten eller til de frie kirkelige organisationer.
Folkekirken skal selv på banen og
vedkende sig sit ansvar for det diakonale
som en ligeværdig del af kirkens væsen.
Man skal ikke kunne være medlem af kirken
uden også at yde sit til det diakonale
arbejde. På en vis måde er det velfærdsstatens
forestilling om den solidariske forpligtelse,
der fra dette hold blev gjort gældende
»indre-kirkeligt«. De kristne skulle
så at sige tvinges til at forstå, hvad det
indebærer at være menighed.
»Organiseret næstekærlighed«
Det kan godt blive til store ord og fedt
10
flæsk, hvis man begynder at tale om det
diakonale arbejde som en særlig næstekærlig
tjeneste. Vores motiver er altid
blandede. Hvortil kommer, at næstekærligheden
ikke er en særlig kristen specialitet
- i denne kvalitative forstand kan tjenesten
for næsten nøjagtig lige så godt øves af en
ikke-kristen.
Men derfra og så til at sige, at tjenesten
ikke må udøves i en kirkelig sammenhæng
er der et for mig uforståeligt spring.
Selvfølgelig kan såvel den kristne menighed
som den enkelte kristne være subjekt
for en sådan tjeneste, sådan som Ny Testamente
bærer vidnesbyrd om. Menigheden
er et forpligtende og forpligtet fællesskab.
Jeg er ofte vendt tilbage til en formulering
af K.E. Løgstrup: ”Man har ansvar
så langt, som man har magt”.
Allerede af den grund er det diakonale,
som jeg ser det, en indlysende forpligtelse
for kirken. At sidde med hænderne i skødet,
når man har handlemuligheder, er at
svigte, kristeligt og folkeligt. Vi kan ikke
overse behovet for en indsats, og fordi vi
har mulighederne, både ressourcemæssigt
og med hensyn til at skabe opmærksomhed
om behovet, kan vi ikke løbe fra
ansvaret.
Jeg hører til dem, der er godt tilfreds
med den måde, hvorpå folkekirken varetager
den diakonale forpligtelse - gennem
Korshæren, Folkekirkens Nødhjælp og de
mange andre sommetider mere lokalt definerede
organisationer. Det arbejde, der udføres
af de forskellige diakonale organisationer,
er et fuldgyldigt folkekirkeligt arbejde -
organisationerne er »ægte børn af huset«,
med hjemstedsret, men også barnets ret til
at kritisere ophavet.
Organisationsdiakonien er langt mere
fleksibel og langt bedre i stand til at reagere
her og nu på aktuelle udfordringer,
end et institutionaliseret folkekirkeligt diakonalt
apparat ville være. Hvortil kommer,

„Sagt på en anden måde: Værdige er
ikke noget, vi er, men noget vi agtes
som. Værdighed er noget, vi giver hinanden
....“
at organisationerne ved engang imellem
at være »forud for« kirkeinstitutionen yder
den et nødvendigt modspil.
Menighedsplejens tilbagekomst
Jeg synes heller ikke, det er en katastrofe,
at den sognekirkelige diakoni har
haft en periode »på vågeblus«. Nu kommer
den igen. Dertil er der en ikke særligt
glædelig årsag, nemlig at hullerne i velfærdsapparatet
bliver større og større og
solidariteten mindre og mindre. Velfærdsstaten,
der havde solidariteten som for-
11
udsætning, kom desværre til
samtidig at aflive solidariteten
og forpligtetheden. Tilværelsen
er i dag i utrolig grad blevet et
individuelt projekt. Og hvis fanden
tager de bagerste, så dem
om det.
Men det betyder, at
menighedspleje på ny vil blive
en uomgængelig og selvfølgelig
del af sognenes liv. Der er for
nylig lavet en undersøgelse af
diakoniens plads i de enkelte
sogne, og den viser, at der allerede
er langt flere initiativer i
gang, end de fleste måske
umiddelbart ville antage. Ikke
nødvendigvis den rene, skære
fattighjælp (skønt, også den), for
elendigheden er så mange
slags. Der er besøgstjenester for
de gamle, ensomme; der er
væresteder for børn i belastede
områder, og der er de mange
genbrugsbutikker, som rummer
adskillige dimensioner af det
diakonale.
Diakoni og menneskesyn
Diakoniens afgørende opgave i
de kommende år er - udover at
afhjælpe konkret nød - at afbilde
og udtrykke og fastholde
det menneskesyn, at ethvert menneske
har en værdi på forhånd, uanset enhvers
kvalifikation.
Dette menneskesyn er udfordret i disse
år. En elitær menneskeopfattelse baner sig
vej, bl.a. i kraft af de nye bio-medicinske
muligheder. I den menneskeopfattelse er
værdien af det enkelte menneske gradueret,
det mest perfekte menneske (efter
vor tids målestokke) tilkendes den største
værdi. Der tales ikke så meget derom,
men meget handler i dag om at
fremme det stærke, vellykkede, harmo-

niske, velfungerende og socialt tilpassede
individ. Bl.a. fosterdiagnostikken rummer
et væsentligt potentiale herfor. Svaghed,
utilpassethed, funktionsmangler hos det
enkelte menneske opfattes i tiltagende
grad som noget uønskværdigt - og dermed
også det menneske, der har disse egenskaber,
som mindre værdifuldt, mindre
nødvendigt for fællesskabet, mere undværligt.
Evangeliet udtrykker en menneskeopfattelse,
ifølge hvilken ethvert menneske
er enestående, er værdifuldt i sig selv, er
uundværligt for fællesskabet. Enhver af
os er her, fordi nogen har villet, at vi skal
være her, fordi vi til syvende og sidst er
villede af Gud. Det er jo en fuldstændig
fabelagtig, ubegribelig værdisættelse af
det enkelte menneske. Vi kan ikke undvære
den opfattelse af mennesket, hvis vi
ikke skal ende i umenneskelighed. I hvert
fald er der så nogle mennesker, der kommer
til at betale for andres lykke, sundhed
og styrke.
Selv det elendigste og mindst produktive
menneskeliv har en betydning, mening,
ja er nødvendigt for fællesskabet.
Om ikke andet har det den mening at kalde
på medfølelsen, omsorgen, tilstedeværelsen.
Derfor kan vi ikke undvære de
svage mennesker iblandt os. Vores fællesskab
ville blive endimensionalt og koldt
uden dem.
Svaghed og værdighed
Vi er bange for at blive svage. Vi er bange
for at blive hjælpeløse, for at blive afhængige
af andre, for at ende som de spædbørn,
vi var til at begynde med. Den uafhængighed,
som vi tilkæmpede os i et
med, at vi dannede vores egen personlighed,
ønsker vi ikke at give fra os. Dog er
det et menneskeligt vilkår: i døden, om
ikke før, mister vi os selv. Jeg tror, at det
er farligt, hvis vi fortrænger, at dette er
menneskelivets vilkår. For det betyder, at
12
vi dyrker et ideal om selvstændighed og
uafhængighed som en betingelse for
værdighed, et ideal som vitterligt ikke
alle kan leve op til.
Vi skal naturligvis tage os i agt for at
gøre de svages elendighed til noget positivt
(fordi den lærer os omsorg); men det
betyder ikke, at vi ikke skal synliggøre den
som den udfordring, den rummer til os.
Jo mere hjælpeløst og reduceret et
menneske bliver, desto større er udfordringen
til omgivelserne i retning af at tildele
dette menneske værdighed. Når mennesket
ingen værdighed har tilbage i sig
selv i vore øjne, så er det netop vores opgave
at yde så meget mere værdighed
gennem den måde, vi behandler det på.
Den forestilling har bredt sig, at værdighed
er noget som det enkelte menneske
selv er ansvarlig for. Det er forkert.
Værdighed er ikke en selvstændig egenskab,
men et relations-begreb. Sagt på en
anden måde: Værdige er ikke noget, vi er,
men noget vi agtes som. Værdighed er
noget, vi giver hinanden.
Kristendommen forkynder, at Gud har
agtet ethvert menneske værdigt i en så
ekstrem grad, at Han endda har sat det
højere end sig selv. Den agtelse af mennesket
bærer al kristen diakoni - og skal al
diakoni give udtryk for.
Niels Henrik Arendt
Artiklen herover har været bragt i
Kirkens Korshærs Blad nr. 3/2001.
Den bringes her med venlig tilladelse
af forfatteren og bladets redaktion.

To gik ud
To fik blomster og tak i forbindelse med
deres udtræden af Fællesudvalget:
Sognepræst Andreas Woller, Tårnby, der
efter eget ønske udtrådte meget tæt ved
årsmødet sidste år, og sognepræst Bente
Viuf, Jersie, der udtrådte efter eget ønske
ved dette årsmøde.
Tre blev genvalgt
Der var ikke indsendt forslag om yderligere
kandidater til valg til Fællesudvalget.
Det betød, at der ikke blev brug for
afstemninger.
Dermed blev følgende genvalgt: arkitekt
Jørgen Kreiner-Møller, bosat i København
og skolechef Jørgen Rosdahl, bosat i
Ramløse, samt Kirsten R. Laursen, sognepræst
nær ved Hammel i Jylland.
To kom ind
To nye medlemmer blev indvalgt i Fællesudvalget:
Vibeke Tuxen, sognepræst i Johannes
Døbers sogn i København, og Helle
Viuf, sognemedhjælper ved Jersie kirke i
Køgebugt-området.
Vibeke Tuxen til venstre
Helle Viuf til højre
13
Sangtime
Organist Willy Egmose fra Skjern spillede
både til morgenandagt i kirken og til frikvarter
med sange og salmer, flere af
dem med melodi af Willy Egmose selv. I
øvrigt var det især salmer fra Samvirkende
Menighedsplejers salmekonkurrence,
der blev sunget.
Nyt sogn med
Toreby Sogns Menighedspleje (Lolland-Falster
stift) blev optaget og budt velkommen
i Samvirkende Menighedsplejer.

Resultatopgørelse pr. 31.12.2000/budget2000/budget2001
Budget 2001 Resultat pr. Budget2000, Resultat pr.
marts 2001 31.12.2000 31.12.1999
NETTOOMSÆTNING 1
Salg og service 1.812 1.754 1.693 3.003
Kurser 0 34 25 32
NETTOOMSÆTNING, I ALT 1.812 1.788 1.718 3.035
OMKOSTNINGER I FORBINDELSE MED SALG OG SERVICE
Publikationsfremstilling og kursusudgifter 50 227 205 351
BRUTTORESULTAT 1.762 1.561 1.513 2.684
ANDRE INDTÆGTER
Offentlige tilskud 3.062 2.504 2.735 3.122
Lejeindtægter, ejendomme 2.005 2.041 2.250 2.233
Gaver, bidrag og legater 2.300 2.532 2.476 1.426
Andel af bidrag fra genbrugsbutikker 700 598 600 552
ANDRE INDTÆGTER I ALT 8.067 7.675 8.061 7.332
EKSTRAORDINÆRE INDTÆGTER 7.500 2.808 1.200 1.261
EKSTRAORDINÆRE UDGIFTER -72 64
BRUTTOOMSÆTNING 17.329 11.972 10.774 11.213
PERSONALEOMKOSTNINGER
Lønninger 5.537 5.320 5.159 4.820
Øvrige personaleomkostninger 250 271 325 261
PERSONALEOMKOSTNINGER, i alt 5.787 5.591 5.484 5.081
ADMINISTRATIONSOMKOSTNINGER
Eksterne assistancer 350 539 520 402
Fællesudvalg og årsmøde 160 162 110 64
Øvrige administrationsomkostninger 670 668 645 716
Afskrivninger 500 518 400 189
ADMINISTRATIONSOMKOSTNINGER, I ALT 1.680 1.887 1.675 1.370e 3
ANDRE UDGIFTER
Informationsvirksomhed 400 385 350 445
Udvalgsomkostninger 85 59 75 44
Kontingenter til andre organisationer 55 55 48 42
Ejendomsudgifter 2.235 2.541 2.550 2.922
Diverse udgifter og tilskud efter bevilling 470 622 240 479
ANDRE UDGIFTER, I ALT 3.245 3.662 3.263 3.931
PROJEKTER, ekstern finansieret 1.215 1.206 1.167 1.741
RESULTAT FØR FINANSIELLE POSTER 5.402 -374 -815 -910
FINANSIELLE POSTER
Finansielle indtægter 1.600 1.482 1.600 1.477
Finansielle udgifter -50 -62 -60 -5
Kursreguleringer 0 -196 0 -897
FINANSIELLE POSTER, I ALT 1.550 1.224 1.540 576
RESULTAT FØR SKAT 6.952 850 725 -334
Skat af årets resultat
PERIODENS RESULTAT 6.952 850 725 -334
Alle interesserede kan få tilsendt det komplette regnskab. Ring 36 46 66 66
14

Inspirationsdag
i Enghave Kirke, København
fredag den 8. juni 2001 kl. 9.30-16.30
Til sognepræster, sognemedhjælpere
og børn- og unge-medarbejdere.
I samarbejde med Institut for Diakoni og sjælesorg
arrangerer
Samvirkende Menighedsplejers Børn&Unge-Udvalg
en temadag om
Børn og Unge / Diakoni og Sjælesorg
med
Præst og forfatter Paul Otto Brunstad, Norge *)
og
Gadepræst Ellen Margrethe Gylling, København **)
Program:
Kl. 9.30: Ankomst og kaffe.
Kl. 10.00: Paul Otto Brunstad: Ungdom
og Livstolkning. / Debat
Kl. 12.00:Frokost
Kl. 13.00:Gadepræst Ellen M. Gylling:
Signalement af unge, man
møder på gaden.
Med venlig hilsen
15
Kl. 14.00:Kaffepause
Kl. 14.15:Paul Otto Brunstad:
Sjælesorg overfor børn -
at reflektere med dem om Gud.
Kl. 15.30:Sammenfatning af dagen.
Kl. 16.30:Afslutning.
Helle Viuf Lise-Lotte Nielsen Lene Østergaard
Formand for Udviklingskonsulent, Institutleder,
Børn&Unge-udvalget Samvirkende Menighedsplejer Diakoni og Sjælesorg
Tilmeldingsfrist er 28. maj 2001 til Samvirkende Menighedsplejer, Valby Tingsted 7,
2500 Valby. Tlf. 36 46 66 66 eller email: smp@menighedsplejer.dk
Pris for deltagelse er 600 kr., som vedlægges på check eller betales på Giro 700 1797
*) Dr. teol. Paul Otto Brundstad f. 1960 har i 3 år arbejdet som gadepræst blandt
særligt belastede og udsatte unge i Bergen. Han tog i 1998 den teologiske doktorgrad
på en afhandling om „Ungdom og livstolkning - studie af unge menneskers tro
og fremtidsforventninger“ og er i dag ansat på Norsk Lærerakademi.
**) Gadepræst Ellen Margrethe Gylling f. 1960 er ansat ved Trinitatis Kirke i København
siden 1993. Studieophold i Pakistan 1988 og Tanzania 1989.

Der ligger et helt, langt liv forud
Da en gammel dame på et engelsk
alderdomshjem var død, fandt sygeplejersken
på hendes sengebord
dette digt. Det blev trykt i et engelsk
tidsskrift, hvor Ellen Lissner fandt det
og oversatte det til dansk.
Hvad ser du, Søster, her i min stue?
en gammel, sur og besværlig frue,
usikker på hånden og fjern i blikket,
- lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.
Du taler lidt højt, men hun svarer ikke,
hun savler og hoster, har snue og hikke.
Hun takker dig ikke, for hvad du gør
og er så tit, som hun slet ikke bør.
Er det, hvad du tænker?
Er det, hvad du ser?
Så luk øjnene op og se, der er mer!
Nu skal jeg fortælle dig, hvem jeg er,
den gamle kone, der ligger her:
Jeg er barn på ti / et lykkeligt hjem
med forældre og søskend’ - jeg elsker dem.
Jeg er ung på seksten med håb og drømme
så let på fod og med tanker så ømme.
Jeg er brud på tyve med roser på kind,
i mit eget hjem går jeg lykkelig ind.
Jeg bli’r mor og bygger et hjem så trygt
og værner om mine mod kulde og frygt.
Og børnene vokser - sorger og glæder
med årene veksler, vi ler og græder.
Så flyver ungerne bort fra reden,
min mand mig trøster, vi nyder freden.
Vi når de halvtreds,
og børnebørnene kommer
og bringer uro og glæde hver sommer.
16
Men så kommer sorger og tunge dage,
jeg er ene tilbage.
For børnene har nu selv børn og hjem,
og der er meget, der optager dem.
Og borte er alle de gode âr
de glade og gode kår.
Nu piller alderen fjerene af mig,
min ynde og kraft bliver taget fra mig,
for ryggen er bøjet, og synet svigter,
jeg har ikke kraft til dagens pligter.
Mit hjerte er tungt, og mit hår er grât,
med hørelsen er det også lidt småt.
Men inde i dette gamle kadaver,
er endnu levende, smukke enklaver,
dér lever barndom, ungdom og steder,
dér lever minder, sorger og glæder.
De gladeste minder i sindet synger,
skønt alderens byrde mit hjerte tynger
Og smerteligt nemmes den tunge lære,
at intet kan blive ved med at være.
Hvad ser du, Søster? en gammel, besværlig
og træt lille kone? - Nej, vær nu ærlig!
Se nærmere til - måske kan du finde
et barn, en brud, en mor - ja, en kvinde.
Se mig, som sidder, der inderst inde,
det er mig, du skal prøve at se og finde.
Tænker vi over det,
når vi møder et menneske,
der er højt oppe i årene? - at
ligger et helt, langt liv forud for

der
r det, vi ser nu.
17

Skuffen med minder
Omsorgsmedarbejderne, der er ansat af
Samvirkende Menighedsplejer, besøger
en lang række mennesker i Frederiksberg
og Københavns kommuner.
Det er ikke den praktiske
hjemmehjælp, der her
er tale om, men en medmenneskelig
omsorg. Det
er besøg, hvor besøg måske
ellers er en stor sjældenhed.
Omsorgsarbejdet drives
af Samvirkende Menighedsplejer,
og det betales
af de berørte kommuner.
Hver af de fire medarbejdere
besøger omkring
seks forkellige hjem pr.
dag. Hver klient får besøg
hver anden unge.
For ikke længe siden fik vi lov til - efter
klare aftaler i forvejen - at lade fotograf
Rune Hansen følge med omsorgsmedarbejder
Birthe Johnsen på en del af dagens
besøg.
Liselund – ferie 2001
18
En dag på besøg med
omsorgsmedarbejderne
De besøgte har naturligvis fået nogle af
de billeder, der blev dagens resultat.
Her er besøget hos Gurli (hun vil helst
kaldes sådan). Ofte finder besøget sted i
hendes køkken, hvor det bliver til en hyggelig
snak. Men så faldt snakken på hen-
Igen i år arrangerer Samvirkende
Menighedsplejer “Ferie med indhold”
på det dejlige feriested Liselund ved
Slagelse. Tidspunktet for opholdet er
18. - 25. juni.
Program, priser og andre oplysninger
kan fås hos Elinor Rasmussen, tlf. 36
13 06 32 eller Irma Tonnesen, tlf. 36
13 06 40.

des skuffe i chatollet - mindeskuffen, hvor
fotos og gamle feriehilsener, breve mm.
befinder sig. Derved, fortæller Birthe
Johnsen, dukkede en masse minder op,
både for Gurli og mig. Især da brevene fra
feriekolonien i 1957, fra Gurlis søn, dukkede
op. Det blev en god og minderig eftermiddag.
Der er en særlig udfordring i dette omsorgsarbejde,
hvor dem, der får besøg,
bliver anvist af vedkommende kommunes
Hvad med at blive besøgsven?
Diakon Irma Tonnesen, der leder Samvirkende
Menighedsplejers centrale besøgstjeneste,
vil meget gerne have kontakt
med mennesker, der har overskud til at
være med i besøgsarbejdet, idet den professionelle
omsorgstjeneste, der herover
omtales, suppleres med frivillige besøgsvenner.
19
Socialcentrer og hospitaler. Men ventelisterne
vokser. Hvis det ellers kunne lade
sig gøre, burde de fire stillinger i omsorgsarbejdet
forøges til fem eller seks. -
Foruden at man kunne drømme om at
flere kommuner oprettede sådanne aftaler
om Omsorgstjeneste.
P.H.
P.s. fra Birthe Johnsen:
Hvornår har du selv kigget i din „mindeskuffe“?
Irma Tonnesen træffes bedst tirsdage
mellem 10 og 13 på direkte telefon 36 13
06 40. Læg også mærke til den nye „Besøgstjeneste
på tværs af sognegrænser“,
der omtales på side 27.
Sogne eller menighedsplejer, der tænker
på start af besøgstjeneste, er velkomne til
at henvende sig til en af de to udviklingskonsulenter.
Adresserne ses på side 2.

Aflastningstjenesten
har sat mange frø
En rapport beretter om muligheder for
frivillige tilbud om støtte til familier
med uhelbredeligt syge og døende
En gul og glad solsikkeflok pryder
en ny rapport om frivillige tilbud til
uhelbredeligt syge og døende i Danmark.
Janne Hasling fra Kræftens
bekæmpelse og Inge Hansen fra
Sct. Maria Hospice i Vejle har i samarbejde
med Henrik Frostholm fra
Center for Frivilligt Socialt Arbejde
lavet en undersøgelse over det frivillige
arbejde med uhelbredeligt syge
og døende såvel på hospice som i
private hjem.
Rapporten eller vejviseren, som
forfatterne også kalder den, er blevet
til i forbindelse med det erfaringsudvekslingsseminar,
som blev
afholdt i foråret 2001 i Middelfart.
De første frø skal ikke overses
Det er en særdeles spændende rapport,
der beskriver den udvikling,
der er sket i det frivillige omsorgsarbejde
de sidste 10 år. Fra at være
betragtet som underlødigt og
mistænkeliggjort under bistandslovens
epoke, hvor man ønskede, at al
sundhedsmæssig omsorg skulle
overtages af det offentlige, er der i
høj grad sket en holdningsændring
op igennem 90’erne, hvor det frivil-
20
lige arbejde igen har fået status
og betragtes på stort set alle livsområder
som et bærende element
i velfærdssamfundet.
Rapporten beskriver den historiske
udvikling fra det første
hospice, Sankt Lukas Hospice i
Hellerup, opstod i 1992 til det 5. i
Aalborg i 1999. Derefter nævnes
Kræftens Bekæmpelse, Samvirkende
Menighedsplejer, Kirkerne,
KFUM/K og de uafhængige foreningers
aflastningstjenester. 26
aflastningstjenester er der i alt
spredt ud over hele landet.
At det i virkeligheden var Ellen
Dalgaard Jensen fra Samvirkende
Menighedsplejer, der såede de
første frø og startede Danmarks
første aflastningstjeneste for pårørende
til alvorligt syge og døende
i København allerede i 1990 er slet
ikke nævnt i rapporten, hvilket synes
at være en af de få iøjnefaldende
mangler.
Mere end det professionelle
Der er i rapporten en udmærket profil
af de frivillige og beskrivelse af
hvervning og kvalificering af frivil-

lige. Fra afsnittet om det frivillige
omsorgsarbejdes egenart vil jeg gerne
fremhæve nogle bemærkninger om, hvad
den frivillige indsats kan tilbyde den uhelbredeligt
syge, som den professionelle
indsats ikke kan. Først og fremmest tid og
nærvær. En del aflastningstjenester nævner
alene den tid, ro, nærvær og omsorg,
som den professionelle indsats ikke kan
tilbyde, da den på trods af gode hensigter
ofte er fortravlet. De frivillige kan tilbyde
familien et pusterum og altid den samme
person hver gang. De frivillige er bundet
af etiske og faglige regler; men ikke af
arbejdstidsregler.
Et ligeværdigt møde
Den aftalte tid bruges ikke til at udføre
ydelser; men til nærvær. Det er et ligeværdigt
møde. Den frivillige er således uden
fagligt fokus og ansvar, og uden de begrænsninger,
det kan give i mødet med
patient og hjælper. Det er et menneske,
der kommer med sig selv, og tilbyder sig
efter behov - en væren frem for en gøren.
21
Et sådant udgangspunkt gør, at den medmenneskelige
dimension kommer i fokus,
og det kan blive en medmenneskelig relation,
der er præget af engagement og omsorg
- en relation i øjenhøjde.
Nye udfordringer
Fra afsnittet om kommende udfordringer
skal nogle vigtige punkter fremhæves:
- at udbrede kendskabet til det frivillige
tilbud og få det anerkendt af de professionelle
samarbejdspartnere;
- at projektet kan forny sig i takt med samfundsudviklingen.
Der opleves et stigende
behov for „erstatningspårørende“, da
mange familier har et skrøbeligt netværk
og føler sig isolerede;
- at vedligeholde og udvikle uddannelsestilbud
til frivillige og at bidrage til øget
brug af § 115 i Lov om social service for at
tage nye udfordringer op;
- at gøre opmærksom på et øget behov for
aflønning til kontaktpersoner/koordinatorer:
- at styrke tilbudet om samtaler med uhelbredeligt
syge og pårørende; og
- at etablere pårørendegrupper.
Rapporten anbefales til alle, der arbejder
med aflastningstjeneste for uhelbredeligt
syge og døende.
Lise-Lotte Nielsen,
udviklingskonsulent
Rapporten
kan rekvireres
gratis hos Center
for Frivilligt
Socialt Arbejde,
Pantheonsgade 5,
3. sal,
5100 Odense C.
Tlf.: 66 14 60 61.

Den anden
kind Af Bente Viuf
”Sjælen sidder i kinden” lød overskriften
på en artikel i Politiken i august 1999
skrevet af Pia Rosager Dinesen.
Mellemoverskriften fortsatte: Ny forskning
viser, at vi vender højre side af
ansigtet til, når vi vil portrætteres som
seriøse og betydningsfulde. Og den
venstre, når vi optræder mere privat og
emotionelt. Og kvinderne er mest
tilbøjelige til at blotte den emotionelle
venstreside.
Hvis vi følger teorien er den højre side
den professionelle side, stolthedens,
ærens side.
Det som giver status.” Mandens side”.
Det er ikke sjovt at blive ramt på den, og
reaktionen på et slag er oftest at blive
endnu mere professionel, endnu mere
struktureret, endnu mere lov- og rammegivende
og mindre menneskelig.
Den venstre side er så den imødekommende,
den følsomme, den omsorgsfulde,
den kreative måske. ”Kvindesiden”.
Nu, hvor nye menighedsrådsmedlemmer
har passeret de første måneder af
deres ”embedstid”, kunne det være sjovt
at spørge: hvilken kind synes I, at kirken
vender til folket?
Men måske kræver det først en definition
af, hvad vi mener, når vi siger
”kirke”, for vi blander ofte begreber sammen.
”Kirke” er mindst tre ting, og lad os
holde os til det for overskuelighedens
skyld.
22
Folkekirken
Tit mener vi med ordet”kirke”: folkekirken.
Folkekirken er en rammekirke. Den
bringer tingene i orden. Den har et bekendelsesgrundlag,
men det tales der ikke
så højt om. Det ser ud til, at i folkekirken
er tro en privatsag. Folkekirken har sin
egen sfære, men den forsøger ikke at
bryde ind i eller tale til resten af samfundslivet.
Hvis nogen tror i folkekirken,
er det alene deres egen skyld.
I folkekirken er der sørget for et helt
selvkørende system, der kan fungere
uden menighed. Oftest er menigheden til
besvær. Det meste af tiden går med administration
og budgetter, og der holdes
strengt på, at former overholdes, uanset
om de viser sig at kunne du i praksis.
Folkekirken er en medlemskirke, der er
ligeglad med medlemmernes ve og vel,
den er et serviceorgan, og opretholdes så
længe der er et flertal, der vil betale kirkeskat.
I folkekirken stiller man ikke spørgsmålet
”Hvem er vi kirke for?” og forsøg på
nybrud møder en række forhindringer, der
kan få selv de sejeste til at opgive på
halvvejen.

Den hellige almindelige kirke
Men ”kirke” betyder også andet en folkekirke.
Som vi siger i trosbekendelsen: Vi
tror på den hellige almindelige kirke.
Og hvad er så det. Måske kan det kortest
og klarest siges om den hellige almindelige
kirke, som vi som døbte alle
tilhører, at i den er tro ingen privatsag.
Der er ikke tale om en privat sandhed for
en begrænset kreds af troende, men en
sandhed, der griber ind i hele menneskets
liv og som også må have konsekvenser
for alle handlinger og give sig
udslag kulturelt og politisk både i den
troendes eget liv og i samfundets. Kort
sagt: Det skal kunne høres og mærkes på
os, at vi har hørt evangeliet. Også uden
for kirkens rum. Den hellige almindelige
kirke består af enkeltpersoner, der hver
især kaldes til at gå ud og er et fællesskab
af dem, der går Guds ærinde. Ingen
kan derfor sige, det er de andres ansvar.
I sin bog Galskab for vismænd siger
Leslie Newbiggin: ”Hvis kristen tro om
menneskelivets kilde og mål nægtes adgang
til det offentlige område, hvor der
træffes beslutninger om de store spørgsmål
for det fælles liv, så kan den i det
23
Hvilket billede
har vi af kirken
- og af os selv?
lange løb ikke engang overleve som en
valgmulighed for et mindretal”.
Den hellige almindelige kirke, ved
hvem den er kirke for: De udsatte, de
svage. Jævnfør evangelierne.
Sognekirken
Den tredje betydning af ”kirke” er det
lokale kirkesamfund – den daglige virkelighed.
Her lever menighedsråd, ansatte
og frivillige med kravet om, at de to andre
kirkebilleder på en eller anden måde
forenes. Den højre side, som er folkekirken,
rammer, administration, struktur,
professionalisme. Og den venstre side
som er den troendes kamp mod struktur,
lukkethed, stivhed og professionalismenår
og hvis det hindrer kristne i at nå
frem til de mennesker, der har brug for
os!
Det er ingen nem opgave at klare at
vise hele ansigtet frem. Og alligevel er
det dét, der skal forsøges. Det er den kamp,
som sognekirken og fællesskabet omkring
den hele tiden må holde sig for øje.
Og så må jeg gentage spørgsmålet,
hvilken side viser jeres kirke for det
meste frem?
Måske skulle man til sidst kæde
spørgsmålet sammen med Jesu ord fra
bjergprædiken, hvor han siger: Slår nogen
dig på din højre kind, så vend også den
anden kind til.
Bente Viuf

Gæster fra Ukraine
Ukraine er et af de lande, der har underskud af demokrati.
Her er beretningen om, hvordan en gruppe kvinder derfra oplevede
Danmark. Der er mange erfaringer at tage med hjem.
Der spindes i disse år utrolig mange “net”
ud over hele verden med henblik på at yde
hjælp og støtte nogle af de steder, hvor
den medmenneskelige udvikling har været
gået i stå igennem en årrække (eller aldrig
er kommet igang).
Et af disse steder er Ukraine, - her blev
der i 1999 etableret en klub for selverhvervende
kvinder i byen Dnepropetrovsk (over
2 mill. indbyggere). Denne klub er en del
af den verdensomspændende kvindeorganisation
“Soroptimist International”.
Formålet for disse klubber er bl.a. “- at
virke for menneskerettighederne for alle
og i særdeleshed bidrage til forbedring af
kvindens stilling, - at fremme hjælpsomhed
og menneskelig forståelse, - samt bidrage
til international forståelse og venskab”.
En ny frihed til klubber og foreninger
Sammenslutninger af denne art har ikke
været tilladt i Ukraine under sovjetregimet,
så at danne fællesskaber med
sådanne formål, er en proces, som skal
læres og praktiseres på forskellig vis,
inden der kan opnås resultater til gavn og
glæde både for deltagerne indbyrdes og til
glæde og eksempel for andre.
Da en dansk “soroptimist”, Lis Randrup,
Ringsted, havde oplevelsen at være
den officielle internationale Soroptimistrepræsentant
ved den ukrainske klubs
etablering, fik hun den ide at invitere alle
klubbens medlemmer til Danmark. Så
kunne de ved selvsyn og selvoplevelse få
indtryk af, hvordan ting kan fungere i et
mere udviklet demokratisk samfund, nu
24
de står overfor selv at skulle indrette det i
deres land.
Med økonomisk støtte fra “Demokratifonden”
til dækning af bl.a. rejseomkostninger,
blev det derfor “Soroptimist-klubberne”
i Ringsted og Næstved, der inviterede
til et 8 dages ophold i Danmark, hvor
mange forskellige besøg blev planlagt.
Både statslige, kommunale og private institutioner
skulle give gæsterne et indtryk
af, hvordan vi i Danmark har indrettet et
velfungerde demokratisk samfund.
Så en grå dag i september 2000 kom 22
noget forsagte og spændte kvinder til
Ringsted - og de 22 samme drog meget
mere frimodige og indtryksmættede hjem
igen ugen efter, - alle med inspirationer
og vilje til at ville “gøre noget”, når de
kom hjem.
I den mellemliggede uge havde de været
i Folketinget, - på Rådhuset og mødt
borgmesteren i Ringsted, - været på en
politistation, - på en avisredaktion, - på et
rensningsanlæg, - besøgt en privat skole,
været på Centralsygehuset i Næstved, og
på sygeplejeskolen. De havde boet i private
hjem og i fællesskab på et vandrehjem.
De var i butikker og meget mere.
500 kg overvægt af brugt tøj
Da de tog afsked, var det en stor glæde at
opleve, dels hvordan de var blevet trygge
ved hinanden (hvilket de bestemt ikke var
ved ankomsten), dels hvordan de var
oplivede over alt det, de havde oplevet, -
så det var med smil igennem tårer og en
varm taknemmelighed, at der blev taget
afsked i lufthavnen, hvor de iøvrigt af

flyselskabet - fik godkendt en overvægt på
mere end 500 kg.
Overvægten var dels brugt tøj, de havde
fået igennem værtsklubberne til uddeling
blandt de utrolig mange fattige i deres
hjemby, desuden var der brugte undervisningsbøger
i engelsk, så de kunne lære
bedre engelsk, når de kom hjem. Alle
havde erfaret, at det er en fordel at kunne
kommunikere på et fælles sprog!.
Hjælp til selvhjælp
er en god investering
Efter hjemkomsten har de sendt en rapport,
hvor de giver nogle indtryk fra opholdet,
som på fineste måde viser, hvordan
“hjælp til selvhjælp” kan være med til at
fremme bl. a. international forståelse og
venskab og forhåbentlig også virke for
fremme af menneskerettighederne.
I rapporten står der bl.a.:“Det var helt
fantastisk at være i Folketinget . Vi kunne
slet ikke forstå, at det kunne være så åbent
og naturligt. Det var utroligt at møde og
25
tale med en minister og at kunne diskutere
almene problemer (især kvindeproblemer)
i alle lande. Vi kan bekræfte, at
vi nu ved mere om dansk demokrati, end
vi ved om Ukraine!
Ligeså gjorde det også et stort indtryk
at opleve at være på en politistation - helt
anderledes end hjemme,- og en avisredaktion!
... Vi håber at udbrede det
kendskab, vi fik om Danmark til vort eget
land. Vi har planlagt nogle foredrag på
universiteterne (der er flere universiteter i
Dnepropetrovsk ) - og en serie artikler i et
lokalt ugemagasin”.
For de danske medlemmer i Ringsted
og Næstved-klubberne har det været en
stor oplevelse at have besøg, og når de får
mulighed for at invitere os til Ukaine vil vi
nok have godt af at se, hvordan de lever
under de vilkår, der er dem beskåret!
Annelise Thomsen
medlem af Fællesudvalget

Reception for Ole Skou
Ved en festlig og velbesøgt
reception den
9. marts i SamvirkendeMenighedsplejers
lokaler i
Valby blev den nye
generalsekretær Ole
Skou budt velkommen.
Først med tale
af formanden (billedet
til venstre).
Formanden for sognemedhjælperforeningen,
Hanne Hummelshøj
(til venstre) kom -
sammen med mange
repræsentanter fra andre
organisationer og
samarbejdspartnere.
26
Blandt gæsterne var også formanden for
Landsforeningens af Menighedsrådsmedlemmer
Birthe Lund, Viborg (herover
sammen med Ole Skou).
.
Herunder gratulanterne fra en
af de mange lokale menighedsplejer:
Frihavnskirken i København

Besøgstjeneste på tværs
af sognegrænser
Det er en stor opgave for en menighedspleje
at igangsætte en besøgstjeneste. At
finde en koordinator, at få besøgsvenner
og få dem koordineret med dem, der skal
have besøg. At inspirere og fastholde
besøgsvennerne og i det hele taget holde
besøgstjenesten i gang.
Nogle gange kan det være svært bare
at tænke på at starte. Der skal mange ressourcer
til, og det er næsten ikke til at
bære, hvis ikke det lykkes, og man må
skuffe nogle mennesker, som har glædet
sig til og set frem til at få besøg.
Kan man derimod forene kræfterne, kan
det synes mindre uoverkommeligt og
mindre sårbart. Konsulent Irma Tonnesen
har derfor fået hjælp fra Københavns
amtskommune til at forsøge at etablere
besøgstjenester i amtet på tværs af
sogne- og kommunegrænser.
Amtet blev opdelt i 4 områder, og som
pilotprojekt blev valgt Ballerup-Værløse
og Gladsaxe-Herlev provstier.
Menighedsplejer og menighedsråd og
præster (der, hvor der ingen menighedspleje
er) fik brev med en forespørgsel om
de var interesseret i at medvirke på den
ene eller den anden måde. Nogle svarede
skriftligt, og de øvrige blev kontaktet pr.
telefon.
Der blev i oktober måned 2000 afholdt
møder i de to provstier.
I Ballerup-Værløse provsti var der
besøgstjenester i nogle af sognene, og
27
de øvrige sogne havde ikke overskud på
daværende tidspunkt til at starte en besøgstjeneste
eller indgå i et samarbejde.
I Gladsaxe-Herlev provsti, hvor der er
flere sogne, fandtes også besøgstjenester,
men der var en interesse til at supplere de
eksisterende besøgstjenester og til at
indgå i et samarbejde, som også kunne
hjælpe og støtte de sogne, som ingen besøgstjeneste
havde.
En lille arbejdsgruppe har arbejdet videre
med at opstille rammer og indhold
for besøgstjenesten og har pr. 1.4.2001
75 ledige
fritids-opgaver
Kirkens Hus Ungdomsprojekt
søger medarbejdere mellem 15
og 102 år. Det er tanken, at de
frivillige skal indgå i fast teams
med vagt på faste tidspunkter
i åbningstiden
lørdag - mandag kl. 14 - 22.
En vagt er på tre timer.
Der tilbydes en attraktiv
uddannelsespakke og
medarbejdermøder hver måned.
Henvendelse til projektleder
Kurt Petersen tlf. 29 93 12 55

Nyheder fra Menighedsplejerne
- fortsat
ansat en koordinator, Martin Kønig, til at
arbejde videre med projektet.
Han vil i begyndelsen besøge de etablerede
besøgstjenester, også i Røde Kors
og Ældresagen, samt tage kontakt til de
sogne, hvor man ingen besøgstjeneste
har.
Vi håber, der vil blive taget godt imod
ham ude i sognene og at man vil benytte
sig af hans arbejdskraft og engagement
til glæde for flest mulige ensomme og
isolerede mennesker.
Anne Mette Johannsen
udviklingskonsulent
Arv til Menighedsplejerne
Fra boet efter Grethe Laura Enoch-Hansen,
Hellerup har Samvirkende Menighedsplejer
med taknemlighed modtaget arv på ialt
72.208 kr.
Efter afdødes ønske skal beløbet anvendes
til Samvirkende Menighedsplejers generelle
arbejde.
Arven vil blive anvendt til fordel for oprettelsen
af endnu en konsulentstilling,
og således at endnu flere af landets
menighedsplejer kan få inspiration til deres
arbejde.
Søren Egemar Knudsen
regnskabsleder
Seniorboliger på vej i Slagelse
Ved årsskiftet har Samvirkende Menighedsplejer
købt et større jordstykke i Slagelse
Nord, hvor det er planerne - i samarbejde
med de lokale sogne og
menighedsplejer - at bygge et seniorbofællesskab
med 40 - 50 boliger og et
fælleshus.
Boligerne bygges, så de er forberedt
handicapegnede. Det første orienteringsmøde
for interesserede er holdt i Slagelse
sidst i maj.
28
Jubilæumsplaner
Onsdag 29. maj 2002 har Samvirkende
Menighedsplejer 100-års jubilæum. I den
anledning holdes festgudstjeneste i Trinitatis
kirke i København, (kirken med
Rundetårn). Det bliver en fyraftensgudstjeneste
kl. 17 ved biskop Erik Norman
Svendsen. Efterfølgende holdes reception.
Stedet er endnu ikke fastlagt.
Der arbejdes også med en jubilæumsmarkering
i Viborg.
Samvirkende Menighedsplejers
Hjemmeservice
Samvirkende Menighedsplejer er nu ved
at ansætte ledelse til den nye hjemmeservice-virksomhed,
og derefter kan
arbejdet forventes at gå i gang.
Ombygning i Valby
I sommerens løb skal Fælleskontoret i
Valby renoveres. Krav om ændringer i
varmeforsyningen har sat sagen i gang,
men der vil også blive forbedring af
adgangsforholdene bl.a. for handicappede.
Ændringer i kælderetagen vil betyde
langt bedre kursusmuligheder fremover.
Men sommeren bliver en trang tid for
medarbejderne. Man vil gøre mest muligt
for, at generne ikke skal kunne mærkes
uden for Fælleskontoret.
Fællesspisning i Albertslund
Opstandelseskirken i Albertslund fortæller
i kirkebladet, at menighedsplejen står
bag fællesspisning i kirken for socialt dårligt
stillede hver onsdag kl. 15. Maden tilberedes
af frivillige medarbejdere.
Samme sted kan man læse indbydelse
til Kirkens Kaffestue, åben for alle på tirsdage
og torsdage kl. 13.30 - 16.
Idéer modtages gerne
Redaktionen modtager meget gerne erfaringer
og idéer fra sogne og menighedsplejer,
så disse kan videregives til andre.

Margaret Lodberg har 1. juni været ansat
i 25 år i Samvirkende Menighedsplejer.
Som sygeplejerske, siden - endnu ganske
ung - som forstander på Tårnbyhjemmet,
og da det blev lukket, som forstander for
det nye plejeboligcenter Vibegården.
Margaret Lodberg er også medlem af
Samvirkende Menighedsplejers fællesudvalg.
Vi ønsker hjerteligt til lykke! -
Selv skriver hun her om ikke at ende
som konen i muddergrøften:
Der var engang en kone, der opdagede, at
alt det hun ønskede sig, gik i opfyldelse.
Men galt gik det, da hun ønskede at blive
Vorherre selv - hun endte i muddergrøften!
Dette er i korte træk handlingen i fortællingen
“Konen i muddergrøften”, og jeg
tolker budskabet i historien således: Det
er i orden at stræbe, men man bør indimellem
stoppe op, glæde sig og sige tak.
Efter 25 års arbejde i Samvirkende Menighedsplejer
er det relevant at tage et
sådan taknemmeligt tilbageblik.
I moderne ledelse tales der om, at virksomheder
eller organisationer skal stå sig
godt med alle sine interessenter — altså
grupper, der påvirker og påvirkes af organisationen.
Hvis jeg kigger på disse grupper,
har jeg noget at takke dem alle for.
Jeg har i arbejdet som forstander på en
29
25-års
jubilæum
i omsorg
selvejende institution (først for Tårnbyhjemmet
1976-1998 og senere for Vibegården)
været underlagt en bestyrelse. Arbejdet
med de forskellige bestyrelser har
lært mig utroligt meget, og jeg har fundet
inspiration fra flere bestyrelsesmedlemmer
på min vej.
Medarbejderne er måske den vigtigste
interessentgruppe, - sammen med beboerne
eller brugerne. Jeg må på dette
punkt sige, at jeg har nydt et fantastisk
samarbejde - også med beboere og pårørende,
og det skal de have tak for! For jobbet
som leder har sandelig også sine bagsider,
når ubehagelige beslutninger skal
træffes.
Som et stort privilegium har jeg haft
mulighed for at tage orlov i flere omgange.
Jeg har bl.a. været et år på Danmarks
Sygeplejehøjskole og et år i Dragør
hjemmepleje. Dette har givet mig mulighed
for at få nye input og se andre sider af
hvervet.
Nu befinder jeg mig i lækre omgivelser
på Vibevej på Vibegården og har fået mulighed
for at arbejde med brugere i deres
private omgivelser (nu 67 m 2 imod Tårnbyhjemmets
12 m 2 pr. beboer).
Jeg synes, at jeg har udviklet mig meget
i de 25 år, både ledelsesmæssigt og
personligt - det siger jeg tak for, - og jeg
håber ikke at ende som konen i muddergrøften.

Nyt fra Fælleskontoret
25 års jubilæum
Forstander for „Vibegården“, Margaret
Lodberg - kan 1. juni fejre 25 års jubilæum
for sin ansættelse i Samvirkende
Menighedsplejer. Se artiklen side 29.
Afsked med Hans Lyndrup
Ældreboligkonsulent Hans Lyndrup har
været en af de drivende kræfter bag arbejdet
med seniorboliger og hjemmeservice.
Hans Lyndrup har med virkning fra 1. maj
dels fået ny ansættelse i et byggefirma og
ønsket at koncentrere sig mere om sit
eget konsulentfirma. Vi må derfor tage
afsked og ønske Hans Lyndrup alt godt
på vejen.
Der er for Samvirkende Menighedsplejer
fortsat mulighed at tilknytte Hans
Lyndrup på konsulentbasis.
Hans Kønig ansat som koordinator
for besøgstjeneste på tværs
På side 27 berettes om den nye „besøgstjeneste
på tværs i Gladsaxe-Herlev provsti.
Vi byder velkommen til Hans Kønig, der
er udpeget til en deltidsansættelse (fire
timer pr. uge) til opgaven som koordinator
i det nye projekt.
Hans Kønig, 32 år, der i øvrigt er fuldtidsansat
som konsulent i hjerneskadeforeningen
skriver om sig selv: „Jeg glæder
mig utroligt meget til at komme i gang
med arbejdet, specielt fordi jeg er ydmygstolt
over at skulle arbejde sammen med
mennesker, for hvem kærligheden og omsorg
for andre er en selvfølge. Jeg ser frem
til at arbejde i en kirkelig sammenhæng,
hvor kærlighed som ord og som gerning får
praktisk mening.“
30
En mulighed
er at anvende betalingsservice
Betalingsservice er en mulighed, - det
gør det let at huske, let at hjælpe. Tilmeld
dig betalingsservice - man kan når
som helst træde ud igen efter eget ønske.
Brug skemaet herunder - eller ring
til Samvirkende Menighedsplejer for
tilmelding. Telefon 36 46 66 66. Tak!
Jeg ønsker at støtte Samvirkende
Menighedsplejer med
50 kr. 100 kr.
150 kr. 200 kr.
Et andet beløb: ________________
Jeg ønsker at give i
januar april
juli november
_________________________________
Navn
_________________________________
Adresse
___________ ___________________
Postnr. By
__________________________________
Pengeinstitut:
__________________________________
reg.nr.
__________________________________
kontonummer
__________________________________
cpr. (skal med for at aftale kan stiftes)
___________________________________
Underskrift

Genbrug fra
a til z
Der er næsten ingen ende på, hvad der
kan genbruges, hvis blot det kommer i
de rette hænder.
Og - sagt uden omsvøb: Det er meget
væsentlige beløb, der kommer ind til
menighedspleje og til ydre mission fra de
mange Kirkens Genbrugsbutikker.
Tak derfor, hvis
nogen vil give en
hånd med nogle
timer om ugen i en
af de mange KirkensGenbrugsbutikker.
Der er truffet aftale
mellem de to parter
bag Kirkens Genbrug:
Danmission og
Samvirkende
Menighedsplejer
om, at man vil søge
samarbejdet
udvidet til Jylland
og Fyn, hvor man
håber at finde
mennesker, der vil
være med til både
at skabe hyggeligt
samarbejde i det
lokale fællesskab og
med til at finde
egnede steder.
Ring til genbrugskonsulenterne
Lasse Malmquist,
tlf. 39 62 99 11 -
eller til Bent Møller,
tlf. 97 42 06 05.
Hjertelig tak.
31
Bestil en
folder
Besøg
Samvirkende
Menighedsplejers
hjemmeside:
wwww.menighedsplejer.dk

Indbetaler
Overførsel fra kontonummer
8 7
Evt. meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt
Gave til Samvirkende Menighedsplejer.
Kollekt til Samvirkende Menighedsplejer.
Sæt kryds hvis kvittering ønskes tilsendt.
Kroner Øre
. . ,
Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt
+01< +7001797<
Gaver er skattefrie
Gaver kan fradrages på selvangivelsen efter ligningslovens
§8A.
Ved et samlet gavebeløb på 5.500 kr. kan der fratrækkes
5.000 kr., idet de første 500 kr. ikke giver
ret til fradrag.
Ægtefæller kan hver for sig få fradrag på højst
5.000 kr. Mindstebeløb til en enkelt organisation er
500 kr. om året. Denne kvittering er gyldigt billag
overfor skattevæsnet.
Skulle De have særlige ønsker for, hvordan Deres
gave anvendes, så skriv det under rubrikken “ meddelelser
vedr. betalingen” på den øverste del af
giroblanketten.
På forhånd tak for Deres bidrag!
Checks og lignende accepteres under forbehold af at BG Bank modtager
betalingen. Ved kontant betaling på posthus med terminal er det udelukkende
posthusets kvitteringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.
SA 0301
Beløbsmodtager
Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse
700-1797
Underskrift ved overførsel fra egen konto
Betalingsdato eller Betales nu
GIROINDBETALING
Dag Måned År Sæt X
4060S (08.99) BG 151-14599
Indbetalers navn og adresse
Post Danmarks kvittering
Kroner Øre
Gebyr for indbetaling betales kontant
700-1797
Valby Tingsted 7
2500 Valby
Valby Tingsted 7
2500 Valby
. . ,
Redaktion:
Pastor Palle Højland
sammen med en redaktionsgruppe
Ansvarshavende:
Generalsekretær Ole Skou
Tryk
Kailow Tryk A/S, Vanløse
ISBN - Nr.: 1396 - 8803
Valby Tingsted 7
2500 Valby
Telefon 36 46 66 66
Telefax 36 30 34 20
E-mail smp@menighedsplejer.dk
Girokonto 700 1797
Samvirkende Menighedsplejer – et folkekirkeligt socialt arbejde