Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

Dialog 

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog 

Dansk Tjekkisk Forening 

Nr. 3 Juli 2007 - 15. Årgang


Bestyrelsen 

Jana Vlkova 

Formand 

Pilehusene 36 

2600 Glostrup 

Tlf. 43 45 92 70 

jana@trifid.dk 

Inger Larsen 

Næstformand 

Hindsehovgården 17 

3120 Dronningmølle 

Tlf. 48 39 85 30 

info@fredensborgsport.dk 

Zuzana Knudsen 

Kasserer 

Hyrdeengen 233 

2625 Vallensbæk 

Tlf. 43 64 85 15 

Mobil. 24 82 39 55 

knudsen_zuzana@hotmail.com 

Vera Rames 

Sekretær 

Herlevgårdsvej 17B 

2730 Herlev 

Tlf. 44 84 28 80 

verar@webspeed.dk 

Johnny Klitgaard-Nielsen 

Redaktør 

Mølndalsvej 10 

9400 Nørresundby 

Tlf. 22 79 92 05 

dtf@klitgaard-nielsen.dk 

Alex Rudbech 

Suppleant 

Jernvænget 11 

3300 Frederiksværk 

Tlf. 28 15 22 79 

rudbech@adslhome.dk 

Marie Peterslund 

Suppleant 

Opnæsgård 79 2.th. 

2970 Hørsholm 

Tlf. 45 86 62 96 

maj- 

Karsten Jørgensen 

Suppleant 

Erantisvej 9 

3660 Stenløse 

Tlf. 48 18 42 63 

9ba@webspeed.dk 

Kommende Aktiviteter: 

25. august 2007 

Tur til Frilandsmuseet 

Mødested - Frilandsmuseet 

(hovedindgangen), Kongevejen 100, 

2800 Lyngby 

Mødetid kl 10:00 

Se mere på hjemmesiden... 

1. december 2007 Skt. Nikolaus 

26. januar 2008 Generalforsamling 

8. marts 2008 Dansk Tjekkisk Forening 

fejrer 15 års jubilæum så sæt 

kryds i kalenderen allerede nu.. 

Aktiviteter udenfor Foreningen: 

3. marts 2008 - FOKUS TJEKKIET - 

RUSALKA premiere 

Indhold i dette nummer af Dialog 

Side 3 - Morten Nielsen fylder år 

Fokus Tjekkiet 

Side 4 - Besøg i Dansk-Slovakisk Venskabsforening. 

Side 5 - 6 - Michna – en barokmand på vej 

ud af skyggen 

Side 7 - Om at pisse i gaderne - 

en replik 

Side 8 - 9 - Grilltur 2007 til Hedeland 

Side 10 - 11 - The Hospoda 

Side 12 - 13 - Sandaler og sokker 

Side 13 - Folklore invitation 

Side 14 - 18 - H.C.Andersen på tur 

Spændende udstilling på Letecké Muzeum lige øst for Pragh 

Dansk-Tjekkisk Dialog 

Udgiver: Dansk Tjekkisk Forening - ISSN 1600-5414 

Oplag: 400 eksemplarer - Udkommer 4 gange årligt 

Layout: Johnny Klitgaard-Nielsen 

Sats og Tryk: Lasertryk.DK, Århus 

Redaktion: Bestyrelsen - Annoncering: Kontakt kassereren 

Foreningens girokonto: 2 141 612 

Omslagsfoto: Johnny Klitgaard-Nielsen 

Forside: Konepiste Åen, Benesov u Prahy - 

Bagside: Øen Egholm i Limfjorden, set fra anløbsbroen 

Foreningens hjemmeside: http://www.dansk-tjekkisk.dk 

2


Morten Nielsen fylder år 

Af Karel Müller 

Foreningens første formand og medstifter 

Morten Nielsen fylder 60 år 

mandag den 2. juli 2007. 

Morten, som i det daglige er praktiserende 

læge på Amager, er en af de få 

utrættelige ildsjæle, som gjorde kampen 

for frihed og demokrati i Tjekkoslovakiet 

under kommunistregimet til 

sin pligt. I firserne var han en særdeles 

aktiv frontperson i den danske Dialog 

med Charta 77. I november 1990 tog 

han initiativ til at omdanne Dialogen 

til en ny forening, Dansk- 

Tjekkoslovakisk Dialog, som han blev 

formand for. Under Mortens formandskab 

var den nye forening kendetegnet 

af et højt aktivitetsniveau med mange 

spændende foredrag, møder og andre 

arrangementer, bl.a. i kraft af hans store 

engagement. Morten deltog også 

aktivt i den offentlige debat, ikke 

mindst i forbindelse med diskussioner 

om den såkaldte "lustrace-lov" i Tjekkoslovakiet, 

hvor han gjorde sig til 

talsmand for det nye demokratis ret til 

at forsvare sig mod undergravende 

virksomhed fra det tidligere regimes 

håndlangere. 

Efter Dansk-Tjekkoslovakisk Dialogens 

opløsning i 1993 fortsatte Morten 

i nogen tid sit arbejde i den nuværende 

Dansk-Tjekkisk Forenings bestyrelse. 

Jeg husker stadig, hvordan Morten på 

et møde i 1993 under en diskussion 

om foreningens kommende aktiviteter 

foreslog en debataften med Pavel 

Tigrid, den tjekkoslovakiske eksils 

grand old man. Jeg måbede noget, da 

han uden videre tog telefonen, ringede 

til Tigrid i Paris og på stedet arrangerede 

et offentligt møde med ham i Politikens 

Hus. 

Jeg spurgte en gang Morten, hvad det 

var, der drev ham til at engagere sig i 

kampen for demokratiet i Tjekkoslovakiet. 

Han svarede mig, at det var, da 

han fik kendskab til en tjekkes liv og 

værk - Tomas Garrigue Masaryks. Den 

Charta 77 pris, som Morten har fået 

for sin utrættelige indsats af en anden 

tjekkisk præsident - Vaclav Havel - er 

i hvert fald velfortjent. Jeg går ud fra, 

at jeg taler på en samlet forenings vegne, 

når jeg ønsker Morten Nielsen et 

stort tillykke med hans runde fødselsdag 

og mange gode år fremover! 

Vsechno nejlepsi! 

FOKUS TJEKKIET - 

gå ikke glip af RUSALKA premiere .. 

For snart 15 år siden blev Tjekkoslovakiet 

delt op i to selvstændige lande, 

Tjekkiet og Slovakiet. Den Tjekkiske 

Ambassade i Danmark er ved at forberede 

en serie af arrangementer i starten 

af 2008, for at fejre Tjekkiets femten 

års fødselsdag. Dette hedder FOKUS 

TJEKKIET. Der arbejdes stadig på 

programmet - når det er færdigt, vil vi 

selvfølgelig bringe det i Dialog, formentlig 

enten i oktober eller i december 

udgaven. 

Som del af festiviteterne har Det Kongelige 

Teater i København sat Antonín 

Dvoráks opera RUSALKA på deres 

program. Den lille havfrue Rusalka vil 

gå til verdens ende for at blive menneske 

ligesom den mand, hun elsker - 

også selvom det betyder, at hun bliver 

stum og aldrig vil kunne sætte ord på 

kærligheden. Dvoráks eventyropera 

om havfruer og skovnymfer iscenesættes 

af Richard Jones, der i de sidste ti 

år har markeret sig som en visionær 

iscenesætter i verdens førende operahuse. 

Premieren er mandag, den 3.marts, 

2008. Der bliver sat en udstilling af 

nogle historiske kostumer (fra tidligere 

opsætninger af Rusalka), og den tjekkiske 

ambassadør Ivan Jancárek vil 

være til stede. Operaen synges på tjekkisk, 

og tekstes på dansk. 

Vi vil gerne gøre opmærksom på at 

selv om Rusalka bliver præsenteret 

som en del af FOKUS TJEKKIET har 

har ambassaden i øjeblikket ikke nogen 

planer om at reservere billetter - 

så hvis man gerne vil se forestillingen, 

må man selv købe billetter. 

3


Besøg i Dansk-Slovakisk Venskabsforening. 

af: Majka Peterslund 

Dansk-Slovakisk Venskabsforening 

inviterede vores bestyrelse til at fejre 

deres 10 års jubilæum lørdag den 17.3. 

2007 i Egebjerg Fælleshus i Ballerup. 

Vi mødte op, Jan, Zuzana, Vera, Karsten, 

Alex og undertegnede til festligt 

samvær. 

Eftermiddagen startede med kaffebord 

og foredrag om Slovakiets udvikling 

de sidste 15 år samt musikalsk indslag 

med 2 slovakiske bassister, som er 

medlemmer af Operaens orkester i 

København. 

Dagen fortsatte i en lidt lettere tone 

med slovakiske folkesange, ølsmagning 

, turistfilm om Tatra bjergerne for 

at ende med et måltid af den typiske 

slovakiske ret, bryndzove halusky. 

Der blev snakket flittigt med formanden 

og de andre medlemmer. Vi erfarede 

at foreningen med domicil i Silkeborg 

er landsdækkende og har 85 

medlemmer. 

Foreningens virke i de 10 år den har 

eksisteret blev vist i en lille billedudstilling, 

der blev opstillet i lokalet. 

Vi har hjembragt et par ideer, som vi 

kan også realisere i vores forening. 

Sjov ”Bil”, en Velorex. Det er en Tjekkisk pendant til den 

Tyske trehjulede Messerschmidt og BMW Isetta. 

Velorexen har en JAWA motor på mellem 250 og 435 cc, så 

det er ikke nogen ”Racerbil”, men sjov ser den ud.. 

Herover ses Zuzana, Jana og Alex 

Herover ses Vera, Karsten og Majka 

4


Michna – en barokmand på vej ud af skyggen 

Kromand, adelsmand, salmedigter, 

organist. 

Det lyder som den børneleg, hvor man 

tæller på knapper, om man er ’frue, 

frøken, kælling, madam’. Men det er 

samlet i een person, Adam Václav 

Michna z Otradovic. Han var det hele, 

og mere til. 

Michnas liv må stykkes sammen. Af 

stof fra private breve og offentlige 

skrivelser, fra optegnelser i hans hjembys 

jesuitterbroderskabs annaler, fra 

kvitteringer, registre og protokoller, 

fra lønbilag. 

Nogle af oplysningerne kan vi regne 

ret sikkert med, fordi de forekommer i 

flere kontekster; andre har vi kun eet 

sted fra. Og atter andre udleder vi - for 

eksempel hans helbredstilstand bedømt 

efter fastheden eller ujævnheden 

i hans håndskrift. 

Dette samlesæt ser ud som følger: 

Michna blev født omkring 1600 i 

Jindr’ichu’v Hradec, hvor han boe-de 

hele sit liv. Ud over de allerede nævnte 

professioner var han også komponist - 

han er kollega med Kingo, 1634-1703, 

og med Bach, 1685-1750. 

Michna er en spændende, levende, på 

samme tid glitrende og inderlig salmedigter 

med en stor spændvidde, fromhed 

og følelsesstyrke, med barokkens 

barskhed i sine virkemidler, og med en 

ekstraordinær blidhed også. Samtidig 

er Michnas salmetekster meget sanselige 

og nære, og de udtrykker en dyb 

glæde ved livet og ved alt det der kan 

opleves med ens sanser - og det er hele 

spektret - både sorrig og glæde. 

Han var en af tjekkisk barokmusiks og 

-salmedigtnings mest betydelige skikkelser, 

og han vir-kede ud over det 

af Sanne Arendse Møller 

allerede nævnte som korleder og som 

sang- og musik-lærer på sin hjembys 

jesuitterskole. 

Der er adskillige endnu uudforskede 

punkter i Michnas liv. Man ved for 

eksempel ikke med sikkerhed, hvem 

hans forældre var, om han havde søskende, 

eller om han fik børn. 

Familien var lavadelig; det var Michnas 

forfader Petr z Otradovic, som i 

1461 blev adlet. Fra Adam Michnas 

segl kender vi hans våben, det er en 

båd og en hjelm, med Michnas initialer 

nedenunder, skrevet ”AM — ZO”. 

Michnas bedstefader, fader eller onkel 

- kilderne er uenige - hed Michal 

Michna z Otradovic og var slotsforvalter 

i Jindr’ichu’v Hradec 1584-1601. 

En oldefar, som også hed Michal, 

nævnes 1535 som organist i Jindr’ichu’v 

Hradec. 

Adam 

Første gang, vores Michna optræder i 

samtidige kilder, er i en protokol over 

jesuitterskoleelever fra 1611. Her nævnes, 

at Adamus Michna i årene 1611- 

1617 var indskrevet med fagene/ 

områderne principium, grammatik, 

syntaks og poetik. Så begyndte Trediveårskrigen, 

og vi finder den unge 

Michna opført 1618-1619 i en fortegnelse 

over byens forsvarere. 

Det ældste bevarede vidnesbyrd om 

Michnas arbejde som organist er en 

skrivelse af 18. januar 1633 fra domprovst 

Ondr’ej Fizírek til byens borgmester 

og rådsherrer. Fizírek beder i 

brevet om, at ”den kontribution, [som] 

Adam Michna Organist og Ansat ved 

den herværende Kirke [betaler] sammen 

med sin Fru Moder, Fru Dorota 

Fuc’íková, må blive sat noget ned”. 

Man ved fra en skoleprotokol, at 

Adam og Ondr’ej var skolekammerater, 

de gik i 1612 begge til retorik. 

Man kan af brevet udlede, at de har 

beholdt kontakten, siden Michna har 

kunnet bede Fizírek lægge et godt ord 

ind for sig. 

Samtidig kan vi af dette brev se, at 

Michna i 1633 sad hårdt i det. Det 

skulle snart ændre sig. 

Koner og kroner 

I 1633 eller 34 giftede Michna sig 

nemlig med den velhavende borgerdatter 

Zuzana Cimrmonová, og dermed 

ændrede hans økonomiske situation 

sig betydeligt. 

Der er i forbindelse med Michnas første 

kone en charmerende lille listighed 

i en af hans tekster. I en salme, som på 

overfladen handler om Bibelens Zuzana/Susanna, 

har Michna i teksten indbygget 

en lille hilsen til sin egen Zuzana 

- om, at hun lyser, at hun har et ansigt 

som en rose og en sjæl som en 

lilje - og at hun er så dejlig at man får 

kødelige tanker:-) 

Som nævnt var Michna også krovært - 

han drev fra 1633 eller 34 værtshus i 

det hus, han boede i, et værtshus, 

Michna og Zuzana havde i mindst 22 

år, og beskæftigelsen synes at have 

bekommet Michna vel - en kilde taler 

om, at han ”muntert gik rundt og 

skænkede vin”. 

Zuzana Michnová døde i foråret eller 

sommeren 1671; trods - eller på grund 

af - sin alder giftede Michna sig hurtigt 

igen - samme år, med Terezie Kater’ina 

Eppenaurová. Vi ved ikke, om 

det var af ønske eller af praktiske 

grunde. Om Michnas anden kone vides 

det, at en af hendes slægtninge havde 

udskænkning af ”øl og brændevin”. 

5


Flere Michna-biografiskitser omtaler 

ham som velstående, og fremhæver for 

eksempel, at han ejede vingårde, og 

flere huse, eller nævner hans høje 

krigskontribution. Samtidig havde han 

indtægterne fra værtshuset, organistembedet 

og musikundervisningen. Af 

hans testamentariske bestemmelser 

fremgår det, at han efterlod sig en 

samlet kapital på omkring ca. 4.000 

gylden - til sin anden kone Terezie 

Kater’ina; til en stiftelse, der skulle 

understøtte tre musikstipendiater ved 

Svatý-Vít-seminariet i hans hjemby; 

og til den kirke, han var or-ga-nist ved, 

kostel Nanebevzetí Panny Marie, en 

kirke viet til Jomfru Maria. 

Tekst og musik er af… 

Selv om Michna boede hele livet i 

Jindr’ichu’v Hradec, havde han mange 

kontakter i resten af landet, blandt andet 

med jesuitterkollegiet i Brno; med 

Olomouc, hvor en af hans kammerater 

fra skoletiden arbejdede på jesuitterkollegiet; 

og med Prag, som han besøgte, 

og hvor hans salmer blev trykt. 

Han skrev selv musikken til sine mange 

salmer, hvoraf 197 er bevaret. Ud 

over disse, der foreligger som tre salmecykler 

- C’eská Mariánská Muzika 

(’Bøhmisk Mariamusik’, 1647), Loutna 

c’eská (’Den tjekkiske Lut’, 1653), 

og Svatoroc’ní Muzika 

(’Kirkeårsmusik’, 1661) - er der fra 

Michnas hånd bevaret Ob-se--qui-um 

Marianum (1642), Officium vespertinum 

(1648), en samling messelitanier, 

rekvi-et Missa sancti Venceslai (o. 

1669), Magnificat I toni og et Te 

Deum (messe-litanier-ne og de to 

sidstnævnte uden årstal). De anførte 

værker repræsenterer ca. en tredie-del 

af Michnas pro-duk-tion. De resterende 

af hans værker findes enten ikke 

læn-ge-re eller er ikke (gen)fundet 

endnu - - Hvad ’genfundet’ angår skal 

det nævnes, at det eneste og samtidig 

komplette originaltryk til Loutna 

c’eská blev fun-det for så relativt nylig 

som i 1960erne! 

Kulturping 

Michna var engageret i byens kulturliv 

også, blandt andet som medlem af flere 

reli-giø-se/litterære, jesuitisk orienterede 

broderskaber, og også som 

medlem af styrelsen i et af de litterære 

broderskaber - en meget prestigefyldt 

organisation, som understøttede byens 

musikkultur, litterære kultur og religiøse 

aktiviteter. 

Michna havde tæt kontakt til Jesu Selskab 

hele sit liv, også langt mere end 

der gennemsnitligt kom ud af en jesuitterskolegang. 

Så man kan overveje, 

at han må have hørt til blandt de rettroende 

og solide katolikker. Man ved, at 

det forventedes af medlemmer af jesuitiske 

broderskaber, at de førte et ret 

omfattende og aktivt kristent liv og 

deltog i alle offentlige religiøse arrangementer, 

så vi må formode dette også 

om Michna. 

Sammen med den religiøse betydning 

af medlemskaberne af de katolske broderskaber 

er der også den sociale. I 

alle medlemslister for de broderskaber, 

Michna var medlem af, optræder de 

samme navne - og det er adelsmænd 

og højtstående borgere, så medlemskab 

af broderskaberne drejede sig 

også om at høre til de lag i samfundet, 

hvor magten lå og hvor beslutningerne 

blev truffet. Så Michna har som medlem 

styrket sin sociale prestige, og 

samtidig har han med de stillinger, han 

beklædte, ikke kunne undlade at være 

medlem af disse broderskaber. 

Helbred og håndskrift 

Vi hørte tidligere om Michnas kvitteringer 

som en af kilderne til viden om 

ham. Blandt andet findes der bevaret 

nogle kvitteringer for, at Michna har 

modtaget sin organistløn. To af disse - 

begge fra 1675 - er ret forskellige. De 

er ganske vist begge skrevet under af 

Michna selv, men hvor Michnas håndskrift 

i juli måned er fast, er den ujævn 

og rystende i oktober. Måske et tegn 

på, at Michna på det tidspunkt har været 

syg. 

Den sidste bevarede Michna- 

underskrift er på en kvittering for 

modtagelse af rente af kapital fra 30. 

juni 1676. Kvitteringens tekst er skrevet 

med en anden håndskrift end 

Michnas, og Michna har kun underskrevet 

den. På tidligere kvitteringer af 

lignende typer var hele teksten skrevet 

af ham selv, så måske ligger der også 

her et fingerpeg om helbredstilstand. 

Dog synes Michna så sent som 24. maj 

1676 stadig at have været virksom i 

sin kirke - han underskriver sig på en 

kvittering fra denne dato med sit navn 

og ”organist”. 

Dieu me pardonnera, c’est son métier 

Vores livsglade salmedigters dødsår 

angives af næsten alle Michnaforskere 

som 1676; dog taler enkelte 

forskere om 1688/1690 som muligt 

dødsår. Samtidig med, at de fleste forskere 

er enige om at fastsætte Michnas 

dødsår til 1676, nævner forskningen 

nemlig en salme fra 1688 - 12 år efter 

Michnas formodede død! Denne salme 

er ikke undersøgt tilstrækkeligt endnu, 

så indtil videre må vi blot overveje det 

som en mulighed, at Michna kan have 

levet indtil 1688. Medmindre naturligvis 

der er tale om Toner fra Himlen:-) 

Michnas fromhed og tiltro til Gud er 

stof til en artikel for sig. Når man læser 

hans salmer, er man ikke i tvivl 

om, hvor han regner med at komme 

hen efter sin død: i Himlen. Nok med 

en mellemstation i Skærsilden, men 

med en sikker vished om at havne på 

den rigtige etage. 

6


Om at pisse i gaderne - en replik 

Af Karel Müller 

Under den slagkraftige overskrift "Om 

at pisse i gaderne" søger Terje B. Englund 

(i Mogens Girsels udmærkede 

oversættelse) i sidste nummer af Dialog 

forklaring på den- efter hans mening 

- særdeles hyppige vandladning i 

det offentlige rum, som de tjekkiske 

mænd gør sig skyldige i. (Nu synes jeg 

ikke, at det er så meget mere udbredt 

end i Danmark, men lad det ligge.) 

Han tilskriver dette fænomen forskellige 

omstændigheder, såsom stor indtagelse 

af øl, og finder endda en historisk 

faktor, nemlig mangel på opdragelse 

gennem en stærk og synlig adel, 

resulterende i plebejiske vaner hos befolkningen 

Et andet sted i sin bog tilstår Terje, at 

han kun har et overfladisk kendskab til 

den bedst kendte tjekkiske forfatter 

Milan Kunderas værker. Det er en 

skam, fordi Kundera i sin bog 

"Latterlige lidenskaber" (Smesne 

lasky) tilbyder en anden løsning af 

Terjes mysterium. I en episode i bogen 

står overlægen på et sygehus sammen 

med en medicinstuderende og letter sig 

under et platantræ, mens førstnævnte 

giver følgende begrundelse for deres 

forehavende: 

Knødel (knedlíky) 

Vareforbrug: 

½ kg mel 

1½ dl mælk 

½ pakke gær 

2 spsk. olie 

salt 

1 æg 

Sådan gør man: 

Mælken lunes og hældes i en skål. Rør 

gæren ud i mælken, kom olie, æg, mel 

og salt i. Kom evt. mere mel i. Dejen 

skal hænge sammen og må hverken 

være for klistret, eller for tør. 

Sættes til hævning i ca. ½ time. 

Deles i tre stykker, der rulles til pølser 

og lægges i kogende vand i ca. 20 minutter. 

Kogte knedliky skæres i skiver på ca. 

1 cm. 

Opskrifter 

" 'Jeg har nemlig altid foretrukket urinering 

i det fri frem for civilisationens 

faciliteter, der er uappetitlige. Her vil i 

løbet af kort tid en gylden stråle på 

forunderlig vis forbinde mig med mulden, 

græsset og jorden. Thi, 

Fleischmann, af støv er jeg kommet og 

til støv vil jeg nu i det mindste delvis 

vende tilbage. Urinering i det fri er et 

helligt ritual, hvormed vi lover jorden, 

at vi engang vil vende tilbage til den i 

hel tilstand. (…).' De stod derefter 

begge ved platanen under udførelse af 

en handling, som overlægen med uafladelig 

patos og i stadig nye billeder 

kaldte en gudstjeneste." (Oversættelse: 

Eva Andersen) 

Se, det er en helt anden forklaring end 

dårlig opførsel på grund af manglende 

adel! 

Kartoffelknødel (bramborové 

knedlíky) 

Vareforbrug: 

½ kg kolde kogte kartofler 

200 g mannagryn 

100 g hvedemel 

1 æg 

1 tsk. salt 

20 g smeltet smør 

Sådan gør man: 

Kartoflerne rives fint. Smør piskes 

med ægget og æggeblommen. Kartoflerne 

tilsættes med mel, mannagryn og 

salt. Til sidst kan man blande brødternene 

i (behøves ikke) Dejen formes til 

tre-fem lige store pølser (må ikke være 

for store, så går de i stykker under 

kogningen) og koger i ca.20 minutter i 

kogende vand. 

Knødel opskrifterne er frit efter ”kursus” afholdt af Dansk Tjekkisk Forening 

under ledelse af Marie Cibarowski—Tak ! 

7


Kan serveres selvstændigt som ret, 

drysset med ristet rasp og smeltet smør 

eller som tilbehør til kød. 

I år arrangerede vi foreningens grillfest 

i Hedeland, et rekreativt område vest 

for København (www.hedeland.dk). I 

de gamle grusgrave er der etableret et 

fritidslandskab med søer, kanaler, sletter, 

skove og bakker, der tilsammen 

danner grundlag for en rig og varieret 

fauna og flora. Vi havde lagt store planer 

med morgenkaffe, tur med veterantog, 

og masser af lækker grillmad. Og 

så gik vi bare og håbede på godt vejret.... 

Da det så begyndt at regne på dagen, 

klokken 7 om morgenen, sukkede vi 

dybt og pakkede regntøj og en ekstra 

trøje. Heldigvis stoppede regnen inden 

vi mødtes, og resten af dagen var det 

koldt, men uden regn. 

Vi mødtes ved 10-tiden til en fælles 

morgenmad - trods kulden var vi over 

30 voksne og cirka 15 børn. Det var 

hyggeligt at sidde sammen og nyde 

friskbagte morgenboller med udsigt 

over søen, der ligger lige ved siden af 

grillpladsen. 

Kl. 11 blev vi hentet af et særbestilt 

GRILLTUR I HEDELAND 

veterantog fra Rubjerg stationen (lige 

ved grillpladsen). 

Vi fik virkelig en rundtur: hele vejen 

til endestationen (Fem Ege), og så hele 

vej til den anden ende - Veteranbane 

Stationen ved Hedehusene. Her fik vi 

en lille rundvisning i depotet og på 

værkstedet. Til sidst blev vi kørt tilbage 

til Rubjerg station. 

Imens havde de tilbageblevne tændt op 

i grillene, og Hedehusenes slagter havde 

været forbi med kød og pølser. Der 

var også en bålplads lige ved siden af 

grillpladsen - på en kølig dag var det 

meget behageligt at varme hænderne 

ved bålet. En del grillede pølser på 

ægte tjekkiske maner - på en pind over 

bålet. 

Efter maden var det tid til sang med 

akkompagnement af hele tre guitarer: 

vi kom igennem alt fra tjekkiske folkesange, 

gamle tjekkiske pop-sange og 

engelske klassikere (til dem der ikke 

kunne synge på tjekkisk). Det er utroligt 

hvor mange sange man kan huske 

selv om man ikke har sunget dem i 10- 

15 år - ordene kommer bare frem så 

snart musikken begynder. 

Og det er nok ikke kun mig der bliver 

transformeret tilbage til dengang man 

var en glad teenager på en koloni, hvor 

man sad ved bålet til langt ud på aftenen 

og sang den ene sang efter den 

anden - hvor resten af verden med skole 

og arbejde og andre kedelige ting 

forsvinder, og der er kun sangene tilbage....men 

de dage er forbi for længst, 

så vi må snart mødes sammen og synge 

lidt igen! 

Vi takker alle der var med til at arrangere 

og gennemføre grillfesten, og 

glæder os til at se mange af jer på Frilandsmuseet 

den 25. august, 2007. 

Zuzana Knudsen 

Billeder venligst stillet til rådighed af: 

Zuzana Knudsen, Karsten Jørgensen, 

Johnny Klitgaard-Nielsen 

På næste side, en kavalkade over årets 

Grill– Udflugt.. 

8


9


The Hospoda 

Terje Englund ser på de tjekkiske værtshuse 

Af Terje B. Englund 

Oversættelse: Mogens Girsel 

"I dag er alle dele af det tjekkiske land 

som en stor kro eller herberg, hvor 

man fuldt ud, ikke bare i nogle få dage, 

men i resten af ens liv, kan nyde 

alle glæder og rigdomme." Disse begejstrede 

ord blev skrevet af jesuitterpræsten 

og historikeren Josef Balbín 

i 1680'erne og synes så rammende i 

dag som for tre et halvt århundrede 

siden. Ølstuen - hospoda - er stadig 

grundstenen i tjekkisk folkelig kultur, 

og bare deres antal er simpelt hen forbløffende. 

På et tidspunkt havde alene 

bydelen Zizkov i Prag flere værtshuse 

og ølstuer end hele Norges hovedstad 

Oslo. 

For en udlænding, der ikke er fortrolig 

med det tjekkiske sprog, kan ordet 

hospoda minde om ordet hospital. I 

sproglig henseende er der faktisk en 

fjern forbindelse. Hospoda stammer 

fra det oldslaviske gospoda, sammensat 

af gost (gæst) og potis (mester), og 

den sidste del af ordet er det samme 

ord som det latinske hospes. Men også 

semantisk giver sammenligningen med 

hospital god mening, eftersom hospoda'et 

fra Arilds tid har været stedet, 

hvor den tjekkiske mand har helet sin 

sjæl. 

For at gennemgå den klassiske hospoda-terapi 

har man kun behov for tre 

ting: øl (jo større kvantum, jo bedre 

resultat), et problem, der virkelig plager 

en, og tilstedeværelsen af en ven 

eller bekendt (hvis man ikke har nogen, 

finder man en på hospoda'et). Alt, 

hvad man nu behøver at gøre, er at 

hælde hektolitervis af den skummende 

drik i halsen, mens man heftigt beklager 

sig over sin hysteriske kone, grådige 

elskerinde, imbecile chef, inkompe- 

tente regering, uheldige fodboldlandshold, 

eller hvad det nu kan være. 

Efter tre fire timers grundig terapi vil 

sjælen være fuld af total lettelse. En 

udlænding kunne måske tvivle på den 

mentale effekt af hospoda-terapien, 

men det er næppe et tilfælde, at Den 

Tjekkiske Republik har færre psykiatriske 

patienter end alle sine nabolande 

(imidlertid har de også flere alkoholikere). 

Teoretisk set har man ikke en gang 

brug for et hospoda for at udføre denne 

terapi, som en episode i byen Mladá 

Boleslav illustrerer. Dødtræt af drukkenboltene, 

som evig og altid samledes 

til druk i byens park, besluttede 

borgmesteren at forbyde indtagelse af 

alkoholiske drikke på alle offentlige 

arealer og på denne måde henvise øldrikkerne 

til de lokale hospoda'er. 

Drukkenboltene reagerede med stoisk 

ro. Idet de henviste til Listina 

základních práv a svobod - Loven om 

Basale Rettigheder og Friheder - vedtaget 

af det daværende tjekkoslovakiske 

parlament i 1991, anførte de, at det 

at drikke øl i byens park var en af deres 

menneskerettigheder. Og hvad skete? 

Borgmesteren indrømmede, at 

drukkenboltene havde ret og opgav sit 

forslag. 

Men postyret var nok spild af energi, 

for enhver tjekkisk by med respekt for 

sig selv kan prale af mindst et hospoda, 

hvor en halv liter øl koster mindre 

end en flaske sodavand. - Ikke desto 

mindre er der selv i det mest beskedne 

etablissement et hospoda-regelsæt, 

man må respektere. 

Først: ethvert hospoda har sine štam- 

gasts - stamgæster. Disse er en gruppe 

lokale drukkenbolte, som nyder visse 

privilegier, såsom at have deres personlige 

ølkrus opbevaret på hylden 

over baren, at have en reserveret plads 

langt fra døren til toilettet og - mest 

vigtigt - retten til at blive betjent før 

andre gæster. Dette er et af de få områder, 

hvor det tjekkiske samfund stadig 

respekterer adel, og man kan ikke undslippe 

denne "øl-apartheid". Hvis ens 

ego er for provokeret af denne diskrimination, 

har man to muligheder: enten 

at gå over til vin og begynde at gå 

på vinárna - eller besøge sit lokale 

hospoda så ofte, at man selv opnår 

status af štamgast. 

For det andet: hospoda'et er en helt 

igennem demokratisk institution, hvor 

(i hvert fald teoretisk) mennesker fra 

alle samfundslag mødes for at drikke 

og diskutere. Som følge deraf kan man 

sætte sig ved ethvert bord, hvor der er 

ledige stole, bare man høfligt spørger 

de, der allerede sidder der, om det er i 

orden! På samme vis, hvis man sidder 

på et hospoda, og der er ledige stole 

ved siden af en, skal man være forberedt 

på, at en gruppe fremmede mennesker 

pludselig planter sig ved siden 

af en og starter en ophedet diskussion 

om akademiske emner såsom fodbolddommere, 

den kvindelige anatomi eller 

den sidste udvikling i mongolsk 

poesi. Dette er charmen ved og meningen 

med hospoda'et. Hvis man ønsker 

uforstyrret selvfordybelse, så gå en tur 

i skoven! 

For det tredie: hospoda'erne har altid 

været en mandeverden. Godt nok er 

antallet af kvinder, der kommer på 

hospoda'erne, specielt de nye og tjekkede 

etablissementer, hvor øl serveres 

i 33 cl glas med stilk, i stigning efter 

fløjlsrevolutionen. Men de rigtige 

hospoda'er, knejper hvor det at drikke 

øl af glas med fod vil blive anset som 

værende en handling midt mellem 

kætteri og perversion, er stadig mandens 

domæne og et refugium, hvor 

mænd kan søge tilflugt og forståelse. 

Som en naturlig følge har mange 

10


hospoda'er indført mindst en ugentlig 

dag, hvor servitricerne serverer øllet 

topløse. 

Den mandlige samhørighedsfølelse er 

oven i købet blevet ritualiseret; efter at 

have hældt 4 - 5 halvliters øl ned sker 

det, at alle mænd bænket om det samme 

bord pludselig vandrer ud på toilettet 

for at foretage kollektiv urinering. 

For de forhærdede øldrikkere er dette 

det ultimative udtryk for broderskab. 

For de fleste andre er det et utvetydigt 

tegn på, at hospoda'erne udgør en 

frugtbar grobund for skjult homoseksualitet. 

Det er næppe nødvendigt at sige, at 

ikke alle tjekker er yndere af hospodakulturen. 

For et frastødt mindretal repræsenterer 

hospoda'erne alt, hvad der 

er vulgært, stinkende, højlydt og dovent. 

Dette synspunkt er svært helt at 

afvise. Hæren af tjekkiske alkoholikere 

(ifølge nogle skøn drejer det sig om 

10 procent af den mandlige befolkning) 

ville uden tvivl have haft et noget 

mere besværligt liv uden et 

"vandhul" på hvert andet gadehjørne. 

Og jo, den almindelige hospodahumor 

har det med at lugte af armsved. Men 

ingen kan nægte, at nogle af den tjekkiske 

litteraturs største navne, det være 

sig Karel Hynek Mácha, Jaroslav 

Hašek, Bohumil Hrabal eller Jaroslav 

Seifert, alle var tæt knyttet til hospoda'et, 

og nogle af dem arbejdede der 

oven i købet. 

Egentlig genspejler hospoda'et både de 

bedste og de værste sider af det tjekkiske 

samfund. På den ene side tilbyder 

de en overflod af jovialitet, gemytlighed, 

kreativitet, meddelsomhed, legelyst 

og sans for grotesk humor og ligeværdighed. 

På den anden giver de rig 

næring til den vane at beklage sig over 

alt og alle uden at gøre den ringeste 

praktiske indsats for at forandre tingene 

til det bedre. 

Imidlertid kan ingen bestride, at 

hospoda'et er en enestående tjekkisk 

foreteelse. I hvilket andet land kan 

man droppe ind på et værtshus med et 

stort krus, få det fyldt med skummende 

øl og så glad og fro tage det med 

hjem til aftensmaden? 

Ups...en rettelse 

I sidste nummer af Dialog skrev jeg 

om byen Jablonne v Podjestedi. Desværre 

er der kommet en ekstra bogstav 

i den www adresse jeg har angivet. 

Den korrekte adresse er: 

www.jablonnevp.cz Jeg beklager fejlen 

og håber, at det er ikke for sent, at 

få kikket på siderne. 

Interesserende kan også kontakte mig 

på tlf..44840163 eller E-mail: Mirka.Andersen@get2net.dk 

Mirka Andersen 

Mirka har denne gang medsendt nogle 

billeder.. 

Terje B. Englund 

Terje B. Englund er norsk journalist 

og forfatter bosiddende i Prag siden 

1993. Han er chefredaktør på Nordic 

News, et magasin, der udgives tre gange 

årligt af Det Nordiske Handelskammer 

i Den Tjekkiske Republik. 

Terje har udgivet en bog, der med 

sympati og et glimt i øjet fortæller om 

en udlændings møde med tjekkerne og 

giver en brugsanvisning på forståelse 

af disses særpræg. 

Herover: Jablonne-Zdislavina studanka 

Til Venstre: Jablonne-basilika 

Herunder: Jablonne-U Salvatora 

The Czechs in a Nutshell 

A User's Manual for Foreigners 

(Tjekkerne i en Nøddeskal) 

(En Brugsanvisning for Udlændinge) 

280 sider, 35 fotografier. 

Fra denne bog har Terje venligt givet 

DIALOG lov til at oversætte og trykke 

en række af kapitlerne. 

Skulle man få lyst til at eje bogen, kan 

den bestilles på Internettet på denne 

adresse: www.baset.cz. 

11


Sandaler og sokker 

Af Terje B. Englund - Oversættelse: Mogens Girsel 

Hvis du ser et foto fra det seneste EU 

topmøde og spekulerer på, hvilken af 

politikerne der er tjekkernes repræsentant, 

er her et fingerpeg: se efter fyren, 

der har parret sin habit med sandaler 

og hvide sokker. 

Dette er selvfølgelig en mild overdrivelse 

(og måske også en dårlig vits), 

men fakta er, at tjekkerne, dels på 

grund af 41 års kommunistisk isolation 

og dels på grund af, at da de har gjort 

en dyd af pohodlí (bekvemmelighed), 

har udviklet en beklædningskodeks 

med enkelte ekstravagante elementer. 

Måske er den mest udbredte og hyppige 

af disse ekstravagancer de tjekkiske 

mænds langvarige kærlighedsaffære 

med de førnævnte sandaler. Så snart 

man kan indsnuse duften af forår i luften, 

og termometeret klatrer op til bare 

få grader over nul, kan enhver tjekkisk 

mand tænkes at tage sandaler på. Og 

mere interessant - sandaler er næsten 

altid kombinerede med sokker, fortrinsvis 

hvide. 

En udlænding kunne hævde, at enten 

er vejret så varmt, at man bruger sandaler 

på bare fødder, eller det er så 

koldt, at man bruger sokker og normale 

sko. Men således ræsonnerer man 

ikke i Tjekkiet. De mest forstokkede 

sandalfanatikere beholder både sandaler 

og sokker på fødderne næsten til 

jul, og for skarerne af forundrede udlændinge 

er sandalerne blevet løftet til 

en position på højde med øl som symbol 

på den tjekkiske kultur. 

Det er svært at give en tilfredsstillende 

forklaring på den tjekkiske sandalmani. 

Måske har den politiske årsager - 

lige som de iranske ayatollaher opfordrer 

mænd til ikke at bære vestlige 

slips, fyldte bolsjevikkerne diskret forretningerne 

med sandaler, fordi de repræsenterede 

den proletariske modsætning 

til kapitalistiske patentlædersko. 

Eller måske er det bare en kompromis- 

løs kamp mod fodsved, skønt tjekkiske 

mænd normalt ikke synes at have noget 

mod sved fra andre dele af kroppen. 

I hvert fald skal en udlænding 

være forberedt på den kendsgerning, at 

den mandlige gennemsnitstjekke betragter 

sandaler som helt almindeligt 

fodtøj, og mange bruger dem ved 

praktisk talt enhver lejlighed. 

En specialenhed i den tjekkiske sandalhær 

er dannet af otužilci ("de hårdføre 

gutter"). Disse er ofte unge og 

altid meget seje mænd, som har hærdet 

sig (eller foregiver at have) mod koldt 

vejr og derfor kun har sandaler, shorts 

og en T-shirt på året rundt. 

Otužilec traditionens rødder går tilbage 

til det nittende århundredes Sokol 

bevægelse, som virkede til fremme for 

de ældgamle idealer om en sund (og 

tjekkisk patriotisk) sjæl i et sundt legeme, 

og den blev helhjertet støttet af 

bolsjevikkerne, som betragtede otužilecerne 

som de tjekkiske disciple af 

den skøre russiske isbadningstradition. 

I 1970'erne og 1980'erne fandt bevægelsen 

et ansigt udadtil i Frantis?k 

Venclovský, den første tjekkiske 

svømmer, der krydsede Den engelske 

Kanal. Uagtet al hans hærdning, blev 

Venclovský uheldigvis ikke særlig 

gammel, men hans otužilcikammerater 

går stadig rundt midt om vinteren 

iklædt bermudashorts uden at tiltrække 

sig den mindste opmærksomhed. 

Som det kan forventes, er tjekkiske 

kvinder langt mere beklædningsbevidste 

end mænd, og det lykkedes mange 

af dem at være moderne selv i den superkedelige 

kommunisttid. Ikke desto 

mindre kan man på gader og pladser 

stadig se et syn, der nu er sjældent i 

Vesteuropa: flokke af kvinder trippende 

af sted iklædt miniskørter så korte 

og superstramme, at de kan forveksles 

med bikinier. Og ligesom hvide sokker 

er obligatorisk tilbehør til mændenes 

sandaler, bliver miniskørterne suppleret 

af en halvgennemsigtig bluse, bleget 

hår og sorte pumps (damesko). 

"Aha, den tjekkiske udgave af Hustler 

har lige holdt optagelsesprøve i nærheden", 

tænker den forvirrede udlænding. 

Men denne reaktion er klart bestemt 

af den vestlige opfattelse af feminisme. 

I tjekkisk sammenhæng er 

det ikke alene fuldt accepteret, at kvinder 

fremviser deres fysiske fortrin, de 

forventes næsten at gøre det! At blive 

betragtet som objekt for mænds (eller 

kvinders for den sags skyld) seksuelle 

interesse er ikke, som vestlig politisk 

korrekthed dikterer, fornedrende eller 

diskriminerende, men ligefrem ønskværdig. 

De supersexede miniskørtdamer er 

altså almindelige kvinder (ja altså, de 

fleste af dem) på vej til almindelige 

jobs. Sandt nok, ikke alle er ganske 

stilfulde, men der er sandelig langt 

værre elementer fra kommunisttidens 

popkultur, der stadig lever i bedste 

velgående. 

Nogle tjekkiske særheder gælder begge 

køn. En af dem er vigtigheden af at 

bruge nattøj. Hvis man skal tilbringe 

natten i nogens hus eller sommerhus 

og ikke vil give indtrykket af, at man 

er enten en uciviliseret vildmand eller 

en seksuel afviger, skal man medbringe 

pyjamas eller natkjole. I weekenden, 

når folk slapper af hjemme, bærer 

både mænd og kvinder træningsdragt. 

Ikke fordi de dyrker motion, men fordi 

træningsdragten gør det mere bekvemt 

at drikke øl og spise chips foran fjerneren. 

Den er også obligatorisk for de 

indsatte i tjekkiske fængsler. 

Fodtøj repræsenterer den ultimative 

superfarlige faldgrube for udlændingen. 

Hvis man besøger en boligblok, 

vil man ofte se adskillige par sko linet 

op uden for hver lejlighed. I modsætning 

til muslimer, som motiveres af 

religiøse overvejelser, tager tjekkerne 

bare forholdsregler mod at tilsvine 

deres balkaninspirerede væg-til-væg 

tæpper med alle de "lækkerier", der 

oversvømmer gaderne. Ifølge sexforskeren 

Radim Uzel drager nogle mænd 

12


fordel af den kendsgerning, at der er 

en påstået sammenhæng mellem skostørrelse 

og penislængde, og derfor 

placerer sko med dobbelt størrelse 

udenfor, bare for at imponere deres 

kvindelige naboer. 

Ligegyldigt hvad du mener om sko/ 

sexorgan forbindelsen, hvis du bliver 

inviteret til et tjekkisk hjem, og dine 

værter opfordrer dig til ikke at tage 

dine fritidssko af, så er de helt sikkert 

bare venlige over for deres gæst og 

forventer, at man siger cirka således 

"Åh, det er helt i orden" og så stiller 

skoene ved dørtrinnet. Gør man det 

ikke og vandrer ind i deres lejlighed 

med skoene på, risikerer man evig fordømmelse. 

Og til slut, når man bruger et offentligt 

transportmiddel, går på indkøb eller 

bare går på restaurant, kan man risikere 

at møde en kraftig dunst af det menneskelige 

legeme. Eller for at sige det 

ligeud: mange mennesker, uanset køn, 

er stolte af at lugte af sved. Mange af 

de, der ikke lugter, finder sig gladelig i 

odøren, og deodoranter opfattes i vid 

udstrækning som kun til brug for homoseksuelle 

eller karrieremagere. Og 

hvis man beklager sig over lugten, bliver 

man bare til grin. Der er således 

kun to muligheder: enten at foregive at 

man ikke bemærker stanken eller selv 

begynde at lugte! 

En modig mand 

Billede taget i Benesov u Prahy, og 

viser en særdeles modig kørelærer, 

bagest på skole motorcykelen. 

Det ville ikke foregå i Danmark.. 

Vážení a milí krajané 

s potěšením Vám oznamujeme, že se nám v tomto roce podařilo vyhovět přání 

mnoha z Vás a zorganizovat na období 

5.-11.11.2007 první krajanský folklórní festival v Praze 

na který Vás co nejsrdečněji zveme. 

Pozvání je určeno všem, kteří jste nezapomněli na svou starou vlast a dodnes 

zpíváte české písně, hrajete českou hudbu nebo tančíte lidové tance, ať už jste 

jednotlivci nebo skupiny, nabízíme možnost, zůčastnit festivalové přehlídky, ty 

z Vás, kteří mají šikovné ruce, nebo měli šikovné a zručné předky, vyzýváme, 

aby přivezli ukázky lidových a tradičních řemesel na výstavku, která bude 

nedílnou součástí festivalu. Mohou to být výšivky, kroje, kraslice, ale také 

historické fotografie zachycující první české přesídlence, ukázka kronik, 

památníčků a další podobné památky. 

Festival se bude odehrávat v kongresových prostorách hotelu Pyramida, cca 5 

minut pěší chůze od Pražského Hradu, kde můžeme pro zájemce také zajistit 

ubytování. Nabídku všech ubytovacích možností a další podrobné informace o 

festivalu najdete také na www.krajanskyfestival.cz 

Součástí festivalu bude mnoho doprovodných akcí, jako je například výuka 

lidových tanců, ukázky lidových řemesel, přehlídka dokumentárních filmů o 

krajanech v zahraničí, společná setkání u tradiční české kuchyně, nabídka 

společných výletů, exkurzí, možnost zakoupení záznamu festivalové přehlídky 

na DVD nosičích, setkání se zajímavými osobnostmi. 

Věříme, že zažijete nezapomenutelný festivalový týden spojený s bohatými 

zážitky, vynikající přátelskou atmosférou, plný nově vzniklých přátelství mezi 

jednotlivci i spolky a že budete mít vy i Vaše děti a vnukové jedinečnou 

příležitost pocítit hrdost nad bohatstvím české lidové kultury. 

Náš festival se hlásí k dokumentům UNESCO, jako jsou „Doporučení UNESCO 

k ochraně tradiční a lidové kultury“ a „Úmluva UNESCO o zachování nehmotného 

kulturního dědictví“,čímž se řadí do světového hnutí za záchranu a uchování lidových 

tradic a jejich předávání dětem a mládeži. 

Myšlenka uspořádat krajanský festival vznikla na základě iniciativy krajanů a je 

podpořena rezolucí vypracovanou na závěr Týdne zahraničních Čechů ze dne 17.- 

22.9.2006. 

Na Vaši účast se těší přípravný výbor : 

PhDr.Věra Doušová, manažerka festivalu 

Zdeněk Pšenica, předseda FoS ČR, manažer 

Prof.Lubomír Mátl, umělecký šéf 

Ing.Alexandr Drbal, poradce pro Východní Evropu 

Mgr. Kristyna Hanušová, vedoucí produkce 

Ing.Irena Zemánková,CSc., překlady, administrace 

Marcela Pražáková, poradce vnějších vztahů 

MCZ Marketing, spol.s.r.o., ubytování, transfer, propagace 

Læs mere på Engelsk og Tjekkisk her: www.krajanskyfestival.cz 

13


Ellidshøj - Vysoke Myto - Ellidshøj 

Eller historien om H.C.Andersen på cykeltur. 

Holger C. Andersen er en skolelærer fra Ellidshøj skole, med stor interesse for cykling. Han har kørt turen til Tjekkiet og 

retur. Undervejs førte Holger dagbog, og efterfølgende bliver det så til en føljeton her i Dialog… 

Dag 4- Tirsdag den 20.juni 2000 

"In spite of ourselves we'll end up sitting 

on a rainbow" 

Salem - Steckelsdorf 185 km. Total 

704km. 

Det blev godt nok noget af en gyser. 

Vejrmeldingen lød på 36 grader, så 

derfor valgte jeg at starte ukristeligt 

tidligt. Allerede 10 minutter over 4 

besluttede jeg mig til at stå op. Jeg var 

ellers faldet sent i søvn, fordi en eller 

anden bonde insisterede på at spille 

højt musik til kl. 1. 

Til gengæld kom jeg aldrig til at betale 

en Pfennig. 

Det gik såmænd rigtig godt i starten, 

og jeg havde kørt 100 km allerede kl. 

11. 30. Men så begyndte varmen for 

alvor at tage fat, og den blev netop så 

uhyggelig som forventet. 

Jeg kørte på pæne veje først på dagen, 

men jeg løb ind i nogle af de forhadte 

"Strassenschäden" senere. 

Og så kommer man altså ikke ud af 

stedet. 

Der var egentlig totalt udsolgt ved 150 

km i Havelberg, hvor der var en campingplads, 

men jeg valgte alligevel at 

fortsætte til 185 km til den næste campingplads 

ved Steckelsdorf. Det var nu 

ikke mere end lige til, det lod sig gøre. 

Da jeg kom til pladsen var der ingen i 

receptionen, men en flink dame sagde, 

at jeg bare kunne slå teltet op og betale 

DM 6 senere, evt. til hende. 

Jeg lånte også en nøgle af hende, så 

jeg kunne få et bad. Ikke fordi jeg sådan 

trængte til det, men der er opstået 

tradition for, at man tvætter sig ved 

afslutningen på en lang cykeltur. 

Så daffede jeg hen til en kiosk, de havde 

indrettet lige i nærheden, hvor jeg 

købte noget mad. 

Ved siden af mit telt står der en stor 

parasol med bænke, og min nabo siger, 

at jeg godt må sidde der. 

Jeg kunne egentlig godt havde brugt 

en sofa, for jeg føler mig temmelig 

devalueret lige nu. Min nabo forklarer 

glædestrålende, at det bliver endnu 

varmere i morgen og for øvrigt også 

de næste par dage. 

Det er for meget med de varmegrader. 

Det er som at få en hammer i hovedet. 

Jeg kan måske lige i en parentes bemærke, 

at jeg taler tysk så godt, at jeg 

til enhver tid kan gøre mig forståelig. 

Det grammatiske kan vist ikke stå for 

et nærmere eftersyn, men det er egentlig 

også helt og aldeles underordnet. 

Jeg sidder og kigger på ruten for i 

morgen, og jeg tror nok jeg vælger at 

undgå "Nebenstrassen" og i stedet søge 

de større veje for at undgå 

"Strassenschäden". 

Dag 5 - Onsdag den 21.juni 2000 


on a rainbow" 

Steckelsdorf- Zesch am See: 178km. 

Total 882 km. 

Det står helt klart, at det store problem 

denne dagbliver varmen. Klokken er 

nu 9.25, og der er allerede 29 grader i 

skyggen. Jeg har været på indkøb i 

Ziesar efter 55 km og har nu kørt 70 

km. Jeg var nødt til at gå i pit, for jeg 

havde ikke fået nogen morgenmad. 

Det viste sig, at jeg skulle helt over på 

den anden side af byen på brostensbelagte 

gader - det gik slet ikke. Jeg købte 

1½ L citronvand og 2 L Ice Tea. Det 

holder nok til middag. Det ærgrer mig 

når jeg tænker på, at jeg i aftes var 

nødt til at betale DM 1.50 for et lille 

glas Ice Tea, hvor jeg i dag har betalt 

DM 1.95 for 2 L. 

I det hele taget var det slet ikke nogen 

opløftende oplevelse at være gæst på 

Steckelsdorf camping. Der var sandbund, 

og en campingplads skal nu 

helst have græs. Jeg var så uheldig at 

min nabo havde en meget talende og 

også højttalende gæst helt til kl. 10. 

Der var også mange hunde der gøede. 

Jeg fatter det slet ikke. Hvis man vil 

holde hund, må man da sørge for at de 

holder kæft. 

Jeg stod igen op lidt efter 4. Men det 

gjorde alle myggene også. 

Jeg holder nu konsekvent mine 10 km 

stop. Så må vi se, hvor langt jeg kom- 

14


mer. Det er mig en kilde til stor undren, 

at jeg en morgen som denneer i 

stand til at starte forfra uden problemer. 

Når man tænker på, hvor smadret 

jeg var i går er det næsten ufatteligt. 

Når jeg tænker, efter lavede jeg ikke 

andet i går end at hvile. 

Nåh, det går videre. 

Det blev igen en rigtig varm dag, men 

der manglede den uhyggelige top fra i 

går. Og ud på dagen kom der enkelte 

skyer. Jeg bruger meget tid på at sikre 

mig, at der hele tiden er væske til rådighed. 

Ellers går det galt. Jeg køber 

gerne 3 l ad gangen, lidt forskelligt. 

Der skete ikke noget særligt i dag. Det 

er bestemt ikke nogen underskøn natur 

lige her. Meget af vejen gik gennem 

skovområder, der er ligeså kedelige 

som dem i Sverige. Der var også en 

del brostensstrækninger og også elendige 

cykelstier og småveje. Jeg havde 

allerede tidligt besluttet at stoppe i 

Baruth, som jeg kom til allerede før 3. 

Det var tidligt, og det føltes næsten 

som en fridag. 

En mand på en tankstation oplyste, at 

der lå en campingplads 5-6 km uden 

for byen. Det viste sig, at det nærmere 

var 15 km, hvoraf en mindre del var på 

forfærdelige brosten og en andel del 

var på sandvej, hvor jeg overhovedet 

ikke kan styre. 

Men jeg fandt da pladsen og blev indlogeret 

lige ved siden af et ældre ægtepar, 

som tydeligt viste, at dette var 

deres liv. Deres vogn står her fast, de 

har en lille hund. De har deres egen 

græsplæne med blomsterbede. Der står 

også en lillebitte havenisse ved en lillebitte 

dam. Det er helt klart, at de 

hygger sig og er lykkelige. 

Jeg tror nok, at jeg ville kede mig 

ihjel, men det er jo heller ikke min 

vogn. 

I morgen kommer jeg efter ca. 70 km 

til Peitz, hvor jeg lægger vejen forbi 

Friedrich Kuhlmann, der var tysk soldat 

i Ellidshøj i 1945. Han var indlogeret 

på min nabos gård, og han var sid- 

ste år på besøg i Ellidshøj. Jeg har 

hjulpet min nabo en smule med oversættelser 

og fandt ud af, at han bor lige 

på min rute til Tjekkiet. Jeg har skrevet 

et brev til ham, men ikke fået noget 

svar. Han ved måske ikke, at jeg 

kommer, og det er muligt, at han ikke 

er hjemme. 

I går fik jeg gode nyheder hjemmefra. 

Edel havde fået et rigtig flot eksamensresultat. 

Hun var rigtig glad, og 

jeg er stolt af hende. 

Man kan vel ikke sige, at der er sket de 

store ting hidtil på turen. Men nu kommer 

jeg til mere eksotiske egne, så nu 

kommer det. F. eks. kommer jeg i 

morgen til et område, hvor navnene 

skrives på polsk også (?). Det er da lidt 

eksotisk. Jeg vil gå ind og hvile mig i 

mit telt, og jeg regner med at følge 

planen med at starte tidligt i behagelige 

temperaturer. For resten kostet det 

DM 9 på campingpladsen. Det er nok 

godt nok. 

Der er mange storke i Østtyskland. 

Storken er jo en sjælden fugl i Danmark, 

så det er dejligt at møde dem i 

rigelige mængder. Jeg måtte vente 

længe, før det passede ham her at forlade 

reden. 

FAKTABOKS 

På denne ekspedition har jeg benytter 

et tunneltelt, Eureka Gossamer. Selve 

teltet vejer 1050 g, de 2 buer vejer 200 

g og 9 pløkke vejer 110 g. I den højeste 

ende er det 67 cm. højt. Anskaffelsespris 

ca. 1000,- kr. 

Det er 3. gang, jeg har benyttet dette 

telt på en lang rejse, og jeg har været 

meget tilfreds med det. Det er let og 

hurtigt at stille op, og i sammenpakket 

tilstand fylder det ikke meget. Men 

måske skulle man hellere beskrive det 

som en sovepose med tag på. 

Teltet har fået et lille hul, og det bærer 

præg af slim, indvolde og blod fra 

utallige insekter og andet småkryb, der 

har været besjælet af stor trang til at 

overnatte sammen med mig. 

Men selv om teltet nu er slidt, er det 

min ven, og vi har haft mange store 

oplevelser og drømt mange drømme 

sammen. 

Dag 6 - Torsdag den 22 .juni 2000 


on a rainbow" 

Zesch am See - Halbendorf am see: 

146 km. Total 1028 km. 

Rent naturmæssigt var der bestemt 

heller ikke meget at falde i svime over 

denne dag. Der var kun ganske små 

stigninger og ellers mest skov. Som 

planlagt kom jeg af sted ved 5 tiden. 

På det tidspunkt begyndte jeg at få 

ondt i ryggen og kunne faktisk ikke 

hvile mere. Så kan jeg lige så godt 

komme af sted. Jeg har 2 sovestillinger. 

På højre side og på ryggen. Af en 

eller anden grund kan jeg ikke ligge på 

venstre side. 

Det var denne dag, hvor jeg skulle aflægge 

besøg hos Friedrich Kuhlmann. 

15


Desværre havde jeg om morgenen 14 

km ind til Baruth, hvor jeg egentlig 

havde været aftenen før. Disse 2 x 14 

km burde ikke høre med til turen og er 

irriterende. Varmen er igen voldsom, 

men måske knap så slem som dagen 

forinden. 

Der viste sig at være 99 km til Peitz, 

som bestemt ikke ligger i naturskønne 

omgivelser. Det første man får øje på 

er rygende skorstene fra et kæmpestort 

kraftværk. I Peitz gik jeg ind på posthuset 

for at spørge om vej, men postdamen 

hævdede, at hun ikke var der 

fra byen og derfor ikke kunne hjælpe 

mig. Det syntes jeg var en særdeles 

interessant oplysning. Derimod var der 

en kunde, som vidste hvor E. Thälmann 

St. var, nemlig lige i nærheden. 

Udenfor mødte jeg en ældre dame på 

cykel, der sagde: "Følg mig". Der gjorde 

jeg naturligvis, og hun afleverede 

mig på adressen. 

Fam. Kuhlmanns hus. 

Jeg ringede på døren, noget spændt på, 

hvad der nu ville ske, men jeg fik en 

hjertelig modtagelse af Hr. og Fru 

Kuhlmann. De beklagede, at de ikke 

havde fået svaret på mit brev, men de 

havde været på kurophold i Polen og 

senere havde de faktisk glemt alt om 

mig. Og nu var jeg der jo. Jeg fik først 

et bad for at tage den værste stank og 

derefter et glas vand. Fru Kuhlmann 

lavede frokost, og imens snakkede vi 

om løst og fast. Jeg overbragte hilsener 

fra Ellidshøj, og vi kiggede på fotografier. 

De var et par usædvanlig 

behagelige mennesker. Når jeg stadig 

omtaler dem som Hr. og Fru Kuhl- 

mann skyldes det, at man i Tyskland 

ikke umiddelbart kaster sig ud i at bruge 

hinandens fornavne. Tiltaleformerne 

er meget anderledes end dem, vi 

bruger i Danmark. 

Vi kom også i samtalens løb lidt ind på 

de politiske forhold. De var på ingen 

måde begejstrede for de ændrede tilstande 

og snakkede faktisk om, at de 

nu var besat af Vesttyskland. De kunne 

fortælle om store forskelle mellem 

øst og vest, bl. a. på lønområdet, hvor 

folk fra det tidligere DDR nu fik 68 % 

af det vestfolk kunne opnå. I de gode 

gamle DDR-dage var der orden. Det 

var der ikke længere. 

Jeg var der et par timer, inden rejsen 

gik videre. Det var et par timer i behagelig 

selskab som jeg var virkelig glad 

for. Jeg var virkelig godt tilpas, da jeg 

tog afsked med ægteparret Kuhlmann. 

Hr. Kuhlmann 

Ved afgangen var der 31 grader, så det 

fortsatte med hedebølgen. Jeg blev en 

anelse utilpas kort tid efter, at jeg var 

taget af sted, så det gik slet ikke 

stærkt. Jeg fandt ud af, at der lå en 

campingplads allerede omkring 150 

km, så der ville jeg hen. Dermed kunne 

jeg også komme væk fra den store 

hovedvej, hvor der var lidt rigeligt 

med trafik. 

Da jeg nærmede mig pladsen begyndte 

det at trække sammen til uvejr, men 

det lykkedes mig at blive registreret, 

inden det brød løs. En gevaldig tordenskylle 

blev det til, men det kølede kun 

lidt. Og straks efter var der lige så 

lummert igen. Op til 26 grader. Jeg fik 

en hurtig kina-menu til DM 7, hvor der 

faktisk var rigeligt med mad i. Nudler 

og salat med andekød. Et bad blev det 

skam også til. Uanset om behovet var 

til stede eller ej. 

Klokken er nu 18.44, og det er solskin 

igen. Jeg sidder ved et bord, hvor en 

flok unge mennesker af alle køn har 

slået sig ned. De snakker om det unge 

mennesker, nu snakker om. Nogle af 

dem ser noget hårde ud, men jeg tror 

da nok, de er helt fredelige. De drikker 

øl og ryger cigaretter. 

Jeg drikker kun øl. 

Nu er der samlet 7 unge, så jeg går nok 

snart hen til mit lille telt, for de snakker 

noget højt, så jeg har svært ved at 

koncentrere mig. 

Jeg har studeret kortene lidt, og jeg 

regner med at nå et lille stykke ind i 

Tjekkiet i morgen. Der skulle være 

211 km til Vysoke Myto, så der skulle 

være gode muligheder for at finde en 

campingplads på den tjekkiske side. 

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gør med 

tjekkisk valuta, men det finder jeg vel 

nok ud af. 

FAKTABOKS 

På mine rejser medbringer jeg alt, 

hvad jeg kan risikere at få brug for af 

værktøj. Det meste af det, kommer 

heldigvis aldrig i anvendelse. 

Men hvis jeg efterlader et stykke 

værktøj hjemme, er det overvejende 

sansynligt, at jeg vil få brug for det. 

Den samlede vægt er hele 2 kilo, men 

jeg synes ikke, det kan være mindre. 

Bemærk at værktøjet er anbragt på et 

stykke tyndt grønt plastic, som jeg også 

har med. Det bruger jeg om natten 

16


Dag 7 - Fredag den 23 .juni 2000 

Halbendorf am See - Liberec (CZ): 

136 km. Total 1164 km. 


on a rainbow" 

Klokken er 15.01 og der er nu indtruffet 

det, som er sket på alle de andre 

ture, jeg har foretaget. 

Regnen er kommet. 

Jeg er omkring 10 km inde i Tjekkiet 

og har kørt 116 km. Det er ikke blevet 

til så meget i dag. Først blev jeg forsinket 

af morgenregn allerede fra kl. 4, 

så jeg kom lidt senere af sted. Ca. 20- 

30 km før Zittau (Grænsebyen) begyndte 

der at komme nogle voldsomme 

stigninger, og selv om det er sjovere 

end alt det flade, så tager det altså 

både tid og kræfter. Jeg fik taget afsked 

med Tyskland for denne gang og 

forsøgte et par gange, inden jeg passerede 

grænsen, at skaffe tjekkiske penge. 

Men den handel ville ingen bank kendes 

ved. 

Derimod var der en vekselbod lige 

efter grænsen. Den så meget officiel 

ud, men jeg er sikkert alligevel blevet 

snydt. 

Jeg fik 1349 CK for 300 danske kroner. 

Det vil sige at 1 kr. er ca. 4,50 

CK. 

Regnen vælter ned nu, men til alt held 

står jeg i ly i et busskur. 

-Hovsa, der kom en svensk bil. Det er 

ikke dem, man ser flest af her. 

Jeg oplevede at egnen 30-40 km før 

Zittau forekom fattigere og fattigere. 

Husene så slidte ud, og der var flere 

Trabier end nogensinde før. Jeg kom 

over grænsen uden nærmere kontrol. 

Det skuffede mig lidt. Jeg havde forventet 

en gennemgribende kontrol af 

min person og udstyr. 

Hovsa, der kom en Trabi på CZplader. 

Herfra er der 18 km til Liberec, der er 

den nærmeste store by. Derefter ligger 

der en række campingpladser i følge 

kortet, men nu må vi se, hvordan det 

hele udvikler sig. Det har været køligt 

og overskyet hele dagen, og det har 

betydet, at jeg har kunnet afblæse de 

talrige angreb på supermarkedernes 

hylder med læskedrikke. 

Det står fast, at jeg ikke gider være 

gennemblødt i dag. 

Men her er på den anden sidefor kedeligt 

at opholde sig i flere timer i træk. 

Så blev kl. 15.14. Det er da meget interessant 

at vide, at det tog 13 minutter 

at skrive det kapitel. 

Det regner stadig rigtig meget. 

Det blev ikke til ret meget mere. Jeg 

stod i omkring 1½ time, og regnen 

væltede bare ned. Det viste sig, at der 

lå en kaserne lige ved, hvorfra soldaterne 

skulle på weekend. Jeg fordrev 

tiden med at iagttage, hvordan de lagde 

en "blaffe" taktik i små hold. 

Hvor var de dog unge. 

Til sidst begyndte jeg at blive meget 

kold, så der måtte ske et eller andet. 

Da regnen blev mindre voldsom, tog 

jeg af sted. 

Det var ikke så behageligt. 

I begyndelsen protesterede det højre 

knæ, men det kom da i gang. Der var 

meget vand på vejene, der var meget 

trafik og der var voldsomme op- og 

nedstigninger. 

Jeg kom dog efterhånden til den store 

by Liberec, hvor jeg straks efter indkørslen 

til byen, så et skilt for den verdensomspændende 

organisation 

"Zimmer frei". Jeg ringede på, og en 

yngre mand ville lige undersøge sagen. 

Efter lang tids venten kom han tilbage 

og sagde, at jeg kunne trække cyklen 

om bagved. Jeg syntes dog, jeg manglede 

en vigtig information, nemlig prisen 

på værelset, og han fortalte, at de 

kun havde et dobbeltværelse til DM 

30. Jeg syntes, det lød lidt dyrt, og han 

virkede også lidt underlig, så jeg kørte 

videre. 

Og få hundrede meter længere henne 

kom det næste skilt, men nu hed det 

"Privat Zimmer". Det prøvede jeg, 

med noget større held. En yngre dame 

fortalte, at det kostede DM 20 incl. 

morgenmad. 

"Det snupper jeg", sagde jeg og fik sat 

cyklen ind i garagen. 

Jeg blev vist ind i et nydeligt og rent 

værelse i kælderen med eget bad, toilet 

og TV. Jeg fik en nøgle til indgangen 

og fruen fortalte, at der lå et par restauranter 

lige ved. Vi aftalte, at jeg 

skulle have morgenmad kl. 7. 

Jeg fik et hurtigt måltid på en af restauranterne. 

Først suppe og dernæst et 

kødspyd med pommes og diverse salater. 

Dertil 2 glas øl. Hele herligheden 

kosted 162 KC, hvilket er ca. 36 kr. 

Her kan enhver da være med. 

Tilbage på værelset så jeg en glimrende 

amatørkonkurrence på tjekkisk TV 

(Caruso), inden jeg gik til ro ved 22tiden. 

Mens jeg lå i min sovepose på campingpladsen 

i Halberdorf am See, skete 

der noget helt specielt. 

Jeg lyttede til Radio Cottbus, da jeg 

pludselig blev præsenteret for noget 

musik, der næsten blev en åbenbaring 

for mig. Det var en præsentation af 

amerikaneren John Prine og hans venner, 

som jeg aldrig havde hørt om før. 


on a rainbow" var titlen på et af 

numrene. 

Det var noget af det smukkeste, jeg 

længe havde hørt. 

Det er så dejligt med poesi og sange, 

at man ikke nødvendigvis behøver at 

forklare og analysere hver lille detalje. 

Følelser og stemninger kan gøre det. 

Det står også frit for enhver at tolke 

denne sangtitel, som man vil. For mig 

er det bare smukt. Det er muligt, at jeg 

var særlig modtagelig ved den lejlighed, 

og det er muligt, at jeg ikke vil 

synes det er noget særligt næste gang, 

jeg hører denne sang. 

Men mit møde med "In spite of ourselves 

we'll end up sitting on a rainbow" 

blev til noget ganske særligt. > > > > 

17


FAKTABOKS 

På turen medbragte jeg en sovepose 

(1100 g), et liggeunderlag (290 g, 8 

mm) og en oppustelig hovedpude (200 

g). Underlaget og hovedpuden fungerede 

helt efter hensigten, mens det var 

knap så godt med soveposen. 

Jeg er efterfølgende kommet i tanker 

om, at der var en posejeg købte i et 

supermarked et sted i Frankrig på min 

tur til Gibraltar i 1996, da den pose jeg 

havde med fik problemer med lynlåsen. 

Denne pose er alt for kold, og den har 

ingen hætte og ingen ordentlig lukning 

foroven. 

Den har været rigtig dårlig, og jeg skal 

personlig se til, at den ikke kommer 

med på flere rejser. 

Sommerferie , her i Louti, vil deres redaktør så efter at Dialog er kommet på 

gaden, tilbringe en hel del af sin sommerferie. Det er samme sted som de fleste 

andre gange, vi har besøgt Tjekkiset. Men fordi man har et fast tilholdssted, 

kan man jo godt komme omkring og se dette skønne land. 

Redaktøren og familie, ønsker alle en rigtig god sommer, og vi ses så i næste 

nummer af Dialog. 

18


19


20

Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?