Din stav er min trøst - Det Danske Missionsforbund

Din stav er min trøst / fortsat fra side 5
mysterier for mig. Som barn lærte jeg
bibelvers udenad, før jeg skulle sove (så
gammel er jeg!). En af de tekster, min mor
lærte mig, var Salme 23. Vers 4 har ofte
undret mig:
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter
jeg intet ondt, for du er hos mig, din
stok og din stav er min trøst.
Hvordan kan en stok og en stav være
til trøst, tænkte jeg ofte. Se, selv om
en stok og en stav på dansk betyder
nogenlunde det samme, så er det bestemt
ikke tilfældet i bibelen! Guds stok er
et tugteredskab, som Gud bruger til at
irettesætte sit folk med. Det er som regel
ubehageligt at læse om Guds stok. Men
det er heller ikke den, der er vores fokus
her (den tager vi en anden gang), men
derimod Guds stav. Staven i bibelen et
udtryk for den historie, vi har med Gud,
som på godt og ondt definerer, hvem vi er,
og hvordan vi er blevet det.
Det er interessant at se, at David –
ligesom Moses – ikke taler om sin egen
stav, men om Guds stav. Davids historie
blev Guds, fordi Davids liv blev Guds.
Dermed blev alt ikke rosenrødt – Davids
videre livshistorie er grum læsning. Men
Davids trøst igennem alle sine fiaskoer og
angstprovokerende oplevelser var, at han
havde overgivet sin livshistorie til Gud, og
at Gud havde taget imod den!
Min påstand er, at du og jeg den dag i
dag kan finde samme trøst og mod i den
udstrækning, vi overgiver vores livshistorie
til Gud og lader den smelte sammen med
hans historie. Mit håb for dig er, at du, når
du er oppe imod overvældende modstand
– sygdom, menneskelig ondskab eller
andet – i lighed med David tillidsfuldt må
turde overlade det til Gud, om din dag skal
være en dødsdag eller en mærkedag.
Sidst men ikke mindst finder vi også
staven i det ny testamente. Både
Matthæus, Markus og Lukas fortæller,
hvordan Jesus sendte sine tolv disciple
ud for at forkynde evangeliet. På et punkt
adskiller Markus sig fra de to andre. Jeg
kan ikke helt gennemskue, hvor vigtigt det
er, men i lyset af det vi har set om staven
indtil nu, er det i hvert fald iøjnefaldende:
Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte
at udsende dem to og to og gav dem
magt over de urene ånder, og han
forbød dem at tage noget med sig på
rejsen bortset fra en stav, men ikke
brød eller taske og heller ikke penge
i bæltet; dog skulle de have sandaler
på, men de måtte ikke tage to kjortler
med. (Markus 6:7-9)
Både hos Matthæus og Markus hedder
det, at de ikke skal tage en stav med.
Hvorfor er det omvendt hos Markus?
Vidste han måske noget, de andre ikke
vidste? Jeg ved det ikke.
Men når Markus’ Jesus sender sine
disciple ud for at forkynde evangeliet, så
er det ikke meningen, de skal medbringe
”sikkerhed” i form af rejsevaluta,
madpakke eller skiftetøj. Intet, bortset
fra en stav. Den eneste tryghed, der er
nødvendig at medbringe, er trygheden
18
i den historie, de har fælles med ham.
Historien om hellige mærkedage. Den
historie, som både stadig er deres, men
nu også er Herrens. Den historie, som ikke
kun er Herrens, men som de har gjort til
deres.
Du og jeg har ikke en konkret stav, som
vi går og skærer mærker i. Men når vi
kaldes ind på hellig grund, ind i Guds
ærefrygtindgydende nærvær; når vi går
overvældende modstand og ondskab i
møde; når vi sendes ud for at forkynde
evangeliet … så er ét fornødent: vores
historie med Ham – Hans historie med os.
Historien om den skræmmende fortid,
vi har lagt ned for Ham, og som Han har
pacificeret, gør, at vi vover at være i Hans
nærvær. Historien om hans vidunderlige
indgriben i vores fortid gør, at vi vover at
gå fremtiden i møde med håb, uanset…
Hvis ikke vi har den historie med, så har vi
ikke noget evangelium, for forkyndelse af
evangeliet er at delagtiggøre andre i den
historie! Kan du din historie? Er din historie
Guds historie? Husker du dine mærkedage
– på godt og ondt? Skriver du konkret
din historie et sted? På computeren? I et
hæfte? I dit hjerte? Om du, som Moses,
frygter din historie, eller om du, som
David, bæres og styrkes af din historie, så
gælder det, at Herren sender os to og to
(altid to og to – aldrig som solister) med
den historie, vi har fælles med Ham. Vores
historie. Hans historie.
Gå i fred, og tjen Herren med glæde –
husk at få mærkedagene med!
Bøn for
Burma 9. marts
Global dag i bøn for Burma er i år
søndag d. 9. marts.
En af lederne i Burma udtrykker stor
glæde over, at man over hele verden står
sammen med de kristne som lider så
frygtelig i Burma. Vi kan ikke klare det
alene, men med Jeres og Guds hjælp
holder vi ud. Tak til alle Jer der beder og
har omsorg for Burma. Det motiverer os til
at gøre vores bedste, og sammen tilbede
og ære Gud.
Gud elsker Burmas folk, og vi vil være
stærke i Guds mægtige kraft. Tak for alle
Jeres bønner, kærlighed og støtte.
Der er sendt materialer ud til
menighederne om denne dag. Husk Burma
i bøn!!