I læ for nazismen - del 5 - Bornholms Historiske Samfund

sen, skulle han bringe sit tøj i orden, men
han wr glemson og nåbede:
- Rasmrssen. Hvad nener du hed det?
Hrorpå Emnry med høj steklme utålmodigt
råbte:
- Så htk dog dine bulcset for fandenKom man omfotmiddage , k tlne manfnde
Martin sidde med et fiskestlkke
on halsen og slubre tomalsuppe i sig.
Det )tar hans livret, men fu søde dsner fru
Abrahan Nieken og Lidd! Janower, varforargede.
De forgdeae Martin og opfattede
tomalsupryn som el udtrykfor Emmys ligepdighed
overfot den gamle nand. Det wr
også galt med hatls skjorter, $)htes de.
Jeg trcr nu, de to havde det godt samme ,
men hans disttuktion kunne slå ud på de
m@ftvæ,'digsle måder Man kunne komme
ind i stuen, hwr han sad og tegnede. Stral$
bg han sig til munden og råbte, rå det kunne
hørcs over hele huset:
- Emmy, ho sind meine mhne?
Han havde den \)ane at lægge sine tænder
?a sig de mærkeligste stedex Strui$ for Emmy
rundl og ledte - i brødkassen, i reole ,
kommoden og den store skabsk fert, nen
pludselig aJb)ste han eltersøgningen. Tænderne
var hyor de skulle rære.
Der blev drukket neget kafe afde nange
gæsler og en dag kom Emm! ansligendefra
køkkenet - viftende ned kat*ludeh, der ha*
de t'ætet furn'undet i fere dage. Jublende
udråbte hun:
Se, hvad jeg hat Jitkdet på bunden af l.t{-
En nydelig mand ændrede holdning
En dag rnåtte fru Silbersteir tage sig af den
unge kunstmaler Hans Helving, der ellen li.
ge var blevet optaget i Garvens' hus som en
slags medhjælpende kunsftuler, men det
gik galt, skiver han i sine erinddnger:
52
HANSAAOEBøGG]LD
,E nldelig mahd med et behageligt ræse
og en nobel optreden lrådle en fomiddag
ind ad døren hos Silbersteins, og dajeg
ikke harde noget at [a're, funne jeg komne
op til ham. Jeg skulle arbejde fut .lbden, nen
det var også aftalen, atjeg skulle have lejlighed
til at nale. Det gik udnterket, men
l{ ne kott tid. Der bler mere og mere at lare,
og han endrede snart holdning til mig
på en måde, som jeg slet ikkeJbtstod, men
da han så bogstavelig taltfriede til nig,fygtede
jeg i undrende redsel og løb ned til
Emmy og Martin Silberstein. Mørtin furs|a
dt omgående ud af stuen, men Emm))
safte sig ogforklarede mig unge menneske,
at sidan vaf der ahså nogle mend. der var
Nu havdejeg ikke noget sted al v.Ere, men
de tog sig pænt af nig, og da ingen af den
wr særlig pmktiske, JA dt jeg hurtigt ud aJ:
hvordan jeg la! ne vere til nytte. Jeg.fældede
træer og savede brænde til konfwet og
deforslugne kakkelorne. Desuden anlagde
jeg en køkkenhaye. Det var der absolut behoy
for på grund af deres noget anløbne
øko omi, me hetudover lerte jeg afnogle
af de andre ryskerc aI gå på swmpejagt.
Der wr både chanlpighons, kahtareller og
Ka Johan-svdmpe, og At enesle gangfandt
jeg også trufer Det hele indgik i hushold-
Lili Marleens dobbe It hed
,Silbersteins var gode mod os unge(, fortæller
Helving videre:
>De ha1)de en gammel rqjsegrammofon
med nogle få pladet Den mest spillede wr
rcfrainsangen 'Lili Ma een i den oiginale
it dspilning med deh ryske - siden engelske -
sangeinde Lale Ahdersen, der gjorde den
mægtig populæt bla dt sodakrke, nen på
et tidspunkt blev den forbudt af Hitler Den
blev nenlig lige så populær på de allierede
fronter og var ligeson et bånd orer fronterne
i soldaternes l.engsel efter fred, og det
wr Emn! Silbersteih meget optaget af(.