View/Open - (BORA) - UiB - Universitetet i Bergen

lige og modsatrettede (politiske oa.) budskaber (ibid:17). Underholdningsindustrien henvender
sig stadig primært til mainstreamen, men fremstiller sig ikke så ensformigt som tidligere, da
den hybride mainstream er en mere broget størrelse end den historiske mainstream, nu hvor
det også for individerne inden for den hybride mainstream er blevet nødvendigt at skille sig
ud fra mængden (ibid:84). Weinzierl tilføjer, at de, der ønsker at blive tolereret i den hybride
mainstream, ironisk nok (for egen tolerance) må have tilstrækkelige distance til sig selv, til at
kunne betragte differens som et legende (ikke alvorligt) middel til distinktion ved anvendelse
af korttidskonsumering, i stedet for at forstå differens som identitetsskabende (ibid:86 ).
I forhold til regulering refererer Weinzierl til Foucaults beskrivelse af, hvordan disci­
plinærsamfundet forlades, og til Deleuzes beskrivelse af, hvordan disciplinærsamfundet er­
stattes af kontrolsamfundet, og at denne overgang finder sted ved ungdomsoprøret. Weinzierl
mener i forlængelse heraf, at marketing kan anskues som den nuværende sociale kontrolme­
kanisme, og udgør altså den primære reguleringsfaktor (ibid:255­258). Desuden beskriver han,
hvordan ungdomsgrænsen siden ungdomsoprøret er rykket med denne generation. Det er alt­
så denne gruppe, der påvirkes af reguleringen gennem markedsføringen, og samtidig denne
gruppe, der er omfattet i det populærkulturelle felt.
KRITIK AF CCCS
Ud fra sin teoriudvikling og den samtidige historiske gennemgang retter Weinzierl en række
kritikpunkter mod CCCS’ subkulturteori. Ud fra hans egen teori om substreams er et følgen­
de kritikpunkt, at hybridiseringen i samfundet har medført, at subkulturer ikke længere kan
ses som en klart afgrænset gruppe, som det er kendetegnende for CCCS’ subkulturbegreb
(Weinzierl 2000:248). Den uniformering, der fungerer som eksklusionsmekanisme i de histori­
ske subkulturer, er tilknyttet denne tydelige afgrænsning. I dag er der derfor en større fleksi­
bilitet i forhold til uniformering end tidligere (ibid:249). Samtidig er klasseskellene udtyndet,
hvorfor en klassebaseret subkulturanalyse ikke længere vil kunne rumme de nuværende for­
mationer (ibid.). Til gengæld mangler der ifølge Weinzierl en inddragelse af øvrige strukturel­
le faktorer som køn og etnicitet, hvilket derfor er kategorier, han selv inddrager i sin teori.
Endvidere er det Weinzierls opfattelse, at CCCS overfortolker subkulturernes pro­
duktvalg som modstand mod samfundet, forældrene og mainstreamen (ibid:242). Han mener,
at CCCS’ fokus på sproget som medie for kulturens udtryk medfører et manglende fokus på
praksis, fordi det ikke medtages i analyserne, at der kan være en markant forskel på indivi­
25