Mennesket i Kosmos Kosmos i Mennesket - Nyimpuls.dk

lidelser, det moderne industrisamfund bl. a. påfører slagtedyrene.)
Derfor hjælper eller trøster det egentlig ikke så meget at
vide, at især de ubehagelige og lidelsesfyldte skæbnevirkninger
ikke er udtryk for straffeforanstaltninger, men
derimod for belæring og erfaringsberigelse. Fortæl det til
de sørgende pårørende og efterladte til ofrene for f. eks .
naturkatastrofer, krigshandlinger, etniske udrensninger og
terroraktioner. Man ville i givet og værste fald blive anset
for at være kynisk og følelseskold (og er det måske også?).
En anden holdning eller stillingtagen til f. eks. terroraktioner
som den imod World Trade Center, jeg har problemer med
at forstå, kommer til udtryk i påstanden om, at
gengældelsesaktioner af dræbende karakter ikke alene
skulle være direkte og skæbnemæssigt skadelige, i hvert
fald på sigt, men også unødvendige. I stedet opfordrer Per
Bruus-Jensen - og i samme sammenhæng Gunder Frederiksen
i artiklen "Fra mareridt til det rigtige menneske" - til,
at man forsøger at forstå og solidarisere sig med de undertrykte,
udbyttede og diskriminerede "ofre" for "magtens
nuværende ihændehavere".
Det er uforståeligt for mig, at man kan fremsætte den påstand,
at undertrykkelsen m. v. i sig selv skulle være den
dybere årsag til forekomsten af "viljen til terror" og dermed
bl. a. af terrorister og deres såkaldte bagmænd, og
desuden ligefrem skulle kunne undskylde motiverne bag
terrorhandlingerne. Et sådant argument er vist ikke set siden
marxisternes og leninisternes dage, hvor målet helligede
midlet. En terrorhandling er og bliver en terrorhandling,
uanset motiverne bag, og hvad enten det drejer
sig om anvendelsen af en selvmordsbombe eller et passagerfly
fyldt med i den sammenhæng uskyldige mennesker,
mænd, kvinder og børn.
At terroristerne for nogles vedkommende - som det tilsyneladende
er tilfældet med dem, der stod bag udåden mod
World Trade Center - er veluddannede og velbjergede folk,
der som yderste konsekvens er villige til at ofre deres eget,
men nok især andres, liv i den "gode" sags tjeneste, er
efter min mening en skærpende omstændighed.
Og hvem er for resten undertrykkerne i tilfældet med Afghanistan?
Det er i det aktuelle tilfælde de religiøse, fundamentalistiske
talebaner, som efter at russiske tropper i
sin tid havde trukket sig ud af landet, tog den politiske
magt ved et blodigt kup. Skæbnens ironi ville, at talebanerne
blev hjulpet til magten af USA, der dengang bekæmpede
Sovjetkommunismen. Men som "magtens ihændehavere"
benyttede talebanerne lejligheden til at indføre middelalderlige
retstilstande og forbyde alt i samfundslivet, der
betød fornyelse, modernisering og fremskridt. Blandt meget
andet forbød man piger at gå i skole og kvinder i at
arbejde, samtidig med at man påbød dem at skjule sig bag
den såkaldte burqa. Og mændene blev påbudt ikke at klippe
håret eller barbere sig, og i øvrigt bede de fem gange daglig,
som islam foreskriver, og desuden være parate til jihad,
hellig krig mod de vantroende, både i overført og bogstavelig
forstand.
Den form for fanatisme og fanatikere, som eksempelvis
det afghanske talebanstyre og dets støtter er eksponenter
for, viser historien - tænk her f. eks. på Nazi-Tyskland og
det imperialistiske Japan, sidstnævnte med dets kamikazepiloter
- at man ikke kan bekæmpe eller komme til livs
gennem forhandlinger eller s amarb ej de . Med sådanne
"djævle-bevidstheder", som der her ser ud til at være tale
om, eller de religiøse selvmordsfanatikere af forskellig
politisk og/eller religiøs observans, kan man ikke forhandle
sig frem til "fred i vor tid" eller i det hele taget til fredelig
sameksistens. De må og skal sættes ud af spillet med de
magtmidler, de demokratiske retssamfund råder over til
deres selvforsvar.
Konklusionen må, sådan som jeg ser det, derfor blive, at
uanset hvor meget man som pacifist eller Martinus-tilhænger
er imod brugen afvåbenmagt i forbindelse med politiske
konflikter, eller som i det aktuelle tilfælde mod et fana-
39