Untitled - Arkitektens Forlag
Untitled - Arkitektens Forlag
Untitled - Arkitektens Forlag
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
exner
thomas bo jensen<br />
ikaros press<br />
exner<br />
inger og johannes<br />
Ex_170412.indd 2 30/04/12 11.44
Ex_170412.indd 3 30/04/12 11.44
Forord 6<br />
Indledning – Arkitektur som livsproces 8<br />
Baggrund :<br />
Søndag den 18. februar 1945 12<br />
En ny begyndelse 20<br />
En inkluderende kirke 34<br />
Som et levende væsen 60<br />
Murværkets mysterier 80<br />
Indhold<br />
Værk :<br />
De første skridt 98<br />
Rasmussens hus 98<br />
Exners hus 99<br />
Sct. Clemens Kirke 106<br />
Midtsjællands Efterskole 116<br />
Landskabelige bygninger 118<br />
Fiskerhuset i Vangså 118<br />
Hald Ege Kirke 122<br />
Haslev Seminarium 132<br />
Kubiske kirker 138<br />
Nørrelandskirken 138<br />
Præstebro Kirke 148<br />
Islev Kirke 156<br />
Boliger og sommerhuse 166<br />
Amtstuegården 166<br />
Johannes Christensens hus 170<br />
Knud Baagøs sommerhus 174<br />
Torben Gjerløffs sommerhus 176<br />
Søren Nordentofts hus 178<br />
Betonkirken og glaskirken 182<br />
Gug Kirke 182<br />
Tibble Kyrka 190<br />
Koldinghus 1 1971–1975 192<br />
Kort oprids af slottets historie 194<br />
Begyndelsen 196<br />
Det første forslag 200<br />
Kompromiset 202<br />
Museum 204<br />
Jens Nielsen Museum 204<br />
To fuldmurede kirker 210<br />
Nørre Uttrup Kirke 210<br />
Sædden Kirke 216<br />
Ex_170412.indd 4 30/04/12 11.44
Bygninger for børn 222<br />
Nørrelandskirkens Børnehus og Fritidshjem 222<br />
Skrødstrup Efterskole 224<br />
Børnehaven Pyramiden 224<br />
Koldinghus 2 1975–1980 226<br />
Christian 4.s Kirkesal 226<br />
Tilpasningens kunst 232<br />
Frederik 9.s gravmæle 232<br />
Sct. Pauls Sognegård 236<br />
Fredens Kirkes Sognegård 240<br />
Tjæreborg Kirkes kapeller 242<br />
Christianskirkens Sognegård 244<br />
Kristrup Sognegård 246<br />
Christiansgården 248<br />
Trinitatiskomplekset 250<br />
Trinitatis Kirke 250<br />
Rundetårns top 252<br />
Trinitatis Kirkeplads 254<br />
Trinitatis Sognegård 255<br />
Koldinghus 3 1980–1989 258<br />
Slotskontorerne 260<br />
Christian 3.s og dronning Dorotheas Kapel 261<br />
Ruinsalens rumlige idé 264<br />
Slotsfacaden og barokkens overgange 267<br />
Det konstruktive princip 270<br />
Lad græsset gro! 274<br />
“Flot som et slot” 277<br />
Genbrug 280<br />
Gudmund Karstofts gård 280<br />
Mortens hus 282<br />
Moldaviske tagformer 284<br />
Elsted Sognegård 285<br />
Næsby Sognegård 288<br />
Mølholm Sognegård 290<br />
Moderne landsbykirker 292<br />
Lyng Kirke 292<br />
Virklund Kirke 298<br />
Skæring Kirke 304<br />
Koldinghus 4 1989–1995 308<br />
Kongens Tårn 310<br />
Kronprinsens Tårn 312<br />
Trompetertårnet 314<br />
Klokketårnet 316<br />
Dronningens Tårn 318<br />
Caféen og slotsgården 322<br />
At konfronteres med det forgængelige 324<br />
To Klosterkirker 326<br />
Opstandelseskirken 326<br />
Ølby Kirke 334<br />
Sidste værker 340<br />
Klooster Ter Apel 340<br />
Bruuns Arkade 348<br />
Appendiks :<br />
Noter 354<br />
Register 358<br />
Litteratur 360<br />
Værkfortegnelse 362<br />
Illustrationer 363<br />
Ex_170412.indd 5 30/04/12 11.44
Inger og Johannes Exners samlede arkitekturproduktion står som en af de mest særprægede be-<br />
drifter i nyere dansk arkitekturhistorie. Igennem deres mere end 50 år lange karriere har parret<br />
stædigt forfulgt og findyrket egne impulser og ideer. De har søgt inspiration i helt andre terræner<br />
end flertallet af deres danske kolleger. Det være sig efterkrigstidens Tyskland, der var i gang med<br />
en gigantisk genopbygningsopgave, men som – tømt for den udvandrede Bauhaus-avantgarde –<br />
var faldet ud af det internationale rampelys. Eller glemte steder som Polen, Moldavien, Rumænien<br />
og Bulgarien, på jagt efter nogle af de østlige spor, som har påvirket de gamle danske kirker. Og i<br />
stedet for at nærstudere den hæderkronede danske funktionalisme brugte de fritiden på lange traveture<br />
langs den jyske vestkyst, på vandreture i Lapland eller på at rode med deres faldefærdige<br />
fis kerhus på en forblæst ødemark i Vangså. De tilhører derfor på samme tid deres generation af<br />
arki tekter og har taget del i de debatter, som har præget den – og har stået uden for, idet de altid<br />
har forfulgt deres egne faglige mål.<br />
Inger og Johannes har dyrket især to områder: kirkebyggeri og restaurering. Men deres produktion<br />
har også afkastet en lang række arbejder inden for andre områder af arkitekturen. Allerede fra begyndelsen<br />
af deres karriere udvikler parret en særlig holdning til restaurering og transformation af<br />
eksisterende bygninger. Grundholdningen er, at enhver bygning må forstås som en levende organisme,<br />
hvis naturlige udviklingsproces hverken kan standses eller tilbageføres, uden at det får alvorlige<br />
konsekvenser for dens ‘autenticitet’ og ‘fortælleværdi’. I forlængelse af dette har det for<br />
dem aldrig givet mening at tale om bygningsværker som afsluttede værker. “Arkitekturen er jo et<br />
procesforløb, ikke noget fikseret. Det afsluttede værk findes ikke, det giver ikke mening”, som Johannes<br />
Exner lakonisk formulerer det. Arkitekturen er ikke statisk, men udvikler sig lag på lag over<br />
tid. Derfor må arkitektens værker altid forholde sig med en åben gestus imod fremtiden. Skønheden<br />
ligger ikke i de udtryk, vi tilfældigvis kan opfinde nu og her, men derimod i summen af de<br />
mange overlejrende lag af forandringer, tilføjelser og slid, som husene og byerne består af. Disse<br />
grundholdninger løber som en konstant understrøm igennem hele Inger og Johannes Exners virke.<br />
På det metodiske plan har reglen været altid at trænge helt til bunds i de problemstillinger, opgaverne<br />
rejser. Fra kirkebyggeriet kommer besættelsen af at dykke dybt ned til roden i de historiske<br />
aner i håb om at finde bedre løsninger på nutidens fordringer, end en snæver samtidsoptik i Exners<br />
øjne til enhver tid vil være i stand til at fremmane. Fra restaureringen kommer interessen for at<br />
kende håndværket og lære materialernes egenskaber og sprog at kende, helt ned til træets fibre<br />
eller til de molekylære forbindelser i mørtel, kalk og maling. På udtrykssiden giver dette sig til<br />
kende i en mesterlig behandling af materialerne og deres stofligheder, hvad enten det er træ,<br />
beton, stål eller murværk, der er på tale. Det viser sig også i de konstruktive forhold, der som hovedregel<br />
altid er blotlagt og derfor klart kan aflæses. Det slår også ud i den måde, hvorpå bygningerne<br />
går i dialog med deres omgivelser, i særdeleshed lyset og nedbøren. Store skyggegivende<br />
tagflader, der beretter om solens position og vandets bevægelser. Monumentale nedløbsrør, der<br />
ender i strittende, vandspyende tragte med tilknyttede bassiner. Lys, der trænger ind ad sprækker<br />
langs gulve eller lofter. Store åbninger, små åbninger, sjældent placeret konventionelt for harmoniens<br />
skyld og altid adresseret til de indre rumligheder. Alt dette gør Exners arkitektur til en moderne<br />
‘architecture parlante’, en talende arkitektur, der tydeligt beretter om sin konstruktive natur, sine<br />
materialers egenart og sit samspil med omverdenen og de klimatiske vilkår.<br />
Den stærkt personlige og meget stedspecifikke tilgang til arkitekturen har dog ikke betydet, at Exners<br />
er gået fri af tidens tendenser. Det karske udgangspunkt i 1960’erne har mange berøringsflader<br />
med samtidige strømninger i f.eks. skandinavisk og tysk arkitektur. Den gradvist mere frigjorte<br />
og fabulerende udtryksfuldhed i 1970’erne og 1980’erne forløber parallelt med den internationale<br />
postmodernisme, som ønskede at bryde med modernismens strenge regelsæt. Hos Exners bliver<br />
der skruet op for farverne, og der kommer mere Schwung over konstruktionerne, særligt i anvendelsen<br />
af støbejern, limtræ og andre formbare materialer. Tagformerne bliver stadig mere ekspres-<br />
Arkitektur som livsproces<br />
Ex_170412.indd 8 30/04/12 11.44<br />
8
Ex_170412.indd 9 30/04/12 11.44
sive, og murene nærmer sig en tilstand af opløsning. Indgangspartierne bliver mere markerede,<br />
mens formerne begynder at ordne sig i symmetrier. Det, som tidligere forekom at være en arkitektur<br />
bygget indefra og ud, synes nu afløst af det modsatte, helt i tråd med tidens generelle behov for<br />
individualitet. De tidligere plusord som ‘strenghed’ og ‘homogenitet’ erstattes af ord som ‘kompleksitet’<br />
og ‘formglæde’ – og inspirationerne fra historisk arkitektur står i kø for at blive fortolket<br />
og omsat. Således også i Exners arkitektur, hvor et gradvist mere frigjort og dekorativt udtryk flugter<br />
med postmodernismens kulmination i slutningen af 1980’erne.<br />
Men det må fastslås, at bagved farverne og de kapriciøse former forbliver den konstruktive logik<br />
og aflæselighed intakt, ja den forstærkes sågar. Alt kan begrundes med enten statiske, klimamæssige<br />
eller andre funktionelle fordringer. Det pyntelige i Exners arkitektur er ikke blot form for formens<br />
egen skyld, men er altid til stede for at illustrere eller tydeliggøre et byggeteknisk problem<br />
eller en specifik funktion. Det er også udtryk for en fascination af skønheden i kræfternes organiske<br />
forløb, således som det kan ses i træets vækstformer. De krogede tilia cordata lindetræer i parrets<br />
egen have, som Johannes gennem eksakte beskæringer har presset til grænsen for deres statiske<br />
formåen, står som et sindbillede på de store laminerede træsøjler i Koldinghus, hvis slanke former<br />
på tilsvarende vis synes spændt op til det yderste. Det kunne have været gjort enklere, men hvis<br />
statikkens principper skal tale deres tydelige sprog, kræves i Exners øjne en form for accentuering<br />
eller ‘poetisk analogi’, som en af deres helte, John Ruskin, kaldte det, tilsvarende de slanke søjlers<br />
spindelvævsagtige forgreninger i en gotisk katedral.<br />
Det er denne trang til at fortælle historier med deres arkitektur, som Inger og Johannes Exner altid<br />
har været optaget af. Historier, der kan fange folks opmærksomhed og gøre arkitekturens bygningsfysiske<br />
vilkår forståelige for alle. Hvis man tilmed har lidt kendskab til arkitekturhistorien, så<br />
finder man i Exners huse myriader af historiske referencer, som føjer yderligere dimensioner til fortællingen.<br />
Som åbne opslagsværker beretter de om erfaringer og sammenhænge, som har været<br />
vigtige for Exners at give videre. Det, der ved første øjekast kan synes for privat, kompliceret eller<br />
pyntet, vil for den tålmodige iagttager vise sig ladet med betydning. Det er denne betydningsladning,<br />
som Exners bygninger bliver stadig rigere på, efterhånden som parret lærer at beherske deres<br />
fag. Hvor de tidligere bygninger står som monumenter over en rendyrket enkelhed, præget af få,<br />
råt bearbejdede materialer, så er den sene del af produktionen karakteriseret ved mere sammensatte,<br />
farverige og detaljerede kompositioner. Bagom det hele genfindes imidlertid den samme bestræbelse<br />
på at skabe bygninger med tæt kontakt til omgivelserne, tyngdekraften, vejrliget og ikke<br />
mindst til de daglige brugere af husene. Af samme grund har Exners aldrig opfattet deres bygninger<br />
som fuldendte på indvielsesdagen. Det er først, når patina og slid gennem en årrække har påvirket<br />
bygningen, at den begynder at ‘falde på plads’ og blive en del af historien. Arkitekturen er en<br />
åben livsproces, der udvikler sig over tid. En bygnings fulde potentiale vil derfor først vise sig, når<br />
den igennem hverdagens brug og slitage har fået sin egen historie. I Inger og Johannes Exners<br />
optik bekræfter arkitekturen derfor først sit virkelige værd, når den har vist sig modstandsdygtighed<br />
over for tidens uforudsigelige påvirkninger.<br />
Der er ikke den bygning, det hjørne, det motiv Inger og Johannes Exner ikke kan redegøre for ned i<br />
mindste detalje. Intet er tilfældigt, alt er gennemovervejet og kan begrundes – med historien, teorien,<br />
materialet, håndværket, byggeteknikken, lyden, luften, lyset og regnen. Den tætte og ofte kritiske<br />
dialog imellem forfatteren og arkitekterne har givet anledning til mange intense diskussioner.<br />
Det er i høj grad takket være denne dialog, at det meget omfattende og facetterede materiale har<br />
kunnet sorteres og omsættes til en sammenhængende helhed. Det har tidligt i processen stået<br />
klart, at Inger og Johannes Exners produktion ikke bør skilles ad. Ligesom deres privatliv altid har<br />
været dybt infiltreret i deres arbejde, er der en kausal sammenhæng imellem deres livsholdninger,<br />
teorier og værker, hvad enten det er en ny kirke, en bolig eller en restaureringssag, der har skullet<br />
gennemføres. Det har derfor været naturligt dels at forene det biografiske stof med det monografiske,<br />
dels at behandle værkerne under en samlet fremstilling. Det er mit håb, at bogen vil give læseren<br />
en tilsvarende opfattelse som den, jeg har fået gennem disse studier – nemlig at Inger og Johannes<br />
Exners arkitektur rummer en enestående rigdom og dybde, der i nogen grad har været undervurderet,<br />
men som ikke desto mindre vil kunne inspirere enhver med interesse for arkitektur. 10<br />
Ex_170412.indd 10 30/04/12 11.44
Ex_170412.indd 11 30/04/12 11.44
ningspunkt for efterkrigstidens mest reformivrige kirkebyggere. Således også for<br />
Inger og Johannes Exner, som med deres anden kirke, Nørrelandskirken, brød radikalt<br />
med deres første, nærmest ‘fuldkomne’ kirke. Det ydre blev skrællet ind til benet, og<br />
kræfterne blev koncentreret om udformningen af det indre. “Det forekommer os betydningsfuldt”<br />
skriver Johannes Exner i en tekst fra 1973 om Nørrelandskirken, “at man<br />
genoptager analysen af den protestantiske kirkebygnings problematik, og at man indtil<br />
videre undlader barokkens raffinering af arkitektur og ydre lækre arkitekturdetal jer,<br />
men snarere lader det ydre blive af demonstrativt enkel, prunkløs form, som mange<br />
måske nok vil synes er kedelig eller grim, men som i sit indre søger at afklare den protestantiske<br />
kirkebygning. Som hjælp hertil kan peges på blandt andet de tanker, der<br />
ligger i circumstantesbegrebet […] som må vedrøre kristne hovedsynspunkter om fællesskab<br />
og næstekærlighed.” 37<br />
Kombinationen af det ‘grimme’ ydre og det subtilt koreograferede indre kommer i<br />
særdeleshed til udtryk i de tre kubiske murstenskirker fra 1960’erne, Nørrelandskirken,<br />
Præstebro Kirke og Islev Kirke. Nørrelandskirkens store karske murstensklods fremstår<br />
udadtil tør og nøgen, helt uden forsøg på at konkurrere med det præcist koreograferede<br />
indre. Endnu mere dramatisk forekommer denne kontrast i Islev Kirke, hvis distinkte<br />
og sparsomt sitrende lysindfald opfylder rummet med en enorm kraft, der går<br />
gennem marv og ben. Heller ikke Præstebro Kirkes ‘kedelige’ murstenskube afslører<br />
noget om kirkens indvendige rigdom. Her anvendes circumstantesprincippet kontrolleret,<br />
alt imens den store nedhængte stålkuppel sender himmellyset durk ned imod<br />
alteret, omkring hvilket opmærksomheden fortættes. Kun den omsorgsfulde omgang<br />
med murværket fortæller, at det er de samme arkitekter, som stod for Sct. Clemens<br />
Kirke i Randers. Alt er forandret. Springet fra type til liturgi er foretaget, og Danmark er<br />
for alvor kommet på Axel Rappes landkort.<br />
To subtilt koreograferede<br />
kirkerum fra Inger og<br />
Johannes Exners hånd.<br />
Til venstre, Præstebro<br />
Kirke set fra kirkerummets<br />
diagonale indgangsakse.<br />
Til højre, Islev<br />
Kirke set fra kirkerummets<br />
hovedindgang, hvor<br />
man først passerer under<br />
orgelpulpituret og derpå<br />
bevæger sig diagonalt<br />
gennem kirkerummet<br />
mod alteret.<br />
Ex_170412.indd 52 30/04/12 11.47
Ex_170412.indd 53 30/04/12 11.47
Koldinghus versus Castelvecchio<br />
For at illustrere, hvor radikalt Veneziacharteret var i en samtidig dansk kontekst, kan man kaste et blik på<br />
restaureringen af Sønderborg Slot, som stod på i årene 1964-1973. Sønderborg Slot har en lang og dramatisk<br />
historie, der strækker sig tilbage til det 12. århundrede. Det har været forsvarsværk, middelalderborg og skiftevis<br />
været på de slesvigske hertugers og de danske kongers hænder. Det har været ombygget et utal af<br />
gange og er derfor bærer af en rig historie. En historie, der dog ved to tidligere tilfælde blev noget reduceret.<br />
Først med kong Christian 3.s og dronning Dorotheas ombygning fra 1550-1571 til et firfløjet slot i renæssancestil,<br />
dernæst med amtmand von Platens ombygning fra 1718-1722 til et stærkt forenklet barokslot med<br />
ensartede vinduesforløb. I perioden herefter har slottet gennemgået en omskiftelig tilværelse præget af de<br />
slesvigske krige og af skiftende ejere.<br />
Restaureringen fra 1964-1973 blev udført af de kgl. bygningsinspektører Peter Koch og Jørgen Stærmose.<br />
Under deres ledelse blev det besluttet at føre slottet tilbage til barokudgaven fra 1722. Fagdelingen blev<br />
genoprettet, der blev udført kopier af de gamle vinduer og anlagt nye ensartede tage. Mange gådefulde<br />
historiske spor blev under denne proces fjernet. De gennemgribende reparationer af murværket blev udført<br />
med mursten, der i format og nuancer svarede til slottets eksisterende munkesten, og endelig blev hele murværket<br />
ensartet omfuget. Resultatet blev en homogen helhed, der gjorde det yderst vanskeligt at skelne nyt<br />
fra gammelt. Slottet havde fået en ny identitet, men fortælleværdien var blevet reduceret. Det var en restaurering,<br />
der ikke tog hensyn til teksten i Veneziacharteret, formuleret samme år, som arbejdet i Sønderborg<br />
blev påbegyndt. Men Peter Koch (1905-1980), som var fætter til Mogens Koch, og hvis far sammen med Carl<br />
Petersen havde været en af hovedkræfterne bag klassicismens rehabilitering i 1910’erne og 1920’erne, har<br />
antagelig blot haft et andet ståsted end de nye tanker, Veneziacharteret proklamerede. Således minder<br />
facaderne på Sønderborg Slot f.eks. om Kay Fiskers Hornbækhus (1923), der med den barok-klassicistiske<br />
regelmæssighed i vinduesrytmen blev et ikon for den generation af arkitekter, Peter Koch tilhørte. Det handlede<br />
for Peter Koch ikke om bevaring af de mange lag, men derimod (i lighed med Christian 3.s og von Platens<br />
tidligere ombygninger) at give slottet en fast form og en entydig identitet.<br />
Ex_170412.indd 64 30/04/12 11.47
65<br />
Johannes Exners fotografier af Sønderborg Slot, taget<br />
i januar 1974. Restaureringen er tilstræbt udført med<br />
mindst mulig forskel på nyt og gammelt, hvilket kan ses<br />
af de nye ‘gamle’ munkesten, indfældet omkring vinduerne.<br />
Denne metode irriterer Johannes Exner, fordi det<br />
sår tvivl om de historiske lags alder og ægthed. Det<br />
ødelægger i hans øjne bygningens troværdighed.<br />
Modstående side: Inger og Johannes besøgte Carlo<br />
Scarpas Castelvecchio i 1986, hvorfra de tre fotografier<br />
nedenfor stammer. Scarpas strategi er ikke adskillelse,<br />
men derimod sammensplejsning af det eksisterende og<br />
det tilføjede. Han skærer fra, lægger til – og dækker til,<br />
alt efter situationen. Johannes Exner er kritisk over for<br />
denne metode, som han kalder ‘dekadent’. Hans fotografier<br />
afslører dog samtidig en fascination af værkets<br />
detaljer og sammenhænge.<br />
Restaureringen af Koldinghus blev påbegyndt omtrent samtidig med, at det nyrestaurerede Søn-<br />
derborg Slot blev indviet. Koldinghus adskiller sig fra Sønderborg Slot ved, at Exners har arbejdet<br />
med en klar adskillelse af nyt og gammelt, og at ruinkarakteren er søgt bevaret. De har ligeledes<br />
værnet om de mange uensartede og skæve detaljer, hvad enten de repræsenterer noget originalt<br />
fra en af hovedperioderne eller er kommet til ved en af de senere restaureringer. Det er forbløffende,<br />
at to så store restaureringsprojekter, igangsat så tæt på hinanden og begge med staten som<br />
bygherre, har kunnet få så forskellige udfald. Hvis man skal finde et bedre sammenligningsgrundlag<br />
for Koldinghus, så er det mere oplagt at søge uden for landets grænser, nemlig til Castelvecchio<br />
i Verona. Den italienske arkitekt Carlo Scarpa (1906-1978) påbegyndte sin restaurering af Castelvecchio<br />
i 1958, seks år før arbejdet på Sønderborg Slot blev påbegyndt.<br />
Castelvecchio repræsenterer en af de nye fremadrettede restaureringspraksisser, der blomstrede<br />
op efter anden verdenskrig, og som fik sit talerør gennem Veneziacharteret i 1964. Både i omfang<br />
og radikalitet kan denne restaurering sammenlignes med Koldinghus. Metoderne derimod er afgørende<br />
forskellige. Scarpa har ligesom Exners prioriteret klare forskelle imellem de originale og de<br />
tilføjede dele. Men Scarpa afholder sig ikke fra at redigere i originalsubstansen for at få sit æstetiske<br />
projekt til at virke. Stål- og betonelementer skærer sig direkte ind i de oprindelige konstruktioner<br />
uden tanke på, om de tilføjede dele skal kunne fjernes igen. Det er yderst gennemført som helhed<br />
og uhyre raffineret i stoflighed og detalje. Det er i høj grad et moderne restaureringsprojekt,<br />
som vedkender sig de historiske levninger i den forstand, at de udgør et modspil, man kan skære<br />
og redigere i til fordel for det samlede resultat. Det er en ‘værkorienteret’ tilgang, hvor der af ruinerne<br />
fra fortiden rejser sig et nyt værk, der er så gennemkomponeret, at det ikke står til at ændre.<br />
Johannes Exner bøjer sig for Scarpas kunstneriske talent, men er meget kritisk over for hans restaureringsmetode:<br />
“Scarpa er dekadent – en udpræget æstetiker. Arkitekturen er jo et procesforløb.<br />
Ikke noget fikseret.” 16 Den afgørende forskel på de to positioner er, at Exner lader fortælleværdien<br />
og fordringen om autenticitet gå forud for æstetikken, mens Scarpa går omvendt til værks – med<br />
et deraf følgende mere afslappet forhold til det eksisterende.<br />
Ex_170412.indd 65 30/04/12 11.47
I en tekst fra 1992 har Johannes Exner forsøgt at navngive tegnestuens<br />
metode som “proceshistorisk bygningspleje”, med hvilken det tilstræbes<br />
at være “helt realistisk”: “Man anerkender, at al arkitektur, også den<br />
historiske, rent faktisk er involveret i et kontinuert historisk procesforløb,<br />
som sætter i gang straks efter, at bygningen er skabt. […] Under<br />
procesforløbet søges bygningens historiske autenticitet opretholdt<br />
eller styrket ved bevarelse af historisk betydningsfulde overflader,<br />
strukturer, bygningsdele, rester, spor, tilføjelser m.m. […] Subtraktioner<br />
af værdifulde eller neutrale tilføjelser bør derfor reduceres til et minimum,<br />
mens additioner, udført reversible, accepteres som løsning på<br />
nye aktuelle nødvendigheder og behov. Med denne holdning betragtes<br />
bygningen ikke som en passiv museumsgenstand, men som et dynamisk<br />
væsen.” Arkitekten må som følge heraf acceptere, at hans tilføjelser<br />
kan blive uaktuelle og måske engang fjernet. “Derfor må hans adderinger<br />
etableres uskadelige over for bygningens originalitet og autenticitet.<br />
Det vil sige, de skal være reversible.” 17<br />
Der er altså forskel på den måde, hvorpå additioner kan foretages. I Castelvecchio<br />
er der lagt et tykt lag puds eller stukkatur på de gamle<br />
mure. Stålprofiler, natursten og in-situ-støbte betondele er tæt integreret<br />
i den eksisterende konstruktion. Det er udført med permanens<br />
for øje. I modsætning til dette er alle tilføjelser på Koldinghus udført<br />
således, at de til hver en tid kan fjernes igen, kun efterladende sig minimale<br />
spor der, hvor de punktvist er naglet fast til de eksisterende mure.<br />
Alle overgange mellem nyt og gammelt består således af ‘luft’, som Johannes<br />
Exner plejer at sige. Foruden det bevaringsmæssige perspektiv<br />
ligger der en yderligere pointe heri, som taler ind i nutiden, hvor muligheden<br />
for genanvendelse i et ressourceperspektiv er blevet stærkt aktualiseret.<br />
Bl.a. gennem et begreb som ‘design for disassembly’, hvor<br />
arkitekturen og dens byggematerialer betragtes ud fra et cyklisk genanvendelsesperspektiv<br />
snarere end et fastlåst værkorienteret. 18 “Hovedgrebet<br />
har også muliggjort,” skriver Johannes Exner i 1989 om Koldinghus,<br />
“at nye tilføjede bygningsdele let har kunnet defineres, målsættes,<br />
tegnes og fremstilles rationelt på fabrik som præfabrikerede<br />
elementer. Det har endvidere klargjort leveringsbetingelser og prissætning.”<br />
19 I Koldinghus er alle tilføjede dele således udført som præfabrikerede<br />
elementer, der efterfølgende er monteret på stedet. Johannes<br />
Exner er dog realist og erkender, at ikke alle indgreb “kan gennemføres<br />
lige distinkt reversible”. Men principielt bør størst mulig reversibilitet<br />
altid søges gennemført, skriver han i 1989 og fortsætter: “Det vil tillige<br />
åbne for tanker, der appellerer til dyberegående studier og forståelse<br />
af bygningen, og åbne for nye inspirationer til tekniske og arkitektoniske<br />
løsninger, alt sammen baseret på den pågældende bygnings procesforløb,<br />
originalitet, autenticitet og identitet. Også i reversibilitetstanken<br />
bekræftes disse vigtige begrebers betydning for historiske<br />
bygningers procesforløb og fortidige og fremtidige livsforløb.” 20<br />
Det kan undertiden blive nødvendigt at gribe ind i det eksisterende<br />
materiale. Men hvis man fjerner noget, så skal det i Exners øjne gennemtænkes,<br />
og der skal helst være en gevinst forbundet dermed. I ruinsalen<br />
på Koldinghus var der eksempelvis behov for at hugge hul i<br />
muren for at forbinde to rum i underetagen i sydfløjen. Der var i forvejen<br />
en tilmuret åbning kronet med et gammelt muret buestik, som man<br />
passende kunne genåbne, mente bygherren. Men Inger og Johannes<br />
vægrede sig derved. “Der fortælles en vældig historie dér,” pointerer<br />
Ex_170412.indd 66 30/04/12 11.47<br />
66
I Koldinghus er alle tilføjede dele klart<br />
adskilt fra ruinen, som overalt fremstår<br />
‘as found’. Alle sporene i det eksisterende<br />
murværk er derved ikke alene<br />
bevaret, men også blotlagt. Herved er<br />
fortælleværdien i de mange historiske<br />
lag lige så rig som i 1972, da Exners<br />
påbegyndte deres arbejde.<br />
Modstående side: På grænsen mellem<br />
sydfløjen og østfløjen står en stor tyk<br />
mur. For at skaffe adgang imellem fløjene<br />
var der behov for at hugge et hul i<br />
muren. I stedet for at vælge den oplagte<br />
løsning – at fjerne de resterende sten fra<br />
udfyldningen i en oprindelig passage –<br />
valgte Exners at hugge et nyt hul ved<br />
siden af. Herved blev fortælleværdien i<br />
den oprindelige, men siden tilmurede<br />
åbning, bevaret. Øverst ses den oprindelige<br />
åbning, hvor nogle løstsiddende<br />
sten blev fjernet for at give plads til at<br />
trække ledninger under byggeperioden.<br />
Nederst ses den nye groft udhuggede<br />
åbning, som ikke er bredere end, at<br />
murværket kan opretholde sin bæreevne<br />
uden behov for tilført armering<br />
over åbningen.<br />
Eksemplet med de to åbninger, den<br />
forhenværende og den nye, stiller<br />
uværgerligt spørgsmålstegn ved Exners<br />
insisteren på det reversible. Den gamle<br />
åbning er tilmuret reversibelt, dvs. man<br />
kan nemt fjerne fyldningen og dermed<br />
genskabe den oprindelige åbning. Men<br />
Exners har valgt fortælleværdien frem<br />
for genskabelsen. Hvis kommende<br />
generationer vedblivende følger Exners<br />
holdninger, vil Exners tilføjelser aldrig<br />
blive fjernet – uanset hvad man måtte<br />
mene om dem. Desuden er de udført så<br />
detaljeret og omhyggeligt, at alene tanken<br />
om at fjerne det hele igen for at<br />
vende tilbage til ruinen, er absurd.<br />
Exners idé om det reversible må altså<br />
først og fremmest ses som en symbolsk<br />
gestus, der skal anskueliggøre en livsfilosofi<br />
og et restaureringsprincip. Om<br />
det en dag vil blive fjernet er tvivlsomt.<br />
I givet fald ville det da blive gennemført<br />
af folk, der ikke deler Exners holdninger<br />
– og gad vide hvad der så ville ske med<br />
ruinen. En fuldkommen genopførelse af<br />
Frederik 4.s slot måske? Den mulighed<br />
må Scarpas irreversible metode siges<br />
at være en sikring imod.<br />
Ex_170412.indd 67 30/04/12 11.47
Murstenen er et universelt byggemateriale, udbredt overalt på kloden, hvor der er lerfore-<br />
komster. Et præfabrikeret byggeelement med fast form, som igennem årtusinder er ble-<br />
vet nøje tilpasset menneskets fysiognomi og håndens størrelse. Skønt murstenen er indu-<br />
strielt fremstillet, er der ikke to sten, som er helt ens. Lerets beskaffenhed, karakteren af<br />
det tilførte grus, forskellige fremstillings- og brændingsteknikker giver et uensartet præg,<br />
som ikke alene er geografisk og kulturelt bestemt, men også kan iagttages sten for sten i<br />
samme brænding. Murstenens medfødte ujævnheder har fra begyndelsen nødvendiggjort<br />
brugen af et bindemiddel, indlagt imellem stenene under stablingen. Den plastiske<br />
mørtel sikrer, at de ujævne og porøse sten ikke knækker under vægten fra de andre sten.<br />
Den sikrer samtidig, at murværket under opmuringen kan tilpasses faste modulsystemer.<br />
Hvor murstenenes form er givet på forhånd, bestemmes mørtelens form først under selve<br />
murerarbejdet. Forholdet imellem den industrielle form og den håndgjorte fuge er måske<br />
netop det, der gør, at murstenen, trods hård konkurrence fra andre byggematerialer, er så<br />
sejlivet en størrelse. Det håndgjorte er med til at sikre, at det menneskelige øje kan holde<br />
ud at se på murværket i det lange løb.<br />
Billedhuggeren Ole Videbæk har sammenlignet murværkets fuger med en tone frembragt<br />
af et traditionelt analogt musikinstrument. Fordi en sådan tone ikke er en ren tone,<br />
men derimod tonen plus en mængde overtoner, får den en dybde, der modvirker, at øret<br />
trættes. 1 Jo mere det murede byggeri forsøger at imitere det industrielle byggeris ensartethed,<br />
desto mere enstonigt og trættende vil det forekomme for det menneskelige øje.<br />
En anden vigtig faktor, som er vanskeligere at indregne, er sporene af tidens gang. Med<br />
sin porøse overflade har teglstenen en meget patinamodtagelig overflade, der bevirker,<br />
at den efter relativt kort tid vil afspejle tiden. Fordi teglstenen kan stå ude i al slags vejr og<br />
klare sig over meget lang tid uden vedligeholdelse, udgør den en ret præcis tidsindikator,<br />
som enhver kan aflæse med det blotte øje. Teglstenen kan med andre ord opfattes som<br />
materialiseret tid. Det er bl.a. dette forhold, som er baggrunden for Inger og Johannes<br />
Exners store forkærlighed for tegl. Teglstenen tydeliggør arkitekturens karakter af en<br />
fortløbende livsproces, der giver dybde i synet på tilværelsen. I dens ru overflade lagres<br />
tiden og dermed erindringen om de foregående generationers liv og slid. Dertil kommer,<br />
at de små mursten nemt kan fjernes eller udskiftes med nye mursten ved reparationer og<br />
ombygninger. De nye sten vil typisk have andre nuancer eller formater, hvorved forskellige<br />
tidsperioder kan aflæses side om side.<br />
Murværkets kulturhistoriske rødder rækker imidlertid endnu længere ned. Den tyske arkitekt<br />
Gottfried Semper (1803-1879) havde den opfattelse, at murværkets forbandt rummer<br />
reminiscenser af urgamle væveteknikker, symboliseret i fugesystemets flettede karakter.<br />
Da man i forhistorisk tid gik fra flettede vægge til mere holdbare murede vægge,<br />
var der i Sempers øjne en rest, som blev tilbage. Forbandtets sirlige fletværk af fuger og<br />
mursten, varieret i det uendelige, var et synligt bevis for kulturhistoriens kontinuitet og<br />
sammenhæng, mente han. 2 Anskuet gennem disse briller er murværkets kulturelle erindringskraft<br />
langt stærkere, end graden af slid og patina angiver. En af Inger og Johannes’<br />
inspirationskilder, den tyske arkitekt Rudolf Schwarz (1897-1961), gik endnu dybere i sin<br />
murværksteori. Han sammenlignede jordens sedimenter, dvs. de gennem millioner af år<br />
aflejrede lag på lag, med murværkets skifter af sten og fuger. 3 Med samme logik, som<br />
jordens sedimenter har bundfældet sig, forekom det ham, var murværkets lagdelte struktur<br />
opbygget. For Schwarz repræsenterede murværket således en naturlig fortsættelse<br />
af jordens geologiske processer. At teglsten gennem årtusinder tilmed er blevet fremstillet<br />
af råstoffer hentet fra jordens sedimentære aflejringer, føjer blot endnu et aspekt til<br />
Schwarz’ tanker.<br />
Murværkets mysterier<br />
Ex_170412.indd 80 30/04/12 11.48
Ex_170412.indd 81 30/04/12 11.48
Ex_170412.indd 104 30/04/12 11.49
Ex_170412.indd 105 30/04/12 11.49
Ex_170412.indd 106 30/04/12 11.49
Sct. Clemens Kirke, Randers 1958–1963<br />
Fra foråret 1958, hvor Inger og Johannes Exner sammen med Knud Erik Lar-<br />
sen vinder konkurrencen om Sct. Clemens Kirke, og frem til indvielsen af kir-<br />
ken i 1963 gennemgår parret en mental udvikling, der bringer dem på stor<br />
afstand af netop denne kirkes udformning. Den meget positive modtagelse<br />
af kirken, som primært bliver fremhævet for dens smukke ydre, bekræfter<br />
desuden Exners i, at de har svigtet på de indre linjer. Ikke at de har sjusket<br />
med indholdet eller nedprioriteret udformningen af det, slet ikke. Nej, det<br />
handler derimod om den måde, hvorpå de har løst de liturgiske fordringer,<br />
som et kirkerum stiller. Her har de, i stedet for at spørge nærmere ind til selve<br />
kirkehandlingen og til den liturgi, den danske folkekirke hviler på, blot gentaget<br />
et hævdvundet planprincip, kendt fra middelalderens langkirker. 6<br />
Kort efter kirkens indvielse hælder arkitekturkritikeren Nils-Ole Lund salt i<br />
såret, idet han i en ellers meget rosende anmeldelse funderer over, at man i<br />
den nyere danske tradition gør en dyd ud af “klarhed og enkelhed”, og at man<br />
af vane handskes bedre med “den ydre arkitektoniske form end med det<br />
indre rum”. Man har desuden på fornuftig vis søgt at løse funktionerne og<br />
derpå iklædt dem en form, “der hviler på idealer som selvfølgelighed og<br />
naturlighed”. Sct. Clemens har blændingsproblemer, påpeger Lund, og de<br />
sekundære rum “får en tilfældig form præget af, at de blev tilovers”, fordi de<br />
er lagt ned i den ‘bastion’ under kirkerummet, der på grund af terrænfaldet<br />
levner et areal til fri afbenyttelse. “Men hvad der tabes i rumudformningen”,<br />
konkluderer Lund, vindes i eksteriøret, som til gengæld kan “rejse sig med en<br />
stor klar form”. 7 Nils-Ole Lunds bemærkninger bekræfter Exners i deres nye<br />
målsætning om, at de fremover vil bygge kirker med hovedvægt på interiøret<br />
og med et mere groft ydre, der ærligt afspejler det indre, således som de f.eks.<br />
så på deres studierejse i efteråret 1958, hvor især arkitekten Rudolf Schwarz’<br />
firskårne St. Anna kirke i Düren fremprovokerede disse tanker.<br />
Ex_170412.indd 107 30/04/12 11.50
Ex_170412.indd 122 30/04/12 11.51
Hald Ege Kirke, Viborg 1963–1971<br />
På foranledning af en kreds af ildsjæle fra Hald Ege blev Inger og Johannes i 1963 bedt om<br />
at lave et skitseforslag til en selvbyggerkirke, der skulle opføres på et areal langs den<br />
gamle egeskov. På grunden lå en bronzealderhøj, som skulle bevares og medtænkes i anlægget,<br />
der også skulle rumme en kirkegård. Som følge af et uhyre begrænset budget<br />
foreslog arkitekterne kirken opført af billige gasbetonsten eller pladsstøbte betonsten,<br />
som også er nemme at håndtere for selvbyggere. Arkitekterne mødte hurtigt frem med<br />
det overraskende forslag at anlægge to 130 meter lange parallelle mure langs skovbrynet<br />
samt tilføje et stort halvcirkelslag omkring bronzealderhøjen til brug for kirkegården.<br />
Imellem de to lange mure skulle der fra øst mod vest – i nævnte rækkefølge – anlægges et<br />
tårn med have, et rektangulært kapel, en kvadratisk gårdsplads, et smalt anneks, en aflang<br />
parkeringsplads, en præstebolig og en gårdhave. Indkørsel skulle ske langs skovbrynet,<br />
og muren skulle kun brydes to steder ved parkeringspladsen samt ved gårdspladsen,<br />
der skulle fungere som kirkens offentlige samlingspunkt. På grund af et svagt stigende<br />
terræn fra vest mod øst skulle murene tillige trappe op undervejs og ved hvert hak tilføjes<br />
et skår, hvorfra man kunne kigge ind bag murene. Tagene skulle konstrueres af sortmalede<br />
gitterspær af grantræ og beklædes med bølgeeternit. De lange mure skulle ligeledes<br />
dækkes med bølgeeternit, mens gulvene og gårdspladsen skulle belægges med sveller<br />
fra Thisted-Fjerritslev-jernbanen, som netop var under afvikling.<br />
Bortset fra det sidste – svellerne fra den nedlagte jernbane, som byggeudvalget var bekymrede<br />
for var for præget af tjære og oliespild – så sagde man på en studs ja tak til hele<br />
pakken. Det var for byggeudvalget afgørende, at de kunne se sig selv og andre frivillige<br />
fra menigheden på byggepladsen uden at være alt for afhængige af professionelle håndværkere.<br />
Ligeledes spillede det ind, at anlægget havde en form for prunkløs højtidelighed,<br />
som tiltalte den kristne selvbyggermenighed. Der var således ingen modstand imod<br />
projektet, men tværtimod stor opbakning til, at det skulle gennemføres så hurtigt som<br />
muligt. Straks efter Kirkeministeriets godkendelse af skitseprojektet oktober 1964 blev<br />
byggeriets første etape sat i gang, og året efter fulgte anden etape, der betød, at man<br />
kunne holde gudstjenester fra og med 1. oktober 1967. Tredje og sidste etape – annekset<br />
Ex_170412.indd 123 30/04/12 11.51
Mens byggeriet af Sct. Clemens Kirke står på, lykkes det for Inger og Johannes<br />
at blive engageret til hele tre betydningsfulde kirkeopgaver, som giver dem muligheden<br />
for i praksis at afprøve deres ideer om ‘circumstantes’. I april 1961 bliver<br />
de udråbt som vindere af konkurrencen om en ny stor kirke i Holstebro, og året<br />
efter bliver de bedt om at tegne en ny kirke i Islev. Inden Holstebro-konkurrencen<br />
bliver de tillige bedt om at udarbejde et skitseforslag til en ny kirke i Herlev,<br />
men den proces sættes dog først i gang lidt senere. Selvom der går otte-ni år, før<br />
alle tre kirker er indviet, så er de alle præget af det tankesæt, som Inger og Johannes<br />
var optaget af i tiden efter deres rejse i Vesteuropa i efteråret 1958. De<br />
ville væk fra langkirken og hen imod en mere demokratisk rumform, hvor menigheden<br />
ser hinanden i øjnene og er i tættere kontakt med præsten. Og de ville<br />
lægge hovedkræfterne i udformningen af kirkerummet og tillade det ydre at stå<br />
mere groft og rudimentært. De ville bygge indefra og ud, ikke omvendt. Og frem<br />
for formen, ville de dyrke stofligheden og lyset.<br />
Nørrelandskirken, Holstebro 1961–1969<br />
Igennem tre måneder i vinteren og foråret 1961 arbejdede Inger og Johannes intensivt<br />
på deres konkurrenceforslag til Nørrelandskirken. Projektet var næsten<br />
færdigtegnet, da de kom i tvivl om projektet, der var bygget op over en ellipseformet<br />
kirkesal. Tre dage før konkurrencens deadline stod det dem pludselig<br />
klart, hvordan projektet burde udformes. De besluttede sig dog for at færdiggøre<br />
det første, gennemarbejdede forslag, men forsøgte samtidig at nå at få tegnet<br />
det nye. Det blev tegnet som små skitser på kvadreret papir, som efterfølgende<br />
blev opfotograferet til de krævede størrelser – og begge forslag blev indsendt<br />
rettidigt. Inger og Johannes følte sig overbeviste om, at det nye forslag<br />
var det rigtige, og stor var glæden naturligvis, da de fik meddelelsen om, at<br />
deres alternative skitseforslag havde vundet 1. præmie. Dette skitseforslag blev<br />
også udgangspunktet for den endelige kirke, som efter et byggeforløb på godt<br />
4 år blev indviet 21. september 1969.<br />
Kubiske kirker<br />
Ex_170412.indd 138 30/04/12 11.51
Ex_170412.indd 139 30/04/12 11.51
Præstebro Kirke, Herlev 1962–1969<br />
Inger og Johannes blev tilknyttet som arkitekter for en ny kirke i Præstebro Sogn i Her-<br />
lev allerede i 1960, men de første skitser så dog først dagens lys i 1962, hvor man havde<br />
fundet en passende grund. Det første forslag tog som den nuværende kirke udgangspunkt<br />
i et stort, kubisk kirkerum omkranset af menighedssale og sekundære rum. Men<br />
tagkonstruktionen var anderledes markant, idet der fra to diagonalt placerede hjørner<br />
rejste sig to karakteristiske spidser, hvorfra der var udspændt en serie stålwirer. Wirerne<br />
dannede et hængende net, som skulle sprøjtes med beton, hvorved der dannedes<br />
en tagform, der indefra gav mindelser om en omvendt kuppel. Men da planerne om<br />
højhuset ved det nye Herlev Sygehus lige overfor kom for en dag, ændrede arkitekterne<br />
– til bygherrens ærgrelse – projektet. “Spidserne, som ragede relativt lidt op, ville<br />
imidlertid i sammenligning med den enormt høje patientbygning, 125 m, give kirken et<br />
forkert og anstrengt himmelstræbende udseende.” Således forsvarer Johannes Exner<br />
beslutningen i Præstebro sogns Kirkenyt. “Det ville være en kirke, som gav udtryk for<br />
at være bygget udefra i stedet for indefra, som det nu er søgt gjort.” 2<br />
Præstebro Kirke er bygget på den grundtanke, at man skal igennem kirkesalen, uanset<br />
hvilket ærinde man har i kirken. Den kvadratiske kirkesal rejser sig, lidt forskudt fra<br />
midten, op fra en rektangulær bygning i ét plan med fladt tag. Indgangen og våbenhuset<br />
er anlagt i bygningens sydøstlige hjørne med adgang fra Tornerosevej. Fra<br />
våben huset, hvorfra der er diagonalt udsyn gennem kirkesalen, kan man enten gå ned<br />
til møderummet i kælderen, eller man kan som daglig gæst gå imod kontorlokalerne<br />
via to søjlegange, som flankerer kirkesalen. Salens gulv er nedsænket tre trin, svarende<br />
til en siddehøjde på kanten af søjlegangen. Det sænkede niveau øger fornemmelsen af<br />
at træde ud i et stort højloftet rum. Det første, man uvilkårligt bemærker, er den store<br />
nedhængte ovenlyskuppel eller ‘dagslysekrone’, som Exners kalder den, der sender<br />
ovenlys direkte ned på det centralt placerede alterparti. Lyset forstærkes via ned-<br />
Ex_170412.indd 148 30/04/12 11.52
Ex_170412.indd 149 30/04/12 11.52
Når øjnene har vænnet sig til kirkesalens svage lys, bemærkes først de fantastiske murflader, der<br />
vibrerer i baggrunden som urolige keramiske strukturer af en overvældende, sanselig styrke.<br />
Man bemærker dernæst loftets nedhængte tømmerkonstruktion, som rager fire meter ned i<br />
rummet. “Et retningsløst rumgitter i et retningsløst rum,” som Johannes Exner udtrykker det.<br />
Målt i forhold til Nørrelandskirkens rolige loftsflade, så er denne loftsform mere dominerende.<br />
Men den har til gengæld en tektonisk klarhed i sin konstruktive opbygning, der giver et meget<br />
taktilt modspil til murværkets lige så tydelige tektonik. Og så er det en billigere og mere ærlig<br />
loftsudformning end den plane loftsflade, som kræver meget store skjulte dragere. Man undgår<br />
heller ikke at bemærke det meget fabulerende orgel, der på dekorativt udskårne, rødmalede<br />
stålsøjler er løftet op over salens indgangsparti. Orgelets organisk udskårne frontplader og orgelpiberne<br />
er malet i en blåviolet farve skala, der skal fremhæve orgelets progressive tonalitet. I<br />
forhold til de foregående kirkers mere diskrete Mogens Koch-inspirerede orgler er her tale om<br />
en ny udvikling i Exners orgelpraksis, som går imod en mere fri fantasi, der ikke længere forsøger<br />
at underordne sig rummet. Det rødmalede stål går igen i kirkebænkene og på knæfaldet,<br />
mens prædikestolens podie og alter bordet er i tegl. Bænkene orienterer sig som i Præstebro og<br />
Nørrelandskirken omkring alteret i tråd med Johannes Exners ideer om ‘circumstantes’-princip-<br />
pet, beskrevet i kapitlet Den inkluderende kirke. En foldevæg mod naborummet eller det så-<br />
kaldte pejserum muliggør en udvidelse af salen ved særlige lejligheder.<br />
Den nedhængte loftskonstruktion er samlet<br />
på byggepladsen og ved hjælp af kraner løftet<br />
på plads. De 16 fødder, fire på hver side af<br />
konstruktionen, hviler i hver sit hul i muren.<br />
Det dunkle kirkerum har en meget stærk<br />
atmosfære, præget af de rå og karakterfulde<br />
materialer, der synes næsten levende. Dette<br />
karaktertræk er understreget af de bølgende<br />
rækker af levende lys, hvis sodaflejringer på<br />
væggene afmærker tidens langsomme gang.<br />
Ex_170412.indd 160 30/04/12 11.53
Kirkens udearealer er tilplantet med birketræer – en direkte reference<br />
til Lewerentz’ Markuskyrkan i Björkhagen (birkehaven) ved Stockholm.<br />
På grundens sydlige trekant er opført en serie små, buttede spejderhytter<br />
og en stor udendørs pejs, opmuret på tilsvarende vis som kirken.<br />
I dette formindskede format kan man for alvor se virkningen af det<br />
grove murværk, idet der er flere hjørner og nicher, som skal tilpasses<br />
med ekstra mørtel. Hytterne er desuden med til at give anlægget et<br />
klosteragtigt præg, som i det hele taget udgør en væsentlig grundstemning<br />
for kirken. Islev Kirke er kulminationen på den særlige murværkspraksis<br />
udviklet af Exners igennem 1960’erne. Men det er i lige så<br />
høj grad en kulmination på Exners tidlige tanker om kirken og dens rum<br />
og stemninger. Et spartansk, robust og præcist gennemført mesterværk,<br />
der kun vil vinde i styrke og omdømme, som tiden går.<br />
Ex_170412.indd 161 30/04/12 11.53
Ex_170412.indd 164 30/04/12 11.53
Ex_170412.indd 165 30/04/12 11.53
Under arbejdet med de tre kubiske murstenskirker tilflyder der Exners to nye kirkeopga-<br />
ver, som begge kalder på andre materialer end tegl. I det modernistiske Täby, en forstad<br />
til Stockholm, er tegl ikke fremherskende. Her blandt bydelens rette linjer og facader<br />
synes en længe næret idé om en stram glaskirke at være mere oplagt. Ligeledes giver<br />
mødet med Aalborgforstaden Gug, hvis elementbyggeri helt igennem er præget af Aalborg<br />
Portlands tilstedeværelse, ikke indtryk af, at teglsten er det rette svar på en ny kirke.<br />
Dette vækker en trang hos arkitekterne til at forsøge at transformere sproget i de kubiske<br />
murstenskirker til en lige så gennemført variant i beton. “At tænke på betonen ligesom<br />
tegl.” Det ender med at blive Islev Kirkes tre sammenkædede, successivt forhøjede murstenskasser,<br />
som bliver forlægget for Gug Kirke.<br />
Gug Kirke, Aalborg 1966–1972, 1996<br />
Det første forslag til Gug Kirke er væsensforskelligt fra det endelige forslag. Udgangspunktet<br />
var en udnyttelse af betonens plasticitet. Forslaget domineres af et højt, slankt,<br />
skibsformet betonvolumen, der afsluttes i den smalleste ende med en parabelformet betonskive<br />
adskilt fra hovedbygningen med smalle lodrette lyssprækker. Til venstre for<br />
dette et noget højere foldet betontårn. Resten af anlægget præges af en modernistisk<br />
længebygning og en kantet, pladsomkransende mur.<br />
Da byggeriet kom i gang i 1971, var det imidlertid et helt andet projekt, der blev taget<br />
afsæt i: et stort kubisk betonvolumen som kirkesal og tre mindre blokke i faldende højder<br />
rummende mødesale og diverse birumsfaciliteter. De fire betonblokke er kædet sammen<br />
ved hjælp af smalle glasovergange, der fra oven og fra siderne leder lys ind i rummene.<br />
Facaderne og de bærende skillevægge er jernbeton, støbt på stedet. Det bærende system<br />
består endvidere af præfabrikerede betonbjælker udformet som dobbelte T-profiler.<br />
Indervæggene er beklædt med isolerende letbetonplader, og de lette skillevægge er<br />
opført i letbetonblokke, som kan fjernes efter behov.<br />
Behandlingen af betonoverfladerne er et kapitel for sig. Ydervæggene er støbt på stedet<br />
med simpel bræddeforskalling. Men i stedet for som normalt at anlægge bræddeforskallingen<br />
vandret eller lodret er den orienteret diagonalt på fladerne. Det giver en markant<br />
effekt, som afhængigt af vejr- og lysforhold fremkalder meget varierede udtryk. Fra de<br />
klare skyggetegninger ved solens skrå indstråling til den dramatiske virkning efter regnskyl,<br />
hvor vandets aflejringer understreger formen. Den diagonale forskalling er i princippet<br />
den eneste ekstraordinære effekt, der er tilført kirkens ydre, som tegner sig med simple<br />
primærformer. Et stort bugtet trappelandskab med krumme, lodret bræddeforskallede<br />
betonmure præger kirkens forplads – et sandt mekka for folk, der holder af betonens materialitet<br />
og formmuligheder.<br />
Betonkirken og glaskirken<br />
Ex_170412.indd 182 30/04/12 11.54
Ex_170412.indd 183 30/04/12 11.54
Det er et højst originalt rum, som med garanti ikke findes tilsvarende noget andet<br />
sted i verden. Den gensidige befrugtning imellem nyt og gammelt, imellem det<br />
grove og det fine, det grimme og det skønne har en meget stærk virkning. Den<br />
anelsesfulde fornemmelse for fortidens ekstravagance og det tvetydige forhold<br />
imellem ude og inde, som ‘gadelamperne’ og ‘fortovene’ skaber, er med til at skabe<br />
denne unikke sammenhæng, som for den moderne iagttager rækker dybere og er<br />
langt mere sanselig end en rekonstruktion. Og så er det oven i købet en langt billigere<br />
løsning, end hvis man skulle rekonstruere alle rummets oprindelige detaljer.<br />
Det er et rum, der har noget både til intellektet og til hjertet. Man behøver hverken<br />
at være bygningsarkæolog, kunsthistoriker eller arkitekt for at opleve det. Enhver<br />
kan stille sig på balkonen, falde lidt i staver og derpå fornemme, hvorledes nuancerne<br />
i fortællingen langsomt meddeler sig. Christian 4.s Kirkesal bliver af og til brugt<br />
til receptioner, koncerter eller udstillinger, men rummet synes i sig selv at være den<br />
stærkeste udstillingsgenstand.<br />
Christian 4.s Kirkesal gjorde det tydeligt, hvad arkitekternes hensigt med restaureringen<br />
af Koldinghus i udgangspunktet var. Men kigger man nærmere på det første<br />
forslag fra 1973 til ruindelens istandsættelse, så er der dog en væsentlig forskel. De<br />
simple, industrielle stålelementer, der spillede ind i de tidlige overvejelser, er i Christian<br />
4.s Kirkesal afløst af nogle langt mere gennemdesignede objekter. Det behøver<br />
man blot at kigge på lysekronerne for at konstatere. Men det ses også i den<br />
søjle bårne træbalkon, hvis snedkermæssige udførelse er anderledes sofistikeret i<br />
detaljerne, end det første forslags mere interimistiske formsprog lagde op til. Hvis<br />
man retter blikket lidt bagud i Exners egen produktion, til perioden fra 1975-1980,<br />
så ser man en tilsvarende udvikling, eller modning om man vil, i arkitekternes arbejde.<br />
Eksempelvis er Sædden Kirke, som blev indviet i 1978, rig på forfinede og sine<br />
steder ganske dekorative detaljer, som ikke sås tidligere i Exners arbejder. Det er<br />
også i denne periode, hvor de begynder at få øjnene op for barokken, som de ellers<br />
tidligere har betragtet som lovlig dekadent. Det kan således konstateres, at deres<br />
kirkesal på Koldinghus ikke alene blev motiveret af, at offentligheden skulle imponeres,<br />
men også af, at arkitekternes egne interesser havde flyttet sig på de syv år,<br />
der gik fra det første forslag og til Christian 4.s Kirkesals indvielse i 1980.<br />
Christian 4.s Kirkesal. Plantegningen med<br />
de indtegnede stjernelysekroner samt skitser<br />
til gadelamper, bolte og møtrikker.<br />
Modstående side: Murenes enorme tyngde<br />
og deres forrevne og changerende overflader<br />
skaber maksimal kontrast til de tilføjede<br />
dele. Lamperne og de spinkle lysekroner kan<br />
fjernes på en eftermiddag, og så står kun<br />
det nøgne rum tilbage.<br />
Ex_170412.indd 230 30/04/12 11.56<br />
230
231<br />
Ex_170412.indd 231 30/04/12 11.57
”Ufatteligt uvedkommende her og uden relation til rummenes karakter.” 1 Sådan beskriver Jo-<br />
hannes Exner den vejledning til indretning af slottets sydvestlige hjørne, som findes i Bolig-<br />
ministeriets ‘Betænkning om Koldinghus’. Man foreslog her at indsætte tre etager: én til skif-<br />
tende udstillinger, én til opsætning af ‘Ahrenfeldts paneler’ og én til kontorer. 2 I netop dette<br />
hjørne var der flere spor efter Christian 3.s og dronning Dorotheas slotskapel, som spændte<br />
over de to nederste etager. Dette rum er af særlig historisk interesse, idet det var landets første<br />
protestantiske kirkerum. Kong Christian 3., som havde indført reformationen i Danmark i<br />
1536, havde selv indrettet rummet efter grundige teologiske studier og personlig korrespondance<br />
med bl.a. Martin Luther. I Christian 4.s tid blev kapellet nedlagt og underdelt i to etager.<br />
Øverst indrettedes en kongelig stue med kamin, nederst etableredes et slotsbageri med<br />
to store stenovne. Herfra førtes en stor skorsten op langs nordvæggen, hvor den forsynede<br />
de ovenliggende rum med overskudsvarme. I Frederik 4.s periode menes denne rumdeling<br />
at være blevet fastholdt. 3 Der er fortsat spor efter kapellets fire høje, slanke vinduer, Christian<br />
3.s private pulpitur og bageriets skorsten. Frederik 4.s æra har sat sig spor i form af de ensartede<br />
barokvinduer, der brutalt er blevet indpasset i det tidligere kapels høje vinduesnicher.<br />
Som et ekstra lag i denne fortælling kan lægges brandens hærgen og ruinperiodens yderligere<br />
erodering i løbet af de ca. 170 år, murene stod uden tag. I Exners øjne var det derfor en<br />
alvorlig sag blot at etablere en stabel rum, der ikke tog hensyn til hjørnets særlige historie.<br />
På samme måde forholdt det sig med hele sydfløjen og det stærkt nedbrudte sydøstlige<br />
hjørne. Her foreslog Betænkningen en tilsvarende etageinddeling, svarende til den oprindelige.<br />
Sydfløjen skulle have restaurant og cafeteria i kælderetagen og bibliotek, kontorer og<br />
udstillingslokaler i stueetagen. På første sal skulle ‘Den hvide Sal’ indpasses, idet man for at<br />
give plads til en rekonstruktion af Christian 4.s dansesal i vestfløjen blev nødt til at flytte ‘Den<br />
hvide Sal’. På anden sal skulle der indrettes kontorgang. I sydøsthjørnet foresloges indretning<br />
af depoter, køkken og kontorer på de tre etager. Sydfløjen gik tidligere under navnet<br />
‘kongefløjen’. Her havde Christian 3. og dronning Dorothea indrettet deres bolig på første<br />
sal, hvorfra der via en åbning, der stadig er rester fra, var direkte adgang til kapellet. I stueetagen<br />
havde kongens lensmand sine faciliteter, mens hoffet holdt til på anden sal. Denne<br />
indretning blev i hovedtræk fastholdt af alle de følgende regenter frem til branden i 1808. En<br />
lang række spor efter de mange ombygninger, herunder rester af pejse, skorstene og adskillige<br />
gådefulde tilmuringer, buer og knaster vidner om en lang og indholdsrig historie, som<br />
man i Exners øjne gør både huset og samfundet uret ved at negligere. Det var det, de havde<br />
forsøgt at vise med deres første forslag fra 1973, hvor de imidlertid tog helt fejl af offentlighedens<br />
og myndighedernes syn på deres vision for slottet. Man var ikke klar til en så simpel<br />
og interimistisk løsning. Man ville have mere slot for pengene! Udfordringen bestod nu i at<br />
fastholde den kompromisløse tilgang til bygningens historiske fortælleværdi, fremsat i deres<br />
fempunktserklæring i 1973, og samtidig skabe nogle rum, der kunne betage den årvågne og<br />
kritiske offentlighed.<br />
Koldinghus 3 1981–1989<br />
Ex_170412.indd 258 30/04/12 11.58
Ex_170412.indd 259 30/04/12 11.58
Søjlen var som regel stærkt overdimensioneret og stod undertiden alene, netop fordi den skulle<br />
symbolisere en forbindelse bagud snarere end at løse en konkret byggeteknisk funktion. Der ligger<br />
en afgørende forskel her, som gør, at man ikke kan slå Inger og Johannes Exner i hartkorn med<br />
postmodernismens historiske billeddyrkelse.<br />
Inger og Johannes Exners generelle omdømme har, måske især blandt deres arkitektkolleger, nok i<br />
nogen grad lidt under den udvikling, deres arkitektur gennemgik i 1980’erne. Ingen af deres senere<br />
arbejder har givet anledning til at ændre derved. Men hvis man tager sig tid og studerer ruinsalen i<br />
Koldinghus nøje, så vil man opdage, at alle detaljer først og fremmest er funktionelt begrundet, og<br />
at der intetsteds er brugt mere materiale end højst nødvendigt. Exners anvendelse af f.eks. barokkens<br />
overgangsprincipper imellem væg og loft tjener den funktion at få delene til visuelt at hænge<br />
organisk sammen. Det er altså ikke citatet fra barokkens typologi, som er det afgørende, men snarere<br />
inspirationen fra barokkens måde at formidle rumlige overgange. Med søjlerne er det mere<br />
komplekst. Når de rejser deres slanke kannelerede stammer og forgrener sig i virtuost udformede<br />
kapitæler, peger de både på træets vækst og på den konstruktive syntaks, de indgår i. Der er ikke<br />
tale om påsat pynt, men snarere om fremvokset pynt, som skal understrege det tektoniske, dvs.<br />
søjlens bærende funktion. Forneden er der ingen rødder, men her er det slotsruinens ukrænkelighed,<br />
der skal understreges, symboliseret ved den halvkugleformede søjlefod, der kun lige akkurat<br />
rører grunden. Denne detalje, der må betragtes som slottets mest spektakulære, symboliserer på<br />
stærkeste vis hele grundideen i restaureringen, nemlig den klare adskillelse imellem ruinen og det<br />
tilføjede. Den skaber samtidig en tilstand af vægtløshed snarere end tyngde, af skrøbelighed snarere<br />
end robusthed, af flygtighed snarere end varighed. Over for ruinens tonstunge murmasser, der<br />
har modstået århundreders ulykker, er netop denne kontrast bærer af stor skønhed. Heri er ånden i<br />
det genopståede Koldinghus fortættet.<br />
Skitser til ruinsalens mest bemærkelsesværdige<br />
detaljer: søjlefødderne og de<br />
forgrenede kapitæler. Helhedsbilledet på<br />
modstående opslag er taget kort efter<br />
indvielsen d. 31. august 1989.<br />
Ex_170412.indd 278 30/04/12 11.59<br />
278
279<br />
Ex_170412.indd 279 30/04/12 11.59
Bruuns Arkade ved solnedgangstid, indrammet af Aarhus<br />
Stiftstidendes bygning til venstre og Bruun’s Galleri til højre.<br />
Johannes Exner kæmpede til det sidste for at få to ekstra fag<br />
på arkaderne, så broens frie spænd blev respekteret. Bruun’s<br />
Galleri kunne da benytte arkaderne som indgangsparti og<br />
tårne sig op i baggrunden, foreslog han. Desværre blev der<br />
ikke lyttet til dette indlysende gode råd. Men bortset fra dette<br />
er Bruuns Arkade på mange måder en gave til Aarhus.<br />
Broens fulde spænd er respekteret mod nord, hvor Exners Tegne-<br />
stue tillige har haft ansvar for hjørnebygningen, Aarhus Stiftstiden-<br />
de. Mod syd skyder det mastodontiske Bruun’s Galleri frem på bro-<br />
ens sidste del. Bruun’s Galleri var under planlægning, da arbejdet<br />
med arkaden stod på. Johannes Exner var bekymret for det af to årsager.<br />
For det første mente han, det var vigtigt, at butiksarkaden<br />
fulgte broens fulde spænd og ikke stoppede totredjedele ude på<br />
broen. For det andet var han blevet opmærksom på, at den planlagte<br />
højde på Bruun’s Galleri ville dække for den frie udsigt til rådhuset,<br />
der som en af byens hovedattraktioner tårner sig op i baggrunden,<br />
når man nærmer sig broen fra Frederiksbjergsiden. Efter at Johannes<br />
havde påpeget disse to problemer over for stadsarkitekten<br />
og arkitekterne bag Bruun’s Galleri (et tegnestuesamarbejde mellem<br />
SHL og 3XN), lykkedes det at få rykket den øverste etage af<br />
Bruun’s Galleri lidt tilbage. At galleriet skulle frem og markere sig i<br />
gadebilledet på broen, kunne der derimod ikke laves om på. Her har<br />
de frie markedskræfter bag butikscenteret givetvis også spillet ind.<br />
At Johannes havde ret, hersker der ingen tvivl om. Man skaber gode<br />
sammenhængende byer ved at tænke sig grundigt om. Hvis Bruun’s<br />
Galleri var blevet trukket tilbage fra gaden, så kunne det få en helt<br />
særlig indgangssituation bag arkadens støbejernsfag og butikkernes<br />
lysende tombakfacader, bag hvilke det som et bjergmassiv ville<br />
tårne sig op som et ekstra lag i byen. Med den valgte løsning, hvor<br />
det store butikscenter skyder sig frem på broen med tonet glas og<br />
tykke rustfrie stålsøjler, har de nærmere byplanmæssige overvejelser<br />
desværre ikke tynget. Bortset fra dette fremstår Bruuns Arkade<br />
som et stærkt berigende bymæssigt element, som har gjort Aarhus<br />
mere sammenhængende.<br />
Ex_170412.indd 352 30/04/12 12.04
Ex_170412.indd 353 30/04/12 12.04
Ny arkitektur<br />
• Rasmussens hus, Åmosevej 12, Rødovre 1956-1958<br />
• Inger og Johannes Exners eget hus, Højagervej 11, Skodsborg<br />
1959-1961<br />
• Sct. Clemens Kirke, Parkboulevarden 15, Randers 1958-1963<br />
med arkitekt Knud Erik Larsen (første præmie 1958)<br />
• Taastrup Menighedshus, Solsortevej 1, Høje Taastrup 1963-1964<br />
• Midtsjællands Efterskole, Tholstrupvej 29A, Hvalsø 1960-1965,<br />
udvidelser 1977 og 1985<br />
• Præstebro Kirke, Tornerosevej 115, Herlev 1960-1969<br />
• Nørrelandskirken, Døesvej 1, Holstebro 1961-1969<br />
(første præmie 1961)<br />
• Haslev Seminarium, Søndergade 12, Haslev 1961-69,<br />
idrætsbygning tilføjet 1987<br />
• Islev Kirke, Slotsherrensvej 321, Rødovre 1962-1970<br />
• Hald Ege Kirke, Egeskovvej 13A, Viborg 1963-1971<br />
• Enfamiliehus for Johannes Christensen, Nøvlingvej 99, Gistrup<br />
1969-1971<br />
• Jens Nielsen Museet (navneskift 1982 til Jens Nielsen & Olivia<br />
Holm-Møller Museet), Nørrebrogade 1, Holstebro 1969-1971, udvi-<br />
delse atelier 1974-1975, udvidelse 1996-1998 med Exners Tegnestue<br />
• Gug Kirke, Nøhr Sørensensvej 7, Aalborg 1966-1972, udvidelse<br />
1991-1996<br />
med Exners Tegnestue og Dall & Lindhardtsen Arkitekter<br />
• Gug Kirkes præstebolig, Regnar Juels Vej 21, Aalborg 1971-1972<br />
• Tibble Kyrka, Attundavägen 3, Täby, Stockholm 1966-1973 med<br />
arkitekt Mogens Hansen og billekunstner Mogens Jørgensen<br />
(første præmie 1966),<br />
fuldført af arkitekt Göran Kjessler 1970-1973)<br />
• Sommerhus for Torben Gjerløff, Skjærbakken 43, Vangså 1971-1972<br />
• Sommerhus for Knud Bogø, Delfinvej 21, Vorupør 1972-74<br />
• Enfamiliehus for Søren Nordentoft, Kirkeallé 2, Løgumkloster<br />
1973-1974,<br />
udvidelse og konvertering til Teologisk Pædagogisk Center 1996<br />
med Exners Tegnestue<br />
• Nørre Uttrup Kirkes præstebolig, Gildsigvej 8, Nørresundby<br />
1971-1974<br />
• Nørrelandskirkens Fritidshjem, Lyksborgvej 2A, Holstebro<br />
1970-1975<br />
• Skrødstrup Efterskole, Skrødstrupvej 26, Mariager 1971-1975<br />
• Karise Kirkes præstebolig, Bredgade 39, Karise 1971-1976<br />
• Nørre Uttrup Kirke, Amalienborgvej 6, Nørresundby 1966-1977<br />
• Nørrelandskirkens Børnehus, Lyksborgvej 2B, Holstebro 1976-1977<br />
• Sædden Kirke, Fyrvej 30, Esbjerg 1971-1978<br />
• Sct. Pauls Sognegård, Sct. Paul Kirkeplads, Aarhus 1974-1978<br />
• Børnehaven Pyramiden, Nøhr Sørensensvej 3-5, Aalborg 1978-1979<br />
• Fredens Kirkes Sognegård, Skibhusvej 162, Odense, 1977-1981<br />
• Tjæreborg Kirkes kapeller, Østre Strandvej 17, Tjæreborg 1977-1982<br />
• Elsted Sognegård, Elsted Kirkeplads 1, Lystrup 1979-1982<br />
• Christianskirkens Sognegård, Christian X’s Alle 120, Lyngby<br />
1979-1982 (første præmie 1979)<br />
• Trinitatis Sognegård, Pilestræde 67, København 1979-1983<br />
• Opstandelseskirkens præstebolig, Gymnasievej 4, Albertslund 1983<br />
• Opstandelseskirken, Gymnasievej 2, Albertslund 1967-1984<br />
• Fredens Kirkes præstebolig, Skibhusvej 174, Odense 1983-1984<br />
• Frederik 9.s gravmæle, Roskilde Domkirke 1972-1986<br />
med arkitekt Vilhelm Wohlert<br />
• Næsby Sognegård, Bogensevej 92, Odense 1985-1989<br />
(første præmie 1985)<br />
• Rønne Teatermagasin, Teaterstræde 2, Rønne 1985-1989,<br />
udvidelse med ny teaterfløj 1994-2009 med Exners Tegnestue<br />
• Mølholm Sognegård, Niels Skousvej 13A, Vejle,1987-1992<br />
• Kristrup Sognegård, Ørneborgvej 5, Randers 1991-1992<br />
(første præmie 1991)<br />
• Søllerød Sognegård, Søllerødvej 13, Holte 1985-1993<br />
• Skæring Kirkes præstebolig, Skæring Kirkevej 5, Egå 1992-1993<br />
med Exners Tegnestue<br />
Værkfortegnelse<br />
• Skæring Kirke, Skæring Kirkevej 1, Egå 1986-1994 med Exners<br />
Tegnestue (første præmie 1986)<br />
• Lyng Kirke, Højmosevej 3-5, Fredericia 1991-1994 med Exners<br />
Tegnestue (første præmie 1991)<br />
• Virklund Kirke, Vesterlundvej 10, Silkeborg 1991-1994<br />
med Exners Tegnestue<br />
• Ebeltoft Sognegård, Kirkegade 13, Ebeltoft 1994-1998 med<br />
Exners Tegnestue (første præmie 1994)<br />
• Ølby Kirke, Ølby Center 79-81, Køge 1992-1997 med Exners<br />
Tegnestue, udvidelse 2005 (første præmie 1992)<br />
• Viborg Sognegård, Stænderpladsen 3, Viborg 1995-1997<br />
med Exners Tegnestue<br />
• Christiansgården, Ringgade 102B, Sønderborg 1996-1997<br />
med Exners Tegnestue<br />
• Christianskirkens præstebolig, Ringgade 104, Sønderborg 1997<br />
med Exners Tegnestue<br />
Restaureringer, kirker<br />
• Tranbjerg Kirke, Aarhus 1959-1961<br />
• Lille Lyngby Kirke, Hillerød 1959-1963<br />
• Haslund Kirke, Randers 1959-1963<br />
• Kastbjerg Kirke, Havndal 1959-1968<br />
• Kousted Kirke og kirkelade, Randers 1959-1966<br />
• Essenbæk Kirke, Randers 1961-1969<br />
• Flejsborg Kirke, Salling 1960-1966<br />
• Viskinge Kirke, Kalundborg 1960-1966<br />
• Øster Egesborg Kirke, Vordingborg 1961-1963<br />
• Sønderup Kirke, Aars 1961-1967<br />
• Sørbymagle Kirke, Slagelse 1962-1965<br />
• Jægersborg Kirke, Gentofte 1962-1966<br />
• Vindblæs Kirke, Hadsund 1962-1968<br />
• Kastbjerg Kirke og udhus, Norddjurs 1967<br />
• Skævinge Kirke, Hillerød 1967<br />
• Falslev Kirke, Mariager 1962-1970<br />
• Laurbjerg Kirke, Randers 1967-1971<br />
• Dråby Kirke og kirkelade, Ebeltoft 1967-1971<br />
• Barrit Kirke, Hedensted 1971-1972<br />
• Løsning Kirke, Horsens 1963-1973<br />
• Sct. Knuds Kirke, Svendborg 1972-1974<br />
• Fruering Kirke, Skanderborg 1974-1975<br />
• Skivholme Kirke, Aarhus 1975<br />
• Tårnby Kirke, Kastrup 1968-1977<br />
• Borum Kirke, Aarhus 1971-1979<br />
• Terslev Kirke, Haslev 1974-1980<br />
• Slaglille Kirke, Ringsted 1976-1980<br />
• Trinitatis Kirke, København 1963-1982<br />
• Stenlille Kirke, Sorø 1982<br />
• Elsted Kirke, Aarhus 1983-1995 med Exners Tegnestue<br />
• Sdr. Stenderup Kirke, Kolding 1991-1997 med Exners Tegnestue<br />
Restaureringer og konverteringer<br />
• Asferg Præstegård, Randers 1960<br />
• Inger og Johannes Exners eget sommerhus, Hvidbakken 22,<br />
Vangså 1964-<br />
• Rundetårn, København 1963-1981<br />
• Inger og Johannes Exners eget hus, Marselisvej 19, Aarhus 1971-<br />
• Koldinghus Slot, Kolding 1972-1995<br />
• Landhus for Gudmund Karstoft, Døvlingvej 2, Kibæk 1971-1972<br />
• Rundetårns lejlighed, København 1983-1985<br />
• Ødstedgård, Stallerupvej 43, Nymark Fredericia 1983-1986<br />
• Trinitatis Kirkeplads, København 1984-1987 med landskabsarkitekt<br />
Sven-Ingvar Andersson<br />
• Bispegården, Fredensgade 36, Aarhus 1985-1987<br />
• Villa Alba, Aarhus 1994-1996 med Exners Tegnestue<br />
• Brorsonhus Sognegård, Tønder 1994-1996<br />
• Mortens hus, Gl. Fjellerupvej 14, Allingåbro 2002-2008<br />
Kirkeorgeler<br />
• Sct. Clemens Kirke, Randers 1963<br />
• Kastbjerg Kirke, Norddjurs 1967<br />
• Rutsker Kirke, Bornholm 1967<br />
• Halsted Kirke, Nakskov 1967<br />
• Errindlev Kirke, Rødby 1967<br />
• Snostrup Kirke, Frederikssund 1967<br />
• Præstebro Kirke, Herlev 1968<br />
• Vindblæs Kirke, Hadsund 1968<br />
• Nørrelandskirken, Holstebro 1969,<br />
udvidelse 2010<br />
• Islev Kirke, Rødovre 1971<br />
• Barrit Kirke, Hedensted 1972<br />
• Løsning Kirke, Horsens 1973<br />
• Tårnby Kirke, Kastrup 1977<br />
• Vor Frelser Kirke, Horsens 1977<br />
• Gug Kirke, Aalborg 1978<br />
• Nørre Uttrup Kirke, Aalborg 1978<br />
• Terslev Kirke, Halslev 1980<br />
• Nivå Kirke, Nivå 1980<br />
• Hald Ege Kirke, Viborg 1980<br />
• Sædden Kirke, Esbjerg 1982<br />
• Fruering Kirke, Skanderborg 1984<br />
• Trinitatis Kirke, kororgel, København 1988<br />
• Opstandelseskirken, Albertslund 1992<br />
• Lyng Kirke, Fredericia 1994<br />
• Skæring Kirke, Egå 1994<br />
• Elsted Kirke, Aarhus 1995<br />
• Virklund Kirke, Silkeborg 1997<br />
• Ølby Kirke, Køge 1999<br />
• Christianskirken, Lyngby 2002 (kororgel)<br />
• Jørlunde Kirke, Slangerup 2009<br />
Belysning<br />
• Tranbjerg Kirke, Aarhus 1959-1961 (nye lamper)<br />
• Flejsborg Kirke, Salling 1960-1966 (ny belysning)<br />
• Frederiksholm Kirke, København 1963-1968<br />
(Frederiksholm Lampen)<br />
• Laurbjerg Kirke, Randers 1967-1971 (nye lamper)<br />
• Dråby Kirke og kirkelade, Ebeltoft 1967-1971<br />
(ny belysning)<br />
• Sct. Knuds Kirke, Svendborg 1972-1974 (ny belysning)<br />
• Tårnby Kirke, Kastrup 1968-1977 (ny belysning)<br />
• Vor Frelser Kirke, Horsens 1977<br />
• Gadevang Kirke, Hillerød 1974-1976 (ny belysning,<br />
stjernehimmel)<br />
• Bringstrup Kirke, Ringsted 1974-1979 (ny belysning,<br />
lysekrone)<br />
• Slaglille Kirke, Ringsted 1976-1980 (ny belysning)<br />
• Trinitatis Kirke, København 1982 (Trinitatis Lampen,<br />
lysekroner i koret, orkesterbelysning på pulpitur)<br />
• Eigtveds Pakhus, København 1982 (lysekrone)<br />
• Terslev Kirke, Haslev 1987 (lampetter)<br />
• Kristkirken, Tønder 1992 (korbelysning, lysekrone)<br />
• Elsted Kirke, Aarhus 1992-1995 med Exners Tegnestue<br />
(lampetter)<br />
• Skæring Kirke, Egå 1986-1994 med Exners Tegnestue<br />
(ringformet lysekrone)<br />
• Lyng Kirke, Fredericia 1989-1994 med Exners Tegnestue<br />
(Lyng Lampen)<br />
• Sdr. Stenderup Kirke, Kolding 1994-1997 med Exners<br />
Tegnestue (ny belysning)<br />
Ex_170412.indd 362 30/04/12 12.04<br />
362
Inger og Johannes Exner<br />
© Thomas Bo Jensen & IKAROS Press 2012<br />
<strong>Forlag</strong>sredaktion: Kristian Berg Nielsen<br />
Tilrettelægning: Michael Jensen<br />
Repro & tryk: Narayana Press<br />
ISBN: 978-87-92614-07-0<br />
Printed in Denmark 2012<br />
Udgivet af IKAROS Press i samarbejde med<br />
Kunstakademiets Arkitektskoles <strong>Forlag</strong><br />
og Strandberg Publishing<br />
IKAROS Press · Højagervej 5 · DK-8240 Risskov<br />
Tel +45 70 20 20 08 · info@ikarospress.dk · www.ikarospress.dk<br />
Bogen indgår i serien IKAROS Academic Press<br />
Udgivelsen er støttet af følgende fonde:<br />
Augustinus Fonden<br />
Beckett-Fonden<br />
Bergiafonden<br />
Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968<br />
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond<br />
Farumgaard-Fonden<br />
Lillian og Dan Finks Fond<br />
Margot og Thorvald Dreyers Fond<br />
Ny Carlsbergfondet<br />
Realdania<br />
Statens Kunstfond<br />
Ex_170412.indd 364 30/04/12 12.04