Untitled - Arkitektens Forlag

Under arbejdet med de tre kubiske murstenskirker tilflyder der Exners to nye kirkeopga-
ver, som begge kalder på andre materialer end tegl. I det modernistiske Täby, en forstad
til Stockholm, er tegl ikke fremherskende. Her blandt bydelens rette linjer og facader
synes en længe næret idé om en stram glaskirke at være mere oplagt. Ligeledes giver
mødet med Aalborgforstaden Gug, hvis elementbyggeri helt igennem er præget af Aalborg
Portlands tilstedeværelse, ikke indtryk af, at teglsten er det rette svar på en ny kirke.
Dette vækker en trang hos arkitekterne til at forsøge at transformere sproget i de kubiske
murstenskirker til en lige så gennemført variant i beton. “At tænke på betonen ligesom
tegl.” Det ender med at blive Islev Kirkes tre sammenkædede, successivt forhøjede murstenskasser,
som bliver forlægget for Gug Kirke.
Gug Kirke, Aalborg 1966–1972, 1996
Det første forslag til Gug Kirke er væsensforskelligt fra det endelige forslag. Udgangspunktet
var en udnyttelse af betonens plasticitet. Forslaget domineres af et højt, slankt,
skibsformet betonvolumen, der afsluttes i den smalleste ende med en parabelformet betonskive
adskilt fra hovedbygningen med smalle lodrette lyssprækker. Til venstre for
dette et noget højere foldet betontårn. Resten af anlægget præges af en modernistisk
længebygning og en kantet, pladsomkransende mur.
Da byggeriet kom i gang i 1971, var det imidlertid et helt andet projekt, der blev taget
afsæt i: et stort kubisk betonvolumen som kirkesal og tre mindre blokke i faldende højder
rummende mødesale og diverse birumsfaciliteter. De fire betonblokke er kædet sammen
ved hjælp af smalle glasovergange, der fra oven og fra siderne leder lys ind i rummene.
Facaderne og de bærende skillevægge er jernbeton, støbt på stedet. Det bærende system
består endvidere af præfabrikerede betonbjælker udformet som dobbelte T-profiler.
Indervæggene er beklædt med isolerende letbetonplader, og de lette skillevægge er
opført i letbetonblokke, som kan fjernes efter behov.
Behandlingen af betonoverfladerne er et kapitel for sig. Ydervæggene er støbt på stedet
med simpel bræddeforskalling. Men i stedet for som normalt at anlægge bræddeforskallingen
vandret eller lodret er den orienteret diagonalt på fladerne. Det giver en markant
effekt, som afhængigt af vejr- og lysforhold fremkalder meget varierede udtryk. Fra de
klare skyggetegninger ved solens skrå indstråling til den dramatiske virkning efter regnskyl,
hvor vandets aflejringer understreger formen. Den diagonale forskalling er i princippet
den eneste ekstraordinære effekt, der er tilført kirkens ydre, som tegner sig med simple
primærformer. Et stort bugtet trappelandskab med krumme, lodret bræddeforskallede
betonmure præger kirkens forplads – et sandt mekka for folk, der holder af betonens materialitet
og formmuligheder.
Betonkirken og glaskirken
Ex_170412.indd 182 30/04/12 11.54