Det er et højst originalt rum, som med garanti ikke findes tilsvarende noget andet sted i verden. Den gensidige befrugtning imellem nyt og gammelt, imellem det grove og det fine, det grimme og det skønne har en meget stærk virkning. Den anelsesfulde fornemmelse for fortidens ekstravagance og det tvetydige forhold imellem ude og inde, som ‘gadelamperne’ og ‘fortovene’ skaber, er med til at skabe denne unikke sammenhæng, som for den moderne iagttager rækker dybere og er langt mere sanselig end en rekonstruktion. Og så er det oven i købet en langt billigere løsning, end hvis man skulle rekonstruere alle rummets oprindelige detaljer. Det er et rum, der har noget både til intellektet og til hjertet. Man behøver hverken at være bygningsarkæolog, kunsthistoriker eller arkitekt for at opleve det. Enhver kan stille sig på balkonen, falde lidt i staver og derpå fornemme, hvorledes nuancerne i fortællingen langsomt meddeler sig. Christian 4.s Kirkesal bliver af og til brugt til receptioner, koncerter eller udstillinger, men rummet synes i sig selv at være den stærkeste udstillingsgenstand. Christian 4.s Kirkesal gjorde det tydeligt, hvad arkitekternes hensigt med restaureringen af Koldinghus i udgangspunktet var. Men kigger man nærmere på det første forslag fra 1973 til ruindelens istandsættelse, så er der dog en væsentlig forskel. De simple, industrielle stålelementer, der spillede ind i de tidlige overvejelser, er i Christian 4.s Kirkesal afløst af nogle langt mere gennemdesignede objekter. Det behøver man blot at kigge på lysekronerne for at konstatere. Men det ses også i den søjle bårne træbalkon, hvis snedkermæssige udførelse er anderledes sofistikeret i detaljerne, end det første forslags mere interimistiske formsprog lagde op til. Hvis man retter blikket lidt bagud i Exners egen produktion, til perioden fra 1975-1980, så ser man en tilsvarende udvikling, eller modning om man vil, i arkitekternes arbejde. Eksempelvis er Sædden Kirke, som blev indviet i 1978, rig på forfinede og sine steder ganske dekorative detaljer, som ikke sås tidligere i Exners arbejder. Det er også i denne periode, hvor de begynder at få øjnene op for barokken, som de ellers tidligere har betragtet som lovlig dekadent. Det kan således konstateres, at deres kirkesal på Koldinghus ikke alene blev motiveret af, at offentligheden skulle imponeres, men også af, at arkitekternes egne interesser havde flyttet sig på de syv år, der gik fra det første forslag og til Christian 4.s Kirkesals indvielse i 1980. Christian 4.s Kirkesal. Plantegningen med de indtegnede stjernelysekroner samt skitser til gadelamper, bolte og møtrikker. Modstående side: Murenes enorme tyngde og deres forrevne og changerende overflader skaber maksimal kontrast til de tilføjede dele. Lamperne og de spinkle lysekroner kan fjernes på en eftermiddag, og så står kun det nøgne rum tilbage. Ex_170412.indd 230 30/04/12 11.56 230
231 Ex_170412.indd 231 30/04/12 11.57