Untitled - Arkitektens Forlag

sive, og murene nærmer sig en tilstand af opløsning. Indgangspartierne bliver mere markerede,
mens formerne begynder at ordne sig i symmetrier. Det, som tidligere forekom at være en arkitektur
bygget indefra og ud, synes nu afløst af det modsatte, helt i tråd med tidens generelle behov for
individualitet. De tidligere plusord som ‘strenghed’ og ‘homogenitet’ erstattes af ord som ‘kompleksitet’
og ‘formglæde’ – og inspirationerne fra historisk arkitektur står i kø for at blive fortolket
og omsat. Således også i Exners arkitektur, hvor et gradvist mere frigjort og dekorativt udtryk flugter
med postmodernismens kulmination i slutningen af 1980’erne.
Men det må fastslås, at bagved farverne og de kapriciøse former forbliver den konstruktive logik
og aflæselighed intakt, ja den forstærkes sågar. Alt kan begrundes med enten statiske, klimamæssige
eller andre funktionelle fordringer. Det pyntelige i Exners arkitektur er ikke blot form for formens
egen skyld, men er altid til stede for at illustrere eller tydeliggøre et byggeteknisk problem
eller en specifik funktion. Det er også udtryk for en fascination af skønheden i kræfternes organiske
forløb, således som det kan ses i træets vækstformer. De krogede tilia cordata lindetræer i parrets
egen have, som Johannes gennem eksakte beskæringer har presset til grænsen for deres statiske
formåen, står som et sindbillede på de store laminerede træsøjler i Koldinghus, hvis slanke former
på tilsvarende vis synes spændt op til det yderste. Det kunne have været gjort enklere, men hvis
statikkens principper skal tale deres tydelige sprog, kræves i Exners øjne en form for accentuering
eller ‘poetisk analogi’, som en af deres helte, John Ruskin, kaldte det, tilsvarende de slanke søjlers
spindelvævsagtige forgreninger i en gotisk katedral.
Det er denne trang til at fortælle historier med deres arkitektur, som Inger og Johannes Exner altid
har været optaget af. Historier, der kan fange folks opmærksomhed og gøre arkitekturens bygningsfysiske
vilkår forståelige for alle. Hvis man tilmed har lidt kendskab til arkitekturhistorien, så
finder man i Exners huse myriader af historiske referencer, som føjer yderligere dimensioner til fortællingen.
Som åbne opslagsværker beretter de om erfaringer og sammenhænge, som har været
vigtige for Exners at give videre. Det, der ved første øjekast kan synes for privat, kompliceret eller
pyntet, vil for den tålmodige iagttager vise sig ladet med betydning. Det er denne betydningsladning,
som Exners bygninger bliver stadig rigere på, efterhånden som parret lærer at beherske deres
fag. Hvor de tidligere bygninger står som monumenter over en rendyrket enkelhed, præget af få,
råt bearbejdede materialer, så er den sene del af produktionen karakteriseret ved mere sammensatte,
farverige og detaljerede kompositioner. Bagom det hele genfindes imidlertid den samme bestræbelse
på at skabe bygninger med tæt kontakt til omgivelserne, tyngdekraften, vejrliget og ikke
mindst til de daglige brugere af husene. Af samme grund har Exners aldrig opfattet deres bygninger
som fuldendte på indvielsesdagen. Det er først, når patina og slid gennem en årrække har påvirket
bygningen, at den begynder at ‘falde på plads’ og blive en del af historien. Arkitekturen er en
åben livsproces, der udvikler sig over tid. En bygnings fulde potentiale vil derfor først vise sig, når
den igennem hverdagens brug og slitage har fået sin egen historie. I Inger og Johannes Exners
optik bekræfter arkitekturen derfor først sit virkelige værd, når den har vist sig modstandsdygtighed
over for tidens uforudsigelige påvirkninger.
Der er ikke den bygning, det hjørne, det motiv Inger og Johannes Exner ikke kan redegøre for ned i
mindste detalje. Intet er tilfældigt, alt er gennemovervejet og kan begrundes – med historien, teorien,
materialet, håndværket, byggeteknikken, lyden, luften, lyset og regnen. Den tætte og ofte kritiske
dialog imellem forfatteren og arkitekterne har givet anledning til mange intense diskussioner.
Det er i høj grad takket være denne dialog, at det meget omfattende og facetterede materiale har
kunnet sorteres og omsættes til en sammenhængende helhed. Det har tidligt i processen stået
klart, at Inger og Johannes Exners produktion ikke bør skilles ad. Ligesom deres privatliv altid har
været dybt infiltreret i deres arbejde, er der en kausal sammenhæng imellem deres livsholdninger,
teorier og værker, hvad enten det er en ny kirke, en bolig eller en restaureringssag, der har skullet
gennemføres. Det har derfor været naturligt dels at forene det biografiske stof med det monografiske,
dels at behandle værkerne under en samlet fremstilling. Det er mit håb, at bogen vil give læseren
en tilsvarende opfattelse som den, jeg har fået gennem disse studier – nemlig at Inger og Johannes
Exners arkitektur rummer en enestående rigdom og dybde, der i nogen grad har været undervurderet,
men som ikke desto mindre vil kunne inspirere enhver med interesse for arkitektur. 10
Ex_170412.indd 10 30/04/12 11.44