Untitled - Arkitektens Forlag

65
Johannes Exners fotografier af Sønderborg Slot, taget
i januar 1974. Restaureringen er tilstræbt udført med
mindst mulig forskel på nyt og gammelt, hvilket kan ses
af de nye ‘gamle’ munkesten, indfældet omkring vinduerne.
Denne metode irriterer Johannes Exner, fordi det
sår tvivl om de historiske lags alder og ægthed. Det
ødelægger i hans øjne bygningens troværdighed.
Modstående side: Inger og Johannes besøgte Carlo
Scarpas Castelvecchio i 1986, hvorfra de tre fotografier
nedenfor stammer. Scarpas strategi er ikke adskillelse,
men derimod sammensplejsning af det eksisterende og
det tilføjede. Han skærer fra, lægger til – og dækker til,
alt efter situationen. Johannes Exner er kritisk over for
denne metode, som han kalder ‘dekadent’. Hans fotografier
afslører dog samtidig en fascination af værkets
detaljer og sammenhænge.
Restaureringen af Koldinghus blev påbegyndt omtrent samtidig med, at det nyrestaurerede Søn-
derborg Slot blev indviet. Koldinghus adskiller sig fra Sønderborg Slot ved, at Exners har arbejdet
med en klar adskillelse af nyt og gammelt, og at ruinkarakteren er søgt bevaret. De har ligeledes
værnet om de mange uensartede og skæve detaljer, hvad enten de repræsenterer noget originalt
fra en af hovedperioderne eller er kommet til ved en af de senere restaureringer. Det er forbløffende,
at to så store restaureringsprojekter, igangsat så tæt på hinanden og begge med staten som
bygherre, har kunnet få så forskellige udfald. Hvis man skal finde et bedre sammenligningsgrundlag
for Koldinghus, så er det mere oplagt at søge uden for landets grænser, nemlig til Castelvecchio
i Verona. Den italienske arkitekt Carlo Scarpa (1906-1978) påbegyndte sin restaurering af Castelvecchio
i 1958, seks år før arbejdet på Sønderborg Slot blev påbegyndt.
Castelvecchio repræsenterer en af de nye fremadrettede restaureringspraksisser, der blomstrede
op efter anden verdenskrig, og som fik sit talerør gennem Veneziacharteret i 1964. Både i omfang
og radikalitet kan denne restaurering sammenlignes med Koldinghus. Metoderne derimod er afgørende
forskellige. Scarpa har ligesom Exners prioriteret klare forskelle imellem de originale og de
tilføjede dele. Men Scarpa afholder sig ikke fra at redigere i originalsubstansen for at få sit æstetiske
projekt til at virke. Stål- og betonelementer skærer sig direkte ind i de oprindelige konstruktioner
uden tanke på, om de tilføjede dele skal kunne fjernes igen. Det er yderst gennemført som helhed
og uhyre raffineret i stoflighed og detalje. Det er i høj grad et moderne restaureringsprojekt,
som vedkender sig de historiske levninger i den forstand, at de udgør et modspil, man kan skære
og redigere i til fordel for det samlede resultat. Det er en ‘værkorienteret’ tilgang, hvor der af ruinerne
fra fortiden rejser sig et nyt værk, der er så gennemkomponeret, at det ikke står til at ændre.
Johannes Exner bøjer sig for Scarpas kunstneriske talent, men er meget kritisk over for hans restaureringsmetode:
“Scarpa er dekadent – en udpræget æstetiker. Arkitekturen er jo et procesforløb.
Ikke noget fikseret.” 16 Den afgørende forskel på de to positioner er, at Exner lader fortælleværdien
og fordringen om autenticitet gå forud for æstetikken, mens Scarpa går omvendt til værks – med
et deraf følgende mere afslappet forhold til det eksisterende.
Ex_170412.indd 65 30/04/12 11.47