Untitled - Arkitektens Forlag

Hald Ege Kirke, Viborg 1963–1971
På foranledning af en kreds af ildsjæle fra Hald Ege blev Inger og Johannes i 1963 bedt om
at lave et skitseforslag til en selvbyggerkirke, der skulle opføres på et areal langs den
gamle egeskov. På grunden lå en bronzealderhøj, som skulle bevares og medtænkes i anlægget,
der også skulle rumme en kirkegård. Som følge af et uhyre begrænset budget
foreslog arkitekterne kirken opført af billige gasbetonsten eller pladsstøbte betonsten,
som også er nemme at håndtere for selvbyggere. Arkitekterne mødte hurtigt frem med
det overraskende forslag at anlægge to 130 meter lange parallelle mure langs skovbrynet
samt tilføje et stort halvcirkelslag omkring bronzealderhøjen til brug for kirkegården.
Imellem de to lange mure skulle der fra øst mod vest – i nævnte rækkefølge – anlægges et
tårn med have, et rektangulært kapel, en kvadratisk gårdsplads, et smalt anneks, en aflang
parkeringsplads, en præstebolig og en gårdhave. Indkørsel skulle ske langs skovbrynet,
og muren skulle kun brydes to steder ved parkeringspladsen samt ved gårdspladsen,
der skulle fungere som kirkens offentlige samlingspunkt. På grund af et svagt stigende
terræn fra vest mod øst skulle murene tillige trappe op undervejs og ved hvert hak tilføjes
et skår, hvorfra man kunne kigge ind bag murene. Tagene skulle konstrueres af sortmalede
gitterspær af grantræ og beklædes med bølgeeternit. De lange mure skulle ligeledes
dækkes med bølgeeternit, mens gulvene og gårdspladsen skulle belægges med sveller
fra Thisted-Fjerritslev-jernbanen, som netop var under afvikling.
Bortset fra det sidste – svellerne fra den nedlagte jernbane, som byggeudvalget var bekymrede
for var for præget af tjære og oliespild – så sagde man på en studs ja tak til hele
pakken. Det var for byggeudvalget afgørende, at de kunne se sig selv og andre frivillige
fra menigheden på byggepladsen uden at være alt for afhængige af professionelle håndværkere.
Ligeledes spillede det ind, at anlægget havde en form for prunkløs højtidelighed,
som tiltalte den kristne selvbyggermenighed. Der var således ingen modstand imod
projektet, men tværtimod stor opbakning til, at det skulle gennemføres så hurtigt som
muligt. Straks efter Kirkeministeriets godkendelse af skitseprojektet oktober 1964 blev
byggeriets første etape sat i gang, og året efter fulgte anden etape, der betød, at man
kunne holde gudstjenester fra og med 1. oktober 1967. Tredje og sidste etape – annekset
Ex_170412.indd 123 30/04/12 11.51