SRI LANKA INDIEN - Folkekirkens Nødhjælp

En garvet
u-landsarbejder
vender hjem
tekst MALENE HAAKANSSoN
foto KISSER MøLLER HANSEN
DeN SøDlige Og Fugtige lugt af grød,
mælk og diarré hænger stadigvæk i marianne
Hallbergs næsebor. arbejdet blandt
udhungrede børn i etiopien tilbage i 1985
har hun frisk i erindringen.
”Jeg kan huske den måde, børnene
græd på. De havde en meget tynd og
skinger stemme. men det værste var de
børn, som ingenting sagde,” fortæller den
49-årige marianne Hallberg, som netop er
vendt hjem til Danmark fra etiopien for at
arbejde på Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor
i København som koordinator for
Sudan.
Det var i 1980’ernes ånd med de store
afrika-koncerter som live aid og sangen
”We are the World,” at marianne Hallberg
drog til det katastroferamte etiopien for at
gøre en forskel.
Nøden var stor, men det slog ikke den
dengang 28-årige sygeplejerske ud – tværtimod.
Det halve års arbejde i interimistiske
telt-bespisningscentre, hvor marianne Hallberg
sammen med et hold sygeplejersker
prøvede at holde liv i udsultede børn, gav
mod på at arbejde videre med hjælp til de
hårdest ramte.
”Jeg kan også huske alt det fantastiske
ved arbejdet. Jeg følte mig så privilegeret
over at kunne hjælpe og se de positive resultater
af vores arbejde. Det ville da være
meget værre at sidde derhjemme og ikke
kunne gøre noget,” siger marianne Hallberg
begejstret.
efter seks måneder i felten vendte mari-
Efter 16 år med udhungrede børn, undervisning i ernæring
og koordinering af udviklings- og nødhjælpsarbejde
vender Marianne Hallberg hjem til Danmark
anne Hallberg hjem til sit job som sygeplejerske
på intensiv afdeling på Københavns
Kommunehospital. Der skulle dog ikke gå
mere end et år, før hun vendte tilbage til
etiopien nu som sundhedsrådgiver.
Mere professionalisme
i begyndelsen var hun med til at uddele
mad og samarbejdede med de lokale om at
finde løsninger på situationen. Senere var
hun med til at undervise samarbejdspartnere
i sundhed, og i hvordan man laver ernæringsundersøgelser
og visiterer underernærede
børn.
Da krigen mellem etiopiens regering og
befrielsesbevægelser i eritrea og nordlige
etiopien intensiveredes i 1989, koordinerede
hun kirkernes arbejde i det nordlige
etiopien, som befrielsesstyrker havde erobret.
Omkring en million mennesker var
fanget i konflikten og sultede.
”at det kunne lykkes at skabe en humanitær
korridor mellem to stridende parter,
er da helt fantastisk,” siger marianne Hallberg,
som elsker, når der er gang i den.
i løbet af de 16 år, marianne Hallberg har
arbejdet med nødhjælp i afrika, har måden
at give hjælp på ændret sig markant. Fra at
uddele mad i flygtningelejrene handler det
i dag langt mere om at støtte lokale samarbejdspartnere
til at gøre arbejdet selv.
”vores rolle er at starte de processer, der
gør, at lokalbefolkningen selv kan ændre
deres situation. Der er så mange mennesker
i u-landene, som brænder for at gøre
INtERVIEW
noget i eget land, men de har bare ikke ressourcerne.
Derfor skal vi støtte vores samarbejdspartnere.”
marianne Hallberg synes, at nødhjælp,
som den er i dag, er langt mere professionel.
”mange tror stadig, at nødhjælp kun
handler om at uddele tæpper og mad. men
i dag handler det også om at støtte folk i at
opnå deres rettigheder. Pigerne i etiopien
bliver stadig gift alt for unge, og kønsdiskriminering
finder stadig sted, men forhåbentlig
har vi sat gang i en proces, der
skaber forandringer. Nødhjælp skal afløses
af forebyggende arbejde og udviklingsprogrammer,”
siger hun.
Splittet mellem to lande
Selv om marianne Hallberg har tilbragt det
meste af sit voksne liv i etiopien og er gift
med en etiopier, som hun har en datter
sammen med, har hun stadig en stor tilknytning
til Danmark.
”i etiopien vil jeg altid være en gæst, selv
om jeg har en etiopisk familie og kan tale
det lokale sprog. Jeg vil altid være dansker,
men føler mig splittet mellem de to lande,
fordi de er begge to en stor del af mig.”
Hun glæder sig til at kunne følge med
i diskussionerne herhjemme – og kunne
give sit besyv med, når for eksempel indvandrerdebatten
bliver lidt for ”firkantet”.
”Forhåbentlig kan jeg være med til at
påvirke folks mening ved at fortælle om alt
det, jeg har oplevet,” siger hun.
10|2006 nød