HARVEY Dueholm, en landmand i POLITIK Jim Dueholm Foråret ...

store gab samt store ører, genoprettede forhånelse til en stille bibeskæftigelse. (Bone Lake
vundet.)
Far var overbærende, men ikke naive, med en indsigt i barndommen adfærd, som ikke var
tvivl informeret af erindringer om sin egen misbrugte ungdom. Da jeg var 17, et år væk fra
juridiske forbrug, forklarede jeg tilstedeværelsen af en kasse øl i en bæk med en konto, der
var plausible, men usandt. Mor købte historien, og jeg troede, at far gjorde alt for, indtil han
sagde, efter at mor havde gjort min version af historien, "Min Gud, behøver du ikke tro, at
historien vil du?" Samme år, jeg tegnede sig for tiden i en Cushing bar ved at sige jeg havde
været til en fest på Johansens. Far vidste bedre, og da han mødte Harry Johansen på en
Luther League møde et par dage senere, han håbede at afsløre den løgn, da han gik op til
Harry og henkastet bemærkede, at "der må have været noget af en fest på din plads Harry."
I den hurtigste af hurtig tænkning, jeg nogensinde har været vidne til, Harry, som jeg ikke
havde orienteret, sagde straks "det sikker var." Far selvfølgelig stadig ikke tro på historien,
men han havde ikke varen. (Jeg er sikker på han ikke ville have disciplineret mig selv om
hans trick havde arbejdet.)
Næsten helt sikkert uden hensigt at gøre dette, forudsat far os med en ældre legekammerat.
Af ukendte årsager, anlagde han Bill Alner ind i vores liv. Født i 1879, en enkemand med
voksne børn ville Bill bo hos os i uger eller måneder uden nogensinde at røre en dråbe
alkohol, gå på en "bender" for en uge eller deromkring, og derefter vende tilbage til vores
hus eller et andet sted, hvor han ville hænge sin hat i et stykke tid. (Han var en hård tømrer,
der har arbejdet for os og andre, og ofte bunked hvor han arbejdede.) Trods sin alder, Bill
tog Will på hans fælde linje, hengivet vores barndom fantasier, gik kælkning og engageret i
andre anstrengende aktiviteter med os, og ellers underholdt os. Han blev en regelmæssig,
hvis ofte fraværende, medlem af familien, halv-voksen, halv-tilgroet barn.
Far var en snu forretningsmand og en erfaren forhandler, de færdigheder, at han ikke i tvivl
om, der anvendes i sin lovgivende karriere, da han mellemstore sin politiske modstandere
og søgte mellemvej. Jeg var vidne til disse færdigheder igen og igen, som far behandlet med
kvæg købere og landbrugsudstyr sælgere. Enkelt hændelse i særdeleshed skiller sig ud, for
jeg var en interesseret vidne til, hvad denne dag, efter at jeg har diskuteret med advokater
over hele landet i en lang juridisk karriere, er fortsat det mest imponerende eksempel på et
vellykket forhandling, jeg nogensinde har set. Det viser, at far havde to af de mest kritiske
forhandlingsevner --- en vilje til at gå væk fra en aftale, og en intuitiv fornemmelse af den
anden side bundlinje.
I maj 1967 var jeg 24, frisk ud af jurastudiet, om at blive gift, job i hånden, der har brug for en
bil, men med ingen erfaring i at købe en i, hvad jeg vidste var en mine lastet på at give og
tage. Far let indvilliget i at hjælpe mig købe en bil. Vi startede tidligt, gjorde runder af Polk
County forhandlere, og endte til sidst i St. Croix Falls. Der så jeg bilen af mine drømme --- en
fuld størrelse, top-of-the-line Ford, blød grøn med en sort vinyl top, en bil, der selv nu, 44 år,
og flere biler senere, stadig den smukkeste bil min kone og jeg nogensinde har ejet. Numre
gik frem og tilbage, og i sidste ende forhandler sagde $ 2.800 var det bedste han kunne
gøre, mens far fast på $ 2.750.
Så vi vendte tilbage til gården, 25 miles væk, uden en bil, og endnu vigtigere, uden bil, og
jeg var sikker på, at mine chancer for at få det aftog med hver passerer mile. Og alle over
halvtreds bukke. Og det var min halvtreds bukke, selvom jeg var nødt til at låne det fra mor
og far. Jamen far, jeg sagde, jeg kan virkelig godt lide, at bilen, i håb om uden at spørge, at
han ville gå tilbage til forhandleren. Bare rolig, far sagde, fredfyldte og unflustered, han vil
kalde. Tilbage på gården, er midt i en af Mom typisk overdådige middag måltider, telefonen
ringede i det næste rum. Far tog opkaldet. Øjeblikke senere kom han tilbage og sagde bare,
med blot en lille, flygtige smil triumf, "sagde han tog $ 2.750."
Når far fik ikke den bedste tilbud, eller kom tæt på at få bested, kunne han gøre grin med sig
selv, som vi kan se fra historien om Monte tyren --- en historie, der er blevet legende i
familien.