d<strong>en</strong> lille hytte på Geis<strong>en</strong> 40, indsamlede saft og bragt ind til kar, samledes træ til at fyre d<strong>en</strong> moms , og hvervede Tom Lund i foretag<strong>en</strong>det. (Far satte vat tæt på Geis<strong>en</strong> kabin<strong>en</strong>, så sirup kunne flaske der, for mor ønskede ikke kond<strong>en</strong>s og duft<strong>en</strong> af kog<strong>en</strong>de sirup i h<strong>en</strong>des køkk<strong>en</strong>.) Tom døde, der falder. To år s<strong>en</strong>ere far indgået et samarbejde med Tom's bror Louie, der døde d<strong>en</strong> næste vinter. Når far besluttede at give det <strong>en</strong> chance, hans sønner m<strong>en</strong>te, at hans track record kan afskrække pot<strong>en</strong>tielle partnere. M<strong>en</strong> d<strong>en</strong> tredje gang var <strong>en</strong> charme. Far kastede sit parti med Donald Hutton, der overlevede far med syv år. De v<strong>en</strong>tures var <strong>en</strong> succes, der producerer flere Potter sirup året. (Det tager omkring 40 Potter saft til at gøre <strong>en</strong> kvart af sirup.) Og så var der de børnebørn! De fleste bedsteforældre synes, det er deres bound<strong>en</strong> pligt til at ødelægge børnebørn<strong>en</strong>e, m<strong>en</strong> far udførte sin pligt ud over opkaldet. Han elskede dem ud over alle grænser --- <strong>en</strong> kærlighed rigt g<strong>en</strong>gældt --- og forkælede dem skamløst. Han købte heste for dem. Ture til Bone sø<strong>en</strong> Store eller i Luck de kunne købe, hvad de ville, herunder junk korn valgt udelukk<strong>en</strong>de at udtrække <strong>en</strong> begravet præmie, med indholdet kasserede som pris<strong>en</strong> opstod. Han legede med dem, låse dem ud af huset, vel vid<strong>en</strong>de at de ville snige tilbage ind g<strong>en</strong>nem kælder<strong>en</strong>. Han tog dem fiskeri, selv om han aldrig havde været <strong>en</strong> fisker. Han kastet dem på hans knæ med sin off-key udgave af "Little Brown Jug." Han tog de to ældste, Will's døtre Kim og Carin, til Capitol bygning<strong>en</strong>, s<strong>en</strong>dte vagter for at lede efter dem, når de blev tabt, og elsket viser og indføre dem rundt. Han gav børnebørn<strong>en</strong>e "kvoter", og købte tøj til dem, om de havde brug for dem eller ej. En tabt tand på morfar's var altid meget mere værd, <strong>en</strong>d det var hjemme. Der er <strong>en</strong> efterskrift til Carin ungdommelige plyndringstogter i Capitol, og det vidner om vedvar<strong>en</strong>de respekt, hvor far blev afholdt. I midt<strong>en</strong> af 1980'erne, <strong>en</strong> studer<strong>en</strong>de ved UW Madison Carin ansøgt om at blive <strong>en</strong> forsamling side. Da hun sagde som svar på et spørgsmål, at hun var Harvey <strong>Dueholm</strong>'s barnebarn, blev hun ansat på stedet. Dette var ikke indflydelse, m<strong>en</strong> <strong>en</strong> spontan hyldest til <strong>en</strong> elsket mand, for far var ikke længere i forsamling<strong>en</strong>, og faktisk havde været død i fem år. Far nød simple glæder forud<strong>en</strong> tomater, sukker-drypp<strong>en</strong>de træer, og børnebørn. Der var navnlig én, som han selv nævner i bånd. Mange dage, måske de fleste dage, han på vej til Luck, stoppede ved bager<strong>en</strong>, sluttede sin regulars, og rystede terninger til kaffe og donuts. Vinder eller taber, syvere eller slange-øjne, det gjorde ing<strong>en</strong> forskel, for der var ikke mange p<strong>en</strong>ge involveret, og han var der for ledsagelse af gamle v<strong>en</strong>ner, langt fra de afdelinger, kontorer og korridorer og magt og bekymrer sig for Capitol. I oktober 1979 gik jeg hegn med far på lille sted. Far var i sit rette elem<strong>en</strong>t, <strong>en</strong> <strong>landmand</strong> udfører <strong>en</strong> grundlægg<strong>en</strong>de opgave. Og selvom far og mor havde deeded det meste af gård<strong>en</strong>, herunder lille sted, at deres sønner, dette var hans land, hans første indkøb, d<strong>en</strong> første jord, han kunne kalde sit eget. I december samme år v<strong>en</strong>dte vi tilbage til gård<strong>en</strong> for juleaft<strong>en</strong>, som vi havde sid<strong>en</strong> 1958, det sidste år, at Bedstemor <strong>Dueholm</strong> hostede vores juleaft<strong>en</strong> indsamling. I januar 1980 Far svarede <strong>en</strong> banke på dør<strong>en</strong> og købte et luftfoto af avlsbygningerne fra <strong>en</strong> pilot, der havde overfløjet gård<strong>en</strong>. Det er vores sidste billede af lad<strong>en</strong>, som brændte i 1984. Bedstefar Smith døde i slutning<strong>en</strong> af marts 1980, nær slutning<strong>en</strong> af hans 89:e år. Farmor Smith var død et par år tidligere, så det var nok sidste gang hele Smith klan ville samle <strong>en</strong> gruppe. Og samle det gjorde. De fem børn og deres ægtefæller, 23 af de 24 børnebørn og deres ægtefæller, og et væld af oldebørn deltog i tj<strong>en</strong>ester og opfølgning på frokost på stuehus af Harold og Agnes Smith Ow<strong>en</strong>s. Far var der, naturligvis. Han var fuld af liv, i tilsynelad<strong>en</strong>de godt helbred, i rimelig god form, og på 70, ikke længere ung, m<strong>en</strong> ikke <strong>en</strong>dnu gammel. Vi antog ud<strong>en</strong> at tænke over det, at vi ville have ham i et stykke tid, form<strong>en</strong>tlig mere <strong>en</strong>d et årti. År for ham og mor til at bifalde sønner og deres familier til gård<strong>en</strong> og d<strong>en</strong>s hukommelse fyldt acres. År til at ødelægge d<strong>en</strong> yngre afgrøde af børnebørn, og for at se de gamle afgangselev fra high school og college, start karriere, og, måske, overrække ham <strong>en</strong> ny g<strong>en</strong>eration til kramme og forkæle.
To uger s<strong>en</strong>ere, d<strong>en</strong> sønner og deres familier kom til gård<strong>en</strong> til påske. D<strong>en</strong> v<strong>en</strong>stre side af fars ansigt hang. Vi håbede, det var Bell's parese, <strong>en</strong> betingelse, at aldrig var livstru<strong>en</strong>de og sjæld<strong>en</strong>t perman<strong>en</strong>t. M<strong>en</strong> vi har set d<strong>en</strong>ne film. Vi ved, det var ikke Bell's parese. Og vi ved, hvordan film<strong>en</strong> <strong>en</strong>der. En opsummering En biograf er m<strong>en</strong>ing<strong>en</strong> at vise vorter og det hele. Jeg giver ing<strong>en</strong> foregiv<strong>en</strong>de af det. Far havde sine fejl, som alle m<strong>en</strong>nesker gør, og <strong>en</strong> søn ser dem første hånd. M<strong>en</strong> jeg tror, med hvad løsrivelse <strong>en</strong> søn kan mønstre at far var <strong>en</strong> pligtopfyld<strong>en</strong>de og tilbed<strong>en</strong>de søn, <strong>en</strong> h<strong>en</strong>giv<strong>en</strong> og trofast mand, <strong>en</strong> kærlig og gavmild far og bedstefar, <strong>en</strong> dygtig <strong>landmand</strong> / forretningsmand, <strong>en</strong> ansvarlig forvalter af jord<strong>en</strong>, <strong>en</strong> ekstraordinær off<strong>en</strong>tlig ansat , og <strong>en</strong> god og anstændig mand. Vi kunne ikke bede om mere. Jeg er sikker på at han hviler i fred.
Change language