HARVEY Dueholm, en landmand i POLITIK Jim Dueholm Foråret ...

Far var en pligtopfyldende søn, men han forlod sine forældre i én vigtig henseende, tilføjer
flyvehavre til familiens sædskiftet. Hans mor var en "tør" --- skønt med strikkede
hovedbeklædning hun bar i seng, hun altid havde en godnatdrink --- og hans far drak
sparsomt og moderat. Lokket af forbuddet-æra måneskin umiddelbart tilgængelige Vernie
Johnsons officinet bare en halv mile op Highway 48, far udviklet en smag for måneskin, som
han og hans venner drukket på land danse og andre steder. Fars drikkeri var ikke ophævet
med forbud i 1933, men han altid hævdet, at han aldrig havde haft en rigtig god drink siden
Forbud. (I vores ungdom, var far en meget moderat drikkende, næsten en teetotaler, men
han udviklede et alkoholproblem i 1970'erne, og afslut derefter kold tyrker, lige som han
havde pludselig faldt en fire-pack-en-dag cigaret vane ti år tidligere.)
Karakteren af landbrug og transport i fars ungdom, og til en vis grad i årene efter at han
begyndte at drive landbrug på egen hånd i 1936, at kvarteret samhørighed bidraget til. Når
de bliver spurgt, hvor naboerne oftest mødtes for at socialisere, far sagde på vejene, da de
mødtes i deres hestetrukne køretøjer. Han tilføjede, at han kom til at frygte rejse med
Marius, for tilfældige møder på vejen ville uvægerligt føre til lange og for en ung dreng,
kedelig samtaler. Få landmænd havde tyre, orner og hingste, så de førte deres køer, søer
og hopper til nabogårde til avl, sætte dem i kontakt ikke blot med værten landmanden, men
også med andre, der var kommet til samme formål. Landmænd sluttet sig sammen til at
høste havre og majs, med fælles-ejede korn og majs bindemidler til at skære og samle de
afgrøder på marken, mænd til at stable bundterne på marken for at afvente dagen for
forarbejdningen, vogne samlet fra alle de gårde til træk den havre og majs til tærskning
maskiner, adskilt havre fra bukkene, og silo fyldstoffer, at hakket kornet og blæste det ind
siloer, og i fællesskab ejede tærskning maskiner og silo fyldstoffer, der flyttede fra gård til
gård. Og når mænd arbejdede sammen i disse joint ventures, de også spiste sammen på
hver bedrift, der har bidraget yderligere til den følelse af fællesskab, men også indført en
oplagt byrde på gården koner.
Over tid og lidt efter lidt disse kvarter bindinger flosset og bragt i orden. Biler erstattet heste
på vejene. Som besætninger blev større, landmænd hævet deres egne tyre og senere
vendte til kunstig befrugtning. Færre og færre landmænd havde svin, hvilket reducerer
behovet for kommunale orner. Traktorer erstattet heste i felterne, og selv hvis landmændene
holdt heste som de flyttede til traktorer, som far gjorde, de ikke længere opdrættet dem.
Kombinerer og helikoptere erstattet korn bindemidler, tærsket maskiner, majs bindemidler og
silo fyldstoffer, hvilket eliminerer behovet for puljede arbejdskraft og udstyr. (Nogle gårde
modstod ændringer længere end andre. Far fik ikke en traktor indtil 1942, senere end de
fleste naboer. Jeg kan svagt huske majs bindemidler på vores gård, og vi var en del af en
tærskning rute indtil 1957, længe efter de fleste landmænd havde vendte sig til
mejetærskere, og selv da vi fortsatte med at tærske med en eller to naboer indtil 1962.)
Marius blev diagnosticeret med kræft i tyktarmen omkring 1930, og hans tilstand
forværredes som årene gik.
For et par år siden fandt jeg gerninger i mors pengeskab, at vidnet i et wrenching
følelsesmæssig transaktion. I Wisconsin, som i mange stater kontrakter mellem ægtefæller
var ugyldige, så den ene ægtefælle ikke kunne skøde til den anden. At foretage en interægtefællebidrag
overførsel uden at køre på kant med loven, vil begge ægtefæller overbringe
jord til en "stråmand", der øjeblikkeligt ville gerning det til en ægtefælle. I pengeskab fandt
jeg gerninger fra Marius og Mary til far, og derefter fra far til Mary, dateret i midten-1935.
Disse overførsler blev begaaet i forventning om Marius 'død, som kom den 18. januar 1936,
tretten dage efter hans 55:e fødselsdag. Far var med ham ofte i slutningen, og mindede om
en pinefuld scene i løbet af Marius 'sidste måned. Far arbejdede i marken, og Marius
sluttede sig til ham. Når en hest er opdrættet, Marius greb tøjlerne og blev løftet fra jorden,
sende ulidelig smerte gennem hans kræft-hærgede krop. Efter skriger "Lad gå, far, lad gå,"
Far spurgte, hvorfor Marius havde grebet tøjlerne. Det var instinktiv, sagde han, en refleksiv
flytte for at undgå en løbsk
.