HARVEY Dueholm, en landmand i POLITIK Jim Dueholm Foråret ...

sprang fra traktoren ind i ringbind vej. Jeg har ikke trække koblingsgrebet før jeg boltet, så
bindemiddel og dens pulserende segl kom på mig, og de blev ved at komme da jeg styrtede
tilbage, for jeg havde vendt rattet, da jeg sprang fra traktoren. Råber "Kør Jimmie, løbe," Far
begyndte over ringbind, men snart syntes bedre af det. Han hoppede ud igen, kredsede de
bevægelige bindemiddel, trådt på bagsiden af traktoren, nåede op og frakobles koblingen.
(Vi er tilbøjelige til at huske far i sine senere år, da han blev ofte overvægtig, men i 1954 han
var 44, slank og ruhåret.) Far ikke bebrejde eller endog kritisere mig for en handling, der var
tvivlsom i bedste (hensyntagen til alderen) og dumt i værste fald. Selv om det var rimeligt at
antage, at traktoren kunne gå over (og jeg tror ikke, det var rimelig), kunne jeg let have
stoppet traktoren, og min adfærd sætte mig, far, traktor og bindemiddel i fare. Der var mange
andre gange, at far ikke kom på vores sag, når vi skruet op, herunder den tid, vi forlod studs
på mælketanken åbne, sendte det meste af en nats mælk ned i afløbet, og de gange køerne
kom ud, fordi vi forlod en gate åbent. Når far gjorde skælde os, skælder var tøvende og lavkey,
den handling at en mand, der ikke havde maven for, hvad han gjorde. Far var
hensynsfuld og forståelse, tolerance over for menneskelig skrøbelighed.
Vi havde masser af lejet mænd, men en skiller sig ud. Paul Frandsen, Jr., som stadig kaldes
Paul Junior selvom han skubber 80 og har overlevet sin far i næsten 50 år, arbejdede for far
i løbet af sin gymnasietid fra 1947 indtil 1951. En hårdtarbejdende, flittige, en go-getter, har
han parlayed et lån fra far i en væsentlig trucking, landbrug og fast ejendom. (Paul kunne
også være en trickster. One Halloween, han og nogle venner, spiller en gammel Halloween
trick, hejste vores udhus --- vi ikke fik indendørs VVS indtil slutningen af 1940'erne --- på
toppen af en silo. Ukendt til Paul og hans venner, var far at se hele operationen, og da de
var færdige, gik han ud og sagde "OK drenge, jeg tror du bedre tage det ned.") Paul bærer
hans succes meget let, forbliver tæt på sine rødder , og er den mest fordringsløs person i en
gruppe.
I slutningen af 1940'erne, fik vi angribere, og hjælp fra en usandsynlig kilde. Alex og Monica
var fordrevne, eller "udviklingspartnerskaber", som blev fordrevet fra Østeuropa ved
afbrydelsen af Anden Verdenskrig. De levede sammen med os for omkring et år, og flyttede
derefter til New Jersey. De havde ingen landbrug baggrunden, så var begrænset hjælp på
gården, men de blev venner, og mor og far holdt i kontakt med dem og stoppede for at se
Monica (Alex var død) på en tur ud øst. Jeg beklager, at jeg ikke gider at få deres efternavn,
for jeg ville elske at se deres efterkommere.
Livet på gården var ikke alle arbejde og ingen leg. Vi havde hestesko miner ved siden af
tørresnoren i øst gården. Far spillede ikke meget, men onkel Ralph ofte tog os med på.
Kvarteret børnene spillede rundbold, i 4-H eller ej, græsgange og bold felter. Kvarterets
unge fik sammen, til fødselsdage og for hvad vi nu ville kalde spille datoer. Og så, i 1952,
købte far et fjernsyn, en 28 tommer Motorola konsol han havde samlet op på en lærke fra
hans fætter-in-law Art Vansgaard. Vi var den fjerde i kvarteret for at have et tv, efter Jesse
Petersens Bone Lake Store, Albert og Jeanette Sørensen og Ben og Mrs Barter. (Vi vidste
aldrig hendes fornavn.)
Det er svært at forestille sig eller overvurdere effekten af tv i begyndelsen af halvtredserne
landdistrikterne Amerika. Voksne reageret på denne vidunderlige boks og dets tale billede
med barnlig glæde, og for en tid, det erstattede hestetrukne køretøjer og hingste og orner og
tyre og tærskning maskiner og majs plukning som kvarter klæbemidler. Folk gravitated til
Bone Lake Store, hvor Jesse var eftertænksomt forudsat sæder, så kunderne kunne se sit tv
og købe hans produkter. Mine brødre og jeg besøgte Sorensons og byttehandel for at se
vores yndlingsprogrammer. Da vi fik vores tv, naboer kom for at se Dwight Eisenhower's
første tiltrædelsestale i 1953, Dronning Elizabeth's kroning samme år, og hver uge Friday
Night Fights, sponsoreret af Gillette Blue Blades.
Far, ikke meget gives til film eller andre former for underholdning, sluttede i
kærlighedsaffære med tv'et. Der var forskellige shows for at se hver aften --- I Love Lucy,
The Milton Berle Show, Sid Caesar og Imogene Coca, The Jackie Gleason Show,
Gunsmoke, General Electric Theater, Edward R. Murrow 's se det nu og person til person, til
navn kun et par stykker. Far ville undertiden sidde på sofaen, men var mere ofte på gulvet,