Om lysets væsen og betydning - II - DIFØT

More documents

Recommendations

Info

diføt nyt 99 get der afslører« – eller i det mindste prøver på det kunne man tilføje! Det forholder sig nok som der står i begyndelsen af Johannesevangeliet : »Lyset skinner i mørket, men mørket forstår det ikke.« Ifølge Einstein er lyshastigheden konstant uanset om lyskilden bevæger sig i lysets retning eller imod lysets retning. Igen et forhold der strider imod sund fornuft og logik. Og som understregning af det rent spekulative fortæller Einstein, at han som ung mand spekulerede på om »lyset – for ham – ville gå i stå hvis han kunne løbe lige så hurtigt som han mente det måtte bevæge sig!« Egentlig er der kun én simpel og fornuftig bemærkning, der kan løfte os ud »fra det hjørne vi her har malet os selv op i«, og det er bemærkningen: »Lyset bevæger sig slet ikke – det er overalt hele tiden!« Denne bemærkning er jo ikke spor fornuftig vil man sige. Nej, måske ikke, den er blot min egen fortsatte tænkning over Steiners bemærkning: »Man kan ikke måle lysets hastighed.« Hvordan skal man nu forstå dette? Nuvel, for at kunne måle et legemes hastighed gennem rummet er det en forudsætning at dette legeme har forladt en given position for så senere at ankomme til en anden position. For at illustrere dette vil jeg vælge et simpelt og nærliggende eksempel. Står jeg på toget ved Sønderborg station kl. 10.00 for at køre til Haderslev (hvor der er en banestrækning på ca. 60 km) så forlader toget naturligvis perronen i Sønderborg. Jeg kan nu ved ankomsten til Haderslev kl. 11.00 beregne togets gennemsnitlige hastighed. Den 4 simple formel for beregning af hastighed ser således ud: v = s/t, idet v står for hastighed medens s står for vejlængde (rum) målt i kilometer og t for tiden målt i timer. Jeg kan nu beregne den gennemsnitlige hastighed til 60 km i timen idet 60 : 1 = 60. For en umiddelbar betragtning vil man nok mene at hastigheden, der blot udtrykkes ved en kvotient eller en funktion af s og t, er det mest abstrakte i denne lille beregning medens tiden og vejlængden forekommer os at være det mere reelle eller virkelige. Det forholder sig dog lige omvendt. Hastigheden er det mest reelle eller virkelige, medens »tid« og »rum« (her repræsenteret ved vejlængden) dybest set er ubegribelige fænomener. Vi har så at sige »frigjort« os fra begrebet hastighed – den er på en måde »udenfor os«, og netop derfor kan vi også forstå den klart. Det samme kan vi ikke sige om tid og rum. »Vi lever i dem« så at sige, og derfor kan vi ikke klart forstå dem og derfor heller ikke måle dem. Det var netop hvad Einstein havde indset, da han talte om tid og rum som noget »ikke absolut«. Situationen minder lidt om udtalelsen: »Fisken er den sidste der vil erkende vandet.« Fisken svømmer i det og er fyldt med det. Først når den, i sin videregående udvikling til padde, går på land og hermed frigør sig fra vandelementet så opnår den en vis erkendelse af dette. Vi kan sammenligne dette med vores egen situation i forhold til erkendelsen af tid og rum. »Vi svømmer i dem « kunne man sige og kan derfor ikke erkende dem klart. Pointen i denne historie er, at vi ikke kan tale klart om lyshastigheden når vi kun kan bestemme den som forholdet imellem to ting vi ikke forstår.
Hvis vi nu vil sammenligne det vi kalder »lysets bevægelse gennem rummet« med den omtalte togrejse fra Sønderborg til Haderslev, så kommer der noget mærkeligt ind i billedet som i første omgang kan være svært at forstå. Vælger vi – som et meget oplagt eksempel – solen som lyskilde, så kan vi nemlig ikke sige at »lyset har forladt solen« på samme måde som vi sagde at »toget forlod Sønderborg station.« Lyset har – som et usynligt kontinuum der eksisterer overalt på én gang – ikke sluppet sin forbindelse med solen. Det er dette der gør det umuligt at måle lysets hastighed. Alle de beregninger som man ikke desto mindre har foretaget mht. lyset og dets såkaldte hastighed hviler på en række spekulationer, som vi nu vil kikke nærmere på. Mennesket har endnu ikke kunnet frigøre sig fra tiden og rummet og har derfor identificeret sig med disse. Og det vi forstår ved »fænomener« er derfor kun hvad vi kan observere udenfor os selv, og dertil hører »hastighed«, men ikke tid og rum. Og da vi kun kan måle det vi kan erkende, så kan vi ikke måle lysets hastighed når denne hastighed sættes lig med noget vi ikke kan erkende – nemlig forholdet mellem tid og rum. Vi kan altså ikke tillægge lyset en højere grad af objektivitet end den vi tillægger tid og rum. Også her må vi sige: »Vi svømmer i lyset« – og spørgsmålet er om vi engang kan erkende det i lighed med fisken der erkender vandet ved at frigøre sig fra vandet i forbindelse med dens videregående udvikling til padde. Den kan dog – hvis det af og til viser sig hensigtsmæssigt – gå tilbage til vandet, på samme måde som vi kan gå tilbage til naturen selv om vores fortsatte udvikling viser diføt nyt 99 hen til at vi må hæve os over naturen og blive kulturvæsener. Einstein har lært os, at vi ikke kan forestille os rum uden masse eller masse uden rum som begge eksisterer i tid eller i det som både Einstein og Steiner kaldte: »Den 4. dimension«. Vi står her i vores udvikling overfor den udfordring at vi må frigøre os fra begreberne tid og rum – eller sagt på en anden måde: vi må arbejde på at nå til en erkendelse af den 4. dimension. Og her er det vel at mærke ikke kun en speciel gruppe af videnskabsmænd jeg tænker på. Jeg er overbevist om at det er en forpligtigelse der påhviler os alle, hvis vi skal udvikle os ind i fremtiden og ikke blot »tilpasse« os som nogle Darwinister stadig tror er udviklingens mål. Her gælder det imidlertid: »Kriteriet for tilpasning er nytte, men kriteriet for udvikling er frihed« – eller – for at relatere denne generelle udtalelse til emnet her: vort umiddelbart forestående udviklingsmål er: frigørelse fra begreberne tid og rum. Det er nærliggende at det er gennem udforskningen af lyset vi har mulighed for at komme videre i denne udvikling. Men hvordan kan vi da – som noget alment – forske i lyset kunne man spørge? En mulighed var, at man indlagde studiet af Goethes farvelære som en del af den obligatoriske læsning ved fremtidens gymnasium fordi det er igennem farverne at lyset kommer til et mere direkte udtryk. Det er i dette studium vi kan afæske lyset nogle af dets hemmeligheder og derigennem nå til en dybere forståelse af »det æteriske«. Det er også her vi har mulighed for at frigøre os fra de spekulationer der i dag bringer videnskaben mere og mere på afveje. 5
Page 1 and 2: diføtnyt Aktuel rapport: ENERGI og
Page 3: Lys og æter: Af Ernst Rasmussen Om
Page 7 and 8: med sin udtalelse om »lyset der sk
Page 9 and 10: kendte leksika stadig illustreres s
Page 11 and 12: Kongresrapport: Energi og frihed Af
Page 13 and 14: Ing. Hans A. Schmidtke var tidliger
Page 15 and 16: Han arbejder også med en skalarbø
Page 17: Sonntag, 26. Juni 2011 10.00 Uhr Nu

Om lysets væsen og betydning - II - DIFØT

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?