Om lysets væsen og betydning - II - DIFØT

diføt nyt 99
I menneskets møde med den ydre verdens
fænomener findes der tre store indfaldsvinkler
som man kan benytte sig af.
De er kendt under betegnelserne »varme«,
»lyd« og lys.
I varmen lever vi med hele vores krop
og i lyden finder vi – gennem de musikalske
oplevelser – noget rent kvalitativt der
hæver os over fysikkens rent kvantitative
måling af akustiske forhold. Når vi taler
om lyd, så kan vi også få en helt bevidst
oplevelse af, at der eksisterer en
direkte forbindelse mellem de svingninger
der udsendes fra et anslået legeme og
forplanter sig gennem luften for til sidst
at blive registreret af det fysiske øre. Man
kan imidlertid ikke – som en analogi –
overføre dette til lysets område og tro at
en eller anden form for hypotetisk æter
rammer vort øje, og at vi herigennem –
blot ved at tilsætte nogle teoretiske beregninger
fra bevægelseslæren – får en
mulighed for at bevidstgøre os lysets
budskab på samme måde som det er tilfældet
med det vi opfanger gennem øret.
I modsætning til varme og lyd er der
den ejendommelighed knyttet til lyset,
at vi her – gennem vort eget æterlegeme
– lever i lysets element og har mulighed
for, igennem nogle særlige underbevidste
funktioner, at stille ordløse spørgsmål
til dette – hvor utroligt det end kan lyde! I
den nyeste forskning er man nu – ganske
vist under andre betegnelser der ikke
inddrager begrebet »det æteriske« – ved
at komme på sporet af dette.
Flere og flere bliver klar over, at det
væsentligste tema i moderne videnskab
nu handler om overbringelse af informationer.
Selv om denne forskning endnu
6
ikke er alment anerkendt, så har den dog
sine pionerer. Her kunne man nævne
David Bohm og Hartmut Müller, der
begge er fysikere. I et optaget foredrag
kan man fx høre Müller omtale hvorledes
man med basis i det han kalder proton
resonansen kan formulere »spørgsmål«
og få »svar« på disse. Og mht. Bohm
ved vi at han i sine sidste leveår var fortaler
for en ny teori der blev benævnt
»Kvante potentiale«. Teorien sigtede bl.a.
imod det mål, at man herigennem kunne
komme ud af den spændetrøje som videnskaben
i dag – generelt betragtet –
hænger fast i med sine forestillinger om
at alle bølger må være af elektromagnetisk
art. I Bohms bølge/partikel teori tales
der således om partikler der ikke »trækker
i« eller »skubber til« hinanden, men i
stedet »informerer hinanden«.
At »se« må altså – med al respekt for
vore andre sansers muligheder – betragtes
som noget fundamentalt forskelligt
fra dette at »høre«. Når jeg ser, så sker der
imidlertid principielt det samme i mit øje
som når vi – indenfor det akustiske område
– hører og taler på samme tid. Øjet
fungerer på samme måde som det vi
kender til når vi lytter opmærksomt og
forstår det vi hører. Men for øjets vedkommende
er det blot på et dybere plan
at denne proces foregår. Steiner siger det
således:
»Igennem øjet taler vi med os selv på det
æteriske plan«.
Her kommer vi til det »fundamentalt forskellige«
som blev nævnt ovenfor. Vi
nærmer os her en dybere erkendelse af
verden som kun er muligt gennem lysets
virksomhed. Det var formodentlig det
evangelisten Johannes tænkte på da han