Udbrændthedssyndromet som sjælesørgerisk udfordring - Agape
Udbrændthedssyndromet som sjælesørgerisk udfordring - Agape
Udbrændthedssyndromet som sjælesørgerisk udfordring - Agape
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
1<br />
<strong>Udbrændthedssyndromet</strong><br />
<strong>som</strong> <strong>sjælesørgerisk</strong><br />
<strong>udfordring</strong><br />
Leif Kristiansen<br />
Udbrændthed eller burnout-syndromet har været meget omtalt de senere år. Men hvordan skal vi<br />
<strong>som</strong> præster eller sjælesørgere forholde os til fænomenet? Er det hele blot et modefænomen, et tegn<br />
på tidens selvmedlidenhed? Eller er det ligefrem en begrebsdannelse, der forøger problemerne, fordi<br />
ordene kommer til at skabe, hvad de nævner, så der bliver tale om en form for selvopfyldende<br />
profeti? Drejer det sig om et adækvat udtryk for, hvad mange oplever i vore dages samfund? Og er<br />
der med burnout-syndromet peget på en fare, <strong>som</strong> også truer sjælesørgeren selv?<br />
Disse og lignende spørgsmål opstår naturlig for den sjælesørger, der bemærker udbrændthedsfænomenets<br />
hyppige omtale i såvel faglige artikler og bøger <strong>som</strong> i dagspressen. Indlægget her vil søge at<br />
give overblik over begrebsdannelsen og prøve at give svar på, hvordan vi <strong>som</strong> sjælesørgere kan<br />
forholde os til udtrykket og oplevelserne bag dette. Efter en overordnet stillingtagen vil vi se på, om<br />
det også er et fænomen, sjælesørgeren for egen del bør være opmærk<strong>som</strong> på, samt overveje,<br />
hvordan vi forholder os til udbrændthedsoplevelserne hos den hjælpsøgende.<br />
1 Forskningsoversigt, begrebsafklaring og beskrivelse<br />
Vi vil give et overblik over begrebsdannelsen gennem en kort forskningsoversigt, en begrebsafklaring<br />
og endelig ved at give en nærmere beskrivelse af de oplevelser, man søger at fremstille med<br />
udtrykket.<br />
a. kort forskningsoversigt<br />
Første gang udtrykket ”udbrændthed” blev brugt på denne specifikke måde var i 1974. Da blev det<br />
brugt af Herbert Freudenberger i et foredrag: ”The staff burn-out syndrome”. 1 Han brugte ordet til at<br />
illustrere den proces, <strong>som</strong> finder sted blandt psykoterapeuter og andre i arbejdet med klienter.<br />
Allerede tidligere havde andre forskere peget på samme fænomen, men først her blev det altså<br />
forbundet med denne betegnelse.<br />
Den vel nok mest kendte bournout-forsker er Christina Maslach. Hun holdt i 1975 et foredrag om<br />
dette emne og ramte åbenbart noget, <strong>som</strong> mange kunne genkende sig selv i. Hun oplevede nemlig<br />
efterpå, at udtrykket og opmærk<strong>som</strong>heden omkring fænomenet gik <strong>som</strong> en steppebrand over hele<br />
USA og Canada. 2 Siden har hun sammen med andre forskere undersøgt syndromet blandt en række<br />
forskellige faggrupper med hovedvægt på social- og sundhedssektoren. Senere har man også påvist<br />
udbrændthed hos mange skrivebordsarbejdere samt blandt chefer i det private erhvervsliv.<br />
Siden er der kommet et væld af litteratur om emnet; heriblandt er også et par bøger, <strong>som</strong> belyser<br />
emnet i en klerikal kontekst (jf. Sanford og Brosché i litteraturlisten)<br />
I offentligheden har der her til lands været megen opmærk<strong>som</strong>hed omkring problematikken i de<br />
seneste år. F.eks satte pressen i efteråret 1990 fokus på emnet, fordi Arbejdsmedicinsk Klinik i<br />
Ålborg diagnosticerede en socialpædagog <strong>som</strong> ”udbrændt” og derned for første gang i Danmark<br />
tilkendt én arbejdsskadeerstatning på den baggrund. 3 Desuden blev der en del omtale af fænomenet,<br />
1 Jf. Hviid, s. 15; Ewalds, s. 29; Mæland, s. 82. Maslach's litteraturliste (Maslash s. 185) henviser til: H.J.<br />
Freudenberger: The staff Burn-out sundrome, Washington, D.C. : Drug Abuse Counccil 1975. I øvrigt mener Erik<br />
Ewalds (Ewalds, s. 29), at Joachim Bodamer allerede gjorde opmærk<strong>som</strong> på samme fænomen i ”Wega zu einem<br />
neuen Ich” fra 1964.<br />
2 Maslach, s.21<br />
3 Jf. Jyllands-Posten d. 28.10.90, hvor der bringes et interview med den fritidspædagog der med diagnosen<br />
udbrændthed fik indberettet en erhvervsskade til Arbejdsskadestyrelsen.
2<br />
da Dansk Institut for Klinisk Epidemilogi offentliggjorde en ny undersøgelse, der pegede i retning<br />
af, at hver tredje erhvervsaktive har symptomer på udbrændthed. 1<br />
b. Begrebsafklaring<br />
Man har forsøgt at give forskellige definitioner på udbrændthedssymdromet. Blandt disse bør<br />
nævnes:<br />
1. Burnout er resultatet af konstant emotionelt pres i forbindelse med et intensivt engagement<br />
for mennesker i lange tidsperioder. 2<br />
2. Udbrændthed er et syndrom bestående af følelsesmæssig udmattelse eller tomhed,<br />
fremmedgørelse og en fornemmelse af personlig fallit, <strong>som</strong> kan optræde hos mennesker,<br />
<strong>som</strong> på en eller anden måde arbejder med andre mennesker. Syndromet er en reaktion på et<br />
kronisk følelsesmæssigt stress i arbejdet med andre mennesker, specielt mennesker, <strong>som</strong> er i<br />
nød eller har problemer. Det er således en følge af erhvervsmæssigt stress. … Stresset<br />
stammer fra den sociale interaktion mellem hjælper og modtager. 3<br />
3. Man kan sige, at burnout handler om 'ildsjælenes retræte'. Her hævdes, at burnout er en<br />
proces af nærmest kriselignende karakter med forskellige stadier. 4<br />
Disse definitioner fanger efter min mening det væsentlige i fænomenet. Og de supplerer hinanden<br />
udmærket, så vi her får en klargøring af begrebet, der kan danne baggrund for de følgende<br />
iagttagelser.<br />
Udbrændtheden truer, når der bliver et for stort misforhold mellem forventningerne på den ene side<br />
og afgrænsningerne i situationen på den anden side – mellem alle mulighederne, man gerne vil<br />
udnytte, og ens personlige begrænsninger.<br />
Udbrændthed er ikke almindelig træthed. Især Brosché understreger forskellen. Han siger om<br />
træthed, at den kommer efter kort tid (dage, uger), og det går også hurtig at komme ovenpå igen.<br />
Træthed er et for størstedelen fysisk-neurologisk fænomen, der har at gøre med overanstrengelse.<br />
Trætheden kan ikke skjules i længden; naturen tager sin ret. Men udbrændthed, siger Brosché,<br />
kommer efter lang tid (måneder, år), og det tager tilsvarende lang tid at komme over den. Det er et<br />
for størstedelen eksistentielt eller åndeligt fænomen og afhænger af oplevelse af meningsløshed i<br />
arbejdet. Udbrændthed kan ofte skjules længe – over for mange. For man kan spille rollen så godt,<br />
at ingen aner uråd.<br />
Udbrændthed er heller ikke det samme <strong>som</strong> anfægtelser, <strong>som</strong> er et rent åndeligt fænomen og<br />
afhænger af oplevelsen af meningsløshed i arbejdet. Udbrændthed kan selvfølgelig føre anfægtelser<br />
med sig, lige<strong>som</strong> anfægtelser ofte vil være medudløsende faktor for udbrændtheden – f.eks.<br />
anfægtelsen over for lidt tid og alvor i det personlige andagtsliv. Altså kan der være forbindelseslinier<br />
og sammenhænge, men det må ikke tilsløre, at der er tale om to forskellige størrelser.<br />
Især Asplund gør opmærk<strong>som</strong> på, at burnout-syndormet er forbundet med de sociale interaktionsformer,<br />
der kendetegner vort samfund i sidste del af dette århundrede. 5 Familiebåndene og de<br />
naturlige netværk omkring det enkelte individ svækkes i det opsplittede samfund. Derfor skal en<br />
hastigt voksende servicesektor tage sig af stadig større dele af borgernes forskellige behov og<br />
vanskeligheder. Udbrændthed er et tidstypisk fænomen for dette industrialiserede og urbaniserede<br />
samfund.<br />
1 Jf. f.eks. omtalen i Kristeligt Dagblad d. 26.10.90<br />
2 Citeret efter Brosché, si. 66 fra Ayala M. Pines, Elliot Aronson & Ditsa Kafry: ”Burnout from tedium to personal<br />
growth”, 1980, s. 15.<br />
3 Maslach, s. 15 -16.<br />
4 Brosché, s. 66.<br />
5 Jf. Asplund s.139ff. Se endvidere argumentation for det tidstypiske ed udbrændthed hos Ewalds, s. 19f og 40f.<br />
Sanford og Brosché mener, at fænomenet altid har eksisteret, men blot er blevet langt mere udbredt i de seneste<br />
årtier. Jf. Sanford, s. 3 og Brosché, s. 11 og 54
3<br />
c. Beskrivelse af udbrændthed<br />
Symptomer på et syndrom<br />
De mest almindelige symptomer er dårlig almentilstand, følelsesmæssig og fysisk træthed, følelse af<br />
håbløshed og hjælpeløshed og mangel på begejstring over arbejdet og for livet i almindelighed.<br />
Man forsøger at beskytte sig bag distancens panser. Fremmedgørelse opstår på alle planer. Empatien<br />
lammes, og man præges måske af kynisme over for dem, man har til opgave at tage sig af. Det er<br />
karakteristisk, at man oplever sig selv <strong>som</strong> taber. Selvagtelse og arbejdsglæde forsvinder.<br />
Man kalder dette fænomen for et syndrom. Det betyder, at flere symptomer virker sammen, og at<br />
årsagsforholdene ofte vil være vævet ind i hinanden i et kompliceret mønster, således at det kan<br />
være vanskeligt at skelne mellem årsag og virkning. I mange tilfælde findes både <strong>som</strong>atiske,<br />
emotionelle, adfærds-, samspils- og holdningsmæssige symptomer. Der sker samtidig ændringer<br />
inden for et eller flere af disse felter, og det ene symptom kan være årsag til den næste forandring.<br />
Personkarakteristik<br />
Man kan spørge, om der er bestemte person-grupper, der er mere sårbare for udbrændthed end<br />
andre. Noget tyder på det. F.eks. peger Maslach 1 på følgende iagttagelser: Ugifte er nemmere<br />
udsatte end gifte, og gifte uden børn er mere truet, end gifte med børn. Hvorfor? Fordi gifte<br />
forældre har spredt deres livsinvistering mere, end ugifte; den ugifte vil lettere satse alt på et bræt –<br />
arbejdsbrættet.<br />
Nogle kan endvidere have personlighedsmæssig baggrund for at være særlig truet af udbrændthed: 2<br />
folk med lav selvfølelse vil lettere end andre fristes at skaffe sig værdi ved sin arbejdsindsats. Man<br />
tror ikke på sin værdi i kraft af at være den, man nu er, men skal skaffe sig værdioplevelsen ved at<br />
præsentere noget, <strong>som</strong> har tilstrækkelig værdi. Derfor udvikler man sig til arbejdsnarkoman.<br />
Det er altså to samvirkende årsager, <strong>som</strong> skaber den specielle krise, <strong>som</strong> vi kalder burnoutsyndromet:<br />
1. Man oplever et håbløst gab mellem vision og virkelighed.<br />
2. Man er åndeligt og psykologisk afhængig af arbejdet (for selvfølelsens skyld).<br />
Forskellige stadier<br />
Flere forfattere søger at opstille en skitse over forløbets forskellige stadier. 3<br />
1. Den glade forventning, entusiasmen. Man er tændt for sin sag, man brænder for en vision,<br />
kaldelsesfølelsen er varm. Alene den, <strong>som</strong> er blevet rigtig tændt og brænder for sin opgave,<br />
kan nemlig blive rigtig udbrændt!<br />
2. Virkelighedschok: den krasse virkelighed ses i øjnene. Intet stemmer rigtig med<br />
idealdrømmene. I den tidligere entusiasme syntes man, at ældre kolleger var lovlig kyniske<br />
og pessimistiske. Nu begynder man langt bedre at kunne forstå sine illusionsløse arbejdskammerater!<br />
3. Stagnation: den ihærdige vilje fastholdes trods stagnation. Vedkommende slås ikke af<br />
hesten, men spænder musklerne og staser på ny. Med ren viljesanstrengelse klarer man sig<br />
igennem de første kriser. Hvis nogen spørger, om man er skuffet over jobbet. Vil man ivrigt<br />
benægte dette.<br />
4. Frustration og det skjulte spørgsmålstegn. Nu kniber det at få kræfterne til at slå til.<br />
Inspirationskrisen er et plag<strong>som</strong>t faktum, sammenligningerne med de andre, særligt i samme<br />
aldersklasse, bliver et problem. Problemer medfører dage med ”nu-søger- jeg-andetembede”-følelsen.<br />
Man lever i morgen, men alligevel kan fremtidsudsigterne ikke give<br />
gnisten tilbage. Man begynder at foragte sig selv, for man tror ikke længere på det, man gør.<br />
1 Jf. Maslach, s. 79-85.<br />
2 Jf. Maslach, s. 85-95; Mæland, s. 84-87; Bronsberg & Vestlund, s. 19-21; Brosché, s. 36-49 og s. 76-80.<br />
3 Jf. Brosché, s. 58 og Bronsberg & Vestlund, s. 14-15. Andre (f.eks. Mælund, s. 83) taler om en lidt anden<br />
faseinddeling.
4<br />
5. Den åbenbare udbrænding. Man begynder at leve for friheden, for hobbyen, for foreningen.<br />
Måske kan man flygte opad, avancere, eller overlade til andre at klare det utaknemmelige<br />
markarbejde. Eller man forsøger at gå i en slags indre eksil: beskytte sine oprindelige<br />
hensigter og kobler fra ved at være ligeglad med frugten af anstrengelserne. Man er tilfreds<br />
med at kunne sige: ”Nu har jeg i hvert fald gjort det!” Meningsløsheden spreder sig <strong>som</strong> en<br />
canser-svulst. Måske ender det med fysisk og psykisk kollaps.<br />
Ganske vist er det kun få, <strong>som</strong> havner helt her i slutstadiet, men mange befinder sig i risikozonen og<br />
vil utvivl<strong>som</strong>t opnå meget ved at bearbejde dette forhold i deres liv.<br />
2. Vurdering af og <strong>sjælesørgerisk</strong> stillingtagen til fænomenet<br />
Vi har nu søgt at give et billed af forskningen og begrebsdannelsen samt de oplevelser, der er<br />
forbundet med ”udbrændthed”. Men hvordan skal vi nu vurdere hele denne begrebsdannelse? Og<br />
hvordan skal vi i sjælesorgen forholde os til fænomenet?<br />
A Bibelske eksempler?<br />
Flere bøger med et kirkeligt/teologisk perspektiv gør meget ud af at finde eksempler på, at også<br />
bibelske personer oplevede udbrændtheden. Elias fra Det gamle Testamente bliver ofte nævnt <strong>som</strong><br />
det klareste eksempel på dette, 1 jf. 1. Kong 18-19. Endvidere kan der findes henvisninger til<br />
Jeremias, 2 jf. Jer. 4,22; 7,1f; 8,21; 15,18; 20,7-18 og Moses, 3 Jf. 4 Mos 11,11-15. Også apostlen<br />
Peter omtales <strong>som</strong> udbrændt, da han efter fornægtelsen gik udenfor og græd bitterligt, 4 jf. Luk<br />
22,62. Ja, selv apostlen Paulus' oplevelse på vejen til Damaskus kan beskrives <strong>som</strong> en oplevelse i<br />
retning af udbrændthed, 5 jf. ApG 9. Hvis der findes en sådan bibelsk legitimering af selve<br />
udbrændthedsfænomenet, er det jo forholdsvis nemt at forholde sig til den fremkomne litteratur om<br />
emnet, idet vi så vil have nogle orienteringspunkter i den bibelske åbenbaring.<br />
Men er det overhovedet tænkeligt at finde dette fænomen i den bibelske materiale? Drejer det sig<br />
ikke snarere om noget, der er tidstypisk for den urbaniserede industrialiserede mediesamfund, vore<br />
dages hektiske ”flimmersamfund”? Man kunne selvfølgelig forestille sig, at de bibelske tekster<br />
vidnede om, at burnout-syndromet er så almenmenneskeligt, at det findes til alle tider, skønt det<br />
først er moderne human- og socialvidenskaber, der har formået at fremkomme med en passende<br />
betegnelse for det. Men de bibelske eksempler giver kun ringe belæg for en sådan antagelse. Om<br />
end der kan være momenter af det, <strong>som</strong> det moderne menneske kan opleve i forbindelse med<br />
udbrændthed, så må man dog sige, at de bibelske eksempler ikke passer særlig godt til den beskrivelse<br />
af udbrændtheden, <strong>som</strong> de samme forfattere giver. Men det er da heller ikke nødvendigt i<br />
kristelig sammenhæng at kunne dokumentere fænomenets gyldighed i vore dage ved at påvise<br />
bibelske eksempler eller paralleller.<br />
b. Kriterier for vurderingen<br />
Men hvordan skal vi så vurdere fænomenet og begrebsdannelsen for at forstå, hvilke <strong>udfordring</strong>er<br />
det stiller til den bibelske sjælesorg? I det sekulariserede samfund står vi <strong>som</strong> kristne ofte over for<br />
denne vanskelighed. Især bliver problemstillingen aktuel for sjælesørgeren, der dels ønsker at tage<br />
de bibelske normer for tro, lære og liv alvorligt, og dels gerne vil forstå det medmenneske, han deler<br />
samfund og kultur med. Det er f.eks. den samme problematik, vi står overfor, når vi spørger os selv,<br />
hvordan vi skal forholde os til informationerne om mediepåvirkningen af det moderne menneske?<br />
Eller til transaktionsanalysens forståelse af daglige kommunikationer? Eller hvordan kan vi i<br />
sjælesorgen drage nytte af psykologernes informationer om dødsoplevelsens forskellig faser eller<br />
1 Jf. Brosché, s. 81f, Sanford, s. 788ff (kap. 10. Elijah's Problem). Jf. også Elisabeth Skoglund: Udbrændt?,<br />
Fredereicia 1989, s. 28.<br />
2 Brosché, s. 82.<br />
3 Bent Sivekjær i Udfordringen nr. 6 1991, s. 15.<br />
4 Hviid, s. 22<br />
5 Hviid, s. 22
5<br />
moderne kriseteoriers beskrivelser af menneskelivets forudsigelige og uforusigelige kriser og<br />
overgangsfaser? Vi bliver nemlig til stadighed bombaderet med nye informationer om<br />
socialforskningsstyrelser, analyseinstitutter, sundhedstjenester, alternative helbredelses-centre osv.<br />
Informationerne giver os bud på den rigtige kost, levevaner, kommunikationsmetoder,<br />
samværsformer, kulturforståelse, <strong>som</strong> alt sammen skal lære os at fungere mere optimalt fysisk,<br />
psykisk, socialt og åndeligt. Meget af dette drager vi selv nytte af, og noget vil vi gerne lære af for<br />
at blive bedre til at forstå og hjælpe vort medmenneske. Men hvilke af de ofte selvmodsigende<br />
informationer, vi modtager, er sande, og hvilke er åndeligt forsvarlige og gavnlige?<br />
Artiklen her har ikke plads for en dybtgående analyse af hele dette påtrængende problem. Men vi<br />
vil blot antyde nogle få perspektiver, der må med i disse overvejelser.<br />
Troværdigheden og anvendeligheden<br />
For det første må man naturligvis søge at sikre sig, at der er tale om forsvarligt dokumenterede og<br />
efterprøvede teorier. Altså: Troværdigheden må være sandsynliggjort. Men i denne forbindelse må<br />
man også overveje, om teorien eller tesen er praktisk anvendelig. For der gives os så mange forskellige<br />
informationer om vort liv og vort samfund, at vi ikke orker at forholde os til dem alle. Kun de<br />
mest anvendelige, de mest håndterlige og letforståelige kan blive til gavn for en større kreds end<br />
netop den forskerkreds, der har fremsat dem. Altså troværdigheden om anvendeligheden må<br />
vurderes.<br />
Kritisk vurdering<br />
Endvidere må man undersøge, hvorvidt begrebsdannelsen og de tilgrundliggende teorier er bibelsk<br />
forsvarlige. Her vil det være klogt at holde øje med menneskesynet. For i vore dage oversvømmes<br />
vi af sociologiske, psykologiske og parapsykologiske modeller, terapier og teorier fra det alternative<br />
marked, <strong>som</strong> er direkte influeret og båret af det energetiske menneskesyn (med lære om menneskets<br />
iboende energicentrer, chakrer osv.), <strong>som</strong> det er umulig at forene med et bibelsk.<br />
Endelig må det overvejes, om teorien bærer perspektiver i sig, <strong>som</strong> har indflydelse på menneskets<br />
relationer til Gud. I så fald må man søge at tage stilling til, om disse forhold er i overensstemmelse<br />
med den bibelske åbenbaring. Menneskesynet og opfattelsen af menneskets åndelige dimension<br />
(eller eventuelle mangel på samme) må altså undersøges.<br />
c. Udbrændthedsbegrebet i sjælesorgen<br />
Lad os derfor prøve at anvende disse kriterier på begrebsdannelsen omkring udbrændthed.<br />
Troværdigheden og anvendeligheden<br />
Som omtalen i afsnit 1 antyder, er der ikke tale om nogen særlig præcis definition, og da slet ikke<br />
en, der egner sig <strong>som</strong> videnskabelig norm. Det har været diskuteret, om udtrykket i det hele taget er<br />
anvendeligt <strong>som</strong> eksakt videnskabelig ”terminus technicus” 1 Det er måske slet ikke på dette<br />
område, værdien af udtrykket er størst, men snarere i den genkendelighed og associationsværdi<br />
udtrykket har. For selv om den videnskabelige anvendelighed af udtrykket er tvivl<strong>som</strong>, er det min<br />
overbevisning, at begrebet dækker over erfaringer, <strong>som</strong> mange gør sig.<br />
Min overbevisning om dette er grundet på følgende: Forskningens medvind var netop båret af den<br />
store genkendelighed, da begrebsdannelsen begyndte midt i 70-erne. Mine egne <strong>sjælesørgerisk</strong>e<br />
erfaringer har også på et tidligt tidspunkt overbevist mig, idet jeg mødte enkelte med oplevelser,<br />
<strong>som</strong> jeg fandt ord for, da jeg første gang læste om burnout-syndromet. Under min senere foredragsvirk<strong>som</strong>hed<br />
om emnet blandt såvel indremissionærer og præster <strong>som</strong> efterskolelærere og socialarbejdere<br />
er jeg yderligere blevet bekræftet i dette. For efter foredraget om dette emne var der altid<br />
1 jf. f.eks. Maslach, s. 22, der vha. sit ”Maslach Burnout Inventory” (MBI) søger at skaffe et redskab til videnskabelig<br />
registrering i sine forskningsprojekter. Modsat nævner Jørgen Hviid (Hviid, s. 25) flere, der afviser at benytte<br />
udbrændthedsbegrebet på denne eksakte måde.
6<br />
nogle, <strong>som</strong> kom og fortalte, at de her havde fået sat ord på erfaringer, de selv havde gjort sig.<br />
Men selv om udtrykkets associationsværdi er positiv for genkendeligheden, så kan der også rejses<br />
begrundet kritik af denne. For udbrændthed giver let et billed af noget nedbrændt og færdigt, noget<br />
der er definitivt slut og ikke genopretteligt. Heroverfor står den medicinske betegnelse pseudodemens,<br />
der i høj grad minder om udbrændthed, og <strong>som</strong> benyttes om den svækkelse, der kan følge<br />
efter lang tids dårlig psykisk arbejdsmiljø. Men til forskel fra den egentlige demens,<br />
alderdomssvæk-kelsen, der er en irreversibel proces, kan pseudo-demensen afhjælpes, og personens<br />
tidligere formåen kan genopbygges. 1<br />
Nogle har opponeret mod hele udtrykket og ”udbrændthedsbevægelsen”. Således f.eks. Johan<br />
Asplund, en svensk professor i kultursociologi, <strong>som</strong> ser begrebet i lyset af hele det ”psykoboom”, vi<br />
oplever i disse år. Han omtaler de mange populævidenskabelige håndbøger med smarte teknikker,<br />
der skal lære os at få lykken til at lykkes, <strong>som</strong> ”menneskeforbedringsbøger” og sammmenligner<br />
dem med tidligere epokers opbyggelsesbøger. 2 Han mener, at alle disse bøger og de mange kurser,<br />
der afholdes om den slags, først og fremmest har betydning derved, at de er med til at hæve bruttonationalproduktet<br />
en smule. For der er mange penge i det! Det kan være godt nok med dette<br />
memento til hele begrebsdannelsen omkring udbrændthedssyndromet. På den anden side er det også<br />
klart for mig, at vi her har at gøre med et udtryk, <strong>som</strong> netop fanger noget af det op, <strong>som</strong> mange<br />
mennesker oplever <strong>som</strong> et påtrængende problem.<br />
Da begrebet er så diffust og udefinerligt, kan der ikke føres noget endegyldigt bevis for dets<br />
hyppighed eller for, om det i det enkelte tilfælde nu også er udbrændthed, der er tale om. Således<br />
skal man også være opmærk<strong>som</strong> på, at selv om forskellige forfattere alle taler om udbrændthed, så<br />
kan deres indfaldsvinkel være nok så forskellige. Således taler Maslach om burnout ud fra et<br />
socialpsykologisk perspektiv, mens Freudenberger benytter en psykoanalytisk kontekst. Endelig kan<br />
der være andre, der rendyrker det sociale og kulturelle aspekt. 3<br />
Når så mange med vidt forskellige perspektiver taler om udbrændthed, kan det i medierne og<br />
populærvidenskaben efterhånden blive et modefænomen. Således er jeg overbevist om, at mange<br />
benytter betegnelsen ”udbrændthed” om noget, <strong>som</strong> man tidligere ville have brugt helt andre – og<br />
mere rammende – betegnelser for. Når noget på den måde kommer på mode, så er det en fare for<br />
sjælesørgeren, at begrebet kommer til at indsnævre opmærk<strong>som</strong>heden, så man kommer til at<br />
tilpasse virkeligheden og det enkeltte menneskes oplevelse af situationen til de udtryk og begreber,<br />
det netop nu er moderne at benytte. Da kommer hele begrebsdannelsen til at virke imod sit<br />
væsentligste mål, der efter min opfattelse netop er at sætte sjælesørgere i stand til bedre at lytte til<br />
medmennesket. Udbrændthedsbegrebet skal vi <strong>som</strong> sjælesørgere kende, så vi kan være med til at<br />
give folk ord for noget af det, de oplever i det forjagede samfund, der på mange måder stiller store<br />
krav til os.<br />
Kristelig vurdering<br />
Det første, vi her skal vurdere, er ifølge afsnittet Kriterier for vurderingen, ovenfor s. 1 -2, den<br />
antropologi, der ligger bag begrebsdannelsen. Men da den undersøgte litteratur om udbrændthed er<br />
af forskelligartet karakter, og forfatterne desuden repræsenterer varierede grundholdninger, må det<br />
konstateres, at menneskesynet også er temmelig forskellig. Men udbrændthedsforskningen er ikke<br />
forbundet med et menneskesyn, der er direkte uforeneligt med det bibelske. Dette bekræftes også af,<br />
at forfatterne med en kirkelig referensramme (Sanford, Brosché, Hviid og Ewalds) ikke har problemer<br />
med at anvende begrebsdannelsen, hvilket de formentligt ville have haft, der<strong>som</strong> tankegangen<br />
var forbundet med f.eks. et energetisk menneskesyn.<br />
Dette betyder ikke, at udbrændthedsforskerne arbejder ud fra en bibelsk antropologi. Der er snarere<br />
1 Jf. interviewet i Jyllands-Posten d. 28.10.90 med overlæge Jens Peter Johansen, Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg.<br />
2 Jf. Asplund, s. 139. I øvrigt mener Asplund, at udbrændthed er særdeles udbredt i vort samfund, men han opponerer<br />
mod den historieløse beskrivelse af fænomenet, <strong>som</strong> Maslach m.fl. har givet.<br />
3 Erik Ewalds har påvist de forskellige perspektiver, jf. Ewalds, s. 14
7<br />
tale om, at de har et udpræget humanistisk menneskesyn. Det viser sig f.eks., når Bronsberg og<br />
Vestlund med tilslutning gengiver Camus-citatet: ”Menneskets eneste pligt er at være lykkelig!” 1<br />
Mennesket er autonomt, er sin egen lykkes smed, og alt det, <strong>som</strong> vil hindre mennesket i at opnå<br />
størst mulig lykke og velbefindende, må modvirkes og bekæmpes. Således gør Bronsberg og<br />
Vestlund i en håndevending op med Luther og Calvin, fordi de har været med til at præge vor kultur<br />
derved, at de har understreget menneskets totale syndighed. Dette har medført en konstant skyldfølelse,<br />
<strong>som</strong> er en af grundforudsætningerne for udbrændthed – if. Brondsberg og Vestlund. 2 Samme<br />
forfattere henviser da også til yoga og andre af fjernøstlig religiøsitet inspirerede teknikker <strong>som</strong><br />
hjælpemidler til forebygge udbrændthed. Men der er dog tale om, at disse teknikker ligger til grund<br />
for selve forståelsen af udbrændthed. Hos Maslach finder vi en klar bevidsthed om, at der kan være<br />
en åndsdimension ved mennesket, <strong>som</strong> kan være af stor betydning i forbindelse med udbrændtheden.<br />
Hun nævner ligefrem, at ”stærk religiøs tro eller åndelig overbevisning” kan give en styrke, der<br />
gør, at man i visse situationer kan undgå udbrændthed. 3 Men at det åndelige perspektiv her er<br />
medtaget af Maslach kan nu nærmere betegnes <strong>som</strong> undtagelsen end <strong>som</strong> reglen. Også hendes<br />
fremstilling er præget af et humanistisk menneskesyn, <strong>som</strong> hun ikke udtrykker nogen nærmere<br />
refleksion over.<br />
Netop i forbindelse med det humanistiske menneskesyn kommer vi til noget, <strong>som</strong> må spille en stor<br />
rolle i forbindelse med sjælesøgerens forholden sig til begrebsdanneelsen omkring udbrændtheden:<br />
Man ser generelt kun på menneskets legemlige, sociale og psykiske dimensioner, hvorimod åndssiden<br />
bliver overset. Erik Ewalds gør opmærk<strong>som</strong> på, at burnout-fænomenet dukker op i samfundet,<br />
netop da ”begreppet 'kaldelse' har mist sitt innehåll, sin relevans” 4 Det teologiske og åndelige<br />
aspekt bliver negligeret i hele begrebsdannelsen og bevidstheden omkring problematikken. Dette er<br />
vel ikke overraskende, idet det har været humanistiske og adfærdsvidenskabelige forskere, der har<br />
sat fokus på burnout-syndromet. Men det er vigtig, at vi er opmærk<strong>som</strong> på tendensen.<br />
Der er således en fare for, at begrebsdannelsen får os til at fokusere på denne verdens perspektiver,<br />
hvorimod det må være den kristne sjælesorgs opgave også at hjælpe det enkelte menneske til at<br />
forstå sig selv i lyset af tilværelsens åndelige dimensioner. Hermed være ikke sagt, at det blot er<br />
sjælesørgerens opgave at forkynde Guds ord for den enkelte. Nej, sjælesørgeren skal tage sig selv<br />
alvorligt med kaldelsen til både at yde troshjælp og livshjælp. Derfor bliver det sjælesorgens<br />
<strong>udfordring</strong> at lære så meget <strong>som</strong> muligt af burnout-forskningen for at være godt rustet til at forstå<br />
medmenneskets situation i det moderne samfund. Men samtidig må sjælesørgeren være opmærk<strong>som</strong><br />
på den fare for indskrænkning af perspektivet, dette er forbundet med.<br />
I arbejdet med definitionen af burnout-syndromet er man altså nået til et adækvat udtryk for, hvad<br />
mange oplever i vore dage. Og sjælesørgeren kan drage stor nytte af at have indsigt i udbrændthedsforskningen,<br />
når han skal møde medmennesker, der har oplevet egentlig udbrændthed eller blot<br />
være i nærheden af disse oplevelser. Dog er det vigtig, at sjælesørgeren hele tiden bevarer god<br />
forbindelse med det bibelske menneskesyn. Sjælesørgeren må have forståelse for, at opgaven først<br />
er løst, når han har bragt vedkommende i kontakt med Guds ords forkyndelse af lov og evangelium<br />
samt Bibelens perspektiver på kald og stand.<br />
Vi må nu undersøge, hvorvidt udbrændthed er en fare, der truer sjælesørgeren eller præsten selv.<br />
3. En klerikal erhvervssygdom<br />
Allerede Maslach nævner flere steder præsterne blandt de erhvervsgrupper, der må anses for at være<br />
truet af burnout-syndromet. Alligevel er der vist aldrig, hverken her i landet eller udenlands, foretaget<br />
nogen egentlig undersøgelse af fænomenets udbrendthed i præstekredse. Men dels har John A.<br />
Sanford i Ministy burnout, og dels har Fredrik Brosché i Udbränd för Guds skull? Peget på nogle<br />
1 Bronsberg og Vestlund, s. 170.<br />
2 Ibid., s. 113.<br />
3 Maslach, s. 134.<br />
4 Ewlads, s. 19.
8<br />
forhold, der understreger, at præstetjenesten eller anden kirkelig tjeneste i høj grad indebærer alle<br />
mulighederne for, at man kan smittes af denne bacille! Vi vil i det følgende se på nogle af disse<br />
forhold.<br />
Allerede ved at se på udbrændthedssyndromets første stadier, opdager man, hvorfor også kirkelige<br />
medarbejdere kan være truede. Forventningerne kan være store og motivationen stærk – især hvis<br />
man får <strong>som</strong> et livskald at beskæftige sig på fuld tid med det, <strong>som</strong> før var ens væsentlige fritidsaktivitet.<br />
Nu skal arbejde sikre min og min families daglige brød, men det er også mit livsengagement,<br />
min hobby, ja langt mere: det er en sag, <strong>som</strong> jeg er kaldet til af Gud selv. Hermed får vi så også en<br />
grundforudsætning for at være truet af denne erhvervssygdom.<br />
Sannford peger på forskellige grunde til udbrændthed i præstetjenesten, <strong>som</strong> her skal gengives, idet<br />
jeg vil lægge vægt på den <strong>sjælesørgerisk</strong>e del af arbejdet (Bl.a. fordi det er den del af arbejdet, jeg<br />
selv er mest fortrolig med). 1 Undervejs vil der stikordsagtigt blive peget på nogle midler til imødegåelse<br />
af problemerne. Disse stikord, der skal ses i lyset af den senere omtale af forebyggelsen, kan<br />
nok ikke anvendes af den, der er udbrændt eller på vej til at blive det. Kun for den stærkere kan de<br />
måske styrke bevidstheden om, hvordan man kan undgå udbrændthed.<br />
1. Arbejdet i tjenesten er aldrig færdig. Man får derfor aldrig den samme oplevelse, <strong>som</strong> f.eks.<br />
en tømrer, der har bygget et hus, får. Han kan med en vis stolthed sige: ”Sådan, nu pakker<br />
jeg mit værktøj sammen, for nu er jeg færdig. Værsgo', forhåbentlig er I tilfredse, for det ser<br />
da helt godt ud!” Sådan er det aldrig med tjenesten i Guds rige. Der er altid flere husbesøg,<br />
nye patienter på sygehuset, andre samtaler, man egentlig skulle have fulgt op, foruden de<br />
nye taler, der skal forberedes og holdes osv.<br />
Udfordring: Opsæt realistiske delmål.<br />
2. I Guds riges tjeneste kan man ikke altid sige, om ens arbejde har haft resultater. Derfor får<br />
man ikke den samme gode oplevelse i tjenesten , <strong>som</strong> når man f.eks. maler: Det er egentlig<br />
træls at male, men det er alligevel dejligt, når man kan træde et skridt tilbage og beundre det<br />
udførte arbejde. Glæden ved arbejdet ligger i høj grad i nydelsen af resultatet. - Men hvor<br />
meget udbytte fik konfidenten eller sognebarnet egentlig af den samtale, <strong>som</strong> i hvert fald<br />
blev lang nok?<br />
Udfordring: Tillad dig selv glæde over og evt. belønning for, at delmål er nået.<br />
3. Arbejdet i tjenesten er repeterende. Ikke blot er arbejdet aldrig færdigt og resultaterne ofte<br />
usynlige, men det kan i høj grad også være præget af gentagelser. Det er i sig selv belastende.<br />
Man skal mande sig op til forventning og begejstring – igen i det år, igen i denne<br />
måned, igen i denne uge!<br />
Udfordring: Arbejd med variation og tematisering af gentagelserne! Indre fornyelse gen-nem bøn<br />
og bod – er evangeliet i alle dimensioner nyt for en selv, da bliver det aldrig kedelig at formidle.<br />
4. Som tjenstgørende person kommer man konstant i kontakt med folks forventninger til én.<br />
Vælger man at ignorere nogle af kravene, så vil man møde folks skuffelse og evt. mishag –<br />
især hvis man tillader sig at gøre opmærk<strong>som</strong> på, at man ikke vil eller kan leve op til alt.<br />
Udfordring: Nybesind dig på, hvad Gud venter af en tro husholder. Afklar hvilke forhåbninger de,<br />
der har kaldet dig, med rette kan have til dig. Lær at leve med skuffede forventninger til dig.<br />
5. Den tjenstgørende person må arbejde med de samme personer år ud og år ind. At få et sogn<br />
eller en virkekreds tildelt er på en måde <strong>som</strong> at blive gift: er man først involveret, så findes<br />
der ingen lette veje ud igen. Lægen, advokaten, håndværkeren eller købmanden kan nægte at<br />
antage eller handle med en ubehagelig klient eller kunde, eller de kan i det mindste gøre sig<br />
klart, at så snart de har afsluttet deres faglige relation til personen, behøver de ikke beskæftige<br />
sig mere med vedkommende. Men disse muligheder har den kirkeligt tjenstgørende<br />
person ikke.<br />
1 De følgende 9 punkter er baseret på Sanfords arbejde, jf. litteraturlisten. Han er jungiansk uddannet psykoanalytiker<br />
og præst i en amerikansk presbyteriansk kirke. Der er god grund til kritik af hans liberale teologiske adgangspunkt,<br />
men han har analyseret, hvad der er kendetegnende for den tjeneste, <strong>som</strong> kirkelige medarbejdere står i.
9<br />
Udfordring: Behov for ferie, fritid og sociale fællesskaber, hvor vi kan være os selv. Ægteskab og<br />
familieliv er vigtigst her.<br />
6. At arbejde med mennesker i nød indebærer et følelsesmæssigt dræn for den tjenstgørende<br />
person. Det er lige<strong>som</strong> at møde en masse mennesker, der er forulykkede og har behov for en<br />
blodtransfusion hos præsten eller missionæren for at kunne klare sig. Og det får de så – den<br />
ene efter den anden. På et tidspunkt begynder præsten eller missionæren at undre sig over, at<br />
han selv lider af blodmangel! Hele tiden at skulle give trøst, opmuntring og vejledning, der<br />
hvor der ingen vej er, det virker lige så udmarvende og krævende, <strong>som</strong> hvis det var blod, der<br />
skulle gives. Derfor kan det være nødvendigt at spørge sig selv: ”Okay – hvor mange blodtransfusioner<br />
kan du så klare at give i dag?”<br />
Udfordring: Hvor får du selv flydt på? Hos Jesus kan man øse vand med glæde af livets kilde, men<br />
lige<strong>som</strong> de andre har du måske også brug for hjælp fra en, der kan øse for dig. Supervision er<br />
nødvendig for folk, der i den sociale sektor arbejder med mennesker.<br />
7. Såvel præsten <strong>som</strong> en anden sjælesørger vil til stadighed møde folk, <strong>som</strong> kommer til ham<br />
eller til kirken ikke så meget for at få solid åndelig føde, men mere for at få ”stokes”,<br />
opmærk<strong>som</strong>hed og skulderklap. Den ene side af dette er naturligvis, at menneskelig og<br />
åndelig omsorg går hånd i hånd. Men af og til opstår der en konflikt, nemlig når omsorgsfuldheden<br />
ønskes for at styrke det gamle menneske, og dette måske endda fremføres <strong>som</strong> et<br />
ønske om at få åndelig hjælp og vejledning. Hvis vi i de situationer giver mennesker, hvad<br />
de har brug for i stedet for det, <strong>som</strong> de beder om, så bliver de måske utilfredse, og giver vi<br />
dem, hvad de beder om, i stedet for det, <strong>som</strong> de har brug for, så bliver vor egen samvittighed<br />
og ansvarlighed utilfreds med os.<br />
Udfordring: Se dilemmaet i øjnene, og bild dig ikke ind, at der findes nemme løsninger på det!<br />
8. Den tjenstgørende person arbejder en stor del af tiden med sin egen personlighed <strong>som</strong><br />
medium for formidlingen af forkyndelsen. Ganske vist er jeg kun sendebud på Kristi vegne,<br />
men det er også mig, der er dette sendebud. Og det sker ikke så sjældent, at folk først skal<br />
have tillid til budbæreren, før de bliver i stand til at høre budskabet. Dette indebærer, at jeg<br />
til stadighed må være opmærk<strong>som</strong> på min egen personlige situation og modning, men også<br />
at jeg engang imellem er nødt til at stille mig lidt an, og måske må jeg foregive, at jeg har<br />
det lidt anderledes, end jeg i virkeligheden har det.<br />
Udfordring: Hav situationer og fællesskaber, hvor du ved, at du kan være dig selv, og måske også få<br />
hjælp til at indse, hvad det indebærer, at du er dig selv, og det ikke er dig, der er Ham! Ægteskab og<br />
familieliv spiller en stor rolle i denne sammenhæng.<br />
9. Præsten eller sjælesørgeren kan blive udkørt og udbrændt pga. fejl og mangler i tjenesten.<br />
Måske forbyder de én at holde fri og slappe af, for der er så meget, man er nødt til at<br />
kompensere for og bøde på.<br />
Udfordring: Se stadig fejlene og manglerne i tjenesten <strong>som</strong> en anledning til at korsfæste kødet og på<br />
ny komme til Jesus og her blive bekræftet i, at vi ikke har tjenesten i kraft af egen fortræffelighed,<br />
men i kraft af nåden, der er blevet os til del.<br />
10. Sammenfaldet mellem hjem og arbejdssted (jf. Maslachs gentagne advarsler mod dette 1 ). At<br />
have sit hjem <strong>som</strong> arbejdsplads kan i sandhed være en styrke og velsignelse, men især i<br />
pressede situationer kan det blive en belastning, fordi det gør det umuligt at holde fri.<br />
Endvidere er præsten principielt (og for en dels vedkommende også reelt) til rådighed alle<br />
døgnets 24 timer, hvilket Maslach også understreger <strong>som</strong> en årsag til forhøjet udbrændthedsrisiko.<br />
2<br />
Udfordring: Ferie og fridage er nødvendige for at kunne overleve i tjenesten. Derfor må de<br />
planlægges ordentligt.<br />
11. Mange præster oplever desuden deres arbejdssituation <strong>som</strong> præget af en<strong>som</strong>hed, ganske<br />
1 Jf. Maslach, f.eks. s. 109 og 132<br />
2 Maslach, s. 109
10<br />
enkelt fordi de er alene <strong>som</strong> præst i sognet eller har skarpt adskilte distriktsdelinger af<br />
sognet. Eller tavshedspligten kan isolere sjælesørgeren med alle de svære betroelser. 1<br />
Endvidere vil mange opleve, at folkekirkens ledelsesstrukturer er præget af, at divergerende<br />
teologi kan danne åndelige hindringer for at drage nytte af provst og biskop <strong>som</strong> vejledere i<br />
sjælesorgsarbejdet. Altså er der ofte ingen supervisions-funktion.<br />
Udfordring: Benyt kollegaer og konventer bedst muligt. Skaf dig en sjælesørger.<br />
Ovenstående har vist, at der er mange momenter i en præstetjeneste, der i sig bærer muligheden for<br />
at føre til udbrændthed. Det er da også min <strong>sjælesørgerisk</strong>e erfaring, at netop en del præster kommer<br />
langt ud i et egentligt udbrændthedssyndrom, og at endnu flere af og til er i situationer, hvor de er<br />
temmelig ”svedne i kanten”. Altså på vej til at udbrænde.<br />
Der er således god grund til, at den enkelte præst eller sjælesørger overvejer sin aktuelle situation<br />
med henblik på at vurdere udbrændthedsstadiet eller -risikoen.<br />
På denne baggrund vil det for en del blive aktuelt at spørge: Hvordan kan jeg <strong>som</strong> sjælesørger<br />
forebygge mod denne fare, og hvordan kan jeg udbedre følgevirkningerne af en eksisterende<br />
udbrændthedsoplevelse?<br />
Svarene på disse spørgsmål vil vi søge i ovenstående <strong>udfordring</strong>er set i lyset af den følgende afsnit.<br />
Præsten må overveje muligheden for at hjælpe sig selv gennem følgende anvisninger og samtidig<br />
seriøst overveje sit behov for selv at opsøge en sjælesørger, der kan yde hjælp.<br />
4. Hvordan møde den udbrændte i sjælesorgen og medarbejderomsorgen?<br />
Vi skal i det følgende søge ganske kort at se på, hvordan vi i sjælesorgen og medarbejderomsorgen<br />
skal forholde os til udbrændthed.<br />
Mødet med <strong>udfordring</strong>en fra en særlig risikogruppe (jf. ovenstående afsnit). Præsten vil ofte være<br />
den eneste, der har mulighed for at konstatere, hvad der sker for den trætte kirkelige medhjælper –<br />
lønnet eller ulønnet. Medarbejderomsorgen er altid vigtig for præsten, idet en velfungerende<br />
medarbejderstab kan hindre, at præsten selv brænder ud. Hellere bruge tid på at hjælpe kollegaen til<br />
at være i stand til at gøre arbejdet frem for at tro, at man selv kan overkomme det hele!<br />
Det drejer sig naturligvis både om forebyggelse og udbredelse af eventuelle skadelige følgevirkninger<br />
af udbrændthed. Men vi knytter forebyggelse og udbedring sammen, fordi det i princippet er<br />
de samme forhold, der gør sig gældende. I begge tilfælde må vi være opmærk<strong>som</strong>me på den<br />
<strong>sjælesørgerisk</strong>e forpligtelse til at yde såvel livshjælp <strong>som</strong> troshjælp.<br />
Det vil ofte perspektivere den <strong>sjælesørgerisk</strong>e <strong>udfordring</strong> at indse, at man skal hjælpe til forståelse,<br />
forandring og fortrøstning. Vi vil således søge at sammenfatte den <strong>sjælesørgerisk</strong>e <strong>udfordring</strong> i<br />
mødet med udbrændthedssyndromet <strong>som</strong> et forsøg på at give hjælp til forståelse, forandring og<br />
fortrøstning.<br />
a. Forståelse<br />
Har beskrivelsen af udbrændthed ikke blot fyldt læseren med yderligere ængstelser? Måske, men<br />
der kan heldigvis gøres noget! Den væsentligste forebyggelse er netop indsigt i mekanismerne, der<br />
leder til burnout-syndromet. Maslash foreslår ligefrem, at undervisning om bournout bør indgå i alle<br />
læseplaner for studerende, der uddanner sig til at arbejde med mennesker. 2<br />
Brosché påpeger, at der ofte vil være behov for en førstehjælp, <strong>som</strong> netop består i at få vedkommende<br />
til at forstå sin egen situation. 3 Han understreger behovet for at give hjælp til, at den udbrændte<br />
ser følgende punkter i øjnene i et dynamisk håb om, at det med erkendelsen også kan være muligt at<br />
skabe forandring.<br />
1. Se i øjnene, at der er et alvorligt problem.<br />
1 Jf. Maslash, s. 64 og Brosché, s. 57<br />
2 Maslash, s.165.<br />
3 Brosché, s. 100ff.
11<br />
Denne bevidsthed er ofte vanskelig, fordi den er forbundet med angsten for at tabe ansigt, for at<br />
mærke sin egen angst. For erkendelsen af udbrændthed vil opleves <strong>som</strong> total nederlag for den, der<br />
har skaffet sig sin værdi ved at have jobbet.<br />
Derfor må sjælesørgeren skærpe blikket for skjult udbrændthed i menighederne, for vi ved, at det<br />
findes ofte i dag, og erkendelsen af udbrændthed af vanskelighederne i sig selv er en del af<br />
problematikken!<br />
Brosché peger i den forbindelse på fire almindelige strategier, <strong>som</strong> tvivlende entusiaster i menigheden<br />
ofte gør brug af for at skjule udbrændtheden for sig og andre:<br />
1. Forjagethed.<br />
2. Uengageret rutine.<br />
3. Revirattude – altså at man gør sig til ekspert på et bestemt område og konstant skaffer sig<br />
opmærk<strong>som</strong>hed derved. Man sikrer sig, at ingen andre gør sig gældende på dette<br />
”territorium”.<br />
4. Solospil.<br />
Vær altså opmærk<strong>som</strong> på disse forsvarsmekanismer for at kunne hjælpe dig selv eller andre til at<br />
erkende situationens alvor.<br />
2. Se i øjnene, at du selv har ansvar og muligheder for forandring af den vanskelige situation.<br />
”I vort arbejde med folk, <strong>som</strong> erfarer udbrændthed, har vi fundet ud, at i næsten alle tilfælde har de<br />
langt mere kontrol over i det mindste nogle aspekter ved deres livs- og arbejdssituation, end de selv<br />
indser. Så snart de begynder at forstå, at de ejer nogen mulighed for at mestre situationen, begynder<br />
følelsen af håbløshed og hjælp<strong>som</strong>hed at mindskes....” Således citerer Broché en forsker, der har<br />
arbejdet meget med udbrændthed. 1 En bemærkelsesværdig iagttagelse, for det indebærer et opgør<br />
med al selvmedlidenheden, der ellers let kommer til at fastlåse os, når vi begynder at synes, at det<br />
hele er alle de andres skyld.<br />
3. Se i øjnene, hvilken arbejdssituation der førte frem til udbrændthedssyndromet.<br />
Der er grund til at understrege betydningen af at udøse hjertet om ens egen oplevelse af situationen.<br />
Her må sjælesørgeren se det <strong>som</strong> en vigtig opgave at høre på og gennem sin aktive lytten give hjælp<br />
til, at den udbrændte skaber sig overblik over situationen.<br />
Det er også væsentligt at arbejde med oprindelige forventninger, for hvis de mere var rettet mod<br />
paradisiske tilstande, så er det jo umuligt selv for en præst eller præstekone at hjælpe vedkommende<br />
til at nå målene!<br />
Med sin aktive lytten kan sjælesørgeren give hjælp til overblik både over, hvad der er sket, og<br />
hvilken betydning dette har for personen og vedkommendes selvforståelse. Måske kan sjælesørgeren<br />
også give hjælp til at forstå, hvilken eksistentiel betydning arbejdet og engagementet har for<br />
vedkommende: Hvordan er sammenhængen mellem selvforståelsen og kaldsbevidstheden? Hvad er<br />
det, der tvinger mig til at sige ja til alle opgaverne, jeg bliver bedt om at påtage mig? Hvordan<br />
svarer min tjeneste til de bibelske vejledninger for en tro tjener?<br />
Kommer sjælesørgeren i kontakt med burn-out-truede, <strong>som</strong> er uden bevidst tro, kan netop<br />
udbrændthedsoplevelsen måske være det, der giver anledning til at forkynde om den Gud, <strong>som</strong> ikke<br />
giver efter fortjeneste eller indsats, men alene giver sine gode gaver for sin egen kærligheds skyld.<br />
Det bedste af alle råd til den, <strong>som</strong> vil forebygge og udbedre skaderne fra udbrænding er derfor dette:<br />
Hvad du end gør, så skaf dig en sjælesøger!<br />
Ofte består bistanden alene i at give hjælp til forståelse af situationen, fordi den hjælpsøgende selv<br />
har ressourcerne i sig til at ændre den. Men manglende overblik over det uoverskuelige skabte<br />
angst, og denne hindrede forandringen. Selvforståelsen fremmes, når det lykkes sjælesørgeren at<br />
give vedkommende en grundlæggende oplevelse af at være blevet forstået. Til dette er sjælesørgerens<br />
empati, respekt, åbenhed, ærlighed, konsekvens og umiddelbarhed væsentlige redskaber.<br />
1 Citeret efter Brosché, s. 111 fra Pines m.fl. s. 9 (se note 5)
12<br />
b. Forandring<br />
Men der vil være tilfælde, hvor det er nødvendigt, at sjælesøgeren giver hjælp til en påkrævet<br />
forandring. Den hjælpsøgende må støttes til gennem den nyvundne forståelse at finde nye<br />
perspektiver og planer for en ændring af situationen.<br />
Den udbrændte har behov for hjælp til forandring inden for et eller flere af følgende områder:<br />
1. Arbejdssituation.<br />
2. Familiesituationen.<br />
3. Selvforståelsen.<br />
Vedr. 1. Arbejdsstituationen: Brosché gør opmærk<strong>som</strong> på, at der er noget, vedkommende selv kan<br />
gøre (opsætte realistiske mål, sørge for tilstrækkelig hvile i hverdagen etc.), men der er måske også<br />
noget, der kun kan ændres i samarbejde med kollegaer eller den overordnede. 1 Alt dette må gennemdrøftes,<br />
for den udbrændthedstruede behøver måske opbakning til at skaffe sig den nødvendige<br />
sociale støtte til at kunne opnå forandringen. Drejer det sig om en medarbejder i menigheden, har<br />
præsten måske de bedste muligheder for at give hjælp til nyordningen i kraft af sit overblik over<br />
menighedens sammenhænge.<br />
Vedr. 2. Familiesituationen: Det er helt nødvendig at være opmærk<strong>som</strong> på de mange sammenhænge<br />
mellem udbrændthed og familieliv. Man kan tale om tre forbindelseslinier:<br />
a. Hvis personen trues af udbrændthed, vil familielivet være truet.<br />
b. Familien kan <strong>som</strong> system, <strong>som</strong> organisme, trues af burnout.<br />
c. Et velfungerende familieliv er det bedste værn mod burnout.<br />
Familiens samspil vil være afgørende for, om sammenhængen bliver <strong>som</strong> under pkt. a. eller pkt. c. I<br />
den sunde familie fungerer samspillet <strong>som</strong> en muskel, der bliver stærkere af at bære større byrder.<br />
Dette må sjælesørgeren hjælpe den udbrændte til at tage konsekvensen af. Derfor bliver det evt.<br />
nødvendig for sjælesørgeren at tilbyde støtte og vejledning til at få familielivet til at fungere<br />
tilfredsstillende.<br />
Vedr. 3. Selvforståelsen: Der kan være situationer, hvor det er urealistisk at finde vej ud af<br />
udbrændthedstruslen, hvis der ikke bliver givet hjælp til en grundlæggende modning eller<br />
forandring af selvforståelsen hos vedkommende. Her vil sjælesørgeren ofte være lige så magtesløs<br />
<strong>som</strong> vedkommende selv til at udvikle den nødvendige forandring . Derfor er forbindelsen til resten<br />
af familien afgørende. Sjælesørgeren vil få stor lejlighed til at henvise til den hjælp, der kun kan<br />
gives fra Ham, der kender vor skabelses gåde.<br />
Måske er der blot behov for afveksling og forandring, 2 hvilket kan skaffes gennem lang sammenhængende<br />
ferie, kortere eller længere orlov eller ved forandringer af arbejdssituationen evt. for en<br />
overskuelig periode.<br />
Over for en medarbejder i åndeligt arbejde er der måske også behov for at give hjælp til at forandre<br />
selvforståelsen i tjenesten ud fra en henvisning til tekster <strong>som</strong> 2. Kor 4,1. Her bliver det nemlig<br />
understreget, at vi aldrig har tjenesten i Guds rige i kraft af vor egen fortræffelighed eller store<br />
anstrengelser, men alene i kraft af den samme nåde, <strong>som</strong> også er baggrunden for, at vi kan frelses.<br />
Nogen vil have behov for (gennem bøn, samtale og god tid) at prøve sin kaldelse fra Gud til at være<br />
den aktuelle tjeneste – måske i Guds riges arbejde overhovedet. Andre skal blive i den samme<br />
tjeneste, men trænger måske til at opleve fornyelse og forandring ved at prøve at komme til et andet<br />
sogn eller skaffe sig anden ændring i tjenesten. Her kan der være god grund til at henvise til Ham,<br />
<strong>som</strong>, fordi han er god og oprigtig, vil vise syndere vejen (jf. Sal 25,8). Nogen skal opmuntres til at<br />
tage sig mod til at skifte arbejde. Og mange har behov for at se – og realisere – mulighederne<br />
mellem de to yderpunkter: at fortsætte uden nogen forandring eller helt at droppe det aktuelle<br />
arbejde.<br />
1 Brosché, s. 152. Jf. også Maslash, s. 113 og 136.<br />
2 Jf. Brosché, s. 130
13<br />
c. Fortrøstning<br />
Undervejs med hjælpen til den udbrændte eller udbrændthedstruede for at give nye perspektiver til<br />
forståelse og forandring må sjælesørgeren også være optaget af hele tiden at formidle fortrøstning.<br />
Ofte vil det netop være her sjælesorgen kommer til at adskille sig væsentligt fra den vejledning, der<br />
blot er sekulær terapeutisk eller psykologisk. Ud over den støtte, der tager form <strong>som</strong> livshjælp til<br />
forståelse og forandring, vil fortrøstningen ofte være troshjælp. For troens sammenhænge er netop<br />
det, vi fortrøstes ved, selv om vi mistrøstes i denne verden.<br />
Gennem aktiv lytten må sjælesørgeren se det <strong>som</strong> sin opgave over for den udbrændte at formidle<br />
fortrøstning fra den Jesus, <strong>som</strong> sagde: ”Kom hid til mig, alle I, <strong>som</strong> er trætte og tyngede af byrder,<br />
og jeg vil give jer hvile”. (Matt. 11,28). Gennem henvisningen til Ham, <strong>som</strong> er ”barmhjertighedens<br />
Fader og at trøst Gud” (2 Kor 1,3) må sjælesøgeren søge at konkretisere hvad det er at slappe af i<br />
Jesus navn. Det må forkyndes, at der er en dimension i Guds ord kaldet sabbatens teologi, der taler<br />
om menneskets skabelses- og naturgivne behov for hvile. Tekster <strong>som</strong> f.eks. Es 58,13 -14 kan være<br />
med til at klargøre en ofte overset sammenhæng mellem glæden i Herren og vort behov for<br />
afslapning og hvile.<br />
Udbrændthed er et i væsentligste grad sjæleligt, psykologisk og sociologisk tidstypisk fænomen,<br />
men det har betydelige eksistentielle konsekvenser. Derfor er der behov for såvel menneskelig <strong>som</strong><br />
åndelig hjælp til forebyggelse og imødegåelse af problemet. I og med inkarnationen griber Guds<br />
frelse helt ind i vort menneskeliv og vor hverdag. Evangeliet siger, at vi er frelst af nåde. Det<br />
betyder også frelst til et liv, der er værd at leve. Derfor må sjælesørgeren i lyset af Guds frelse i<br />
Jesus Kristus se det <strong>som</strong> sin opgave at give hjælp til at leve livet – og derfor også være rede til at<br />
hjælpe såvel menneskeligt <strong>som</strong> åndeligt til forståelse, forandring og fortrøstning.