Udbrændthedssyndromet som sjælesørgerisk udfordring - Agape

4
5. Den åbenbare udbrænding. Man begynder at leve for friheden, for hobbyen, for foreningen.
Måske kan man flygte opad, avancere, eller overlade til andre at klare det utaknemmelige
markarbejde. Eller man forsøger at gå i en slags indre eksil: beskytte sine oprindelige
hensigter og kobler fra ved at være ligeglad med frugten af anstrengelserne. Man er tilfreds
med at kunne sige: ”Nu har jeg i hvert fald gjort det!” Meningsløsheden spreder sig som en
canser-svulst. Måske ender det med fysisk og psykisk kollaps.
Ganske vist er det kun få, som havner helt her i slutstadiet, men mange befinder sig i risikozonen og
vil utvivlsomt opnå meget ved at bearbejde dette forhold i deres liv.
2. Vurdering af og sjælesørgerisk stillingtagen til fænomenet
Vi har nu søgt at give et billed af forskningen og begrebsdannelsen samt de oplevelser, der er
forbundet med ”udbrændthed”. Men hvordan skal vi nu vurdere hele denne begrebsdannelse? Og
hvordan skal vi i sjælesorgen forholde os til fænomenet?
A Bibelske eksempler?
Flere bøger med et kirkeligt/teologisk perspektiv gør meget ud af at finde eksempler på, at også
bibelske personer oplevede udbrændtheden. Elias fra Det gamle Testamente bliver ofte nævnt som
det klareste eksempel på dette, 1 jf. 1. Kong 18-19. Endvidere kan der findes henvisninger til
Jeremias, 2 jf. Jer. 4,22; 7,1f; 8,21; 15,18; 20,7-18 og Moses, 3 Jf. 4 Mos 11,11-15. Også apostlen
Peter omtales som udbrændt, da han efter fornægtelsen gik udenfor og græd bitterligt, 4 jf. Luk
22,62. Ja, selv apostlen Paulus' oplevelse på vejen til Damaskus kan beskrives som en oplevelse i
retning af udbrændthed, 5 jf. ApG 9. Hvis der findes en sådan bibelsk legitimering af selve
udbrændthedsfænomenet, er det jo forholdsvis nemt at forholde sig til den fremkomne litteratur om
emnet, idet vi så vil have nogle orienteringspunkter i den bibelske åbenbaring.
Men er det overhovedet tænkeligt at finde dette fænomen i den bibelske materiale? Drejer det sig
ikke snarere om noget, der er tidstypisk for den urbaniserede industrialiserede mediesamfund, vore
dages hektiske ”flimmersamfund”? Man kunne selvfølgelig forestille sig, at de bibelske tekster
vidnede om, at burnout-syndromet er så almenmenneskeligt, at det findes til alle tider, skønt det
først er moderne human- og socialvidenskaber, der har formået at fremkomme med en passende
betegnelse for det. Men de bibelske eksempler giver kun ringe belæg for en sådan antagelse. Om
end der kan være momenter af det, som det moderne menneske kan opleve i forbindelse med
udbrændthed, så må man dog sige, at de bibelske eksempler ikke passer særlig godt til den beskrivelse
af udbrændtheden, som de samme forfattere giver. Men det er da heller ikke nødvendigt i
kristelig sammenhæng at kunne dokumentere fænomenets gyldighed i vore dage ved at påvise
bibelske eksempler eller paralleller.
b. Kriterier for vurderingen
Men hvordan skal vi så vurdere fænomenet og begrebsdannelsen for at forstå, hvilke udfordringer
det stiller til den bibelske sjælesorg? I det sekulariserede samfund står vi som kristne ofte over for
denne vanskelighed. Især bliver problemstillingen aktuel for sjælesørgeren, der dels ønsker at tage
de bibelske normer for tro, lære og liv alvorligt, og dels gerne vil forstå det medmenneske, han deler
samfund og kultur med. Det er f.eks. den samme problematik, vi står overfor, når vi spørger os selv,
hvordan vi skal forholde os til informationerne om mediepåvirkningen af det moderne menneske?
Eller til transaktionsanalysens forståelse af daglige kommunikationer? Eller hvordan kan vi i
sjælesorgen drage nytte af psykologernes informationer om dødsoplevelsens forskellig faser eller
1 Jf. Brosché, s. 81f, Sanford, s. 788ff (kap. 10. Elijah's Problem). Jf. også Elisabeth Skoglund: Udbrændt?,
Fredereicia 1989, s. 28.
2 Brosché, s. 82.
3 Bent Sivekjær i Udfordringen nr. 6 1991, s. 15.
4 Hviid, s. 22
5 Hviid, s. 22