Udbrændthedssyndromet som sjælesørgerisk udfordring - Agape

11
Denne bevidsthed er ofte vanskelig, fordi den er forbundet med angsten for at tabe ansigt, for at
mærke sin egen angst. For erkendelsen af udbrændthed vil opleves som total nederlag for den, der
har skaffet sig sin værdi ved at have jobbet.
Derfor må sjælesørgeren skærpe blikket for skjult udbrændthed i menighederne, for vi ved, at det
findes ofte i dag, og erkendelsen af udbrændthed af vanskelighederne i sig selv er en del af
problematikken!
Brosché peger i den forbindelse på fire almindelige strategier, som tvivlende entusiaster i menigheden
ofte gør brug af for at skjule udbrændtheden for sig og andre:
1. Forjagethed.
2. Uengageret rutine.
3. Revirattude – altså at man gør sig til ekspert på et bestemt område og konstant skaffer sig
opmærksomhed derved. Man sikrer sig, at ingen andre gør sig gældende på dette
”territorium”.
4. Solospil.
Vær altså opmærksom på disse forsvarsmekanismer for at kunne hjælpe dig selv eller andre til at
erkende situationens alvor.
2. Se i øjnene, at du selv har ansvar og muligheder for forandring af den vanskelige situation.
”I vort arbejde med folk, som erfarer udbrændthed, har vi fundet ud, at i næsten alle tilfælde har de
langt mere kontrol over i det mindste nogle aspekter ved deres livs- og arbejdssituation, end de selv
indser. Så snart de begynder at forstå, at de ejer nogen mulighed for at mestre situationen, begynder
følelsen af håbløshed og hjælpsomhed at mindskes....” Således citerer Broché en forsker, der har
arbejdet meget med udbrændthed. 1 En bemærkelsesværdig iagttagelse, for det indebærer et opgør
med al selvmedlidenheden, der ellers let kommer til at fastlåse os, når vi begynder at synes, at det
hele er alle de andres skyld.
3. Se i øjnene, hvilken arbejdssituation der førte frem til udbrændthedssyndromet.
Der er grund til at understrege betydningen af at udøse hjertet om ens egen oplevelse af situationen.
Her må sjælesørgeren se det som en vigtig opgave at høre på og gennem sin aktive lytten give hjælp
til, at den udbrændte skaber sig overblik over situationen.
Det er også væsentligt at arbejde med oprindelige forventninger, for hvis de mere var rettet mod
paradisiske tilstande, så er det jo umuligt selv for en præst eller præstekone at hjælpe vedkommende
til at nå målene!
Med sin aktive lytten kan sjælesørgeren give hjælp til overblik både over, hvad der er sket, og
hvilken betydning dette har for personen og vedkommendes selvforståelse. Måske kan sjælesørgeren
også give hjælp til at forstå, hvilken eksistentiel betydning arbejdet og engagementet har for
vedkommende: Hvordan er sammenhængen mellem selvforståelsen og kaldsbevidstheden? Hvad er
det, der tvinger mig til at sige ja til alle opgaverne, jeg bliver bedt om at påtage mig? Hvordan
svarer min tjeneste til de bibelske vejledninger for en tro tjener?
Kommer sjælesørgeren i kontakt med burn-out-truede, som er uden bevidst tro, kan netop
udbrændthedsoplevelsen måske være det, der giver anledning til at forkynde om den Gud, som ikke
giver efter fortjeneste eller indsats, men alene giver sine gode gaver for sin egen kærligheds skyld.
Det bedste af alle råd til den, som vil forebygge og udbedre skaderne fra udbrænding er derfor dette:
Hvad du end gør, så skaf dig en sjælesøger!
Ofte består bistanden alene i at give hjælp til forståelse af situationen, fordi den hjælpsøgende selv
har ressourcerne i sig til at ændre den. Men manglende overblik over det uoverskuelige skabte
angst, og denne hindrede forandringen. Selvforståelsen fremmes, når det lykkes sjælesørgeren at
give vedkommende en grundlæggende oplevelse af at være blevet forstået. Til dette er sjælesørgerens
empati, respekt, åbenhed, ærlighed, konsekvens og umiddelbarhed væsentlige redskaber.
1 Citeret efter Brosché, s. 111 fra Pines m.fl. s. 9 (se note 5)