Fiji - Samoa—Tonga Beretning fra Geograffor ... - poultang - home

os til en anden landsby, Matahau. En landsby, der
venligt havde overtaget forpligtigelserne, men forberedelserne
dertil havde der måske ikke været så
meget tid til.
Guiden indledte med venligt at fortælle os, at det
var heldigt, vi først kom denne dag, da de seneste
2 dage havde været præget voldsom regn. Også
Tonga mærker altså klimaforandringerne, og den
megen regn samt de lavere temperaturer betyder,
at f.eks. dyrkningen af yams efterhånden er blevet
meget vanskelig.
Landsbyen, Matahau, rummer ca. 15 storfamilier,
hver bestående af op til 7 brødre, der hver har deres
mindre familie. Fællesskab og forpligtelse over
for hinanden er noget af det, der binder landsbyen
sammen. Familien hjælper hinanden og tager hver
sin bid af opgaverne. Det er den ældste søn, der
ejer jorden, som han har lånt/fået af adelen. Til
gengæld er det så også ham, der skal tage sig af
resten af storfamilien. Der er tale om gensidig
hjælp. Familiemedlemmer, der er emigreret, yder
f.eks. økonomisk støtte til den tilbageblivende del
af familien.
Som eksempel på den fælles indsats så vi en gruppe
på ca. 12 kvinder, der sammen var i gang med
at fremstille tapa, et meget stort stykke stof, der
laves af Papirmorbærtræets inderste bark og siden
med naturfarver udsmykkes med mønstre eller teg-
Tongabogen side 44
ninger af dyr. Hele processen blev grundigt forklaret
og en del af den fremvist for os. Det færdige
stof udgør en stor værdi/kapital, for den, der modtager
det færdige produkt. De samarbejdende kvinder
skiftes til at modtage det færdige produkt. Tidligere
blev stoffet også anvendt til klæder. Nu benyttes
det mest som gave, tæppe til at sidde på
eller udsmykke med eller blot som opsparing.
Efter at have spist frokost, der først og fremmest
bestod af indkøb hos en velforsynet lokal bager, tog
vi til den lokale skole, der daglig har undervisning
mellem 8.30 og 15.30, afbrudt af en frokostpause,
hvor børnene dog bliver på skolen. Vi blev på skolen,
såvel af de voksne som af børnene modtaget
yderst venligt, men i hvert fald for mig syntes det
tydeligt, at besøget ikke var planlagt, hvorfor de
indhentede oplysninger først og fremmest var afhængig
af vores stillede spørgsmål. En af de positive
oplevelser var, da ca. 30 6-8årige børn, under
ledelse af deres lærerinde med sang og taktfaste
klap fremførte en salme for os.
Som en ekstra oplevelse/information var det blevet
arrangeret, at nogle kvinder havde indfundet sig på
skolen. En hæklede, 3 andre flettede, og alle var de
i gang med at lave de traditionsrige Tongamåtter,
der bl.a. benyttes til klædedragter, f.eks. skoleuniformer.
Kvinderne fortalte os om materialerne dertil
og om, hvordan de forinden var blevet forarbejdet.
Undervejs tilbage fortalte guiden om afgrøderne,
hvoraf nogle kunne ses fra bussen.
Bønderne, der hver har ret til en bestemt mængde,
3,33hektar, jord, har samtidig – stadig - pligt til at
dyrke en bestemt mænge kokospalmer. Ofte foregår
dyrkningen, så andre dertil egnede afgrøder
gror under palmerne. Desværre er kokosprodukterne
ikke længere gode salgsobjekter. Selve nødderne
benyttes f.eks. til svineføde. Andre afgrøder kan
være banan, maniok, yams og taro samt louagauplanten,
hvis blade benyttes til de føromtalte
måtter.
Mens vi kiggede efter de forskellige afgrøder, stoppede
bussen pludselig ved en stor række høje træer.
Vi skulle ikke have kigget ret længe, før vi i