Fiji - Samoa—Tonga Beretning fra Geograffor ... - poultang - home

Fiji - Samoa—Tonga 

Beretning fra Geografforbundets 

stillehavstur 

2009 

Tongabogen side 1

Tongabogen side 2 

Praktiske oplysninger 

Denne bog er skrevet i forbindelse med 

Geografforbundets tur til Stillhavet i juli 2009. 

Bogens tekster er forfattet af deltagerne. 

Alle billeder i publikationen er egne billeder. Eller det er 

sikret at ophavsretten er på plads. Bogen kan købes på 

www.lulu.com 

Gruppens dokumenter, billeder og kort kan findes gennem 

Googlegruppen: 

http://groups.google.dk/group/tonga09? 

hl=da 

Yderligere billeder, dokumenter, praktiske oplysninger, 

kort med videre kan ses ved at gå ind på gruppens hjemmeside. 

Eventuel kontakt til Poul Tang tangpoul@gmail.com. 

Bogen kan bestilles direkte på www.lulu.com og koster ca. 

35$ plus porto. Bog nummer 7610271. 

Poul Tang

4. Indholdsfortegnelse 

5 Forord 

8 Om linjer og grænser 

10 Fiji 

11 Fakaleiti 

12 En rundtur med Georgie Boy 

15 Besøg i bjerglandsby i Fiji 

16 Samoa 

17 Bytur i Apia, Samoa 

19 Mangrove 

20 Mangrove og fiskeri 

23 Snak i bilen med Pulea Ifopo 

24 Botanisk have - Apia, Samoa 

25 Manono 

28 Vulkanisme i Samoa 


36 En søndag på Savai'i 

38 Og så en søndag på Vava'u 

40 Savai’i Ø-rundtur 

42 Tonga 

43 Over datolinjen til Nuku'alofa 

46 Nuku'alofa 

48 Hvaltur 

52 Striped Marlin 

56 Biler på Tonga 

60 Korea 

61 Seoul 

67 Rejseplan 

68 Hyldestsang 

70 De berejstes klub 

71 Deltagerliste

Tongabogen side 4

FORORD 

En klog mand sagde engang: at rejse er 

at leve. Lad det så nu være sagt, at rejse 

i Sydhavet er at leve livet. I Vesten er tiden 

som et køretøj, der enten bringer os 

for hurtigt til endemålet, eller som vi 

kæmper med at få til at gå. Blandt polyneserne 

er den mere som en karrusel – 

hvorfor sætte farten op, du kommer alligevel 

ikke ud af stedet. At nå denne tilstand 

kræver passende nok at man både 

fysisk og mentalt må bevæge sig langt 

væk fra vestens vante veje og til sidst flyve 

over datolinien ind i morgendagen. 

Men har man gjort det spring, venter der 

også en oplevelse af de store. For udover 

dets folk har Sydhavet en forunderlig natur 

med en overflod af planter og dyr, både 

over og under vandet. Et sandt paradis 

for en flok fortravlede, danske geografer. 

En sidebemærkning om Tonga, en tidligere 

rejsekammerats henvisning til en rejseleder, 

en telefonsamtale, en komsammen, 

en slags turbeskrivelse, et prisoverslag, 


en tur i Geo-bladet og den 11. juli 2009 

stod 23 mennesker i Kastrup Lufthavn 

med snuden vendt mod de syd-vestlige 

stillehavsøer. 

En broget flok, aldersmæssigt spredt over 

næsten tredive år, erhvervsmæssigt alsidig, 

men alle med en geograf i maven og 

en drøm om Sydhavet i sindet. Men intet 

skulle blive, som de drømte om. Hvad der 

ventede dem derude i det fremmede, er 

denne bogs emne. De mange oplevelser, 

der ikke fandt vej til bogens få sider, må 

for altid forblive de 24’s fælles hemmelighed. 

Men dér hviler de også i tryg havn - 

for en gang imellem at blive søsat til stor 

moro i fremmed lag. 

Læn dig tilbage, vend den næste side og 

tag en tur i karrusellen – velkommen til 

Sydhavet! 

J.Allan Pedersen, faglig rejseleder

Tongabogen side 6

Tongabogen side 7

Om linjer og grænser 

Mange gamle geografibøger indleder med at definere 

geografisk længde og bredde. Det er også en 

praktisk ting at vide, fordi alle geografiske kort er 

forsynet med angivelse af længde og bredde, og 

dermed kan man altid orientere sig på globen, selvom 

kortets tekst står på koreansk eller et andet for 

de fleste uforståeligt sprog. Enkelte af disse linjer 

har specielle navne - således ækvator og den nordlige 

og sydlige vendekreds (23½ grad) og nordlige 

og sydlige polarkreds (66½ grad). På vores tur var 

det dog meridianerne (længdekredsene) der tiltrak 

sig vores opmærksomhed. 0 meridianen går gennem 

observatoriet i Greenwich lidt øst for London. 

Den blev fastlagt på en konference holdt i Washington 

D.C. i 1884, ved samme lejlighed blev det vedtaget 

at opdele jorden i 24 tidszoner hver på en 

time svarende til 15 grader. Før den tid var der et 

utal af lokale tidszoner; f.eks. skulle man passere 

75 (!) zoner når man kørte med den nyanlagte 

jernbane fra øst til vest i USA. Ved 180 grader mødes 

linjerne fra øst og vest, dette kaldes datolinjen. 

Da datolinjen ingen officiel status har, kan landene 

omkring linjen selv vælge på hvilken side de vil ligge. 

Tonga og Samoa ligger næsten på samme 

længdekreds, men har valgt at ligge på hver sin 

side af datolinjen. Så sent som i 1995 er linjen blevet 

rettet, idet republikken Kiribati har ønsket linjen 

forskudt helt til 150 grader vestlig længde, for 

at alle statens øer kan have samme tid. 

På vores tur passerede vi den nordlige vendekreds 

og ækvator helt uden at opdage det, men datolinjen 

passerede vi først fra vest mod øst da vi fløj fra 

Fiji til Samoa og senere fra øst mod vest da vi fløj 


fra Samoa til Tonga. Det bevirkede at vi først oplevede 

en uge med to tirsdage (den 14. juli) og derefter 

en uge næsten uden onsdag (den 22. juli). 

Grænser har vi også passeret mange af. Ingen har 

vi sådan fysisk rørt ved for de er alle sammen passeret 

i luften; men vi har været igennem mange 

security check ud af de forskellige lande og desuden 

en del sikkerhedsforanstaltninger inden vi fik 

lov til at slippe ind. Ved grænsen til Samoa var der 

lægekontrol således at ingen med influenza symptomer 

blev lukket ind. Flere blev ved stikprøve kontrol 

udtaget til temperaturmåling. Vi har i alt passeret 

9 grænser og alle er kommet hjem. 

De 7 af os der blev nogle dage længere i Seoul så 

desuden en anden type grænse som er meget mere 

bevogtet og umulig at passere på normal vis. Der 

er tale om grænsen mellem Nord- og Syd- Korea 

ved den 38 breddekreds. Her er en 4 km bred såkaldt 

demilitariseret zone (DMZ). Det er muligt at 

der ikke er noget militær inden for de 4 km ingenmandsland, 

men ellers regner man med, at det er

verdens stærkest bevogtede grænse. Allerede under 

Anden Verdenskrig blev Korea delt ved demarkationslinjen 

der hovedsagelig faldt sammen med 

den 38 breddekreds. I 1950 startede Korea krigen 

og den sluttede med en våbenhvileaftale underskrevet 

den 27/7 1953 i Panmunjeon; selv efter tre 

års krig var grænsen stadig ved den 38 breddekreds. 

Fra Seoul er der flere organiserede ture til grænsen 

der ligger 55 km nord for byen. Desværre passede 

vores ophold ikke med de få ture der var til Panmunjeon, 

våbenstilstandsbyen. Det er det eneste 

sted i selve zonen besøgende kan komme. Vores 

tur gik til sydsiden af DMZ. Vi så bl.a. tunnel nummer 

3. Det er en af de tunneler nordkoreanerne har 

gravet under DMZ for at kunne føre tropper hurtigt 

frem. Denne tunnel blev opdaget i 1978 og nordkoreanerne 

hævdede at det var en gammel kulmine! I 

alt har man fundet ca. 20 tunneler. Tunnel nr. 3 var 

2 m høj og 2 m bred og i alt 1635 m lang samt 73 

m dyb. Vi besøgte også den nordligste observationspost. 

Herfra kan man på en god dag se et stykke 

ind i Nordkorea. Vi havde desværre meget diset 

vejr, så selv i de opstillede teleskoper kunne vi ikke 

se den store bronzestatue af Kim Il-Seong og den 

høje flagstang med det 300 kg tunge flag. Desuden 

så vi Dorasan jernbanestationen. Det er den sidste 

station i Sydkorea, men bortset fra turister er der 

ingen trafik. 

Det er en underlig fornemmelse at være så tæt på 

verdens bedst bevogtede grænse og så gå rundt og 

være turist og se på souvenirs som om det bare var 

en tur til Himmelbjerget. En enkelt positiv historie 

er der at fortælle om DMZ, nemlig at den 240 km 

lange og 4 km brede zone nærmest har virket som 

et naturreservat. Sjældne plante og dyrearter har 

her fået fred til at formere sig. 

Personoverskridende grænser er der sikkert også 

en del der har oplevet, det kræver jo en vis tilpasning 

at være 24 fremmede mennesker sammen i 

tæt ved tre uger. Men den historie må hver især 

skrive. 

Inger Poulsen 

Tongabogen side 9

Tongabogen side 10

Mødet med en Fakaleiti - (falsk kvinde) som modtog os med blomsterkranse på Fiji (længst til venstre) - 

Fakaleitierne var meget specielle med deres feminine stemme og de meget kvindelige bevægelser. 

Fakaleiti 

Fakaleiti/fakafefine(Tonga), fa’afafine(Samoa), akava’ine(Cook 

Islands), whakawahine(Maori) og mahu 

(Hawaii) – med undtagelse af det hawaiianske er 

alle ordene varianter af en ur-polynesisk stamme 

bestående af ’faka’ (= ligesom) og ’fefine’ (= kvinde). 

Hawaiianernes ord stammer interessant nok fra den 

hermafroditiske gud Mahu-lisa. Ordet ’fakafefine’ og 

alle dets mange varianter beskriver en gruppe 

mennesker i de polynesiske samfund, der alle har 

det til fælles, at de er mænd, der i større eller mindre 

grad udviser feminine træk. Og til forskel for 

homoseksuelle mænd er de en fuldt integreret del 

af polynesisk kultur. 

De bliver ikke udsat for diskrimination i nogen 

nævneværdig grad, men værdsættes derimod for 

deres evner indenfor kunstneriske, pædagogiske og 

omsorgsmæssige områder. 

En af Sydhavets mest populære ’events’ er for eksempel 

Miss Galaxy konkurrencen, der afholdes 

hvert år i Nuku’alofa, Tonga. 

’Fakafefine’- fænomenets oprindelse og stadigt store 

omfang har altid været genstand for stor diskussion 

i intellektuelle og især religiøse kredse. I sidstnævntes 

tilfælde fordi man fejlagtigt har lavet en 

direkte kobling mellem ’fakaleitis’ og bøsser: det 


andet var en følge af det første og derfor i god, 

konservativ kristen ånd, et onde. 

Den traditionelle (læs: vestlige) forklaring er, at 

man i familier med udelukkende drengebørn har 

opdraget den yngste dreng som en pige, for at have 

et barn til at passe ’pigepligterne’. 

En ligeså udbredt, og i polynesiske kredse mere 

accepteret, forklaring er, at flere faktorer spiller ind 

ved det enkelte drengebarns valg af kønslig identitet. 

I denne forklaring tillægges drengens egen vilje 

og ønske en ligeså stor rolle som familiens. 

Allan Pedersen 

Se mere om ”Miss Galaxy Pageant” på Wikipedia.

Fiji: En rundtur med Georgie 

Boy 

Fiji er en øgruppe bestående af omk. 332 større og 

mindre øer, beliggende omk 16 o -20 o S.br. og omk 

177 o V.l. til 177 o Ø.l.- med et samlet areal på 

18,376 km 2 idet dog 87 % udgøres af øerne Vanua 

Levu and Viti Levu. Hovedstaden Suva har 172948 

indb. og den næststørste by Laotoka 52742 (2009). 

I Nadi med den internationale lufthavn bor 42712 

Natur og ressourcer: På grund af Fijis beliggenhed 

er landet begunstiget med et tropisk maritimt 

klima uden de store udsving: den varme periode 

fra okt til apr med temperaturer omk 30 o -32 o , og 

hvor det også regner mere med op til 600mm om 

måneden, den ”kolde” periode fra maj-sep med 

omk ”kun 28 o -29 o og med betydeligt mindre nedbør 

og visse steder deciderede tørre perioder. 

Jordbunden er de fleste steder frugtbar fordi den er 

af vulkansk oprindelse men kun knapt 11% er opdyrket, 

4,6% har permanente afgrøder og resten 

ligger brak. Som vi så rundt på turen dyrkes der en 

del sukkerrør, men derudover er de fleste afgrøder 

til eget forbrug eller salg på det lokale marked: maniok, 

taro, kava (eller yakona), aubergine, majs, 

kål, bønner, 

Der dyrkes en del mango som dog ikke er en oprindelige 

fijisk plante men indført fra Indien 

Vi så også ”Garden of the Sleeping Giant”, en orkidehave 

anlagt af skuespilleren Raymond Burr som 

tilbragte en stor del af sit sene liv i Fiji og anlagde 

Sukkerrørene dyrkes ved at et stykke stængel på 

30.40 cm lægges ned i en fure i jorden og dækkes 

til. Nye rør skyder op fra ”øjnene” på stængelen og 

med gødning kan der høstes 1 gang om året de 

næste 5 år hvorefter rørene brændes ned og et ny 

mark sættes. Der høstes løbende i den tørre periode. 

Rørene køres til sukkermøllen (der er 4 i Fiji) 

og for at sukkeret ikke skal omdannes til stivelse 

skal de presses indenfor 48 timer Efter at saften er 

presset af kan resterne bruges som brændsel. Sukkeret 

eksporteres primært til EU og USA. 


denne have med overvejende importerede planter. 

Befolkning: ved tællingen i 2007 var der 827900 

indbyggere i Fiji. Heraf er 57% oprindelige Fijians 

og 37% er indvandrere fra Indien (Indo-Fijians). 

Resten af befolkningen er delt mellem europæere, 

rotumanere, beboere fra de øvrige Pacific Islands 

samt kinesere. En mindre del er af blandet etnisk 

oprindelse (”fruit-salad like George”). Middellevetiden 

er 67,8 år, fødselsraten 20,7 prm, dødsraten 

7,1 prm men spædbarnsdødeligheden 16 prm. 

35,4% af befolkningen er under 14 år. Befolkningstilvæksten 

er 0,83% om året og afspejler at der 

forlader 10% flere fijianere end der ankommer. Det 

er helt almindeligt i familierne at man sender familiemedlemmer 

til udlandet (primært Australien, 

New Zeeland og USA) for at arbejde og sende penge 

tilbage. 

Den etniske sammensætning afspejler også den 

religiøse: 52% er kristne (primært metodister eller 

katolikker), 33% er hinduer og 7% muslimer. 

Der almindelig skolegang fra 6-års alderen, men da 

skoler er private og der ingen skoletvang er, er 

gennemførelsesprocenten kun omk 80%. Skoleafgiften 

er 50-1000 FJD pr år (minimumslønnen 1,7 

FJD pr time og normalt 2-3,5 FJD/time)

Befolkning og religion 

De oprindelige indbyggere kom fra Sydøstasien, og 

i det 17. Århundrede blev Fiji besøgt at opdagelsesrejsende 

fra Europa. I 1874 blev Fiji gjort til en britisk 

koloni. 

Fiji blev erklæret uafhængig i 1970. Derefter har 

Fiji været udsat for flere militære kup. I 2001 blev 

en demokratisk valgt regering indsat, men så sent 

som i 2006 gennemførtes for endnu et militærkup. 

Sammensætningen af Fijis befolkning medfører, at 

Fiji har udviklet sig til et egentligt multietnisk samfund, 

der fremstår som mange usammenhængende 

samfund, der lever parallelt. Stort set alle befolkningsgrupper 

gifter sig inden for deres egen befolkningsgruppe. 

Hvis sprog skal tages som udtryk for en nations 

kultur, er fijiansk, fastlagt i konstitutionen fra 1997, 

Fijis officielle sprog. – omkring 1/3 af Fijis befolkning 

taler dette sprog. Men også engelsk og hindusthan 

er anerkendte som officielle sprog. 

Også religionen er mangeartet – alle religiøse retninger 

har samme mulighed for at udøve deres religion. 

Dette er formentlig endnu et udtryk for at 

befolkningen lever i parallelle samfund. Kristendommen 

kom til Fiji fra Tonga, da tonganerne var 

mere imødekomne overfor europæerne. Efter 1874 

blev den oprindelige religion erstattet af kristendommen, 

og lidt efter lidt blev Bure Kalou (de oprindelige 

templer) revet ned og erstattet af kirker. 


Kristendom spiller stadig den dominerende rolle, 

med ca. 53 % af befolkningen, og det politiske liv 

er meget påvirket af metodisterne (ca. 38 %). Også 

anglikanerne spiller en stor rolle; der udover 

finder man tilhængere af Den apostoliske Kirke, 

Assembly of God, Baptister, Jehovas Vidner, protestanter, 

katolikker, De sidste dages hellige og Syvende 

dags adventister. Udøvere af hinduisme udgør 

en større del af befolkningen(34 %), på grund 

af det store kontingent af fijianere af indisk afstamning. 

Der er et meget stort hindutempel i Fiji, Sri 

Suva Subramaniya templet, der ligger lige udenfor 

Nadi. Også muslimer er til stede på Fiji, med ca. 

60.000 tilhængere (ca. 7 % af landets indbyggere). 

Det er tillige muligt at finde tilhængere af Bahà’i og 

konfusianismen (det kinensiske kontingent). Ifølge 

en opgørelse fra Fijis statistiske departement bekender 

ca. 0,7 % af Fijis befolkning sig ikke til nogen 

religion. 

Generelt er fijianerne stolte af deres religion, og 

der er mange kirker landet over. Det har været diskuteret 

om religion skulle undervises i skolerne. Da 

mange af skolerne drives af kirker er det derfor op 

til den enkelte skole hvordan religion undervises – 

altså om religion skulle være missioneren eller religionsundervisning.

Produktion og handel 

Det ses her tydeligt at Fiji har et meget stort handelsunderskud. 

Det dækkes i vidt omfang ind at de 

penge som udvandrede fijianere sender tilbage. 

2008 

(foreløb) 

Grøntsager Lev. dyr Fødev. og 

tobak 

Hvis vi ser lidt på Fijis historie og religion forud for 

koloniseringen har religionen indbefattet forskellige 

former for animism og divination., og religion dækkede 

fijianerens liv fra vugge-måtte til grav. I tabuerne 

er beskrevet hvad der må spises og drikkes, 

hvem han skal indgå ægteskab med og hvor han 

skulle begraves – hele livet bar han frygten for at 

gøre deities vrede. Efter døden troede man på at 

ånden foretog en rejse to Bulu, som er endestedet 

for den døde, af og til beskrevet som Paradis. Den 

dødes ånd forblev omkring huset i 4 dage, hvorefter 

ånden begav sig til et udspringspunkt. Fra det 

punkt begav sjælen sig på rejse til Vanau Ni Yalo. 

Så sent som i 1957 er det beskrevet at fugle, dyr, 

fisk, træer eller endog grøntsager, blev betragtet 

som totem. De store guder blev dyrket i Bure Kalou 

(eller templer) – hver landsby havde et sådant 

tempel med præst (bete), nogle landsbyer havde 

flere. 


Udvandringen sker primært til New Zealand, Australien 

eller USA og ofte er det en organiseret familiestrategi 

at lade nogen emigrere for at kunne 

Mineral. 

prod. 

Økonomi og styre 

Maskiner I alt 

mio 

FJD 

Imp 6% 4% 35% 35% 11% 3601 

Eksp 4% 10% 31% 29% 2% 1471 

Jorden i Fiji ejes af staten men 87,9% af den er 

udlejet til indfødte fijianere på 99årige kontrakter. 

3,9% er direkte statsejet og 7,9% er i privat eje. 

Det er kun indfødte fijianere der kan eje jord. Derfor 

er de mange indere henvist til at ernære sig 

udenfor landbruget og er derfor overvejende beskæftiget 

indenfor detailhandel. George fortalte at 

da han er af blandet race og hans far og mor var så 

”uheldige” at vedkende sig ham kan han ikke leje 

jord af staten men er henvist til at leje af sin moder 

som er den primære lejer. 

Fijis nyere historie har været noget omtumlet og 

betydet et usikkert investeringsklima hvilket er en 

stor del forklaringen på den dårlige økonomi. Landet 

blev selvstændigt i 1970 men op gennem 70’erne 

og 80’erne steg de etniske spændinger, rette 

mod den store gruppe af indisk afstamning. Ved 

valget i 1987 kom en regering præget af fiji-indiske 

interesser til magten hvilket medførte et ublodigt 

militærkup ”for at sikre de etnisk fijianske rettigheder” 

som kup-generalen bekendtgjorde. Som reaktion 

emigrerede en stor del af de veluddannede fijiinere, 

inderne i sukkerindustrien nægtede at høste, 

turismeindustrien gik i stå og Australien og New 

Zealand indstillede deres hjælpeprogrammer. Siden 

har der været en række regeringskriser og endnu 

et militærkup i 2006. Regeringen har senest lovet 

valg til en grundlovgivende forsamling i 2012 

Per og Hanne

Besøg i bjerglandsby i Fiji 

Do not harm the plants— This is their land !! 

Vel tilbage på Waterfront Hotel i Fiji besluttede 

halvdelen af gruppen efter opfordring fra Martin at 

bruge frieftermiddagen til en guidet tur til en af 

Fijis nationalparker i bjergene ved landsbyen ABA- 

CA ca. 16 km syd for LAUTOKA 

Vi kørte i kolonne med venstre kørsel og i et noget 

opskruet tempo, når vejenes beskaffenhed tages i 

betragtning og i 3 helt nye 4WD køretøjer. Vores 

guide var naturvejleder. Han var vokset op i bjergene 

omkring KOROYANITU Nationalpark og havde 

en utrolig stor viden om bjergenes natur. 

På vejen op til ABACA stoppede vi og tog billeder af 

den storslåede natur og udsigt til nogle de andre 

øer omkring Fiji 

Vi stoppede ved VERINI FALLS og gik ned en 5 

mins tur ned og betragtede vandfaldet fra en noget 

vakkelvorn udsigtsplatform. 

Vi fik gennem naturvejlederen viden om de traditionelle 

planter og deres medicinske anvendelser og 

betydning for et landsbysamfund. 

Derefter kørte vi hen til landsbyen ABACA. Vi blev 

iklædt lang nederdel både mænd og kvinder i respekt 

for landsbyens tilbud om at møde os. Vi gennemførte 

en traditionel velkomst og kava ceremoni 


(”Sevusevu”). Den lokale høvding fremstillede kava 

drikken under en del rituelle bevægelser og snak og 

bød rundt først til de mandlige deltagere til gennem 

”Chief Martin” som vi havde valgt som vores ordførende. 

Efter velkomsten fik vi en orientering om 

landsbyen, som blev bygget i 1931 efter en naturkatastrofe 

et andet sted i bjergene hvor kun 3 ud af 

200 beboere overlevede. I ABACA bor der i dag 86 

personer fordelt på 14 familier. Skolebørnene bor 

længere ned af bjerget i et hus som landsbyen ejer 

og hvor familierne på skift passer skolegruppen i en 

uge. 

På hjemvejen kørte chaufførerne gennem hovedbyen 

NADI og vi sluttede en pragtfuld eftermiddag på 

Waterfront Hotel sidst på eftermiddagen. 

Ellen og Poul Engelhard

Tongabogen side 16

Bytur i Apia – første dag i Samoa. 

Vi var indlogeret i et nyrenoveret ”kolonihus” hotel 

Marina – lige over for lystbådehavnen lidt uden for 

Apia. Allan havde taget imod os i lufthavnen aftenen 

før med blomsterkranse og godt humør. 

Inden vi drog af sted, stillede vi alle op til turens 

første ”gruppebillede med blomsterkrans”. 

kl.10.45 ( som Lise på det bestemteste påpegede 

var langt senere end planlagt ) og vi begav os af 

sted mod Apia. Solen skinnede og det var varmt og 

dejligt, hvilket vi på det tidspunkt tog som en selvfølge. 

Apia ligger i en velbeskyttet hesteskoformet bugt. 

Vi gik langs vandet og havde flot udsigt til de mange 

forskellige kirker, der lå som perler på en snor 

ad den såkaldte ”kirkevej”. 

Undervejs mod byen fortalte Allan om Samoas historie, 

natur, dagligdag og politiske forhold. Han 

fortalte også nogle gode historier, bl.a. om dengang 

Samoa forgæves forsøgte at slå Tonga i langbådskapsejlads, 

og i skuffelse bankede tonganerne 

i hovedet med deres pagajer. Det skal dog siges at 

Tongas båd var bemandet med politifolk og fængselsfanger, 

der var blevet lovet frihed, hvis Tongaholdet 

vandt. Vi hørte også historien om John Williams, 

der blev spist, takket være samoanernes dårlige 

erfaringer med europæiske fupmagere, der 

lokkede dem i slaveri. 

På vejen så vi et stort Banyontræ. Det er et træ, 

der overgros af en snylteplante, som langsomt men 

sikkert dræber det oprindelige træ. Ude i vandet 

var 2 mænd med fiskenet ved at fange madding til 

senere fiskeri. De stod lige ved en flodudmunding, 

hvor vandet er rent. I vandet så vi også en af de 

før omtalte langbåde. 

Den katolske kirke var pyntet med røde og hvide 

bånd og bannere. Det blæste meget, 

så kirketjeneren opgav at hamre båndene fast i 

asfalten og bandt dem i stedet fast om søjlerne. 

Indenfor var der lyst og luftigt, hvide og blå 

”køkkenfliser”, glasmalerier som skildrede Jesu liv 


og levned, samt åbne sideskibe. 

Vi passerede også det hus, hvor Stevenson boede, 

inden han flyttede op i det flotte hus, som nu er 

museum. En del af os besøgte museet og graven 

på bjerget, da vi senere vendte tilbage til Apia. 

Videre mod centrum så vi parlamentsbygningen 

med det i øjenfaldende brune tag. Kineserne, som 

har stor indflydelse i Samoa, ville betale for byggeriet, 

men undervejs blev samoanerne temmelig 

chokerede, da bygningen slet ikke indeholdt samoanske 

byggetraditioner. Problemet søgtes så løst 

ved at afslutte med den velkendte ”kalot”. 

Et hyggeligt indslag i bybilledet er de mange forskellige 

gamle busser, som er malet så flot og farverigt. 

Samoanerne er ikke bange for at bruge 

stærke farver, hvilket også ses på mange af deres 

huse. De hyggelige busser bliver dog snart udskiftet 

med mere sikre køretøjer. 

Den fælles tur sluttede ved det overdækkede marked, 

hvor Allan opfordrede de modige til at spise 

frokost. Efter at have kigget lidt på de udstillede 

madvarer, var vi en del, der endte på en ret moderne 

café. 

Sally

Tongabogen side 18

Mangrove 

Efter at have oplevet to tirsdage i samme uge!! 

oprandt onsdag den 15. juli. De 4 chauffører kører 

samlet de 50m hen til biludlejningen. Selvom Allan 

var taget i forvejen for at leje biler med mere 

havde det desværre ikke hjulpet ret meget. Der var 

kun to biler klar. Efter en del snak lidt af det med 

store bogstaver lykkedes det med nogen 

forsinkelse at skaffe den sidste. 

Dagens emne var besøg i mangroveområde med 

direktøren for projectet som guide. 

Vi afhentede ham ved hans kontor med en times 

forsinkelse (Samoatid). Lisbet og Georg benyttede 

køreturen ned til mangroveprojectet i SANAPU og 

fik et lang og god snak med ham om dagens emne. 

En køretur igennem en meget smukt og kuperet 

natur. Vejenes standard en snak værd. Der er 

mange acasietræer på ruten. Også folks haver er 

vældig flotte med en masser af farver på blomster 

og buske. Ved mange af husene er gravsteder i 

haverne. Det er en tradition på Samoa, at de 

vælger at begrave deres døde hjemme på egen 

grund, så har de dem tæt på. 

Mange af husene er store og åbne, vel nærmest 

som en slags udestue - et tag båret af pæle hele 

vejen rundt bare pæle hele vejen rundt.. Det 

hedder en FALE FONO -og fungerer dels som bolig 

dels som samlingssted, når familierne samles. Her 

kan de sidde i skygge og slappe af og sludre. Om 

natten kan de rulle for. 


I mange landsbyer, der ligger ud til havet har man 

lavet et bassin helt nede i vandkanten, opdelt for 

mænd og kvinder. Der kan man bade og vaske tøj. 

Vi når frem til mangroveområdet og skal have en 

sejltur ind i området. Desværre kan bådens motor 

ikke starte, så vi starter med en vandretur ind i den 

tørlagte del af mangroven. Da vi kommer tilbage er 

der endelig gang i motoren og i 3 hold sejles vi så 

ind i området. Det er et fantastisk syn. 

Vi kørte derefter hen til Marine Protected Area 

district centre og fik frokost. Det var et festmåltid 

som de får det i landsbyen helt efter Samoa 

traditionen. Fiskene fanget indenfor storrevet. De 

små fisk med net - de store med spyd Rigelig med 

mad .Vi kunne ikke spise en brøkdel af maden. Vi 

startede med at få hver en kokosnød med sugerør. 

De kalder det juice, det vi drikker. Vi fik så at vide, 

at en kokosnød kan bruges til 118 ting og dette var 

en af dem. Vi fik også taro, både rod og top bruges, 

3 slags nyfanget fisk, 2 slags kylling grisekød 

taroblade med kokos. Værterne ventede pænt i 

baggrunden mens vi gæster forsynede os. 

Hele området var under opsyn af landsbyens 

beboere, idet mange kørte ned til havet for at 

"stjæle"/hente Black Sand. Vi tog afsked med 

vores turguide som blev tilbage og nød sin kava og 

kørte hen til TOGITOGIGA WATERFALL hvor 

gruppen fik sig en svalende badetur. 

På vejen hjem gjorde vi et par korte fotostop. 

Aftensmaden indtog vi i squash-centrets cafe. 

Nogle fik fisk, andre fik sej - tør bøf. Nat med tung 

regn. 

Poul og Ellen

Mangrove og fiskeri 

Jeg sad foran fjernsynet for et lille års tid siden og 

så at nogle fiskere fangede fisk ved at sprænge 

bomber i havet. Kemikalier i vandet kunne også 

forekomme. Det var langt væk fra Danmark. Det 

bliver pludseligt meget nærværende for mig, da 

kaptajn Pulea Ifopo sidder og fortæller, at det er i 

Samoa man har det problem. 

Kaptajn Pulea Ifopo, arbejder for Ministeriet for nye 

og vedvarende energikilder i Samoa. Han sidder og 

fortæller at man for 9 år siden begyndte at tage fat 

på miljøproblemerne i en stor del af Samoa. Han 

fortalte at fiskerne endelig havde indset, at de for 

deres egen og for deres børns fremtid, ikke skulle 

bruge hverken kemikalier eller bomber til at fange 

fisk med. Man havde også lavet en ny lov, som forbød 

fremmede at fiske indenfor en vis afstand til 

land. Japanerne havde bl.a været et problem. Der 

var også lavet lokale regler for de lokale fiskere, 

som havde visse rettigheder i forhold til andre fiskere 

fra Samoa. 

Man havde desværre kun en kystvagtsbåd. 

Et andet stort problem for miljøet var mishandling 

af mangroven. Der blev fældet for mange træer, 

som blev brugt til brændsel. Det fik mangroven på 

sigt udryddet. 

Ifølge internettet, så har man også brugt mangroven 

til affaldsplads for skrald. Det kan forgifte om- 

Luftrødder 


rådet og dermed ødelægge den sarte balance, som 

et økosystem i et sådant område er. 

Der er forskellige slags mangrove i forskellige dele 

af verden. 

Mangrove er planter som kan gro i en vekselvirkning 

mellem fersk- og saltvand. Der kommer vand 

både fra havet og floderne. Planternes rødder er 

svampede, for at de ikke skal mangle ilt i mudderet. 

Der er rådnende blade og ekskrementer som 

giver en masse alger og plankton. Det kan de små 

dyr leve af og så er fødekæden i gang. Vigtigt fiskeyngel 

vokser op i mangroven. Dyrelivet er stort. 

Der findes mudderkrabber og østers, rejer og 

mangroveskovmulte, som folk samler og spiser. 

Bla. fanger de krabber i fælder med meget store 

netstørrelser. 

Mangroven beskytter også landet imod havet. Både 

mangroven og koralrevet beskytter mod storme, 

hvilket er ekstra nødvendigt med hyppigere og 

voldsommere storme som følge af klimaændringer. 

Om de også kan beskytte mod havniveaustigninger, 

er et centralt spørgsmål, der ikke kan besvares 

nu. Deres hidtil eneste tiltag til beskyttelse mod 

havniveaustigninger er at opfordre folk til at flytte 

længere ind i land/højere op, men det har der indtil 

videre ikke været den store forståelse for. 

Man har genplantet mangrovetræer i mange byer. 

Der er manderødder og kvinderødder.

Der var lavet en kampagne gennem skolerne og 

medierne, for at afhjælpe problemet. 

Oppe på bakkerne bagved Apia er der en losseplads. 

Den er lagt så højt for ikke at svin og hunde 

skal tage derop og rode i den. Når det regner kan 

man ikke køre derop, derfor dumper man affaldet, 

der hvor man kan finde et sted. Der har ikke været 

affaldssortering, så metal, medicin, olieprodukter 

m.m. ligger og flyder usorteret. 

Man prøver at gøre det bedre. Man forsøger med 

genbrug af flasker. Dåserne skulle et privat firma 

sørge for, men det har ikke fungeret. 

Ude på landet skal man selv sørge for at komme af 

med affaldet. Grisene tager sin del af køkkenaffaldet, 

men hvad der sker med resten er individuelt. 

Derfor har man brugt mangroveskoven til dumpning 

af affald. Selv regeringen har gjort det, så jorden 

er blevet så forurenet, at fiskeynglen var gået i 

stå bl.a i bugten vest for Apia. Dyrene kan være 

direkte giftige at spise. 

Mens hold to var på sejltur i mangroven, fortalte 

Pulea Ifopo, at der fortsat kom meget affald i mangroven, 

ikke fra de lokale, men fra skibe, som 

smed deres affald overbord. Derfor havde de hver 

måned en oprydningsdag, hvor skoleklasser kom 

og hjalp med at rydde op i affaldet. Derved blev 

skoleeleverne aktivt involveret i det lokale miljøarbejde 

og fik indsigt i problemerne. 

Hanne har noteret 2 store projektområder, dette 

ved Sa’anapu-thai og Safata Bay og et ved Alepatu, 

som hun godt nok ikke kan finde på kortet. Tidligere 

var der også et projekt i området ved Apia, men 


det er nu opgivet pga. de affaldsproblemer, der er 

beskrevet ovenfor.

Finanseringen af projekterne fik bl.a midler fra Verdensnaturfonden, 

FN også (øko)turisme bidrager. 

Internationalt er mangroven omkring Samoa dømt 

bevaringsværdig. Den er unik, fordi en bestemt art 

alger mangler. 85% er privat ejet. 

Restaureringen af mangroven og vedligeholdelsen 

af koralrevet betyder meget liv i vandet. Den lokale 

befolkning har derfor blandede indtægtskilder: 

landbrug + indsamling i mangroven + fiskeri. 

Georg og Lisbet 

Knærødder 

Efterskrift: 


Kilder og forslag til at læse mere om mangroven. 

http://www.globaleducation.edna.edu.au/ 

archives/secondary/casestud/samoa/1/ 

samoa.html 

http://www.islandexplorer.ws/images/mangrove/ 

mangroves.htm 

http://www.mnre.gov.ws/documents/forum/ 

2001/4-Eletise.pdf

Mere snak i bilen med Pulea Ifopo. 

Mens vi kørte gennem landskabet blev meget kommenteret 

undervejs. De løse grise er øremærkede, 

og så bliver de fodret 2 gange om dagen. 

Det var kun i kuperede områder man har heste, for 

der er det sværere at bære kokosnødder til bostedet. 

Der havde været en kokosmølle, hvor der var eksport 

fra, men den var nedlagt, så det var svært at 

komme af med alle kokosnødderne, for træerne var 

der stadigvæk. En thailænder ejede møllen. 

Kokosnødder bliver brugt til grise og husholdning. 

Der var en del vejsalg af dem. 

To mænd i to kanoer kan fange en stor haj. 

Grønsager bliver dyrket bagved husene for ikke at de 

skal blive stjålet. Der er græs ud til vejen. 

Husene er løftet fra jorden, for at de kan blive luftet 

køligere. 

De traditionelle bygninger forsvinder og bliver erstattet 

af huse med klimaanlæg. Det er sket i amerikansk 

Samoa. 


Man stjæler sand fra strandene til byggeri. 

Pensionister får et lille beløb som pension. Resten 

sørger familien for. Man er stort set selvforsynende 

med madvarer på landet. Der er en del naturalieøkonomi. 

Penge bruges på tøj og til de ting man vil have, som 

man ikke selv producerer. Vi så fjernsyn i nogle 

hjem. Endda fladskærm (husene var jo åbne, så vi 

kunne se ind). 

Folk stjæler ikke fra hinanden i landsbyen. De holder 

øje med hinandens huse. 

Man bliver begravet hjemme, når man bor på landet. 

Hoteller er ejet af samoanere eller af staten. 

Der er uenighed i regeringen om at der skal være 

venstrekørsel, så det trækker ud. Man er begyndt at 

sælge biler med rat i højre side. 

Der er for smalle hovedveje, så infrastrukturen er for 

dårlig. 

Der er næsten ingen arbejdsløshed. 

Servering af lokale specialiteter på projektets station. Gutten i den røde bluse til venstre læser geografi. 

Han er meget interesseret i at arbejde med bevarelsen af mangroven.

Botanisk Have 

Inden sejlturen til øen Manono besøgte vi Botanisk 

Have og fik – iført regnfrakker og paraplyer - en 

lille rundvisning med udpegning af træer, oprindelige, 

endemiske og indvandrede, som vokser i Samoa. 

Vi fik forklaring på deres anvendelse og blev 

gjort opmærksom på, hvordan de indvandrede arter 

kan true med at fortrænge den oprindelige flora, 

og dermed medvirke til at ændre også menneskets 

kultur. F.eks. er det træ, der p.g.a. af sin 

særlige hårdhed er anvendeligt til træskærerarbejder 

og som man traditionelt har lavet f.eks. kavaskåle 

af, i tilbagegang. Man forsøger – dog uden 

megen optimisme – at opretholde bestanden ved 

udplantning af unge træer. 

Den Botaniske Have er en del af den park, der lå 

omkring forfatteren Rober Lewis Stevensons store 

villa – nu museum. I haven så vi hans bad, en lav- 


ning hvori vandet fra en kilde yndefyldt falder, et 

meget poetisk sted at bade og i overensstemmelse 

med samoansk tradition. 

De unge guider fortalte om havens frugttræer, og 

hvordan de søger at beskytte dem mod ødelæggelse 

ved at lære gæsterne at plukke frugten på rette 

måde og lade dem få den gratis med hjem. 

Invasive arter 

Hanne Larsson 

Torsdag den 16. juli startede vi med et besøg i den 

botaniske have Vailima Botanical Garden, der ligger 

i et hjørne af den store park ved Stevensons hus. 

Desværre øsregnede det, og selv om vi blev udstyret 

med regnfrakker og havde paraplyer med, var 

det vanskeligt at tage noter. 

Vi lyttede til et foredrag om invasive arter, hvortil 

Panama gummitræet regnes. Det blev indført for at 

skaffe gumme bl.a. til cricket bolde, men har nu 

bredt sig uhæmmet. De har et forsøg kørende på 

den nordlige del af øen Savai’i, hvor man sprøjter 

et bestemt afgrænset område fra helikopter i håb 

om at finde ud af, hvilken ’gift’ der mest skånsomt 

udrydder de uønskede planter. 

Den mahogni skov der er afmærket på vores udleverede 

kortskitse er plantet i 1972, træerne er nu 

omkring 20 meter høje og helt omsluttet af lianer. 

Det går stærkt i tropisk regnskov! 

Til haven er knyttet en lille planteskole og desuden 

laver de forsøg med forskellige typer af frugttræer. 

Inger Poulsen

Manono 

Turen til Manono foregik på én af de regnvejrsdage, 

vi fik på turen. 

Ved middagstid entrerede vi den lille ”færge”, en 

aluminiumspontonbåd med påhængsmotor, hvor vi 

24 prs. netop kunne stuves sammen. Overfarten 

tog 20 minutter og undervejs havde vi udsigt gennem 

disen til revet, hvor bølgerne brødes og skabte 

en brusende hvis linje. 

Vi sejlede kun indenfor revet og havde derfor ret 

roligt og klart vand. Man kunne faktisk se bunden 

næsten hele vejen. 

Ud for anløbsstedet på Manono lå en typisk ”øde 

ø”, et lille rev med fem palmer og en del anden vegetation. 

Hvordan det formår at klamre sig fast 

der, når stormen raser og bølgerne går højt, er 

svært at forstå. 

Ankommet til Manono blev vi modtaget af en ældre 

New Zealandsk herre, som tilbragte sine somre dér, 

og vi blev straks beværtet med hver sin kokosnøddedrik, 

serveret i egen skal. 

Planen var at vi skulle gå en tur øen rundt, men 


regnen fortsatte, så vi valgte at få frokosten først 

og håbe på opklaring. Og sådan gik det, vores gåtur 

blev skånet for vand ovenfra, men ikke så snart 

var vi tilbage før det begyndte igen og sejlturen 

tilbage var både klam og lidt blæsende. 

Under frokosten lykkedes det vor New Zealandske 

mellemmand at formå en af øens mataier, som er 

en meget genert og tilbageholdende mand, fik vi 

fortalt, at komme og hilse på os og fortælle om stedet. 

Det gjorde han uden synlig generthed og vi fik 

følgende at vide: 

Øen Manono forsøger at opretholde traditionel samoansk 

levevis. Der er fire landsbyer, som hver 

ledes af en matai, som er en leder valgt blandt 

landsbyens familier. De udgjorde vist omkring 1300 

mennesker i alt. Mataien vælges på grundlag af 

hans evne til at sørge for sin familie, men han bli- 

ver ved valget også talsmand for landsbyen og kan 

på den vis komme ind i nogle loyalitetskonflikter. Vi 

fik således historien om en matai, der havde fået 

en del penge for at tale for at der skulle bygges en 

turisthotel på øen. Det blev ikke til noget, da de 

andre mataier var uenige og det havde ingen konsekvenser 

for den pågældende, at han havde handlet 

som han havde, han havde jo sørget godt for sin 

familie, og det skal man jo….. Ja, en anderledes 

tankegang end vores men jo ikke ukendt i kulturer, 

hvor det ikke er så ligetil at klare sig.

Familierne lever på traditionel vis af agerbrug 

(bananer, kokos, brødfrugt m.v.) og fiskeri fra udriggerjoller. 

Der hang flere steder fiskenet, og der 

var opslag om beskyttelse og genoprettelse af koralrev 

og fiskebestand bla. a. ved at undlade at 

bruge destruktive fiskemoder som f.eks. sprængstof! 

Der er primary schools på øen, derefter 

må børnene tage til Apia for at gå i skole, og man 

kan sige, at transporttiden måske ikke er uoverskuelig 

men det kulturelle spring må være voldsomt og 

medvirke til at det kan blive svært at finde sig til 

rette på øen igen, når man har smagt den moderne 

kulturs mange muligheder. 

På den ca. to timer lange tur rundt om øen fik vi 

indtryk af landsbylivet, de åbne huse, velpassede 


haver, rengjorte fællesarealer, og af naturens frodighed 

og af den religiøse mangfoldighed. Hele 

seks kirker kunne øen mønstre. 

På den centrale plads var en særlig stor kirke, falufonos 

til samling af beboerne, skiltning til alle fire 

landsbyer, solfangeranlæg og taxareklamer, en på- 

mindelse om, at der en verden udenfor øen. 

Efter en badetur sejlede vi tilbage og var glade for, 

vi kunne kravle ind i vore tørre biler og køre tilbage 

til vort hotel Marina i Apia. 

Hanne Larsson

Savai 

Tongabogen side 27

Som optakt til vores besøg på lavamarkerne vil Warren gerne vise os, hvor vi er, og hvad vi har med at 

gøre. Han sværger til et gammelt 1981-atlas og tilsvarende kort med de ”nye” pladetektoniske 

informationer. Det ligger på bordet, holdt sammen med tape. 

Vulkanisme i Samoa – Samoas 

geologi 

Lørdag d. 18.7. møder den pensionerede, 

australske geolog, Warren Jopling, os i 

restauranten på vores ferieparadis i Manase. Han 

Også radarkort er blandt de elementer, han bruger 

til at vise os Savai’is geologi og topografi. 


vil fortælle om Samoas geologi og tage os med på 

tur til den nyeste lavamark (lava fields) og til et 

lavarør (lava tube). 

Først lidt om hans baggrund: han er uddannet i 

geologi og kemi i 1952. Derefter har han arbejdet 

med oliegeologi i Canada og siden med udnyttelse 

af olie i Brasilien og Indonesien. Efter sin 

På ovenstående kort ses såvel Tuavisi Ridge som de 

to store lavefloods fra hhv. 1760 og 1905 mod nord 

og nordøst.

Fotos af udbrud 1905—Samoa på Verdenskort 

pensionering afskaffede han sig en kaffeplantage 

på Savai’i, og siden 1983 har han boet her 

permanent. Han kalder selv sin beskæftigelse – fx 

med os – for natural history tourism. 

Samoas geologi 

Samoa-øgruppen ligger på den lithosfæreplade, der 

kaldes Stillehavspladen, ved den nordlige ende af 

Tongagraven. Stillehavspladen bevæger sig mod 

NV med en hastighed af ca. 8 cm pr. år. En del af 

pladen subducerer (dykker ned) under den 

australske plade i Tongagraven, hvor Tonga ligger 

på den vestlige side af graven. Lige nord for Samoa 

bevæger Stillehavspladen sig mod Asien. 

Det betyder, at især Savai’i og den vestlige ende af 

Upolu bliver voldsomt deformeret af de to kræfter/ 

Vi befinder os ” on the spot”. Guiden har lige fjernet 

grene og kviste, så vi har den fineste udsigt til 

Mt. Vatamanu – faktisk står vi i det flodleje, hvorigennem 

lavaen flød i 1905. Oprindeligt var bjerget 

et græsnigsområde – nu er det ret goldt. 

På turen over The lava fields gør Warren Jopling 

adskillige stop. Dels for at vise forskellige strukturer 

i lavaen, dels for at vise forskellige påvirkninger 

på lavaen og dels for at vise, at der faktisk var flere 

udbrud med forskellige karakteristika. 


Den vestlige side af lavafloden er bla. karakteriseret 

ved store bølgede flader afbrudt af revner og 

sprækker på forskellige leder og kanter. Her byggede 

lavaen en klippe over koralrevet og syreregn har 

sammen med havet skabt fisurer i lavaen, som er 

oxideret, hvor dampen kom op. Sprækkerne er derudover 

skabt af fysisk forvitring pga. forskelle i 

temperatur mellem nat og dag. Endelig signalerer 

de store flader, at lavastrømmen hurtigt har bredt 

sig. 

bevægelser: den nedaddykkende og den 

horisontale. Resultatet af deformationen er en 

mængde revner og sprækker, hvorigennem basalt 

fra astenosfæren trænger op. 

Warren Jopling sammenligner Samoa med Hawaii, 

som ligger over en hot spot, altså en opstrømning 

af lava, som ikke bevæger sig, men som 

Stillehavspladen bevæger sig henover. Også det 

østlige Upolu har ligget over et hot spot (the 

Samoan Hot Spot) og er nu en uddød, udvasket og 

udpint, skjoldvulkan. Hvorvidt de små øer SØ for 

Upolu er nuværende vulkaner over the Samoan Hot 

Spot, står lidt uklart for mig. Men spor efter dette 

I revnerne begynder vegetationen at brede sig. Iflg. 

Warren Jopling tager det dog 1000 – 10.000 år, før 

lavaen er nedbrudt til en dyrkbar landbrugsjord. De 

store flader er udtryk for, at lavaen har spredt sig 

ret hurtig.

Ind imellem optræder der huller i overfladen. De er 

udtryk for, at damp har løftet den hurtigt størknede 

overflade og derefter er afkølet, hvorfor ”taget” 

falder sammen. 

hot spot kan følges mod NV som en række af 

koraløer/atoller. De har samme orientering som 

Hawaiis fortidige vulkaner (i hvert fald de nyeste af 

dem). Men i modsætning til Hawaii ligger Samoas 

store ø, Savai’i, i den vestlige del af øgruppen, 

mens Hawaii, den største ø i gruppen, ligger SØ for 

vulkanrækken. Det skyldes den ovenfor nævnte 

deformation. 

Savai’i når i de centrale dele op på ca. 2000 m.o.h 

(6000 feet) og består af en lang række mindre 

vulkanerkratere. Faktisk har man talt 450 vulkaner, 

hvilket er den største koncentration af mindre 

vulkaner nogetsteds. Mens vulkanerne i det vestlige 

Upolu har været i udbrud efter istiden (i holocæn), 

men ikke i historisk tid, har Savai’i haft udbrud i 

historisk tid, og især udbruddet 1905-1911 er 

Nogle lavasten viser, at efter deres størkning, har 

de på undersiden været udsat for opsmeltning, 

hvorfor deres overflade får en helt anden struktur. 

På overfladen porøs lava, på undersiden glat 

”smeltet” sten. Sådan så loftet i lavarøret, som vi 

senere besøgte, også ud. 


Lavamarkerne byder på utallige forskellige teksturer 

og højdeforskelle. Nogle af fænomener forklares i 

det følgende. 

grundigt beskrevet, da Samoa (Vestsamoa) var 

tysk koloni på den tid. Det ser desuden ud til, at en 

eller flere af Savai’is vulkaner har udbrud med 150 

års mellemrum. Altså 

større udbrud – da mindre kan faktisk aflæses på 

det fine kort, som Allan udleverede til os, fx en lille 

lavastrøm fra 1902 fra Mt. Mataolafi lidt øst for 

Mauga Afi, som leverede det næstnyeste udbrud i 

1760. For lige at gøre det færdigt kan man på 

Den overflade, vi bevæger os rundt på, består af 

basalt. Basalt består af O, Si, Al, Fe, Mg, Ca + andre 

( altså ilt, Silicium, Aluminium, Jern, Magnesium, 

Calsium + andre)i forskellige indbyrdes koncentrationer. 

Specielt indholdet af jern har betydning 

for den farve, lavaen har, bla. fordi oxidation 

af jern => brun rustfarve til klippen. Men samtidigt 

er indholdet af bla. jern med til at man kan erkende, 

at der har været forskellige udbrud – især i 

hhv. februar og maj 1905. Et ex er, at syreindholdet 

i udbruddet og dermed regnen derefter ændres. 

Lavaen fra februarudbruddet er mere brun end den 

fra majudbruddet, fordi februar var mere fugtigt, 

hvorfor lavaen blev oxideret i varm tilstand – det 

siger i hvert fald hypotesen.

En af de mest karakteristiske lava-typer ved denne 

form for vulkanisme er tovlava/tovværkslava - 

pahoehoe ( hvor alle bogstaver skal udtales. Mine 

universitetslærere udtalte dem i sin tid kun ved 

pahoho). 

kortet se den vældige udstrækning af lavafloden 

mod nord, og ved at følge Marin Coast Road, der 

svinger ind i landet her, få en fornemmelse af det 

store område, der er sunket ind langs forkastninger 

At tovværkslava ikke kun er en lille struktur, viser 

ovenstående billede. 


De strukturer og sprækker, som vi ser i lavaen, har 

forskellige forklaringer. Nogle skyldes, at yderfladen 

af lavaen størkner hurtigt, hvorfor overfladen bulner 

op og sprækker. Andre skyldes forvitring pga. 

temperaturforskelle (opvarmning om dagen, afkøling 

om natten) eller vand/evt. nedbør. 

pga. destabilisering pga. havniveau-stigning. NB. 

Havniveauet er steget 150 m siden istiden, dvs. de 

sidste ca. 11.000 år. Vulkanudbruddene i hhv. 1760 

og 1905 er de eneste kendte (pga. mangel på 

skriftsprog? Forfatterens spørgsmål). 

Savai’is vulkaner ligger for det meste på række 

med en NV – SØ retning, uden at linien dog er helt 

ret. Rækken kaldes Tuasivi Ridge. De fleste er 

cinder cones, dvs. askevulkaner. Den sydøstligste, 

Mt. Tafua, var oprindeligt en undersøisk vulkan. 

Også Apolima Island og Manono Island, som vi 

sejlede forbi, er tidligere vulkaner – kraterne kan 

På vej ud mod kysten kunne vi se et projekt, som 

en minister havde startet: plantning af et stort antal 

kokospalmer. Han havde plantet palmerne i sort 

sand, men uden ler, hvilket medfører en ekstrem 

langsom vækst. Kokospalmerne blev plantet for 11 

år siden og ville normalt være 4 m høje og bære 

frugter efter 8 år.

At lavamarkerne forvitrer, er dette billede et ex på. 

Udover de fysiske kræfter, som ligger i forskellige 

temperaturer og vand (kemisk forvitring bla.), bidrager 

pionerplanter til at bryde lavaen op og på 

langt sigt skabe ny jordbund. 

endnu ses. 

På Savai’i er der desuden ca. 9 jordskælv pr. dag, 

de fleste ret små. Kun 4 – 10 pr. år kan mærkes. 

Kysten udfor lavamarkerne er helt klart stejlkyst. 

Lige her tør jeg ikke gætte på højden. Men havets 

voldsomme kræfter vises i de sten, der er kastet op 

på land. Kæmpe store afrundede sten/ 

klippestykker, som bølgerne har kastet mere end 

tyve meter op. Det er tyfoner, der er årsag til det. 


Vulkanudbruddet i 1905, hvis lavamarker vi skal ud 

at besigtige, kom fra Mt. Matavanu, ca. 10 km fra 

den nuværende kyst ved lavamarken. Udbruddet 

bestod af gas, lava og aske. Rent materialemæssigt 

er det sandsynligvis et af 1900tallets største: 1 

km3 materiale strømmede ud, 50 km2 blev dækket 

af et 9 m tykt lag af lava. I dag er kun ¼ - 1/3 

tilbage – resten er forsvundet i havet. Og helt 

atypisk for Samoa består den nordøstlige kyst på 

Savai’i lodret klippekyst, med højder op til 60 m. 

Også andre kyststrækninger på Savai’i er 

stejlkyster, der ligger frit tilgængelige for havets 

eroderende kræfter. 

Det skyldes først og fremmest, at mens 95% af 

Upolu er omgivet af koralrev, gælder det kun for ¼ 

af Savai’i. Revet udfor kysten fangede lavafloden, 

men blev også ødelagt. 

Generelt kan man sige, at lavamarkerne indeholdt 

mange formationer og eks. på strukturer. En tommelfingerregel 

siger, at store revner i lavaen skyldes 

massebevægelser i de forskellige størkningsforløb, 

mens de mindre revner skyldes såvel fysiske 

forhold som temperatursvingninger eller kemiske, 

som fx udfældninger af opløste mineraler i 

små revner. Vi stødte også på ex på vulkansk glas 

og cinderstone (må vel oversættes ved askesten) 

uden at jeg dog har fotografisk dokumentation

Men interessant er det, at man nogle steder kan se 

spor af op til tre forskellige lavastrømme – bedømt 

ud fra deres strømningsretninger som i de to ovenstående 

billeder. Ud fra deres farve bla. kunne 

Warren Jopling desuden datere dem til hhv. et februar- 

og et maj-udbrud. Det har jeg desværre 

ikke billeddokumentation for. 

En anden årsag til de manglende koralrev er 

vandforholdene på øen. I det indre af Savai’i regner 

det op til 5 m/år. Men bla. pga. de idelige rystelser 

i jordskorpen og det materiale, den består af, er 

såvel permeabilitet som porøsitet høj, hvorfor den 

underjordiske afstrømning er stor. Vandet siver ned 

gennem jorden til nogle mere vandrette lag, 

akvifers eller gaybin hearsh, kaldte Warren Jopling 

dem, hvorefter det kommer ud i havniveau som 

ferskvandskilder. Undervejs opløser vandet kalk i 

jorden, som når det kommer i kontakt med salt- og 

mineralholdigt havvand udfældes sammenkittes 

den med sand til en cement, der danner en ny 

strand (faktisk kunne man se denne cementstrand 

lidt øst for vores ferieparadis). Kalken bliver altså 

bundet her i stedet for at indgå i opbygning af nye 

koralrev. 

Pga. den høje porositet er der kun få vandløb på 

Savai’i. Det tager nemlig mange år, før 

lermineraler, som stammer fra kemisk forvitning af 

bjergarterne, tilstopper porrerne og i tilstrækkelig 

grad hindrer nedsivning. 


Senere på dagen besøgte vi en lava tube – et lavarør. 

Jeg skal indrømme, at jeg ikke helt har fod på, 

dels hvor det ligger i geografien, dels hvordan det 

er dannet. Jeg har noteret, at det er Samoas ældste 

– ca. 5 mill. år gammelt. Det dannes ved at 

overfladen på en lavastrøm størkner, mens udbruddet 

fortsætter. Lavastrømme fortsætter altså med 

at glide ned gennem en tunnel, indtil den pludseligt 

stopper. Derved dannes røret. Hvorfor røret så ikke 

er fyldt op, ved jeg ikke, men det skyldes måske, 

at lavastrømmen har været ret hurtig? Her ligger et 

felt for yderligere undersøgelser. Som det gjaldt for 

1905-udbruddets lavastrøm, løb også denne lavastrøm 

i et udtørret flodleje til at begynde med. 

Denne lava tube var i hvert fald interessant og vanskelig 

at færdes i for os mennesker, mens de små 

mursejlere nød det. Vældigt mange har sikkert billeder 

af det – og af det enorme julestjernetræ 

udenfor.

Konsekvenser af 1905-udbruddet og generelt 

af Samoas forskellige geologi. 

Vi besøgte også The Virgins Grave og den delvis 

ødelagte kirke, som tilhører LMS Church ( The London 

Missionary Society Church). De giver et vidnesbyrd 

om de samfund, der eksisterede her før udbruddet. 

Historien om The Virgins Grave er vigtig for samoanerne 

og lyder som følger: Setatia, som var datter 

af høvdingen i landsbyen og havde vigtige ceremonielle 

roller ifbm. cava-ceremonien og dans, gik i 

kloster og døde af tuberkulose. Hun blev begravet 

her, men lavaen spredte sig rundt om graven. Den 

videnskabelige forklaring er, at jorden omkring graven 

var våd, og med opvarmningen som følge af 

den varme lava løftede den sig pga. damp, hvorefter 

den styrtede sammen. Deraf det nutidige hul, 

som dog ikke er intakt pga. souvenir-jægere. 

At kirken står så forholdsvis intakt, skyldes at denne 

form for vulkanisme er ret mild. Når indholdet af 

SiO2 er lavt, er smeltepunktet for lavaen ret højt, 

hvilket betyder, at gasser ret let undslipper lavaen. 

Derved undgår man eksplosive udbrud, og lavaen 

flyder let. Forklaringen på de store træer omkring 

og i kirkeruinen er, at de har deres rødder nede i 

sandet under lavaen for at få vand. 

Warren Jopling sammenlignede udbruddet med ud- 


bruddet i Mount Sct. Helens i 1981, som skyldtes 

subduktion, og som havde et meget højt indhold 

af SiO2, hvor lavaen smelter ved meget lavere 

temperaturer. Her oplevede man pyroklastiske 

strømme, som væltede ned af vulkanens sider 

med 3-400 km i timen. 50 ældre mennesker omkom. 

Han sammenlignede også med udbruddet i Mount 

Pelé på Martinique i 1902, hvor 20.000 omkom, og 

med Krakatauudbruddet i 1883, hvor mindst 

30.000 omkom, heraf 6000 pga. syreregn. 

Sammenlignet hermed er vulkanismen på Savai’i 

mild. Ingen mennesker omkom, men fem landsbyer 

blev ødelagt. 

Menneskene fra de ødelagte landsbyer flyttede til 

Upolu og Apia, men 2 landsbyer er her nu, som 

rummer efterkommere fra katastrofen. I 2008 fejrede 

man faktisk masseemigrationen fra 1908. 

I de sidste tyve år har der fundet en resettelement 

sted, dvs. at folk er vendt tilbage, men fundamentalt 

bor folk her, fordi de er nødt til det. 

For Savai’i som helhed gælder, at den jord, som 

er, er frugtbar, men der er ikke så meget af den. 

Det generelle bosættelsesmønster er, at folk bor 

ved kysten. Dette er ikke nødvendigvis smart, idet 

der er tale om ofte unge vulkanske jorde.

De ringe levevilkår på Savai’i afspejler sig også i en 

lav befolkningstæthed. Og mens der bor 147.000 

på Upolu, bor der kun ca. 42 000 på Savai’i, ja måske 

er tallet endda lavere (fra 40.000 til 30.000) i 

de sidste ti år. Folk flytter til Apia eller til udlandet 

(Australien, New Zealand og USA), hvorfra de kan 

sende remisser hjem til familien. 

Jens og Hanne 

Litteraturhenvisning – ikke specielt til geologien, 

men mere generelt: 

GO nr. 6, 1995. Tema: Oceanien. 

heri: 

Sofus Christiansen: Oceanien 

R.R.Thaman: Mennesker og kulturer på Stillehavsøerne 


Kåre Øster: Naturens geografi og Sydhavets øverden 

R.R.Thaman: Moderne udvikling på Stillehavsøerne 

René Karottki: Det sydlige Stillehav – klimaforandringer 

og vedvarende energi 

samt evt. 

Lars Lindhart og Mette Borresen: Salomon Øerne – 

Lost in time

En søndag på Savai’i 

Både i skrift og tale havde vi medlemmer af Geograf-Forbundet 

erfaret, at en søndagsgudstjeneste i 

disse egne af Oceanien vilde byde på store kulturelle, 

folkelige og musikalske oplevelser. Det var således 

ikke svært for en del af os at tage en årle 

morgenvandring til gudstjeneste i Manases kongregationalistiske 

kirke få hundrede meter fra vore fale 

på stranden; men da der ikke så ud til at være tegn 

på kommende aktivitet inde i kirkerummet, tog et 

mindretal blandt os den beslutning at vandre ud til 

den imposante hvide Sacred Heart Catholic Church, 

som vi havde set ved et par forbikørsler dagen forinden, 

og som så måtte ligge ”lige om hjørnet”. 

Undervejs kom adskillige køretøjer med passagerer 


og chauffører i deres ”Sunday best”, altså kridhvide 

tøj, os i møde, folk på vej i kirke, højst sandsynlig 

den vi havde passeret. Et par unge piger mente, at 

vi havde ca en halv times gang, så vi satte det lange 

ben foran. 

Vor vandring førte os forbi såre mange fale og familiegravsteder 

mellem dem og vejen. Een sten, 

kulsort, havde gylden indskrift på engelsk, og da 

afdødes navn var Joseph Smith, kunde man slutte, 

at personen var født eller døbt ind i mormonismen, 

sandsynligvis fordi religionsgrundlæggeren 

Joseph Smiths tro gav adgang til bedre uddannelse 

– endda på engelsk og med brug af farvestrålende 

lærebøger fra Utah – i de fine grå, men stereotype 

skoler, vi så med regelmæssige mellemrum, ofte 

nær grå kirker med sylespidse spir. 

Vi måtte omkring ikke så få hjørner, der alle åbenbarede 

smukke udsigter, før vi så de noget afskallede 

hvide tårne nogle hundrede meter fra os, men 

da der lå en metodistkirke lige på hjørnet, valgte vi 

den. Ved indgangen sad en korpulent herre og tog 

imod pengesedler fra mandlige medlemmer af menigheden. 

Efter nogle korte klokkeslag gik handlingen 

i gang. Eftersom metodismen i sin oprindelse 

er en lavkirkelig aflægger af Den anglikanske Kirke, 

havde dette gudshus intet alter, men på dettes 

plads en talerstol, hvorfra præsten kun bevægede 

sig en enkelt gang. Hen imod slutningen stillede 

skatmesteren sig op forrest i kirken med front imod 

forsamlingen og oplæste i mikrofon, hvor meget 

han havde fået ind. Ikke svært for os at forstå, thi

tala, samoansk for deres dollar, gik igen ved navnet 

på hver bidragyder – og der var mange ! 

Og så er det, man gerne vilde kunne forklare eller 

beskrive korsangen, og hvorfor denne gjorde så 

stort et indtryk. Musik er den mest abstrakte kunstart: 

Man hører den, og så er den væk. Nodetegn 

siger meget lidt, for det var jo ikke mindst hele menighedens 

aktive deltagelse i den flerstemmige 

sang og dennes styrke, man rørtes af. Alle vi blegansigter 

var enige om, at vi aldrig havde hørt mage. 

Så at sige alle indfødte kirkegængere var klædt i 

hvidt, mændene også i hvide lava-lava, samoanske 

saronger. Kvinderne bar bredskyggede hatte og 

brugte deres vifter ihærdigt, men glemte ikke at 

lade vor sved afkøle af deres luftstrøm. 

Pludselig var gudstjenesten forbi, så brat som den 

begyndte. ”Finished !” sagde et par piger, og så gik 

vi ud i endnu højere varmegrader – uden den aronitiske 

velsignelse, som er en luthersk foreteelse. 

En ung kvinde slog følgeskab med os et stykke af 

vejen fra Safotu til Manase. Vi hørte, at den residerende 

præst var draget til konvent i hovedstaden 

Apia, og at hans afløser havde udtrykt glæde over 

vor deltagelse. Denne var iagttagende og lyttende, 

da der ikke fandtes salmebøger til gæster. 

Så fulgte på vort overnatningssted den traditionelle 

to’ona’i, søndagsmiddag, stor af omfang, men 

mine ord vil ikke meget sige. Dog skal med, at grisekødet 

var for fedt. 

Også det flertal, der havde søgt den kongregationalistiske 

kirke, som har baggrund i det puritanske 


London Missionary Society (LMS), der bragte kristendommen 

til Samoa, talte om en god formiddag. 

Dette fik mig til at gå derover til gudstjeneste kl. 

15:30; men der skete intet. Et par mænd i kulørte 

lava-lava kom lidt senere, og den ene tog imod 50tala-sedler 

fra de efterfølgende mænd. Kl. 16 lagde 

en alderstegen kvinde sine store armkræfter i, da 

der med en jernstang skulde slås på en lang, bundløs 

gasflaske hængende i en jernkæde mellem to 

stolper. Ikke just vellyd bredte sig fra denne 

”kirkeklokke”; men folk strømmede til, ikke så velklædte 

som hos metodisterne tidligere. Bibellæsninger 

og sang i kor med vekslende sammensætning 

udgjorde det meste af den halvanden time 

lange handling. Præsten, der tronede højt oppe på 

endevæggen, havde en let rolle. 

Bagefter nævnte jeg over for skatmesteren, der 

hurtigt havde klaret sin regnskabsaflæggelse uden 

mikrofon, en ca 12-årig piges særdeles gode korstemme. 

Han rankede sit samoanske korpus: ”She 

is my daughter .” 

Præsten, i hvid lava-lava og endnu hvidere jakke 

med et stærkt kontrasterende blåt slips fra præsteseminarium, 

spurgte om min religion. Kommentaren 

til lutheraner lød: ”Protestant! We are the same!” 

Skatmesteren indbød mig til spise nogle kvinders 

hjemmelavede is sammen med menigheden; men 

jeg takkede nej, som det vist hedder i dag. Selv på 

hjemmebane forsager jeg blød-is. 

Martin Horsted

Og så en søndag på Vava’u 

I denne øgruppes hovedstad Neiafu ligger højt 

over Port of Refuge, Tilflugtshavnen, den iøjnefaldende 

katolske St Joseph’s Cathedral, der siden 

færdiggørelsen for bare et halvt århundrede siden 

har tjent også som sømærke for de mange sejlere, 

som af letforståelige grunde lægger vejen omkring 

denne by. Kirkens høje, hvide gavl må kunne ses 

fra langt borte. 

Nogle af os, der havde haft den våde hvaltur om 

lørdagen, vandrede til messe kl. 10, måske da med 

lidt misundelse over, at de andre fik det fine vejr til 

at se de store, kloge dyr. 

Vi trådte ind i en næsten fyldt kirke, hvis farverigt 

klædte menighed dannede en kontrast til de kridhvide 

vægge. Til venstre for altret, som til dels var 

en statue af en tonganskudseende Kristus, 

hang højt et hvidt lærred med et citat fra 1. Mosebog, 

Genesis, som i tongansk med dets kun 16 

bogstaver og regelbundne vokalendelse af alle ord 

måtte blive Sinesi. 

Kort tid efter kom en procession af kordrenge bærende 

på et stort kors, nogle kvinder (een med et 

barn på armen) og et par mænd, men ingen i præstekjole. 

Kantoren rejste sig, hævede armene, og 

så lød menighedens flerstemmige kor som et så 

kraftigt brus, at een af vore kvinder senere gjorde 

brug af et nylært norsk ord: Hun fik straks ståpels, 


mere kvindevenligt end gåsehud. 

Størstedelen af gudstjenesten formede sig som en 

vekslen mellem bibellæsninger foretaget af deltagere 

i processionen og flerstemmig kor- og menighedssang, 

altid med stor styrke. For at give toner 

brugte kantoren sommetider en melodica, et lille 

blæseinstrument med et tastatur som på en harmonika, 

i øvrigt opfundet af Hohner, fabrikant af 

dette trækinstrument. En mand i tupenu, tongansk 

sarong, holdt en prædiken, hvorpå en dreng bragte 

vinen i dens kalk. Prædikanten drak ikke deraf, 

men hævede den højt op. Derpå strømmede menigheden 

op til uddelingen af oblater, brødet. Nær

slutningen løftede alle kirkegængerne hænderne 

højt op og greb fat i naboernes, hvilket gav mindelser 

om dele af ture i en lancier. Til sidst kom den 

smukke katolske skik med håndtryk 

til de omkringstående, hvorved alle symbolsk 

forenes. En meget høj og rank ældre herre i højrød 

jakke, på hvis venstre brystlomme var et skjold fra 

Tongan Rugby Union, gav sin fredshilsen på 

engelsk: ”Peace be with you !” 

Igen fulgte kraftfuld, flerstemmig menighedssang, 

hvorefter handlingen var slut. Udenfor mødtes folk i 

små klynger – og så gik det ellers hjemad til det 

store måltid, til fods, som passagerer inde i biler 

eller snarere på bænke bag på vare- og lastbilers 

lad. 

En ca 30-årig mand, som havde siddet på bænken 

foran os, arbejdede sig ind på vor lille gruppe, uden 

tvivl draget af nysgerrighed. ”I am the dentist in 

Vava’u,” sagde han, hvorved vi forstod, at han var 

alene om dette erhverv. Endvidere virkede han også 

som tandtekniker, alt sammen oven på studier i 

Fiji og Japan. Ja, han havde også arbejdet på Salomon-Øerne 

og i den diminutive østat Nauru, om 

hvis lade og fede befolkning han berettede morsomt. 

– Og hvorfor havde præsten ikke drukket af 

vinen under gudstjenesten? Jo, pateren var til møde 

i hovedstaden Nuku’alofa, men havde inden sin 

rejse indviet vinen og drukket deraf, hvorefter det 

var nok at fremvise den til os. 


Prædikanten var lægmand, så vi havde ikke overværet 

en messe. Vi hørte også, at den flotte herre 

bag os fejrede sin 70-årsdag, og at han havde været 

på det rugby-landshold, som midt i 1960-erne 

slog England. Ingen tvivl om hans position og selvværd. 

Under vore tre uger i Samoa, Tonga og Fiji kom vi 

forbi et utal af kirker, hvilke viser stærk religiøsitet; 

men så mange kirker kræver også mange præster, 

hvis uddannelse er blandt de højeste, de tre arkipelager 

kan byde på. Et præsteembede giver prestige, 

så derfor bærer Manases LMS-præst sit ”old 

school-tie” med stolthed. For en liden landsby at 

have sin egen residerende pastor betyder også meget. 

Nogle af os fik syn for sagn, da Melissa, vor 

rundviser i den fijianske landsby Abacah (80 indb.) 

tydeligt stolt sagde, at deres metodistpræst er helt 

deres egen. 

Med de to søndage i Samoa og Tonga nåede mange 

af os højdepunkter, som vi nok ikke vilde have fået 

ved en søndag på Amager. 

Martin Horsted

Sawaii Ø-rundtur 

Denne dag skal vi efter 3 dages ophold på Sawaii, 

hvor vi overnattede i de pragtfulde fales på Vacaitions 

Beach i Manase, tilbage til Upolu. Da vi først 

skal med færgen kl. 14 fra Salelologa er der tid til 

en ø-rundtur på Sawaii. 

Vi kører fra Manase tidligt om morgenen og tager 

vestpå rundt om øen. Der går kun en hovedvej 

rundt om selve øen. Selv om det er en vulkanø 

med ca. 450 kratere, ser vi ikke meget til dem, da 

det indre af øen helt er dækket af tæt regnskov. 

Selve bebyggelsen holder sig til landsbyerne langs 

hovedvejen. Det første sted vi gør holdt er ved 

Canopy Walkway, der ligger på den nordvestlige del 

af øen. Her skulle vi have gået på en gangbro oppe 

i træerne mellem 225 år gamle banyantræer. Da 

gangbroen var noget usikker opgav vi dette. I stedet 

besøgte vi en primary school, der lå ved siden 

af. 

Skolebesøg 

Kort over Savai’i 

På skolen fik vi en snak med skolelederen. Hun fortalte 

at der var ca. 250 elever på skolen fra 1. Til 8. 

Kl. Der var flere drenge end piger og 28 – 34 i hver 

klasse. Hun fortalte også, at der er mangel på lærere. 

Der er simpelt hen for få der bliver uddannet. 

På opslagstavlen kunne vi se, at en leders årsløn 

Skolelederen fortæller 


var 28.000 tala (ca. 56.000 kr.) og en lærers årsløn 

lå mellem 14.000 og 19.000 tala (ca. 28.000 til 

38.000 kr.). Vores gave til skolen var en oppustelig 

globus. Børnene så ud til at være glade for at gå på 

skolen. 

Plantagen i Lata 

På hotellet i Apia havde Allan fået at vide af en af 

pigerne, at hun havde en bror, der bestyrede en 

plantage på Sawaii, som vi sikkert kunne besøge. 

Plantagen ligger ved byen Lata i det sydvestlige 

Sawaii. Plantagen ejes af et tysk firma. Udlændinge 

kan normalt ikke eje jord på Samoa, men staten 

ejer ca. 20% af jorden, så det er muligvis noget af 

det, de har erhvervet, mente Allan. 

Artesisk boring 

Bestyreren, der har været der de sidste 5 år, viste 

rundt på plantagen. Det første vi så var en tappehal, 

hvor de tappede drikkevand på flasker. Vandet 

stammede fra en artesisk boring, de havde på plantagen. 

Et artesisk vandmagasin, er et grundvandsmagasin, 

der er dækket af et vandstandsende lag, 

hvor grundvandsspejlet står højere end terrænoverfladen. 

Sådanne steder vil grundvandet komme 

ud af jorden som kildevæld. Det eneste de gør ved 

vandet, er at filtrere det og derefter udsætte det 

for ultraviolet stråling. Derefter hælder de det på 

flasker. Produktionen dækker ca. 90 % af det lokale 

marked og 25 % af markedet i Apia. Plasticflaskerne 

importeres fra New Zealand. Man forsøger 

at lave en genbrugsordning. 

Økologisk gartneri 

På plantagen har man et økologisk gartneri med et 

stort væksthus. Man bruger smuld fra kokosnødder 

til at plante i. Kokosnøddeskaller samles fra hele 

lokalområdet. I drivhuset fremdrives mange forskellige 

planter: Tomater, agurker, auberginer,peber, 

jordbær, salat osv. 

Økologisk landbrug. 

Plantagen har ca. 480 acres (1 acre = 0,4 ha). Der 

dyrkes især citrusfrugter og kokosnødder. Man får 

20 cent pr. nød. Førhen dyrkede man den bedste 

taro her, men i 1998 blev den angrebet af sygdom, 

så produktionen ophørte. Man har dog planer om 

igen at dyrke taro, men med forskellige sorter. Ud

Drikkevand tappes fra en artesisk boring 

over de nævnte ting dyrker man også tomater, 

mynte, kål radiser og papaya. Man dyrker både 

Hawaii-papaya og brasiliansk papaya. Brasiliansk 

papaya bliver ret store. Bestyreren fortalte også, 

at den afrikanske snegl var kommet til øen. Det 

havde vi i øvrigt selv set tidligere på dagen. 

Alofaaga Blowholes 

Det sidste stop på ø-rundturen var ved Alofaaga 

Blowholes. Dette naturfænomen opstår når bølgerne 

presses ind under lavabænkene og op gennem 

huller i lavaen. Jo større vindpres jo højere op 

står vandsøjlerne. Der var mange flotte vandsøjler, 

der nærmest lignede de islandske geysere. Vi fik 

også set, når en kokosnød blev smidt ned i hullet i 

rette øjeblik, hvor højt den kunne blive slynget op i 

luften. Under de rette betingelser skulle den kunne 

komme 60 m op. 

Efter at have set de flotte blowholes gik turen 

videre til Salelologa, hvor vi skulle med færgen tilbage 

til Upolu og vores hotel i Apia. 

Mona og Holger 


Bestyreren fortæller om planterne inde i 

væksthuset

Tongabogen side 42

Fra Apia over Datolinien til 

Nuku’alofa 

Allerede ved 3.30-tiden kunne man onsdag den 22. 

juli begynde at høre lyde fra flere af værelserne på 

hotel Marina i Apia, Samoa. Bankene fra den ekstra 

sikkerhedsvækning løb fra dør til dør, og nogenlunde 

morgenfriske sad vi - som aftalt - i bussen præcis 

klokken 4.00. En lang - eller måske snarere en 

meget kort dag havde taget sin begyndelse. 

Efter at vi lufthavnen have indtaget den fra hotellet 

medbragte mad, og vi i flyet mod Tonga endnu engang 

have udfyldt immigrations- og ikke mindst 

sundhedspapirer (vedr. A(H1N1)), meddelte flykaptajnen 

omkring klokken 7.30, at vi netop nu kryd- 


sede Datolinien. Og dermed var det allerede blevet 

torsdag den 23. juli. 

Omkring 8.15 landede vi på Tongatapu. Undervejs i 

bussen til Nuku’alofa fik vi endnu engang glæde af 

Allans store viden, idet han fortalte os om udviklingen 

på Tonga inden for det seneste år. 

Vi var faktisk ankommet til et land i undtagelsestilstand! 

Efter kongens død og en ikke særlig populær kronprins’ 

overtagelse af tronen havde befolkningen 

gennem opstand med bl.a. afbrænding af huse udtrykt 

deres ønsker om en reform, der skulle føre til 

et mere demokratisk samfund. Det forventes af et 

siddende udvalg inden for den nærmeste fremtid 

kommer med et forslag, der bl.a. indebærer afgivelse 

af noget af kongens magt. 

Meget betegnende hedder hotellet, vi kort efter 

blev indkvarteret på, International Dateline Hotel! 

Landsbyliv 

Denne dags væsentligst programpunkt var annonceret 

som et besøg i den moderne landsby, Kolovai. 

Vi var blevet stillet i udsigt, at landsbyens leder 

ville sætte os ind i aspekter som sundhed(besøg 

hos den alternative ”medicinkvinde”), uddannelse 

(gennem skolebesøg), religion (kirkebesøg) og 

håndværk(overværelse af produktion af handicraft 

til markedet) 

Men døden er ingen herre over. En begravelse i 

Kolovai betød, at en lokal guide i stedet i bus første

os til en anden landsby, Matahau. En landsby, der 

venligt havde overtaget forpligtigelserne, men forberedelserne 

dertil havde der måske ikke været så 

meget tid til. 

Guiden indledte med venligt at fortælle os, at det 

var heldigt, vi først kom denne dag, da de seneste 

2 dage havde været præget voldsom regn. Også 

Tonga mærker altså klimaforandringerne, og den 

megen regn samt de lavere temperaturer betyder, 

at f.eks. dyrkningen af yams efterhånden er blevet 

meget vanskelig. 

Landsbyen, Matahau, rummer ca. 15 storfamilier, 

hver bestående af op til 7 brødre, der hver har deres 

mindre familie. Fællesskab og forpligtelse over 

for hinanden er noget af det, der binder landsbyen 

sammen. Familien hjælper hinanden og tager hver 

sin bid af opgaverne. Det er den ældste søn, der 

ejer jorden, som han har lånt/fået af adelen. Til 

gengæld er det så også ham, der skal tage sig af 

resten af storfamilien. Der er tale om gensidig 

hjælp. Familiemedlemmer, der er emigreret, yder 

f.eks. økonomisk støtte til den tilbageblivende del 

af familien. 

Som eksempel på den fælles indsats så vi en gruppe 

på ca. 12 kvinder, der sammen var i gang med 

at fremstille tapa, et meget stort stykke stof, der 

laves af Papirmorbærtræets inderste bark og siden 

med naturfarver udsmykkes med mønstre eller teg- 


ninger af dyr. Hele processen blev grundigt forklaret 

og en del af den fremvist for os. Det færdige 

stof udgør en stor værdi/kapital, for den, der modtager 

det færdige produkt. De samarbejdende kvinder 

skiftes til at modtage det færdige produkt. Tidligere 

blev stoffet også anvendt til klæder. Nu benyttes 

det mest som gave, tæppe til at sidde på 

eller udsmykke med eller blot som opsparing. 

Efter at have spist frokost, der først og fremmest 

bestod af indkøb hos en velforsynet lokal bager, tog 

vi til den lokale skole, der daglig har undervisning 

mellem 8.30 og 15.30, afbrudt af en frokostpause, 

hvor børnene dog bliver på skolen. Vi blev på skolen, 

såvel af de voksne som af børnene modtaget 

yderst venligt, men i hvert fald for mig syntes det 

tydeligt, at besøget ikke var planlagt, hvorfor de 

indhentede oplysninger først og fremmest var afhængig 

af vores stillede spørgsmål. En af de positive 

oplevelser var, da ca. 30 6-8årige børn, under 

ledelse af deres lærerinde med sang og taktfaste 

klap fremførte en salme for os. 

Som en ekstra oplevelse/information var det blevet 

arrangeret, at nogle kvinder havde indfundet sig på 

skolen. En hæklede, 3 andre flettede, og alle var de 

i gang med at lave de traditionsrige Tongamåtter, 

der bl.a. benyttes til klædedragter, f.eks. skoleuniformer. 

Kvinderne fortalte os om materialerne dertil 

og om, hvordan de forinden var blevet forarbejdet. 

Undervejs tilbage fortalte guiden om afgrøderne, 

hvoraf nogle kunne ses fra bussen. 

Bønderne, der hver har ret til en bestemt mængde, 

3,33hektar, jord, har samtidig – stadig - pligt til at 

dyrke en bestemt mænge kokospalmer. Ofte foregår 

dyrkningen, så andre dertil egnede afgrøder 

gror under palmerne. Desværre er kokosprodukterne 

ikke længere gode salgsobjekter. Selve nødderne 

benyttes f.eks. til svineføde. Andre afgrøder kan 

være banan, maniok, yams og taro samt louagauplanten, 

hvis blade benyttes til de føromtalte 

måtter. 

Mens vi kiggede efter de forskellige afgrøder, stoppede 

bussen pludselig ved en stor række høje træer. 

Vi skulle ikke have kigget ret længe, før vi i

trætoppene fik øje på en masse store pletter, der 

ved nærmere eftersyn viste sig at bevæge sig. Det 

var ”Flyvende Ræve”, som alle i gruppen nu ved er 

flagermuslignende dyr. Vi var så heldige, at vi også 

så nogle af dem flyve. 

Sidste stop var ved en kirkegård. På Tonga ligger 

kirkegårdene i landsbyerne, og i modsætningen til 

på Samoa bliver de benyttet. Gravene er, ligesom 

de gamle kongegrave, omkranset af en rektangulær 

sten-/cementkant Ovenpå gravene er der fyldt 

op med koraler og lavasten, nogle steder kun med 

sand. Der er hverken træer eller buske. Enkelte 

grave har gravstene, men alle er de pyntet. Mange 

med kunstige blomster, en del med sengetæppelignende 

stof, der for enden af graven er spændt ud 

vinkelret på jorden. Det var en særegen oplevelse 

at gå rundt på kirkegården, der i hvert fald for mig 

føltes meget fremmedartet og også lidt kunstig. 

En oplevelsesrig tur, om end den ikke helt forløb 

som forventet. 

Om aftenen fik vi mange af oplevelserne sat i perspektiv, 

da Allan i den lune aften bag hotellets 

swimmingpool ”tegnede og fortalte” om rangfølgen 

i familierne, om landsbyernes monokultur, om familiemedlemmernes 

forpligtelser over for hinanden, 

om befolkningens problemer med og forventninger 

til den nuværende konge, om….., 

Ja, endog om det tonganske folks store madglæde 


hørte vi. Så det var med store forventninger, vi 

derefter i samlet flok tog ud for at spise. 

Helga Dirks

Nukuàlofa 

Nukuàlofa på øen Tangapatu i Tonga virker som 

en søvnig lidt støvet by og ikke et lands hovedstad 

med ca. 20 - 30.000 indbyggere. Trafikken glider 

stille af sted i de brede lige gader – i venstre side af 

vejen. Der er vist ingen lyssignaler. Men Allan bliver 

flere gange under rundturen i byen overrasket 

over, at en bygning er væk som følge af opstanden 

efteråret 2006. 

Trådkurve indeholdende metal – eller aluminiumsdåser 

samles ind, men landet har ingen mulighed 

for at komme af med giftigt affald, så disse sirligt 

indsamlede dåser smides på jorden et sted med 

stor skade for naturen som følge. 

Det er som man kan fornemme den ikke særligt 

vellidte konges ånd, eller er det bare et andet land 

med en anden kultur? I Samoa var alt så pænt og 

rent, og vi havde en fornemmelse af, at alle havde 

et fælles ansvar for samfundet. 

Tonga har fået en ung konge, der sidder tungt på 

magten og pengene. Foran den gamle konges hus 

midt i byen, slot kan det næppe kaldes, kunne de 

forbipasserende før i tiden være heldige at se kongen 

sidde og drikke sin te. 

Sønnen foretrækker bedre forhold og er flyttet 


uden for byen. Han blev indsat som konge to år 

efter sin fars død grundet uroligheder, men hans 

forestående fødselsdag i august slås stort op med 

banners, politiparade øves på festivalpladsen foran 

kongeslottet. Der er ingen væbnede styrker i landet. 

De evigt tilstedeværende kirker findes også på Tongapatu; 

at der er kirkegængere til dem alle er 

svært at forstå. 

Fletværk, fletværk, fletværk i alle afskygninger som 

beklædning, tasker, tæpper, bælter til kvindernes 

bælter, hvorfra der hænger sirligt flettede / hæklede 

snore. Kvinderne benytter enhver lejlighed til at 

flette især på markedet, og de viser beredvilligt 

deres arbejde frem. 

Taskerne flettes af palmeblade, mens det finere 

arbejde laves af bark. De ca. 4 cm brede barkstrimler 

ligger til tørre i haverne, og inden brug glattes 

disse med en kniv og snittes i smalle snore afhængig 

af, hvad de skal bruges til. 

Langt de fleste indbyggere bærer fletværk som en 

del af deres beklædning – fletværk i alle afskygninger. 

Nogle bærer noget, der ligner store sække 

snoet rundt om livet fra brystet og ned under knæene, 

mens andre elegante mænd iført flotte hvide 

skjorter med de karakteristiske nederdele/ lændeklæder 

og uden på dette er et flettet klæde fast-

gjort om livet. Nogle unge mænd fortalte, at de 

havde fået deres lændeklæde af forældrene, og det 

holder i årevis. 

Thomas Cook kaldte øerne for the Friendly Isles, for 

under sit besøg i 1773 i Tonga blev han inviteret til 

en festival inasi festival, the yearly donation of the 

first fruits to the Tu'i Tonga- sammen med sit 

mandskab. William Mariner har i sin bog: An account 

of the natives of the Tonga Islands in the 

South Pacific Ocean' beskrevet, hvordan de lokale 

høvdinge slet ikke havde pæne hensigter med gæsterne, 

og måske var den sorte gryde allerede sat 

over, men høvdingene blev uenige om, hvornår 

overfaldet på gæsterne skulle ske. Og så skete det 

slet ikke, og Cook kunne drage fra øerne og kalde 

dem Friendly Isles. 


Gry fotograferer en ældre mand, der fejer gaden, 

og hun fortæller ham, at hun kommer langvejs fra, 

nærmest på den anden side af jorden. Manden slutter 

samtalen med: Husk at fortælle, at jeg er en 

slave af kongen! 

Men vi skal ud på den 6. flyvetur på hele vores tur, 

men også den mest spændende. Allan er lidt nervøs 

for, om en anden gruppe skal komme og tage vores 

pladser, selv om vi har konfirmerede billetter, så vi 

tropper op i lufthavnen i rigtig god tid for at være 

sikre. Men alle har læsestof med, og solen er jo 

dejlig. 

Dejlig er slet ikke dækkende for flyveturen, det var 

helt utrolig smukt med de mange små øer lige nede 

under os på vej mod Vavaù, den nordligste øgruppe 

i Stillehavets eneste kongerige. Små regnskovsdækkede 

øer, hvide strande og det blågrønne hav 

rundt om. Havet var for resten 29 grader varmt. 

Hvis Nukuàlofa var søvnig, så sov Neiafu – måske 

fordi vi kom en weekend. Men hotellet var fantastisk 

– det der var tilbage, for alt undtagen værelserne 

brændte for et halvt år siden og fremstår 

som lige efter branden. Allan mener, ejeren er udlænding 

og lader hotellet med det flotte navn Paradise 

Hotel forfalde. Men det var bestemt det flotteste 

hotel af alle vore hoteller og den smukkeste 

udsigt ud over havnen, skibene, Sydkorset og Mælkevejen 

om natten. Colaen er kold, rommen fra Fiji 

stærk, så hvad kan man forlange mere. 

Lise Rosenberg

HVALTUR ☺ D. 26 juli 2009 

Solskin! Havblik! Hvilken dag til mødet med hvaler. 

Pukkelhvaler. 

Med stor spænding kravlede vi, klokken 9.00, om 

bord på skibet ” Whalesong”, som skulle sejle os ud 

til det område, hvor pukkelhvalerne holdt til 

mellem Vavau øgruppens limstensøer og koralrev. 

Kongeriget Tonga ligger i det sydvestlige Stillehav, 

og det omfatter omkring 170 øer, som danner to 

parallelle kæder fra nord til syd. De vestlige øer er 

vulkanøer, de østlige er relativt flade. 

Båden sejlede stille ud i dette naturskønne paradis, 

hvor alt åndede fred oven over vandet, men hvor 


Limsten: Limsten består hovedsagelig af 

forstenede skeletter af mosdyr fra kridttiden og 

kaldes derfor også for bryozokalk Mosdyrene er en 

gammel gruppe, hvis historie kan følges omkring 

500 milioner år tilbage i tiden. Der er beskrevet 

omkring 15.000 uddøde, fossile arter.) 

livet udfolder sig med både kraft og ynde lige neden 

under overfladen. Vi havde den fornøjelse at 

være ledsaget af en amerikansk hvalekspert Kate 

og hendes australske kæreste og livredder Joel. 

Desuden bestod besætningen af Ongo, som var 

masterskipper, samt hans søn Noah, 

som begge bød os om bord med store smil – og 

siden også en hjælpende hånd, sådan at man 

kunne sidde på styrehusets tag, for et bedre udsyn! 

Mellem disse smukke grøntoppede øer lyder der 

pludselig et råb: Blåst! Humpback Whale! Pukkelhvalernes 

sprøjt. 

Vi sejlede ganske stille hen og langs med deres 

svømmerute. Der er meget strenge krav til, hvordan 

turister må nærme sig hvalerne. Der er regler 

om hvor mange både og hvor længe de må være et 

givent sted. Men vi så rigeligt. Den ene blåst efterløste 

den anden og den første flok bestod af to dyr 

helt inde under øen. Spændende. 

Vi kom dem ganske nær og med ét svømmede to 

andre helt ind under båden, hvilken kunne ses, som 

to meget blanke og skinnende spejl nede i vandet.

Første gruppe stod klar med snorkler og hoppede i, 

- men desværre var de allerede så langt væk, at 

man ikke kunne se dem. 

Der er ikke to pukkelhvaler, som er helt ens – de 

har alle en mørk og hvid pigmentering på halefinnens 

underside, og den er lige så forskellig, som 

menneskers fingeraftryk. Det er bl.a. derfor at 

forskerne har kunnet kortlægge pukkelhvalens adfærd. 

Hvalerne - havets intelligente dyr 

Hvalerne nedstammer fra landlevende firbenede pattedyr. 

For 70 millioner år siden begyndte de at tilpasse 

sig livet i vand. 

Hvalerne (orden Cetacea) har en kropstemperatur på 

omkring 37 grader celcius, og har et isolerende 

spæklag mod det kolde havvand. Ud fra to grupper, 

nemlig bardehvaler(Mysticeti) og tandhvaler 

(Odonticeti), findes der ni familier af hvaler. Under 

bardehvaler finder man så pukkelhvalen Megaptera 

novaeangliae. 

Pukkelhvalen er en aktiv storhval, som vejer mellem 


Pukkelhvalen tilbringer vinteren omkring ækvator i 

yngleområderne og om sommeren i fourageringsområderne 

omkring Antarktis – de foretager vandringer 

på flere tusinde km. Zoologer har fundet 

meget jernholdigt væv mellem kraniet og hjernen, 

og antager derfor, at hvalerne har en magnetisk 

sans, en evne til at finde vej. 

Deres føde består af blæksprutter og krill(små 

krebsedyr) og fisk. Den har en ganske særlig måde 

1 til 2 tons ved fødslen og ender med en slutvægt på 

omkring 30 tons 

De lever i ganske små flokke max op til 15 individer i 

fourageringsområderne, men kun 1 – 3 i yngleområderne. 

Disse 18 meter lange dyr kunne nu betragtes; 

i første omgang deres blåst. 

Ligesom andre pattedyr ånder hvaler ved lunger og 

må derfor op og trække vejret. De to næsebor sidder 

over på hovedet og hvalernes blåst er en dampstråle, 

som fremkommer ved udåndingen. Hos pukkelhvalen 

er den busket og op til 3 meter høj.

Tongabogen side 50

at fange sit bytte på, idet den indkredser stimer af 

småfisk og krebsedyr. Derpå dykker den ned under 

stimen og fra ca. 200 meters dybde stiger den 

langsomt op til overfladen i en spiral og laver luftbobler 

i et cylindrisk boblenet. Småfisk og krebsedyr 

passerer ikke det tætte net af bobler og hvalen 

opnår en høj koncentration af føde i én mundfuld. 

Lige nu er det vinter, - så de er kommet for at 

yngle og faster igennem hele vintertiden. Hannerne 

slås om hunnerne, og det kan være ret voldsomt. 

Så kan man se hannerne har fået skrammer. 

Alligevel er der et familiesammenhold, hvor de 

samme familiemedlemmer kommer tilbage til de 

samme steder – og ofte med en ”tante” til at 

hjælpe med at passe på. 

De flytter sig hver dag – ikke for at spise, idet de 

faster i hele vinterperioden, når de yngler, - men 

fordi de er intelligente dyr, som nyder det lave 

vand imellem øerne. Det er ca. 20 meter dybt – 

hvor det er 1,2 km dybt lige omme på den anden 

side af revet. Dér lurer farerne i form af hajer og 

andre rovfisk, som kan angribe deres kalve. 

Hvalungerne fødes i vandet med halen først og 

føres derefter straks op for at ånde. Hvalmælk indeholder 

ca. 40 % fedt og fra de 4 meters længde, 

som kalven har ved fødslen, fordobler den sin 

længde i løbet af det første år. 

Imellem Vavaus øer er der fredeligt, og 30 min senere 

ser vi tre blåst. Det er en mor, far og en kalv. 

Det er et spetakulært skue, fordi kalven leger og 

springer hver 6- 7. sekund. Jubii – op - 

og dernæst lade sig falde ned på ryggen, men den 

hvide bug opad. Sådan blev den ved meget længe. 


Hvalerne er ikke bange for os, som sådan – men vi 

lader alligevel være med at springe i for at dykke 

sammen med dem. En mor passer altid på sin unge 

– og et slag med en hale er ikke lige det, som man 

søger efter ☺ Hvalerne svømmer stille og roligt og 

viser os ryggen med den lille pukkel foran den lille 

rygfinne. 

Når de beslutter sig til at dykke helt ned – løfter de 

halefinnen op af vandet. Når de er dykket ned, 

efterlade de et såkaldt ”Hval- fodspor” på overfladen, 

idet havet er helt blankt i størrelsen af en 

hval. De er nede ca. 20 min og så oppe i 5 min. 

Når de er nede, så ”synger de for damerne” – og 

bedst kendt af alle hvaler, er pukkelhvalen’s sang. ” 

Songs of the Humpback Whale”. Disse dybe toner 

kan høres mere end tusind sømil (1.900 km) væk. 

Da vi havde set os mætte på hvalerne, sejlede vi 

ind til en skøn strand ved et koralrev, hvor vi 

snorklede. 

Et lokalt sted, kaldt: ”De japanske haver” – det var 

stenformationer i lavt vand, - snorklede vi rundt 

omkring koralrev og fandt utrolig flotte søstjerner – 

helt gummiagtige at røre ved. 

Desværre var de fleste af korallerne døde. Dette 

skyldes at de kun tåler op til 29 grader, men havet 

er nu ofte 30 grader, som følge af den globale opvarmning. 

Godt brunede af solen sejlede vi stille ind til Nefa u 

igen, i taknemlighed over, at have været i berøring 

med et dyr, som er meget mere intelligente end de 

fleste aner. Vi siger mange tak til pukkelhvalerne. 

Helle Bækkel

STRIPED MARLIN 

Et er at have en fridag. Et andet er, at befinde sig 

ved ækvator. Et helt tredje er, at få mulighed for, 

at tage med på en BIG GAME FISCHING ….. 

En tidlig morgenstund på slaget 7.30 blev vi afhen- 

tet ved hotellets bro efter aftale med: 

Vi lader billederne tale for sig selv. Det er en rigtig 

lystfiskerhistorie. 

Georg bliver instrueret. Lars blev den heldige. 

Tongabogen side 52

Kokken kom og tog det halve. 

Dæksmanden snuppede den forreste del. 

Menukortet. 

BILER FRA KONGERIGET TONGA 

Kokken kom og tog det halve. 


Dæksmanden snuppede den forreste del.

Tongabogen side 54

3 kopper rå fisk 

Vavau Mix1 

½ kop lime eller citronjuice 

2 teskefuld hakket løg 

1 færdig hakket chili 

½ fed presset hvidløg 

Salt til smag. (Jeg brugte 2½ teskefulde og lidt 

peber) 

Mix 2 

½ kop tyk kokosmælk 

2 skefulde hakket spansk peber 

2 skefulde hakket tomat 

Filleten skæres i små terninger og kommes i mix 1 i 

2-4 timer 

Si fisken og kom mix 2 i. 

Lad den stå et stykke tid inden serveringen, (ca.½ 

time) så den kan 

trække smagen ud i kokosmælken. Det er min egen 

erfaring. 

Fisken skal have været frosset for at forhindre bakteriedannelse. 

Tongabogen side 55

Bilparken på Tonga kunne fascinere enhver dreng 

Tongabogen side 56

Tongabogen side 57

Tongabogen side 58

Tongabogen side 59

Korea (Hangul: 한국 or 조선) is a civilization and 

formerly unified nation currently divided into two 

states. Located on the Korean Peninsula, it borders 

China to the northwest, Russia to the 

northeast, and is separated from Japan to the east 

by the Korea Strait. 

Korea was united until 1948; at that time it was 

split into South Korea and North Korea. South Korea, 

officially the Republic of Korea, is 

a capitalistic, democraticdeveloped country with 

memberships in the United Nations, 

WTO, OECD and G-20 major economies, and 

home to such global brands as Samsung, LG Electronics, 

and Hyundai. North Korea, officially the 

Democratic People's Republic of Korea, is a singleparty 

communist state founded by Kim Il-sung and 

currently led by his sonKim-Jong-il, who has maintained 

close relations with the People's Republic of 

China and Russia. 

By the late 19th century, the country became the 

object of the colonial designs of Japan and Europe. 

In 1910, Korea was forcibly annexed by Japan and 

remained occupied until the end of World War II in 

August 1945. 

In 1945, the Soviet Union and the United States 

agreed on the surrender and disarming of Japanese 

troops in Korea; the Soviet Union accepting 

the surrender of Japanese weaponry north of the 


38th parallel and the United States taking the surrender 

south of it. This minor decision by allied armies 

soon became the basis for the division of Korea 

by the two superpowers, exacerbated by their 

inability to agree on the terms of Korean independence. 

The two Cold War rivals then established 

governments sympathetic to their own ideologies, 

leading to Korea's current division into two political 

entities: North Korea and South Korea. 

Seoul (Korean pronunciation: [sʌ.ul] (listen)) is the 

capital and largest city of South Korea. With a population 

of over 10 million, it is one of the world's 

largest cities and the second largest mega city in 

the world.[1] The Seoul National Capital Area, 

which includes the major port city of Incheon and 

satellite towns in Gyeonggi-do, has 24.5 million 

inhabitants[2] and is the world's second largest 

metropolitan area.[3] Almost half of South Korea's 

population live in the Seoul National Capital Area, 

and nearly a quarter in Seoul itself, making it the 

country's chief economic, political, and cultural center.

Seoul 

Godt trætte efter 10½ times flyvetur fra Fiji til Incheron 

lufthavnen i Seoul., tog vi afsked med vores 

rejsefæller gennem 3 dejlige uger. Vaniljen blev 

fordelt og plakaterne - ? Ja hvad blev der egentlig 

af dem? Forhåbentlig er de kommet til ære og værdighed 

i et geografilokale på en skole et eller andet 

sted i Danmark. Det har Martin i hvert fald gjort sit 

til. 

Nu skulle vi så videre, hver til vores hoteller. Den 

store gruppe, som skulle fortsætte til Danmark dagen 

efter, blev indlogeret på et nærliggende transithotel. 

Vores lille gruppe på 7 personer skulle på en 

eller anden måde finde transport ind til Seoul. Det 

viste sig, at der gik en hotelbus lige udenfor lufthavnsbygningen. 

Den besluttede vi os for at tage 

med. 

Til vores store glæde og overraskelse viste det sig, 

at den bus skulle Allan også med. Han havde fået 

værelse på Hotel Hamilton, hvor vi også skulle bo. 

På vejen ind mod Seoul -der var 53 km. - fik vi de 

første indtryk af den 4. nation på vores tur. Vi havde 

for alvor forladt de idylliske Stillehavsøer, og var 

landet i ”det 2100 årh.” Alle forstæderne til Seoul 

var domineret af store beton-kolosser. Rundt om 

disse forstæder bliver jorden udnyttet til grøntsagsdyrkning. 

Overalt er der store plastoverdækkede 

drivhuse omkranset af rismarker. 


Efter adskillige gange og via flere broer at have 

krydset Hangan floden, der deler Seoul i en nyere 

og ældre del nærmede vi os langsomt men forhåbentligt 

sikkert vores hotel. Det skulle ligge ved det 

12. stoppested ud af 14. Turen havde foreløbig taget 

os 2 timer! Der var ingen af os, der havde forestillet 

os, at Seoul var SÅ stor. Men med et indbyggertal 

på ca. 10 mill. Så skal der jo også noget by 

til. 

Stor Seoul med de omkringliggende sattelitbyer 

udgør den næststørste metropol i verden med et 

indbyggertal på ca. 25 mill. Det er omkring halvdelen 

af hele den Sydkoreanske befolkning. Overalt 

ses den ene skyskraber ved siden af den anden, 

hver forsynet med navnet på det firma f.eks. Zuzuki, 

som har opført denne bygning. Størst af dem 

alle er Building 63, der, som man nok kan gætte, 

har 63 etager. 

Myldretid i Seoul som vi havde god til til at betragte 

fra bussen.

DMZ. 

Kun 55 km. Nord for Seoul ligger den demilitariserede 

zone mellem Nord og Sydkorea. Motorvejen, 

som fører derop, løber det meste af vejen langs 

Han floden. Langs vejsiderne ser man militære observationsposter 

og høje pigtrådshegn. Vores guide 

Kim fortalte, at disse var opstillet, fordi Nordkoreanske 

spioner tidligere var svømmet ned langs floden 

og derfra var de gået i land i Syd. 

Når man ankommer til Imjiangak er pagoden med 

The Bell of Freedom, det første man lægger mærke 

til. Her kan man mod betaling en gang i timen slå 

på klokken og med lyden sende sine ønske om 

genforening til Nordkorea. 

Imjiangak er det tætteste almindelige sydkoreanere 

kan komme på Nordkorea. Hertil valfarter mange, 

for med små tøjstykker at sende hilsner til deres 

slægtninge i Nord og udtrykke ønsket om snarlig 

genforening. 


Den demilitariserede zone strækker sig over et 

landområde på 24 km’s bredde. 10 km. på hver 

side af det egentlige grænseområde på 4 km’s 

bredde. I disse 10 km’s zoner er der på hver side 

en landsby. Den i syd er beboet, den i nord er kun 

til propaganda. Her tændes lys i alle huse på samme 

tid hver aften, og de slukkes også samtidigt 

senere på natten. 

Den 3. invasions tunnel er en i en række af angiveligt 

20 tunneler, som Nordkorea opførte, for at kunne 

gennemføre et overraskelsesangreb på Sydkorea. 

Den blev opdaget i 1978. Det er beregnet, at 

30.000 soldater kunne passere gennem hver af disse 

tunneller på en time. Nordkorea hævdede at det 

var gamle kulminer. De havde dækket tunnelvæggene 

med kulstøv, men havde dog glemt at tage i 

betragtning, at der ikke findes naturlige kulforekomster 

på dette sted. 

Dora Observatory er det sted, hvor man fra Sydkorea 

kan se ind i Nordkorea. I teleskop kan man se 

propaganda landsbyen yderkanten af byen Gaeseong 

og en kæmpe statue af Kim Il-Seong. Vi kunne 

nu grundet på varmedis ikke se noget.

Dorsan Station. 

Dette var en besynderlig oplevelse. En hypermoderne 

station, som lå totalt øde hen. Påbegyndt 

under ”Solskins politikken” i år 2000, mens Kim 

Dae Jung var præsident i Sydkorea. Nu ligger den 

tom og ubrugt hen som endnu et symbol på håbet 

om genforening af de to Korea’er. 

Dorsan Station har dannet rammen om flere fredsevents 

i årenes løb. Mest kendt er Præsident Bush’s 

besøg i 2002. 

Fremtidsvisionerne er at forbinde de to Koreaer’s 

jernbanenet med den transsibiriske jernbane og 

hermed forbinde Europa og Nordøstasien. 


Slutningen på turen til DMZ var et besøg i en salgs 

og udstillingsforretning. Her vistes der eksempler 

på, hvad der dyrkes i den 10 km. zone, som ligger 

op til grænsen mellem Nord og Sydkorea. 

Efter dette besøg, var det tid til frokost. Kim introducerede 

os for almindelig koreansk mad, som til 

ethvert måltid som minimum inkluderede ris, 

grøntsager og kimshi. Kimshi er kål, som er lagt i 

lage med 10 forskellige krydderier bl.a. chili ,lime 

og ingefær. Denne kål lader man så lagre i månedsvis—nu 

i køleskab—men tidligere nedgravet i 

store krukker i jorden. Her kunne den holde sig i 

årevis. Man lagde blot ny kål og nye krydderier ned 

ovenpå den gamle og blandede det. Den fineste 

kimshi er flere 100 år gammel. Velbekomme! 

Samme procedure gælder for soja. Den kan ligeledes 

opbevares i flere 100 år. 

Det smagte nu super godt!

Gyeongbokgung Paladset 

The Palace of Shining Happiness 

eller - Palace Greatly Blessed by Heaven. 

Paladset blev oprindeligt bygget i 1395, men blev 

brændt ned i 1592. I 1868 blev det genopbygget, 

for under den japanske kolonitid igen nærmest at 

blive ødelagt. Japanerne etablerede kontorbygninger 

og rev, hvad de ikke lige kunne bruge, ned. I 

1996 blev paladset genetableret og restaureret og 

fremstår i dag som man mener det har set ud for 

ca. 200 år siden. 

Koreas frilandsmuseum 

Eftersom nærmest alt oprindeligt byggeri i Seoul og 

hele den nordlige del af Sydkorea er blevet ødelagt 

gennem krige og kolonialisering, ønskede man at 

genoplive befolkningens bevidsthed og viden om 

deres baggrund og kultur. På denne baggrund blev 

The Korean Folk Village grundlagt. 

Det var en fantastisk oplevelse og afslapning , efter 

flere dage i storbyens larm og betonbyggeri, igen 

at komme ud, hvor der en grønt, og hvor man kan 

høre fuglene synge fra trætoppene. Spændende og 

interessant er det jo, hver gang man ser, hvordan 

mennesker har levet gennem århundreder, og igen 

må erkende, hvor ens vores baggrund er trods alle 

kulturforskelle. 

Landsbyliv 


En rigmands hus 

Landsbyunderholdning 

Her blev der danset og trommet for at 

skræmme dæmoner væk og for at glæde forfædrenes 

ånder. 

Koreansk bryllups ceremoni

Seoul by 

Forskellige indtryk fra Seoul. 

Nogle ganske få steder i Seoul var der bevaret 

kvarterer, som mindede om den by, der eksisterede 

før borgerkrigen i 50’erne. Disse steder var at 

sammenligne med de huse, som vi ser i Dragør. 

Fantastisk flot restaureret, og eksklusive i en sådan 

grad, at det nu er ambassader og millionærer, der 

har råd til at bo der. 


Isadon-gil 

Seouls Strøget 

- men så var der jo også en mere folkelig bydel: 

Poul havde sat sig ind i Metroens ”mysterier, og 

den viden delte han med os andre. 

- så var det bare det, med at finde vej til udsigtstårnet, 

Seouls vartegn, som knejser 250m. højt på 

byens højeste punkt . 

Signal beacons: Seouls bavnehøje. Der er i alt 600 

langs den 19 km. Lange forsvarsmur, der tidligere 

omkransede Seoul. Røg i en beacon: alt er OK. Røg 

i 2,3 eller 4: fjenden kommer nærmere og nærmere. 

Røg i 5: krig!

Seoulgruppen by night 

Hver aften kl. 19.30 var der møde. Her blev aftenens 

videre forløb planlagt - og vi udforskede smagen 

og virkningen af de lokale ”våde varer”. 

- nogle planlagde indkøb af solhat - 

- vi kunne, som almindelige borgere i Seoul gjorde 

det, have valgt at spise ved en af de utallige 

”madvogne” på gaderne. 


- men på Allans anbefaling blev det den nærliggende 

Itaiwong Restaurant. 

- det store spørgsmål var nu: Hvad mon der gemmer 

sig bag alle de koreanske tegn og de flotte billeder? 

Bortset fra ”abelonerne”, så viste det sig igen, at 

det koreanske køkken absolut er anbefalelsesværdigt. 

Efter en dejlig middag, havde Poul tilbudt at 

vise os Seouls natteliv - 

men karaoke det var der desværre ikke stemning 

for, så Poul måtte synge alene. 

Lisbet B.

Rejseplan 

11.juli 

København- Frankfurt/fly 

Frankfurt - Seoul/fly 

12.juli 

Seoul - Nadi(Fiji)/fly 

13.juli 

Afvikling af jetlag i Lautoka 

14.juli 

Nadi - Apia(Samoa)/fly 

Efter en rundvisning i Apia tager vi om eftermiddagen 

det første skridt tilbage i Samoas historie og 

besøger R.L.Stevensons hus og Sydhavets flotteste 

botaniske have på Mount Vaea. 

15.juli 

Vi krydser øen fra nord til syd og dagens temaer er 

højland og kyst. Vi kigger nærmere på en landsby 

og hvordan samoanerne har tilpasset sig og forstået 

at udnytte den frugtbare, vulkanske jord og kystens 

rigdom – her især den nu meget decimerede 

mangrove. 

16.juli 

Vi besøger det største oprindelige naturområde i 

hele Sydhavet, Uafato Conservation Area. 

17.juli 

Mulifanua - Salelologa/færge 

På vores vej til den nye base, landsbyen Manase, 

kommer vi forbi nogle af Savai’is mest spektakulære 

naturfænomener. 

18.juli 

Dagen er helliget Savai’is vulkaner. En lokal giver 

os en indføring i Samoas ’vulkanske’ historie og 

tager os på rundtur på den største lavaslette. 

19.juli 

Søndag: Dagen i står Kirken og madens(to'ona'i) 

tegn. 


20.juli 

Salelologa - Mulifanua/færge 

Vi besøger øen Manono, hvor den lille befolkning 

prøver at bevare/genskabe en mere traditionel,bæredygtig 

levevis. 

21.juli 

Fridag og individuelle ønsker 

23.juli 

Apia - Nuku'alofa(Tonga)/fly Under et besøg i 

landsbyen Kolovai giver de lokale os et indblik i 

moderne tongansk landsbyliv. 

24.juli 

Nuku'alofa - Neiafu(Vava'u)/fly 

Efter en rundvisning i Nuku'alofa, tager vi hen på 

eftermiddagen videre med fly til Vava’u. Efter indkvartering 

ser vi på øgruppens største by, Neiafu, 

og afslutter med en vandretur til toppen af 

Mt.Talau 

25.juli 

I dag tager halvdelen af gruppen på hvaltur, mens 

den anden går ud på egen hånd. 

26.juli 

I dag tager den anden halvdel på hvaltur, mens 

den anden går i kirke. 

27.juli 

Neiafu - Nuku'alofa/fly 

Efter et kort besøg ved Sydhavets pyramider i Lapaha, 

vender vi tilbage til Nuku’alofa og byens største 

marked. 

28.juli 

Nuku'alofa - Nadi(Fiji)/fly 

Fridag 

29.juli 

Nadi - Seoul(S.Korea)/fly 

30.juli 

Seoul - Frankfurt : 

Frankfurt - København

Geografforbundets stillehavstur 

28.7.2009 

Mensker bliver spist i Polynesien. 

Hulalulalej, hulalulalej. 

Natten falder på i Polynesien. 

Hulalulalulalej. 

Palmeblade hvisker 

stille i den lune vind. 

Læg konkylien mod din kind. 

Stillehavet bruser, 

hvilken dejlig vuggesang, 

er det blot en harmløs klang. 





Se korallen gløder 

og lagunens klare vand 

bølger mod den hvide strand. 

Kokosnødden, brun og lodden 


slipper, falder ned. 

Er det en tilfældighed. 





Alting ånder fred og ro 

og månen stiger op 

bag vulkanens fjerne top. 

Slanke piger danser 

hvilket herligt skuespil. 

Er det dig de smiler til. 





Ved den grå Moulmein Pagode, 

med sit blik mod havets blå, 

sidder der en Burma-pige, det er mig 

hun tænker på. 

Hvisker palmesuset ikke, synger templets 

klokker ej: 

Kom igen, soldat fra England, kom 

igen til Mandalay! 

Kom igen til Mandalay, ad flotillens 

gamle vej, 

husker du pagajens dunken fra Rangoon 

til Mandalay? 

Oh, den vej til Mandalay, 

fuld af flyvefisk i leg, 

og hvor solen brød som torden frem 

bag Kina-bugtens kaj! 

Gult var skørtet, grøn var huen, 

som min Burma-jomfru bar, 

Supiyawlat hed hun - samme navn, 

som Theebaws dronning har. 

På en hvid cerut hun røg, 

da første gang hun for mig stod, 

og hun ødsled kristne kysse på en he-

densk afguds fod. 

Kun af snavs den gud bestod, kaldtes 

Buddha, vis og god, 

men da vi tog til at kysse, hun sin gud 

i stikken lod. 

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk 

i leg, 


bag Kinabugtens kaj! 

Når hver rismark drev af tåge, 

og det led mod solnedgang, 

greb hun i sin lille banjo, og Kulla-lo-lo 

hun sang. 

Kind mod kind vi sad og så på 

bugtens både, stavn ved stavn, 

så den store hathi gøre som en tømmerlæmper 

gavn. 

Stable teaktræ favn på favn, i den sjip 

-sjap-våde havn, 

hvor der var så tavst, jeg næppe turde 

viske hendes navn. 


i leg, 



Alt det ligger år tilbage og er milelangt 

fra mig, 

og fra Bank of England går der ingen 

bus til Mandalay. 

Hvad det gamle mandskab siger, 

må jeg sande højlig her: 

"Den som østen først har kaldt på 

kan kun trække der sit vejr!" 

Alting er mig til besvær, på den lugt af 

hvidløg nær, 

og det solskin og de palmer, og de 

klingre klokker der. 


i leg, 



Jeg er syg nu af at slide på de skidne 

fortovssten, 


og den fæle London-støvregn går mig 

gennem marv og ben. 

Vel halvhundred piger har jeg her, 

fra Chelsea og til Strand, 

der kun snakker om at elske, hvad jeg 

ikke tror, de kan. 

Skabt som køer - åh hvordan skal jeg 

tro, de elske kan, 

som min lille Burma-pige i det kønne 

grønne land. 


i leg, 



Sejl mig ud der øst for Suez, 

der hvor sidste mand er først, 

hvor de ti bud ikke gælder, og hvor 

folk kan føle tørst. 

For nu kalder templets klokker, og jeg 

ønsker kun, jeg lå 

ved den grå Moulmein Pagode og betragted 

havets blå. 

Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen 

tog den vej, 

med de syge under solsejl, da vi gik til 

Mandalay! 


i leg, 


bag Kinabugtens kaj!

Poul fremviser stolt det generhvervede aktive 

medlemskort til De berejstes Klub— turen til 

Stillehavet gav fire nye lande! 

Territorier—tæller som lande: 

Abkhazien, Geo. Alaska Azorerne, Port Ceuta & Melilla 

Fransk Guyana, Fr Gibraltar, Br Guernsey, UK 

Jomfruøer, Br Kashmir, Indien Madeira, Port 

Nag.Karabakh, As. Nordirland, Br Palestina, Israel 

Réunion, Fr Skotland, Br Svalbard, Norge Trans- 

Dniestr Vest-Sahara Am.Samoa, USA Antarktis Bermuda, 

Br Cocos-øerne, Aus Fransk Polynesien 

Grønland, DK Hawaii, USA Jomfruøer, USA Kerguelen, 

Fr Martinique, Fr Ned.Små Antiller, NL 

Nordl.Marianaer,USA Pitcairn, Br Sabah, Malaysia 

Somaliland, Som. Tibet Tristan da Cunha,Br Zanzibar, 

Tanzania Andamaner,Nico., Ind. Aruba, NL 


Bonaire,Curaçao, NL Cook-øerne, NZ Færøerne, DK 

Guadeloupe mm., Fr Hong Kong Juleøen (v.Java), 

Au. Kosovo, Serb. Mayotte, Fr Niue, NZ Norfolkøen, 

Aus Puerto Rico, USA Sarawak, Malaysia St 

Helena, Br Tjetjenien, Rus. Turk & Caicos, Br 

Ålandsøerne, Fin Anguilla, Br Ascension, Br Cayman 

-øerne, Br Falklandsøerne, Br Galapagos, Ecuador 

Guam, USA Jersey, UK Kanariske øer, Sp. Macau 

Montserrat, Br Nordcypern Ny Kaledonien, Fr Påskeøen, 

Chile Sikkim, Indien St.Pierre&Miquelon, Fr 

Tokelau Wallis & Futuna, Fr

Tongabogen side 71

DELTAGERE TONGA OG SAMOA 

Ellen Thane Engelhard og Poul Engelhard, Baldersvжnget 

33, 5610 Assens , 64 71 33 15, 

poulengelhard@webspeed.dk 

Hanne Dшcker hanne.doecker@skolekom.dk og Jens 

Hшjslev Petersen jenshp@webspeed.dk, Linderupvej 13, 

3600 Frederikssund, tlf. 47312331. 

Mona Thorsш Thomassen og Holger Nielsen, Havblikvej 

12, 8420 Knebel , 86352030, holger@knebels.net 

Per Sonne og Hanne Braae, Ingolfs Allй 7, 2300 Kbh S, 

32 59 10 14/ 25543313 / per-sonne@mail.dk 28867292. 

Helle Bжkkel og Lars Rasmussen, Korsvej 6a, 4894, 

Шster Uldslev, 54 86 51 48 mor.helle@hotmail.com 

Georg Pade og Lisbet Brolund Larsen, Vongevej 44, 7300 

Jelling , 75873566 eller 41188014 eller 24472374 

lisbet.brolund@jellingnet.dk 

Lone Austin Nшrgaard, Normasvej 39, 2000 

Frederiksberg, tlf. 36 30 54 84, lonenoergaard@mail.dk 

Lise Winnie Oswald, Bagsvжrd Torv 6, 2. th.,2880 

Bagsvжrd 3535 9582 / 22389582 

winnieoswald@yahoo.dk 


Martin Horsted, Soelbergsvej 21, 7900 Nykшbing Mors, 97 72 

35 72 

Allan John Pedersen, 39401375 jopesen@yahoo.dk 

Sally Inger Frandsen, Kamstrupvej 71 B, 2610 Rшdovre, Tlf. 40 

45 66 23, Sally.Frandsen@skolekom.dk 

Hanne Larsson, Overgaden oven Vandet 104, 1.tv. 1415 

Kшbenhavn K , 61307637 hanne.larsson@get2net.dk 

Helga Inger Dirks, Degnehusene 5. 2620 Albertslund 43452628 

Helga.Dirks@skolekom.dk 

Lisbeth Bramaholm , Strindbergsvej 49, 2500 Valby, 

36309849 , lisbeth-bramaholm@mail.dk 

Lise Rosenberg, Oksens Kvarter 4A, 2620 Albertslund, 43 64 13 

19 / 22 39 77 77, lr@geografforbundet.dk , 

Lise@Rosenbergs.dk 

Gry Hodal, Еboulevard 21, 1, 1960 Frederiksberg, C, 30 70 77 

46 Gryhodal@hotmail.com 

Poul Tang, Overdrevet 22, 8382 Hinnerup, 87552821- 

tangpoul@gmail.com 

Inger Bertram Poulsen, Gislumvej 7; 9600 Aars 98 67 82 89 

eller 21 24 06 43 ingerpoulsen@dlgpost.dk

Fiji - Samoa—Tonga Beretning fra Geograffor ... - poultang - home

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?