Beretning om Rigets Strafarbeidsanstalter for Aaret 1ste Juli ... - SSB

28 1893-94.
Den mildere Fangebehandling, som jeg i de senere Aar har forsøgt
anvendt, og som en Tid gav Haab om at ville bære gode Frugter, har jeg
delvis maattet forlade ligeoverfor den Stok af ældre Tyvsrecidivister, der, som
det synes, har sat sig det til Opgave at anstifte Spektakler og volde
Ubehageligheder.
Udbruddene af Raahed og Ondskab har desværre ikke alene gaaet ud
over Anstaltens Funktionærer, men ogsaa i større eller mindre Udstrækning
over de bedre Fanger, som jevnlig har beklaget sig over Forholdene og over,
at de har maattet være sammen med Mennesker, som efter deres Udtalelse
er værre end vilde Dyr.
Under mine Samtaler med flere af Anstaltens ubetinget gode Fanger er
det mig atter og atter sagt, at flere af deres ældre Kammerater er absolut
uimodtagelige for den milde Behandling ; de maa tages strengt, og heri giver
jeg dem efter min indvundne Erfaring Medhold.
At de unge Gutter under 21 Aar i Beretningsaarets Lob er fjernet fra
Anstalten, er et stort Fremskridt, der i mange Henseender har bragt Lettelse.
I det hele taget har Aarets Uro stillet store Vanskeligheder for Fangebehandling.
Saavel Direktøren som Betjeningen forøvrigt har havt mere end
fuldt Arbeide med at staa paa Post mod de mange og besynderlige Forekomster
af Frækhed, Brutalitet og Farlighed, som A aret har været saa
rigt paa.
Det vilde blive for vidloftigt at give en udtømmende Beretning om alt,
hvad der er passeret. Nogle enkelte Tilfælde tror jeg dog det kan være
Interesse at meddele ; de vil give et Begreb om, hvad der har været at
kjæmpe med.
Efterat der ligefra Beretningsaarets Begyndelse var ymtet om, at Rømningsplaner
skulde være igjære, uden at dertil dog kunde fæstes videre Tillid,
antog i Midten af September Maaned Rygterne om, at en Flerhed af de
farligste Fanger skulde ware blevne enige om at undvige, en saa sikker Form,
at der ikke længer kunde være Tvivl om, at noget meget alvorligt forestod.
Enkelte paalidelige Fanger berettede, at de Forbundnes Plan var at
overrumple Vagterne enten i Stenhuggeriet eller i Kirken under Bibellæsningerne,
og saa bestemte var de i sit Forsæt, at de havde lovet hverandre ikke
at lade sig levende paagribe igjen. Deres Plan holdtes imidlertid saa hemmelig,
at det var umuligt trods alle Forsøg at komme paa noget sikkert
Spor. Ved den omhyggeligste Iagttagelse af hver enkelt af dem saavel paa
Arbeids- som Sovelokalerne og ude paa Bevægelsespladsene blev det dog
utvivlsomt, at noget Usædvanligt var forestaaende, og da samtidig Betjeningen
fra en Fange blev givet et alvorligt Varsko om, at der til hver Dag kunde
ventes en Explosion, blev med Justitsdepartementets Samtykke Arbeidet i
Stenhuggeriet sløifet og Aftenbibellæsningerne i Kirken indstillet.
Intet kunde bedre end disse Forfoininger godtgjøre, at Planen havde
været der ; thi den Skuffelse, som strax stod 0,t læse i saa mange Ansigter,