Læs her - Kenneth A. Balfelt

Denne objektivisering af individer er vi gentagne gange blevet konfronteret med i vores
samtaler med borgerne. Rizwanas tydelige os-dem retorik understreger de Jeg-Det
relationer, der karakteriserer forholdet mellem borgerne. Relationer hvor man ikke
oplever hinanden for hvem man er, men nærmere erfarer hinanden. Denne
erfaringsbaserede tilgang til møde med den anden er et centralt aspekt i Bubers
beskrivelse af Jeg-Det-relationen. Jeg iagttager noget. Jeg føler noget. (…) Jeg vil noget
(Buber 1997: 22). Erfaringer rodfæster sig i Jeg’et, som erfarer verden. Dermed hører
erfaringen til Jeg-Det grundordet, hvor verden ikke yder noget aktivt til erfaringen, men
blot lader sig erfare. Jeg-Det indebærer således erfaringen af genstande eller ting som
objekter, der ikke kan yde noget.
11.6 Anerkendelse åbenhed og tværkulturel meningsudveksling
For at kunne bryde ud af Jeg-Det relationen og ikke blot erfarer menneskerne omkring én
kræver dette ifølge Buber, at man møder den anden med anerkendelse og åbenhed, og
således viser initiativ og lyst til at kommunikere med hinanden. En anskuelse som Bakhtin
såvel som Freire deler. Buber lægger stor vægt på authenticity of awareness mellem de
involverede parter (Almlund & Andersen 2011: 165). For at Jeg-Du-relationen kan blive
en realitet, må parterne have evnen til at vise og acceptere deres eget og hinandens
sande jeg. (…) each should regard his partner as the very one he is. I become aware of
him, aware that he is different, essential different from myself, in the definite, unique way
which is peculiar to him, and I accept whom I thus see (Buber 1988: 69). En vigtig pointe
hos Buber er, at bekræftelsen og accepten af den anden, ikke er ensbetydende med, at
man skal være enig i den andens standpunkt. (… ) he comfirms this other being (…) of
cause, such a confirmatin does not mean approval (…) I have affirmed him as a person
(Buber 1988: 75).
Ifølge Bakhtin opstår selverkendelsen gennem mødet mellem forskellige kulturelle
fællesskaber. De før behandlede ytringer kan derfor ikke altid betragtes som
forudbestemte, fordi de i mødet med andre talegenrer og kontakter altid vil udvikle sig og
dermed være nye. Bakhtin betragter hermed kommunikation som en kreativ proces, der
opstår i dialogiske relationer mellem noget gammel og noget nyt. (Igland & Dysthe 2003:
116). Hertil kommer Bakhtins kulturdefinition som han tillægger betegnelsen makrotiden.
28