Læs her - Kenneth A. Balfelt

spændinger er en positiv faktor i mødet og dialogen mellem mennesker. Som Buber er
Bakhtin optaget af forholdet mellem mellem jeg’et og du’et, og deler opfattelsen af, at
individets selvopfattelse opstår i mødet med den anden og dennes stemme (Igland &
Dysthe 2003: 111). Heri ligger et positivt syn på forskellige og konkurrerende stemmer i
betydningsdannelse. Selvet dannes når dialogiske spændinger mellem forskellige stemmer
mødes og finder enhed. Her er ikke tale om en fuldstændig endegyldig enhed, men
nærmere et samlet produkt af to former for tendenser; den centripetale tendens og den
centrifugale tendens. Den centrifugale tendens omhandler forskel og trækker mod dialog,
mens den centripetale tendens er rettet mod enhed og trækker mod monolog (Phillips i
Almlund et al. 2011: 172-173). Det er i mødet med andre stemmer, at den enkelte har
mulighed for at reaccentuere, afprøve, give sin egen version eller finde sin egen accent, og
det er dermed i den dialogiske proces, at individer forandres og udvikler sig (Igland &
Dysthe 2003: 118).
Rizwana efterlyser fællesskabet og sammenholdet blandt de borgere, som ikke er en del
af den ballade, der bliver lavet i bydelen, og som gerne vil blive i Tingbjerg og leve et liv i
fred. Jeg tror man skal holde sådan en stor (…) jeg ved ikke hvad man skal kalde det. Ikke
en demonstration… jo måske… en slags hvor alle kommer ud. Og siger jamen vi vil gerne
have fred her nede vi vil gerne bo her og vi kan godt lide at bo her (…) (Bilag 16).
Rizwana udviser her sin interesse i at finde sammenholdet i Tingbjerg og skabe en ”fælles
front”. Med ovenstående ytring udviser hun et håb om, at borgerne i Tingbjerg vil stå
sammen og udvise sin holdning, til de problemer der raserer området. Om håb siger
Freire: Håbet er rodfæstet i menneskets ufuldstændighed, hvorfra de bevæger sig ud i
stadig søgen – en søgen der kun kan gennemføres i forening med andre mennesker (Freire
1997: 67). Denne forening med andre mennesker kan dog synes vanskelig at opnå, når
Rizwana fortæller, at hun ikke tager del i nogle af de aktiviteter der udbydes, og at hun
derfor heller ikke er del af noget egentlig fællesskab i Tingbjerg. I modsætning til dette
fortæller hun dog, at der afholdes eat 12 hvor grupperingerne så at sige blandes. Der er lidt
fællesskab. Det er ikke fordi der kun kommer pakistanere eller tyrkere, der er også nogle
danske piger der bor der, og kommer og snakker med én. Det er meget hyggeligt - så man
lærer hinanden at kende på den måde (Bilag 16). Tilsyneladende værdsætter hun dette
12 
Isalamisk
fest/
måltid
–
i
lighed
med
jul.
30