Læs her - Kenneth A. Balfelt

Krogstrup 1999: 139). I forbindelse med Christiania episoden var det hverken muligt for
Kenneth Balfelt eller Kathrin Böhm at trænge igennem til drengen (Bilag 1 s. 15). Men
drengen var tydeligt lydhør, da han snakkede med Chefen, som fik ham til at indse, at der
ikke var tale om en provokation, med blot en misforståelse. I vores optik var det Chefens
fortjeneste, at drengen ikke gjorde alvor af sine trusler, og dermed muliggjorde vores
deltagende observation i korridoren. Det er ikke til at sige hvad der lå bag denne
beskyttende og venlige adfærd. Uanset om Gatekeeperen ønsker en positiv fremstilling af
sig selv og organisationen(Tingbjerg) som helhed, (…) må forskeren være opmærksom på
gatekeeperens potentielle manipulation (Kristiansen & Krogstrup 1999: 141). Vi er
bevidste om, at hans motivation for at hjælpe os muligvis kan hænge sammen med, at det
ville være dårligt for en eventuel ”forretning”, hvis der opstod tumult og politiet blev
tilkaldt. Men det kan også skyldes en oprigtig interesse for os og vores projektet. Hvad
enten der var en skjult bagtanke bag hans handlinger eller ej, gjorde hans tilstedeværelse,
at vi følte os mere trygge i korridoren.
13.9 En vanskelig forsknings position
Vores position som deltagende observatører blev på mange punkter sat på en prøve i
korridoren. Vores udgangspunkt for at indgå i samarbejdet med Kathrin Böhm byggede på
et ønske om at udbygge vores empirimateriale og få yderligere kendskab til vores
undersøgelsesfelt. Vi var derfor meget opmærksomme på at få flest muligt stemmer i spil,
og etablere et rum hvor folk følte sig trygge ved, at fortæller om deres oplevelser i
Tingbjerg. Men når man arbejder i omgivelser der er præget af utryghed, kan det være
svært at holde fokus, da man konstant har antennerne ude. Det var derfor vanskeligt at
optage alle indtrykkene.
Derudover måtte vi assistere Kathrin Böhm, i langt højere grad end vi havde forventet. Da
hun ikke kan kommunikere på dansk, betød det, at vi i de tilspidsede perioder, var nødt
til at agere mellemmænd mellem hende og drengene. Samtidig med at vi for vores egen
sikkerheds skyld var meget interesserede i at skabe en god relation til de ”hårde” drenge,
og derfor brugte mange resurser på at være imødekommende og venlige. Vores
forskerposition betød endvidere, at vi flere gange fangede os selv i at handle mod vores
fornuft. Dette kom blandt andet til udtryk under slåskampen, hvor vi var meget i tvivl om
vi skulle løbe, men af en eller anden årsag var det svært at tage forskerbrillerne af. Når
48