Speciale om fotointerviewmetoden som sundhedskommunikation

menneskers erfaringer og oplevelser (Hagedorn 1994: 45-46). Hagedorn forklarer dog, at
fotografier ikke blot fungerer som en måde at opsamle information på, men at de også vækker
interesse og inviterer folk til at tale om dem. På den måde beriger og udvider de
kommunikationen omkring de oplevelser, de refererer til og opfordrer til refleksion (Hagedorn
1994: 46). Hagedorn arbejder ud fra en hermeneutisk tankegang og er af den opfattelse, at det
unikke ved fotointerviews netop er den mening, der skabes, når fotografiet som tekst i sig selv
indgår i et samspil med den ”tekst”, der skabes i dialogen omkring billedet:
”Through the practice of photography, the interview process, and the person’s interpretation
of photographs, another dimension of knowledge and observation evolves about human
experience.” (Hagedorn 1994: 47).
Hagedorn argumenterer altså for, at der sker erkendelser i både fotograferingssituationen, i
individets egen fortolkning af fotografierne og i interviewsituationen, hvilket harmonerer med
vores erkendelsesteoretiske forståelse af, at mening konstrueres fra situation til situation og i
fællesskab (jf. side 6-7 om videnskabsteoretiske overvejelser).
Fotointerviews skaber nyt syn på tilværelsen
En af Harpers mest interessante pointer er, som vi tidligere har beskrevet, at fotometoden kan
bidrage til at få deltagerne til at se deres hverdag eller specifikke situationer i et nyt perspektiv.
Han benytter i den forbindelse begrebet ”breaking the frame”, der betyder at bryde
deltagerens normale syn på tingene eller lede til refleksion over aspekter, der normalt tages for
givet (Harper 2002: 20). Her kan vi drage en parallel til Buhls pointe om at scripts skal
ombrydes for at skabe mening (jf. side 21). En måde at ”bryde rammen” kan ifølge Harper
være, at fotografier præsenteres fra en usædvanlig vinkel eller rækkefølge for at deltagerne
kan få mulighed for at opleve et nyt syn på deres sociale verden. (Harper 2002: 20-21) Harpers
erfaring er, at fotografier kan give subjekter en ny bevidsthed om deres sociale eksistens og
dagligdag:
”These few examples demonstrate how photographs can jolt subjects into a new awareness
of their social existence. As someone considers this new framing of taken-for-granted
experiences they are able to deconstruct their own phenomenological assumptions.”
(Harper 2002: 21).
Harper benytter sig hovedsageligt af fotografier han selv har skabt og forsøger bl.a. at tage
billeder fra utraditionelle vinkler eller af små detaljer for at sætte deltagernes refleksion i gang.
Han har altså større fokus på den kognitive proces end på at give sine deltagere stemme ved
at lade dem fotografere selv.
Flere forskere mener dog, at det kan være vigtigt at lade deltagerne selv tage billeder for at
”breake frame”. Epstein et al.’s problematiserer i hvert fald, at de i en undersøgelse, hvor de
ville have børns perspektiver frem, selv havde fotograferet frem for at overlade denne opgave
37