11. At gå på to ben
11. At gå på to ben
11. At gå på to ben
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
8. Klaus & Buhr, op.cit., l, s. 84.<br />
9. Marx-Engels Werke, Berlin 1977, 3, s. 6.<br />
<strong>At</strong>g&p&<strong>to</strong><strong>ben</strong> 149<br />
10. Udkast til G-sektionens beskrivelse af projek<strong>to</strong>mrådet 'antropologisk psykologi', Psykologisk<br />
Institut ok<strong>to</strong>ber 1985.<br />
<strong>11.</strong> Politzer, G.: La crisede la psychologie contemporaine, 1947, s. 120. Cf. L SCve: Marxisme og<br />
Personlighedsteori, Kbhvn. 1978, s. 15.<br />
12. Se note 9.<br />
13. SCve, L.: Op.dt., s. 221..<br />
KAPITEL H<br />
AT GÅ PÅ TO BEN<br />
Den objektive psykologi<br />
Den videnskabelige psykologi fødes i fysiologien, det er derfor ikke forbavsende,<br />
at det er en fysiolog, der grundlægger den videnskabelige psykologi i<br />
Rusland. Nemlig Skt. Petersborg-fysiologen Ivan Setchenov, der så tidligt som i<br />
1863 (samme år som Wundts Vorlesungen uber die Menschen- und Thierseele)<br />
skriver Et forsøg p& at etablere de psykologiske processer <strong>på</strong> en fysiologisk basis.<br />
Hvad skriftet dog ikke kom til at hedde, for tsarens censor forbød det, fordi det<br />
krænkede den offentlige moral. (Hvad der bringer Skt. Petersborg Universitets<br />
fordømmelse af Karl Linne i erindring. Linnes Systema naturae fra 1735 blev<br />
opfattet som usædeligt, fordi det klassificerede planterne <strong>på</strong> grundlag af deres<br />
kønsorganer!) !stedet fik Setcherrovs skrift så titlen Hjernens Reflekser.<br />
Vi husker, at den tidlige psykologi nødvendigvis må knække i en åndsvidenskabelig<br />
formlære og en naturvidenskabelig s<strong>to</strong>flære, hvor den idealistiske første<br />
kan kaldes den subjektive psykologi og den materialistiske anden kan kaldes<br />
den objektive psykologi. I den sammenhæng er det helt eksplicit den objektive<br />
psykologi, som Setcherrov funderer næsten et halvt århundrede før den objektive<br />
psykologi, som vi er bedst kendt med, bliver grundlagt, nemlig den amerikanske<br />
behaviorisme.
150 Personlighedens Almene Grundlag I<br />
Den centrale tanke i den objektive psykologi frem<strong>gå</strong>r af svarene <strong>på</strong> det<br />
spørgsmål, som Setcherrov stiller med skriftet Hvem skal undersøge psykologiens<br />
problemer og hvorledes? fra 1870 (tre år før Wundts Grundzage der physiologischen<br />
Psychologie ). Svarene er, at fysiologien skal studere psykologiens problemer,<br />
og at det er ensbetydende med at studere reflekserne.<br />
Dette er naturligvis den mekaniske materialismes opfattelse, og følgende citat<br />
fra Setcherrov er ikke fri for at lede tanken hen <strong>på</strong> LaMettries opfattelse i<br />
L'Homme machine: "All the endless diversity of the external manifestations of<br />
the activity of the brain can be finally regarded as one phenomenon - tbat of<br />
muscular movement. Be it a child laughing at the sight of <strong>to</strong>ys, or Garibaldi<br />
smiling when he is persecuted for his excessive love for his fatherland; a girl<br />
trembling at the first thougbt of love, o r New<strong>to</strong>n enunciating universallaws and<br />
writing them on paper ... everywhere the final manifestations is muscular movement.111<br />
Her må vi imidlertid ikke glemme, at den mekaniske materialisme<br />
var grundlaget for datidens mest progressive videnskabelige bestræbelse. Ud<br />
fra derme synsvinkel havde fysiologerne åbnet vejen for konkrete, empiriske og<br />
eksperimentelle undersøgelser af menneskelige processer, der gav enormt betydningsfulde<br />
videnskabelige resultater. Undersøgelser som Setchenov havde<br />
sin egen andel i.<br />
De fires pagt<br />
Fysiologiens knæsættelse af den videnskabelige materialismes pnnc1pper<br />
(omend i mekaniscismens tegn), der skulle få afgørende betydning for skabelsen<br />
af den videnskabelige psykologi, kan iøvrigt føres tilbage til en sammensværgelse!<br />
Den moderne fysiologis fader var tyskeren Johannes Muller. Muller kunne<br />
imidlertid ikke vriste sig fri af den romantiske naturopfattelse (den vi ser<br />
udtrykt bos Ørsted) og lagde særlige psykiske kræfter ind i nerveprocessen (de<br />
specifikke sanseenergier, som de blev kaldt), hvilket gav hans fysiologi en<br />
mærkbar vitalistisk karakter. Som reaktion herimod indgik fire af hans elever i<br />
1845 en pagt, hvori de tilsvor hinanden aldrig at give køb <strong>på</strong> den sandhed, at<br />
"ingen andre kræfter er virksomme i organismen end de almindelige fysisk-kemiske".<br />
Allerede <strong>to</strong> år efter gav pagten sig udslag i det første uvurderlige videnskabelige<br />
resultat. Nemlig i formuleringen af den termodynamiske grundsætning<br />
om energiens konstans. Opdageren af denne fysiske lov var den unge von<br />
Helmholtz. Han var <strong>på</strong> daværende tidspunkt i den prøjsiske hær 2 , men blev<br />
senere professor i Berlin og kom til at spille en enorm rolle for udviklingen af<br />
den naturwissenschaftliche psykologi. Også hans tre medsammensvorne fik<br />
imidlertid særdeles s<strong>to</strong>r betydning for psykologien. Såvel Ernst Briieke, der som<br />
professor i Wien øvede en afgørende indflydelse <strong>på</strong> den unge Freud, Dubois-
<strong>At</strong> g& p& <strong>to</strong> <strong>ben</strong> 151<br />
Reymond, der blev professor i Berlin, og Carl Ludwig, der blev professor i<br />
Leipzig.<br />
Grunden til at nævne denne his<strong>to</strong>rie her er, at Setchenov efter at have studeret<br />
hos Claude Bernard i Paris studerede hos Carl Ludwig og blev hans nære<br />
ven. Bag formuleringen af den objektive psykologi kan vi derfor godt tillade os<br />
at se de fire sammensvornes grundsætning, at der i organismen ikke virker andre<br />
kræfter end dem, som naturvidenska<strong>ben</strong> kender og kan undersøge. Uden<br />
løvrigt at underkende de psykiske udtryks rigdom, som vi ser dem i barnets smil<br />
og den unge piges forelskelse, så er det nerve- og muskelsystemets fysisk-kemiske<br />
processer, der er grundlaget for det psykiske, og ikke mystiske og uforklarlige<br />
spiritualistiske kræfter. Verden er tilgængelig for den videnskabelige<br />
undersøgelse og dermed for den menneskelige fornuft.<br />
Oplysningstidens sidste bastion<br />
Her må vi ikke glemme, at denne offensive og optimistiske videnskabelige<br />
holdning ikke kan isoleres til det akademiske. Den rummer en verdensanskuelse,<br />
nemlig den der kendetegner oplysningstiden, hvor den materialistiske filosofi<br />
og videnskab var et af borgerskabets allervigtigste ideologiske vå<strong>ben</strong> i<br />
kampen mod feudalvældet og dets kirke. I den forstand rummer den klassiske<br />
(mekaniske eller borgerlige) materialisme et progressivt ideal, som f.eks. endnu<br />
genlyder i den amerikanske behaviorisme og pædagogik. Nemlig borgerklassen<br />
fremskridtstro og humanisme, når den optræder som en kæmpende progressiv<br />
kraft. Det vil sige, når den kæmper mod feudale forhold, som den gjorde op til<br />
1789 og 1848.<br />
Hvis det er den borgerlige revolution, der afslutter oplysningstiden, så kan<br />
man faktisk sige, at for de russiske intellektuelle <strong>på</strong> Setcherrovs tid, der var<br />
oplysningstiden <strong>på</strong> ingen måde forbi. Rusland var nemlig det eneste land i Vesten,<br />
der endnu havde sin borgerlige revolution til gode. Den kom først i februar<br />
1917.<br />
Når Setcherrov i ovenstående citat henviser til ne<strong>to</strong>p Garibaldi og New<strong>to</strong>n,<br />
er det således næppe tilfældigt. Måske kan det forekomme lidt altmodisch,<br />
men at der er oplysningstid over Setcherrovs videnskabelige tænkning, betyder<br />
ikke, at den er tilbagestående. Tværtimod må man sige, at i Setcherrovs objektive<br />
psykologi, der er materialistisk funderet <strong>på</strong> den sensoriske fysiologis og<br />
evolutionslærens grund og forstår psyken som en miljødetermineret association<br />
af reflekser, der når den klassiske materialisme sit absolutte højdepunkt. Det<br />
tiltaler derfor ens his<strong>to</strong>riske sans, at det ne<strong>to</strong>p var i oplysningstidens fødeland,<br />
Frankrig, at Setcherrovs objektive psykologi vandt indflydelse uden for Rusland.<br />
Den franske materialismes psykologer genkendte Setchenov som en af deres<br />
egne.<br />
Det, som Setcherrov havde startet, blev fulgt op af <strong>to</strong> andre russiske fysiologer,<br />
LP. Pavlov og V.M Bekhterev. Mens Pavlov ført og fremmest var fysiolog
152 Personlighedens Almene Grundlag I<br />
og først sent (og nærmest tilfældigt) med opdagelsen af den betingede refleks<br />
kom ind <strong>på</strong> psykologiens område, så var Bekbterev fra begyndelsen af fysiologpsykolog<br />
i den naturvidenskabelige psykologis tradition. Han havde studeret<br />
både hos Charcot og hos Wundt, og den sidste havde øvet s<strong>to</strong>r indflydelse <strong>på</strong><br />
ham. <strong>At</strong> han så afviste de klart metafysiske over<strong>to</strong>ner hos Wundt, skyldtes formentlig<br />
at han også havde studeret hos Dubois-Reymond og dermed var blevet<br />
indviet i de sammensvornespagt fra 1845.<br />
Bredden i Bekbterevs psykologi frem<strong>gå</strong>r af titlen <strong>på</strong> det tidskrift, som han<br />
stiftede ved århundredeskiftet: Review af Psychiatry, Neuropathology, and Experimental<br />
Psychology, (det er første gang betegnelsen eksperimentalpsykologi<br />
dukker op i titlen <strong>på</strong> et tidskrift). Dette leder tanken hen <strong>på</strong> Charcot og Salpetriere-skolen.<br />
Og dermed <strong>på</strong> den tidlige socialpsykologi. Det var da også<br />
dette klassiske spektrum, som Bekhterev studerede. Men hele tiden som<br />
refleksologi i den materialistiske tradition fra Setchenov. Hans socialpsykologi<br />
fra 1921 bar f.eks. titlenKollektiv Refleksologi!<br />
Den russiske psykologi, som den udvikles af Setchenov, Bekbterev og<br />
(selvfølgelig) mange andre, er fuldt <strong>på</strong> højde med den samtidige psykologiske<br />
udvikling i Tyskland, Frankrig, England og USA. Når vi er langt dårligere bekendt<br />
med den russiske end med de øvrige, så skyldtes det ikke først og fremmest<br />
sprogbarrieren men den anden barriere, som skilte Rusland fra den øvrige<br />
industrialiserede verden, da den gennem<strong>gå</strong>ende vestlige politik efter den socialistiske<br />
revolution i ok<strong>to</strong>ber i 1917 var at isolere den unge sovjetstat i enhver<br />
henseende. Russisk psykologi blev <strong>på</strong> den måde gjort til 'en by i Rusland'.<br />
Psykologien og den dialektiske fordring<br />
Nu blev sovjetisk psykologi imidlertid i een henseende også 'en by i Rusland'.<br />
Den fik nemlig stillet en opgave, som ingen anden vestlig psykologi s<strong>to</strong>d overfor.<br />
Den skulle nemlig ikke blot forstå psyken. Den skulle forstå den rigtigt! Det vil<br />
sige i overensstemmelse med marxismens dialektisk-materialistiske filosofi, som<br />
havde vist sin overlegenhed i praksis ved at være ideologisk og teoretisk fundament<br />
for den sejrrige socialistiske revolution.<br />
Nu er det ikke sådan, at vestlig psykologi ikke er filosofisk og ideologisk dikteret.<br />
Det er den i allerhøjeste grad, hvad vi allerede har set. Endda med filosofiske<br />
anskuelser (s<strong>to</strong>f- og formlæren), der virkeligt er den dialektisk-materialistiske<br />
indsigt underlegne. Men i Vesten havde man fået de filosofiske anskuelser<br />
ind med modermælken og betragtede dem som selvfølgelige, hvis man<br />
overhovedet var i stand til at bemærke dem. I Sovjetunionen blev man å<strong>ben</strong>lyst<br />
konfronteret med den dialektisk-materialistiske filosofi, som det man nu videnskabeligt<br />
skulle leve op til. Videnska<strong>ben</strong>s udvikling var nemlig uhyre vigtig, hvis<br />
man skulle konsolidere socialismen. Såvel praktisk i produktionen og samfundets<br />
nyorganisering, som politisk-ideologisk i kampen mod socialismens fjender.
<strong>At</strong> <strong>gå</strong> <strong>på</strong> <strong>to</strong> <strong>ben</strong> !53<br />
Nu var det ikke sådan, at videnskabsmændene lod sig intimidere af det<br />
kommunistiske partis paroler om socialistisk contra borgerlig videnskab og følgagtigt<br />
fulgte den filosofiske linie mod bedre vidende. (Selv om der selvfølgelig<br />
også var eksempler <strong>på</strong> det.) Hvad vi allerede har set, var de sovjetiske videnskabsmænd<br />
også udmærket i stand til at se. Nemlig at den dialektiske materialisme<br />
<strong>på</strong> papiret er en rigtigere og mere omfattende og sammenhængende<br />
opfattelse af verden end de filosofiske anskuelser, som den ophæver. Og derfor<br />
også et vigtigt mål for den videnskabelige erkendelse at stræbe efter.<br />
Problemet var et ganske andet. Nemlig hvordan man får flyttet de gode<br />
principper fra papiret over i den videnskabelige genstandsverden? I særdeleshed<br />
når papiret først og fremmest bes<strong>to</strong>d i ufærdige og ufuldkomne skitser fra<br />
Engels' hånd, der bestemt ikke kunne kaldes praktiske anvisninger. (Udover at<br />
det selvfølgelig ville være latterligt at tro, at Engels - hans brillante indsigt ufortalt<br />
- skulle kunne vise videnskaberne den konkrete vej til deres genstande.<br />
Han ville selv have korset sig ved tanken.)<br />
Forsøget <strong>på</strong> at løse denne opgave kommer i afgørende grad til at præge den<br />
russiske/sovjetiske psykologis udvikling efter 1917. Den sovjetiske psykologis<br />
his<strong>to</strong>rie er his<strong>to</strong>rien om de sovjetiske psykologers forsøg <strong>på</strong> at mestre den<br />
marxistisk-leninistiske me<strong>to</strong>dologi, som den russiske psykolog Tcplov siger.<br />
Umiddelbart forekom man godt rustet til opgaven med den objektive psykologi<br />
og refleksologien, der i modsætning til megen borgerlig psykologi i Vesten<br />
var <strong>ben</strong>hård materialistisk og ikke tillod subjektivt idealistiske svinkeærinder<br />
nogen plads. Hvortil kom, at den havde det nye styres tillid, fordi den i<br />
kampen mod tsardømmet havde demonstreret sin progressivitet og humanisme.<br />
Bekhterev, der ikke havde svært ved at genkende den dialektiske materialisme<br />
i sit eget arbejde, lagde for med Psykologi, Refleksologi og Marxisme i 1925.<br />
Hvad Bekhterev ikke selv kunne se, var der imidlertid andre, der kunne. Nemlig<br />
at en psykologi, der afviser bevidsthedsfænomnerne en ægte plads og derfor<br />
afskaffer psykologi som videnskab til fordel for refleksologi, ikke er ganske forenelig<br />
med en filosofi i hvilken, den menneskelige bevidsthed spiller en afgørende<br />
(men ikke uafhængig eller enerådende) rolle. En ting er at gøre op med<br />
den subjektive idealisme, noget ganske andet er at fjerne det subjektive fra det<br />
videnskabelige landkort. lhvertfald vandt forsvarerne af det subjektive (og<br />
dermed psykologien) den s<strong>to</strong>re debat om bevidsthedens betydning, der fandt<br />
sted i Sovjetunionen i tyverne. De havde også Lenin <strong>på</strong> deres side.<br />
Det var altså ikke nok, at den nye psykologi var materialistisk. Den måtte<br />
være materialistisk <strong>på</strong> andet end en mekanisk måde. Det vil sige! at den måtte<br />
være dialektisk.<br />
Den første, der systematisk forsøgte sig med den dialektiske psykologi, var<br />
K.N. Kornilov, der fastholdt, at det dialektiske princip ne<strong>to</strong>p kunne ses i psykologien,<br />
"where there are no objects, but only processes, where everything is dynamic<br />
and timely, where there is nothing that is static" 3 • (Hvilket ikke er så
!56 Personlighedens Almene Grundlag I<br />
kan forstå mennesket som bestemt e11er mennesket som bestemmende. Og så<br />
kan man forsøge kombinationen.<br />
Kombinationen er endnu ikke syntesen. Men kornbinationen kan være så<br />
nær syntesen, at forskellen bliver ganske utydelig. (Hvad der også viser tilbage<br />
til vore begrebers opløsningsevne.) F.eks. kan det være svært at afgøre i hvilken<br />
udstrækning Marx' og Engels' syntese er en kombination eller deres kombination<br />
en syntese? For det, de laver, er nærmest en kipfigur, hvor det subjektive<br />
og det objektive skiftesvis er figur og grund. Det, der springer i øjnene i<br />
ungdomsskrifterne fra 40'erne, er- som vi lige har set- subjektets bestemmende<br />
ro11e. Men det sker <strong>på</strong> basis af den feuerbachske materialisme, der ser mennesket<br />
som objektivt bestemt. Det, der springer i øjnene i de senere økonomiske<br />
afhandlinger, er mennesket som bestemt af objektive (samfundsøkonomiske)<br />
omstændigheder. Men det sker <strong>på</strong> basis af erkendelsen af mennesket som subjekt,<br />
som den blev vundet i 40'erne. Og mennesket som aktivt subjekt dukker<br />
hele tiden op i beskrivelsen.'<br />
Ikke des<strong>to</strong> er det iøjnefaldende, at Marx i ungdomsskrifterne er 'subjektivist'<br />
(i vores betydning), mens han i de modne arbejder er 'objektivist'. Da de sidste<br />
var langt mere kendte end de første, og da det iøjnefaldende har en særlig magt,<br />
så havde den tidlige marxisme en bias til fordel for det <strong>ben</strong>, der ser mennesket<br />
som objektivt bestemt. (Hvad neo-marxismen så siden<strong>ben</strong> kunne konfrontere<br />
med den omvendte bias.)<br />
Hertil kom selvfølgelig, at denne synsvinkel var i overensstemmelse med den<br />
herskende (borgerlige, men progressive) materialistiske tradition. Skulle man<br />
lægge vægten <strong>på</strong> det ene <strong>ben</strong>, så var det nok klogt at lægge den <strong>på</strong> det <strong>ben</strong>, der<br />
var klart materialistisk. Det var nemlig ikke svært at se, at lagde man vægten<br />
omvendt, så kom man til at hælde betænkeligt over i idealismens lejr og dermed<br />
i reaktionens. Vi har set, at formlæren - hvad enten den tager udgangspunkt i<br />
personligheden eller samfundet som Prima Causa - let fører til en konservativ<br />
politisk stillingtagen.<br />
Materialistisk vagtsomhed over for idealistiske fejltagelser er imidlertid ikke<br />
et udelt gode, når det drejer sig om begribelsen af den dialektiske sammenhæng<br />
mellem form og s<strong>to</strong>f, mellem subjekt og objekt. Erkendelsen af subjektets bestemmende<br />
rolle leder rigtig nok (isoleret set) særdeles let til idealistiske fejlslutninger,<br />
men dialektikken kan ikke begribes, hvis man gør sig blind for subjektets<br />
bestemmende rolle. Alt i alt var det derfor et held, at Marx og Engels<br />
blev opdraget i Geisteswissenschaft og ikke i N aturwissenschaft. Opfiasket med<br />
den idealistiske formlære og ikke den materialistiske s<strong>to</strong>flære led de ikke af<br />
materialistens idealisme-skræk. Og hermed kunne de ophæve modsætningen<br />
mellem idealisme og materialisme i en helt ny erkendelse af virkeligheden.
160 Personlighedens Almene Grnndlag I<br />
7. Mmx-Engels Werke (MEW), Berlin 1977, 3, s. 5-6. Eller Marx/Engels Udvalgte Skrifter<br />
(MEUS), Kbhvn. 1973, 2, s. 4()2.<br />
8. Påstanden om, at fremhævelsen af det økonomisk-samfundsmæssige grundlag udsletter mennesket<br />
som individ i Marx' tænkning, er både falsk og indsigtsløs. Det er ne<strong>to</strong>p spørgsmålet<br />
om figur og grund. I en sammenligning mellem Marx og Max Weber (der kritiserede Marx<br />
for økonomisme, som vi husker), udtrykker Joachim Israel (Fremmedgørelse fra Marx til moderne<br />
sociologi, Kbhvn. 1%9, s.123-24) det udmærket <strong>på</strong> denne måde: "Marx' teorier er individorientcrede:<br />
det er samfundet, der skal formes, så den menneskelige fremmedgørelse<br />
overvindes. Webers teorier er hovedsagligt samfundsorienterede: det er mennesket, som<br />
skallære sig tilpasning til den rationelle samfundsstruktur." Og videre: 'Webcr anvender en<br />
funktionel analyse Cindividorienteret - evnen til rolleopdeling som i socialiseringsteorierne,<br />
NE) og beskriver rationaliteten i relation til produktionsprocessens målsætning. Derimod<br />
taler han kun lidt om konsekvenserne for individet. Marx derimod analyserer produktionsprocessen<br />
ud fra et sociologisk og frem for alt økonomisk synspunkt, men kommer gang <strong>på</strong><br />
gang tilbage til konsekvenserne for individet."<br />
9. Se kapitelS note 6.<br />
10. F.eks. skriver Engels: "Da kom Feuerbachs 'Kristendommens Væsen'. Med et slag bortfejede<br />
ban modsigelsen, idet han uden omsvøb igen satte materialismen <strong>på</strong> tronen. Naturen<br />
eksisterer uafhængigt af al filosofi; den er det grundlag, som vi mennesker - der selv er naturprodukter<br />
- er vokset op <strong>på</strong>; uden for naturen og menneskene eksisterer der ikke noget,<br />
og de højere væsener, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun fantastiske genspejlinger af<br />
vort eget væsen. Trolddommen var brudt; 'systemet' var sprængt og kastet til side; modsigelsen,<br />
der kun eksisterede i indbildningen, var opløst. Man må selv have oplevet denne bogs<br />
befriende virkning for at gøre sig en forestillig om den. Begejstringen var almindelig: vi var<br />
alle feuerbachianere med det samme." (Engels: Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis<br />
undergang, MEUS, op.cit., 2, s. 365-66.)