Indholdsfortegnelse - Statsforvaltningen

Når det lykkes - i sager om børn
Det vi blev enige om, har vi fulgt siden. Nu kan vi kommunikere. Det tillæg til vores aftale,
som vi lavede, havde vi ikke kunnet lave på egen hånd.
Sådan beskriver en far, hvordan det har hjulpet ham og hans tidligere partner at have været til
konfliktmægling i statsforvaltningen.
Statsforvaltningen er kun på banen, hvis forældrene eller en af dem henvender sig med anmodning
om hjælp. Og ligesom forældre er forskellige og har brug for forskellige former for assistance
på forskellige tidspunkter, har statsforvaltningen også forskellige tilbud. For nogle forældre
er det tilstrækkeligt at komme til et vejledningsmøde med en medarbejder, der kan fortælle om
praksis på området.
For andre forældre skal der en mere tværgående indsats til, hvor vi giver mere intensiv støtte til
at få fokuseret på barnets perspektiv. Eller den specialiserede børnesagkyndige rådgivning om,
hvad der er bedst for børn i en bestemt alder, kan være det, der er brug for. For de forældre,
der vil, er konfliktmægling en mulighed. Samtidig er der de forældre, som ikke magter at være
inddraget i at få løst deres konflikter selv, og hvor det bedste derfor er, at andre træffer en afgørelse.
Fokus på barnet
Som medarbejder i felten kan det være en stor udfordring at få de relativt korte møder, som
statsforvaltningen kan tilbyde, til at blive den rigtige hjælp til forældre i konflikt. Hvordan får
man det rent faktisk til at ske: at forældrene lægger sværdet – begynder at lytte til hinanden og
fokusere på, hvad der er det bedste for deres børn.
Om dette arbejde siger en medarbejder:
Af chefkonsulent Leise Døllner
og kontorchef Jette Røgild
Jeg kan faktisk huske en sag, hvor en mor søgte om, at drengens samvær med faren helt
skulle ophæves. Mor beskrev drengens voldsomme reaktioner, inden han skulle af sted
på samvær og forskellige andre reaktioner hos drengen. Hun havde involveret socialforvaltningen
i kommunen, der havde støttet hende i at henvende sig til statsforvaltningen.
Da forældrene kom til mødet, var de i voldsom konflikt. Jeg måtte flere gange bede dem
om at lade være med at skændes, hvis jeg ikke skulle afbryde mødet. Mor kom med sine
beskrivelser af drengens voldsomme reaktioner. Faren kunne ikke genkende det: når
drengen var hos ham, var der ikke noget. Jeg forsøgte hele tiden at få dem til at tale om
Statsforvaltningen Hovedstaden Årsskrift 2011 19