Stud.Jur. - Juridisk Diskussionsklub

perspektiv
HEnnInG KOCK – En rØVEt dattEr?
Højesteret, i fuld overensstemmelse
med grundloven, tiltrædelseslovene
og traktatgrundlagene, EF-domstolens
anvendelse af lov og ret samt domstolens
særlige fortolkningsstil/ –metode.
Højesteret ville ikke retsgyldigt kunne
anerkende udøvelsen af en sådan kompetence
hos EU-domstolen, hvis den
ikke selv havde en sådan kompetence i
henhold til grundloven – d.v.s. til retsskabende
virksomhed bl.a. gennem
inddragelse af uskreven ret. Kun beføjelser,
der tilkommer danske (doms)
myndigheder kan overlades til mellemfolkelige
myndigheder. Men vores egen
øverste domstol naturligvis hverken
kan eller vil afgive suveræniteten til
at overprøve og til eventuelt at tilsidesætte
konkrete EU-domme, hvis dette
en dag måtte vise sig nødvendigt.
Hvem er derfor suverænitetens vogter?
Det er Højesteret. Den våger over den
udlånte datters dyd.
Men: At the End of the Day, som det
hedder på nydansk. For hovedansvaret
er regeringens og lovgivers – og ja
rigtigt, navnlig vælgernes! Højesteret
fortsætter (pkt. 9.8, s. 871): ”Det må
anses for forudsat i grundloven, at der
ikke kan ske overladelse af beføjelser
i et sådant omfang, at Danmark ikke
længere kan anses for en selvstændig
stat. Fastlæggelsen af grænserne herfor
må i helt overvejende grad bero på
overvejelser af politisk karakter. …”.
Som det ses er politik og jura tæt
forbundne begreber, når det drejer sig
om EU-retten og dens fremtid, herunder
spørgsmålet om hvorvidt det europæiske
projekt skal udvikles eller afvikles
– set med danske øjne.
18 – Maj 2011
”Forfatningsretligt kan vi nemlig
slet ikke opgive suveræniteten,
hverken helt eller delvist.”
I den forbindelse er det vigtigt at erindre
sig, at det ikke af § 20 selv, der
netop anvender ordene: ”overladelse
af beføjelser”, men kun af bemærkningerne
til grundlovsbestemmelsen
fra 1953 fremgår, at Danmark ”afgiver
suverænitet”. Forfatningsretlig kan vi
nemlig slet ikke opgive suveræniteten,
hverken helt eller delvist. For den
delegerede kompetence kan altid tages
tilbage igen. Det følger direkte af
bemærkningerne, hvor der uden blusel
står, at de overladte beføjelser til hver
en tid kan tilbagekaldes ved en lov vedtaget
med simpelt flertal – d.v.s. uden
efterfølgende folkeafstemning. I juridisk
forstand er suveræniteten derfor
ikke afgivet, men kun (midlertidigt) begrænset.
(Den storpolitiske forklaring
på det drastiske terminologivalg, der
genkendes fra udlandet, fremgår af min
artikel: ”Det Europæiske Statsfællesskab
– et trojansk næbdyr” i Magtudredningens
bind om ”Europa for Folket?
– EU og det danske demokrati”,
Aarhus Universitetsforlag 2002). Der er
en åbenbar politisk interesse i at fastholde
indtrykket af finalitet gennem det
gængse begreb: suverænitetsafgivelse,
som dog også kan give politisk bagslag
som en skamridning af offerrollen.
Men vi er nu engang et mangeårigt
medlem af Den Europæiske Union, således
som det danske folk har bestemt
det. Og det må selvsagt være grundlaget
for den juridiske uddannelse.
CECS’ forskning tager derfor afsæt
i, at Danmark er et ligeværdigt medlem
af EU (med enkelte udtrykkelige forbehold)
og at den danske offentlige ret,
herunder ikke mindst forfatningsretten,
juridisk set vil være uforståelig, og
derfor indholdsmæssigt nødlidende,
hvis den ikke tænkes og fortolkes i lyset
af den europæiske forfatningsret,
således som den udmøntes inden for
unionsretten og nu i stigende grad
menneskeretten.
Der er ingen modsætning mellem
dansk og europæisk ret (inden for de
overladte kompetencer). Europæisk ret
er en del af dansk ret (under Højesterets
kontrol).
Det betyder ikke, at CECS’ medarbejdere
har deponeret deres kritiske
sans uden for landets grænser, eller
at de abonnerer på enhver fortolkning,
som udtænkes ved domstolene i Luxembourg
eller Strasbourg. Vi beskriver,
analyserer og teoretiserer over den
retsudvikling, som vælgerne for længst
har bestemt, at Danmark skal være en
del af. Det er vi sådan set fagligt forpligtede
til.
Hold godt øje med forskningen fra
CECS!