Stud.Jur. - Juridisk Diskussionsklub

eportaGe
InstItut FOr mEnnEsKErEttIGHEdEr
sandsynlighed afholde mange fra at
deltage i offentlige demonstrationer.
Frygten for sanktioner ved udøvelsen
af en rettighed vil dermed afholde en
stor persongruppe fra overhovedet
at udøve deres civile rettigheder. Et
eksempel på nyere lovgivning, der let
kan skabe en ”chilling effect” er den
såkaldte lømmelpakke indført i forbindelse
med COP-15 topmødet i København,
december 2009. Netop de præventive
anholdelser ved COP-15 blev
diskuteret heftigt på Institut for Menneskerettigheder
i løbet af konferencen.
En af oplægsholderne, professor
ved University of Gent samt underviser
på Københavns Universitet, Dirk Voorhoof,
udtalte sig til Stud.Jur.’s udsendte
reporter om situationen:
”The events of Saturday 12 December
2009, and more precisely the absolute
unacceptable way the Danish
police treated and arrested nearly 1000
demonstrators during the Climate demonstration,
have shocked me. It is necessary
and appreciated that the police
isolates and arrests violent activists, but
the intervention by the police forces and
the arrest of hundreds of innocent demonstrators
was out of proportion. The
police action was in total disrespect of
the principles in the European Convention
of Human Rights”.
Som læserne måske er bekendt
med, fik de omkring 250 demonstranter,
der klagede over forløbet ved COP-
28 – Maj 2011
15, medhold i byretten og blev tilkendt
erstatning. Københavns Politi har dog
anket afgørelsen til Landsretten. I den
forbindelse udtaler Professor Voorhoof:
“A society that leaves a too big
gap between the theory and practice of
human rights cannot uphold the perception
of being truly committed to these
values and principles.”
Diskussionen om netop retten til
“peaceful protest” blev diskuteret
og nedenfor følger nogle af de givne
spørgsmål og svar:
Kan man konsekvent påkalde sig
terrorlove og lømmelpakker og dermed
afskære almindelige mennesker fra at
deltage i fredelige demonstrationer af
frygt for visitationszoner og præventive
anholdelser? Sådanne indgreb må
være nødvendige og proportionale.
Hvornår kan en indskrænkning i de
personlige frihedsrettigheder være
nødvendig? Og hvornår er et indgreb
proportionalt? Kravet om nødvendighed
indebærer, at det ikke er muligt at
opnå det ønskede resultat med mindre
indgribende midler end det anvendte.
Proportionalitetsprincippet indebærer,
at målet helliger midlet. Det kan
være nødvendigt at indskrænke visse
frihedsrettigheder, men i sidste ende
er det domstolene, som må tage stilling
til, om et indgreb var nødvendigt,
og om proportionalitetsprincippet er
overholdt. Finder retten, at et indgreb
på ingen måde er retfærdiggjort, er det
et klart signal til både politi og politikere
om, at noget bør laves om, enten
i selve lovgivningen eller i forvaltningen
af denne. Som én af deltagerne
konkluderede: ”Hvis vi slår hårdt ned
på alle, der gør brug af retten til fredelige
demonstrationer, er der stor risiko
for, at brugen af voldelige protester vil
eskalere”. Med andre ord har myndighederne
en klar interesse i at neddrosle
konfliktniveauet ved at anvende fredelige
metoder.
Et andet emne der blev diskuteret
ved konferencen var de situationer,
hvor der begås lovbrud for at skabe
opmærksomhed omkring en sag. Begrebet
civil ulydighed er meget oppe i
tiden, og netop for jurister er det interessant
at stille sig selv spørgsmålet:
Hvad skal et samfund med civil ulydighed?
Er det ikke altid i samfundets
interesse, at lovene overholdes, så vi
kan leve fredeligt og fornøjeligt sammen?
Hvilken værdi har en lov overhovedet,
hvis det lægges til grund, at man
ikke altid bør overholde den. Lige så
vel, som myndighederne i særlige tilfælde
kan begrunde indskrænkninger
i frihedsrettigheder med hensynet til
offentlig orden, forsøger forkæmpere
for frihedsrettigheder ofte at påkalde
sig retten til civil ulydighed i demokratiets
navn. I hvilke situationer er det
så, at det vil kunne retfærdiggøres at
bryde loven i en højere sags tjeneste?
Læserne er nok fra juraens verden be