Af Hjertens lyst.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Bogens tredive noveller har det til fælles, at de alle er skrevet af unge
mellem 13 og 16 år. Temaerne, der behandles er derimod vidt forskellige.
"En duft af regn" fortæller om den forbandelse, der kan være forbundet
med at have synets kraft og kunne forudsige, hvad der vil ske i
fremtiden.
"Manden og drengen" er en realistisk fortælling om en alkoholiker,
som i en kort periode får et lyspunkt i sit liv.
I "Sjælefred" konfronteres Natasja med sin mormors barndom, som
jøde under 2. verdenskrig.
"Ensomhed " fortæller om den tykke dreng, der mobbes i skolen og
totalt bliver overset af forældrene.
"Namaste" bringer læseren til Indien for at følge en ung families
skæbne
I "Dragebarnet" møder man, i et fantasy univers, en drage, der føder
et menneskebarn.
"Bondeoprøret" fører læseren tilbage til Middelalderen til en kamp på
liv og død.
"Syg i hovedet" er den grusomme historie om, hvordan jalousi kan få
en person til at opføre sig ekstremt voldelig.
I "Drengen og fremtiden" møder Senita, som lever i fortiden ,en
dreng fra vores tid, som er ankommet med en tidsmaskine.
I " Katten" er det den dårlige samvittighed over en lillesøsters ulykke,
der er temaet .
o.s.v.
Det er ikke muligt at gengive alle de spændende temaer her.
Læs selv bogen.
Der vil helt sikkert også være temaer, der interesserer netop dig.
Udgivet med støtte fra
Kulturministeriet, Nordjyllands amt,
Brønderslev Kommune og Nordea Fonden.
ISBN 87-990452-0-6
Af hjertens lyst 30 noveller skrevet af unge

Af hjertens lyst
30 noveller skrevet af unge
Redigeret af Cecilie Eken og Glenn Ringtved.
Illustreret af Benny Mathisen

AF HJERTENS LYST
30 noveller skrevet af unge.
1.udgave 2004
Bogen er sat med Times New Roman
og trykt hos Brunder Tryk Brønderslev
ISBN 87-990452-0-6
Udgivet med støtte fra
Kulturministeriet, Nordjyllands amt,
Brønderslev Kommune og Nordea Fonden.
Indhold
Kort om bogens tilblivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
Aldrig for sent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Bag døren i muren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
Bondeoprøret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
Blå og brune blikke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25
Borte i dybet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31
Manden og drengen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
Broderskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41
Brændemærket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47
Dragebarnet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
Den sidste ingrediens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
Den sorte ravn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65
Drengen fra fremtiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
Dæmoner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
En duft af regn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85
Faldet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
Englenes by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97
Ensomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
Kamillete & Rødvin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113
Et anker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119
Flugten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125
Katten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133
Kamma . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137
Knust spejl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143
Klæder skaber folk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149
Levende ild . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153
Mit efterår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159
Maya . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167
Namaste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171
Sjælefred . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175
Syg i hovedet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181

Kort om bogens tilblivelse.
Denne novellesamling er resultatet af et forfatterkursus afholdt i
Brønderslev Kommune i sommeren 2004. De 30 unge bidragydere er i
alderen 13 – 16 år og kommer fra det meste af landet.
De unge har skrevet novellerne under vejledning af forfatterne Cecilie
Eken og Glenn Ringtved, som dels har været undervisere på kurset og dels
har givet vejledning pr. E-mail.
Projektet er en del af Kulturministeriets "Læselyst" kampagne og har fået
økonomisk støtte herfra. Desuden har Nordjyllands Amt, Brønderslev
Kommune og Nordea Fonden støttet kurset og udgivelsen af nærværende
bog.
Brønderslev kommune vil gerne rette en stor tak til samtlige bidragydere,
som har gjort det muligt at udgive denne bog.
Vi håber, at disse noveller vil blive læst af mange unge og måske give
inspiration til, at flere får mod på at skrive selv.
På vegne af Brønderslev Kommune
Inger Aarup-Kristensen
Projektkoordinator.
Brønderslev Kommune
Ny Rådhusplads 1
9700
Brønderslev
5

Aldrig for sent
af Rikke Hald Jensen
Et skingert skrig brød stilheden!
Hun havde vendt sig om. Kigget lige ind i det ansigt, hun i månedsvis var
flygtet fra.
I det øjeblik aftrækkeren blev trukket tilbage, nåede hun kun at bemærke
morderens kolde smil …
Hun var gået en tur. Sådan som hun plejede at gøre, når hun ville klare tankerne.
En af sine sædvanlige ture langs stranden. Elskede alle dens indtryk.
Den salte havbrise. Den søde duft af hyben. Mågernes hæse skrig og den
stikkende fornemmelse af det stride græs i klitterne.
Sarah havde gået i sine egne tanker, da hun blev opmærksom på nogle
ophidsede stemmer. Hun tænkte ikke nærmere over det, før der lød et skrig.
Sarah begyndte at gå i retning af stemmerne, der førte hende om bag nogle
klitter. Hendes fødder sank ned i sandet, og det blev tungt at gå. Hun nåede
lige at se en mand trække en pistol og skyde tre gange ned i pigen, der lå
sammenkrøbet i det bløde sand foran ham. Pigen skreg ikke. Måtte være blevet
slået bevidstløs tidligere. Blodet dannede søer rundt om pigen. To skud i
maven og en gang i hovedet.
Sarah, der ellers aldrig blev utilpas af at se blod, mærkede pludselig kvalmen
sidde i halsen. Hun snublede, faldt og brækkede sig. Manden måtte have
hørt hende, for i det samme rettede han pistolen mod hende, men i sit hastværk
ramte han ved siden af. Derefter løb han væk for at skjule sig bag nogle
af de andre klitter.
Da Sarah efterhånden kunne stå op uden at sveje for meget, gik hun hen
til pigen. Fluerne var allerede begyndt at samle sig omkring de åbne skud -
sår. Sarah lagde to fingre på pulsåren ved pigens hals. Død, som hun havde
forventet.
Hun kiggede i avisen og så dødsannoncen på pigen, der var blevet dræbt.
7

+ Maja Larsen +
Vi vil altid savne dig
Kærlig hilsen
Mor, far og din søn Daniel
Hun gik ned af en lang hvid gang. Skulle bare fremad. Hun blev prikket i
siden af en gammel dame, der bad om hjælp. Skubbede hende til side. Skulle
frem. Senere kom et barn, prikkede til hende og sagde: ”Hvorfor hjalp du
ikke min mor, da hun bad om hjælp?”
Men hun blev ved med at gå. Barnet vendte tilbage. Dets stemme blev
mere og mere skinger for hver gang. Men hun blev ved med at gå. For enden
af gangen lå moderen, mens barnet stod med en kniv i hånden.
”Hvorfor hjalp du ikke min mor, da hun bad om hjælp?”
Sarah vågnede med et sæt af sin drøm og satte sig op i sengen. Var badet i
sved. Hun hørte stemmerne igen!
Nej, hun forestillede sig, at hun hørte dem. Pigen, der var blevet dræbt,
havde et barn. Hun mærkede skyldfølelsen vælde op i sig. Hvorfor var hun
ikke gået over for at se, hvad der var galt, med det samme? Og da hun så
endelig besluttede sig for at se, hvad der var i vejen, var hun gået så langsomt.
Ladet sandet holde sig tilbage. Måske var det ikke sket, hvis hun var
nået om bag klitten lidt før, inden han trak pistolen …
Hun kiggede rundt på sit værelse. Gadelygten, der stod uden for hendes
vindue, kastede skygger ind på væggene. Normalt var hun mørkeræd, men
de sidste dages hændelser fik hende til at fare sammen over den mindste ting.
Han boede i et lille sommerhus ude ved vandet. Der kravlede vedbend op
langs husets mure. Taget var råddent, men det gjorde ikke så meget. Han
skulle ikke være der så længe. Skabene var fyldt med tørrede frugter og
dåsemad. Han havde tænkt på det hele. Næsten …
Det var sværere, end han havde regnet med. Hun bevægede sig jo aldrig
uden for huset. Hvorfor fanden var hun også lige dukket op? Hvorfor havde
han ikke taget sig den smule tid, der skulle til, for at få hende ordentligt på
kornet? Han sparkede hårdt til stolen. Idiotiske kælling! Han måtte tage
chancen. Satse på at hun var blevet tilstrækkeligt bange. Han sank sammen i
sofaen. Livet var uretfærdigt. Verden var uretfærdig. Alt gik ham imod.
Sådan følte han det i det mindste. Men fik man en svær start, skulle man
åbenbart også have en svær slutning!
8
Telefonen kimede, da hun låste hoveddøren op. Sarah havde haft en dårlig
dag og var derfor ikke specielt opsat på en endeløs samtale med sin mor, der
for tiden ringede hvert andet øjeblik for at fortælle hende, at hun altså burde
gå til psykolog. Den blev ved med at ringe, og da den havde ringet otte
gange, gik hun hen for at tage den.
”Sarah,” lød en mandsstemme. Hun satte sig på sofaens kant. ”Hvis du
tænker på at kontakte politiet, så ring til din bedemand først…”
Der blev lagt på.
Sarah sad med røret i hånden. Lyttede til den uendelige biptone, indtil hun
sank hulkende sammen. Hun vidste godt, at hun burde være gået til politiet
fra starten af, men noget holdt hende tilbage.
I hendes hjemland var hun blevet tortureret af det hemmelige politi. Hun
vidste godt, at det var noget andet i Danmark, men alligevel? Hun stolede
bare ikke på politiet. Hun måtte prøve at komme videre. Glemme …
Sarah havde fået det ene afslag efter det andet. De gav sig ikke. Hendes mor
og søster var kommet ind med det samme, men de ville ikke slippe hende
ind. Hun havde været desperat. Havde prøvet simpelthen alt! Men det ville
bare ikke lykkes. Hun vidste ikke hvor mange gange, hun havde siddet inde
i det lille kolde venteværelse. Der havde stået nogle enkelte møbler. Ikke
noget specielt fint. Nærmest bare for at vise, at de, der sad i de møbler, ikke
var mere værd. Og der hang altid en sur lugt af råd rundt i hjørnerne.
Vinduerne var snavsede, og i vindueskarmene stod der altid nogle grimme
plastikblomster. Nej, hun brød sig bestemt ikke om asylcenteret eller dets
personale.
Han kunne lide, da rædslen stod malet i hendes ansigt. Fornemmelsen af
magt! Han havde altid været undertrykt. Det havde altid været ham, der led,
men nu skulle det laves om! Han var altid den, der sad alene. Havde ingen
venner. Havde aldrig haft det. Hans far havde altid forbudt ham at være sammen
med de andre. De var ikke fine nok. Passede ikke ind i hans fars forestillinger
om livet. Han skulle komme hjem lige efter skole. Så blev han sat
til at arbejde på en fabrik. Hans far drak, og blev ofte meget hidsig, når han
var fuld. Han råbte op og langede til den ene og den anden side. Nej, hans
barndom var ikke noget at prale af. Men nu ville han gøre noget ved det. Han
ville råde over andre menneskers liv. Se dem bede for deres åndssvage lorteliv.
Han blev mere og mere indædt. Hvorfor skulle alle andre have det så
godt, når han aldrig havde haft den mindste glæde her i livet? Men nu skul-
9

le det være! Han ville indhente det tabte. Ville råde over liv og død. Nu var
det hans tur til at nyde …
Sarah sad i sine egne tanker, da brevsprækken gik op med et stille, knirkende
klagehyl. Hun rejste sig undrende for at gå ud og hente det, der lige var
blevet smidt ind. Posten havde allerede været der den dag, men på den anden
side? Det kunne jo være, at han havde glemt noget.
Der lå et lille brev med hendes navn skrevet på. Der var ikke noget frimærke
på. Hun tog det med sig ind i stuen og satte sig. Læste det stille op
for sig selv:
”Sarah. Jeg syntes lige, jeg ville minde dig om, at jeg ved, hvem du er. Jeg
vil råde dig til ikke at gøre noget dumt …”
Sarah kunne ligefrem se hans triumferende smil, da hun læste det sidste
op.
Men hun havde ikke tænkt sig at vidne. Nu var hun efterhånden ved at
have fået et ordentligt liv. Hun havde job og et lille hus, der godt nok snart
ville falde sammen, men Sarah var tilfreds. Hun var fast besluttet på at leve
et normalt liv.
Sarah besluttede sig for at gå en tur i skoven. Det var lang tid siden, hun
havde været ude, og lang tid siden, det sidste trusselsbrev var kommet.
Hendes hus lå ikke langt fra skoven, måske et kvarters gang derfra. Hun gik
ud af køkkendøren. Hørte en puslen og var straks på vej til at gå ind igen.
Det kunne være ham. Morderen! Nej, hun måtte se at komme videre. Hun
gik stille hen mod den efterårsfarvede skov. Træerne havde stadig nogle få
blade tilbage, der, mod de ellers nøgne grene, lyste op i røde, orange, gule og
brune farver. Hun stod stille og kiggede på et egern, der svingede sig i et
stort egetræ. En gren knækkede et stykke bag hende. Sarah kiggede sig forskrækket
over skulderen. Var der nogen, der fulgte efter hende? Nej. Det var
sikkert bare et dyr.
Hun gik forsigtigt videre, mens hun nervøst kiggede sig tilbage ved den
mindste lyd. Hun var kommet et godt stykke ind i skoven. Hun satte sig på
en mosbegroet sten for at kunne bevise for sig selv, at hun ikke var bange.
Men hun var bange. Hun begyndte at løbe. Løbe væk fra alt, hvad hun havde
oplevet. Da hun stoppede et godt stykke tid efter, opdagede hun, at hun i sin
iver efter at komme væk var faret vild. Hun begyndte at gå tilbage ad den sti,
hun mente, hun var kommet ad. Det var begyndt at blive mørkt, selvom klokken
kun var lidt over fem. Følelsen af at blive forfulgt vendte tilbage, efter-
10
hånden som solen forsvandt. Hun blev ved med at gå. Der blev hurtigt mørkt
i skoven, eftersom træernes tætte kroner lukkede de sidste solstråler ude.
Sarah kunne se pistolen, der var rettet mod pigen i sandet. Høre de tre
pistolskud. Smage blodet. Det hele kom tilbage i hurtige glimt. Det triumferende
smil da han rettede pistolen mod hende.
Hun følte, at det var hendes tur. At hun skulle gennemleve dramaet igen
bare med sig selv som hovedperson. Men hun ville ikke give op.
Hun gik videre. Forbi en væltet træstamme, hun mente at have set før. Der
lød skridt bag hende. Hun vente sig hurtigt. Der var ikke noget. Det var nok
hendes fantasi, der havde spillet hende et puds. Det begyndte at blive sværere
at se, hvor hun gik. Flere og flere grene knækkede, og Sarah var sikker på,
det ikke skyldtes hende selv. Hun fór sammen ved selv den mindste lyd og
kiggede sig hvert andet sekund over skulderen. Hun var bange nu. Virkelig
bange. Frygten overmandede hende, og hun begyndte at hulke sagte. Hun
skulle aldrig være gået i skoven. Skulle være blevet hjemme. Hun kunne
have siddet og læst en god bog og drukket kakao lige nu. Men hun kunne vel
stadig nå det?
Sarah prøvede at bilde sig selv ind, at hun nok skulle komme helskindet
hjem. Problemet var bare, at hun ikke selv troede på det. Hun var overbevist
om, at hun ikke ville overleve. Hun gik hurtigt videre i sine egne tanker. Det
var begyndt at blive koldt. Fugten og tågen lagde sig som en dyne omkring
hende. Hun havde kun taget sin almindelige jakke på, da hun ikke regnede
med at gå en længere tur. Pludselig gled hun ned ad en skrænt, som hun ikke
havde set på grund af mørket. Sarah røg et par meter ned og kom ned til en
ny sti. Hun rejste sig for at gå videre.
Da hun havde gået omkring tyve meter, kom hun til et T-kryds, hvor den
ene sti sandsynligvis var den, hun havde gået på før. Sarah syntes, at hun så
en skygge bevæge sig mellem nogle af træerne, men skubbede tanken fra sig.
Det var sikkert bare noget, hun forestillede sig. Hun gik hurtigt videre. Lidt
efter snublede hun over en gren og faldt…
Et skingert skrig brød stilheden!
Hun havde vendt sig om. Kigget lige ind i det ansigt, hun i månedsvis var
flygtet fra.
I det øjeblik aftrækkeren blev trukket tilbage, nåede hun kun at bemærke
morderens kolde smil …
11

Bag Døren I Muren
af Anne Sofie Bækdal Bräuner
”Hej,” sagde han. ”Jeg hedder Kihito. Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Jeg
så forbløffet op på skabningen foran mig. Syv slanke rødder snoede sig om
hinanden, og dannede en massiv træstamme, som tårnede sig over mig.
Øverst oppe – lige lidt under trækronen – stak to store grene ud. Da den ene
bevægede sig, og kørte småkviste igennem kronen, gik det op for mig, at det
var en arm med fingre.
Jeg stirrede måbende på ham, men han så ikke ud til at finde det mærkeligt,
at han var et levende, talende træ, tværtimod. Han bøjede sig ned, og smilede,
eller... jeg tror da, det var et smil. Usikkert smilede jeg tilbage.
”Jeg hedder Katrine” sagde jeg høfligt, men min stemme lød anderledes,
angst. ”Hvor er jeg?”
Jeg stod tæt op af den grønne dør, hvor malingen var ved at skalle af. Min
hånd havde et hårdt greb i det kolde, rustne håndtag. Jeg fjernede mit blik fra
træmanden foran mig, og så mig omkring. Jeg stod i den mest fantastiske
have. Overalt var der lysegrønne træer, og små blomster piblede op imellem
dem i alle regnbuens farver. Mit blik fæstnedes på to træer, der snoede sig
om hinanden, for øverst oppe at skilles, så trækronerne nærmest sad lodret.
Det så utroligt ud.
Jeg stirrede atter tilbage på træmanden, hvis blik var gået fra venligt til spørgende.
”Ved du ikke, hvad dette sted er?” Da jeg bare stod og kiggede lige underligt
på ham, som han gjorde på mig, tilføjede han: ”Dette er din fantasi... i
hvert fald noget af den.” Jeg mærkede min pande trække sig ned mod øjnene,
og jeg vidste, at mit blik netop var blevet endnu mere uforstående.
”Min fantasi?” Han nikkede.
”Ja. Dette sted findes kun i din fantasi... og så i de andre børns.” Han smilede,
og jeg tror, at han nu syntes, at jeg skulle vide, hvor jeg var. Problemet
var bare, at det gjorde jeg ikke.
”De andre børns?” fik jeg langsomt fremstammet, stadig med det spørgende
blik fæstnet på træmanden, og jeg forstod nu, at dette sted ikke havde
13

voksne, kun børn. ”Er der virkelig kun børn her?” spurgte jeg alligevel, og
kendte allerede svaret...
”Ja. Det er nemlig kun børn, der har lavet dette sted.” sagde han, og smilede
bredt. ”Bare se på mig. Jeg er lavet af en sød, lille kinesisk pige, der hedder
Yokomira Zaltoya.” Hans blik blev fraværende, nærmest drømmende, da
han nævnte pigen med det – for mig – mærkelige navn. Det var tydeligt, at
han holdt af hende.
”Bare se her...” fortsatte han, og pegede ned på sin rod. ”Made in China.”
læste han højt. Jeg fnisede, og mit efterfølgende smil var denne gang mere
afslappet. Dette sted var fantastisk, men...
”Hvor er de andre børn henne?” Han lo lavmælt, nok på grund af ivrigheden
i min stemme. Kort efter, da hans latter atter var blevet til det venlige
smil, drejede han hovedet, og pegede ned af en sti, som snoede sig ind i skoven.
”De leger nede på Den Grønne Eng lavet af Sveika Ländehof fra Sverige.”
Jeg takkede ham for hjælpen, og begyndte at gå. Et stykke nede af stien stoppede
jeg, og vendte mig om.
”Bare for at være nysgerrig...” halvråbte jeg, og bed mig stille i læben,
som jeg altid gør, når jeg tænker over noget.
”... Er der så noget her, jeg har lavet?”
Så snart ordene var kommet ud, kunne jeg sagtens høre hvor dumt det lød,
men Kihito smilede blot endnu bredere end nogensinde før – hvilket jeg ville
have troet var umuligt – og sagde:
”Du er den mest kendte af alle her. Du gav os muligheden for at snakke
med hinanden... Det samme sprog!”
Jeg så op på ham, denne gang igen med forbløffelse malet i ansigtet. Jeg
havde rent faktisk givet min egen fantasiverden den ”kvalitet”, hvis man da
kunne kalde det det.
Jeg takkede ham endnu engang for at vise mig vej, og drog derefter afsted
ind i skoven. Normalt kunne jeg ikke lide skove, men denne skov var ikke
frygtindgydende, med store mørke træer, der kastede onde skygger om natten.
Den så lysegrøn ud, og nærmest glimtede i solens stråler. Jeg fulgte stien
et stykke vej, småsang med fuglene i trækronerne, som heller ikke herinde
sad helt normalt. Jeg kom forbi en masse skilte til alle mulige steder; Hoppe-
Loppe-Land, Det Blå Hav, og andre steder, der alle havde sådanne navne, og
under hvert af disse navne, stod endnu et navn, nemlig navnet på stedets skaber.
Til allersidst kom jeg til en kæmpe lysning. Et kæmpe skilt fortalte, at
14
dette var Den Grønne Eng af Sveika Ländehof, men jeg kunne sagtens have
regnet dette ud selv.
Engen strakte sig i det, der lignede en uendelighed. Nogle steder var græsset
højt, og i dette løb drenge og piger af forskellige aldre og udseender rundt og
legede, højst sandsynligt vinkegemme eller bare gemmeleg.
Græsset var nemlig højere end hver og én, som legede derinde, og man
ville ikke vide, at de var der, hvis det ikke var fordi, at de med tiden kiggede
ud, eller – som en helt bestemt dreng – blev ved med at falde ud.
Andre steder var græsset derimod nyklippet, og her blev der mest leget
tagfat, men nogle steder i det nyklippede græs sad der også børn i store grupper,
og legede med dukker eller action-figurer.
Det mest fantastiske var dog græsset imellem det høje og det nyklippede.
Det bølgede nemlig i den blide sommerbrise, og mens det bølgede, blev det
lavere og lavere, og skabte en naturlig balance mellem det høje græs, hvor
det begyndte, og det lave græs, som det endte i.
Jeg stod lidt i skovkanten, og beundrede deres lege, som var noget, jeg var
vant til, men besluttede mig til sidst for at gå derud. Jeg fik mig dog i midlertid
en kæmpe overraskelse, for i det sekund min fod rørte græsset,
begyndte en slags klokke at ringe. Alle børnene stoppede brat deres leg, og
mange af dem begyndte at løbe hen til mig. Jeg ville stikke af, men var for
chokeret, og samtidig stod jeg som limet til jorden. Jeg ville flytte mine ben,
ville løbe tilbage gennem skoven, forbi Kihito, som i forbifarten ville få et
farvel, og ud af den gamle dør med den afskallede maling og det rustne håndtag.
”Velkommen.” sagde en stemme til venstre for mig, og bragte mig tilbage
til ”virkeligheden”.
”Hej!” sagde en anden. Jeg drejede mit hoved, for at finde ud af hvem, der
snakkede til mig, men nåede det ikke, før en tredje sagde: ”Hvem er du?”
”Jeg hedder Katrine,” svarede jeg, men vidste ikke hvor jeg skulle se hen
af, da alle stirrede intenst på mig. Jeg smilede forsigtigt, og fortalte så, at jeg
var fra Danmark. En pige tæt på mig spærrede øjnene op, og sagde: ”Det...
Det er dig! Vi har ventet på dig.” Hun smilede, et kort øjeblik bredere end
træet, og jeg blev et øjeblik helt bange. Det mindede lidt, om en af de der
gyserfilm, min bror altid så. Pigen rev mig væk fra denne tanke, da hun fortsatte:
”Det er dig med sproget, er det ikke?”
Jeg nikkede, og smilede selv bredt, da jeg så, hvordan de allesammen nikkede,
smilede, og så forbløffede ud.
15

Det var jo ikke, fordi de havde mødt selveste BallerinaBarbie, så ville jeg
have kunnet forstå deres forbløffede ansigter.
”Vil du være med til at lege?” spurgte en lav pige, der lignede en fra Japan
eller Kina, med de små øjne, der nærmest sad lige så skævt i hovedet på
hende, som trækronerne gjorde i skoven. Uden tøven svarede jeg `Ja!´, og
hun smilede sødt til mig. Nok så hun lidt morsom ud, men samtidig så det
også sødt ud, og egentlig også lidt sejt. Hun var jo nærmest unik.
”Hvad hedder du?” spurgte jeg.
”Yokomira Zaltoya.” svarede hun.
”Okay. Hvor skal v...” Jeg stoppede midt i mit spørgsmål, da noget slog
klik for mig. ”Hey! Det er dig, der lavede ham træmanden, er det ikke?”
spurgte jeg ivrigt, meget stolt over, at jeg kunne huske dette. Hun nikkede.
”Han er flink,” sagde hun, ”synes du ikke?” Denne gang nikkede jeg.
”Nåh... Hvor vil du hen?” spurgte hun. Jeg tænkte mig om. Jeg kendte jo
ikke ordentlig noget her, udover nogle få navne.
”Det ved jeg ikke. Det er første gang jeg er her.” svarede jeg. Yokomira
tabte kæben.
”Er det første gang, du er her?” halvråbte hun med en chokeret mine.
Hendes øjne stirrede intens på mig, borede sig ind i mine, og det var lige før,
jeg ikke turde nikke, men jeg gjorde det alligevel.
”Så er du nødt til at se... ALT!”
Hun smilede, tog mig ved armen, og vi gik afsted sammen, mod alt det jeg
skulle se.
For første gang i lang tid følte jeg mig glad...
Jeg havde en ven!
”Flyt dig Katrine!” Jeg blinkede et par gange med øjnene, og der gik
nogle sekunder, før det gik op for mig, hvad det var der var sket. Jeg vendte
mig om. En lille flok piger fra min klasse stod med deres skolebøger i hænderne.
”Har du ikke noget bedre at lave, end at stå i vejen?” De gik forbi mig.
Pigen, der havde talt ned til mig, gav mig en skulder, og jeg snublede bagover
op mod muren.
Med den verden jeg lever i nu, er det ikke noget under, at jeg for det meste
lever der, hvor jeg har mine venner, i min drømmeverden...’
16

Bondeoprøret
af Per Sikker Hansen
”Hans! Stå så op, vi har brug for dig i marken!” råbte en velkendt stemme.
Det var Hans´ storebror, Jesper. Jesper var toogtyve. Deres mor var død for
2 år siden, dagen før Jespers fødselsdag. Deres far arbejdede som lejesvend
hos den lokale herremand og havde tjent godt på at opkræve tårnhøje skatter
af folket. Indtil videre havde han også tjent nok til at forsørge sine to sønner,
men det var der lavet om på nu. Det, der var sket, var, at da mange gode
arbejdere var rejst, var det utroligt svært at tjene penge, og hvis folket ingen
penge havde, kunne han jo ikke kræve dem… Så han var nødt til at skære
ned på lønningerne til svendene, og selvom Hans´ far gerne ville, så var det
umuligt for ham at finde et andet arbejde. Alle folk i byen hadede de, der
havde med herremanden at gøre. Da faderen ikke længere kunne forsørge
sine to sønner, måtte Jesper forsørge dem.
”Nå der er du!” sagde Jesper til Hans, der endelig var kommet i tøjet og
ud i marken. ”Vi er næsten færdige med at pløje, så nu skal vi bare have
sået,”
Efter en hård dags arbejde, stod de og kiggede ud over marken.
”Ja… Det var så det …” sagde Jesper. ”Vi ses i morgen, jeg skal hjælpe
nogle venner.”
”Med hvad?” spurgte Hans.
”Det rager ikke dig,” sagde Jesper skarpt.
”Slap lidt af, brormand! Jeg spurgte jo bare!” sagde Hans.
”Jamen, du skal ikke stikke din næse i alting, så bland dig uden om,” svarede
Jesper og gik sin vej.
Nu var Hans´ nysgerrighed vakt. Han løb den vej, som Jesper var gået.
Han blev ved med at løbe, indtil han nåede skovbrynet. Kunne det være her,
Jesper skulle arbejde med sine venner?
Nej, det var det nok ikke.
Hans skulle til at vende om, da han pludselig kunne høre sagte stemmer
inde fra skoven. Drevet af sin nysgerrighed gik han ind i skoven for at se,
19

hvem stemmerne tilhørte, og høre hvad de talte om. Han måtte anstrenge sig
for at høre, hvad der blev sagt, men han kunne kun svagt opfatte nogle enkelte
ord. Det var, som om stemmerne forsvandt længere og længere ind i skoven.
Hans listede sig efter. Det var fugtigt, og aftenduggen var begyndt at
falde. Det blev køligere, og han begyndte at fryse. Pludselig kunne han igen
høre stemmerne, nu meget tæt på, og der var mere end blot to eller tre. Der
måtte være mindst halvtreds personer, og de snakkede alle sammen ophidset
i munden på hinanden. Pludselig hørte han en stærk stemme, der virkede
meget bekendt:
”Stille!” det var Jespers stemme! Hans sneg sig nærmere og kiggede op.
Han kunne se en enorm samling af bønder. Alle havde de høtyve og fakler,
undtagen Jesper, som stod på en sten uden noget i hænderne.
”Stille!” råbte Jesper igen, og denne gang med en højere røst. Det fik folk
til at falde til ro, og de lyttede nu intenst til Jesper.
”Vi er alle samlet her i dag, fordi vi er enige om, at Günther Bravesøn har
undertrykt os bønder alt for længe!” råbte Jesper.
Hele mængden brød ud i vilde råb som et samtykke til Jespers udtalelse.
”Bravesøn skal komme til at betale os for den uret, han har bragt os!” fortsatte
Jesper opildnet. ”Han skal betale med sin værdighed! Han skal betale
med sit liv!”
Nu var folkenes jubel fuldstændig ustandselig, og selv ikke Jesper formåede
at få dem til at tie. I stedet gav han dem, hvad de ville have: ” M i n e
venner! Vi gør oprør ved daggry!”
Hans var lamslået. De ville angribe Herremanden! Men det ville jo indebære,
at Hans´ far måtte forsvare sig til døden! Og dø, det ville han, hvis alle
bønderne angreb herregården i samlet flok! Han overvejede at skynde sig
over til herregården og fortælle det hele til vagterne, men det ville jo betyde,
at hans bror skulle hænges!
Hans anede ikke, hvad han skulle gøre? Han blev mere og mere fortvivlet,
jo mere han tænkte over det. Var der overhovedet noget at gøre? Ville det
hjælpe at gå til herremanden og afsløre det? Eller ville de tabe alligevel? På
den anden side, hvis han gav dem frit slag til at gennemføre deres oprør, ville
han så ikke sende sin bror direkte i døden?
”Hvorfor fortalte han mig ikke om oprøret?” sagde han stille til sig selv.
Var det for at undgå, at han sladrede til faderen? Eller var det for at beskytte
ham og undgå, at han blev slået ihjel? Åh, sikke en redelighed!
”Hvorfor skulle jeg også være så forbandet nysgerrig?!” spurgte han vredt
20
sig selv, men tog sig i det, for hvis ikke han havde opdaget det, så ville han
jo ikke have kunne gjort noget ved det. Men kunne han overhovedet det? Det
så rimeligt håbløst ud, og det så ikke ud til, at der var noget rigtigt svar. Han
måtte træffe et valg, og det skulle gøres straks!
Hans rejste sig og gik. Skoven omkring ham var mørk og foruroligende,
men samtidig venlig og beskyttende. Her kunne han tænke tingene igennem,
være alene med sine tanker. Han satte sig på en træstub og tænkte. Men lige
meget hvor meget han tænkte, kunne han ikke komme videre. Han kunne
simpelthen ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Han kiggede rundt i den
nu næsten sorte skov. Det var ved at blive nat. Alt var stille, bortset fra græshoppernes
summen. Trætheden begyndte langsomt at overmande ham. Hans
øjenlåg blev tunge, og han var ved at falde omkuld flere gange, men hver
gang skyndte han sig at vågne.
”Du må ikke falde i søvn nu!” hviskede han til sig selv, ”Vi kan jo ikke
have, at du sover fra det hele!”
Men der var intet at gøre. Søvnen tvang ham ind i glemslen.
Hans vågnede med et sæt! Man kunne høre, at bønderne var ved at pakke lejren
sammen, og at Jesper igen var ved at holde en af sine taler. Hans vidste
stadig ikke, hvad han skulle gøre. Men han var nødt til at handle nu. En tanke
slog ned i ham:
”Måske kan jeg tale Jesper til fornuft! Måske vil han så indse, hvor farligt
det er!” sagde han til sig selv. Så tog han mod til sig og løb hen imod
bøndernes lejr.
”Jesper! Jesper!” råbte han. ”Stands!”
Men idet han kom ud i lysningen, ønskede han, at han aldrig havde fået
den åndssvage idé! Alle bønderne, der før havde råbt i munden på hinanden,
stirrede nu bare tavst på den nyankomne fra skovbrynet.
”Hvad laver du her?!” brølede Jesper. ”Jeg sagde, du skulle blande dig
udenom!”
”Jamen, du slår både dig selv og far ihjel!” råbte Hans. Hans stemme
knækkede over. Det gik op for ham, at han græd.
”Hvis nu du bare havde hørt efter, hvad jeg sagde!” råbte Jesper.
”Så hvad?!” skreg Hans.
”Så havde du undgået det her!” råbte Jesper. Han græd også nu. Alligevel
tog han beslutsomt en høtyv ud af hånden på den bonde, der stod ved siden
af ham, og løftede den. Hans øjne lyste af vrede og had. Hans var sikker på,
at Jesper ville dræbe ham med høtyven. Snart ville en skærende smerte gøre
21

en ende på hans liv. Han lukkede øjnene, ventede på at døden skulle komme
og kræve ham, på at det skulle være forbi … Men i stedet for at mærke hø -
tyven, mærkede han … ingenting …
Han åbnede øjnene og kiggede op på sin bror, som rakte ham høtyven.
”Her!” sagde Jesper og gav ham høtyven. ”Nu hvor du har opdaget det,
bliver du jo nødt til at hjælpe os. Åh, Hans! Hvorfor kunne du ikke bare blande
dig udenom! Så var du blevet sparet for dette!”
Tårerne trillede ned af hans kinder. Hans tog fat i høtyven og kiggede
undersøgende på den.
”Men hvad så med far?” sagde han med gråd i stemmen.
”Han begik fejlen, allerede da han meldte sig som lejesvend!” sagde
Jesper hårdt.
Hans kunne ikke genkende sin elskede storebror. Han kunne ikke genkende
den storebror, der engang havde været så livsglad og lystig.
Hans tænkte over det. Det var jo egentlig Bravesøns skyld, at Jesper var
blevet så forandret. Det var Bravesøn, der havde taget alt fra byen, det var
Bravesøn, der havde taget deres far. Måske havde Jesper alligevel ret.
Hans nikkede langsomt.
”Jeg er med,” mumlede han så, vel vidende om det, der nu skulle foregå.
De var på vej, og den eneste, der tvivlede, var Hans. Hans tvivlede på om det,
han havde valgt at gøre, nu også var det rigtige, eller om han i stedet burde
være løbet over til herregården og have fortalt det hele, mens der stadig var
tid.
Hans’ og Jespers far stod og kiggede ud over muren. Der var ikke et øje at
se. Han indåndede den friske morgenluft og pustede ud. Ak ja … Hvis man
bare var bonde, så kunne man gå i marken og nyde morgener som disse. Men
han vidste godt, at det var umuligt for ham at komme væk fra tilværelsen
som lejesoldat. Der var ikke nogen, der ville give ham et arbejde eller et sted
at bo, ud over hans sønner, forhåbentlig. Men det ville jo betyde, at hans børn
ville blive stillet i et dårligt lys. Det ville betyde, at de skulle leve med, at alle
hadede dem. Det var ikke det, han ønskede for sine børn. Han kiggede mod
vest, mod skoven.
”Sikke en fredfyldt morgen.” sagde han stille. Der var ikke noget at se,
ikke noget at høre, ud over lyden af bønder, der råbte. Bønder der råbte?
Hvad skete der her? Han så til mens en kæmpe skare af bønder trådte ud fra
skovbrynet. De var alle sammen bevæbnet med høtyve, leer og andre land-
22
brugs redskaber. Bevæbnet?!! De var alle sammen bevæbnede, og de bevægede
sig over imod herregården, over imod ham!
”Til våben! Til våben! Bønderne gør oprør!” råbte han ned i tårnet.
Snart kunne man høre sværd, der blev trukket og den gjaldende ordre, der
bevægede sig som en steppebrand gennem gangene:
”Til våben! Alle mand til våben!”
Inden længe var hele herregården bevæbnet og klar. Han så til, mens en
gruppe ryttere red ud ad bagvejen. Han fandt sit armbrøst frem og tog opstilling
på muren.
Hans løb med de andre. Den ophidsede stemning smittede af på ham. Han
begyndte at føle sig mere tilpas, men han havde stadig en nagende fornemmelse
af, at han gjorde det forkerte.
”Så stormer vi!” råbte Jesper og løb mod gården.
”Jaaaaar!” brølede alle bønderne i kor, og til sidst råbte selv Hans med.
Jo, det var det eneste rigtige at gøre!
De stormede porten. Adskillige af bønderne blev dræbt af bueskytterne på
muren, men det lykkedes oprørerne at få brækket porten ned, hvorpå de stormede
ind.
”Vi vinder!” råbte Jesper, og så ud, som om han mente det. Hans ansigt
var helt rødt. Han trak vejret tungt. Overalt havde han rifter og sår, men det
udtryk, der stod malet i hans ansigt, var ikke til at tage fejl af; han var sikker
på sejr.
Pludselig lød et stort brøl bag oprørerne! Det var et baghold!
Modstanderne angreb bønderne fra alle side. Panisk tænkte Hans, at nu var
det forbi! Men med ét var der to stærke arme, der trak ham og Jesper til side.
Det var deres far! Hans gjorde sig klar til at blive straffet, men i stedet sagde
faderen:
”Hør her, jeg kender en måde I kan klare det her på!”
”Klare hvad?” spurgte Hans, selvom han allerede kendte svaret
”At overleve selvfølgelig,” sagde faren og hev låget af nogle tønder.
”Hurtigt! Gem jer i disse tønder, så smugler jeg jer ud, når det hele er overstået!”
Hans stod som lamslået. Deres far hjalp dem! Hans og Jesper hoppede
ned i hver sin tønde, og faren lagde hurtigt låget på. Pludselig hørte de stemmer.
Vrede bondestemmer:
”Der er en af de forbandede lejesvende! Dræb ham!” råbte de.
De hørte lyden af en høtyv, der flænsede luften. Den ramte en rustning og
23

skar sig gennem tøjet inde under. Faren fik et spark i maven, så han faldt bagover
og væltede tønderne ud over kanten af muren
Hans´ tønde ramte jorden med et brag. Han sparkede låget af og så til sin
rædsel, at faderens livløse krop lå ved siden af Jespers sønderknuste tønde.
De var begge døde.
Hans begyndte at græde! Om lidt ville han også dø, om lidt, lige om lidt
ville de fange ham, og så ville det være forbi …
24
Blå og brune blikke
af Anne Rugholt
Gløden lå i luften mellem dem. Når deres brune og blå øjne borede sig ind i
hinanden, svømmede de begge væk i en flod af kærlige ord og søde tanker.
Når deres hænder mødtes, gøs det hele vejen ned af ryggen. Når hendes
læber kyssede hans, var det som ild, der blev skudt op igennem dem. Når han
kærtegnede hende blidt, følte de begge, at de fløj helt over skyerne. De var
forelskede, lykkelige og unge. De kunne ikke holde sig fra hinanden. Søde
ord hviskede han i hendes øre og kyssede hende kærligt ned af halsen. Hun
gav ham det ene mere varme kys end det andet. Når den smukke sorte nattehimmel
dukkede op efter solens lyse skær, forsvandt de imellem skovens
hemmelighedsfulde træer. Længslen efter hinanden blev større og større med
tiden.
Men usikkerheden lå stadig i baggrunden. En dag kunne det hele falde til
jorden, og gløden brænde væk i en stor mængde af kolde ord og ondskabsfuld
vrede. Eller også ville der altid være en gnist, som aldrig rigtig ville forsvinde
– måtte, men ikke kunne. Den ville måske være som et gammelt tøjdyr,
pakket godt sammen i den sidste papkasse inderst inde på loftet. Støvet,
men stadig fin og sårbar…
Alt skulle være perfekt. Aldrig havde hun tørret støv af på sit skrivebord,
men for en gang skyld gjorde hun det. Synet af hendes fotos af ham hængende
på det nye spejl fik hende til at smile. Væggene var fyldt op med plakater,
der efterhånden var ved at miste farven. Madresterne på tallerkenerne
var så småt begyndt at lugte syrligt, fordi hun ikke havde orket at gå de ti
meter, der var ud til køkkenet. Det farverige, uvaskede tøj lå i en stor bunke
på den røde stol. Hun ordnede det hele. Han kunne komme når som helst nu.
Hun kunne mærke en underlig fornemmelse i maven. Når nogen sagde hans
navn, eller bare snakkede om ham, fornemmede hun det igen. Som om små
sommerfugle fløj rundt og baskede livligt med vingerne for at finde vejen
frem til halsen, så de kunne komme ud.
Der blev ringet på. Et springvand af glæde strømmede igennem hende.
25

Hun løb så hurtigt, hendes ben kunne bære hende over til hoveddøren, stoppede
et skridt før, og pustede ud. Slog håret tilbage og satte det lysende smil
på.
En varm brise, som duftede af hans aftershave, ramte hende i ansigtet.
Synet af hans sorte hår, som hang lidt ned i øjnene, slog hende helt ud af
kurs, og de brune øjne borede sig ind i hendes. Så kunne hun mærke, at sommerfuglene
begyndte at flyve igen. Følelsen af, at han virkelig var hendes.
Tanken om, at han var der, lige så snart hun kaldte på ham, gjorde hende blød
om hjertet. Hun smilede stort, og han gengældte det. Hun lagde sine arme
omkring hans hals og lænede sig ind mod ham. Deres læber mødtes, og gnisten
var hurtigt tændt endnu engang. Hun elskede at have ham tæt på sig og
nød følelsen af, at han elskede det samme.
Han satte sig på den blomstrede seng og iagttog enhver af hendes bevægelser
i detaljer. Hun satte Norah Jones på i baggrunden.
Han kunne ikke lade være med at stirre ind i hendes øjne, der havde den
smukkeste blå farve som et klart farvand. Duften af den dyre blomsterparfume
kunne han altså ikke slippe. Den førte ham til et helt nyt univers, hvor der
kun var dem. Han vidste, at hun havde ham snoet om sin lillefinger hele
tiden. Det var både en fortryllelse, men samtidig også en ren forbandelse.
De elskede uforventet for første gang med en glød, der fyldte hele rummet.
Så blidt og kærligt.
Hun gennemrodede sin taske efter den lille pakke, hun havde købt på apoteket.
Hun kunne ikke finde den! Panikken greb hende, og sveden begyndte at
pible ud. Hånden skubbede læbestiften, pungen og de andre ting til side. Hun
lagde pludselig mærke til, at hun rystede. Faktisk blev hun også selv ret
bange, da lyden af tasken, der var røget på gulvet, gav ekko på toilettet. Den
væmmelige lugt af rengøringsmiddel blev først nu virkelig tydelig. Der! Hun
tog den op i hånden, vendte og drejede den så lidt. Blev hun virkelig nødt til
det? Jo, det var nødvendigt. Hun havde udsat det længe nok.
Han havde ikke givet det en eneste tanke. Jo, det var vel strejfet ham, men så
havde han ikke rigtig tænkt mere over det. Han kiggede over på det lille alter,
som han havde fået af sine forældre i fødselsdagsgave. Den store, sorte
læderbetrukne koran var placeret på midten af bordet, og de flotte håndlavede
grå-hvide lys stod på hver sin side. Han lagde sig ned på knæene og kiggede
ned på gulvtæppet. Hans modersprog var som sød musik i hans ører.
Når han bad, lukkede han af for omverdenen og tænkte kun på meningen
26
med de sætninger, han sagde. Han rejste sig og lavede nogle tegn med hænderne,
mens han lukkede øjnene.
En forfærdelig ringetone, som lå i det høje toneleje, lød ovre fra mobilen
på sengen.
”Du bliver nødt til at komme herover,” græd hun i hans øre.
Hun græd imod hans bryst af hele sit hjerte. Han prøvede at se hende i øjnene,
men de blå øjne var fulde af vand. Han måtte være den stærke.
”Shh ... alt skal nok gå,” prøvede han op til flere gange, men hun græd
bare videre.
”Du forstår det ikke,” konstaterede hun strengt og slog ham på brystet.
”Nej, og det er fandeme også svært, når du ikke siger noget,” sagde han
med en svag usikkerhed i stemmen.
Hun prøvede på at slippe ham, men kunne ikke.
”Du må love mig, at vi finder ud af det, ikke? Også lige meget, hvad det
er?”
”Jo, selvfølgelig!”
Hun pressede det ene ord efter det andet ud og havde øvet sig på at sige
det uden at ryste, men det lykkedes ikke:
”Jeg ... jeg er gravid.”
Han skubbede hende lidt væk fra sig.
”Hvad? Er det en joke?”
”Nej ... du brugte jo ingen beskyttelse!”
”Jamen ...”
”Det kommer som et chok – jeg ved det!”
”Hvordan kunne det ske?” spurgte han og satte sig ned på sengen.
Hun nussede ham i det sorte hår. Følelsen af at være magtesløse kunne de
ikke håndtere. Stilheden tog overhånd, og kun lyden af deres åndedræt trængte
igennem.
”Mine forældre flipper helt ud!” sagde han og gemte sit ansigt i hænderne.
De havde sagt, at han under ingen omstændigheder kunne have samleje,
inden han blev gift med en pige fra sit hjemland. Han kunne lige forstille sig
sin far, skuffet og vred over sin søns opførsel. Hans mor ville begynde at
græde og ringe ned til hans mormor. De fem andre brødre ville være iskolde
over for ham. Hele hans liv ville falde sammen, og han ville blive familiens
sorte får. Man ville generation efter generation fortælle om ham. Man ville
betegne ham som et eksempel på alt det, man ikke skulle gøre.
27

”Vi bliver nødt til at gøre noget,” sagde hun og rejste sig.
”Kan du ikke bare tage en fortrydelsespille?” spurgte han.
Hun rystede hovedet, og gik over mod den gamle dør.
”Jeg bliver nødt til at få en abort,” klynkede hun, ”og så bliver vores forældre
nødt til at vide det. Jeg får min mor til at skrive under!”
Hun lagde hånden på det kolde jernhåndtag og pressede nedad.
Pludselig sprang han op fra sengen og rev hendes hånd væk. Hun kiggede
forskrækket på ham, trak sin hånd imod brystet. Der var kommet et vildmandsudtryk
i hans ansigt. Aldrig havde hun set ham sådan før.
”Er du vanvittig?” råbte han skælvende med en helt anden stemme end sin
normale. Hans hjerte bankede hårdere og hårdere. Alt det, de havde bygget
op i al fortrolighed, faldt stille sammen. Hendes skræmte blå øjne fortalte alt.
Ned af kinderne gled de flotte perletårer. Tårer, som han ikke kunne klare.
Men han kunne altså ikke give hende lov til at fortælle omverdenen om den
fejl, de havde begået.
”Jeg er ked af det, men det går bare ikke.” Han rystede på hovedet og
knyttede så hårdt om håndtaget, at hans knoer blev helt hvide. ”Kan vi ikke
bare ..?!”
”Kan vi ikke bare hvad?” spurgte hun fortvivlet og mærkede pludselig
vreden overdøve sorgen, ”havde du forstillet dig, at barnet skulle forsvinde
af sig selv?”
”Nej, det er jo ikke sådan ment,” hviskede han gennem muren af tårer,
som nu også var kommet hos ham.
”Det er fandeme også nemt for dig, ik’? Du kan jo bare skride og efterlade
mig med dit efterkom!” brød hun ud i raseri og sorg.
”Nej, for helvede ..! Men jeg kan jo ikke bare fortælle dem det, når de
ikke engang ved, at du findes!”
”HVAD? ... Ved de ikke, hvem jeg er? Har du ikke fortalt dem det? Du er
virkelig et svin. Her går jeg rundt med dit barn, og så tænker du kun på dig
selv!” hylede hun.
”Okay, okay ...” beroligede han hende og prøvede at få hende til at holde
omkring sig, ”vi går ned og fortæller det til din mor.”
Hun græd som et vandfald og afviste hans invitation til at putte sig i en
varm og kærlig favn.
”Så skal du fortælle dine forældre om mig og barnet!”
”Det kan jeg jo ikke, skat ..”
”For helvede, dreng, så tag sgu da noget ansvar for en gang skyld!”
28
Duften af hans mors velsmagende mad strømmede ham i møde ude fra køkkenet
som sædvanlig. Men i dag kunne han ikke koncentrere sig om at spise,
men kun om hende og barnet. Hvordan skulle han kunne splitte hele sin idylliske
familie, hvor alt bare var grundlagt efter koranen. Hans mor kom ind
svøbt i det gule tørklæde med den ene bakke efter den anden med fisk, ris og
andre delikate retter. Hans far sad stolt for bordenden med hans søskende
langs siden. De gyldne fade blev sendt rundt, og alle tog noget op – undtagen
ham. Tankerne fløj gennem hovedet på ham. Alle disse brune øjne. Han
kunne lige se, hvordan perletårer ville falde ned fra dem. Se sin far råbe i
vrede og sorg, at han havde vanæret hele familien. Lige nu vidste de intet, de
smilede, grinede og snakkede løs. Hvordan kunne han gøre det? – Nej, det
kunne han altså ikke! ... Hun skulle alligevel have en abort, og så var det jo
ude af verden. Hvad var også meningen med at fortælle dem det, hvis det
ikke ville gøre nogen gavn. Men hvis han skulle fortælle det – hvornår skulle
det så være? Hvornår kom det rigtige tidspunkt, hvis der overhovedet var
et rigtigt tidspunkt?
Han rejste sig fra bordet og gik med små skridt over mod telefonen. En
klam fornemmelse af sved lå i hans håndflade, da han tog røret. Skulle han
nu også gøre det? Langsomt løftede han røret og trykkede modvilligt hendes
nummer ind.
”Det er mig,” lød hendes nedtrykte stemme.
Han sagde ikke noget og havde egentlig bare lyst til at lægge røret igen.
”Jeg kan ikke sige det ...” kom det uventet ud af ham. Telefonrøret røg
snart ud af hans hånd af ren nervøsitet. En ond stilhed lå imellem dem. Før
havde den stilhed været varm og indeholdt en masse søde ord. Men nu var
det anderledes, der var ingen ord, kun vrede og skuffelse hang i luften.
”Kan vi ikke bare snakke om det i morgen efter skole?”
Hun sukkede dybt, og han følte, hvordan et sværd gik lige igennem hans
hjerte. En smerte så stærk og ubeskrivelig. At skuffe hende var forfærdeligt,
men han blev nødt til det. Hun sukkede tungt igen.
De kunne se hinandens øjne for sig – de blå og brune blikke, vigende men
sigende.
”Nej ...”
”Hvornår så?”
”Det må tiden vise ...”
29

Borte i dybet
af Louise Rytter Christensen
Havet er så stort og fredeligt, men alligevel så vildt og farligt. Jeg sank en
klump og kiggede ud af det store vindue på værelset. Derude lå den blå vandflade,
så foranderlig og ustadig og alligevel så upåvirkelig. Havet kan forandre
alt og alligevel ikke ændre sig. Sådan skete det for mig.
Det hele startede en dejlig varm sommerdag, solen stod højt, og håbet var
tændt i hver en sjæl. At være på stranden, når der var godt vejr, var det, Jonas
og jeg bedst kunne lide.
”Hey , Jonas, vi tager da ud og bader, gør vi ikke?” spurgte jeg spændt.
Endelig havde jeg min storebror for mig selv, og vi skulle have det rigtig
sjovt sammen.
”Anders, der er meget strøm.” Jonas kiggede tvivlsomt med sine brune
øjne ud over vandet.
”Ej kom nu, du er vel ikke en tøsedreng?”
Jeg løb ud i vandet og kastede mig på maven. Det var rigtig koldt, jeg fik
små kuldegysninger ind imellem. Men samtidig var det rent og smukt, man
fik rigtig lyst til at bade i det. Det syntes Jonas også, for han hoppede i efter
at have studeret det grundigere. Først holdt vi os på det lave gennemsigtige
vand. Efter det stadie var det ikke så koldt, så vi begyndte at svømme lidt
længere ud. Her svømmede vi rundt og plaskede som i de gamle dage, hvor
Jonas og jeg havde haft bedre tid til at have det sjovt sammen. Jeg havde
brugt meget af min tid på skolen og mine venner, det samme havde Jonas.
”Nå, Anders, hvad synes du så om 9. klasse?” spurgte Jonas, mens han
svømmede lidt længere ud.
”Det er okay, men der er bare rigtig meget at lave,” svarede jeg.
”Ja jeg kan godt huske det, man render rundt og stresser hele tiden.”
”Det er derfor, det er så fedt at være sammen med dig i dag, det er så stille
og roligt,” udbrød jeg glad.
På Jonas’ læber var der malet et stort grin, han sprøjtede vand efter mig,
og jeg skyndte mig at gøre gengæld. Nu svømmede han efter mig, mens jeg
31

prøvede at slippe væk. Der var ikke så lavt længere, en meter fra mine ben
og ned til bunden ville jeg gætte på. Pludselig gav det et sæt i Jonas, og han
råbte:
”Anders, svøm ind nu med det samme!”
Jeg kiggede underligt på ham og kunne ikke forstå hans reaktion. Så mærkede
jeg kulden slutte sig tæt omkrig mine ben og strømme hive mig nedad.
Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, og jeg begyndte at trække vejret
noget hurtigere. Bare tanken om hvor langt der var til bunden, fik mig til at
ryste. Forsigtigt prøvede jeg at kigge ned gennem vandet, men der var ikke
noget at se, det hele var sort. Jeg forsøgte at fokusere på ikke at gå i panik,
men at holde hovedet koldt, bare trække vejret stille og roligt. Mens jeg prøvede
at holde mig oppe, kiggede jeg efter Jonas. Der, jeg kunne se ham. Han
kom brølende op til overfladen og træk vejret ind i hårde stød. De plaskende
arme og ben sprøjtede vandet til alle sider, og han råbte om hjælp.
Alle mine kræfter var næsten brugt op, alligevel svømmede jeg ud mod
Jonas. Pludselig skreg han, hans øjne blev store, og brynene trak sig sammen.
Han lagde hovedet tilbage og truttede med munden for at få luft, inden
han til sidst forsvandt i dybet. Jeg svømmede og svømmede for at nå ham,
men det var for sent, han kom ikke op igen, kun luftbobler nåede overfladen.
Mit åndedræt blev hurtigere, og mælkesyren i mine ben pumpede rundt. Jeg
kunne ikke mere, jeg var for svag. Mine ben var for stive, kunne ikke bevæge
sig. Lungerne trak sig sammen, jeg vidste, det var ude med mig. Det gjorde
ondt i hele kroppen, jeg måtte give op.
Inde bag min pande hamrede en hovedpine om kap med mit hjertes takt. Jeg
var udmattet og tappet for kræfter. Jeg lå i en hospitalsseng, reddet fra havet
af en ung mand, der tilfældigvis var kommet forbi. ”Du var heldig,” havde
lægerne sagt, det var hårde ord at høre, og jeg følte slet ikke, at jeg havde
plads til dem. Mine forældre havde sat sig på kanten af min seng og aet mig
over håret, mens de begge græd. Selv kunne jeg ikke græde. Ikke den fjerneste
lille tåre havde strejfet min kind, selvom jeg havde prøvet at slippe
tårerne fri. Jonas, mine forældres syttenårige søn, var lige druknet, og her sad
de tilbage med en søn på femten, der ikke engang kunne sørge over tabet. De
sagde til mig, at jeg ikke skulle føle skyld og bare lukke op for mine følelser
og komme ud med det hele. Men jeg kunne ikke.
Efter tre dage på sygehuset var jeg parat til at komme hjem igen. Der var stille
og fuld af sorg i hele huset. Inde på gulvet stod kisten med Jonas’ lig. Mor
32
og Far havde bedt om af få ham hjem indtil begravelsen. Da jeg nærmede
mig kisten, gik det hele i stå for mig. Jeg kunne dårligt røre mig. Min mor
tog låget af kisten, og jeg kiggede forsigtigt ned. Der lå Jonas, stiv og kold.
Den ene side af ansigtet var slap, og mundvigen hang en smule. ”Halvdelen
af mig ligger dernede,” kunne jeg ikke lade være med at tænke. Det var
Jonas, jeg altid så op til, og nu var jeg skyld i hans død. Jeg løb ind på mit
værelse og lukkede døren. ”Kom nu, græd!” Jeg forsøgte at tvinge mig selv,
men intet hjalp. Det var, som om Jonas’ død var så uvirkelig.
Havet. Jeg kunne se det foran mig, stort og brusende. Nede i dybet var det
hele sort, men vent, noget tittede frem dernede. Det var Jonas’ slappe ansigt,
der kiggede ondt på mig. Jeg prøvede at løbe, men ingen vegne kom jeg. I
mit hoved kunne jeg høre en stemme hviske: egoist, din skyld… Jeg vågnede
med et sæt badet i sved. Nede på gulvet lå både min dyne og mit lagen,
alligevel var jeg ved at blusse over. Jeg tog et skridt ud af sengen og listede
over det knirkende gulv ud i stuen, hvor kisten stod. ”Lad mig være,” hviskede
jeg lige så stille. ”Lad mig være.”
Næste morgen gik jeg udenfor og slentrede ned mon stranden. Det var første
gang siden ulykken, jeg var dernede, og jeg havde en stor klump i maven.
Fuglene kvidrede i det dejlige solskinsvejr, men nu kunne jeg også høre vandets
brusen, og duften af tang og saltvand hang tungt i luften. Jeg tog to hurtige
skridt, så jeg stod helt nede i vandkanten. Vandet skvulpede ind mod
bredden. Jeg hev al tøjet af, bortset fra mine boksershorts, og lagde det på
nogle store sten. Så tog jeg forsigtigt et skridt ud i vandet og et mere. Det var
koldt, men det var som om, jeg ikke følte noget.
Da jeg opdagede, at jeg var nået ud til livet, stoppede jeg op.
”Hvad er det, jeg laver her på jorden,” tænkte jeg, mens en tåre trillede
ned af min kind. Endnu flere skridt til vandet nåede mig til halsen. Jeg skulle
bare fortsætte lidt, så ville understrømmen sikkert tage mig, og jeg havde
opnået samme skæbne som min bror. Endnu en tåre trillede ned ad kinden
efterfulgt af et par stykker mere. ”Nå, du kan godt græde over dig selv, men
ikke over din egen bror,” lød en stemme inde i hovedet. Hele min krop rystede
nu, og jeg hadede mig selv. Ingenting kunne jeg styre: mine følelser,
stemmerne i mit hoved, tårerne. Det var ikke til at leve med.
”Hej, Anders, hvad laver du?” lød det inde fra bredden.
Jeg vendte mig langsomt rundt. Det var Chalotte fra klassen, kunne jeg se.
Chalotte var en pige, som jeg ikke så så meget til længere. Vi var barndoms-
33

venner, men efter hendes fars død for to år siden, blev hun meget svær at
snakke med og lukkede sig inde i sig selv. Vi havde ikke talt sammen i lang
tid.
”Øh, ikke noget,” svarede jeg nervøst.
”Så kom dog herind, det er da koldt der ude.”
Det var svært at vandre gennem vandet, sværere end på vejen ud. Jeg løb
det sidste stykke ind og trak hurtigt min t-shirt og trøje over hovedet.
”Hvordan har du det?” spurgte Chalotte.
”Ikke så godt. Jeg kan ikke græde over Jonas,” hørte jeg mig selv svare.
Hun kiggede ned i jorden.
”Jeg havde det på samme måde, da min far døde. Men det kommer, tro
mig. Det vigtigste er at have nogen at tale med det om.”
Et øjeblik gik jeg i stå med det ene ben på vej ned i mine bukser.
”Det sværeste for mig var nok, at der ikke rigtig var nogen i skolen, der
turde snakke til mig mere, måske mest af frygt for at sige noget forkert, ”
fortsatte hun forsigtigt.
Jeg kom til at tænke på de gange, hvor jeg var smuttet stille forbi Chalotte
for ikke at komme til at tale med hende.
”Nu ved jeg, hvordan det føles. Undskyld.”
Hun smilede svagt.
”Ja, og jeg ved, hvor hårdt, du må have det. Jeg har brugt meget af min tid
på at vandre rundt her nede på stranden og tænke på min far. Jeg har siddet
lige her ved de her sten og grædt og tænkt på alle de dejlige ting, jeg havde
haft sammen med ham. Det er vigtigt ikke at glemme det.”
Jeg prøvede at tænke tilbage, mens jeg spændte bæltet og fik skoene på.
På dengang da Jonas og jeg var små og havde lavet sværd i skolen. Hvor vi
sloges dagen lang, byggede huler og sov derude om natten for senere at
komme til at fortælle gyserhistorier og til sidst havne i midten af mors og fars
seng. Vi havde lavet så meget sammen og var aldrig rigtig blevet trætte af
hinanden. Det var sjældent, vi havde været sammen til sidst, og nu kunne det
slet ikke lade sig gøre mere. Tårerne begyndte lige så stille at trille ned af
mine kinder og lande som små tunge pletter i sandet. Mine hænder rystede,
og jeg udstødte nogle hårde hulk. Chalotte lagde armene om mig og vuggede
mig stille frem og tilbage. Min mave trak sig sammen, og min vejrtræk -
ning blev hurtigere. Jeg græd, til jeg endelig ikke kunne mere.
Den store klump der havde dannet sig i min mave, løsnede sig lige så stille
og forsvandt næsten helt til sidst. Det var en lettelse at komme ud med alle
34
følelserne, der havde trængt sig på så længe. Mine hænder var så småt ved
at holde op med at ryste, så jeg tørrede mine øjne med håndryggen. Jeg kiggede
på Chalotte og smilede. Hendes lyse fletninger hang uglede ned over
skuldrene. Uredte og pjuskede præcis som de plejede. Hun havde ikke så
mange fregner mere, og de få, hun havde, var næsten ikke til at se. Øjnene
var blå og klare som havet, underligt at jeg ikke havde lagt mærke til det
noget før.
”Har du det bedre?” spurgte hun.
”Ja, det går”, svarede jeg og tog en dyb indånding.
”Kom, nu går vi op her fra, og så giver jeg en is ikke?” sagde hun opmuntrende.
Hun tog min hånd og hjalp mig op af sandet, hvorefter vi slentrede
væk fra stranden. Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, hvor havet langsomt
forsvandt bag mig.
35

Manden og drengen
af Julie Crawford
Han sad der hver eneste dag året rundt. Den lange kraftige manke var grå og
fedtet, og de grønne joggingbukser hullede og snavsede. Vindjakken var
tyndslidt, og øllen hang løst i den barkede næve. Han sad der på bænken, lidt
afsides i parken. Folk kiggede altid en ekstra gang til hans side og tog et fastere
greb om håndtasken, mens de satte farten op. En sjælden gang var der
en, der standsede op og kastede en mønt i blikdåsen, som stod for fødderne
af ham. Han sad som forstenet. Ansigtet var bøst og tillukket. Han havde for
længst lukket døren i for verden.
Drengen kom en af de dage, hvor den var forsvarligt barrikaderet. Han kunne
godt lide at gemme sig bagved døren. Her kunne folks mistro og medlidenhed
ikke nå ham. Denne efterårsdag var bidende kold, og han sad på sin sædvanlige
plads i parken mellem de nedfaldne grene. Blæsten skar igennem
marv og ben, og han havde trukket den slidte vindjakke tættere om sit magre
legeme. Det skete sjældent, at folk kom og satte sig på hans bænk, og han
stirrede vredt på den nyankomne. Han var ikke særlig gammel. Højst 8-9 år.
To baner snot løb ud af næsen, og han tørrede dem fraværende væk med jakkeærmet.
Han havde et lidt forsømt udtryk over sig. Jakken var af billig
nylon, og han rystede i efterårskulden. Cowboybukserne stumpede langt
over de udtrådte gummisko og blottede de hvide tennissokker. Det gik langsomt
op for ham, at drengen sad og smågræd. Han snøftede stille.
”Jeg har slået mit knæ.” Stemmen var klynkende og ynkelig. ”Vil du ikke
puste på det. Det plejer altid at hjælpe.”
”Nej,” kom svaret prompte.
”Vil du ikke nok. Det gør så ondt.” Drengen satte benet op på bænken og
viste ham knæet.
Den gamle gav efter med et dybt suk. Drengen rynkede på næsen, idet han
gjorde det.
”Du lugter ikke så godt. Går du aldrig i bad?”
37

”Det var sgu da en måde at sige tak for hjælpen på. Utaknemmelige
unge.”
Drengen smilede, mens han fortsatte: ”Min mor ved faktisk ikke, jeg er
her. Jeg skulle blive op i lejligheden, indtil hun kommer hjem fra arbejde.
Det er bare så kedeligt. Der er ikke noget at lave.”
”Nå.”
”Jeg bor lige derovre.” Drengen pegede over mod noget boligbyggeri på
den anden side af parken og fortsatte: ”Hvor bor du?”
”Det rager ikke dig. Og smut så hjem.”
Drengen snøftede og rejste sig op.
”Hvorfor er du så sur?” Han smilede og fortsatte. ”Jeg kommer igen i
morgen.”
”Gu’ gør du ej!” Den gamle lød vred, da han sagde: ”Din mor ville sikkert
ikke ku’ lide, at du blev set sammen med mig.” Men drengen hørte det
ikke. Han var forsvundet over græsset med den tynde jakke flagrende efter
sig.
”Satans til hvalp,” tænkte han. Men på trods af irritationen var der noget,
der rørte på sig dybt nede. En lille hånd, der bankede på døren. Det var længe
siden, nogen faktisk havde brudt sig om ham. Da han kiggede ud i tusmørket,
der sneg sig ind i parken og omringede ham, kunne han ikke andet end
at glæde sig en lille smule til dagen efter.
”Kan du li’ fodbold.” Spørgsmålet kom lidt stakåndet efter smutvejen gennem
parken.
”Nja. Interesserer mig ikke så meget.”
”Nå, det var ærgerligt. Jeg skal nemlig være fodboldspiller engang.” Det
blev sagt med overbevisning.
”Jeg skal tjene en masse penge til mig og min mor. Min mor siger, min
far har masser af penge. Han vil bare ikke gi’ os nogle.” De sad begge stille
lidt og kiggede rundt. Der lugtede af regn og gammel øl.
Det var drengen der brød stilheden.
”Er du far”
”Nej… det er jeg ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi børn larmer og lugter. De er bare til besvær.” Han kiggede ned på
drengen, der lyttede opmærksomt.
”Nej… Fordi det ikke har været mit lod i livet at få børn. Jeg har været
bestemt for… andre ting.” Det kom bittert, næsten fortrydende.
38
”Livet former sig ikke altid, som man gerne vil have det.”
Det sidste var mest henvendt til ham selv, og han sad længe fordybet i tanker.
Han havde ikke fået en nem medfart. Havde kæmpet for at blive til
noget, men livet havde ikke budt på andet end skuffelser.
Han lagde ikke mærke til, at drengen var forsvundet, og blev ærgerlig.
Drengen kom næsten dagligt. Den gamle var begyndt at blive helt afhængig
af disse fortrolige samtaler om alt og ingenting. De dage, hvor den stakåndede
vejrtrækning og de ivrige skridt udeblev, forekom pludselig endeløst
lange og kedelige.
Drengen blev ved med at tale om fodbold. Han levede og åndede for det. Det
fik den gamle til at tage sine sparepenge, hver en skilling fra blikdåsen og gå
hen i legetøjsbutikken på den anden side af parken. Han hadede ellers butikker.
Fornemmede tydeligt, hvordan folk rynkede på næsen, når han trådte
ind. Velkommen var han ikke. Alligevel gik han resolut op til kassen med
bolden under armen og smækkede mønterne i disken.
Den gamle glædede sig som et lille barn til at se drengens reaktion, når han
tog bolden frem. Hele formiddagen sad han som på nåle, indtil han endelig
hørte drengens skridt, da han kom løbende ned af stien.
”Jeg har noget til dig. Det er bare en lille ting.” Stemmen var henkastet, men
hjertet bankede af spænding, da han rakte ham bolden.
Der blev helt stille ved siden af ham. Drengen sad og kiggede stum af
beundring. Pludselig udstødte han et glædeshyl og var væk gennem parken
med bolden ved fødderne.
Han smilede og lænede sig tilbage på bænken. Det føltes helt rigtigt.
Der gik lang tid. Uger faktisk. Pludselig en dag holdt drengen op med at
komme. Den gamle ventede hver eneste dag spændt på lyden af skridt gennem
parken. Spejdede efter den lille mand i fuld galop med nylonjakken flagrende
efter sig. Men ingen kom. I starten slog han det hen. Sagde til sig selv,
at han bare var syg. Eller forhindret i at komme. Men langsomt som ugerne
gik gled døren i igen.
Så en dag var han der. Som ud af den blå luft. Den gamle sad og dagdrømte,
da han pludselig hørte skridt hen ad stien. Ikke ivrige og forventningsfulde
39

skridt, mere målrettede og faste. Han kiggede op, og der var drengen. Men
noget var anderledes. Nylonjakken var skiftet ud med en smart blå jakke.
Bukserne var nye og pæne, og selv skoene var skiftet ud. Stadig gummisko,
men splinternye og hvide. Hans mave trak sig sammen, da drengen stoppede
op foran ham. Han var pludselig nervøs.
”Hej.”
Den gamle svarede ikke. Tog i stedet en slurk af sin øl.
”Jeg er flyttet sammen med min far. Jeg bor ikke her længere.”
”Nå…” Han pillede lidt ved mærkaten på flasken og kiggede ned i jorden.”
”Han siger, jeg ikke må snakke med folk som dig.” Han slog blikket ned.
Blev pludselig forlegen. ”Sååe… Tænkte det var bedst, hvis jeg ikke kom
mere.”
”Jamen så skrid med dig. Gå bare.” Stemmen var hård, men han følte det
som havde han fået en knytnæve i mellemgulvet. .
”For resten, den der bold,” fortsatte drengen. ”Lortekvalitet. Den gik i stykker
efter ti minutter.” Han spyttede og begyndte at gå.
Den gamle sad som lammet. Stirrede ud i luften, som han havde gjort så ofte
før. Hovedet var tomt. Blottet for tanker. Han sad som i trance, indtil de første
regndråber ramte hans pande. Så gik han hjem og låste døren forsvarligt
efter sig.
40
Broderskabet
af Adreas Wolf
Den kolde vind ramte hans ansigt, som han stod og så ud over de lange
mørke togskinner, der strakte sig så langt, øjet rakte. Det trak op til uvejr.
Skyerne samlede sig i sorte skygger og blokerede for solens sidste blege stråler.
Vinden fik hans lange hår til at bevæge sig. Hans brune øjne skuede over
dette ”ulykkens sted”, hvor han nu befandt sig. Men hvorfor befandt han sig
dog her?
Han forsøgte at huske tilbage. Minder for gennem hans bevidsthed. Tabet
af broren, det liv han havde levet siden. Han havde ikke kunnet komme sig
efter ulykken, men nu var det sidste gang, han skulle se broren, der som en
skygge havde fulgt ham overalt. Nu da Sofie havde lært ham at give slip,
ville det være sidste gang, han skulle gennemleve det hele i sit hoved.
Dagene dengang havde altid været solrige. Jakobs smilende øjne gjorde alle
dage til solskinsdage. Han huskede stadig alle de ting, de havde lavet sammen.
Han smilede ved sig selv og tænkte tilbage.
Himlen var blå og vinden svag. De havde besluttet at tage til stranden.
Den sorte Mazda MX5 rullede op af Strandvejen. Gennem årene havde
det været deres yndlingsstrand. Farten satte sig i deres hår, og vindens hylen
smeltede sammen med motorens monotone knurren.
Anders drejede sit hoved, og med et smil satte han bilen i 4 gear. Jakob
hujede, da de fræsede ind på den lille strand ved Helsingør. Sandet formede
sig som bølger, da Anders elegant svingede bilen rundt og ind mellem de parkerede
biler. De to brødre sprang ud fra hver sin side og landede i det varme
sand.
”Haha, du er da begyndt at køre bedre,” sagde Jakob med et smil.
”Ja, vi tog sgu da de der tyskere ude ved Hellerupvej,” grinede Anders.
De gik ned mod vandet. Bølgerne og solen, det var bare dejligt med sommer.
Mange lå rundt omkring på stranden og slikkede sol, spillede volleyball
eller svømmede i det azurblå havvand. Anders og Jakob kiggede på hinan-
41

den, og med smil i øjnene begyndte de at løbe mod vandet. For andre ville
det måske have været et mærkeligt syn at se to mænd i 20’erne, den ene med
brune øjne og langt brunligt hår og den anden med blå øjne og halvlangt
blondt hår, storme mod vandet med en iver, som man ellers kun ser ved små
børn. Anders nåede vandet først med Jakob lige efter sig.
”Yes, jeg er stadig den hurtigste,” jublede Anders.
Med et smil dykkede storebroren under vandet og dukkede et par sekunder
senere op bag Anders og trak ham under.
De lå en tid og kæmpede i vandet, indtil de begge var udkørte. Så slentrede
de snakkende op mod bilen.
Noget af dagen brugte de på at ligge på stranden og slikke sol og bade.
De løb og pjattede med nogle piger og spillede strandtennis med nogle yngre
drenge. Først da mørket begyndte at falde på, tog de hjem.
Men så en dag skete det. Det var dagen, der ændrede deres liv for altid. Han
havde gennemgået den i sit hoved igen og igen, husket hver en samtale, hver
en detalje. Men nu ville det være sidste gang, hans underbevidsthed skulle
forme historien. Både han og broren ville få fred, og alt ville blive godt igen.
Det var han sikker på.
Det var tidlig morgen, solens stråler ramte Anders i øjnene, og han blev
nogen tid liggende og missede mod dem. Han kom gabende på benene og
satte kurs mod køkkenet. Gangen var mørk, og på vej ned af trappen kom han
til at tænke på gårsdagen. De havde holdt fødselsdag for Jakob. Der havde
været masser af venner, masser af sprut, masser af gaver. Han havde gigantiske
tømmermænd og tog straks et glas saltvand, da han kom ned i køkkenet.
Det gled kun modvilligt ned, men hjalp dog. Han begyndte at sætte morgenmaden
frem, selv i dag skulle Jakob da have morgenmaden serveret.
Jakob vågnede ved, at Anders stillede morgenmaden på sengen. Han satte
sig op med et smil og dunkede Anders i mellemgulvet.
”Tak for en dejlig fødselsdag. Du havde styr på det hele,” smilede han.
”Hvad gør man ikke for sin storebror?” gispede Anders.
Da de havde spist og været i bad, spurgte Jakob:
”Hvor er mor og far forresten henne i dag? Var der ikke noget med, at de
skulle mødes med Sands?”
”Jo, de er taget over til Sands,” svarede Anders.
”Men så kan vi jo ikke køre forbi og sige farvel til dem, kan vi?” sagde
Jakob spørgende.
42
”Vi kan måske besøge dem på vejen,” smilende Anders.
”Jamen, vi har bare ikke rigtig tid til det,” sukkede Jakob.
”Nej, men vi ringer til dem en gang i løbet af ugen,” sagde Anders.
”Du er sikker på, at du vil tage bilen?” spurgte Jakob en sidste gang.
”Ja, jeg skal jo lige have hentet de ting, vi lod være ved Lisa,” sagde
Anders.
”Det er irriterende, ikke? Jeg skal bare sidde og nyde turen med S-toget,”
lo Jakob.
”Ja, du er sgu en heldig rad, men vi ses om et par timer,” sagde Anders
og satte sig ind i sportsvognen. De skiltes.
Jakob gik ned mod stationen, og Anders tog den sorte Mazda.
Jakob havde en underlig følelse i kroppen, da han steg på toget. Han havde
aldrig følt sådan før. Det var, som om han frøs. Kulden var ulidelig, som glas
mod huden. Der var noget galt. Han kunne mærke det. Men hvad, der var
galt, vidste han ikke.
Minder fra barndommen fløj gennem hans hoved, billeder af alt det han
og broren havde lavet sammen. Det var, som om hans liv passerede revy, og
pludselig kunne han høre en skarp lyd. Den kom nærmere, blandede sig med
togets ”klang” mod skinnerne. Forude i toget begyndte folk at skrige. Jakob
nåede lige at kigge til siden. Der sad en lille pige. Hendes store, brune øjne
mindede om Anders’, men hendes var fulde af frygt. Jakob lagde beskyttende
armene omkring hende.
I det samme bragede de to tog sammen. Alt blev sort for Jakobs øjne, men
han holdt stadig om pigen, som en mor holder om sit barn. En sidste tanke
gik gennem hans hoved - det kunne ikke være sandt.
Da Anders hørte om ulykken i nyhederne, sortnede det for hans øjne. Han
havde vendt bilen og havde kørt som en sindssyg. Jakob MÅTTE være i live,
det SKULLE han være!
Da han så togene, var det som om en tomhed bredte sig i hans krop. Han
sprang ud og løb ned mod ambulancerne og brandbilerne. Der var uniformerede
folk overalt. Han løb mod toget, men tre mænd stoppede ham og
holdt ham fast.
”Hvor er Jakob?!” skreg han og forsøgte at rive sig fri.
”Var han med toget?” spurgte en af mændene med deltagende stemme.
Anders nikkede stumt.
43

”Det gør mig ondt. Der er ingen overlevende,” sagde manden og kiggede
ned i jorden.
Anders brød sammen og den sidste tanke, der gik gemmen hans hoved, var
– det kunne ikke være sandt.
Livet efter brorens død havde været svært. En mørk skygge havde lagt sig
om hans sjæl og nærmest kvalt ham. Han havde altid kunnet snakke med al -
le, men nu følte han, at hele verden havde svigtet ham. Han vendte den ryggen
og levede sit liv i skyggen.
Han kunne ikke tale med nogen om det, der var sket, ikke engang sine forældre.
Hullet inden i var alt for stort. Tiden gik, og han blev mere og mere
isoleret fra alle, han kendte. Han mistede sit job, hans venner kunne ikke
længere kende ham og holdt sig derfor mere og mere væk.
Dagene gik i den mørke lejlighed, hvor stemningen var trykket og mindet
om broren stadig hang i huset. Han syntes at se broren alle steder, men kunne
aldrig helt nå ham. Pludselig var han der, stod og betragtede Anders, så var
han væk, som et spøgelse.
Men en dag, hvor han sad og tænkte, ringede det pludselig på døren. Som i
trance bevægede han sig ud i gangen. Det slørede glas i døren viste en utydelig
skygge, der stod udenfor. Men hvem ville besøge ham nu? Han havde
ikke set sine venner længe. Han åbnede stille og kiggede ud. En smuk kvinde
på alder med ham selv stod på trappen. I nogle sekunder stod de bare og kiggede
hinanden i øjnene. Hendes var blå, og med ét var det, som om tiden stod
stille, som om noget dybt inde i ham vågnede. Men hvem var hun, hvad var
hun? En engel som var sendt for at frelse ham?
Han blev revet ud af sine tanker, da hun spurgte:
”Må jeg ikke komme indenfor?”
Han smilede forlegent og åbnede døren helt for hende.
”Kan du slet ikke kende mig? Jeg er Sofie, din gamle kæreste fra gymnasiet,”
sagde hun.
”Er det dig Sofie,” smilede han. ”Du har godt nok ændret dig siden den -
gang.”
Hun havde været hans første store kærlighed, og han havde savnet hende
mere end nogen anden, siden den dag for længe siden hvor de havde slået op.
Hun lo og omfavnede ham med et kærligt smil. Da de havde stået lidt og
holdt om hinanden, skubbede hun ham tilbage og kiggede ham alvorligt i
øjnene. Hendes var nu fyldt med tårer.
44
”Åh Anders, det gør mig så ondt med din brors død,” sagde hun stille.
Det var, som om hendes blik rørte noget dybt i ham, prikkede hul på en
boble som ingen andre nogensinde havde rørt. Og nu kom tårerne. De løb
ned over hans kinder. Følelsen var så stærk, at han ikke kunne holde sig
oprejst. Både Sofie og han røg ned på gulvet. Han lagde sine arme om
hende, og hun kyssede blidt hans læber.
Næste morgen blev han vækket af lyden af regnens monotone trommen mod
taget. Han åbnede øjnene og betragtede hendes smukke ansigt og lukkede
øjne. Hun lignede en engel, som hun lå der. Hendes rolige vejrtrækning og
de små muskler, der bevægede sig, når hun trak vejret gennem næsen.
Pludselig kom det til ham, noget broren havde sagt for lang tid siden.
”Tiderne kan virke mørke, men husk altid at holde hovedet højt og mod
lyset.” Dengang havde han ikke forstået det, og Jakob havde med et smil
sagt:
”Det kommer til dig den dag, hvor det ser allermørkest ud.”
Nu forstod han det, og foran ham, på puden, lå hans lys. Kun hun kunne
redde ham.
Da hun senere åbnede øjnene, kyssede han hende og sagde med et smil:
”Når tiderne virker mørke, så husk at holde hovedet højt og mod lyset”.
45

Brændemærket
af Cecilie Stegenborg - Andersen
”Kan I nu passe godt på hinanden?” formanede pigernes far.
”Jeg har sat tevand over, det skal bare lige koge. Sandra skal ind og se
Disney Sjov, kan du ikke tænde for tv’et, Kristina,” smilede moderen.
Forældrene sagde farvel, og døren smækkede bag dem. Kristina tog sin
lillesøster i hånden og tændte for TV’et. Telefonen ringede.
”Årh, det er sikkert farfar. Jeg er tilbage lige om lidt. Okay, Sandra?”
Den lille pige nikkede fraværende, og Kristina gik ud i gangen til telefonen.
Pludseligt gik det meget stærkt. Den lille pige skreg, den store smed telefonen
- en fuldstændig vansiret arm.
”Det er et mirakel, hvis den arm bliver fuldt funktionsdygtig igen. Hun har
fået 3. grads forbrændinger på det meste af den. Hendes led og sener kan
være blevet beskadiget, så de ikke udvikler sig normalt. Jeg kan endnu ikke
sige præcist, hvor slemt det står til.”
Kristinas hjerte hamrede af sted som et damplokomotiv, da hun vågnede.
Hendes dyne var våd af sved, og hun rystede over hele kroppen. Hun satte
sig op i sengen og koncentrerede sig om at trække vejret langsomt og roligt.
”Det er fortid Kristina,” sagde hun til sig selv. ”Du kan ikke ændre det,
der er sket.”
Uret på hendes natbord fortalte, at klokken var 5. Hun listede ud på badeværelset
og stillede sig under bruseren. De små vandperler hjalp på en måde
med at vaske nattens mareridt af, i hvert fald midlertidigt. I morgen ville det
være det samme, hun vidste det af erfaring – drømmen kom altid igen.
Vandet var befriende koldt mod hendes brændende krop, og efter et stykke
tid kunne hun igen slappe af. Udmattet slukkede hun for bruseren og tørrede
sig med sit håndklæde. Hun trak badeforhænget for, så det tørrede hurtigere,
og redte så sit hår.
Halvvejs ude af døren hørte hun et stort plask fra brusekabinen. Chokeret
drejede hun om på hælen og rev forhænget til side. Der havde samlet sig en
grågrøn, grumset sø i brusekabinen. Et stykke nede i den kunne man se
47

noget brunt mudder og nogle blege planter. Så kom Sandra glidende ind i billedet.
Hendes krop var hvid, og hendes mund stod halvt åben. Håret hang
drømmeagtigt i vandet omkring hende, og øjnene var faldet i.
Kristina ville skrige, men det var umuligt. En kold, farveløs skygge, der
syntes at opsuge alle farver og gøre dem til ingenting, svævede hen over
Sandra. Den dødelige kulde spredte sig fra vandpytten til resten af badeværelset,
og hårene rejste sig på Kristina. Da skyggen var så langt inde over billedet,
at hun ikke kunne se Sandra, forsvandt vandpytten. Den samlede sig
og gled ned i afløbet. Brusekabinen var efterladt unaturligt tør. Kristina glippede
med øjnene, så løb hun ind på sit værelse.
Hovedrystende satte hun sig under sin dyne. Det var bare din fantasi, der
spillede dig et puds, sagde hun til sig selv. Hun gentog sætningen for sig som
et mantra, imens hun koncentrerede sig om at trække vejret roligt. Langsomt
faldt hun til ro og døsede lidt hen.
Kristina var fuldstændig udmattet, og hun kunne ikke få en bid ned, da
hun sad ved morgenbordet. Hun orkede knap nok at svare, da hendes mor
spurgte, om hun skulle til svømmetræning om eftermiddagen. Sandra var
den sidste i familien, der stod op. Synet af hende gjorde Kristina ligbleg.
Timerne i skolen sneglede sig af sted, og Kristina kunne slet ikke koncentrere
sig. Nervøsiteten brændte som en uslukkelig ild i hende og følelsen af, at
der var noget galt med Sandra, voksede sig hele tiden større. Kristinas appetit
var forsvundet, som vandet var forsvundet i afløbet, så hun havde ikke
spist noget hele dagen. Da klokken ringede til spisning, blev uroen for meget
for hende. Hun pakkede sine ting og gik over til Sandras klasse, som fik fri
nu.
Sandra stod og snakkede med to af sine veninder, Louise og Amalie.
Louise og Sandra havde hængt sammen som Gøg og Gokke siden første dag
i skolen. Amalie var kommet ind i deres klasse senere. Hendes forældre var
stinkende rige, og hun var straks blevet populær i klassen.
”Vi kan da bare tage hjem til mig. Der kan vi være i fred, mine forældre
kommer først hjem sent i aften,” sagde Amalie.
Hun var snotforkælet og havde en virkelig gennemtrængende stemme,
som man ikke kunne overhøre. Sandra og Louises svar var for lavt til, at
Kristina kunne høre det, men det lod til de sagde ”okay”.
Kristina skulle have to dansk timer efter frikvarteret, alligevel havde hun
mest lyst til at gå over og hive Sandra med hjem. Desværre lod det sig ikke
sådan gøre. Sandra ville blive godt utilfreds, og hun ville garanteret sladre til
48
deres forældre, hvis hun fandt ud af, at Kristina pjækkede.
De tre småpiger fulgte en skovsti, som førte ned til en stor sø. Deres stemmer
fik mus og egern, der samlede ind til deres vinterforråd, til at flygte.
Kristina fulgte lydløst efter dem. Hun kunne ikke se dem, men deres stemmer
var ikke til at tage fejl af.
Snart kom pigerne ned til søen, som var omgivet af sivskov på alle sider.
Vandet stod spejlblankt, og på den modsatte bred hang et flag slapt ned fra
en flagstang.
Pigerne fortsatte langs søen over til Amalies have. Hun boede i et kæmpe
hus med en tilsvarende have. Grunden gik helt ned til vandet, og inde ved
breden lå en robåd. Kristina satte sig i nogle siv og lagde forsigtigt sin skoletaske
ved siden af sig. Hun lyttede efter pigerne. De grinede og fjantede og
lod til at have det helt fint.
”Ej, hvor nice, I har en robåd. Det er totalt hygge,” råbte Louise og løb
over græsplænen.
”Skal vi tage en tur?” spurgte Amalie.
Kristina rystede opgivende på hovedet. Sandra havde aldrig turdet gå
længere ud end til knæene, når de var på stranden. Vand fik hende til at gå i
panik, og deres mor havde været nødt til at snakke med lærerne, for at Sandra
kunne slippe for svømning i skolen.
Der var et stykke tid, hvor de tre pigers stemmer ikke lød som andet end
en mumlen, men så tog Amalie ordet: ”Jo, selvfølgelig tør du, Sandra. Vi sejler
ikke så langt ud, og båden er stabil, den vælter ikke bare. Jeg har sejlet i
den maser af gange - også alene.”
Kristina bed tænderne sammen og måtte anstrenge sig til det yderste for
ikke at råbe op. Hun kunne høre, at pigerne skubbede båden ud, og snart lød
årernes plasken i vandet. Forsigtigt skubbede Kristina nogle siv til side, så
hun havde et rimeligt overblik over søen.
Sandra sad sammenkrøbet forrest i båden. Louise og Amalie havde taget
en åre hver. Pigerne roede jævnt og sikkert udad og så ud til at have styr på
det, de lavede. Kristinas hjerte begyndte alligevel at slå hurtigere, og hendes
håndflader blev fugtige.
Da pigerne var nået ca. 10 meter ud, holdt de op med at ro og hev årene
ind i båden. Båden vuggede roligt i vandet, og nogle ænder svømmede fredeligt
rundt.
Sandra kiggede op mod himlen. Mod nord var den ellers skyfrie himmel
ved at blive mørk. Nogle trækfugle var på vej syd på, væk fra efterårets
kulde.
49

”Amalie, sæt dig så ned! NU!” råbte Louise pludselig.
Amalie havde rejst sig op i båden, som var begyndt at gynge. Det så ud
som om, Louise forsøgte at hive Amalie ned at sidde, men Kristina var ikke
sikker. Båden var blevet meget ustabil, og Kristina hev sine sko af. Hendes
strømper blev mudrede og våde i den fugtige jord, men hun var ligeglad.
Hendes øjne var bundet som et fortøjningsreb til båden, et fortøjningsreb,
som hun ikke ville løsne. Stemmerne fra båden var ophidsede, men hun
kunne ikke høre Sandra.
”STOP SÅ!” råbte Louise, og Amalie væltede eller blev væltet ned i
båden, som begyndte at gynge endnu mere.
Sekundet efter var Amalie oppe at stå igen. Hun vaklede lidt og væltede
så ud over rælingen.
Kristina løb uden tøven ud i det kolde efterårsvand og begyndte at svømme
ud ad. Hendes krop bevægede sig rutineret igennem vandet, og selvom
tøjet gjorde modstand, kom hun hurtigt fremad. Hendes puls steg, og hun
mærkede ikke vandets kulde. Hun crawlede så hurtigt, det lod sig gøre, og
koncentrerede sig om sin vejrtrækning. Ånde ind med hovedet over vand,
ånde ud med hovedet under vand. Hun hørte et ordentligt plask, da hun var
ved at tage luft ind. Ud af øjenkrogen kunne hun skimte, at båden kæntrede,
da Amalie forsøgte at kravle op i den. Kristina var næsten henne ved den,
bare et lille stykke mere.
Båden flød med bunden øverst og Amalie var på vej ind mod land.
Hverken Louise eller Sandra var at se nogen steder. Netop som Kristina dykkede
ned, kom Louise op.
”Jeg kan ikke finde hende.”
Kristina tog en dyb indånding og smed sig nedad. Hun dykkede og kiggede
desperat rundt. Vandet var mørkt, og det var svært at se den mudrede
bund. Som hun kom dybere ned, kunne hun se nogle blege vandplanter og
nogle sten. En af stenene havde nogle underlige riller. Kristina kendte de riller,
de snoede sig på en helt bestemt måde. Målrettet satte Kristina farten op
og hev fat i sin søsters arrede håndled. Svimmelheden skyllede igennem
Kristina, imens hun fik ordentligt fat i sin lillesøster. Med smertende lunger
svømmede Kristina op mod solen, der sås som en svag silhuet gennem det
grumsede vand.
Kristina gispede efter luft, da hun kom op til overfladen, men hun stoppede
ikke op af den grund. Hun svømmede ind mod land, så hurtigt det lod
sig gøre, med Sandra på slæb. Louise så dem og satte i crawl ind mod breden.
Hun var hurtigt derinde og hjalp Sandra og Kristina op, da de kom ind.
50
”Hendes puls er der stadig… Men hun ånder ikke,” konstaterede Louise.
Kristina lagde Sandra ned på ryggen og skubbede hendes hoved bagud.
Med sin ene hånd holdt hun Sandras mund lukket og med den anden gik hun
i gang med kunstigt åndedræt gennem hendes næse.
Sandras lunger begyndte langsomt at tage over, og Kristina rykkede sig
væk. Sandra gispede, og i små stød fik hun hostet vand op.
Dagens oplevelser havde tæret på Kristinas kræfter. Ikke bare selve ulykken,
også hendes forældres reaktion havde gjort hende træt. De var gået totalt i
selvsving, pylrede over Sandra og skamroste Kristina. Normalt var de kritiske
overfor alt, der ikke kunne bevises, men de havde godtaget Kristinas forklaring
om, at hun bare havde haft en fornemmelse af, at der ville ske noget
med Sandra.
Udmattet gik Kristina i seng, og snart efter sov hun med et roligt åndedræt.
”Kan I nu passe godt på hinanden?” formanede pigernes far.
”Jeg har sat tevand over, det skal bare lige koge. Sandra skal ind og se
Disney Sjov, kan du ikke tænde for tv’et Kristina,” smilede moderen.
Forældrene sagde farvel, og døren smækkede bag dem. Kristina tog sin
lillesøster i hånden og tændte for tv’et. Telefonen ringede.
”Årh, det er sikkert farfar. Jeg er tilbage lige om lidt. Okay, Sandra?”
Den lille pige nikkede fraværende, og Kristina gik ud i gangen til telefonen.
Men denne gang var der intet skrig. Kristina gik ud i køkkenet, ikke
Kristina der snakkede i telefon, nej en anden Kristina, nogle år ældre. Hun
svømmede igennem køkkenet, med en bevidstløs, ældre Sandra. Lille San -
dra og store Sandra smeltede sammen og blev til en hel person. Den ene arm
havde stadig et stort ar, men Kristina vidste, at den fungerede helt normalt.
Lille Kristina kom løbende ind i køkkenet, men i stedet for at se sin lillesøster
med en fuldstændig, forbrændt arm, så hun søsteren med et helt ar.
Kristina havde ligget helt afslappet uden at røre sig i lang tid. Nu begyndte
hun at røre på sig. Hun vendte sig om på den anden side, og et lille smil tegnede
sig på hendes læber. Hendes rolige åndedræt fortalte, at hun stadig sov.
51

Dragebarnet
af Mette Klitgård
Vinden susede ind af vinduet og fik de gennemsigtige gardiner til at blafre.
Rummet var cirkelformet og i midten stod et bord i hvid granit. På bordet
stod et elegant vinglas med en rød væske i.
I en stol tæt ved vinduet sad en høj kvinde. Hendes støvblå hår faldt i
bløde lokker og indrammede hendes hvide katteformede ansigt. Øjnene
havde ingen pupil og var helt sorte.
Hun løftede hånden og viftede svagt med den. Glasset hævede sig op og
svævede langsomt hen til hendes hånd. Hun tog det og drak lidt.
Kjolens fine hvide stof knitrede svagt, da hun rejste sig. Hendes to meter
høje skikkelse var tynd som et skelet, det var, som om huden var trukket på
knoglerne og kun lidt kød sat på nogle steder.
Hvid tåge kom rullende hen til hende. Køligt lagde det sig om hende.
”Han venter. Du må ikke lade ham vente længe!” svage stemmer genlød
i rummet.
Tågen tog glasset fra hende og satte det tilbage på bordet. Den holdt en
dør åben for hende, og hun skyndte sig gennem den.
Døren gik i med et brag, og alt var mørkt. Lugten af død og råddenskab
var stærk, og kulden satte sine små tænder i hendes krop.
”Amara, min trofaste tjenerinde.” Stemmen kom som en hvisken fra mørket.
”Jeg kan mærke, at du længes hjem til det sted, du blev skabt. Jeg har
givet dig dette isslot, så du kan være min spion i denne verden, men du er
ikke glad for at være her.”
Stemmen tav.
”Nej, Herre, men jeg er beæret over den tillid, I viser mig.” Amara bukkede
dybt.
”Et dragebarn skal fødes ikke langt herfra, du skal hente det til mig!”
”Herre, hvad er det jeg skal hente til jer?”
”Ved du det ikke?! Snart titusind år har du levet, men alligevel ved du
ikke, hvad der skal ske?!” Stemmen lød truende, og Amara skælvede let.
”Det er et menneskebarn, der fødes levende af en drage. Det er nøglen til
53

drageverden, min skønne. Meget sjældent fødes sådan et barn, og når det
sker, sætter guderne verden i kaos for at finde det. Det skal præges, så snart
det bliver født, og den drage, der fødte det, skal dræbes. Man skal lære det
op. Vi, de tretten guder, kan ikke dræbe hinanden med vores egne kræfter,
fordi vores mor, Moder Ild og far, Fader Univers våger over os, men med et
dragebarn kan jeg dræbe alle de andre! Drager er de ældste og klogeste væsner
udover os guder. De kan dræbe en gud, hvis de vil, men det gør de ikke,
fordi de ikke ser nogen grund til det. Med et dragebarn kan jeg befale dem
at gøre det! Verden vil blive min lille legeplads og du, Amara kan vende hjem
til min verden, hvor du er lykkelig. Find barnet til mig!”
”Men Herre, dragerne er kloge nok til ikke at lukke mig ind i deres
huler!”
”Du må narre dem, de vil tro mere på dig end på mig, fordi jeg har snydt
dem før. I tidernes morgen stjal jeg dragesværdet Natfrost fra dem. Sværdet
er det eneste våben, der kan dræbe dem, og jeg ville have brugt det til at
underlægge mig dem, hvis ikke min Moder og Fader havde forbudt mig det.
Nu får du det med dig. Hvis du skuffer mig og prøver på at flygte, finder jeg
dig! Du kan ikke dø, kun hvis jeg vil det.”
Stemmen tav.
Døren blev åbnet, og Amara vaklede ud. Den hvide tåge kom hende til
hjælp. Den støttede hende og hjalp hende hen i en stol. Den bragte hende et
vinglas med den røde væske i. Langsomt drak hun.
Hun kunne mærke væsken løbe rundt i kroppen og give styrken tilbage.
Det var udmattende at snakke med Døden selv.
”Min Herres sværd, jeg skal bruge det!” sagde hun til tågen.
Den hentede det og bragte hende også noget andet tøj. Knælange, hvide,
bløde støvler, hvide bukser, en hvid trøje og en stor pelsjakke.
Vind og sne blæste hende velkommen, da hun kom ud af den store jerndør.
Et øjeblik stod hun stille og søgte med sit indre øje. Der! En mørk skygge
landede sikkert ved siden af hende. Den store stormkrage kiggede på
hende med sine mørkeblå øjne. Næbbet var kraftigt, og dens stærke ben var
bevæbnet med knivskarpe klør.
Amara begravede sit ansigt ved dens hals og sendte sine tanker ind i dens
hoved.
Min kære ven, vil du føre mig til dragerne?
Fuglen lugtede friskt af vind og sne. Den boede højt oppe i en rede på et
af bjergene, sammen med de andre, men denne var hendes helt egen stormkrage.
54
Den gjorde sig let fri og strakte vingerne ud. Amara kravlede op på dens
ryg, og fuglen satte af med det samme. Hurtigt og sikkert fløj den igennem
natten.
Snart kunne hun kravle ned fra ryggen af den og smutte ind af en åbning
i et af bjergene. Det lignede en drypstenhule, og der lugtede svagt af fugt og
mug.
Hun standsede og fandt Natfrost frem fra pelsjakken. Klingen lyste svagt
spøgelsesblåt, og det forsølvede fæste glimtede. Med det som lys gik hun
længere ind i hulen. Her standsede hun ved en stor åbning.
”Hvem bringer dette dragesværd ind i vores huler?” En dyb stemme sang
igennem hulen.
”Det gør jeg! Amara, der tjener mørkets Herre.”
Nu måtte hun tænke hurtigt, hvis hun skulle snyde dragen der talte til
hende.
”Hvad er dit formål med at besøge os, du tjenerinde af mørket?”
”I drager og jeg er af samme slægt, Døden skabte mig af drageknogler, og
drageblod ruller også i mine årer, anden næring kender jeg ikke! Jeg kommer
ikke for at dræbe, men for at se liv blive til. Jeg vil se det, guderne vil flå verden
i stykker for at få.!”
”Hvordan ved vi, at du ikke har ondt i sinde?!” tordnede stemmen.
”Hvis jeg ikke taler sandt, vil jeg bore Natfrost igennem kroppen og give
det tilbage til jer drager,” svarede Amara fast,
Natfrost lyste op i hendes hånd.
Der gik et øjeblik, før stemmen svarede:
”Så kom du, nattens og dødens tjenerinde.”
Amara gik igennem åbningen og stod i en enorm hule. Der var åbninger
ind til andre mindre huler og afsatser, hvor dragerne kunne lande.
Drager i alle mulige farver kiggede ned på hende med vurderende øjne.
En smuk frostblå drage lå foran hende, den målte ti meter fra snuden til
halen. Den tog hende forsigtig i sine arme og fløj op til en af afsatserne.
Her var der mange drager samlet, og på et grønt planteleje lå en bleg perlemorshvid
drage, hun målte femten meter og var fantastisk smuk.
En prægtig natsort drage på nitten meter stod ved siden af hende. Amara
gættede på, at den havde en helbredende kraft, for den lagde sine poter på
dragehunnens gravide mave, der lyste svagt op, og hendes jamren blev svagere.
Amara så på med lysende øjne, da perlemorsdragen vendte sig i krampe.
Denne fødsel var ved at gå galt, det var helt sikkert! Selv om den natsorte
55

kunne hjælpe, skulle der mere til. Amara tænkte hurtigt, hun kunne da ikke
røre hende! Hun var sendt for at dræbe dette væsen, ikke at hjælpe hende,
men barnet kunne jo dø inde i maven på hende.
Langsomt gik hun hen til dragen med Natfrost i hånden.
”Se på mig!” befalede hun.
Perlemors dragen vendte sit kileformede hoved og kiggede på hende med
sine hvide øjne. Hun havde ingen pupiller ligesom Amara.
Amara lagde Natfrost fra sig og brugte hele sit væsen for at trænge ind til
barnet. Måske var det kommet til skade, måske lå det forkert.
Dragen greb fat i hende og borede sine sylespidse klør ned i hendes arme.
Amara lukkede øjnene og bed smerten i sig.
Hjælp mig! Jeg beder dig. Min søn, han kæmper for sit liv.
Dragens tanker skyllede som en bølge ind over Amara, og hun gispede
overrasket efter vejret. Det var første gang, hun talte til en drage, det var
svære end at tale med en stormkrage, Hun bed tænderne sammen og koncentrerede
sig.
Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Du er dødens tjenerinde, kan du ikke tage mit liv og give det til min søn?
Det var en ære at bære ham, men min krop kan ikke mere. Jeg ønsker bare,
at han skal vokse op og leve lykkeligt.
Vil du ofre dit liv for din søn?
Ja.
Amara glippede overrasket med øjne. Dragen skreg højt og skingert. Den
natsorte kunne ikke hjælpe hende mere. Amara tog blidt det tunge hoved i
sine hænder og lagde sin pande mod hendes. Dragen skreg igen, og en tåre
trillede ned ad Amaras kind.
De andre drager så på dem med bange øjne. Hvis denne drage døde, ville
det dyrebare barn, hun bar på også dø.
Amara kæmpede en kamp inde i dragens væsen og krop. Hun kunne
mærke livet ebbe ud for både mor og søn, men hun nægtede at give op.
Pludselig rev hun sig løs fra dragen, tog Natfrost og skar bugen op på det
perlemorshvide væsen. Dragens smerteskrig gik gennem marv og ben. Så
med ét blev hun slap.
En slimet klump trillede ud af maven sammen med en masse blod. Der
var noget, der bevægede sig inde i alt slimet.
Den natsorte tog slimklumpen op og skar meget forsigtigt hul med sin
klo. Et lille barn kom til syne, og alle dragerne åndede lettet op.
Han hostede og åbnede sine øjne, de var lysegrønne, som håbets farve.
56
Alt blodet fik Amara til at rynke på næsen. Hendes lyst til drageblod blev
vækket, men hun skubbede følelsen væk. Perlemors dragens liv hang i en
tynd tråd. Hun var besvimet under fødslen og skulle vækkes, ellers ville hun
sove for evigt.
Den natsorte havde givet barnet til de andre drager, så de kunne se det, nu
kom den hen og hjælp Amara.
”Tag dig af hende, Hun skal ikke dø! Jeg er nok en af dødens tjenerinder,
men når jeg går, tager jeg ikke hende med mig!” sukkede Amara træt.
Den store drage nikkede og tog den perlemorshvide drage i sine arme og
forsvandt længere ind i bjerget.
Amara gik hen og fik lov til at holde barnet. Det lignede et helt almindeligt
menneskebarn. Han kiggede på hende med sine dejlige grønne øjne.
Denne lille dreng kunne da ikke være så særlig?
Hans øjne skiftede farve, som om der blev lagt en hinde over dem. De
blev klart orange.
Nej, hun kunne ikke tage ham med til sin Herre! Hver eneste lille del af
hendes krop fortalte hende det. Det var dette barns mor, den smukke perlemorshvide
drage, der med al sin moderkærlighed skulle lære ham op.
”Lille væsen, min landflygtighed kunne være slut, hvis jeg overgav dig til
min herre. Men du skal ikke bruges til at tjene det onde, jeg vil lade dig gå,
voks op og bliv til noget stort. Måske en dag vil jeg have den ære at møde
dig igen,” hviskede hun stille.
Med tårerne trillende ned af kinderne gav hun barnet tilbage. Hun samlede
Natfrost op og gav dem det også. Tavs så hun på dem. Drengen pludrede
stille i favnen på en vinrød drage. De sendte deres tanker hen til hende.
Der venter dig en stor straf, du nattens tjenerinde!
Ja, ingen steder kan du gemme dig for din Herre.
Jeg ved det, kære venner. Sådan må det være.
Vi takker dig for din hjælp! For evigt vil alle drager som krydser din vej,
give dig blod og liv som tak for dine gaver til os. Farvel, du nattens og dødens
tjenerinde!
Hun bukkede for dem alle og sprang så ned fra afsatsen, løb igennem
hulen og ud til sin stormkrage, som ventede tålmodigt på hende.
Den store jernport smækkede i bag hende.
Tågen kom hen til hende, hjalp hende af tøjet og iførte hende en hvid
kjole. Langsomt gik hun ind af døren, tågen holdt åben for hende.
Lugten af død og klamme vægge ramte hendes næse. Der var en lille
smule lys.
57

Hendes Herre stod med ryggen til hende. Kold og afventende.
Så vendte han sig om, og hans nærvær sendte hende i knæ. Fra åbningen
i det ene ærme kom en lang, sort hånd frem. Pegefingeren borede sig ind i
hendes hage og løftede hendes ansigt op. Blodet løb stille ned fra stedet
under hagen.
Han bøjede sig ned, og mørket ramte hendes ansigt, som om han kyssede
hende, da han trak sig tilbage, tog han noget med sig. For altid skulle hun
være her, hun kunne ikke komme ud eller hjem til sin egen verden.
Med lynets hast trak han sine fingre henover hendes bryst, ansigt og mave
og sendte hende i gulvet med en knaldende lussing.
”Så lidt skulle der til! Verden kunne være blevet min!” hvæsede han og
forsvandt i den bare luft. Hans ord genlød i rummet.
Såret lå hun tilbage, blodet farvede hendes hvide hud. Svagt mærkede
hun, at tågen bar hende ind på badeværelset, klædte hende af og sænkede
hende ned i et stenkar.
Vandet var iskoldt. Det kærtegnede blidt hendes hud, kaldte kuldegysninger
frem på hendes krop og tog noget af smerten.
Små liljer svømmede rundt imellem isterningerne og sendte deres søde
duft ud i rummet. Langsomt kom hun til sig selv.
Rifterne i hendes ansigt gjorde ondt, blod trillede ned af kinden og samlede
sig ved hendes mundvig. Den stærke smag af jern fik hende til vågne
mere.
Hun havde overlevet sin Herres vrede, og en dag ville hun møde dragebarnet
igen.
Glad og træt lukkede hun øjne.
58
Den sidste ingrediens
af Trine Sebæk Madsen
Den ellers førhen så fredelige by, Naratos, stod nu i flammer.
Små erainerbørn græd, og erainere løb væk i vild panik for ikke at blive
trådt ned af en af de mange sorte vildheste, som næsten alle havde en drabelig
elver-kriger på ryggen. Pile af egetræ kom susende gennem luften og
ramte altid plet.
En erainerpige med fregner på næsen og lysende blå øjne græd og løb
frem og tilbage i tågen ved sin families brændende hytte. Hun ledte febrilsk
efter sin bror i mængden af kæmpende krigere.
”Zen! Zen, hernede!” råbte en hæs stemme.
Stemmen blev svagere, og det lød, som om personen hostede blod op.
Pigen reagerede straks, da hendes navn blev nævnt.
”Amir,” græd hun.
Pludselig trak en hånd i hendes fod, så hun med et lille hvin faldt til jorden.
Stemmerne fra de kæmpende elvere blev højere.
”Har I fundet ham? Har I fundet ingrediensen?” råbte en af dem.
En pegefinger lagde sig på Zens læber som tegn til, at hun skulle være
stille. Hun lå fladt på maven, da broderens matte øjne mødtes med hendes.
”Hvad er der sket?” græd Zen rædselsslagen.
Amir ignorerede hendes spørgsmål. Zen tog sin tunge bror på ryggen og
kravlede væk fra slagmarken. Pludselig anede hun en mørk skikkelse foran
dem, men den forsvandt med ét. Zen lagde forsigtig Amir ned. Hun undrede
sig over skikkelsens hurtige forsvinden. Amir lukkede øjnene og hostede
endnu en klat blod op.
”Zen!” sagde han bare og rodede i inderlommen af sin slidte trøje. Zen
sukkede dybt og græd. Amirs blodsprængte blå øjne rettede sig igen mod
hende. Han rakte et glas indsmurt i blod frem mod hende.
”Tag det, Zen!” gispede han og rakte det længere frem mod hende. Zen
tog imod det for at undersøge, om der var noget i det. Det var flere gange ved
at glide ud af hendes hænder på grund af blodet. Hun kunne skimte et lille
lyseblåt, bevinget insekt, som gang på gang fløj ind i glassets massive væg,
59

men uden mulighed for at kunne slippe væk. Zen rejste sig på knæene ved
siden af sin hårdt sårede bror.
”Kon-gen, Zen!” stammede Amir.
”Den sid-ste ingredi-ens!”
Hver eneste lyd, han fremstammede, fik det til at lyde, som om han var
ved at dø.
”Kongen?” græd Zen fortabt. Hendes tårer løb ned ad hendes kinder og
videre ned på Amirs ansigt. Zen snøftede, tog Amir i hånden og spurgte
”Skal jeg til Paradispaladset, der hvor kongen bor?” Han nikkede og i samme
øjeblik forsvandt den sidste gnist af liv i hans øjne. Zen ruskede desperat i
Amir, men indså så, at hun havde mistet sin bror for altid. Igen havde Zen
det, som om hun blev iagttaget. Hun stoppede alligevel glasset med det lille,
blå insekt i sin inderlomme, mens hun tørrede tårerne bort. Hun måtte flygte
på bare tæer gennem det kolde mudder, og hun vidste nogenlunde, hvor
Paradispaladset lå. Hun løb bare, og ingen lagde mærke til hende i mæng den
af elvere og erainere.
Hvorfor havde elverne angrebet deres landsby? Var det bare for at slå ihjel?
tænkte Zen. Hun fortsatte med at løbe. Hun vidste ikke hvorhen, men hun
skulle bare væk fra elverne. Zen anede ikke, hvor hun var. Hun havde aldrig
været her før. I det samme hørte hun lyden af fødder, der trådte ned i mudder.
Lyden kom nærmere og nærmere, og Zen løb hurtigere og hurtigere.
Pludselig snublede hun over en trærod, der ragede op af jorden. Hun røg
forlæns med hovedet først, ramte noget hårdt og landede i mudderet. Så blev
alt sort.
Da Zen kom til sig selv igen, hørte hun lyden af stemmer. Snart ville de
finde hende. Hvis det var elvere, ville hun forsøge at få dem til at tro, at hun
var død.
”Der er en herovre!” lød en højtråbende stemme.
Zen lukkede fortsat øjnene, da nogen lagde en finger på hendes puls.
”HENDE HER LEVER!” råbte personen, som lød til at være en dreng.
Zen kunne høre et par fødder løbe hen imod sig. Så blev hun løftet op og lagt
på en båre. Det lod til at være venlige væsner, eftersom de tog sig så godt af
hende. Zen blev båret indenfor. Nu turde hun godt åbne øjnene. Hun kiggede
direkte ind i et par grønne øjne, som virkede bekendte.
”Denx! Er det virkelig dig? Du lever! Amir er borte! Det er forfærdeligt!
Bare du havde været der, så kunne du have forhindret det i at ske!” græd Zen.
Amirs krigskammerat, Denx, så på Zen, som om det ikke kom bag på ham,
at Amir var død. Han holdt sin kæmpe sorte ravn i tøjlerne.
60
”Hmm …” sagde han ligegyldigt. Dette gjorde Zen mistænkelig. Det lød
nærmest, som om Denx havde set det ske. Denxs fedtede, slaskede sorte hår
gav et sving, da han vendte ryggen til hende.
”Nu må du have mig undskyldt,” sagde han koldt. ”Min herre venter på
mig. Jeg har noget, som jeg skal have afleveret til ham.”
Zen kom pludselig i tanke om glasset med den sidste ingrediens, som hun
stadig gerne skulle have i lommen. Det var der ikke!
”Du har stjålet den sidste ingrediens fra mig!” råbte hun.
Et hårdt blik mødte hendes.” Når jeg har afleveret den sidste ingrediens til
elverne, vil de hjælpe mig med at blive den nye konge over Era,” snerrede
Denx magtsygt.
Zen kunne næsten ikke tro sine egne øjne og ører. Denx var som forvandlet
til et monster. Med en grusom latter svang han sig op på sin sorte
ravn og fløj op gennem taget. Før havde Denx altid været så sød og faktisk
pæn af udseende, men nu var han så ondskabsfuld at se på og høre på, at det
gjorde ondt langt inde i hendes bryst. Inden længe ville Denx aflevere ingrediensen
til Elverne, og kongen ville dø, fordi han ikke kunne få sin modgift.
Zen gik ud i regnen og satte sig fortvivlet på en træstub. Men pludselig
landede der et lille blåt, bevinget insekt på hendes næse. Overrasket så Zen,
at det var det insekt, som Denx havde stjålet fra hende. Det var tydeligvis
hårdt kvæstet på vingen. Zen rodede i græsset og fandt en lille lyserød snerle.
Hun tog den op i hånden og lagde det lille bevingede insekt i den. Det var
med sikkerhed Denx, der havde mistet insektet, mens han fløj på sin sorte
ravn. Hun måtte aflevere insektet til kongen, uden at blive set af hverken
Denx eller elverne. Det skulle gøres om natten, hvor alle sov eller var uopmærksomme.
Sådan ville Amir også have udtænkt det, hvis han stadig havde
levet, tænkte hun.
Natten faldt på, og fuldmånens klare lys var med til at gøre varulvenes hyl
endnu mere uhyggelige. Zen gøs af kulde. Hun kunne godt bruge husly eller
varme nu. Pludselig vibrerede det lille insekt i snerlen. Zen tog snerlen op af
lommen. Det blå insekts følehorn var nærmest selvlysende i den mørke nat.
Snerlen uden om insektet gjorde, at lyset ikke skar Zen i øjnene. Hun smilede
og holdt på snerlens stilk, som var det en lygte, hvorpå hun begav sig gennem
skoven. Pludselig så hun lyset fra et bål, der flakkede mellem træerne.
Væsner med spidse ører sad omkring det og bestilte ikke andet end at drikke,
æde og snakke.
”Det vil snart være forbi med Era. Jeg har hørt, at Denx fik gjort det af
med vogteren af den sidste ingrediens. De 11 andre af kongens tapreste kri-
61

gere, som også har ledt efter de 13 ingredienser, er vist stadig i live. De har
fundet alle de 12 andre ingredienser nu. De kunne frembringe en modgift
mod kongens dødelige dragebid, hvis de havde fået fat i den sidste ingrediens,
men vi behøver ikke gøre noget, nu da Denx har den!”
Zen regnede hurtigt ud, at det var elvere. Hun holdt vejret, mens den grusomme
sandhed gik op for hende. Denx var forræder og havde myrdet hendes
bror. Zen listede stille forbi i krattet. Hun kiggede sig tilbage for at være
sikker på, at de ikke havde set hende. De havde tydeligvis glædet sig over
Amirs død og landet Era´s situation, men pludselig stod noget i vejen for
Zen. Zen stødte lige ind i det.
Da hun kiggede op, så hun, at det var Denx.
”Nå, så du er på vej til slottet, lille Zen! Du skulle tilfældigvis ikke have
set den sidste ingrediens?” sagde Denx med en høj og anklagende stemme.
Zen stod ansigt til ansigt med ham, der havde slået hendes bror ihjel. Hun
var lamslået. Denx havde lige snakket højt, og elverne havde sikkert hørt det.
Hun sænkede snerlelygten, så igen på Denx og for så hurtigt op. Med lynets
hast svingede hun sin knytnæve ind i ansigtet på Denx.
”DIN LEDE MORDER OG FORRÆDDER!” skreg hun.
”AV, FOR SATAN! MØGTØS!” brølede Denx af smerte. Snart havde Zen
både Denx og en flok elvere i hælene. Hun løb så hurtigt, det overhovedet
var muligt, med snerlelygten frem for sig. Det var, som om stien hen til slottet
var uendelig. Hun følte sig tappet for kræfter. Til sidst kunne hun ane en
stor portal længere fremme. Zen brugte sin sidste energi på at løbe hen og
sætte håndfladerne på porten. Bag sig hørte hun stadig fodtrin nærme sig i
takt til sine hjerteslag. Med ét gik porten op for Zen. Hun smuttede ind og
smækkede hurtigt porten i bag sig, så ingen fjendtlige væsner kunne trænge
ind på slottet.
Herinde herskede der en så dejlig stilhed, at det var helt ufatteligt. Det var
en tjenestepige klædt i hvidt, der havde lukket hende ind.
”Hvem er du?” spurgte pigen.
”Jeg er Zen, lillesøster til kongens tapre kriger Amir.”
Tjenestepigen så hende ind i hendes øjne og sagde:
”Jeg ved du taler sandt, for du har samme lysende blå øjne som Amir.”
Zen fulgte efter pigen hen til en stor dør. Pigen åbnede døren og skubbede
Zen ind.
Zen så straks kongen, der lå i sin seng. Zen undgik at kigge på det dræbende
dragebid på kongens arm og lagde derfor meget mere mærke til kongens
blege hud, hans blodssprængte øjne og hans svækkede tilstand. Hun
62
knælede og rakte ham ingrediensen.
”Her er den sidste ingrediens til Deres modgift, Deres majestæt!”
Zen fortalte sørgmodigt kongen, hvad der var sket fra angrebet på Naratos
og indtil nu. Kongens første reaktion var forfærdelse over tabet af sin tapreste
kriger, Amir, og Denxs forræderi. Han lå stille et stykke tid, så trak han i
en snor.
Tjenestepigen, som Zen før havde mødt, kom løbende ind til dem. Hun
tog med en let håndbevægelse snerlen, som kongen rakte hende. Hun smilte
til Zen og kongen.
”Jeg blander den hurtigst muligt!”
Herefter vinkede kongen Zen hen til sengen.
”Tak fordi du havde modet til at overbringe mig den sidste ingrediens og
afsløre Denxs forræderi! Du har reddet vores land, Era, og mig. Dagen vil
blive kendt som den dag, hvor du, en kun 15-årig pige, reddede hele landet
fra elverne fra Sitratora. Hvis du vil, kan du blive her og gå i min tjeneste.”
Han rakte hånden frem. Zen tog den ærbødigt og smilede for første gang
i lang tid.
63

Den Sorte Ravn
af Sille Frederiksen
Den mørke nat tårner sig op foran mig kun plettet af små skyer, som langsomt
sejler hen over himlen. Rundt omkring mig går byen til ro, og til sidst
er der kun det dunkle lys fra gadelygterne tilbage. Engang imellem kører en
ensom bil forbi i sin søgen efter et hjem.
Jeg står ved mit vindue og kigger ned på gaden. Ud af mørket kommer en
mand pludselig løbende. Han er ikke særlig høj og er klædt i en mørk frakke.
Han kigger sig konstant tilbage, som havde han en forfølger i hælene.
Jeg læner mig længere ind mod vinduet for bedre at kunne se ham, men
med en hurtig bevægelse drejer han rundt om et hjørne og er væk. Gaden ligger
atter øde hen, som havde manden aldrig været der. Jeg trækker skuffet på
skuldrene og skal til at gå i seng, da jeg ser endnu en person træde ind i gadelygternes
skær.
En ung kvinde kommer hastende ned af gaden. Hendes skridt er målrettede,
og hendes lange sorte hår flagrer omkring hende, som havde en flok
ravne sat sig på hendes hoved. Selv helt oppe fra mit vindue er det umuligt
ikke at lægge mærke til det ondskabsfulde smil, der breder sig på hendes
ansigt.
Jeg bliver grebet af en stærk medfølelse med manden. Hvis han bliver
jaget af denne kvinde, er han ilde stedt.
Hurtigt, men uden at forstå hvorfor, kommer jeg i tøjet. Bare en nederdel
og en sweater, så det varer ikke længe, før jeg står på gaden uden egentlig at
vide, hvad jeg laver der.
En iskold blæst møder mit ansigt, som ville den sige: ”Vend om! Gå tilbage
til din varme seng!”
Stædigt trodser jeg den tiltagende vind og bevæger mig over mod det sted,
jeg så manden forsvinde. Det er ikke mere min egen vilje, der fører mig
fremad, men en sælsom kraft som drager mig. Mine ben har deres eget liv og
leder mig af sted over mod en gade, jeg ikke før har lagt mærke til.
Blæsten er nu så hård, at jeg bliver nødt til at læne mig imod den for at
komme frem. Min næse løber, og mit ansigt svier af kulde, men jeg har intet
65

valg, jeg må fortsætte. Der falder store regndråber, som gør mit tøj tungere
og mine skridt langsommere. Blæsten og regnen blinder mig, og jeg har
ingen idé om, hvor jeg er henne.
Pludselig genvinder jeg kontrollen over mine ben, men de er nu så svækkede,
at jeg vakler, mister balancen og falder ind mod en dør. Min skulder
rammer et håndtag, og en smerte bølger igennem mig, men jeg er ligeglad.
Jeg genvinder balancen, tager i håndtaget og træder ind af døren i håb om at
få lidt varme eller bare en pause fra kulden.
Jeg lukker døren bag mig og ser mig omkring. Jeg befinder mig i et dunkelt
lokale fyldt med gamle træborde og stole. Hist og her sidder mennesker
fordybet i samtale, og bag disken står en gammel kvinde og fylder nogle krus
med en sær gylden væske. En sød duft af honning og kanel når mine næsebor,
og jeg mærker varmen fra den lune pejs i hjørnet brede sig i min krop.
Det tager mig ikke lang tid at regne ud, at jeg er kommet ind på et værtshus,
men der er noget galt. Her er slet ikke som på de andre værtshuse, jeg
kender rundt omkring i byen. Her er næsten intet lys bortset fra det, der kommer
fra lysestager rundt omkring. De fleste mennesker i værtshuset er nu
holdt op med at snakke og stirrer i stedet ganske uhæmmet på mig.
Jeg føler mig ubehagelig til mode og vil forlade stedet, da jeg genkender
kvinden med det sorte hår. Hun sidder ved et bord i et hjørne og gør tegn til,
at jeg skal komme over til hende. Igen tager mine ben kontrollen over mig,
og jeg bliver modstræbende ført over til hende. Da jeg kommer derhen, trækker
hun en stol ud og byder mig en plads.
Jeg sætter mig og kigger nysgerrigt på hende. Hendes sorte hår hænger
løst om hendes skuldre og rammer hendes ansigt ind. Der er et fint hvidt
skær over hendes hud, men det mest fantastiske er hendes øjne. De er kulsorte
præcis som hendes hår. Da hun taler til mig, er det med en stemme,
man ikke kan lade være at lytte til. Den er fængende og smuk, men med en
svag skinger undertone.
”Velkommen,” siger hun og kigger mig dybt ind i øjnene.
Jeg får pludselig kuldegysninger, men skjuler det så godt, jeg kan, for
ikke at virke uhøflig.
”Du er ventet med længsel, min ven. Mit navn er Azala, og jeg er den …
skal vi sige øverste på dette sted.”
Jeg rynker panden og skal til at bede om en forklaring, da Azala kommer
mig i forkøbet.
”Du har sikkert en masse spørgsmål, men det må alt sammen vente til i
morgen, for først skal du hvile dig lidt.”
66
Jeg kigger forbavset, da jeg slet ikke har forventet, at Azala skulle være
venlig overfor mig. Jeg smiler, da hun et kort øjeblik minder mig om min
mor. Jeg kan næsten lugte de dejlige pandekager, vi får hver søndag. ”Man
bliver aldrig for gammel til en god portion pandekager.” Det er min mors
yndlingsreplik, selvom jeg trods alt næsten er sytten, og for længst ovre
”pandekagestadiet”. Jeg kan mærke hjemveen rumstere rundt i min mave,
men jeg har slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg vil meget hellere blive her og
finde ud af, hvad det er for et sted, og hvem Azala mon er.
Azala vinker damen bag disken hen til sig og siger noget til hende, som
jeg ikke kan høre, men så bliver jeg bedt om at følge med. Jeg går efter den
gamle dame hen til en dør tæt ved disken.
”Du kan sove i kammer 6, unge ven.” Hun smiler til mig og åbner døren.
Jeg træder over dørtærsklen og står nu i en lang gang. Her virker mørkt og
støvet, som om tiden har stået stille i århundreder. Der ligger en mørkerød
løber på gulvet, og der er gamle malerier på alle væggene. Malerierne er alle
ens og forestiller en person siddende i en lænestol af mørkt træ. Kvinden på
billederne har et uhyggeligt glimt i sine kulsorte øjne. Azala! Skræmt og lidt
usikker på om jeg bør blive på dette sted, fortsætter jeg lidt ned af gangen.
Den er kun oplyst af en kamin lavet af mørke sten. Lyset fra den spiller i
krogene, så jeg synes at være omringet af mørke skikkelser. Jeg får et mindre
chok, da jeg pludselig kan mærke noget bag mig.
”Hør, hvad står du her og hænger for?” Den gamle dame er dukket op lige
bag mig og retter på et af Azalas billeder. ”Se du at komme i seng. Jeg spår
dig en lang dag i morgen.”
Så forlader hun gangen, og alting ligger igen stille. Jeg ryster på hovedet
af mig selv og fortsætter ned af gangen.
Der er døre på begge sider af gangen, som alle ligner hinanden. Store og
mørke, men ikke særlig velholdte, for der er store revner i dem, og i en enkelt
kan man endda se ind i værelset igennem hullerne.
For enden af gangen kan jeg skimte en dør, der ikke ligner de andre.
Denne dør er lidt mindre og malet hvid. Midt på den sidder et lille guldskilt,
som viser tallet 6.
Pludselig har jeg det, som om nogen kigger på mig. Jeg vender mig hurtigt
om, men der er ingen. Jeg ryster fornemmelsen af mig og åbner døren.
Her bliver jeg mødt af en næsten kvælende lugt af fugt og råd. Midt i rummet
står en stor himmelseng, igen i mørkt træ som synes at være det gennemgående
tema i huset. Tapetet er falmet, og hist og her stikker der et søm
ud af væggen. Til venstre står et stort klædeskab, og til højre et lille bord med
67

en skål og en kande med vand til at vaske sig i. Af de motiver, der engang
prydede kanden, er der nu kun den sorte farve tilbage.
Det eneste i rummet, der ikke synes at bære præg af tidens tand er et
maleri, der hænger over himmelsengen. Jeg kan genkende det, for det hang
også over min fasters seng, da jeg var mindre, og det forestiller to børn, der
bliver hjulpet over en bro af en smuk engel. Dengang kunne jeg bruge timer
foran billedet, hvor jeg bare sad og stirrede på den smukke engel. Drømte om
de fantastiske steder, sådan en engel kunne færdes. I mine drømme gik jeg
lange ture med hende i den smukke natur. Skove, marker og små landsbyer.
Alt oplevede vi sammen, og hun var så sød imod mig og skældte mig aldrig
ud. Men på dette billede, som nu hænger foran mig, er englens ansigt visket
ud, og det står i klar kontrast til resten af billedet, der synes at være helt
nymalet. Jeg lader en finger glide over rammen. Ikke så meget som et støvfnug
fæstner sig på min finger, hvilket forekommer mig underligt, da resten
af værelset i den grad trænger til rengøring.
Jeg går over til det store skab og åbner det nysgerrigt, men opdager at det
er tomt.
Så lægger jeg mig ned på himmelsengen. Den er egentlig ganske behagelig,
og jeg kravler ned under de tunge tæpper. Langsomt kan jeg mærke søvnens
varme favntag, og jeg glider, taknemmelig for at blive fri for mine tanker,
ind i søvnens rige.
Jeg vågner med et ryk og sætter mig op. Himmelsengen er våd af fugten
fra væggene og min sved, og knirker svagt under mine bevægelser. Bøjet
over mig står den gamle dame fra dagen før og kigger bekymret på mig.
”Har du det godt, min ven?” spørger hun og hjælper mig ud af sengen.
Jeg mumler noget i retningen af ”fint” og følger med hende hen til det
gamle skab. Her slår hun de to låger til side, og jeg ser, at skabet bugner af
tøj.
”Jamen ..?” siger jeg og kigger forvirret på hende. ”Skabet var jo tomt i
går!”
Hun ignorerer mig og hiver i stedet en lyserød kjole frem.
”Den er da nydelig,” siger hun og holder den op foran mig. Da hun ser,
jeg rynker på næsen, hænger hun den ind i skabet med et ”ja, ja da.” Hun ser
på mig og fortsætter: ”Så må du selv finde noget tøj. Vær ude på gangen om
ti minutter. Husk at vaske dig.”
Hun peger over imod kanden med vand, og jeg nikker indforstået.
Da hun har lukket døren efter sig, begynder jeg at undersøge skabets indhold.
Jeg nyder synet af alt tøjet og bestemmer mig til sidst for nogle mør-
68
keblå bukser og en hvid bluse. Jeg finder et par lædersko på bunden af skabet,
tager dem på og glæder mig over, hvor bløde de er.
Jeg smider hurtigt lidt vand i hovedet, går ud på gangen, vender mig om
og lukker omhyggeligt døren til mit værelse. Damen står allerede ved døren
ind til krostuen og tripper lidt nervøst. Jeg går hen til hende, og hun ser på
mig med et frygtsomt blik. Hendes stemme, som før var høj og klar, er nu
reduceret til en lille piben.
”Normalt ...” Hun ser sig nervøst omkring og rømmer sig. ”Normalt ville
jeg ikke fortælle, hvad du skal ind til. Det må jeg ikke, ser du. Hun er frygtelig
hård, hun slår ned på alle, der ikke følger hendes ordrer.”
Damen kigger sig igen nervøst omkring, og jeg benytter chancen til sige
noget.
”Er det Azala, du taler om?”
Hun nikker bekræftende.
”Ravnen plager os alle. Hun ønsker magten over os, og den har hun fået.
Vi har alle været i gennem det, du nu skal.”
”Det jeg nu skal?” Jeg kan mærke, jeg begynder at ryste. ”Hvad er det du
taler om?”
”Lyt nu godt efter.” Jeg læner mig helt ind til hende, bange for at gå glip
af et eneste ord.
”Da jeg kom hertil, var jeg på din alder. Jeg var ung og fuld af drømme
om livet og fremtiden. Men den skæbnesvangre nat, hvor jeg kom herhen,
viste ravnen mig porten.”
”Porten?” Jeg kigger spørgende på hende.
”Ja. Hun har skabt et slags billede, der ændrer sig efter, hvem der ser på
det. Det kan også fungere som port, for jeg blev så besnæret af det, at jeg
straks gik igennem rammen.”
”Jamen, hvad var der på billedet? Og hvad skete der, da du gik igennem?”
Spørgsmålene raser igennem mit hoved, og jeg kan mærke det sortne for
mine øjne, men jeg tager mig sammen. Jeg må ikke miste koncentrationen
nu, hvor jeg er så tæt på at få alle mine spørgsmål besvaret.
Pludselig kan jeg høre trin inde fra krostuen. De bliver højere og højere,
og jeg når lige at høre damen hviske: ”Hold dig fra porten, hvis du har dit liv
og din frihed kær”, før døren til krostuen bliver revet op, og en rasende Azala
træder ud i gangen. Damen skutter sig, og jeg forventer Azala måske vil slå
hende eller råbe af hende, men i stedet går hun helt hen til damen og hvisker
med en uhyggelig rolig stemme i damens øre:
”Dumt gjort, Yldaria.”
69

Yldaria, som damen åbenbart hedder, smider sig på gulvet og tigger om
nåde, men straks kommer der to mænd ud fra krostuen og tager hende i hver
arm. Mens de slæber den skrigende og grædende kvinde ned af gangen og
ind i et værelse, går Azala hen til mig.
”Kom, min ven” siger hun og går tilbage, ind af døren til krostuen.
Jeg følger skrækslagen efter hende, mens sindssyge flugttanker florerer i
mit hoved. Men skrækken for Azala, og hvad hun kan finde på overskygger
helt mine flugtplaner.
Bag mig kan jeg høre en dør blive smækket, og Yldarias skrig forstummer.
Vi går ind i krostuen, og her får jeg øje på den mand, jeg så løbe hen af
gaden fra mit vindue. Han sidder ubevægeligt og stirrer stift ud i luften. Jeg
skal lige til at gå over til ham, da jeg får øje på et enormt billede, der hænger
på væggen. Det er omkranset af en guldramme, og jeg udstøder et lille
gisp da jeg kommer tæt nok på til at se, hvad det forstiller. Jeg kan se grønne
enge, marker, store skove, floder med vandfald og smukke slotte. Det ligner
fuldstændig et fantastisk maleri, men så kan jeg se, hvordan vinden tager
i bladene i skoven.
Pludselig vender Azala sig om og ser mig i øjnene.
”Jeg vil give dig en enestående chance, min ven. Kan du se det maleri?”
Hun peger på det billede, jeg lige har studeret.
Jeg nikker og går tættere på billedet. Det er helt fantastisk. Det er et levende
billede af det sted, jeg altid har drømt om. De gule marker med røde pletter
af vildfarne valmuer. De blå søer, som ligger dybt inde i skovene, er beboet
af alskens spændende væsner. Azala afbryder mine tanker, og jeg vender
mig imod hende.
”Dette billede er en midlertidig port til en verden, jeg har skabt, og den er
skabt kun til dig, dens nye fyrstinde. Alt det du ser, er virkeligt og kan blive
dit alt sammen.”
Jeg er på den ene side helt tryllebundet af det sted, jeg altid har drømt om,
men der er noget i det, Azala siger, der foruroliger mig. Hvad var det Yldaria
talte om? Det er, som om et eller andet slører min hjerne, for det bliver sværere
og sværere at tænke klart. Det var noget om en port..
”Du skal bare træde igennem billedet, og så må du love mig at herske
klogt og retfærdigt i dit nye rige.”
Og i det sekund, som udløst af Azalas tydeligt påtagede venlige smil, kan
jeg huske Yldarias ord. ”Hold dig fra porten, hvis du har dit liv og din frihed
kær.”
70
Og så kan jeg mærke en altoverskyggende frygt. Frygt for dette hus, frygt
for hvad Azala vil gøre, og frygt for aldrig mere at se min mor eller nogen
anden, jeg holder af. Bag mig kan jeg ane den hoveddør, jeg kom ind af. Jeg
overvejer kort, om den er låst, men om det så skal koste mig livet, vil jeg ikke
blive her et sekund mere. I et skrig kaster jeg mig hen imod døren, men jeg
kan mærke Azala gispe lige bag ved mig.
”Hun må ikke slippe væk.” Azalas hyl går som et ekko igennem hele
huset. ”Fang hende!”
Mine fingre lukker sig om dørhåndtagets kølige stål. En iskold nattebrise
møder mig, og jeg kaster mig ud på gaden. Azalas skrigeri forstummer, og
jeg kan mærke adrenalinen pumpe i min krop. Brostenene er kolde under
mine lædersko, men jeg løber videre. Strider mig igennem vinden. Da jeg
endelig forpustet stopper efter et vildt løb, er der ingen efter mig. Jeg læner
mig op ad en husmur for at få vejret, og langt væk kan jeg fornemme konturerne
af mit hus. Jeg smiler og græder stille over, at jeg snart skal gense min
mor og far.
Pludselig kan jeg føle noget spidst bore sig ind i mine skuldre. Jorden forsvinder
under mine fødder, jeg skriger af smerte, og som i en tåge mærker
jeg, at jeg bliver løftet opad. Et hæst fugleskrig lyder lige ovenover mig. Jeg
ser op. Det er en kæmpestor ravn, som har grebet fat i mig med sine klør. Et
øjeblik kigger den mig dybt i øjnene. En ubeskrivelig rædsel går igennem
min udmattede krop, da jeg opdager farven i dens øjne. De er kulsorte.
71

Drengen fra fremtiden
af Ida Jensen
”Stå nu op og hent det brænde, Senita,” sagde en skarp stemme.
”Jae mor, jeg kommer nu,” svarede Senita.
Senita stod op og trak sin lasede skindkjole på. Den lugtede gammelt og
gik hende kun til knæene, så hun havde snart brug for en ny, men det skulle
hun ikke regne med at få lige foreløbig. Solen var ikke andet end lige stået
op.
Senita tog brændekurven, som var flettet af pil, og gik hen ad vejen. Der
var et lille stykke op til skoven, men først skulle hun gennem landsbyen. Da
hun nåede landsbyen, var der allerede gang i den. Det summede af liv over -
alt. Kvinderne var oppe for at arbejde, mens børnene hvirvlede omkring
dem. Mændene var nok ude at arbejde i marken eller i smedjen, hvis de var
stærke nok. Senita havde ingen far. Jo, selvfølgelig havde hun det, men hun
vidste ikke, hvor han var, og det vidste hendes mor heller ikke.
Hun gik videre. Da hun kom forbi bageren, duftede der skønt af nybagt
brød. Senita havde lidt småmønter tilbage fra det arbejde, hun havde ved
slagteren. Hendes mor skulle have pengene, men en gang i mellem fik Senita
lov til at beholde en lille skilling.
Men først ville hun hente brænde, og så kunne hun købe brød på vej hjem
fra skoven. Da hun kom uden for landsbyen, delte vejen sig i to. Senita skulle
til højre for at komme til skoven. Vejen til venstre førte til en by, der hed
Bronsie. Hun havde aldrig været i Bronsie, faktisk havde hun aldrig været
uden for sit eget område.
Senita gik videre. Endelig var skoven forude. Bladene var lige sprunget
ud, så der var så smukt i skoven nu. Så snart hun var inde i skoven, begyndte
hun at samle brænde. Det var ikke så let at finde noget, der var helt tørt,
så hun kunne komme hurtigere hjem. Men omsider havde hun fundet nok og
begyndte at gå hjemad. Hun gik forbi nogle yndige hvide anemoner. De duftede
så dejligt, at hun fik lyst til at plukke dem. Men pludselig stod der en
dreng foran hende.
Senita gispede forskrækket. Så rejste hun sig op og børstede blade og jord
73

af sig. Hun havde aldrig set drengen før, og hun kendte ellers hvert eneste
menneske i landsbyen, troede hun.
”Er du lige flyttet hertil?” spurgte Senita.
”Nej, jeg er lige kommet,” svarede drengen. Han pegede ned mod landsbyen.
”Hvad hedder den by der?”
”Den hedder Madema,” svarede Senita.
Drengen så fuldstændig forvirret ud.
”Hvad hedder du så?” spurgte Senita. ”Jeg hedder Senita.”
”Jeg ... jeg hedder Martin,” sagde drengen nervøst. ”Jeg må gå nu.”
”Vent!” råbte Senita efter ham. ”Kom igen i morgen, når solen står op!”
Mere nåede hun ikke at råbe, før han som ved et trylleslag var væk. Senita
tog brændekurven og drog hjemad gennem landsbyen. Hun glemte helt at
købe brød, for hun havde hovedet fuldt af tanker og spørgsmål..
Næste dag skyndte Senita sig op. Hun kunne næsten ikke vente, men
hvordan skulle hun slippe hjemmefra, uden at hendes mor begyndte at stille
en masse spørgsmål?
Men da hun stod i døråbningen, hørte hun sin mors stemme.
”SENITA!”
”Hvad er der?”
”Kom her og spis din morgenmad og fortæl mig så, hvorfor du har så
travlt?”
”Jeg vil bare gå ud og hente brænde til dig,” sagde Senita undskyldende.
”Jeg har ellers brænde nok, men gør du bare det, hvis du så gerne vil.”
Da Senita havde spist sin grød, skyndte hun sig af sted mod skoven. Men
da hun var gået, opdagede hendes mor, at Senita havde glemt brændekurven.
Så der var altså et eller andet på færde, tænkte hendes mor. Men hun
besluttede sig for ikke at nævne det overfor Senita. Pigen var jo trods alt
efterhånden 15 somre og havde lov til at have en lille hemmelighed.
Senita nåede ud i skoven, lige som solen var stået op.
Mor skal på arbejde i dag, så hun opdager nok ikke, at jeg er lidt lang tid
væk, tænkte Senita fast besluttet på at få talt med Martin.
Senita ventede og ventede. Kom han ikke? Da hun netop skulle til at gå,
hørte hun en stemme bag sig. Hun vendte sig om og så, at det var Martin.
”Jeg troede ikke, du kom,” sagde hun glad.
”Undskyld, men jeg kunne ikke komme af sted,” sagde Martin med sin
mærkelige stemme.
”Hvorfor sagde du ikke bare, at du skulle hente brænde, ligesom jeg gjorde?”
spurgte Senita.
74
Martin smilede
”Sådan noget henter vi ikke, der hvor jeg kommer fra. I hvert fald ikke i
skoven med en brændekurv.”
Martin og Senita snakkede i lang tid. Solen var ved at gå ned i horisonten,
da Senita omsider begav sig hjem. De havde aftalt at mødes næste dag.
Dagene gik, og hver dag mødtes Senita og Martin i skoven.
Senita blev ved med at spørge ham, hvor han boede, men det ville han
ikke svare på.
En dag kom Martin ikke. Senita ventede og ventede, han var jo før kommet
sent. Hun ventede næsten hele dagen, før hun gik hjem.
Heller ikke næste dag kom han. Senita begyndte at blive urolig for, om
der mon var sket ham noget. Den tredje dag gik hun derhen igen.
Pludselig stod han der. Hendes hjerte sank. Hun havde lyst til at løbe ham
i møde og give ham et kæmpe knus, men hun gjorde det ikke.
”Hvor har du været? Hvorfor kom du ikke?” spurgte Senita.
”Det var fordi tidsma…” begyndte Martin. Han tav et øjeblik. ”Nej, jeg
kommer, fordi jeg ville spørge dig, om du vil med mig hjem?”
”Ja, det vil jeg gerne,” fik Senita fremstammet.
Martin så alvorligt på hende.
”Godt, men der er noget, du skal vide,” sagde han og tog hendes hånd.
”Jeg kommer ikke fra din tid. Jeg rejser med noget, der hedder en tidsma -
skine. Den gik i stykker. Det er derfor, jeg ikke er kommet de sidste to dage.”
Han smilede forsigtigt.
”Vil du stadig gerne med mig?” spurgte han så.
”JA,” sagde Senita beslutsomt, men også lidt nervøs. Hun var spændt på,
hvad det hele var for noget.
Martin viste hende en træstub, der var hul inden i. Stubben var så stor, at
man kunne gå ind gennem en revne. Det havde Senita aldrig lagt mærke til
før. Da de stod derinde, rykkede Martin i en gren, og det begyndte at snurre
lidt rundt for hende.
”Hold fast!” nåede Martin lige at råbe, inden det sortnede for hendes øjne.
Hun vågnede med et sæt og så, at hun var et helt fremmed sted. Martin
var vågnet. Senita gik hen til ham. Hun kiggede ud i rummet. Hvad var det
for et sted? Der lugtede ikke som derhjemme, der lugtede skarpt.
Martin fortalte hende, at det var rengøringsmiddel. Senita nikkede bare,
selv om hun ikke forstod, hvad han mente.
”Hvad er det her for et sted?” spurgte Senita.
”Det kaldes et museum,” svarede Martin.
75

”Et mu ... hvad for noget?” spurgte Senita undrende.
”Et museum. Det er et sted, hvor man gemmer gamle ting, som folk så
kan se på.” Han slog ud med armen. ”Du er rejst frem i tiden, mange hundrede
år.”
Martin fortalte, at han, den dag de mødtes, havde været på dette museum.
Ved et uheld var han kommet til at røre ved den træstub, de var rejst med.
”Der var heldigvis ikke nogen, der opdagede, at jeg forsvandt,” sagde han
glad. ”Jeg kom her hver dag for at besøge dig, men pludselig ville maskinen
ikke virke. Heldigvis opdagede jeg, at der stod en inskription på den. Det
lykkedes mig at tyde tegnene, og her er vi så sammen igen.
De gik udenfor. Senita var nær faldet bagover af forskrækkelse. Der var
en larm uden lige. Husene var kæmpestore og menneskene mærkelige at se
på. Tingene havde alle mulige farver og ikke kun de grønne og brune farver,
hun var vant til derhjemmefra. Martin tog Senita i hånden og gik ned ad
gaden. Der var store butikker og masser af mennesker. Martin tog en dims i
hånden trykkede på den og sagde noget med, at han kom senere hjem. Senita
kikkede forbavset på ham. Martin forklarede, at det var en mobiltelefon, men
Senita vidste selvfølgelig ikke, hvad en mobiltelefon var.
Alle de mange indtryk gjorde Senita træt og ør i hovedet.
”Kom, så følger jeg dig tilbage på museet,” sagde Martin.
Uheldigvis var museet lukket.
”Så bliver du nødt til at overnatte hos mig,” sagde Martin.
Senita nikkede. Men hun var bekymret for sin mor. Hun vidste, at hun var
urolig for hende.
Og ganske rigtigt. Hjemme hos Senita kunne hendes mor ikke forstå, hvor
hun blev af. Da det blev aften, satte Senitas mor en eftersøgning i gang.
Næsten hele landsbyen ledte efter Senita. Det eneste, Senitas mor vidste, var,
at Senita havde snakket om skoven, men heller ikke der, kunne de finde
hende. Hun var sporløst forsvundet.
Martin var forældreløs. Han boede ved forskellige mennesker og havde
ikke nogen, der rigtig holdt øje med ham. Om natten kunne hverken Martin
eller Senita falde i søvn. Senita havde problemer med de bløde senge, så hun
lagde sig på gulvet. Der lå hun så og snakkede med Martin det meste af natten.
Martin fortalte Senita, at han havde tænkt på, at tidsmaskinen kunne
være farlig. Det ville være katastrofalt, hvis den kom i de forkerte hænder.
Martin slukkede lyset og sagde godnat. Senita kom til at kunne lide
Martin mere og mere. Hun tænkte på, hvor sød han var mod hende. Ingen af
drengene i landsbyen snakkede med hende, og hvis de sagde noget, så var det
76
i hvert fald ikke pæne ord.
”Martin? Jeg kan altså ikke sove,” hviskede hun ud i mørket.
Martin kom ned og satte sig på gulvet foran hende.
”Hvis nu jeg giver dig et godnatkys, kan du så?” spurgte han forsigtigt.
Senita nåede ikke engang at svare, inden han kyssede hende på kinden.
Ikke ret lang tid efter sov Senita. Hun drømte en sød drøm om Martin og
om det kys, han havde givet hende. Hun ønskede sig inderligt, at Martin ville
følge med hende til landsbyen, og at han ville blive der.
Om morgen fortalte Senita Martin om sin drøm, og om hvor dejligt det
ville være, hvis han tog med hende. Martin sagde ikke noget i lang tid, men
Senita kunne se, at han tænkte.
”Mener du det, du sagde lige før?” spurgte Martin og så på hende med de
dejligste øjne.
”Ja,” skyndte Senita sig at sige.
”Så gør jeg det. Jeg er alligevel træt af at være her.”
De skyndte sig hen til museet, da det åbnede, for så var der ikke så mange
mennesker. De fandt tidsmaskinen og gjorde sig klar, men netop som Martin
skulle til at trække i grenen, kom en mand styrtende hen imod dem.
”Stop,” råbte den sortklædte mand.
Hurtigt trak Martin sin hånd til sig.
”Vil I venligst følge med?” spurgte manden bistert.
Senita og Martin fulgte med, som han sagde. De kom ind til en gråskægget
mand, der sad bag et stort bord. Manden i den sorte uniform lukkede
døren og bad dem sætte sig ned. De to mænd begyndte at tale sammen.
”Vi bliver nok nød til at ringe efter politiet,” sagde manden med det grå
skæg.
”Ja, jeg gør det med det samme,” sagde den anden mand.
”Hvorfor?” sagde Martin. ”Vi har ikke gjort noget!”
”Nej, men jeg har lagt mærke til, at du er kommet her meget på det seneste.
Jeg havde på fornemmelsen, at du havde noget lusk for, og nu tog jeg dig
på fersk gerning.”
Senita forstod ingenting. Hvad var politiet for noget? Det lød i hvert fald
ikke, som noget godt! Martin havde jo ikke taget noget, det vidste hun.
”Jeg kan jo bare så godt lide at være her,” sagde Martin og kiggede på
Senita. ”Og så ville jeg vise hende træfigurerne.”
”Ja ja, det er godt med dig,” sagde manden med skægget.
Omsider bankede det på døren. To mænd trådte ind. De så meget alvorlige
ud.
77

”Vi bliver nødt til at flygte, ellers ved jeg ikke, hvad vi skal gøre, for de
tror ikke på os,” hviskede Martin til Senita.
”Men hvordan?” spurgte Senita.
”Når jeg råber nu, så løber du, så hurtigt du kan, efter mig. Vi må hen til
tidsmaskinen, inden de ser det. Er du med?”
Senita nikkede alvorligt.
Martin og Senita blev bedt om at rejse sig. De gik ud af døren med politiet
bag sig. Martin kiggede på Senita, og hun vidste, at det var snart.
”NU!” råbte Martin.
Senita løb så hurtigt, hun kunne, efter Martin ned gennem de snørklede
gange.
Dér stod tidsmaskinen. Hun kiggede bagud for at se, om politiet var der.
Der var igen endnu. Fint! Martin trykkede på tidsmaskinen, og vups var de
atter i skoven. De omfavnede hinanden af ren glæde.
De skyndte sig hjem til Senitas mor. Da Senita trådte ind på gårdspladsen,
gav moren et skrig af glæde. Så løb hun hende i møde og gav hende et stort
kram.
”Hvor har du været?” spurgte Melussata.
Det kunne Senita ikke rigtig forklare, så hun sagde bare, at hun var kommet
for langt ind i skoven og havde overnattet der. Og så havde hun mødt
Martin på vej hjem. Han var kommet gående fra Bronsie.
”Det må du aldrig gøre mod mig igen,” græd hendes mor lykkeligt og
strøg hende over håret. ”Jeg har været så urolig for dig.”
”Må Martin ikke bo hos os?” spurgte Senita sin mor. ”Han kan hjælpe til
på gården.”
Melussata kiggede skiftevis på Martin og Senita. Så smilede hun kærligt.
”Vi kunne faktisk godt bruge et par ekstra stærke hænder,” sagde hun.
78
Dæmoner
af Caroline Hjorth Espensen
Tågen ligger som et slør, der fordunkler sanserne, mens luften med sin tunge
vægt presser hårdt mod hendes ører. Denne grå verden er mellemstedet.
Mellem hendes to verdener. Følelsen af at gå i ring havde grebet hende, som
en ugle griber om sit bytte, første gang hun befandt sig på denne tågede
mellemstation. Men nu virker det disede uendelige grå så genkendeligt, at
hun ligefrem nyder det. Der er ikke andre end hende selv på dette sted.
Hende og hvad der nu lurer i hendes sind dybt nede, hvor mørket gror side
om side med lyset. Et drømmende udtryk kommer til syne i hendes mørke
øjne, og et lille smil spiller på hendes læber. Hun mærker en brise, der stryger
forbi hende med duften af natur.
Hun åbner øjnene og ser det smukke landskab for sig, hvert eneste træ,
gren, blad, marker med korn og majs, den smukke skyfri himmel, hun hører
fuglenes kvidren og den sædvanlige lyd af insekter og vindens hvisken i træernes
kroner. Hver eneste detalje har ætset sig dybt som et sår i hendes erindring,
hun vil ikke glemme dette sted.
Søen er nem at finde. Hendes fødder har fået deres egen vilje, og hun
spadserer af sted med sit blik rettet imod skoven. Tid har ingen betydning
her. I dage ligeså godt som minutter kunne hun have gået rundt, men denne
gang finder hun søen så hurtig, at hun undrer sig over, om hun overhovedet
har gået mere end halvtreds meter. Stående i lysningen kigger hun på det
klare vand, der reflekterer himlen ovenfor som et kæmpe spejl. Hun sætter
sig på en stor sten, der ligger et stykke ude i vandkanten. Og så venter hun
ellers med en rolig mine.
Før skikkelsen træder ud af skoven og kommer til syne, vender hun blikket
imod hende. Selvom træer og buske skygger for alt, kan hun pege på præcis
det sted, personen befinder sig. Hun nikker venligt, da den gamle dame
står foran hende, klare grønne øjne, der ser lige igennem hende.
”Dejligt vejr i dag,” erklærer den gamle dame spøgefuldt og fortsætter, da
hun bare trækker lidt på mundvigene: ”Jeg siger dig, sidste gang var noget
værre rod! Det undrer mig faktisk, at jeg ikke druknede i oversvømmelsen
79

efter al den regn. Selvfølgelig slipper du ikke så nemt for mig, selvom det var
forsøget værd!”
Ordene følges af en munter latter, alligevel prøver hun at undgå den gamles
blik. Sidste gang ville hun allerhelst glemme alt om. For mange tårer var
involveret. Men i det mindste havde vejret passet hende fint. Det havde regnet
og regnet, jorden var blevet mudret og pløret, strømme af vand havde
efterladt enorme vandpytter, og bække gik over deres breder.
De sidder begge og kigger ud over søen i stilhed, en afslappet stilhed, der
ikke er pinlig eller ubehagelig, men tværtimod fredfyldt. Ingen af dem har
behov for at snakke smalltalk, der alligevel ikke ville føre nogle vegne. Lige
nu har de ikke brug for kommunikation, de kender hinandens følelser.
Hun sidder som i en dyb trance, hendes tanker flimrer rundt, og hun kan
ikke helt få styr på dem. Som at gribe efter luft for at finde ingenting. Et lille,
pludseligt jag af smerte river hende brat ud af hendes tanker, og hun mærker
en kvælende fornemmelse i maven, da hun atter er omgivet af grå tyk tåge.
Endnu et ryk, og hun kniber øjnene sammen i kvalme.
Da hun åbner dem igen, ser hun et ansigt betragte sig med et bekymret
udtryk. Hendes bedstemor giver slip i hendes arm og læner sig tilbage i sin
stol.
”Er der noget i vejen, skat? Du var jo helt væk!”
Hun kigger op, helt overrumplet over at være tilbage i den rigtige verden,
den virkelige verden. Hendes bedstemor smiler opfordrende til hende, hun
forventer et svar. Her på det sidste har hun været meget væk. Faldet i staver
så at sige. Og det er ikke første gang, bedstemoderen har fanget hende i det.
”Jeg sad bare lige og tænkte,” svarer hun så. Hendes blik flakker hen over
de halvspiste cornflakes, der er så sjaskede, at appetitten helt forsvinder.
”Ah - noget specielt?”
Billeder flyver for hendes indre øje, billeder hun helst vil glemme, men
ikke kan. De er der hver gang, hun lukker øjnene. Lyslevende. Et bestemt billede
bliver hængende lige så livagtig.
Den fremmede stod bøjet over hende, en gadelygte længere henne af vejen
kastede et svagt lys, der desværre ikke nåede ud til alle mørkets kroge. Hun
prøvede på at vende sig, men hendes håndled var nærmest som bundet af reb
af hans stærke hænder. Hun drejede og vred sig, men hans hånende blik holdt
hende fast.
En sten gnavede sig dybt ind i ryggen på hende, smerten dunkede ulide-
80
ligt i takt med hendes hjertes banken. Hans knoer ramte hende pludselig. Alt
andet forsvandt, og kun hendes hoved eksisterede. Som en buldrende vulkan
af smerte. Det sortnede for hendes øjne, men hun fornemmede, hvordan hans
klamme hænder famlede rundt, fandt hendes knæ og skubbede dem fra hinanden.
Med lukkede øjne vendte hun sit hoved til siden. Hun blev liggende,
længe efter, han var færdig.
Da hun åbner sine øjne igen, tvinger hun sin mund til at vige opad og smile
varmt til bedstemoren. Hun ved ingenting, og sådan skulle det gerne blive
ved med.
”Næh, ikke rigtigt. Tak for mad. Jeg tror, jeg går ind på mit værelse og
læser lidt!”
Endnu et smil og glimt i øjet, og hun kan gå alene ind på sit værelse uden
flere spørgsmål.
Blege farver møder hende, da hun åbner trædøren ind til sit værelse, som
engang har været hendes mors. Men når hun er på besøg, så er det kun hendes.
Sukkende sætter hun sig ned på det mørke gulvtæppe, hendes ryg læner
op imod den lave seng. Gardinerne er trukket for, hun har intet behov for at
have en udsigt. Hun kan huske alle detaljerne udenfor fra alle de gange, hvor
hun har stået ved vinduet og kigget ud på de kedelige trafikpropper og den
dunkle gyde, der går op til hendes bedstemors hus, skraldespandene med
affaldet flydende omkring sig, graffitien på de halvt røde og gule mure, hvor
malingen for længst er skallet af og har efterladt grimme grå pletter. Larmen
af biler, der tuder, er helt ulideligt at høre på. Gardinerne er trukket for med
vilje.
Døren er lukket bag hende, og nu får tårerne frit løb. Men selvom de
strømmer som en vandhane, man ikke kan lukke for, så holder hun sine hænder
for munden. Benene trækker hun op under sig, armene hænger slapt ved
hendes sider. Hun lukker øjnene, trækker vejret stille og roligt. Efter et stykke
tid føles det, som om nogle har skruet højt op for volumen på hendes
værelse, lyden fra gaderne udenfor tordner som aldrig før, mennesker råber
og skriger, men efter et stykke tid forstummer larmen, og hun hører kun sin
egen vejrtrækning, som blander sig med hendes bankende hjerte. Sød musik
som kun hun kan høre.
Da hun har nået en meget afslappet tilstand, lukker hun alle billeder ude
og tænker på sit sted. Skaber det hele for sit indre syn. Det kommer til syne
hurtigere, end hun kan blinke med øjnene. Hun smiler, da hun husker den
første gang, og alle gangene efter. Hun måtte virkelig slide i det, billederne
81

skulle være helt klare for hende, enhver detalje gennemtænkt. Og vejrtrækningen
i en helt bestemt rytme. Det havde taget tid, men nu kunne hun
også rejse til sin egen verden, hvor som helst, når som helst.
Igen står hun i det grå. Hun begynder at gå med lange skridt, mens hun nynner
en melodi. Hun vil hen til det samme sted som sidste gang. Stedet med
søen.
Pludselig stopper hun brat op. Hun kniber øjnene sammen. Noget har
fanget hendes blik, og det er ikke gråt. En sort lille prik. Hun kan knapt se
den, men kulden, der strømmer fra den får hende til at gyse. På trods af ubehagelige
fornemmelser går hun imod den sorte prik, der langsomt bliver til
en stor sort cirkel. Skygger begynder at danse som mørke flammer omkring
det sorte. Hun stopper op, får lyst til at vende om. Vende tilbage til sit triste,
men lyse værelse.
Det sorte flammehav snor sig væk som vinranker snor sig om hinanden
og deres støttepinde. Før hun når at tænke sig om, er hendes vej blokeret af
noget sort, som har ædt den grå tåge. Forvildet kigger hun tilbage og ser til
sin forskrækkelse kun mørke. En pludselig kulde ved hendes fødder får
hende til at kigge ned og hun ser det grå underlag langsomt blive sort.
Skyggerne sluger alt gråt, kravler frem som slanger, der fortærer alt. En sort
skyggearm skyder frem, og før hun når at reagere, bliver hun omslugt af
mørke. Sorthed.
Et ukendt sted. Og dog er der noget, der prikker i hendes hukommelse, noget
genkendeligt. Måske har hun trods alt været her før? Undersøgende kigger
hun rundt på sine omgivelser. En øde gade. Husene længere nede er dunkle,
lygtepælenes lys spøgelsesagtige. Ikke kraftige nok til at vinde kampen over
mørket, der kommer snigende fra skoven med lugten af død hængende. Hun
vil væk, bare hjem. Hurtigt går hun hen imod husene, næsten bange for at
trække vejret. En meter fra den første lygtepæl og trygheden, ser hun en
skikkelse komme gående imod sig henne fra husene. Hvem det er, kan hun
ikke se, men hun tror i første omgang, at det er den gamle dame. Skikkelsen
går beslutsomt med lange skridt, der overdøver hendes eget åndedræt. Nu ser
hun, at skikkelsen er alt for høj og muskuløs til at være den gamle dame.
Bølger af bange anelser strømmer ind over hende, men hun bliver stående,
endnu ikke helt sikker på, om hun skal løbe sin vej.
Da en lugt, hun kender alt for godt, sætter sig i hendes næsebor, vender
hendes mave sig, kvalmen stiger hele vejen op til hendes hals, hvor den sæt-
82
ter sig fast og gør det svært at trække vejret. En lugt hun aldrig vil glemme,
en der har sat sig fast i hukommelsen og ikke kan slettes. Følelsen af at være
fanget hjemsøger hende igen, som den har gjort så mange gange før. Men
denne gang føler hun tremmerne blive presset tættere sammen, og hun gisper
efter vejret. Hun undrer sig over, hvordan han kan være her. Det er hendes
sted. Ikke hans.
I et kort øjeblik bliver hun opslugt af et raseri, der brænder i hele hendes
krop. Rasende over, at han tør vise sig her, over at han kommer her og tager
hendes verden. Det er hendes. Han har taget så meget allerede. Men frygten
vinder over vreden, og hun vender sig om. Styrter hen imod den mørke skov.
Han skal ikke fange hende. Ikke denne gang.
Hun hører hans fodtrin lige bag sig og søger rædselsslagen efter en udvej.
Grene svirper forbi hendes ansigt flere gange, og hendes fødder ømmer sig
over den hårde jord med småsten og kviste. Enden af hendes næsetip er
omtrent det eneste hun kan se, flere gange må hun standse brat op for at
undgå at kollidere med et træ, der pludselig tårner sig truende op foran
hende. En væltet træstamme standser hendes flugt, og hun falder. Hendes
knæ skraber mod sten og grus, men hun bider smerten i sig. På vej over træstammen
bliver hun standset af hans fingre, der graver sig dybt ned i hendes
højre ben.
Hun samler sine sidste kræfter, river sig løs og hopper over stammen.
Luften bliver hamret ud af hendes lunger, da hun lander på maven på den
anden side af træstammen. Gispende prøver hun at rejse sig op, men en raslende
lyd forskrækker hende, og hun kaster sig igen ned på jorden. Tanken
om, at han allerede er omme på hendes side, lammer hende.
Men intet sker. Langsomt åbner hun sine øjne og kigger fremad mod
lyden. Til sin overraskelse ser hun den gamle dame, der rækker ud mod
hende.
Et hyl fra den anden side af træstammen flår i hende, og hun kigger sig
tilbage. Hans mørke øjne forvredet i galskab stirrer ind i hendes forskræmte,
og et hulk undslipper hende. Næsten panisk prøver hun ihærdigt på at
tænke på sit værelse. På bedstemorens hus. På sin bedstemor. Det hånlige
træk om hans mund forsvinder langsomt, da hun tager den gamles rynkede
hånd. Hun klamrer sig til den gamle dame, der smiler beroligende til hende
og vender sig mod manden bag dem. De to betragter hinanden, det føles som
en evighed, men i virkeligheden er det ikke mere end et par sekunder. Så
udstøder han et brøl og kryber tilbage til mørket.
Udmattet ser hun den grå tåge komme til syne. Lige før hun begynder at
83

tænke på sit værelse, på friheden, vender hun sig om.
”Tak…” får hun fremstammet til den gamle dame, der nu kun er et svagt
omrids.
Hun tager et skridt tilbage, da hun ser sin bedstemors ansigt smile venligt
tilbage til hende.
På værelset sætter hun sig op med et sæt, kigger søgende omkring sig. Hun
ånder lettet ud, da hun bliver klar over, at hun er tilbage. Rystende rejser hun
sig op, hendes ben vil ikke rigtig bære hende. Glæden over bare at være tilbage
er overvældende, og hun smiler for sig selv. En latter undslipper hende,
da hun bestemmer sig for at tage sig en snak med sin bedstemor. En ordentlig
snak. Sådan en har de ikke haft i lang tid. Hun har ikke haft lyst. Men det
var før.
En smerte i benet får hende til at kigge ned. Hun ruller sit ene bukseben
op og finder tre små dybe sår, hvor blodet endnu triller friskt. Tre sår efter
hans skarpe negle.
84
En duft af regn
af Ida Castellani
Egentligt havde Diana i to uger vidst, at hendes mormor skulle dø, men for
alle andre kom det som et stort chok. Dianas mormor havde været rask som
en havørn. Men pludseligt fik hun et hjerteslag og var væk. Og nu sad Diana
opløst af gråd og stirrede på sin mormors kiste. Hun sad ved siden af sin mor,
som også græd. Dianas far og lillebror Martin på 11 år sad på hendes anden
side. Diana følte sig fuldkommen tom inden i. Det var som om, hun aldrig
ville blive glad igen. Og hun havde en underlig fornemmelse af, at hun havde
oplevet det hele før. Første gang var for to uger siden på vej til konfirmationsforberedelse,
mens hun stod og ventede på grønt lys. Hun havde set kirken
for sig med de mange bænke, altertavlen og de mange kalkmalerier. Men
kisten havde været åben, og hun havde set sin mormor ligge i den. Lyskurven
skiftede til grøn, billedet forsvandt, hun begyndte at gå over gaden, og hun
lagde mærke til, at hun havde en duft af regn, der sad i næsen, selv om det
ikke havde regnet.
I ugen efter mormorens begravelse lå hele familien i dvale, ingen talte rigtigt
sammen. Diana sad meget af tiden på sengen og så TV, men hun havde
svært ved at koncentrere sig om de film, hun så. Hun savnede sin mormor,
hendes hyggelige stue, de hjemmelavede kager og hendes utrolige historier
om oplevelser, hun havde haft. Diana forstod ikke sin mormors død. Hun
tænkte over oplevelsen af at have set sin mormor i kisten, inden hun døde.
Var det en drøm, eller var det noget andet?
”Skal vi gå i Tivoli?” spurgte moren, da familien sad og spiste morgenmad
sammen lørdag morgen.
”Jeg synes, at vi alle sammen trænger til lidt opmuntring. Skal vi ikke
aftale, at vi tager af sted sammen i eftermiddag?”
Faren nikkede over morgenavisen. Martin blev ellevild og sagde, at han
ville op i den største rutschebane. Diana nikkede også tilfreds og spiste sin
morgenmad. Udsigten til at komme væk fra de triste tanker opmuntrede hende.
85

Solen skinnede fra en skyfri himmel over Tivoli. Trukket af den ivrige Martin
tog familien sammen op i rutschebanen. Martin forlangte, at de skulle sidde
i den bagerste vogn, fordi han mente, at det var den hurtigste. Diana nød den
kildrende fornemmelse i maven under turen, men på vej ned ad den stejleste
bakke kunne hun pludseligt ikke mærke vognen under sig længere. Hun
fornemmede en stærk duft af regn, hendes krop føltes med et slap, og hun så
for sig, at hun stod på vejen ud for sin mormors hus og så en skikkelse, der
kravlede ind gennem et knust vindue. Diana blev bange. Hun forstod ikke,
hvordan hun var kommet til mormorens hus, og hun var bange for, at skikkelsen
skulle vende sig og se hende. Vognen bremsede hårdt op, og Diana var
med ét tilbage i Tivoli. Billederne fra mormorens hus var væk, men hun
mærkede stadig duften af regn. Resten af Tivolituren var ikke så morsom for
Diana. Mens familien morede sig, gik hun rundt og tænkte på det, hun havde
oplevet i rutschebanen. Hun var bange for det, hun havde set, og for at hun
var blevet skør. Hvorfor så hun de billeder?
Søndag aften sad Diana på sit værelse og læste en krimi. Pludseligt gik døren
op, og hendes mor kom ind.
”Diana, der har været indbrud i mormors hus?”
Moren så alvorlig og trist ud, mens hun fortalte det.
”De har rodet nogle skuffer igennem, og de har taget det fine sølvtøj og
en æske med smykker.”
”Hvordan er de kommet ind i huset?” spurgte Diana.
Moren så lidt forbavset på hende.
”De klatrede ind gennem vinduet. De havde slået ruden i stykker.”
Efter en dejlig lang sommerferie begyndte skolehverdagen igen. Dagene gik,
som de plejede. Diana glemte efterhånden de mærkelige oplevelser.
Klasseværelset var fyldt med elever, der hvilede hovederne på deres håndflader
og så ud, som om de var ved at falde i søvn. Diana sad og hviskede
med sin veninde Fatima, da hun pludselig mærkede en duft af regn. Hun stirrede
rædselslagen ud i klasseværelset, som om hun havde fået øje på noget
uhyggeligt. Men Fatima kunne ikke se, hvad Diana kiggede på.
Læreren lagde også mærke til Diana.
”Hører du efter, Diana?” spurgte han. Diana vendte sig i et ryk mod læreren.
”Ja, du sagde, at vi skulle have en prøve.”
86
”Det havde jeg nu først tænkt mig at fortælle i næste time,” sagde læreren
undrende. ”Sagde jeg virkelig, at I skulle have en prøve?”
”Det hørte jeg ikke,” sagde Fatima.
”Ingen af jer hører efter, hvad jeg siger,” sagde læreren og vendte sig om
imod tavlen og fortsatte sin gennemgang af et regnestykke.
Timen efter sagde læreren, at klassen skulle have prøve. Han sagde det præcis
på den måde, som Diana havde hørt det timen før. Pludselig huskede hun
de oplevelser, hun havde haft inden ferien. Mormoren i kisten og indbruddet
i huset. Mens læreren delte opgaver ud til klassen, rejste Diana sig fra sin
plads, tog sin taske og skyndte sig hen imod døren.
Hun skulle bare ud. Og det kunne ikke gå hurtigt nok.
”Hvor skal du hen?” spurgte læreren.
”Jeg har hovedpine og kvalme, så jeg vil gerne hjem,” sagde hun og gik.
Diana cyklede hjem, selv om hendes hoved gjorde ondt, og hun hele tiden
havde lyst til at kaste op. Hun ville hjem og i seng. Men hun kunne ikke lade
være med at tænke, at det var tredje gang, at hun havde set noget, som skete
senere. De andre gange havde hun forsøgt at glemme de underlige syn, men
nu var hun klar over, at det hun så, blev til virkelighed.
Nogle dage senere om morgenen, lå Diana på sin seng og stirrede op i den
blå loftslampe, hvis lysskær ramte hende lige i øjnene. Hun rejste sig og gik
ned til morgenmaden. Over for hende sad hendes lillebror Martin og spiste
cornflakes. Han så stadig søvnig ud. Martin tog sin tallerken og stillede den
ud på køkkenbordet. Pludseligt kom duften af regn. Dianas krop føltes slap.
Hun så billeder for sig af en grøn bil, der ramte hendes lillebror på vejen
foran huset. Hun kom til sig selv, da hendes bror tabte en kniv på køkken -
gulvet. Ville han virkeligt blive kørt over af en grøn bil? Hvornår ville det
ske? Hvad skulle hun dog gøre?
Diana kiggede ud gennem vinduet og så, at der holdt en grøn bil foran naboens
hus. Diana tog en køkkenkniv fra skuffen og listede ud af døren. Hun gik
over til den grønne bil. Der var ingen mennesker på vejen bortset fra en gammel
dame, der stod langt borte. Hendes hjerte bankede på højtryk, da hun
nærmede sig bilen. Diana løftede kniven og satte den hårdt i højre bagdæk.
Hun hørte en hvislende lyd fra dækket, da hun trak kniven til sig igen. Hun
gik over til venstre bagdæk og stødte kniven ind i det også. Hun havde netop
87

trukket kniven ud igen, da hun hørte en dyb mandestemme bag hende:
”Hvad fanden er det, du gør ved min bil?”
Hun vendte sig om og så skrækslagen en stor mand stå kun en meter fra
sig. Diana stod helt stille. Hendes hals var tør og ru som sandpapir, og hun
var bange for, at hun skulle tisse i bukserne. Men pludselig lagde hun mærke
til, at der holdt andre grønne biler på vejen.
”Åh nej,” tænkte Diana. ”Det er den der stationcar på den anden side af
gaden, som jeg så.”
Diana så på bilen, som hun lige havde punkteret. Det var ikke en stationcar.
Ejeren var tomatrød i hovedet. Han skreg som en stukket gris, mens
bagenden på hans bil langsomt sank ned mod asfalten.
I det samme fik Diana fik øje på sin lillebror og mor, der stod i døren for
at sige farvel. Samtidig hørte hun den grønne stationcar starte. Dianas mor
og Martin havde ikke set hende eller lagt mærke til den rasende mand ved
den punkterede bil. Diana smed kniven og løb alt, hvad hun kunne, over mod
Martin. Han var på vej ud på vejen. Hun hørte, at stationcaren begyndte at
køre. I sidste øjeblik nåede hun at kaste sig ind i Martin, så de landede på
den anden side af vejen. Hun mærkede vindstødet fra den grønne bil, idet
den susede forbi dem. Martin begyndte at hyle, fordi han slog sig, da han landede
på asfalten med Diana over sig.
Dianas mor løb chokeret over til børnene og krammede dem hårdt ind til
sig, mens hun græd af glæde.
Nogle dage efter stak Dianas mor hende et brev i hånden.
”Denne her er til dig, skat,” sagde hun. Diana så på brevet. Hendes navn
stod på det. Hun kunne se, at det var mormorens skrift. Hun åbnede det.
Kære Diana, stod der.
Jeg er ked af at måtte meddele dig, at du har arvet synets kraft fra mig.
Du må ikke blive bange, og jeg tror, at du muligvis allerede har oplevet nogle
syn. Synets kraft kan være godt, men det kan også være dårligt. Det dårlige
er, at du kan få en masse dårlige oplevelser, som måske ikke har noget med
dig at gøre. Men der er også mange fordele, som du ikke kender endnu, men
sikkert kommer til at forstå. Jeg har haft et syn, der fortæller mig, at jeg bliver
nødt til at gå bort om et par dage. Når du får dette brev, er jeg død. Men
du skal til at begynde dit liv med den gave og den forbandelse, det er at have
kraften. Jeg ved, at det er svært, men jeg ved, at du vil lære at leve med kraften.
Din mor har ikke arvet den, men det kan være, at du en dag møder en
88
anden med denne evne. Du vil også lære at styre kraften og at afvise de syn,
som du ikke vil se. De, der har kraften, vil hver især mærke deres helt egen
duft. Min duft var æbler.
Diana lagde brevet på bordet. Bare hun havde fået brevet lidt før. Så havde
hun bedre kunnet forstå, hvad det var, der skete med hende. Hvordan skulle
hun kunne styre kraften? Hvad skulle hun bruge den til?
”Tak for brevet mormor, jeg skal nok lære at leve med kraften, men jeg
lærer aldrig at leve med døden,” sagde Diana lavmælt.
Så mærkede hun pludseligt en duft af regn ...
89

Faldet
af Line Storm
Jeg stod i skolegården. Nogle meter foran mig stod Jacob, fantastiske Jacob.
Og han ... vinkede til mig?! Jeg kunne ikke fatte det! Jeg skyndte mig at
vinke igen og råbe: ”Hej Jacob!”. Men hvad var det? Han så bare underligt
på mig og lavede en grimasse, der ligesom sagde: ”Hvad fanden glor du på!”.
Selv forstod jeg ingenting. Havde han måske ikke lige vinket til mig?! Så
kom jeg i tanke om en mulig forklaring. Jeg vendte mig om og bag mig stod
klassens populære piger. De så også på mig, som om jeg var et rumvæsen,
der lige var faldet ned fra månen. Jeg havde mest af alt lyst til at grave mig
ned og blive der de næste tusind år. Det kunne desværre ikke lade sig gøre,
så jeg prøvede at muntre mig selv op med, at det da ikke kunne blive værre
– men det kunne det! Jacob gik hen til Louise, den snobbede blondine, og
kyssede hende! Foran alle! Jeg skulle til skrige, da der pludselig var en
anden, der gjorde det for mig...
Jeg satte mig op i sengen. Det havde bare været en drøm, men mærkeligt nok
blev skriget ved. Så forstod jeg – det var mit forfærdelige vækkeur. Åh nej,
tænkte jeg. Mandag. Jeg skulle fremlægge for hele klassen – også Jacob. Og
det var ikke fordi, jeg ikke kunne mine ting – dem kunne jeg udenad. Eller
rettere sagt; jeg glemte alt, når jeg endelig stod oppe ved tavlen. I går var jeg
også gået alt for sent i seng. Men jeg skulle altså bare lige øve nogle taekwondospark.
Det var min yndlingssport! Både fordi man kom af med en
masse aggressioner, men også fordi man kom i bedre harmoni med sig selv
– og så lærte man jo også at forsvare sig.
”Miiaaa!” kaldte min mor.
”Jajajaja!” svarede jeg irriteret og strøg en børste gennem mit lange hår.
Derefter løb jeg hen til skolen. Bare jeg ikke kom for sent i skole igen. Jette
gav altid en hård straf – og selvfølgelig en seddel til ens forældre.
”Frøken Jensen!” sagde læreren, Jette, skingert. ”Du kommer for sent igen!
Som straf kan du starte med at fremlægge. Jeg skriver en seddel til dine for-
91

ældre bagefter.”
Åh nej! Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Okay, hviskede jeg til
mig selv, det skal nok gå, bare tag det helt roligt. Jeg rejste mig og tog en dyb
indånding. Så dyb, at jeg til sidst slet ikke kunne få vejret og begyndte at
hoste. Rød i hovedet og med sved overalt gik jeg op til tavlen. Det gik, som
jeg havde forudset:
”Jeg ... jeg ... jeg har om ... om tigerne, og de øhh ... de øhh ...”
Pigerne løftede øjenbrynene og viste, at de i hvert fald var meget bedre
end mig. Jacob kiggede bare ud af vinduet.
”Jaa?” spurgte Jette skarpt. Jeg var desperat. Hvad skulle jeg gøre? Til
sidst kunne jeg ikke klare mere og løb ud af klassen.
Jeg blev ude på toilettet, indtil skolen var slut. Min eneste veninde havde prøvet
at få mig ud, men jeg var sikker på, at mine øjne var røde af tårer, så jeg
ville ikke vise mig. Da jeg var på vej hjem, så jeg vidunderet, Jacob, stå og
tale med - eller rettere; råbe ad - en mand. Jeg listede mig lidt tættere på og
så, at manden havde en kniv. Med det samme tænkte jeg, at jeg måtte redde
Jacob, men hvordan vidste jeg ikke. Gå efter hans svage punkter, tænkte jeg
og sneg mig om bag ham. Manden var heldigvis ikke så høj, så jeg kunne
godt nå hans hals. Jeg tog fat med begge hænder og pressede til, samtidig
med at jeg knaldede mit knæ op i ryggen på ham og udstødte mit kampråb.
Manden sank stønnende sammen på jorden.
Jacob så forundret på mig, som om jeg endelig var blevet synlig for ham.
Så smilede han og sagde: ”Wow, jeg vidste ikke, at du kunne sådan noget!”
Da jeg stod nede i skolegården næste dag, fik jeg pludselig et deja-vu. Jacob
stod og vinkede til mig! Ha, tænkte jeg. Denne gang ville jeg ikke være til
grin! Jeg vendte mig om og forventede at se Louises altid-tyggegummi-gumlende
fjæs. Men der var ingen! En glæde brusede op i mig. Jeg vinkede glad
igen og gik hen til ham.
”Hva’ så, Mia?” sagde han og smilede til mig, så jeg var ved at smelte.
”Øhhm.. Hva’ så hva’?” svarede jeg kejtet og prøvede at lade være med at
sluge ham med øjnene.
”Skal du noget senere i dag?”
”Det tror jeg da ikke ... hvorfor?”
”Så kunne vi jo være sammen?”
”Tja ... det kunne da godt være,” sagde jeg og forsøgte at virke så rolig
som muligt. Men inden i var jeg ved at sprænges af glæde – han ville være
92
sammen med mig!
”Men øhh.. Lad nu være med at sige det til nogen, fordi det skal være
øhh... hemmeligt! Okay?” sagde han usikkert. Jeg nikkede. Bare jeg var sammen
med ham, så var jeg glad.
”Jamen så ses vi kl. 18 hjemme hos mig.” Han blinkede til mig og gik
indenfor. Tilbage stod jeg bare og så ud i den blå luft. Jeg havde aldrig troet,
jeg skulle blive så lykkelig! Men mens jeg dansede ind i klassen, var der en
lille stemme, som irriterende blev ved med at spørge: ”Hvorfor?”. Tanken,
om at der måtte være noget galt, dukkede hele tiden op i mit hoved, men jeg
skød den fra mig med det samme. Når drømmeprinsen endelig gad snakke
med mig, skulle jeg da gribe chancen!
Jeg stod og kiggede ind i mit klædeskab. Hvilket tøj skulle jeg tage på? Jeg
tog tøjet ud, stykke for stykke, og vurderede det. Hvis det ikke var godt nok,
smed jeg det bagud over skulderen. For lille, for stor, for grøn, for rød, for
varm, for kold, for kedelig. Jeg så ind i skabet – det var tomt! Hvad skulle
jeg nu gøre? Jeg kunne jo låne noget af min mor. Hun havde alligevel så
meget. Forsigtigt sneg jeg mig ind i min mors og fars soveværelse. Hvis de
opdagede mig, var jeg nødt til at forklare alt om Jacob, hvilket jeg bestemt
ikke havde lyst til. Jeg ville låne den sorte lårkorte; jeg ville jo gerne have,
at min første date skulle være vellykket, så jeg havde vel lov til at være lidt
udfordrende. Klokken var 17:45, da jeg tog min jakke på for at fordufte hen
til Jacob. Jeg smilede til mig selv i spejlet og purrede op i håret. Pludselig
opdagede jeg, at der stod en bag mig. Det var min far.
”Øhm.. Hej far! Jeg skulle lige til at smutte, såå ...” smilede jeg uskyldigt,
mens jeg trak ned i kjolen, så den ikke så alt for kort ud.
”I den mundering, Mia? Der er vidst noget, vi skal snakke om, Mia. Hvad
skal du?”
”Det er hemmeligt,” svarede jeg stille og håbede på, at han ville lade mig
gå nu. Jeg hadede også, at han altid skulle sige mit navn efter hver eneste
sætning, han sagde. Jeg var ikke hans lille pige længere.
”Jeg troede, vi kunne snakke om alt, Mia?” sagde han og så en anelse
såret ud.
”Jamen far! Jeg skal altså nå noget nu. Kan vi ikke snakke om det senere?”
”Det ved jeg sandelig ikke, Mia. Jeg...”
”Beennyyy?” kaldte min mor.
”Jeg kommer lige om lidt, Mia. Vent her, okay Mia?”
93

Han prøvede at fange mit blik, men jeg kiggede alle mulige andre steder
hen. Min far kunne se lige i gennem en, hvis man så ham i øjnene, så jeg
skulle ikke nyde noget. Til sidst opgav han og gik ind i køkkenet til min mor.
Nu havde jeg chancen! Skulle jeg trodse min far og løbe over til Jacob eller
blive hjemme og så brænde min drømmeprins af? Jeg var ikke glad for at
trodse min far, men det hjalp lidt, da jeg tænkte på ordsproget: ”I krig og
kærlighed gælder alle kneb”. Tilgiv mig, far, tænkte jeg, lige inden jeg smuttede
ud af døren.
Ti minutter for sent, tænkte jeg – ikke en god start. Jeg ringede på døren og
stod og klaprede tænder. Der var dødstille. Hvor var han? En skuffelse fyldte
mig. Jeg drejede om på hælen og begyndte at gå.
”Hov, vent!”
Den stemme var ikke til at tage fejl af – det var Jacob. Duften af spaghetti
og kødboller nåede min næse, og jeg vendte mig om. Skuffelsen forsvandt
som dug for solen ved synet af Jacobs fantastiske smil.
”Kom indenfor! Sikke en flot kjole du har på, den klæder dig virkelig
godt!” Han kunne lide kjolen! Jeg havde lyst til at hoppe og danse rundt, men
beherskede mig og smilede sødt.
Der stod spagetti med kødboller parat på bordet. Stearinlysene var tændte, og
dæmpet musik fyldte stuen. Hvor var han romantisk! Det var præcis ligesom
i ”Lady og Vagabonden.” Jeg ventede bare på, at to italienere skulle komme
ind og synge Bella Notte.
Da vi sagde farvel, stod vi lidt overfor hinanden. Skulle jeg give ham et godnatkys?
Jacob tog beslutningen og gav mig et intimt kram i stedet. Han var
bare perfekt, tænkte jeg.
Den næste dag fortalte jeg min veninde, Helene, om Jacob. Hun syntes han
lød for perfekt!
”Se det i øjnene, Mia! Der er noget lusket ved det her. Jeg har altså også
set ham gå sammen med Louise – hånd i hånd! Drop ham, Mia, han er ikke
det værd!” Helene troede, hun var god til at overtale folk, men for mig virkede
det modsat;
”Du skal i hvert fald ikke snakke sådan om min Jacob!”
”Din Jacob?! Kommer I sammen eller hvad?”
”Det ved jeg ikke helt ...” Kom vi egentlig sammen? Han havde jo ikke
94
spurgt mig direkte, men vi havde da haft en meget romantisk middag? Og
var det rigtigt, at Louise og Jacob havde gået hånd i hånd? Jeg kunne ikke
tro det. Sådan var Jacob da ikke ...
Efter skole tog Helene og jeg ned på vores yndlingscafé i byen for at spise
en forsoningskage. Jeg prøvede at glemme vores lille skænderi i skolen og i
stedet tænke på, hvor godt jeg egentlig havde det. Helene var simpelthen verdens
bedste veninde! Jeg kunne ikke lade være med at grine af hendes kommentarer
om de andre mennesker på caféen. Solen varmede mit hår, folk
snakkede om vind og vejr, og duften af vanilje og kaffe fyldte min krop med
en følelse af, at livet var perfekt. Pludselig standsede Helene midt i en sætning
og stirrede på noget bag ved mig.
”Hvad?!” sagde jeg irriteret og prøvede at få Helenes opmærksomhed.
”Ikk’ noget! Bare lad være med at vende dig! Lov mig det!” Men selvfølgelig
gjorde jeg det alligevel, som man altid gør. Pludselig var det, som
om solen forsvandt bag en sky. Som om menneskerne omkring os begyndte
at skændes i stedet for at hyggesnakke. Lugten af vanilje og kaffe gav mig
kvalme. Der sad Jacob og Louise – hånd i hånd! Jeg kunne mærke tårerne
presse sig på og vendte mig mod Helene:
”Skal vi ikke bare gå?” hviskede jeg grådkvalt.
”Jo, kom. Sådan en idiot!”
Helene gik hen til Jacob og snerrede til ham, at han var et svin, og at han
i hvert fald ikke skulle holde hendes veninde for nar på den måde! Jacob så
helt forvirret ud, så fik han øje på mig. Et øjeblik så det ud, som om han ville
skubbe Louise væk, men så trak han hende tættere ind til sig. Det var mere,
end jeg kunne klare. Hurtigt løb jeg ud på gaden. Væk fra Jacob og Louise.
Helene kunne ikke indhente mig. Jeg ville bare være alene.
Jeg lå på min seng og græd hele aftenen. Min far forsøgte at lokke ud af mig,
hvad der var galt, men jeg ville absolut ikke snakke med nogen. I stedet traf
jeg en skæbnesvanger beslutning.
Næste dag tog jeg bussen ud til den store skrænt ved havet. Jeg satte mig tæt
ved kanten. Sad bare helt alene og så mørket falde på. Havet var så ubeskriveligt
smukt med sine blå og grønne nuancer – tænk at blive en del af det.
Vandet ser mørkt og uhyggeligt ud nu. Mit tøj blafrer i den iskolde vind og
alle mine hår på kroppen rejser sig. Farvel verden. Farvel mor, far og Helene.
95

Farvel Jacob. Jeg løfter foden op for at tage et skridt ud mod det brusende
hav.
Nej, Mia! råber en stemme inden i mig. Det her er forkert! Du har et helt
liv foran dig. Hvorfor ødelægge det på grund af en fyr? Jeg skal til at vende
om, da sandet under mine fødder pludselig giver efter og forsvinder ned mod
havet. Det giver et voldsomt sug i maven. Jeg falder.
96
Englenes by
af Signe Sejersbøl
Hvorfor lige mig? Hvad har jeg dog gjort for at skulle opleve dette? Tankerne
hvirvlede rundt i Lilys hoved, mens hun mærkede de brændende slag på sine
kinder. Venstre, højre, venstre, højre. Hele tiden skiftede han kind i en fast
rytme, som et urværk der aldrig gik i stå. Lily kastede et frygtsomt blik på
hans ansigt, men fjernede hurtigt øjnene igen ved synet af det grusomme,
perverse smil, som bredte sig på hans læber, da han så angsten i hendes øjne.
Hvad har jeg gjort? Tankerne sneg sig igen ind i hendes hjerne, som en ulv
der sniger sig ind på sit bytte. Hun kendte svaret, ville bare ikke indrømme
det, men en indre stemme hviskede ondt:
”Du løb væk. Det var, hvad du gjorde galt! Du trodsede dine forældre og
gav efter for dine egne egoistiske behov!”
Lily ignorerede stemmen. Det var ikke egoistisk at løbe væk. Hendes forældre
ville sende hende på en eller anden fin skole tusinder af mil borte. Hun
havde ikke andet valg. Nej, blev Lily enig med sig selv. Det var ikke rimeligt,
at hendes forældre skulle bestemme over hende. Ikke på den måde. Hun
var jo næsten voksen. Men hun havde selvfølgelig ikke i sin vildeste fantasi
troet, at hun at skulle ende som en billig luder i Los Angeles, afvist af alle
sine tidligere venner, så ensom som noget menneske. Men hun var ensom.
Hun havde ingen, hun kunne stole på, betro sig til. Der var selvfølgelig hendes
værelseskammerat Ebony, men Ebony var narkoluder og hele tiden høj.
Hende kunne hun ikke bruge til meget.
Pludselig ophørte slagene, og den vægt, der havde tynget hende ned i
madrassen og gjort næsten alle hendes lemmer følelsesløse, forsvandt. Lily
sukkede lettet, rejste sig og begyndte langsomt at klæde sig på igen. Så tog
hun det bundt pengesedler, han havde smidt på madrassen, gik udenfor i den
trykkende aftenhede og begyndte langsomt at gå gennem Los Angeles gader,
der summede af sommer og liv trods af det sene tidspunkt.
Først da hun nåede hjem i den lille toværelses lejlighed og havde smidt
sig på sin seng, vældede de følelser, hun havde undertrykt, frem, og med dem
kom tårerne. Hun gemte ansigtet i hænderne, mens hun hulkede højt over
97

verdens uretfærdighed.
Et kvarter senere bankede det på døren. Ebony stak forsigtigt hovedet ind.
Hun havde som sædvanlig allerede brugt de penge, hun havde tjent, og det
var ikke svært at gætte, hvad de var gået til. Der hang en fæl stank af alkohol
omkring hende. Lily sukkede, tørrede diskret sine øjne med bagsiden af
hånden og vendte sig om.
”Har du nu igen brugt alle dine penge på sprut?” spurgte hun bebrejdende.
”Nej, jeg har stadig 50 dollars tilbage, at du ved det!” Ordene kom ud
mellem små hiks, og hendes stemme var sløret.
”Hvad vil du egentlig?” sagde Lily træt.
”Jeg kom bare forbi, og så hørte jeg gråd. Er det så mærkeligt, at jeg vil
vide, hvad der er galt?” sagde Ebony fornærmet.
”Nej, det er det vel ikke.” Lily trak på skuldrene. ”Det var ikke mig, det
var bare radioen. Du ved, et af de der programmer, hvor man kan ringe ind
og snakke med en psykolog.”
”Ja ja,” sagde Ebony og kastede et blik på den slukkede radio, der stod i
et hjørne på gulvet. Så sukkede hun opgivende og vendte sig for at gå, men
i det samme kom hun i tanke om noget.
”Du,” sagde hun. ”Jeg har forresten fundet en kunde til dig. Han er smadder
flot. Høj, blond, muskuløs. Han ligner lidt ham der filmstjernen…Brad
Pitt! Jeg har hans kort her: Phillip Jones, advokat. Du skal møde ham på tirsdag
på det sædvanlige sted.”
Hun smed kortet på sengen og forsvandt ind til sig selv og efterlod Lily
alene med hendes egne tanker.
Tirsdag aften stod Lily på hjørnet af Sunset Boulevard og Courtney
Avenue. Phillip var ti minutter for sent på den, og det var koldt at stå i det
miniskørt, hun altid havde på. Hvor blev han af? Netop som hun havde tænkt
tanken til ende, blev hun blændet af et skarpt lys, og en knaldrød Ferrari stoppede
foran hende. Han må være stinkende rig, tænkte Lily, da hun så den luksuriøse
bil. Så så hun op på ejeren af bilen, som sendte hende et forsigtigt
smil. Lily kiggede undrende på ham. Hun kunne se noget i hans øjne. Noget
hun ikke var vant til. Var det nervøsitet? Angst? Det var ikke, hvad hun normalt
så i sine kunder. De gloede som regel på hende, til deres øjne var ved
at trille ud af hovedet på dem, og i de øjne var der ikke andet end perverst
begær og liderlighed. Han så også ret ung ud. Ikke mere end omkring 25 år,
hvor de andre var mindst ti år ældre. Han var anderledes.
98
”Jeg gjorde det ikke, fordi jeg havde lyst,” sagde Phillip, da de senere lå i
sengen.
”Hvad?” spurgte Lily forundret. ”Hvem vil bruge 100 dollars på noget,
som man ikke har lyst til?”
”Mine venner og jeg indgik et væddemål, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Det var temmelig dumt, men min stolthed forbyder mig at tabe ansigt overfor
mine venner.”
”Du har ret. Det lyder temmelig dumt,” svarede Lily med et lille grin. De
så på hinanden. Der var en ømhed og åbenhed i hans blik, som hun slet ikke
var vant til.
”Det er rædselsfuldt,” sagde hun pludselig. Hun vidste ikke, hvor det kom
fra, men det var, som om hans kærlige blik fik hendes forsvarsværker til at
bryde sammen. ”Jeg er helt alene. Jeg har slet ingen at tale med. Min værelseskammerat,
Ebony, forstår ingenting. Hun er altid påvirket af et eller andet.
Hvis det ikke er narkotika, så er det alkohol. Desuden er hun opvokset i dette
miljø, så hun kender ikke noget til at føre et ordentligt liv.”
”Det gør du måske? Kender noget til at føre et ordentligt liv?” kom det
tørt fra Phillip
”Ja, det gør jeg faktisk. Mine forældre bor i Hartford, Conneticut. Det
gjorde de i hvert fald, da jeg løb hjemmefra for et halvt år siden. De ville
have, at jeg skulle på en eller anden fin skole langt væk, så jeg kunne blive,
og jeg citerer: ”en ordentlig, dannet dame”. De er så gammeldags. De forstår
ikke, at vi lever i det enogtyvende århundrede. Så jeg stak af og fik et job
som servitrice på en bar ikke så langt herfra. Det job har jeg stadigvæk, men
kun som et dagjob. I baren mødte jeg Ebony, som fik mig lokket til at blive
prostitueret. Det er sjovt, som skæbnen kan være ironisk, hva’? Jeg ville
undgå at blive sendt på en skole langt væk fra mit hjem, og her er jeg så alligevel
i den anden ende af USA,” sagde Lily. Så bed hun sig i læben, som om
hun ville forhindre sin mund i at sige mere. Hun havde svoret ikke at komme
tæt på nogen af sine kunder, og her lå hun og fortalte hele sin livshistorie til
en vildt fremmed mand! Hun sukkede, Phillip tog hendes hånd og klemte
den blidt, og sammen faldt de i en dyb søvn.
Det var seks uger siden, hun første gang havde været sammen med Phillip.
Efterfølgende var det blevet til adskillige gange. Phillip havde vist sig at
være både sjov og charmerende, og så var der selvfølgelig det faktum, at han
var millionær, men det var ikke noget, Lily tænkte så meget over. Hun og
Phillip havde det godt sammen, og det var det vigtigste. Hun havde ikke haft
99

nogen kunder, siden hun mødte ham, men det havde heller ikke været nødvendigt,
for Phillip havde gladeligt betalt alle hendes udgifter, og så havde
hun jo også sit job i baren. Hun følte sig heller ikke længere så ensom og var
godt tilfreds med endelig at have en, hun kunne betro sig til. Selvom de kun
havde kendt hinanden i seks uger, var hun næsten sikker på, at dette her var
noget, der ville vare evigt. Hun følte i hvert tilfælde, at hun var klar til at tilbringe
resten af sit liv sammen med Phillip.
Klokken var omkring syv, da Lily lagde forklædet og gjorde baren klar til
servitricerne, der arbejdede om aftenen. Hun havde ikke langt hjem, så hun
gik for at få klaret sine tanker. Hun var knap nået halvvejs, da hun hørte
lyden af et bilhorn. Hun vendte sig om og var nær besvimet af forbavselse.
Foran hende holdt en stor, sort Rolls-Royce, den selv samme bil som hun
havde overvejet at stjæle for snart otte måneder siden. Hendes forældres bil.
Inde i bilen sad ingen ringere end hendes forældre, Helen og Richard. Far ser
træt ud, tænkte Lily en smule bekymret. Godt nok havde de ikke altid
behandlet hende lige godt, men de var trods alt hendes forældre.
Bilen kørte op på siden af hende, og hendes far rullede vinduet ned.
”Hej, Lily, det er længe siden,” sagde han med et forsigtigt smil.
”Hej, far, hvad laver I i Los Angeles?” Lily vidste ikke helt, hvad hun
skulle sige. Hun var stukket af og havde ikke set dem i mange måneder. Men
situationen var åbenbart lige så akavet for hendes forældre.
”Jeg er her faktisk bare på forretningsrejse,” sagde hendes far kejtet. ”Jeg
har fået et godt tilbud, som jeg lige ville kigge lidt nærmere på.” Han lavede
en lille bevægelse med hovedet over mod Helen, der sad og stirrede lige ud
i luften med et stramt ansigtsudtryk. ”Din mor blev træt af alle de ensformige
velgørenhedsarrangementer, så hun ville gerne med for at komme lidt
væk fra det hele. Hvordan går det med dig?”
Lily havde i bund og grund ikke så meget imod sin far. Der havde selvfølgelig
været øjeblikke, hvor hun havde lyst til at skrige af irritation over
ham, men når alt kom til alt, var der nok ingen, der forstod hende bedre end
han.
Med hendes mor var det derimod en helt anden sag. Hun tænke kun på sig
selv, og hvordan hun tog sig ud i forhold til andre. Alt skulle være perfekt,
men i hendes øjne var der intet, der var perfekt. Så hele dagen gik med at
gøre hende tilfreds og adlyde hendes mindste vink. Det var også hende, der
havde fået den idé at sende Lily på skole. Richard havde forsøgt at tale hende
fra det, men som sædvanlig var det Helen, der fik det sidste ord.
”Jo tak, det går da fint,” svarede Lily. Det var kun delvist løgn. Los
100
Angeles var måske ikke ligefrem paradis, og livet var ret hårdt engang imellem.
Men i øjeblikket havde hun det godt sammen med Phillip.
”Du lyver!” lød den indre stemme igen. Den havde hun ellers ikke hørt
noget til i lang tid, ikke siden den frygtelige nat. ”Dit højeste ønske er at
komme væk fra det her sted. Du vil have, at dine forældre skal tilgive dig og
tage dig med hjem. Jamen, hvad så med Phillip? Kom nu, sig undskyld!”
”Far…”
”Nej, Lily,” sagde Richard og rakte sin hånd frem imod hendes. Lily tog
den og mærkede noget fladt mod sin håndflade. Et kort eller noget i den retning.
”Du skal ikke sige noget. Du skal bare vide, at vi savner dig.”
Så startede Richard motoren, og kørte videre ud af den oplyste vej.
Mens Lily fortsatte mod lejligheden, kiggede hun nærmere på kortet. Der
stod adressen på Mosaic Hotel i Beverly Hills. Var det der, hendes forældre
boede under deres ophold? Tankerne for rundt i hovedet på hende. Havde
Richards sidste kommentar været et tilbud om, at hun kunne komme hjem?
Skulle hun tage imod tilbuddet? Uanset hvad havde hun i hvert fald indset
noget om sig selv under mødet med forældrene og samtalen, som hun havde
haft med sin indre stemme. Det havde nok alligevel ikke været så smart at
løbe væk hjemmefra. Hun burde nok have tacklet sine problemer på en
anden måde. Men det var der ikke noget at gøre ved. Det eneste hun kunne
gøre, var at lægge fortiden bag sig.
Lily åbnede døren til lejligheden og trådte ind i entreen. Der var som altid
rodet over det hele – Ebonys rod. Lily forsøgte at fjerne det værste, da hun
fik øje på en tom sprøjte, der lå i det ene hjørne under en bluse. Det var
typisk Ebony at være så tankeløs bare at lade sit ”værktøj” ligge og flyde
over det hele. Lily samlede sprøjten op, og gik længere ind i lejligheden.
Da Lily stod udenfor den lukkede dør, der førte ind til soveværelset, hørte
hun pludselig nogle underlige lyde. Var det Phillip, der så film, der var forbudt
for børn? Måske havde Ebony en kunde, og var i sin rus kommet til gå
ind på Lilys værelse i stedet for sit eget? Lily åbnede døren på klem for at
tjekke og følte et stik i hjertet. Dér, i sengen, lå Phillip og Ebony og elskede.
Lily mærkede tårene, der var på vej og lukkede hurtigt døren i. Hvordan
kunne hun have troet, at noget så godt ville vare evigt? Det var bestemt til at
gå galt. Hvad skulle hun gøre? At løbe væk havde altid været den nemmeste
udvej, men Lily havde stukket af med halen mellem benene alt for mange
gange. Det var på tide at begynde at forsøge at løse problemerne i stedet for
at flygte fra dem. Derfor tørrede hun hastigt tårene bort, tog en dyb indånding
og åbnede stille døren til soveværelset igen.
101

Der gik flere sekunder, før de to i sengen opdagede, at de ikke var alene,
men for Lily føltes det som år. Lange, smertefulde år, hvor alle hendes drømme
og ønsker blev revet itu. Men hun måtte være stærk og tænke fremad. Det
ville ikke nytte noget, hvis hun brød sammen nu, det ville bare give det indtryk,
at hun var svag. Da Phillip og Ebony endelig opdagede hende, sprang
de fra hinanden. Phillip var blussede rød af skam. Ebony havde bare et fjoget
smil på læben og et sløret blik i øjnene. Hun var som sædvanlig høj.
”Undskyld mig,” sagde Lily med en ro i stemmen, der overraskede hende
selv, ”men hvad tror I lige, I har gang i?”
”D-d-det,” kom det nervøst fra Phillip, inden han tog en dyb indånding og
fortsatte. ”Jeg er ked af det, Lily. Det var ikke meningen, det skulle ske. Vi
…øh …Ebony havde den her kunde, der behandlede hende lidt skidt, og
…øh …så kom jeg ind for at trøste hende ... det skal aldrig ske igen, det lover
jeg!”
Lily mærkede roen forvandles til vrede.
”Det er den værste løgn, jeg nogensinde har hørt! Ebony er en god menneskekender.
Hun giver altid de voldelige kunder til mig. Jeg fatter ikke, at
jeg har fundet mig i det i så lang tid, men nu skal det også være slut!” Hun
pegede arrigt på Ebony, der stadig grinede, som om alt var i skønneste orden.
”Hvordan kunne du gøre det? Jeg troede, vi var veninder. Troede at jeg kunne
stole på dig bare på nogle punkter! Men jeg tog åbenbart fejl.” Det så ud, som
om det endelig gik op for Ebony, hvad hun havde gjort, for hun havde
anstændighed nok til endelig at rødme og sænke blikket. Lily kiggede igen
over på Phillip.
”Tænk at jeg faldt for din charme, jeg må have været blind. Jeg troede, du
elskede mig! Jeg må have været virkelig dum, siden jeg kunne tro, at mine
følelser var gengældte.” Så vendte hun sig om for at gå ud af soveværelset,
men i døråbningen stoppede hun op. ”Du, Phillip,” sagde hun stille, men
med antydningen af et skadefro smil. ”Det ville måske være klogt at få taget
en HIV-test. Ebony er nemlig ikke helt så ren, som du måske tror!” Så kastede
hun sprøjten, som hun hele tiden havde haft i hånden, over til Phillip.
Han sad forbløffet med åben mund og opspilede øjne.
På trods af aftenens hændelser, følte Lily en indre ro. Den var dog ikke
fuldstændig, og hun vidste, at hvis den skulle blive det, måtte hun slutte fred
med sine forældre. Og hun måtte væk. Væk fra Phillip og Ebony, væk fra
prostitution og væk fra Los Angeles, byen de kaldte ”Englenes By”. HA! De
eneste engle, der var i Los Angeles, var storbarmede, langbenede og unaturligt
smukke. De rige og de berømte. Mens selv de var bare ganske alminde-
102
lige dødelige som alle andre mennesker.
I det øjeblik tog Lily en beslutning, der ville komme til at påvirke hendes
liv på alle tænkelige måder. Hun prajede en taxa og satte kursen mod Mosaic
Hotel og mod et bedre liv.
103

Ensomhed
af Thomas Alsen
Regnen faldt tungt fra himlen, slog imod vinduet og fik det til at lyde som et
maskingevær, der blev tømt for skud. Store, grå skyer havde trukket sig sammen
på himlen, og havde for længst jaget den strålende sol bort.
Inde bag det våde vindue sad Tobias. Han lænede hovedet imod den kolde
og fugtige rude, mens hans hænder pillede ved en lille actionfigur. Man så
tydeligt på hans ligegyldige blik, at hans tanker var langt borte. Hans kolde
øjne udstrålede alt andet end livsglæde. Det mørke hår lå ned i panden på
ham, men det var endnu ikke så langt, at det faldt ned over øjnene og skjulte
hans sorg for omverdenen. De grønne og barnlige øjne kiggede sørgmodigt
udover hans by, Rønde. Heroppe fra 1. sal kunne han se det meste af
byen, da deres hus lå højt oppe. Regnen begyndte at tage til, mens tordenbrag
rystede natten, og lyn efter lyn flænsede den mørke himmel. Tobias
rørte sig ikke. Sad stadig med det triste blik. Før i tiden ville han have stormet
ned til sin far og skreget vildt:
”Far! Så du det det lyn? Hold kæft, det var fedt, mand! Helt sindssygt!”
Eller han ville have talt sekunderne mellem lynet og det efterfølgende
brag for at få afstanden til lynet. Men den tid var ovre. Den spænding og
glæde han engang følte, når der var tordenvejr, var nu væk og erstattet med
følelsen af sorg og smerte. Men værst af alt ensomhed. Som regnen, der løb
ned ad det kølige vindue, løb der nu en tåre ned ad hans buttede kind. Der
blev dannet endnu en lille tåre i hans andet øje, som fik det til at funkle en
smule, men så trillede også den ned ad kinden på ham.
”Hvad gik galt? Hvorfor lige mig? Hvorfor kan jeg ikke være som alle
andre?” tænkte han, mens han tørrede tårerne bort fra sin kind. Hans spørgsmål
stod ubesvaret i luften. Men inde i sig selv kendte han kun svarene alt
for godt. ”Jeg er fed. Jeg er anderledes. Der er derfor, ingen bryder sig om
mig. Ikke engang far og mor. De har alt for travlt med den lille nye! Den
møgforkælede unge får al opmærksomheden. Der er ingen, der har brug for
mig. Jeg kan ligeså godt forsvinde herfra.”
Han lagde sig på sit nyvaskede sengetøj og kiggede op i loftsvinduet.
105

Regndråberne trommede stadig imod ruden som tunge stykker bly, inden de
gled ned af glasset og sluttede sig sammen med de andre dråber i små vandpytter.
”Tænk hvis man bare var en dråbe. Eller et af naturens andre små mirakler.
Ingen bekymringer, ingen smerte og ingen ensomhed. Herligt liv.”
Snart faldt Tobias i en dyb søvn. Hans bekymringer forsvandt for en stund
og blev erstattet af drømme, som susede ind i hans sind. Han drømte, at han
var sammen med en ven. En ven for livet. Noget han aldrig havde oplevet i
virkeligheden.
Tobias blev revet ud af sin drøm af det larmende vækkeur på natbordet. Med
en træt bevægelse svingede han armen udover sengekanten og fik det slukket.
”Tobias!”
Han udstødte et klagende støn over sin mors skærende stemme nede fra
køkkenet. Så trak han i tøjet og gik ned i køkkenet.
”Har du været i bad?” spurgte hun med en kommanderende stemme.
”Nej, jeg gider ikke lige i dag, tager det senere i aften,” svarede han træt.
”Ja, ja. Det er jo det sædvanlige med dig, ikke? Aldrig i bad om morgen
eller om aften. Tror du, at du kan tage dig tid til at spise din morgenmad?
Eller tager du også den senere?”
Hun satte en tallerken på bordet foran ham. To ristede brød, spejlæg og
bacon. Dagens eneste lyspunkt. Morgenmaden. Mens han spise sin mad,
satte hans mor sig foran ham ved bordet. Hun smilede til ham, mens hun
tændte en af sine ”jeg-er-stresset” smøger. Tobias havde for længst opgivet
at få hende til at lade være med at ryge ved bordet.
”Skal vi ikke lave noget sammen i dag?”
Hun kiggede på ham og smilede endnu mere falsk til ham.
”Hvad skulle det dog være, vi kunne lave sammen?” svarede han med en
ligeglad stemme.
Hun ignorerede det næsvise tonefald.
”Det ved jeg ikke. Vi kunne tage i biografen? Eller ned og købe lidt nyt
tøj til dig?”
Det lød faktisk som en rigtig god idé. Men eftersom han startede med den
negative tone, havde han svært ved at indrømme, at ideen var god.
”Det lyder da som en ...” begyndte han. Men i det samme blev han afbrudt
af høje skrig fra sin toårige søster, der kom ind sammen med deres far.
Moren strøg straks hen til dem.
106
”Nej, hvem er det vi har her?” sagde hun overstrømmende. ”Har mors
lille snuskebasse sovet godt?”
Tobias mærkede et stik af jalousi. Han fik kvalme af at høre på dem. Så
snart den unge var til stede, var han den rene luft. Han tog sin tallerken af
bordet, mens moren gjorde klar til at made søsteren. Bag sig hørte han sin
mors chokerede stemme:
”Lars? Vil du øjeblikkeligt slukke den cigaret? Du sidder da ikke og ryger,
mens din egen datter er til stede?”
Tobias tog hurtigt sin taske og gik i skole.
Endnu engang var han for sent på den. Han stod foran den slidte dør, som
førte lukt ind i helvede. Tobias tøvede et øjeblik, inden han tog fat om det
blanke håndtag. Straks vendte alle sig om imod ham med stirrende, hånlige
blikke.
”Du kommer for sent Tobias, igen,” sagde læreren irriteret.
Tobias kunne mærke, hvordan rødmen blussede op i sit ansigt. Deres blikke
blev endnu mere brændende. Han ville ønske, han kunne flyve langt bort
derfra. På en ildspyende drage.
”Sæt dig på din plads og tag dine bøger frem. Og prøv at se om du ikke
kan komme til tiden fremover.”
Tobias slentrede ned til sin plads. Han skammede sig forfærdeligt. Især
over sin alt for fede krop. Heldigvis rettede de andre elever hurtigt deres
opmærksomhed mod læreren igen. Tobias var atter usynlig for omverden.
Han faldt tilbage i sin egen drømmeverden.
Tobias tog sine bøger frem og kastede et blik på alle de opgaver, han havde
lavet derhjemme. Det så flot og rigtigt ud. Det var rigtigt, det vidste han. Han
sad lidt og betragtede læreren, så kiggede han ud af vinduet. Han fik øje på
nogle fugle, som fløj rundt derude imellem hinanden. Frie fugle. Uden
bekymringer, uden sorger. Han så væk fra fuglene og ned i gården. Små børn
rendte rundt og legede dernede. De skulle bare vide, hvor godt de havde det.
De skulle ikke bekymre sig om den næste dag. De var ligesom fuglene. Fri.
”Tobias?”
Lærerens stemme rev Tobias ud af trancen og fik en let rødmen til at vise
sig på hans ansigt.
”Øh, ja?”
”X er lig hvad? Svar på opgave 8, tak.”
Tobias fumlede med sine papirer. Han mærkede, hvordan sveden begynd-
107

te at pible frem på panden. Han kiggede ned på opgave 8. X=12. Det var
pærenemt. Alligevel sagde han:
”Jeg har ikke lavet den. Jeg glemte det.”
Læreren sukkede opgivende.
”Ja, det overrasker mig egentlig ikke. Men til jer andre kan jeg oplyse, at
X er lig 12.”
Han tog en gul notesblok frem og griflede hurtigt et par ord ned på den.
Derefter gik han ned til Tobias´ bord og smed den foran ham.
”Den skal afleveres i morgen, underskrevet af dine forældre”.
Tobias kiggede på sedlen
”Manglende engagement og aktivitet fra Tobias´ side har resulteret i, at
jeg skriver hjem til jer. Tag en snak med ham, han skal være bedre forberedt
fremover. Mvh. Ole Madsen.”
”Perfekt,” sukkede Tobias for sig selv.
Det ringede ud for sidste gang den dag. Tobias pakkede hurtigt sine ting og
satte kurs mod døren med kun én tanke i hovedet: ”Bare jeg når det, bare de
ikke ser mig.”
Han løb ned ad alle gangene, ud ad hoveddøren og ud i den store skolegård.
Han satte farten op og styrede lige imod udgangen. Hans hjerte hamrede,
sveden dryppede ned i øjnene af ham. Men så skete det uundgåelige.
Fem store drenge trådte ud foran ham. Tobias standsede brat op, mens han
gispede efter vejret. Han blev nødt til at bøje sig forover og støtte sig til sine
knæ. Han havde løbet for hurtigt, og nu vidste han, hvad der ventede. Satans
også!
”Nå fede? Var det en hård løbetur?” sagde den største af drengene, der
åbenbart var lederen.
De fire andre i banden brød ud i et højt grin, mens der kun bredte sig et
djævelsk smil på lederens læber.
”Det er legetid, min lille gris,” sagde han og gik smilende frem imod
Tobias. Tobias kunne mærke, at det blev varmere, men også vådere i bukserne.
En time senere var Tobias endelig hjemme. Han ville skynde sig op sit
værelse, så hans forældre ikke opdagede stanken af pis og skrammerne i
hans ansigt. De sad ved middagsbordet. Alle tre. En stor, lykkelig familie.
Uden Tobias. Tobias gik hurtigt forbi, men fik dog mumlet:
”Hej far, hej mor.”
108
Det eneste svar han fik, var morens evindelige:
”Har du taget din madpakke op af tasken?”
Tobias kylede tasken over i hjørnet af værelset og smed sig på sengen. Han
var glad for at være i sikkerhed endnu en gang. De trygge omgivelser på hans
værelse var de eneste, der kunne få ham til at slappe af. Han tog sedlen fra
sin lærer frem fra tasken og kiggede lidt på den.
”Underskrives af mine forældre!?” mumlede han hånligt og krøllede papiret
sammen. ”Hvilke forældre? Jeg har ingen forældre.”
Da han rejste sig for at tage sine bukser af, kom han til at se sig selv i spejlet
på væggen og blev endnu engang opmærksom på sin fedme. Han skammede
sig over sin fede krop. Han havde i lang tid prøvet at undgå spejlet på
væggen, men nu, hvor han kom til at se sig selv, kunne han ikke fjerne blikket
derfra. Det var tydeligt, at T-shirten ikke følte sig særlig godt tilpas på
hans krop. Den strammede for meget. Tobias kunne mærke, hvordan en indre
vrede hobede sig op i ham. Han greb fat i T-shirten og rev og sled i den, indtil
den gik itu. Nu stod han kun i silkeunderbukserne fra H&M, som ville
have været fede nok, hvis størrelsen havde været Medium eller Small. Men
han skulle altid hen til XL-hylderne for at finde underbukser. Vreden inde i
ham blev større og større. Han kunne mærke, hvordan blodet pumpede. Med
ét blev den indre vrede forvandlet til rasende handling. Tobias tog sin lerdukke
og smadrede den imod væggen, så greb han fat om sit fedt i et desperat
forsøg på at fjerne det fra sin krop.
Til sidst gav han op og smed sig på gulvet. Han hulkede svagt. Skrammer,
her og der, blødte efter hans mislykkede forsøg på at fjerne sit eget fedt.
Sådan lå han længe, inden han omsider rejste sig med blikket fæstet på en
bestemt skrivebordsskuffe. Han rakte langsomt ud efter skuffen og åbnede
den. Frem fra skuffen, tog han en 30 centimeter lang dolk. Hans gamle spejderdolk.
Han vendte og drejede den i hænderne, mens han betragtede det
blanke æg. Dolken funklede stolt i solen. Så stak han den i skeden, tog tøj på
og gik nedenunder. Han gik forbi forældrene. De ænsede ham ikke. Først da
han havde fået overtøj på og åbnet yderdøren, hørte han sin mors stemme:
”Hvor skal du hen Tobias?”
”Jeg tager bare en tur i skoven.”
”Er du hjemme inden aftensmad?”
Hun kiggede ikke engang ud til ham. Tobias tog dolken frem. Han betragtede
den endnu en gang. Den virkede så magtfuld, som den lå der i hånden
på ham.
109

”Det ved jeg ikke,” svarede han så og gik ud af døren med bankende hjerte.
Et kvarter senere stod han inde i den frodige skov, som ligger lidt udenfor
Rønde. Han faldt på knæ og trak den friske skovluft dybt ned i lungerne.
Dette var hans lille paradis, hans egen lille lykkelige verden. Han løb videre
ind i skoven og smed sig i de fugtige blade, som lå spredt udover det hele.
Han tog en håndfuld, smed dem op i luften og lod dem falde ned over sit
ansigt som kærtegnende hænder.
For en gangs skyld var der glæde i de ellers så udtryksløse øjne. Men med
et blev han helt stille. Hans øjne stirrede lige op i luften. Langsomt rejste han
sig. Som en falk, der er på jagt efter sit bytte, spejdede han skarpsindigt efter
noget helt bestemt nu.
Der! Henne ved de to store egetræer.
En hær af monstre fra det ydre rum. Stadig med blikket rettet mod dem
tog han fat om sit sværd. Det var to meter langt. Han smilede kort, inden han
stormede frem imod dem. Hoved efter hoved faldt mod jorden, da Tobias lod
sværdets klinge skære gennem luften. Blodet sprøjtede ham i ansigtet og farvede
hans lyse kinder mørkerøde. Hans ansigts sved fandt vej ned over panden,
mens han kæmpede bravt imod de frygtelige monstre.
Et triumferende smil viste sig på hans læber. Men følelsen af overlegenhed
varede kun kortvarigt. De dukkede op fra alle sider. I hundredvis var de.
Frådende og blodtørstige. De var for mange.
Han vidste, at alt håb var ude, men han ville ikke dø for deres slimede
hænder. Aldrig. Hvis han skulle blive nogens offer, måtte han blive sit eget
offer. Han holdte det skinnende sværd op foran sig og betragtede det endnu
en gang.
Det var ikke længere vædet af blod. Der var kun den sølvgrå farve, som
lyste stolt i skæret af dagens sidste solstråler. Han satte sværdet for pulsåren
i håndleddet og skar hurtigt igennem den bløde hud. Så lagde han sig tungt
på jorden og ventede.
Tobias øjne opfangede for sidste gang skovens farver og skønhed. Hans
ører hørte for sidste gang fuglenes fløjt, og den sidste tanke strøg gennem
hans hjerne. Men trods dette og blodet, som blev ved med at strømme ud af
hans arm, viste der sig et smil på hans ansigt. Hans sind fandt en stille ro,
mens de mørke farver tog over i hans ellers så klare grønne øjne.
Han var fri.
110

Kamillete & Rødvin
af Mathieu Hansen
På sofabordet stod termokanden. Den hvinede og peb. Dampen var tydeligt
utilfreds med de kummerlige og klaustrofobiske forhold, som termokanden
havde at tilbyde.
Mirandas blik vandrede rundt i stuen, betragtede billedet af Monets åkander
og endte på lysekronen. Den hang og glimtede over det store spisebord, hvorpå
der stod en vase med liljer i. Hun lå under tæppet på sofaen, mens Disneys
’Askepot’ kværnede på DVD’en i baggrunden. For Miranda syntes denne
morgen at være den kedeligste nogensinde. Den mindede hende nemlig alt
for meget om alle de andre morgener.
Måske er det allerede eftermiddag, tænkte hun undrende og fyldte koppen
med lunken kamillete. Stilheden var gennemtrængende.
Hun overvejede kort at tage et smut ned forbi kiosken, men blev liggende.
Der gik lidt tid, før hun reagerede på lyden af posten, der blev smidt ind af
brevsprækken, og som nu lå på måtten i entreen. Var det regninger?
Reklamer? Måske var brevet fra en mand, som ville komme og tage hende
med til det sted, hun ikke kendte, men så inderligt længtes efter? Miranda
begyndte at dagdrømme om de mange ting, der kunne stå i dette brev, men
rejste sig ikke før klokken slog et. Hun var sulten. Disse basale behov for
mad og søvn var efterhånden det eneste, der holdt hende kørende.
Pludselig ringede telefonen. Hun rejste sig langsomt og sukkede dybt. Det
var, som om nogen havde suget al livskraft ud af hende og ladet hendes krop
vandre rundt som en tom skal.
”Hej, det er Miranda.”
Kraftanstrengelsen skinnede alt for tydeligt igennem, men hun gjorde sit
bedste for at virke livlig og ubekymret.
113

”Hej, skat - det er mig! Hvordan går det?”
Miranda sukkede ved lyden af morens stemme.
”Udmærket - nej, rigtig godt.”
”Hvordan går det med specialet?”
Miranda tøvede, overvejede et øjeblik om hun skulle fortælle det, men
mistede så modet.
”Jo, jeg sidder lige og skriver - jeg er kommet rigtig langt, mor, men…”
”Det lyder rigtig godt! Far og jeg kommer forbi i morgen eftermiddag -
okay?”
”Ja, jo, selvfølgelig.”
”Så ses vi!”
”Ja, mor - det gør vi.”
”Glem nu ikke at læse, lille skat.”
”Nej, okay - ses.”
Da røret var lagt på, stod Miranda stille et stykke tid og stirrede ud i luften.
Intet syntes at gå, som det skulle.
Hun undgik brevet i entreen, da hun på bare fødder og i morgenkåbe gik ud
i køkkenet. Det var blot for at forøge spændingen, men også for indirekte at
pine sig selv. Det nød hun.
I køkkenet stod køleskabet stadig på vid gab. Det havde hun glemt at lukke
efter sig, da hun i nattens løb var stået op for at tage sig en bid natmad. Det
hjalp hende med at glemme søvnløsheden. Men poserne under øjnene var
blevet sværere at dække blot med make-up. Det var i det hele taget blevet
sværere bare at fortrænge virkeligheden og hengive sig til dagdrømmeri,
som hun ellers var blevet vant til.
Hun stillede den sidste kop i vasken. Ved siden af vasken var bunken af urene
glas og tallerkner begyndt at hobe sig op. Det stressede hende, men hun gjorde
intet. Stod blot stille og stirrede på madresterne og fedtet i stegepanden.
Hun forlod igen køkkenet, gik sløvt ud på badeværelset, stillede sig foran det
store spejl og tog et hurtigt kig ned af sig selv. Den blomstrede natkjole klistrede
sig til hendes magre former og var begyndt at lugte af sved. Det lange,
mørke hår var fedtet og uredt.
”Hold kæft, hvor er du grim, Miranda. Du rådner op,” sagde hun til sig selv.
114
”DU RÅDNER OP!”
Selv om hun råbte, syntes det hele stadig fuldkommen håbløst.
Meningsløst.
I det samme ryddede hun hylden med kosmetik og parfume, så det hele
splintredes og spredte sig over de hvide fliser. Hun skreg, til stemmen blev
hæs og ynkelig, og slog så over i en fortvivlet gråd. Hun sank sammen på
gulvet, strakte sine ben helt ud, så hendes fødder rodede rundt mellem glasskår
og gammelt støv. Duften af dyr parfume hang tungt i luften.
Miranda rejste sig, men følte nu en let svimmelhed. Døsigheden havde lagt
sig over hende.
Hun støttede sig til væggen, lukkede øjnene og dannede sig et billede inde i
hovedet. Det var et velkendt billede. Et, hun havde forstillet sig før.
På billedet står hun iført brudekjole. Ved hendes side står hendes fremtidige
ægtemand, deres perfekte børn og en logrende golden retriever med savl
dryppende ud fra mundvigen.
I baggrunden ligger deres prægtige villa i solskin. Miranda åbnede øjnene,
smilede, men faldt så hurtigt tilbage i det samme melankolske humør.
Dagen derpå stod Miranda tidligt op, der var en masse praktiske ting at nå.
Hun satte en CD med noget klassisk på. Vidste ikke hvad det var, men det
var også lige meget. Blomsterne i vindueskarmen skulle vandes, glasskårene
på badeværelsegulvet fejes op, stuen støvsuges og køleskabet fyldes.
Derudover måtte hun også gemme nogle tomme vinflasker og fyldte askebægre
væk.
Brevet lå stadig på måtten i entreen og ventede på at blive læst, men Miranda
var stædig. Hun kiggede end ikke på det, lukkede blot øjnene og lagde det
ned i kommodeskuffen.
Da klokken slog et, ringede det på døren. Lige til tiden, tænkte Miranda, sukkede
brat, og satte sit nyvaskede hår op i en hestehale. Moren kom stormende
ind iført pelsjakke, en tigerstribet håndtaske i den ene hånd og en kageæske
i den anden. Hun gav Miranda et overstrømmende kram. Duften af
eksotisk parfume var ved at kvæle hende.
115

Faren stod afventende i døren og lignede en kludedukke. Det gjorde Miranda
ondt at se, hvordan han var endt, og da moren begyndte at rette på hans slips,
mærkede hun irritationen flamme op i sig. Miranda sendte ham et anklagende
blik.
”Og jeg har kager med!” udbrød moren, mens hun lavede en spontan bevægelse
med den ene hånd.
”Ej … ej, hvor godt!” svarede Miranda usikkert.
”Og de er fra bageren nede på hjørnet - den gode bager.”
”Ja…”
Moren kastede et hurtigt blik på affaldsposerne, der stod ved klædeskabet.
Hun kunne lige akkurat ane omridset af tre vinflasker, men hun sagde
intet.
Eftermiddagen gik, som den skulle. Moren klagede bestandigt over den dårlige
vicevært, som aldrig lavede tingene ordentligt, mens faren forholdt sig
neutral. Da klokken slog to, rejste moren sig.
”Så, der er meget at nå - vi kan jo ikke bare sidde her og sludre hele dagen,
vel, kære skat?”
Moren udstødte et kunstigt grin og gav Miranda et hurtigt knus. Inden
situationen blev alt for akavet, tog Miranda sig sammen til at give faren et
kram. Det blev kort, men føltes for hende som en evighed. Han klappede
hende blidt på ryggen, velvidende om hans mislykkede forsøg på at genfinde
et forhold, som for længst var gået tabt i ligegyldigheden.
Da forældrene havde forladt lejligheden gik Miranda ind i stuen og smed sig
på sofaen.
Mange tanker for gennem hovedet på hende, men én tanke vendte hele
tiden tilbage: Brevet.
I et stykke tid lå hun og diskuterede med sig selv om hvorvidt, hun burde
åbne det eller ej, men endte så med at give efter for fristelsen.
Hun rejste sig langsomt, gik ind i soveværelset, åbnede kommodeskuffen og
tog brevet frem.
Valgte at lade være med at kigge på afsenderen, men åbnede blot konvolutten
og læste indholdet:
116
Tillykke! Du har vundet chancen, for at være med i konkurrencen, om at
vinde en rejse til Disneyland, Paris - for hele familien!
Under teksten var der et billede. Et, hun syntes at genkende. Det var billedet
af en lykkelig familie.
117

Et Anker
af Matilde Wienecke
Angsten føltes tung og kvalmende i mit bryst. Som om hele min krop var
fyldt med iskoldt saltvand, der var ved at kvæle mig.
”Kom så lille Ana!” Sixten styrtede af sted i det begyndende tusmørke et
godt stykke foran mig. Jeg havde aldrig kunne følge med ham og hadede mig
selv for ikke at være i bedre form, men lige nu var det, som om jeg dårligt
nok kunne flytte fødderne.
”Jeg kan ikke!” klynkede jeg efter ham. Jeg kunne mærke tårerne presse
på.
Sixten vendte sig om, så han løb baglæns.
”Du kan alt, Anastacia Elise Ravn Elmsdorf! Du er modigere end den
modigste kriger, friere end den frieste fugl, vildere end det vildeste hav –
hvis du vælger at være det!” BEDRE! FINT! Hans stemme var næsten triumferende.
Måske var det fordi, jeg endelig havde indvilget i at udføre det
eksperiment, Sixten havde fundet på.
Jeg satte farten op for at indhente ham.
”Jeg er ingenting.” svarede jeg stille og håbede på, at Sixten ikke kunne
høre mig. Jeg havde længe haft den mistanke, at Sixten havde en hørelse ud
over det sædvanlige, og min mistanke blev endnu engang bekræftet, da han
nu stoppede op så brat, at jeg ramlede ind i hans 190 cm lange korpus og
faldt om på jorden.
”Er ingenting..?” spurgte han undrende, som om jeg lige havde påstået at
Jorden var flad.
Han tog min hånd og hev mig op.
”Ana, Ana, Ana.” Han rystede på hovedet. ”Ved du ikke, at hvis du aldrig
indser, at du er Anastacia Elise Ravn Elmsdorf på 14 år og 7 måneder og har
skolens grønneste øjne og Danmarks største fortænder og en lille smule
vandskræk, så bliver du aldrig noget i denne verden, udover samfundets
dyreste depression!” Han fortsatte smågrinende ned mellem hybenbuskene
og trådte ud på sandet.
Jeg satte hidsigt i løb efter ham. Jeg følte mig såret, Sixten vidste jo godt,
119

jeg ikke kun havde en lille smule vandskræk!
”Det hedder hydrofobi, dit fjols!” råbte jeg og kunne mærke vrede tårer i
øjenkrogene. Men Sixten spejdede bare udover det dybblå hav, der nu strakte
sig foran os.
”Jamen er det ikke smukt, Ana?” spurgte han saligt.
Jeg kiggede ud over vandet og følte, at jeg blev fuldstændig tom indeni.
”Nej,” sagde jeg kort, og satte mig i sandet med ryggen til både ham og
havet. Han satte sig ved siden af mig.
”Vi gør det her for din skyld ,lille Ana, og det ved du også godt.”
Hans stemme var bestemt, men jeg opfangede hurtigt den lille snert af
sarkasme. Jeg svarede ham ikke.
Sixten og hans dumme teorier. ”Ana, vi stammer alle fra havet, og vi vil
alle ende som en del af det,” havde han engang sagt, mens han hang med
hovedet nedad på skolens klatrestativ. Jeg var blevet usigeligt rasende.
Egentlig uden grund. Men han var altid så bedrevidende. Det havde han
været, så længe jeg havde kendt ham, og det var efterhånden halvandet år.
Jeg holdt virkelig meget af at være sammen med ham, for han fascinerede
mig. Han fik mig til at gøre ting, jeg aldrig ellers ville have gjort, og fik mig
til at tænke tanker, jeg aldrig selv ville have fundet på. Og det virkede som
om, han kunne lide at være sammen med mig. Hvorfor vidste jeg ikke. Der
var ellers aldrig nogen, der interesserede sig for mig. Det var en stor overraskelse,
da han første gang kom ind i klasselokalet og gik direkte hen og
satte sig ved siden af mig. Han begyndte bare at snakke til mig, sådan uden
videre. Det var som om, han ikke lagde mærke til mine store fortænder og
slet ikke havde set mine indadvendte knæ. Fra den dag delte jeg alt med ham,
for han forstod mig. Ham kunne jeg altid støtte mig til.
Men den idé han havde fået den mandag morgen i skolen for to uger
siden, da vi stadig var i marts, syntes virkelig tåbelig nu, og jeg brød mig slet
ikke om den, men det var for sent at bakke ud.
”Jeg ved godt, du er umådeligt klodset, Anastacia, og det er da også utroligt
dumt at sejle ud på egen hånd, hvad enten man er sur på sine forældre
eller ej, men hvad gik der helt præcis galt dengang?” spurgte han efter lidt
tid, og jeg vidste med det samme hvilken ”dengang” han hentydede til.
”Jeg har ikke lyst til at tale om det,” svarede jeg tvært.
”Ana, hvor mange gange skal jeg sige det! Du er nødt til at konfrontere
dig med din fortid, ellers får du aldrig nogen fremtid!”
Nu blev det for meget for mig. Jeg vendte ansigtet mod ham og så ham
lige i øjnene.
120
”Du tror, du er så klog!” råbte jeg. ”Men du ved ingenting om, hvordan
det er, Sixten Christopher Mortensen! Ingenting!”
Min stemme knækkede over, men jeg fortsatte:
”Du har aldrig mærket dine lunger blive fyldt med vand og følt livet blive
suget ud af dig vel?! Det ... det monster ..!” Jeg pegede ud mod havet, ”... det
monster tog næsten mit liv!”
Jeg kæmpede imod gråden, der rev indeni. Jeg klyngede armene omkring
mine ben og pressede knæene mod mine øjne.
”Er du klar?” spurgte Sixten efter et minuts tavshed.
Jeg så ikke på ham, men nikkede så.
Mit tøj lå foldet sammen i en pæn bunke ved siden af Sixten. Jeg havde gjort
mig meget umage bare for at trække tiden ud. Nu stod jeg i mit undertøj,
tynd og bleg, skrævende på mine kalveknæ, og følte mig lille, grim og hjælpeløs.
Jeg kunne mærke vinden fra nord rive i min hud, og jeg frøs. Sixten
stod ved siden af mig og lagde en varm hånd på min skulder. Jeg tog en dyb
indånding, og langsomt gik jeg ned mod vandet, der strakte sig så langt øjet
rakte. Sixten blev stående tilbage.
Jeg stoppede, lige før jeg kom ind i vandets rækkevidde. Bølgerne skyllede
op på stranden og rev grådigt i sandet. Som forsøgte de at nå mine fødder,
så de kunne suge mig ned i dybet og sluge mig. Angsten begyndte straks
at samle sig i mit mellemgulv og brede sig til resten af kroppen. Den skyllede
ind over mig og lammede mig. Billeder fra den nat sidst i september samlede
sig i mit hoved. Billeder, der hjemsøgte mig på nætter, hvor jeg ikke
kunne sove. Selv når jeg var i bad derhjemme, og vandet begyndte at løbe
ned over min krop, havde jeg det, som om jeg blev kvalt.
Jeg klemte øjnene hårdt i, men de forfærdelige billeder blev ikke lukket
ude. Jeg kunne ikke stoppe dem fra at erobre mit sind.
Lyden af de brusende bølger overdøver alt. De kaster mig rundt i det
mørke vand. Hadet til mine forældre, der har fået mig til at sejle ud alene, er
forsvundet og erstattet med intens angst. Jeg vidste intet om stormen, der
nærmede sig, da jeg for kort tid siden skubbede den lille robåd ud i vandet.
Mit våde tøj trækker mig under, og desperat kæmper jeg for at holde mig
oppe. Alt omkring mig er vådt, koldt, sort og i oprør. Mine kræfter begynder
at svigte, og vandet fylder min mund, en kvalmende smag af salt. Jeg gisper
efter vejret. Efter livet.
”Jeg vil ikke dø!”
Mine hænder pressede så hårdt mod mine ører, at det gjorde ondt, men jeg
121

kunne ikke holde ud at høre mine egne tanker. Min krop rystede, og jeg lå
sammenkrøbet i det fugtige sand. Pludselig mærkede jeg to stærke hænder
hive mig op. Sixten havde godt fat i mine arme og ruskede mig hårdt.
”Nemlig, Ana! Du vil ikke dø! Derfor skal du jo leve for helvede!”
”Jeg vil ikke!” svarede jeg og prøvede at vride mig fri.
”Du vil hverken det ene eller det andet?!” Sixten havde fat i mine skuldre
og holdt mig fast, til jeg holdt op med at kæmpe imod. ”Så vælger jeg for
dig, du vil leve!”
Jeg havde hverken flere indvendinger eller kræfter og lagde hulkende
hovedet ind mod hans skulder. Han aede mig hen over håret og vuggede mig
blidt. Det havde han ikke gjort før, jeg havde altid bedt ham om at lade være.
Havde ikke brug for at dele min skræk med nogen. Men nu følte jeg mig helt
forsvarsløs, og lod mig bare falde ind i favnen på ham. Egentlig var det rart
at stå sådan. Meget rart.
”Jeg vil leve,” snøftede jeg bekræftende.
Pludselig tog Sixten igen fat om mine skuldre og skubbede mig ud fra sig.
Jeg stod og så spørgende på ham, mens han tog fat i sin trøje og hev den over
hovedet.
”Hvad gør du?”
Egentligt et dumt spørgsmål da jeg jo tydeligt kunne se, han tog tøjet af.
”Jeg kom lige i tanker om, at kun sømænd uden livsmod sejler ud uden
anker,” sagde han og smed de hullede jeans i sandet.
Mørket havde sænket sig over stranden, og det eneste, der hørtes, var bølgernes
brusen. De mørke skyer havde dækket hele himlen og blokeret vores
udsyn til stjernerne. I horisonten gik hav og himmel i ét. Vinden var taget til
og rev og sled i vores hår og gjorde havoverfladen oprørt. Sixten gav min
venstre hånd et lille klem, og jeg smilede svagt til ham.
Sammen gik vi ned mod vandet, der lå sort og truende som et væsen, der
hvert øjeblik kunne angribe. Jeg var nødt til at stoppe halvvejs og tage en dyb
indånding, før jeg kunne gå videre. Jeg rystede af angst og kulde, mens vi
nærmede os vandet og støttede mig til Sixtens stærke hånd.
Den første iskolde bølge ramte mine fødder, slikkede op af mine ankler
og satte sine syleskarpe tænder i mig. Jeg fik en usigelig trang til at vende
om og løbe langt væk fra dette morderiske uhyre, men Sixten havde godt fat
i min del af den ankerkæde, der nu forbandt os, og holdt mig tilbage.
”Du må ikke give op nu!” hviskede han bestemt i mit øre.
Jeg klynkede, men tog et skridt mere ud i det sorte vand, der slugte mere
122
og mere af min krop.
Hånd i hånd tog vi skridt for skridt, længere og længere ud i det isnende
dyb, mens vinden susede i vores ører.
”Jeg kan ikke! Jeg kan ikke gøre det!” skreg jeg, da vandet gik mig til over
livet.
Angst- og kuldekramperne rullede ind over mig. Sixten slap ikke min
hånd, men tog med den anden hårdt fat i min skulder.
”Jo, du kan! Det er bare vand, Ana! Husk; du kan ikke leve uden vand!”
”Bare vand,” klynkede jeg for at overbevise mig selv.
Havet slog med knyttede næver mod min nøgne hud og nåede mig nu til
et godt stykke over navlen. Jeg klemte øjnene hårdt i og prøvede at fortrænge
de billeder, der sprang frem på min nethinde.
”Du må ikke give slip, Sixten! Lov mig, at du ikke slipper!” Jeg kunne
næsten ikke høre min egen stemme i vindens susen, men Sixten knugede min
hånd under overfladen og råbte noget i retning af, at han heller ikke kunne,
da vi jo for søren var som svejset sammen.
Jeg kæmpede mod panikken. Kæmpede mod tankerne i mit hoved. Hvert
skridt var en overvindelse. Jeg kunne ikke længere mærke mine fødder, selvom
stenene på bunden var skarpe som glasskår.
Da vandet gik mig til brystet, kiggede Sixten på mig.
”Så er det nu, Anastacia Elise Ravn Elmsdorf, er du klar?”
Jeg klynkede og klemte øjnene i. Vidste ikke, om jeg var parat til at gøre
det.
Sixten tog beslutningen for mig. Med ét dykkede han og hev mig uden
videre med ned i dybet. Så blev alting sort og umenneskeligt koldt. En larmende
stilhed dunkede i mine ører.
I endeløse sekunder hørte jeg ikke andet end mit hjerte, der bankede i mit
bryst. Den lille muskel hamrede af sted for at overleve. En angst, jeg kun
havde oplevet en enkelt gang før i mit liv, greb mig nu. Overfladen, tænkte
jeg. Find overfladen. Jeg kæmpede med arme og ben, og endelig fandt mine
fødder sandbunden. Jeg satte af og brød igennem til luften.
Flere gispende mundefulde ilt. Mit i forvejen våde hår hang nu gennemblødt
ned foran mit ansigt, jeg strøg det væk med hænderne. Så gik det op
for mig, at min venstre hånd var tom. Jeg havde sluppet mit anker.
Jeg kiggede rundt, men ingen steder kunne jeg se Sixten. Panikken samlede
sig i mit bryst og eksploderede i et skrig;
”Sixten!!!”
Kulden var ikke længere på min hud, men indeni mig. Jeg kæmpede mig
123

gennem vandet, der holdt igen, som ville det aldrig give slip.
”Sixten!!!” Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, men min stemme
druknede næsten i bølgernes brøl.
Pludselig mærkede jeg en hånd gribe fat i min egen, og Sixten skød op fra
dybet lige foran mig.
I flere øjeblikke stod jeg bare og stirrede på ham. Lagde ikke mærke til
vandet, der ellers omsluttede mig, kiggede bare ind i hans mørkegrå øjne.
”Det er jo bare vand, lille Ana,” sagde han så, og et varmt smil bredte sig
på de isblå læber.
Da vi gik indad, rystede vi begge af kulde udenpå, men jeg følte mig varm
inderst inde. Måske var det fordi, jeg stadig støttede mig til Sixtens hånd.
”Er der noget bedre end en forfriskende dukkert, der kan få én til at føle
sig som født på ny?” Sixten skød brystet frem og kastede med påtaget friskhed
det halvlange drivvåde hår til siden.
Jeg orkede ikke at svare på dette latterlige og i forvejen retoriske spørgsmål.
Smilede bare.
Sixten kiggede på mig et øjeblik og rettede så blikket op igen
”Ha! Hydrofobi!” fnyste han. ”Sådan en smule vandskræk.”
124
Flugten
af Isabella Stidsborg
Adrenalinet pumpede hurtigt rundt i hans årer. For hver skridt han tog blev
dosen stærkere. Han løb med en utrolig udholdenhed og smidighed. Trods
tusmørket undgik han nemt de udstikkende trærødder. Den kolde nordenvind
bar en svag lyd af pistolskud med sig, og selvom sveden løb ned af ham, fik
han gåsehud. En blid duft af grantræ ramte ham, han var der næsten, skoven,
sikkerheden. Han havde løbet langt, udmattelsen stak ham som tusinde knive
hårdt i hans side. Alligevel ville han ikke stoppe. Da han nåede skovkanten,
satte han farten ned. Men han blev ved med at løbe længe. Han løb, til hans
ben forsvandt under ham. Med en sidste anstrengelse rullede han ned i en
fordybning i skovbunden, og trods kulden, tørsten og den nagende sult faldt
David hurtigt i søvn.
David vågnede liggende på de bløde puder af mos. Med en kraftanstrengelse
kom han på benene, hver eneste muskel i hans krop smertede. Han begyndte
at gå hen ad en smal sti, der havde formet sig mellem buskene, og håbede,
at den ville lede ham hen til huset.
Han havde gået i flere timer, da en længe ventet duft ramte hans næsebor,
duften af mad. Hans nakkehår rejste sig af bare nydelse, og sulten i hans
mave blev tre gange forstærket. Skoven begyndte at blive tyndere og bære
præg af menneskehænder. Pludselig stod han i midten af en have. Han jog en
hånd gennem sit halvlange, svedige hår og fulgte skovbrynet til husets forside.
Udmattet bankede han på den mørkerøde hoveddør. En ung kvinde med
kraftige, lysebrune krøller åbnede den mistænksomt. Han nåede lige at
mumle et: ”Kaja, hjælp …” før han besvimede på det lysebrune parketgulv.
”David, er du okay?”
Han blev ramt af en beroligende duft af lavendel og mærkede noget fugtigt
blive duppet mod sin pande. Langsomt åbnede David øjnene. Et smukt
ansigt studerede ham bekymret.
125

”Hvor, hvor er jeg?” Hans stemme var svag.
”Bare rolig, du er her hos mig, her drik det her.” Hun tog et glas vand op
til hans udtørrede læber. Han tog imod det og drak det hurtigt.
”Hvad er der sket med dig?” ville Kaja vide.
Han gjorde et forsøg på at sætte sig op, men blev tvunget ned igen af
svimmelheden.
”Jim…” Han tog sig til tindingerne og masserede dem blidt. ”Jim er død.”
En tåre trak et vådt spor ned af hans kind. Kajas øjne blev store.
”Min Jim? Din bror Jim. Hvornår … hvordan… Hvorfor?”
Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kridhvide kinder. David tog en
dyb indånding og forsatte med rystende stemme.
”Jeg så det … jeg så de førte pistolen til hans tinding og … ” Han gned
ansigtet i hænderne.
”Men de så mig og, Kaja, de er efter mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,
jeg løb hele natten for at komme … Kaja, hjælp mig…”
Der blev stille i stuen, den eneste lyd, der hørtes udover deres langsomme
vejrtrækning, var det gammeldags kukur, der hang ubekymret og tikkede
over fjernsynet. Med en påtaget ro drejede Kaja hovedet og så David direkte
i øjnene.
”David, hvem gjorde det? Hvorfor gjorde de det. David vi ringer til politiet,
vi …”
Hendes stemme forsvandt i en skinger lyd. Han tog hendes rystende hånd
og lagde den mellem sine. Han kunne se masser af små ar op af hendes arme,
det eneste der var tilbage fra hendes dunkle fortid som junkie.
”Jeg er ked af at blande dig ind i det, men jeg er bekymret for, at der vil
ske dig noget. Du var jo trods alt hans kæreste! Vi kan ikke ringe til politiet,
de vil aldrig nå helt herud ud før … før det er for sent. ”
Kaja nikkede, uden en lyd rejste hun sig og gik ovenpå. David rejste sig
langsomt, han var stadig svimmel og hans hoved var som en opblæst ballon,
der skulle til at sprænge. Han gik langsomt ud i køkkenet og åbnede køleskabet.
Med en hurtig bevægelse tog han det nærmeste spiselige og proppede
det grådigt ind i munden. Han nåede lige at synke det, før Kaja kom
løbende ind i køkkenet.
”Jeg ved, hvad vi gør, David, vi går til politiet. Jeg har allerede pakket en
taske. Kom nu lad os køre!”
David slæbte sig ud i den blodrøde Mercedes og smed sig på forsædet.
Med rystende hænder drejede hun nøglen og kørte op af den grusvej, der
ledte fra huset.
126
”Okay, David, hvem er de? Hvem slog Jim ihjel?”
Kajas stemme var en smule grødet, men den tilintetgjorde den mur af stilhed,
der havde rejst sig mellem dem, siden de forlod huset. David tog en dyb
indånding og begyndte med rystende stemme at fortælle.
”Jeg ved ikke, om du var klar over det, men Jim var involveret i smugling
af narko…”
Hun så undersøgende på ham.
”Hvad?” Hendes stemme var fuld af forundring.
”Ja, med nogle Colombianere. Han kom over til mig, for et par uger siden
og fortalte, at han ville ud af det for din skyld.”
David drejede hovedet for at se på hende. Kaja sad og stirrede fraværende
ud i luften, imens hun mekanisk styrede bilen.
”Han bad mig tage med som backup, du ved til at se, hvordan se ville reagere
og i værste tilfælde ringe til politiet … De skød ham, da han vendte ryggen
til for at gå ind i den bil, jeg ventede på ham i…”
På hendes ansigtsudtryk kunne han se, at svaret ikke tilfredsstillede
hende.
”Men, hvorfor skød de ham? Og hvorfor skød de ikke også dig?”
”De skød ham, fordi han forsøgte at stoppe og believe me, de prøvede
også at dræbe mig. Hvis det ikke havde været, fordi jeg allerede sad i bilen,
ville jeg nok have fået samme skæbne som Jim…”
Han sukkede dybt og forsatte med en sørgmodig stemme.
”Jeg trådte speederen i bund det samme sekund, jeg så Jim falde livløs
ned. Jeg kan stadig se kuglen skære sig gennem hans hoved, hver eneste gang
jeg lukker mine øjne. Den iskolde ligegyldighed i gerningsmandens øjne.”
Han kastede et hurtigt blik over på Kaja, han kunne se tårerne glide ned
ad hendes kinder, uden at hun forsøgte at standse dem. Med en dyb vejrtrækning
forsøgte han at holde sin egen gråd tilbage.
”Jeg kørte bare, det må have været en ren refleks. For jeg kunne ikke rigtigt
tænke klart… Men de fulgte efter mig, de vil jo ikke have nogen vidner,
du ved nok. De skød efter mig og ramte også mit dæk, men jeg blev ved med
at køre, til de var ude af syne, og så løb jeg. Jeg løb hele vejen gennem skoven.
Til jeg kom til …”
Der lød et øresønderrivende smæld, og David skreg højt af smerte.
”Hvad fanden var det?” Kajas stemme rystede voldsomt. ”Gud, David du
bløder!”
Blodet begyndte at sprede sig på Davids hvide T-shirt, et projektil havde
skåret sig igennem hans højre skulder. Hun kastede et blik bagud gennem
127

den smadrede bagrude og så to mænd i en sort pickup lige bag dem. En af
mændene hang ud af det ene vindue og skød efter dem. David satte sig op og
med sin venstre hånd, tog han fat i den pistol, han havde gemt i livet på sine
bukser. Med små udbrud af smerte åbnede han vinduet og lænede sig ud.
David affyrede et dusin små, hurtige projektiler. Et af dem fandt hvile i skyttens
varme brystkasse. Han røg ud af vinduet og blev slynget tilbage et stykke,
hvorefter han ramte den benhårde asfalt.
”Sving ... Til højre,” kommanderede David, og Kaja svingede lydigt til
højre.
David affyrede endnu et skud, der ramte pickuppens forhjul. Føreren mistede
kontrollen over bilen og braste ind i et stort egetræ.
”Du klarede det! David, du gjorde det, du skød de svin!” Kaja lagde sin
ene arm om ham og trykkede ham hårdt ind til sig. David stønnede højt af
smerte.
”Ej, undskyld David, jeg havde helt glemt din skulder, hvad fanden gør vi
med den?”
Hun kiggede over på ham, der var blodspor over alt på sædet og hans Tshirt
var gennemvædet af blod. Han var i færd med at rive hendes jakke i
stykker.
”Bare rolig, jeg klarer mig! Bare bliv ved med at køre, stop ikke. De kommer
aldrig alene, de har sikkert givet besked til flere.”
Han tog hendes nu iturevne jakke og bandt den hårdt omkring sin skulder
for at standse blødningen.
”David, helt ærligt, du skal på hospitalet med den der … du kan jo dø af
blodtab, for fanden da!”
”Vi skal først have fat på politiet, jeg klarer mig. Forstår du?” Hans stemme
var skinger af udmattelse, men tonen var kold og følesløs. Hun nikkede
imod sin vilje.
Kaja tørrede træt sveden af panden. De havde kørt i over en time nu. Hun
forbandede i sit stille sind, at hun havde fundet på at bosætte sig så langt fra
alting. Det havde været hendes højeste ønske at komme langt væk fra storbyen,
men tilsyneladende var hun ikke sluppet fra den, og nu havde det været
rart med en politistation lige om hjørnet. Men der var stadig et stykke vej ad
sporet mellem træerne, inden de nåede civilisationen.
Ved siden af hende lod David til at døse.
”David, vågn op.” Hun skubbede blidt til ham. Han rørte sig ikke.
Panikken begyndte at løbe gennem hendes krop.
128
”DAVID, er du okay?”
Til hendes store lettelse bevægede han sig.
”Hvad??? Hvad sker der?” David var øjeblikkelig vågen, og han så afventende
rundt.
Det rykkede lidt i Kaja, da hun betragtede hans ansigt, det var kridthvidt,
og små svedperler havde dannet sig på hans pande.
David kiggede sig lidt om, for anden gang den dag var han svimmel. En
uudholdelig smerte bankede kraftigt i hans skulder, han løsnede den jakke
der var blevet brugt som forbinding, den var gennemblødt af blod. En svag
lugt af metal bredte sig i bilen. Han kom til at stønne højlydt. Hurtigt dækkede
han det igen.
”David, vi har brug for en ordentlig bandage til det sår.” Der var beslutsomhed
i Kajas stemme. ”Om lidt kommer vi til en tankstation, jeg kender
manden, der har stedet. Lad os standse kort og købe noget vand og forbinding.
Ellers klarer du dig ikke til Clearwater.”
”Okay,” nikkede han og konstaterede lettet, at han allerede kunne se tankstationens
støvede skilt længere henne ad vejen.
Kaja drejede ind foran tankstationen og standsede motoren med et suk. I det
samme så hun Davids mørkebrune øjne voksede sig store, og han jamrede
svagt.
”David, hvad er der galt?” Kajas øjne for forfærdede omkring.
”De vidste, vi ville komme!” hviskede han og pegede i retning af en
adræt, ungdommelig fyr, der stod ved siden af en sort Mercedes med tonede
ruder parkeret ovre i skyggen.
Trods en distance på omkring 30 meter, kunne Kaja se mandens øjne, der
var iskolde. Hun fik en følelse, som om nogen førte en isterning ned langs
hendes rygrad.
”Det var ham… ham der… der skød Jim.”
”Nej, nej, hvordan har de fundet os? David, vi må komme væk herfra!”
Hun rakte frem mod bilnøglen, men Davis standsede hendes hånd.
”Du bliver nødt til at redde dig selv, lad være med at tænke på mig, okay?
Du kan alligevel ikke gøre noget for mig, du skal bare løbe!”
Han puffede blidt til hende, og hun trak sine øjne væk fra hans.
Sørgmodigt bevægede hun sig ud af bilen og forsvandt ind ad døren til tankpasserens
hus. David tog en dyb indånding og tog fat i pistolen. Han steg ud
af bilen, og med sin venstre hånd løftede han den og tog sigte. Langsomt
pressede han aftrækkeren ned, og lige før han hørte klikket, fangede han
129

målets øjne, de slående iskolde øjne fyldtes et øjeblik med frygt. Klikket
kom, men det gjorde kuglen ikke. Panikken begyndte at løbe febrilsk gennem
hans årer. Øjnene, der lige havde vist frygt, viste nu i stedet hån, den
unge mand slog en latter op. David kunne tydeligt høre ham råbe til de andre
fyre i bilen.
”Hey, gutter;” sagde han med tyk accent. ”Rotte er i fælden!”
Fyren jog hånden ind under jakken og fremdrog en skinnende sort pistol.
David smed sig ned, men for sent … han hørte lyden af et projektil, der undslap
pistolens munding, og så mærkede han en brændende smerte i sin venstre
side. Alt gik i slowmotion for ham, det føltes som timer senere, at han
ramte jorden. Han kunne mærke en varm væske løbe ned af hans side, men
ikke andet. Sorte pletter samlede sig for hans øjne, det sidste han hørte,
inden han besvimede, var lyden af nogen, der tog ladegreb på en pumpgun.
”Han vågner, han vågner nu.” En spændt hvisken nåede hans øre, og langsomt
åbnede han øjnene. Et blændede hvidt lys fik ham til at misse kraftigt.
”David!” En glad stemme skreg hans navn, og han mærkede nogen kramme
sig hårdt.
”Hvor … er jeg?” spurgte han svagt.
Han åbnede øjnene og så, hvordan Kaja studerede ham henrykt.
”På hospitalet, David, jeg løb lige ind i sheriffen og hans assistent på tankstationen,
de overmandede columbianerne, vi er i sikkerhed nu!”
Og trods alle sine smerter smilede David af lykke ved lyden af de ord. I
sikkerhed.
130

Katten
af Julie Pallesen
De smiler til hinanden i spejlet. Det dæmpede lys i det lille fyldte rum kommer
fra pærer, der sidder rundt om det ovale spejl på sminkebordet. Det er
kun to af pærerne, som kan lyse. Det er et rigtigt prinsessesminkebord. Det
fortalte deres mor dem, første gang hun tog dem med op på loftet.
Pigerne ser hemmelighedsfuldt på hinanden. Deres blanke øjne stråler.
Ingen må vide besked. Den ældste pige tager sin kjole af, så de bedre kan
beundre smykkerne, når hun prøver dem. Den mindste af pigerne er lige ved
at fnise, men den største holder hende straks for munden med et alvorligt
ansigtsudtryk. Den lille pige bider tænderne så hårdt sammen, at det næsten
knirker i hendes hoved. De skal være varsomme.
Den ældste piges ansigt mildnes igen, da hun ser søsterens sammenbidte
udtryk, efter at hun har fjernet hånden fra hendes mund. Det er som et hemmeligt
ritual, for kun de to. Hun holder så meget af sin lillesøster. Hun er ni
år og den ældste. Hun skal passe godt på sin lillesøster, som kun er fire år og
endnu går i børnehave.
Hun passede godt på søsteren, det gjorde hun virkelig, men det var kattens
skyld, at ulykken skete. Moren havde godt nok fortalt hende, at de aldrig
måtte kravle op på loftet alene. Men de dage, hvor moren og faren var ude i
haven for at arbejde, havde de huset for sig selv.
Den lille pige stryger beundrende fingrene gennem søsterens lange, glatte
hår.
”Når jeg bliver stor, vil jeg være lige så smuk som dig,” hvisker den lille.
”Det bliver du også,” siger den ældste pige og ser stolt på sin søster i spejlet.
”Du må bare huske at rede håret hver dag.”
”Det lover jeg,” siger den lille med store alvorlige øjne. Hun lover, at hun
vil rede håret mindst to gange hver dag.
De elsker deres hemmelige sted. Det forbudte loftsrum, hvor end ikke mor
133

og far ved, at de er. De er ikke bange for at blive opdaget. Når de kan høre
mor og far råbe til dem nede fra stueetagen, at de er færdige i haven, skynder
de sig ned på værelset på første sal og lader, som om de leger med deres
dukker.
Storesøsteren har forklaret flugtplanen til den lille så mange gange, at hun
ikke kan være i tvivl om, at det er sådan, de skal gøre. De har endda øvet sig
på det om aftenen, bare uden at gå op på loftet i virkeligheden.
Men at ulykken skulle ske, havde storesøsteren ikke regnet med. Det var
selvfølgelig kattens skyld, den døde kat. Men det tænkte hun ikke på, før
ulykken var sket.
Lillesøsteren stiller sig tæt op ad sin søster. Det er så spændende at være et
sted, man ikke må være. I starten havde hun været bange for at gå derop.
Moren havde jo sagt, at det var farligt at gå på trappestigen uden en voksen.
Men storesøsteren havde drillet den lille og kaldt hende for bangebuks og
tøsepige. Så var hun begyndt at græde, men storesøsteren havde taget hende
i hånden, og sammen kravlede de op på loftet. Det var første gang, de havde
været deroppe alene. Det var også den dag, storesøsteren havde fundet den
hemmelige nøgle til skufferne i sminkebordet, hvor alle de skønne smykker
lå. De havde aftalt, at det var hende, som skulle vælge det smykke, som storesøsteren
skulle prøve på.
Så længe kan hun stå og beundre sin storesøster i spejlet, mens hun prøver
de smukke, gamle smykker. Hun giver varsomt søsteren det smykke, som de
begge holder så meget af. En stor guldmedaljon formet som et hjerte. Når
storesøsteren har det hjerte på, sidder den yngste helt stille og ser beundrende
på. Det føles næsten, som om hun er i trance, så betaget er hun af storesøsteren
i spejlet. Ingen af dem siger eller gør noget. Lillesøsteren føler sig
så lykkelig. Det er, som om det næsten bobler af spænding og fryd nede i
hendes mave. Det store guldhjerte mod søsterens blege bryst, hendes ranke
skikkelse, de frydefulde øjne og hendes lange hår, som når et godt stykke ned
på ryggen. De kan blive stående sådan i evigheder.
Men da er det, at fortryllelsen bliver brudt. Den lille piges øjne bliver runde
og forskræmte. Hendes arme griber ud efter storesøsterens beskyttelse. Det
er, som om de hører en knagen, som når en gammel dør bliver åbnet.
”Er det mor og far?” gisper den lille bange.
”Jeg tror det. Kom, vi må skynde os ned på værelset!”
134
”Men hvorfor siger de så ikke hej?” klynker lillesøsteren. ”Jeg er bange.
Måske er det et uhyre.”
”Der findes slet ikke uhyrer. Kom nu, du vil måske have ballade?”
Den lille ryster hurtigt på hovedet. Hun bryder sig ikke om at få skæld ud.
”Så kom da!”
Den store pige styrter ned af den stejle trappe og løber ind på værelset.
Hun glemmer helt at tage guldhjertet af og sin kjole på igen. Den lille pige
står et øjeblik helt forstenet og kigger i spejlet.
”Vent på mig!” skriger hun pludselig hysterisk oppe fra hullet i loftet.
Hun vil ikke have ballade, men det er, som om hun ikke kan finde ud af,
hvordan hun skal komme ned af stigen. Der er så langt ned deroppe fra, og
hun er bange for, at forældrene skal opdage hende.
”Hjælp mig ned!” råber hun.
Men storesøsteren svarer ikke. Hun sidder allerede inde på deres værelse
med en dukke i hånden. Det er først, da hun hører det underlige bump, som
runger hult og alt for højt i hendes hoved, at hun opdager, at hun har glemt
sin kjole oppe på loftet og at tage smykket af.
Men hun vil ikke hente kjolen nu. Selvom hendes mor og far opdager, at
de har været oppe på loftet, hvis hun ikke gør det, vil hun ikke derop igen.
Bumpet. Det var kattens skyld. Hun klemmer den fine dukke hårdt i sin
hånd. Det var alligevel ikke forældrene, som kom. Hun tog fejl. Men lillesøsteren
kommer ikke ind på værelset. Det er på grund af den døde kat, den
de så ude på vejen forleden. Det er, som om hun helt har glemt, hvordan man
leger. Hun kan kun tænke på katten.
Så kommer moren og faren endelig ind fra haven. De råber, at de er inde
igen. De kalder på deres piger. Men hun svarer ikke. Moren kalder på dem
mange gange, men ingen af dem svarer. Hun kan høre, hvordan morens
stemme bliver mere og mere skinger, efterhånden som hun kommer tættere
på. Pigen ved ikke, om hun skal gemme sig eller blive siddende med dukken
og lade, som om hun leger. Men hun ved heller ikke, hvor hun skulle gemme
sig. Moren kommer ind på værelset. Datteren tør ikke se på morens ansigt.
Hun ved, at hendes mor har gættet, at de har været oppe på loftet. Hun stirrer
kun på morens mave, den er stor som en oppustet ballon. Det er hendes
lillebror, der ligger derinde. Kun maven vil hun se på.
Den kat! Hun husker, at de var ude at lege på græsplænen i forhaven. Hun
og lillesøsteren. Pludselig havde hun fået øje på noget ude på vejen. Hun
135

havde taget lillesøsteren i hånden og trukket hende med. Først da den lille fik
øje på katten, blev hun bange. De vidste godt, at det var farligt og forbudt at
være ude på vejen. Moren havde fortalt dem, at landeveje var farlige. At
bilerne kom meget hurtigt.
De stod lige foran katten. Den var død. Det var en bil, der havde kørt den
over. Lige henover maven, så tarmene væltede ud af den. Ingen af dem havde
sagt noget. Kattens øjne stirrede stift op på dem, helt livløse. Men hun husker
også, at hun syntes, hun så søsterens ansigt i de spejlblanke katteøjne. Så
kom moren pludselig løbende ud til dem, besværet af sin store mave. Hun
skældte dem ud og hev dem væk fra katten og ind i huset.
Hun ser øjnene for sit indre blik. Tydeligt. Det er kattens skyld, at søsteren
faldt ned af stigen, det ved hun nu. Det var ikke hendes skyld, det var kattens.
Hun føler, at hun må fortælle moren det. Det er vigtigt, at hun ved det.
Hun ser op på morens ansigt. Hun stirrer på hjertet om datterens hals.
”Hvor er hun?” spørger hun med en lidt for hård stemme.
Hun ved godt, at moren mener lillesøsteren. Hun må fortælle moren, at
det var kattens skyld. Men så løber moren ud af værelset og hen til trappe -
stigen, som fører op til loftet.
Hun hører moren råbe på faren. Hendes stemme er skinger. Han kommer
buldrende op af trappen. Hun ved virkelig ikke, hvordan hun skal fortælle
det. Det gør ondt i hendes mave, og det er, som om der er noget i hende, der
binder knuder i hendes hals. Dukken i hendes hånd stirrer op på hende med
sine spejlblanke glasøjne. Hun knuger den hårdt ind til sig.
”Det var kattens skyld,” hvisker hun.
136
Kamma
af Bjørk Nyborg Eskildsen
Kamma så lidt irriteret op på sin storebror, mens han forklarede, hvordan
hun skulle holde buen helt rigtigt, og samtidig ikke være for anspændt. Som
om hun ikke vidste det. Det gjorde alle, men hun ville gerne have rigtig fat i
det hele for at kunne blive en god bueskytte. Hun ville kunne forsvare sig
mod sakrerne. De djævle!
”Husk at holde armene i denne stilling.” Han tog fat i hendes arme og
viste hvordan. ”Så flyver pilen længere. Kan du huske det?”
Der var et drillende udtryk i hans øjne. Han vidste udmærket, at Kamma
ikke kunne lide at blive talt ned til, som om hun var et lille barn. Hun var jo
femten og havde fået temmelig mange af de voksnes pligter. Kamma smilede
af bemærkningen. Hun havde hørt den underfundige tone i hans stemme.
”Ja, selvfølgelig”. Hun indtog den rigtige stilling. Stirrede på målskiven,
som om hun alene med tankens kraft kunne få pilen til at ramme den lille
runde ring i midten.
Pilen susede gennem luften og ramte den med en dump lyd. Ikke i midten,
faktisk langt fra, faktisk helt ude på det yderste af målskiven. Men det
var ikke vigtigt. Den havde ramt og sad godt fast. Kammas øjne strålede. Alt
i hende jublede nærmest. Hun havde ramt, hun havde virkelig ramt. Hendes
storebror, Korras, sendte hende et bredt grin. Med antydningen af stolthed i
stemmen roste han hende. Hvis hun nu bare øvede sig mere, kunne sakrerne
bare komme an. Hun skulle nok blive god.
De gik stille ved siden af hinanden tilbage til gården, hvor de boede. Den lå
næsten lige op ad en skov, men også tæt ved landsbyen, Lames. Kamma
havde altid boet her og forbandt alt det velkendte med tryghed. Inde i huset
var der en svag duft af alle mulige forskellige tørrede planter, som Kammas
mor, der var byens kloge kone, brugte til sin lægekundskab. Hun kom netop
ud fra køkkenet med et bundt bandager over armen. Hun stilede mod et lyst
værelse, som lå ved siden af det rum, hvor hun opbevarede sine urter. Hun
gav en hurtig ordre til Korras, som lydigt fulgte efter hende.
137

Tilbage stod Kamma lidt betuttet over den særprægede velkomst. Hendes
mor var ellers altid glad for at se dem, når de kom hjem efter en lang dag.
Hun var både snakkesalig og god til at lytte og plejede at spørge dem ud om
alt muligt, så det virkede underligt, at hun ikke havde givet sig tid til at sige
noget overhovedet. Hun havde ikke engang hilst på dem. Og hvorfor havde
hun taget Korras med ind på sygeværelset? Kamma listede sig hen til døren
ind til dem og kiggede forsigtigt ind. Hun ville helst ikke opdages, for hendes
mor kunne ikke lide at blive forstyret i sit arbejde.
Der lå en ung mand i en af sengene. De bandager, Kammas mor havde
haft med derind, var lagt omkring et dybt sår i hans venstre side. De var allerede
fuldstændig gennemvædede af blod, som var begyndt at dryppe ned på
sengen. Manden kendte hun ikke.
Hans sår i siden skyldtes nok et angreb fra sakrerne. Kamma hadede dem.
De hærgede i det meste af Nanemar og var i færd med at rykke nærmere og
nærmere på kongebyen, Rollis. Sakreria var deres naboland, og de to lande
havde, for ikke ret mange år siden, levet i fred med hinanden. De var kommet
i krig med sakrerne, da kongen i Nanemar havde nægtet at lade de to
lande forene til et stort land. Nu blev hans soldater gang på gang slået tilbage,
og sakrerne ville sikkert snart belejre Rollis. Man havde hørt om mange,
som var faldet i baghold i skovene. Skoven ved deres landsby var en af de
største i hele landet. Kamma kunne ikke lade være at føle frygt, hver gang
hun bevægede sig uden for huset. Det var derfor hun blev undervist i at skyde
med bue og pil af Korras. Det var rart at vide, at hun var i stand til at forsvare
sig selv, hvis hun skulle blive overfaldet.
Korras og hendes mor, Lizea, sad ved sengen. Lizea var ved at sy såret
sammen, da der lød en høj banken på døren. Kamma rykkede hurtigt til side,
da hendes mor vendte sig om for at se, hvem det var.
”Jeg skal nok åbne.” Kamma råbte, for at Lizea ikke skulle få mistanke
om, at hun havde luret på dem. Hun kiggede ud af vinduet for at se, hvem
det kunne være. Det var en mand med en sort kappe over sig. Hun kunne
ikke se hans træk, for han havde slået hætten op. Men Kamma vidste, hvem
det var. Det var en af sakrerne. En isnende kulde bredte sig i hende.
”Mor, MOR,” råbte hun og styrtede ind på sygestuen. ”Det er en af
sakrerne, han står uden for døren. Mor, hvad skal vi gøre ?.”
”Så så, tag det nu roligt, Kamma. Er du sikker?”
”Ja, han står derude.”
Manden på sengen fik et vildt udtryk i øjnene og anstrengte sig for at
komme op i siddende stilling. Lizea skubbede ham blidt tilbage med et
138
bekymret udtryk. Forsikrede ham om at der ikke ville ske ham noget. Hun
tog sig tid til at berolige ham, før hun gik ud til døren.
Kamma, Korras og den sårede mand ventede i anspændt tavshed, da de
hørte døren blive åbnet. Kamma kunne høre dem tale, og pludselig hørte hun
Lizea protestere på det kraftigste.
”Er du blevet overfaldet af dem?” spurgte Kamma sagte manden, spændt
på hans svar.
Han stirrede på hende en tid, hvorefter han nikkede næsten umærkeligt.
Diskussionen ude ved døren blev nærmest til et skænderi.
”Du kan ikke komme her uanmeldt og kræve at få lov til at gennemsøge
mit hus, aldrig i livet,” råbte hendes mor, så det gav genlyd.
”Frue, du misforstår. En forbryder er på fri fod i denne by, og vi vil gerne
have ham fanget hurtigst muligt, så han ikke yder skade her.”
”Du skulle tale om at yde skade, skulle du,” hvæsede hun.
Korras rejste sig for at gå ud og støtte sin mor.
Kamma så på den sårede mand. Han havde mørke øjne.
”Hvad er dit navn?” hviskede hun.
”Solam.”
Det lød, som om han havde svært ved at sige noget uden at anstrenge sig.
”Jeg hedder Kamma”
Han nikkede, som om han allerede vidste det. Han så på hende med et
granskende blik. Så nikkede han igen, som om han havde fået noget bekræftet.
”Jeg er oprører, og din mor har sagt ja til at skjule mig en tid.”
”Jeg var med til at ødelægge sakrernes våben og lukke deres heste ud.”
I det øjeblik kom Korras ind for at hente sin bue. Han gik med lange stive
skridt. Han smilede blegt til dem, inden han vendte sig væk igen. Kamma
hørte sin mor hvisle et eller andet og derefter et råb.
”Hvis du ikke lader mig og min familie i fred, er du død, før du kommer
herfra,” lød det.
Kamma forestillede sig, hvordan Korras stod og truede med buen. Lizea
ville ikke svigte Solam. Sådan var hun ikke. Hendes mor ville næsten kæmpe
for alle.
Til sin lettelse hørte Kamma nu løbende fodtrin over gårdspladsen. Lizea
og Korras kom ind til Kamma og Solam. Korras med buen over skuldrene.
Samme aften sad de alle samlet omkring Solam i sygeværelset.
”Vi må have sendt bud til oprørene, om at de skal komme og hente dig.
139

Du er ikke i sikkerhed her mere. De holder øje med os nu” sagde Lizea.
”Ja, jeg ved det, men hvem skulle kunne gøre det. De har jo set jer alle
sammen og holder ekstra godt øje med jer.” Solam virkede opgivende.
”Det passer ikke. De så da ikke mig, vel. Jeg kunne gøre det,” udbrød
Kamma. ”Jeg kan bevæge mig uden en lyd og løbe længe og hurtigt, når jeg
har mine lædersko på, og jeg kan godt forsvare mig selv, hvis det skulle blive
nødvendigt. Korras har jo lært mig at skyde med bue og pil.”
De kiggede alle sammen på hende, som hun ikke var rigtig klog.
”Er du sikker på, at du vil løbe den risiko, Kamma. Du sæter dit liv på
spil, ved du nok.” Lizea lød meget bekymret.
”Hun har været meget lærenem, hvad angår bueskydning” indvendte
Korras, med en antydning af stolthed i stemmen.
” Hør selv mor. Jeg kan godt, og jeg vil gerne,” fastslog Kamma.
”Jeg tror, hun ville have en stor chance, mor,” samtykkede Korras.
”Ja, ja da, du får lov. Men hvis du kommer noget til, får du med mig at
bestille,” sagde Lizea alvorligt.
Stille som den mest rutinerede spion gled Kamma lydløst igennem vinduet.
Hun var så tynd, at hun ingen problemer havde med at komme igennem. Hun
sneg sig af sted langs landsbyens huse. Mørket var hendes bedste skjul for
sakrerne.
Så fik lyden af metalstøvler hende til at fare samme, forskrækket krøb
hun sammen bag en tønde, da fire sakrere kom marcherende forbi. Hun
åndede lettet op, idet de forsvandt ved det næste sving. Hvad ville der være
sket, hvis de havde opdaget hende? Det havde faktisk været meget tæt på.
Hun begyndte at spekulere på, om det nu også havde været fornuftigt at
melde sig til en så vigtig opgave. Men hun kunne jo ikke så godt vende om
nu. Hun ville hellere dø end at svigte Solam. Korras ville også blive umådeligt
skuffet, hvis hun kom krybende tilbage. Nej, hun måtte fortsætte.
Med tilbageholdt åndedræt listede hun det sidste stykke vej til den trygge
skov. Her satte hun i løb, lige nøjagtig så langsomt at hun kunne holde ud at
løbe længe. Måske et par timer.
Hen under midnat begyndte hun at få så meget sidestik, at hun blev nødt
til at holde bare et lille hvil. Med bue og pil lige ved hånden satte hun sig
godt til rette under et stort grantræ. Her nåede nattens fugt ikke ind.
Kamma havde nøje fået beskrevet, hvor oprørene opholdt sig, så hun var
ikke i tvivl. Inden de var kommet i krig mod sakrerne, havde den store skov
været hendes tilflugtssted, når hun ville være alene, så hun kendte en stor del
140
af den. Mens hun sad under træet og i tankerne gennemgik vejen til oprørenes
lejr, overmandede søvnen hende. Hun prøvede forgæves at holde øjnene
åbne, men snart gled hun ind i en drømmeløs søvn.
Hun vågnede ved, at en lille solstråle havde fundet vej ned gennem trækronerne
og skinnede hende i øjnene. En tid lå hun stille og nød den varme,
som den lille solstråle udsendte så tidligt på dagen.
En hurtig bevægelse fangede hendes opmærksomhed. Forsigtigt trak hun
sig ind i skyggerne mellem træerne og stirrede stift på det område, hvor hun
havde set bevægelsen. I samme øjeblik trådte en ung mand ud af buskadset.
Kamma kunne se, at det var en sakrer på det mørke tøj og det lille gyldne
mærke, han bar på brystet lige over hjertet. Ynglingen så sig vagtsomt
omkring. Han havde måske set hende, da hun gemte sig, tænkte Kamma.
Nu standsede den unge mands blik lige netop ved det sted, hvor hun stod.
Hun stivnede fuldstændig. Hvad nu hvis han fandt hende? Hvad skulle hun
så stille op? Skulle hun bare slå ham ihjel og så flygte? Med rystende hænder
løftede hun buen og gjorde sig klar til skud. Ynglingen kom endnu nærmere,
han havde skulderlangt blondt hår, et smalt ansigt, blå øjne og en
bestemt mund. Faktisk var han ganske køn, måtte hun indrømme. Det var
svært at forestille sig, at han var en af sakrerne. Hvis han ikke havde haft uniform
på, kunne han sagtens ligne en ganske almindelig ung mand fra en hvilken
som helst landsby i Nanemar.
Sakrer-spejderen, som han sandsynligvis var, bøjede sig mod jorden og
lod til at studere en knækket gren og nogle bøjede græsstrå. Nu så han på
hende igen. Han kiggede hende lige i øjnene. Hun var helt sikker nu. Buen i
hendes hånd sitrede så meget, at hun tvivlede på, at hun kunne ramme. Hvad
var det her for noget? Hun var fuldstændig målløs. Nu rejste han sig langsomt,
smilede og løftede hånden næsten umærkeligt i en hilsen. Uden at
tænke over det smilede Kamma igen. Så vendte han om på hælen og forsvandt
ind i skoven.
Kamma lod buen falde. Det her var mærkeligt. Han havde set hende, han
havde hilst venligt på hende, og han havde ingen våben. Ikke noget sværd.
Måske var alle sakrere ikke så slemme alligevel. Nogle af dem parerede
måske bare ordrer, men havde også et hjerte. Måske var det slet ikke de
almindelige sakrerer, der ville erobre Nanemar! Måske var der nogle af dem,
der helst ville leve i fred, som Nanemar og Sakreria havde gjort før. Hun
havde jo heller ikke selv kunnet få sig til at skyde ham. Denne oplevelse fik
hende til at overveje, om hun måske skulle have et mere nuanceret syn på
sakrerne. De menige soldater havde jo ingen indflydelse på, hvad konge-
141

magten satte dem til af opgaver.
Stadig grublende spiste hun lidt af den mad, mor Lizea havde givet hende
med. Da hun følte sig nogenlunde mæt, satte hun igen i løb.
Hen mod aften så hun et svagt lys i mellem træerne. Det var oprørenes lejr,
det var hun sikker på. Hun satte tempoet ned til almindelig rolig gang og fik
hold på sin vejrtrækning. Pludselig holdt skoven op, og hun stod så godt som
inde midt i lejren. Kamma sukkede af lettelse. Hun var fremme.
142
Knust spejl
af Jesper H. Kragh
Med ensom ro lå han på sin seng; øjnene lysende af genskæret fra hendøende
flammer. I takt til stearinlysets langsomme forsvinden sank han ned gennem
dynen, ned gennem lagnet og madrassen og ud i det trange mørke.
Han landede midt i det dunkle og så sig selv i et spejls blanke overflade.
I sin søgen havde han været der utallige gange, så han var bekendt med stedet,
men altid havde spejlets vogter forhindret ham i at komme videre.
Denne gang slog det ham, hvor meget mindre spejlet var: Nu strakte det
sig ikke flere hundrede meter over ham, men var lige præcis stort nok til at
Spejlbilledet ikke blev skåret over.
Netop i det øjeblik han indså dette, knustes spejlet i tusinde skarpe krystaller,
og de faldt, som var de mursten, ned forbi det usynlige gulv og blev
væk langt borte i mørket under ham.
Spejlbilledet var der stadig. Det blev ikke ødelagt som en del af spejlet og
stod nu på en lang, brostensbelagt vej. I en glidende overgang forsvandt det
hen ad vejen, og med en dragende håndbevægelse indbød det til, at han skulle
følge med. Fuld af tvivl fulgte han efter, og i en tavshed, som var det en
henrettelse, der skulle foregå, blev de ét med mørket.
Vejen blev til en stor, oplyst gang med hundredvis af døre i forskellige størrelser,
farver og typer. Langs væggene dukkede vinduer op med jævne
mellemrum, men der var for dunkelt på den anden side til, at man kunne se
noget. Andre korridorer krydsede deres vej; her hang der spindelvæv fra loftet
og dækkede de kolde, rustne jerndøre der var blevet påført hængelås,
mens brædder var slået for vinduerne med lange, tunge søm.
Den gang han gik ad var svært anderledes end dem, men der var én ting
fælles for dem alle. Han kunne ikke sætte ord på, det var en fornemmelse, en
følelse. Gangene var tomme, og den hule efterklang fra hans tøvende fødder
rungede af sted ved bare den mindste bevægelse.
Noget fangede diskret hans opmærksomhed. Han vendte sig om og så, at
en spinkel lysstråle faldt ud gennem det vindue, han lige netop have passe-
143

et. Spejlbilledet var væk, og der kom intet svar, da han kaldte på det. Med
front mod det kolde glas stod han og betragtede, hvorledes lyset vandt indpas
i det uhåndgribelige rum.
Han så en park, der syntes unaturligt stor. Grønne blade sejlede gennem
luften imod en 6 år gammel drengs udstrakte hænder. Hans ydre var som nat
og dag: håret sort som vintermidnatten, huden hvid som strandsandet.
Drengen hoppede op mod trækronerne, men jorden ville ikke give slip.
Nærmest svævende faldt han gennem luften, og tårerne gjorde det glansfulde
græs glinsende i eftermiddagsvarmen. Orme, insekter og smerte fik åbenbart
tårerne til at ophøre, men han så stadig bange ud.
Stærke hænder tog fat om livet og løftede ham højt op i himlen, væk fra
jorden hvor alle gjorde ham ondt. Solen tørrede trøstende de våde tårer væk
fra ansigtet, og far og mor stod tæt op af hinanden med ham i armene, her
for evigt bundet sammen i kærlighed og lykke.
Scenen skiftede. På den anden side af ruden var der en statue af en mand
med tornekrans naglet fast til et kors, og for foden lå en midaldrende kvinde
med langt, mørkt hår. Hun bevægede sig ikke på trods af den sorthårede,
blege dreng fra før, der ruskede hårdt i hende med hovedet begravet dybt i
hendes bryst. Et par meter ved siden af sad en lige så bleg mand på en barstol
med ophovnet ansigt og tårerne trillende ned ad ansigtet. Hans barkede
næve omklamrede et krus der stank af øl. Kirkeklokker lød ganske nært nu.
Et gyldent lys skød pludselig frem fra oven som en solstråle, der bryder
de sorte skyer, og ramte kvinden. Hun missede med øjnene, rejste sig op og
så mod lyset. Kroppen hang slapt ned, som om en anden kraft end hendes
egen havde et ømt og kærligt greb i hendes hoved. Statuen havde fået liv og
overvågede hele seancen med en ophøjet ro og glæde.
Mørket i rummets yderkanter kom til bevidsthed igen efter lysets pludselige
angreb, og nu rullede det af sted hen over loftet og kvalte det gyldne
skær. Noget lod til at forlade kvinden, mens hendes krop hamrede hårdt mod
stengulvet.
Den lille dreng betragtede hele situationen, som var han i trance. Han
græd ikke længere, men stirrede forundret på manden på korset, der i det hellige
lys havde studeret drengen med barmhjertighed, visdom og harmoni i
blikket.
Manden på barstolen rejste sig nu op og var ikke længere en mand, men
en enorm skygge. Han rev blikket over mod den lille dreng og nåede ham
med et skridt. Alt blev sort…
144
Spejlbilledet stod igen ved hans side og ventede. Det så på ham, gik så lidt
videre og stillede sig foran et vindue. Han fulgte med, mens han spyttede et
par gange for at få smagen af blod ud af munden.
Derinde bag glasset sad drengen på et knortet og beskidt trægulv.
Rummet var dødeligt mørkt, en fjern torden rumlede i baggrunden, og den
tiltagende stank af øl og tobak var kvalmende. Men det var som om drengen
ikke var en del af noget af det, han var svøbt i lyset der dog var begyndt at
svinde ind i stedet for at vokse.
Den bageste mur åbnedes med et, og sorte skyer og et oprørt hav kunne
skues et par meter fra drengen. Lyn og torden eksploderede i ild og vand, og
pludselig tog en gigantisk skygge fat i drengen og rev ham med sig ind i mørket
og efterlod kun stanken af alkohol og lyden af kirkeklokker langt borte
fra.
Han stod tilbage med den genkendelige jernsmag i munden og en hulkende,
vanvittig latter ringende for ørerne. Kiggede sig om efter Spejlbilledet, men
det var forsvundet. Han fortsatte selv ned ad gangen.
En anden fløj krydsede den, han udforskede, og han stod stille og vendte
blikket mod den. Helt mørkelagt ligesom de andre, han havde mødt på sin
vej, men denne havde ingen døre, ingen vinduer, intet spindelvæv…kun et
ekko der blev kastet ned mellem murene. Det lokkede, det hviskede til ham.
Lovede ham styrke og magt hvis han fortsatte. Han vidste, hvem det var,
hvad det var der lovede, og han kendte prisen. Han fortsatte ned ad den
oplyste gang.
I det fjerne stod Spejlbilledet foran en dør. Da han nåede derhen, åbnede
den døren, og han gik derind.
Den lille dreng sad ved et bord, der stod i skyggen af korset. Han var nog -
le år ældre, end da skyggen tog ham, og kontrasten mellem hår og hud var
ikke så stor som da. Håret var blødt og velfriseret, og huden glat og duftende
af sæbe. Hænderne arbejde ivrigt med kuglepennen mod papiret, og det
gav genlyd i hele rummet.
To lige så lysende hvide og rene mænd lå på knæ foran korset, og de smilede
og havde foldede hænder og en glorie på deres hoveder. Da de havde
slået korsets tegn for sig, rejste de sig op og stod bag ham. Han rakte den
højre hånd i vejret, mens han frustreret betragtede papiret, og de bøjede sig
ned og så ud til at forklare noget til ham. Med fornyet gåpåmod dansede pennen
over den hvide side. Han kastede et taknemmeligt blik over skulderen
mod dem. Men med en ikke-eksisterende bevægelse var deres masker væk,
145

og mændene var sorte og beskidte. De lænede sig over drengen og aede ham
på skuldrene og op og ned langs armene. På trods af at han slog hænderne
væk og bakkede op imod muren, kærtegnede de ham stadig ubetænksomt og
langfingret på kinderne og begærligt over nakken, og jo mere de rørte, jo
mere beskidt blev han også.
Til sidst sad han forladt tilbage på gulvet. Den store skygge, der før havde
taget ham i en rus af øl og cigaretter, lagde forsigtigt hånden på hans skulder,
men drengen vristede sig fri og løb væk. Den store skygge formindskedes,
mens lyset gik ud.
Han stod ude på gangen og følte skammen, hænderne og svagheden. En
klump voksede hurtigt og hårdt i hans hals og følelsen af at være så utroligt
sårbar og udsat ramte ham med en kraft som et tog.
En hvisken fra den tomme gang nåede ham igen, men nu syntes fristelserne
ikke som noget ondt eller farligt; de var sendt af gavmilde væsner
og kvinder med langt sort hår. Han fandt gangen og gik ned.
Mørket var lige så altomsluttende som nogensinde, men et lille lysglimt
nåede frem på omtrent samme størrelse som et knappenålshoved. Stem -
merne blev stærkere og herligere, og nu kunne han næsten mærke styrken i
sig, og alle vennerne og kvinderne, der kun ønskede hans nærvær. Lyset tog
form af en aflåst dør. Ved siden af stod Spejlbilledet.
Døren så prægtig ud; der var sølvdraperinger på det massive, grønmalede
egetræ, dørhåndtaget var forgyldt, og den store hængelås hang ikke tungt
som på alle de andre døre, den var en naturlig del af resten og var der kun
for at forhindre ligegyldige i at få fat på styrken. Han følte enorm ærefrygt
over for den, men ønskede intet andet end bare at åbne, så han kunne blive
et med det lange, bløde sorte hår. En lyd af mange mennesker hørtes dumpt
gennem træet, og de bad ham om at være med, og han ville jo ikke andet,
men Spejlbilledet nægtede at flytte sig. Tryglende prøvede han at komme
forbi, men det stod fast og skubbede ham hårdt tilbage, mens det opmuntrede
ham til at gå sin vej. Han kastede rasende blikket på Spejlbilledet, og nu
ville han kun gøre det skade for at have forhindret ham i at komme ind, og
han løb frem mod Spejlbilledet og slog og slog og slog, og han satte sig op
på det og slog videre, og pludselig blev den salige lyd fra døren ændret til
længselsfuld, men utålmodig skraben mod træværket, som om, hvad end der
var derinde, havde groet mange lange, hårde kløer, og det gjorde ham kun
endnu vredere, og det føltes som om der var sat højspænding til hans nervesystem,
og adrenalinet pumpede rundt i kroppen, og han slog og slog og slog
146
og ville blive ved indtil det hele blev godt igen…
Han rejste sig op og kastede nu en kulsort skygge, der handlede efter egen
spottende vilje, på Spejlbilledet. Besejret og underkuet rejste det sig op, og i
nederlagets ynkelighed gled det ind og blev et med ham igen. Med voldsom
kraft åbnedes døren for ham, og han trådte ind.
Rummet var ikke begrænset af murstensvægge, men derimod hvide flammer,
der skinnede skarpt som lanterner gennem universets udødelige tomhed.
Hængende på sit kors så den pinte og før så barmhjertige mand ned i
jorden. Blikket var slagent, overvundet og figuren forstenet på ny.
I tre skridt passerede han køligt krucifikset og vandrede dybere ind i rummet,
mens sorte gevækster sneg sig af sted bag ham og smækkede den grønne
dør.
Stearinlyset var brændt ud for længst.
147

"Klæder Skaber Folk"
af Bjarke Handsdal
En mørk og grå aften, regnen piskede ned på den i forvejen våde asfalt, bilernes
vinduesviskere kørte på fuld tryk. De hjemløse søgte ly i opgange eller
busstoppesteder.
En kvinde i tyverne kiggede nervøst efter bussen. Hendes grønne jakke
var gennemblødt og hendes hår var drivvådt. De blågrønne øjne var det eneste,
der lyste op denne grå og trøstesløse aften. Ved siden af hende stod der en
mand på omtrent samme alder som hun. Han havde en mappe i den ene hånd.
Den anden var gemt i lommen på den store våde frakke. Han stod og trippede
stille og roligt for at holde fødderne varme.
Bussen bremsede i en vandpyt og kastede vand op på de to ventende.
Kvinden steg ind og satte sig på en plads med to frie sæder. Manden satte sig
ved siden af hende. Det var den sidste ledige plads. Duften af våde og kolde
bomuldssæder ramte hendes næsebor og blandede sig med en ram lugt af
røg. Hendes mobiltelefon ringede pludseligt. Hun fik den fumlede op af
lommen.
”Ja, det er Luna.”
Man kunne høre den svage hvislende stemme fra den anden ende. Luna
kiggede sig omkring i bussen for at se, om nogen hørte efter, men alle sad og
kiggede ud på det triste grålige vejr, mens stanken af røg blev ved med at
brede sig rundt i bussen.
”Nej,” sagde hun. ”Det er den gamle, min nye er Saxogade nummer 8, 4
sal til venstre.”
Stemmen hvislede igen. Efterfulgt af en bip-lyd. Manden havde åbnet sin
mappe og sad med en bærbar computer på skødet. Han klikkede hårdt på tasterne.
Luna kiggede ud ad vinduet. Hun så en bil drøne over for rødt og næsten
ramme et barn. Klikkelydene holdt op. Luna drejede hovet og kiggede på
manden med computeren på skødet. Han tændte en cigaret, pustede lidt liv i
gløden og tog et stort sug, så gløderne lyste igen. Stanken af røg var nu så
fæl, at Luna skyndte sig at trykke på stopknappen.
Hun steg ud og måtte gå resten af vejen hjem til sin lejlighed. Hun gik på
149

gaden og blev mere og mere gennemblødt. Hun søgte ly i en butik med dyrt,
fint tøj og ingen stank af røg. Da hun omsider nåede Saxogade, kiggede hun
op imod sin lejlighed. Hun gav et gisp fra sig. Det var, som om en skygge
gik rundt inde i hendes stue.
Hun løb hen til opgangen, spurtede op ad trapperne og låste døren op.
Duften af roser fik hendes vrede til at fortage sig, men hun forstod ikke,
hvor den kom fra. Hun gik ind i stuen. Det måtte være lugten af røg og gennemblødt
tøj og hendes dunkende hovedpine, der havde spillet hende et puds,
for der var tilsyneladende ingen i lejligheden.
Hun kiggede fra det store midtervindue ned på gaden. Vejret var stadig
lige slemt, intet havde ændret sig. Hun gik ud i køkkenet og stillede de fyldte
poser med det dyre tøj. Så gik hun hen imod soveværelset. Pludselig blev
lugten af roser kraftig igen. Hun åbnede døren og fik svært ved at trække vejret.
Hendes lunger stoppede til, øjnene løb i vand. Hendes ene hånd rystede,
mens den anden for op til munden for at standse et skrig. Midt på hendes
seng lå der en rød kjole. Og der, hvor hjertet ville have siddet, sad der en stor
dolk. Der var skrevet med sykridt på kjolen:
”Næste gang er du i den.”
Hurtigt løb hun ud i gangen og låsede døren. Så gik hun ud i køkkenet og
lukkede vinduet forsvarligt. Til sidst gik hun ind i soveværelset og fjernede
kjolen. Hun puttede kniven i en skuffe, låste skuffen og gemte nøglen under
sit natbord. Derpå gik hun ind i spisestuen, hvor duften af utallige måltider
hang i luften. Computeren stod ved siden af telefonen på det nye skrivebord.
Hun satte sig på kontorstolen og tænkte lidt over tingene. Hun kunne ikke
ringe til politiet. Lejligheden var jo fuld af tyvekoster.
Så gik hun ind i stuen, tændte fjernsynet, smed sig i sofaen og læste i et
ugeblad. Frygten var langsomt ved at fortage sig. Hun trak tæppet op over
sig, lukkede øjnene og faldt snart i søvn.
Den næste morgen ringede det på døren klokken halv ni. Luna havde allerede
været oppe i 2 timer. Hun gik ud i den oplyste gang, hvor støvet hvirvlede
rundt i lyset. Duften af friskbrygget kaffe fyldte hele lejligheden. Hun
åbnede døren. Anna stod udenfor. Hun så glad ud og trak lidt på næsen ved
duften af kaffen. Luna bød hende ind.
”Nå, det er så din nye lejlighed. Den er sgu pænt stor af sådan en treværelses
at være.”
Anna var ikke typen, der holdt sig tilbage, når det gjaldt om at snakke.
”Det er sgu da egentlig også en udmærket statue, du har her, og de der gar-
150
diner, altså,” fortsatte hun.
Hun satte sig på radiatoren med ryggen til vinduet, men pludselig blev
vinduet smadret, og Anna trimlede omkuld på gulvet. Blodet flød ned ad
hendes ansigt. Rædselsslagen greb Luna telefonen og tastede 112.
”Skynd jer, send en ambulance …”
Hun tøvede og så ud ad vinduet. Der stod en skikkelse i lejligheden overfor.
Han løftede armen. Pludselig blev hun blændet, hun mærkede en stor
smerte i sin arm. Så faldt hun tungt mod gulvet.
”Hallo, hallo, skynd jer at spore opkaldet,” lød det fra den anden ende af
røret.
Hun havde været bevidstløs, men hun begyndte så småt at kunne ane rummet,
hun befandt sig i. Kiggede hun til venstre, så hun ind i den hvide væg.
Til højre så hun noget grumset og noget rødt. Hun gned øjnene og kiggede
igen. Nu kunne hun genkende personen, som lå på gulvet ved siden af hende.
Det var Anna.
Luna rakte armen ud og greb fat i hendes hånd. Den var iskold. Hun strakte
sig lidt mere for at nå længere op ad armen og mærke efter pulsen.
Anna var død.
Pludselig fik Luna den samme følelse igen, som hun havde haft aftenen
før. Hun fik svært ved at trække vejret. Det var, som om hendes lunger blev
lukket til. Hendes hånd rystede og slap Annas kolde, ligblege arm.
Hun hørte fodtrin. Luna sank en klump. Fodtrinene blev højere, nogen
kom imod hende. Hun kunne fornemme det faretruende i de hurtige skridt,
der samtidig havde en vis elegance. Hun drejede hovedet og så en glød fra
en smøg. Den lyste kortvarigt op og gik så ud igen.
”Tiden er inde, tiden er inde, hvor de syndefulde må lide,” hvislede en truende
mandsstemme.
”HVEM ER DU?” skreg Luna panisk.
”Betragt mig som ham, der gør det beskidte arbejde.”
Stemmen kom nærmere.
”Men hvorfor?” hulkede Luna.
”Jeg har holdt øje med dig i et stykke tid,” sagde manden. ”Du stjæler,
sælger ting som tilhører andre. Beriger dig på andre menneskers bekostning.”
”Hold dig væk eller jeg ringer til politiet,” råbte hun desperat og rakte
hånden frem mod telefonrøret, der stadig lå på gulvet.
”Hahaha, for min skyld må du ringe lige så tosset, du vil.”
151

Hans sindssyge latter skar igennem huden på hende.
”Skynd jer,” råbte hun ind i røret. ”Der er en gal… Hallo?” Intet svar.
Manden tårnede sig op foran hende, og nu så hun, hvem han var. Det var
manden fra bussen. Han holdt en stor pistol frem. Løbet glinsede, da han
pegede ned mod hendes mave. Så trykkede han på aftrækkeren og blæste et
hul i hende.
Hun kunne mærke, hvordan al kraft blev suget ud af hende. Der lød endnu
et brag. Denne gang ramte han højere oppe. Der lød endnu et brag, men
smerten var forsvundet nu. Hun kunne ikke mere, hendes øjne blev tungere.
Det sidste hun så, var morderen, der vendte om på hælen og puttede pistolen
i sin lomme. Så lukkede hun øjnene.
152
Levende Ild
af Stine Bang Kjeldgaard
Der sad han, indhyllet i sin elskede varme uldtrøje. Slidt og grim, men varm
og behagelig. Men stadig klaprede Allans tænder, han frøs som sædvanlig.
Han så ned over det smukke norske fjeld. Den friske luft kildede i hans
næsebor, og fuglene pippede lystigt. Han havde altid syntes godt om naturen,
og især i Norge. Det var smukkere end noget andet med de rislende bække
og vilde dyr. Han var vant til at være på steder, hvor naturen blev ødelagt
meter for meter. Det var grusomt.
Desværre havde Allan kun været i Norge sjældent. Lige inden hans forældre
blev skilt, havde de været her på ferie i et forsøg på at opretholde ægteskabet,
og dermed opretholde facaden. Han havde kun været syv, men havde
forstået det hele. Den isnende tavshed, deres evige skænderier. ”Lad nu bare
drengen, Torben...” ”Hold nu op, Hanne, ingen dreng tager skade af en fast
hånd.” Det var nu 25 år siden.
Vandet i den sortgrumsede sø, skvulpede stille frem og tilbage, og klaskede
forsigtigt mod bjergvæggen under ham. Der var frygteligt langt ned, så
langt at man ikke kunne kende forskel på måger og ænder.
En gråspurv satte sig, ikke mere end en lille meter fra ham. Han kiggede
på den:” Skrid! Jeg gider ikke have besøg lige nu!”
Den lille gråspurv pippede lystigt og studerede hans store lapper, der var
i fuld gang med at lave en kæp til pindebrænde. I den store skov på den
anden side af søen raslede bladene i vinden. Allan fyldtes af en helt speciel
stemning. Det var smukt, men på en måde også utrolig sorgfuldt. Efteråret
kom, og så ville livsgnisten forsvinde fra alt og alle.
Han kunne ikke fordrage efteråret, det var så koldt og vådt. Og særligt
ikke i år, alt var så trist og gråt i forvejen. Hvordan kunne det dog ske? Det
var der ingen, der kunne svare på. Men han kunne tydeligt huske eftermiddagen,
hvor slutningen nærmest var begyndt:
”Hej! Er det dig Allan?!” havde Bettina råbt, da han trådte ind ad døren.
”Nej det er den usynlige skygge af mit genfærd,” havde han vredt vrænget
tilbage.
153

”Nå, har du også sådan et ... Men har du haft en god dag?” spurgte hun
behersket
”Den har været, som den plejer.”
”Okay, så har den altså været dårlig,” vrissede Bettina.
”Ka’ du ik’ lukke arret, bare en gang imellem?! Man kan ik´ få ro til at
slappe a’, i bare to sølle minutter! Jeg har været på arbejde hele dagen, og
kommer hjem til en plaprende kælling!” råbte Allan irriteret.
”Hvorfor er du altid så gnaven? Jeg tvinger dig altså ikke til at gå på
arbejde!”
”Næ, men hvis jeg ik´ arbejdede, hvor ville du så få din mad og dit tøj
fra!? Jeg gad sku da ik’ rende rundt henne på den fabrik, hvis det ikke var
den eneste måde a’ tjene en skilling på! Og hvor er min middagsmad egn’lig?!
”Der er ingen varm mad, men jeg har smurt et par madder til dig.”
”Hvorfor har du ikke lavet varm mad?!
”Jeg har ikke haft tid!
”Ikke haft tid til at lave mad til mig?!” Allan havde pustet sig op som en
frø.
”Jeg har sagt, jeg har smurt nogle madder! De står i køleskabet, og du kan
tage dem, eller lade være!” råbte Bettina igen.
Allan rejste sig og skubbede hårdt til hende, så stolen hun sad på væltede
bag over. Bettinas hoved ramte det hårde gulv med et ordentligt klask. Han
bøjede sig ned over hende og plantede en knytnæve lige i ansigtet af hende:
”Du skal ik´ snakke sådan til mig. Vel!?”
Allan stirrede intenst på hende. Bettina rystede febrilsk på hovedet. Han
vidste, hvordan han skulle sætte hende på plads. Det var jo for hendes eget
bedste, hun skulle kende sin plads!
Allan kiggede ned på det mørke vand. Det var helt mørkt og fortryllende,
men han kunne mærke på den stille brise over krusningen, at vandet havde
noget det gemte på. Noget mindre vidunderligt. Det gjorde han også selv.
Allan kiggede igen på den lille spurv ved hans venstre side. Den sad, som
lyttede den intenst til hans tanker.
Det var midt om natten, da Allan vågnede. Han lå i en seng, gudskelov hans
egen seng. Han kunne ikke helt huske, hvad der var sket! Han var blevet vred
på Bettina. Men hvad var der så sket? Han drejede forsigtigt hovedet, der lå
Bettina, gul, blå og forslået. Han kunne ikke huske noget fra det øjeblik,
154
raseriet havde overvældet ham og så til nu. Men han kunne regne det ud. Han
kunne se Bettinas hår blæse, blidt frem og tilbage, for hvert åndedrag.
Regnen udenfor var taget til og trommede nu mod ruden. Hun vendte den
tynde og magre krop. Hvad havde han gjort? Han ville jo ikke gøre hende
fortræd. Men når han blev vred, mistede han kontrollen over sin egen krop.
Det var, som en hed ild, der omsluttede ham og brændte alt andet væk. Han
prøvede jo altid at stoppe i tide. Men forgæves! Det var vist lysende klart.
Han var begyndt at få flere af disse anfald. Og helt for sig selv tænkte han,
at ingen måtte få det at vide. Han havde svært ved at falde i søvn, men endelig
gled hans øjne i, og en stille snorken lød i det lille soveværelse.
Han kiggede igen ud over fjeldet, smukt og kønt. Den lille gråspurv ved hans
side, fulgte hans blik mod det store brusende vandfald.
Det var morgen, og Allan vågnede ved, at Bettina skramlede ude i køkkenet.
Allan tog sin grøngrumsede T-shirt på og fortog sin lange vandring ud mod
køkkenet. Bettina stod ved køkkenbordet og var ved at lægge flutes på brødristeren.
Bordet var dækket til morgenmad, og hun vendte sig glad og
sagde:
” Jeg tænkte det ville være rart, med en god gang morgenmad som en god
start på dagen?”
Allan smilede glad til hende:” Så laver jeg frokost.”
”Jamen, jeg er desværre ikke hjemme til middag, jeg skal ud og købe ind,”
mumlede Bettina.
Kan du ik’ bare gøre det senere?” Vreden blussede op i Allan.
”Nej, hvis jeg ikke køber ind, er der ingenting at lave frokost af,” svarede
Bettina.
De sad lidt og ventede på, at brødene blev færdige. Bettina gik hen og
slukkede brødristeren, hun tog flutene af og stillede dem på bordet i en brødkurv.
Ingen af dem sagde rigtig noget under måltidet, en pinlig tavshed prægede
køkkenet.
”Jeg går nu,” sagde Bettina så, rejste sig surt, og gik ud i gangen og tog
sko på. Hun smækkede døren hårdt efter sig.
Da hun var gået, satte Allan sig i den gamle mølædte sofa. Hvorfor endte
det altid sådan? Hvorfor kunne de ikke hygge sig sammen? Enten bed stilheden,
eller også kom de op at skændes. Han tændte det gamle fjernsyn, der
var et naturprogram, som han bare lod køre. Han rejste sig for at gå ud og
tage en smøg. Men Bettina havde åbenbart taget den sidste i morges, for pak-
155

ken var tom. Han smuttede ned i den lille kiosk på hjørnet. Her købte han en
øl, og sine smøger. Da han kom op igen, slængte han sig igen i sofaen. Her
sad han længe og ventede, indtil Bettina kom tilbage.
Hun trådte glad ind i stuen:
”Jeg har noget at fortælle dig.”
Hun så så glad ud, at Allan ikke kunne lade være med at smile, da han
spurgte hende: ”Hvad er det?”
”Sæt dig lige ned, så fortæller jeg det.”
Allan satte sig igen ned, og Bettina strålede:” Vi skal have et barn! Da jeg
var ude og handle ind, købte jeg en test, fordi jeg synes, jeg havde bemærket
noget, og jeg kunne ikke vente med at afprøve det. Den viste positiv, og jeg
troede ikke mine egne øjne, så jeg smuttede ind og købte to mere. Og de var
også positive! Er det ikke fantastisk?!”
”Jeg skal sku ik´ have noget barn!” Allan rejste sig rasende.
”Hvorfor ikke?” spurgte Bettina forskrækket.
”Du får en abort! Vi skal ik´ have sådan en dum lille unge!”
Allan tænkte tilbage. Han forældre havde altid skændtes om ham, sådan
som han huskede det. Om hans opdragelse, om hvad han måtte og ikke
måtte. Det havde vel egentlig været hans skyld, at de var blevet skilt! Han
ville ikke skilles fra Bettina på grund af en træls unge.
”Jeg vil ha´ det barn! Om jeg så skal flytte fra dig!” skreg Bettina.
Hun rejste sig med en kraft så stolen væltede, og hun slyngede sit lange
røde hår tilbage og gik med faste skridt ind i stuen. Allan rejste sig meget
hurtigt og fulgte hende. Han kunne mærke vreden stige sig til hovedet. Hun
skulle ikke bare skide på ham og slet ikke på den måde! Farverne i stuen flød
sammen for hans blik. Han greb efter Bettinas hals:
”Du bliver her, og du får en abort, ellers ordner jeg det sku selv!”
”Giv slip!” Bettina rev og sled i Allans hænder, der klemte hårdt om hendes
hals.
Allan begyndte at sparke hende i maven, mens han skreg:” Du får det barn
fjernet!”
”NEJ! Du har altid banket mig, hvis jeg ikke ville som dig! Men denne
gang får du ikke lov til at bestemme!”
Allan blev rasende, og hans syn blev mørkt. Han så Bettinas hår svinge
frem og tilbage omkring hendes hoved. De røde lokker var som ild. Det var,
som om ilden ville gribe ham og aldrig give slip. Som om den ville holde
ham kramagtigt fast i et hav af flammer. Han greb ud efter ilden, han ville
kvæle den! Dræbe den! Og besynderligt nok brændte han sig ikke, men fik
156
fat i noget blødt, der nærmest gled ud mellem hans finger. Men han holdt fast
og rev i ilden af alle kræfter.
I det fjerne ... nej det kunne man ikke kalde det .... han kunne høre et
skrig, men det kom ikke fra denne verden. Det måtte være en verden, han
ikke kunne se, en verden han kun kunne høre. Men uanset hvad ville han
hjælpe personen, der skreg så højt og ængsteligt. Men ilden? Den måtte han
skaffe af vejen først. Han fortsatte med at sparke til blodet flød. Han slap
hendes hals, og hun faldt til gulvet. Han sparkede og blev ved og ved.
Pludseligt blev hans syn klart igen. Hvad havde han dog gjort? Han kastede
sig ned ved siden af Bettina og lagde øret mod brystet. Ingenting!
Han kom til at tænke på et vers, han engang havde hørt: En dag vil lyset
stå op, og bladene kaste deres dug, og verden vil vide, at en af os er borte!
Skyldfølelsen væltede op i ham med samme hast som vandfaldet kastede sig
ned ad bjergets side. Han havde grædt ved synet af Bettina, var knækket helt
sammen, han kunne snart ikke holde til det mere. Det var for meget, for tung
en byrde at slæbe på! Han havde taget sin bil og flygtet ud af landet til Norge.
Det sidste stykke vej havde han gået uden helt at vide, hvor han var på vej
hen. Og så var han endt her på bjergvæggen og havde siddet her i lang tid.
I sine drømme havde han altid beskyttet Bettina mod alt det onde! Lige
siden deres første møde på byens kro, hvor hun havde siddet alene og forladt,
havde han haft denne længsel efter at passe på hende. Han ville beskytte og
pleje hende. Nu var det gået galt! Nu ville hele verden tænke, at det var ham,
der var den onde, at det var ham, de skulle have beskyttet hende imod.
Han kiggede på den lille spurv. Dens små forpjuskede fjer, dens små
mørke øjne, der gemte meget mere glæde, end de viste. Mindede ham om en,
men hvem? Den var alene som ham, der var kun de to. De følte ingens nærvær
og kærlighed. Han mærkede en dråbe på sin arm, én mere på sit ansigt,
og en stille støvregn begyndte at falde. En helt speciel duft af efterår og regn
bredte sig, og en helt bestemt knitrende lyd fremkom af regnen, der blidt landede
på de visne blade.
Men da han vendte blikket mod spurven, lettede den med et sæt, og fløj
op, op, højt, højt op. Og så med ét dykkede den igen, ned mod det mørke
vand i søen. Allan skyndte sig på benene så hurtigt som muligt. I få sekunder
troede han, den var væk. Men så var den der igen. Den kom svævende op
mod ham og baskede omkring ham. Han rakte forsigtigt hånden ud, og den
fløj med sagte vingeslag mod den.
Så pludselig vendte den og strøg i en stejl bue opad. Den lille gråspurv,
157

forpjusket og sørgelig, fik nyt mod på livet. Den glemte tid og sted, den pilede
op ad, og som den eneste af alle fuglene pippede den af livets lyst! Der så
han, hvem den mindede ham om, hvem den lignede. Det var Bettina! Det var
hendes spejlbillede, det var hendes liv! Det liv, han havde slået ihjel!
158
Mit efterår
af Lars Buur Nørlev
Jeg bevæger mig langsomt hen langs stien, koncentrerer mig hele tiden om
at sætte det ene ben foran det andet.
Rundt om mig står høje egetræer og skærmer af for himlen over mig,
deres røde og gule blade falder sagte mod jorden.
Jeg kommer til en lille plads, hvor træerne viger tilbage og nærmest skaber
et rum med deres tykke grene.
Vinden tuder hult i de bare grene.
Her kan jeg høre naturen trække vejret, her kan jeg høre naturen leve.
Flere blade giver slip på deres hjem i egens krone og lader sig dale mod
jorden, de drejer om sig selv, og om hinanden i en ærbødig dans, før de til
sidst lægger sig til hvile på den kølige jord.
Med jævne mellemrum bliver de igen hvirvlet op i luften af vinden, der
fylder dem med liv og byder dem op til endnu en dans…
Sådan falder bladene i denne lille lysning.
Jeg ser op, foran mig ligger en stor trappe, groft hugget i granit, dens overflade
spejler den overskyede himmel, blød men stadig hård og alligevel med
en usigelig dybde.
Trappen fører mig op til en stor bygning, jeg kan kun se dens gavl, da de
store ege står tæt langs siderne.
Det ligner et gammelt og for længst forladt kloster, bygget for umindelige
tider siden, da munkene endnu boede i fællesskaber for sammen at tilbede
deres gud.
Den hårde mur, der fra begyndelsen har beskyttet stedet mod tidens tand,
er blevet slebet glat og jævn af århundreders vind og vejr og er tæt bevokset
med vedbend og efterårsblomster, der har formået at slå rod mellem de tunge
sten.
Som jeg står der, kan jeg fornemme historier, der er tilknyttet til dette sted…
159

historier om mennesker, som har været her, mange har været her før mig og
mange vil komme efter mig… men alle vil vi komme i samme ærinde.
Midt i facaden for enden af trappen er der en enorm dør i massivt egetræ,
rustne bolte og et par tunge beslag holder døren på hængslerne.
Jeg tager et par skridt op af trappen, men vender mig igen bort fra den,
ser tilbage ad den sti, hvorpå jeg har trådt min vej.
Et kraftigt vindpust, der bærer lyden af fjern torden med sig, fejer hen langs
med stien, gennem blade der kastes til side og fortsætter, til det rammer mig
med blid kulde, der fortæller mig at, det er tid at gå videre.
Jeg fornemmer duften af regn, der hænger i luften, om kort tid vil de
blade, der før hang på de ædle træer, flyde bort på en stille strøm af regnvand,
og murene vil stå glatte og glinsende af væde.
Endnu en gang vender jeg mig mod døren.
”Det er tid”, siger jeg beroligende til mig selv.
Jeg går op til den og fjerner forsigtigt lidt vedbend, der hænger ned foran
den, så jeg kan kommer til håndtaget. Idet jeg trykker det ned, glider døren
stille op, forsigtig lader jeg døren åbnes det sidste stykke… for ikke at bryde
den usagte hellighed, der hviler over det, jeg nu træder ind i.
Jeg tager tøvende et par skridt indenfor og mærker et stengulv under mine
bare fødder, alt imens døren langsomt glider i bag mig og lukkes med et stille
klik.
Jeg mødes med kølig luft, ser mig omkring, og tager en dyb indånding,
lader luften fylde mine lunger.
Foran mig ligger en enorm hal, bygget i tunge sten.
Rundt om i hallen langs med væggene står store lysestager, de bærer
tusindvis af små lys, som hver har sin egen størrelse og glans.
Dagens grå lys kastes gennem vinduernes farvede glasmosaikker, og i
halvmørket kan jeg følge, hvordan strålerne falder ind i rummet.
Der, hvor lyset til sidst ender, er blomster spiret op mellem de kolde sten,
de strækker sig møjsommeligt over gulvets matte fliser og snor sig op af de
bærende stensøjler, kronbladene står mørkerøde i skæret udefra.
Jeg begynder langsomt at bevæge mig indad, mine skridt dæmpes af et tykt
160
lag af støv, der kort hvirvles op i det farvede lys for igen at lægge sig præcis
som før. Da jeg kort vender mig om, ser jeg ingen fodspor der, hvor jeg har
gået, støvet har allerede slettet dem for bestandigt, indtil en ny træder min
vej.
Med rolige skridt fortsætter jeg.
De mange lysestager bliver til endnu flere, nogle af lysene er brændt næsten
ned, deres flamme er urolig, og de sender med jævne mellemrum små
sodskyer af sted. Det smeltede stearin har lagt sig nederst ved lysets fod og
danner mærkelige figurer og tegn. Andre lys har stadig langt igen, deres
flamme er stor og brænder klart.
Jeg kommer nærmere, lidt fremme kan jeg se hallen blive afbrudt af en
åbning mellem søjlerne. Her vælder lyset ned, og i takt med at jeg bevæger
mig fremad, og lysene blev flere og klarere, ser jeg, hvordan der kommer
flere blomster … de kravler op ad søjlerne og dækker dem til med deres
smukke blomster, en svag sødme breder sig i takt med, at jeg nysgerrigt nærmer
mig.
Jeg er kun få skridt fra at bryde ud af skyggerne og ind i lyset, men stopper
pludselig uden rigtig at vide hvorfor. Endnu engang kigger jeg mig tilbage,
den hal jeg før gik igennem, virker på mystisk vis dunkel, næsten truende,
rundt om ser jeg, hvordan gulvet er brudt op, og de gamle sten er blevet fjernet…
som om nogen engang ville lægge nye, men aldrig blev færdig.
Jeg kigger igen fremad, og den lille sal åbner sig og virker større end før, de
bærende søjler, lidt ude i lyset, ser hvide og smukke ud, deres overflade er
ren og udstråler en for længst glemt storhed.
Alle steder vokser de dybrøde blomster og udsender en blid duft, der kalder
mig nærmere.
Jeg tager et skridt … så et til … og endnu et, og på et øjeblik rammer lyset
mig og omslutter mig med varme.
Lyset stråler ind fra hundredvis af gotiske vinduer i hvælvingen højt over
mig, og midt for, i selve salens midte står en oval stensætning med vand, der
glitrer og reflekterer lyset tifold.
Jeg træder hen til stensætningen, vandet virker uvirkeligt klart og rent, jeg
stikker hånden frem og rører let ved overfladen, et gisp forlader mine læber,
161

vandet er bidende koldt. Mit forbavsede udbrud forplanter sig i luften og
giver genlyd gennem hallen, indtil det til sidst forsvinder.
Ikke en lyd høres … end ikke vandets klukken når det slår mod stensætningens
sider, da en stemme pludselig bryder stilheden.
”Ved du, hvorfor du er her?” kommer det fra et sted uden for salens lys.
Mine øjne trænger ind i skyggerne, men jeg kan ikke gennemskue, hvor
ordenen kommer fra.
”Jeg søger enden, mit liv er et efterår, der falmer,” hører jeg mig selv svare
med let dirrende stemme.
En stor skygge trækker sig i det samme fri af en søjle i den modsatte side
af salen, dog stadig uden for lyset.
”Dit liv er i sandhed et efterår, men fortæl mig, hvordan kan det gå så vidt,
at du kommer her før din tid?”
”Hvad skulle jeg blive tilbage for?” spørger jeg, og min stemme lyder
mærkeligt forvrænget. ”Ingen vil savne mig, den verden, jeg levede i, har
vendt mig ryggen!”
En stille latter giver genlyd i salen, men den er hverken ond eller hånlig …
den lyder nærmere overbærende. ”Verden vil aldrig vende dig ryggen ” …
svarer skikkelsen stille. ”Nej, kig efter engang og se om ikke det er dig, der
har vendt ryggen til Verden.”
Skyggen gør en gestus mod stensætningen, og jeg vender mig tøvende mod
den og kigger ned i det spejlblanke vand.
Først er der ingenting, kun vandets intense glitren, men så begynder farverne
stille at flyde ud, flette sig ind i hinanden og forme billeder for mine
vantro øjne.
Jeg ser min barndom, mine unge år, jeg ser mine første spæde, skridt og
mit første skænderi med mine forældre, jeg ser mig selv forlade alt det, mit
unge hjerte holdt af.
Jeg ser min elskede stå foran mig, hendes hår flagrer let, som når vinden
greb det på de stjerneklare nætter, hvor vi gik hånd i hånd, hendes smil og
hendes intense øjne, der sagde mere end de få ord, vi nåede at udveksle, og
jeg ser, hvordan jeg afviser kærligheden, jeg afviser hende med min mangel
på kærlige ord.
Jeg ser den eneste fortrolige, jeg nogensinde har haft, svigte mig, jeg ser
ham gå til den pige, som jeg elskede, jeg ser ham tage hende i sin favn, som
jeg ikke kunne gøre det.
162
Og igen vender jeg mig bort.
Jeg ser mig selv indsunket og indelukket i mit hjem grublende over alle
de problemer, som jeg anser for livsvigtige, men i stedet for at løse dem,
lader jeg dem hobe sig op og dræne min krop for glæde, jeg ser mig selv
ynkelig og uden selvagt, hele tiden bekymre mig om næste dag, om de næste
problemer, i stedet for at fokusere på nuet lever jeg i en verden af problemer,
den anden har jeg glemt.
Mine øjne blændes atter en gang, da billederne med et forsvinder og bliver
erstattet af vandets glimtende refleksioner, og igen ser jeg mig selv stå der,
uden magt, uden liv, uden noget som helst.
”Du ser måske, at du nok selv har søgt din egen undergang, men det gør dig
ikke rede, og du bør vende tilbage til der, hvor du kom fra,” kommer det
medlidende fra skikkelsen. ”Gå tilbage, du sølle menneske, og ret dine fejl,
og gør bod for de kvaler du har påført andre, men husk, lev for denne dag,
ikke den næste.
Jeg lukker øjnene, prøver at flygte fra det hele, men pludselig mærker jeg en
blid vind blæse mod mit ansigt, jeg åbner øjnene og mærker et sug af forskrækkelse.
Jeg står på kanten af intetheden, under mig falder klippevæggen
uendeligt, til den forsvinder i et hav af sorthed. Hvis jeg blot tager et skridt
fremad er det hele overstået. Langsomt løfter jeg mit ene ben og fører det
fremad, kun et enkelt skridt, men jeg vakler, kan jeg gøre det her, et øjeblik
tvivler jeg, og pludselig mister jeg balancen, lukker øjnene, og vælter langsomt
forover, dette er enden.
Tanker farer gennem mit hoved, mens jeg mærker, hvordan min fod famler
efter noget at støtte på, men der er intet. Hvis blot jeg kunne gøre det om
- tanken mejsles fast og brænder som glødende jern, det lammer mine andre
tanker på et øjeblik. Hvis blot jeg kunne gøre det om.
Med en dump lyd lander jeg på det kølige gulv og ser op. Jeg er stadig i
salen med stensætningen, jeg rejser mig besværet og børster støvet af mit tøj.
Jeg ser mod det sted, hvor skikkelsen for kort tid siden stod, men der er
intet at se.
Jeg drejer rundt, og mine øjne falder pludselig på den flisebelagte gang
jeg kom af, da jeg træder derhen, kan jeg skelne aftryk i støvet, mine egne
fodspor indser jeg pludseligt. Jeg spejder ned gennem den mørke hal, og
langsomt begynder jeg at følge mine egene fodspor tilbage, først stille og
163

oligt, så hurtigere og hurtigere, til sidst løber jeg af sted ned gennem hallen.
Forude kan jeg ane døren, og da jeg nærmer mig, rammes jeg igen af det farvede
lys fra vinduerne, jeg er der næsten. Med ét bliver døren revet op, og
lyset udefra strømmer ind, jeg sætter farten ned og går det sidste stykke, indtil
jeg omsider står i døråbningen og lader solens stråler varme min krop. Jeg
mærker en kraftig, men varm blæst, egenes blade står lysende grønne, og den
høje brusen fra vinden i trækronerne løfter sig mod himlen som en storm,
men jeg smiler og lader vinden puste nyt liv i min efterårskrop.
164

Maya
af Sandra Christensen
Maya sidder nær toppen af klitten og kigger ud over havet. I dag er det blåt
og roligt, solen skinner ned i vandet, og det blæser kun lidt. Hun har det godt
nu, hun føler en ro i sig, når hun sidder der alene. Her kan intet gøre hende
fortræd. Hun har oplevet meget i sit liv og vil gerne ud at rejse, langt væk,
ud og opleve verden.
Pludselig ringer hendes mobil, der står hemmeligt nummer. Hun overvejer
kort at lade være med at tage den, men beslutter sig så for at gøre det, hvis
det nu er hendes veninde Mie, som ringer. Hun har jo været på ferie og er
sikkert lige kommet hjem.
”Hej, det er Maya.”
”Hej søde, det mig, jeg er kommet hjem nu, hvor er du henne?”
”Hmm, jeg sidder nede ved klipperne ved havet.”
”Okay, det kan være, jeg kommer senere, hvis jeg har tid, men jeg må
smutte.”
”Ok, vi ses,”
”Ja, vi ses, hej!”
Så bliver røret lagt på. Maya tænker: ”Nå, hun har vist travlt…”
Det gør ikke hende noget, at Mie ikke kommer, for Maya vil helst være
alene lige nu.
Det er blevet lidt koldere i luften, og et vindpust tager i hendes hår, så hun
får kuldegysninger. Hårene på armene rejser sig helt, så hun tager sin trøje
på. Det er dejligt, og hun føler en varme i kroppen.
Hun ser op mod himlen. Over hendes hoved flyver måger, som skriger,
her lugter af hav og lidt af fisk, men alligevel ikke, for bag ved hende er der
flere klipper, der er tørre af solen, og der er træer, hvor man svagt kan høre
bladene flagre.
Hun sidder med hænderne foldede om sine ben og falder i staver, tankerne
går tilbage til nogle af de ting ,som er sket i hendes liv. Hun husker den -
gang, da hun var 12 år. Hun havde siddet inde på sit værelse en sen eftermiddag.
Solen havde skinnet ind af hendes vinduer, mens hun læste i en bog,
167

lige til hendes mor kaldte på hende. Så var hun gået ind i stuen. Der sad hendes
storesøster i stolen og havde helt røde øjne, som om hun havde græd
meget. Der kom et snøft fra hende, søsteren var 15 år dengang. Faren var
ikke hjemme. Han var på arbejde.
Moren sad bare og stirrede tomt ud i luften og fortalte, at hun og faren
ikke skulle bo sammen mere.
Det var ikke helt gået op for Maya, hvad der var sagt, men hun løb, løb
hurtigt ud af stuen. Hun kunne mærke, tårerne pressede på bag øjenlågene.
Hun løb ud af hoveddøren, nåede at få sin jakke med i farten, så væltede
tårerne ned af hendes kinder. Hvor skulle hun gå hen? Da hun havde siddet
lidt og sundet sig, på en af gyngerne på legepladsen i nærheden, ringede hendes
mobil. I displayet stod ”Hjem”. Hun slukkede mobilen, og så råbte hun:
”Det er ikke en skid mit hjem mere”.
Hun gyngede sagte frem og tilbage, mens hun tænkte på, om det var hendes
skyld, de var blevet skilt, og hvorfor det lige skulle være hendes forældre?
De havde jo altid haft det godt, og der havde ikke været problemer før.
Til sidst besluttede hun sig for at tage hjem til Mie. Hun nåede til deres
smalle carport, ringede på døren, og ingen kom. Hun var lige ved at græde
igen, men så dukkede Mies mor frem i døren. Mie var ikke hjemme, men på
en eller anden måde havde Maya fået forklaret Mies mor, hvad der var sket,
og så sad hun og græd i deres stue. Hun havde fået noget varm kakao, og de
havde snakket meget. To timer efter var Mie kommet hjem. Maya fik stammende
fortalt hende, hvad der var sket, og de var gået ind på Mies værelse.
Der var Maya hurtigt faldet i søvn, og senere kom Mayas storesøster Anna
for at hente hende med hjem…
Et år efter forældrenes skilsmisse havde moren fået en ”ven”, som hun
kaldte det.
Han hed Torben.
Maya og Anna hadede ham, fordi han skældte ud og opdragede på dem,
som det passede ham. Moren prøvede at være ligeglad, hun sagde ikke noget
til det.
En morgen, da Maya var på vej ud i køkkenet for at spise morgenmad,
kom hun forbi morens soveværelse og så, at Torben lå i morens seng. Han
vinkede og kom med et provokerende falsk smil til hende.
Maya blev ked af det. Hvorfor skulle han lige komme og tage hendes fars
plads? Moren sagde bare, at hun ikke boede sammen med faren mere, og
derfor havde hun ret til at være sammen med andre, for hun var jo blevet
skilt.
168
En dag flyttede Anna sammen med sin kæreste, og nu følte Maya sig
meget alene. Hun blev mere og mere ensom. Nu var Anna der heller ikke til
at forsvare hende.
Maya savnede sin far, men han arbejdede meget, så der kunne hun ikke
rigtig bo. Moren havde bestemt, at de skulle flytte ind hos Torben, og det var
det rene helvede at bo der med alle de skænderier. Maya skulle bare åbne
munden, så var det forkert, det hun sagde, og så skældte de ud. De kom tit
op at skændes, fordi Maya selvfølgelig ikke gad at finde sig i noget. Hvis
Torben f.eks. havde rodet, så skulle hun rydde op. Torben blev pissesur og
sagde tit: ”Nu kan du godt skride ind på dit værelse unge dame, jeg gider
ikke se på, at du stiller dig op imod mig, og du skal ikke svare igen. Du skal
lære at vise respekt”.
Nogle gange var Maya bare gået ind på sit værelse, havde smækket døren
og låst den. Hun skruede helt op for musikken og kom ikke ud før næste dag.
Hun havde besluttet sig for at være skide ligeglad med ham. Han skulle
ikke bestemme over hende. Andre gange var hun stukket af, og gået over til
en veninde og blevet der. Nogle aftener, hvor Maya var gået i seng, hørte hun,
hvor højt moren og Torben skændtes. De skændtes om børneopdragelse.
Maya lyttede, men endte med at falde i søvn til sidst, i håb om, at hende mor
snart ville åbne sine øjne og se, hvad der skete omkring hende.
Nogle år efter kunne hun ikke klare det mere. Hun var altid trist, så hun
flyttede op til sin far. Han arbejdede heller ikke så meget mere, og han var
glad for, at hun boede hos ham.
Hun begyndte at få det bedre, end hun havde haft i lang tid, hun og faren
flyttede heldigvis hen i nærheden af skolen og alle vennerne. Hun var
begyndt at gå i byen med vennerne, og de var tit på diskoteker, og det var rigtig
fedt. Livet var skønt, men alligevel ikke helt, for forholdet til moren, var
ikke så godt.
Hun savnede sin mor, men det var den mor, som havde været der for
hende engang.
Sådan gik et helt år, tiden gik hurtigt, og pludselig en dag ringede det på
døren, Maya var lige kommet hjem fra skole, havde været i bad og var nu i
gang med at tørre sit hår. Hun var alene hjemme og syntes, det var underligt,
for faren ville først komme hjem senere. Hun gik ud og åbnede. Ind kom
hendes mor med tårer i øjnene. Maya genkendte hendes parfume, som lå
tungt i luften.
”Søde Maya, jeg vil meget gerne snakke med dig. Det er vigtig. Må jeg
komme ind?” sagde moren, og nu løb tårerne ned af hendes kinder.
169

Maya svarede: ”Ja, selvfølgelig må du komme ind, mor, hvad er der
sket?”
Mayas stemme rystede, da hun så morens hår glide væk fra hendes øje.
Hun var helt rød og hævet på kinden. De satte sig i stuen. Moren fortalte,
at Torben var begyndt at slå hende, så nu var hun meget bange for ham. Hun
var ikke taget på arbejde, men havde i stedet pakket sine ting, og nu var hun
altså her og havde meldt Torben til politiet.
De havde snakket i lang tid og havde helt glemt, hvad klokken var, ligetil
faren var kommet hjem, han så underlig ud i hoved, da han så moren. De
snakkede længe… og til sidst endte det med, at moren var blevet og havde
sovet i gæsteværelset. Forholdet mellem Maya og moren var begyndt at gå
meget bedre. Moren fandt sig en lejlighed at bo i og nu gik det godt.
Ja, hun havde oplevet meget i de 16 år, hun havde levet.
Pludselig hører Maya nogen kalde hendes navn. Hun kommer til sig selv
igen, hun rejser sig op fra klitten, Det er blevet lidt mørkere nu. Hendes mave
rumler. Klokken er halv syv, og hun burde have været hjemme og spise, men
har glemt alt om tid og sted.
Nu er der igen en, der kalder hendes navn, det lyder højere end før, så nu
må personen være tættere på hende. Hun genkender ikke helt stemmen, men
svarer tilbage: ” Ja, jeg er her”.
Bag træerne kommer Mie frem. Hun har fire andre piger fra klassen med
sig. De har en kurv med tæpper og en engangsgrill, kan hun se, og smiler
over hele hovedet.
”Ja, jeg tænkte, at du stadig var her, så jeg tog lidt selskab med, og noget
mad, så vi kan grille og drikke,” siger Mie.
”Det lyder fedt, men jeg synes ,vi skal gå lidt derhen af, hvor vi alle sammen
kan sidde,” smiler Maya og peger hen mod en klippe, som er stor og
flad.
Der sad de så og hyggede resten af aftenen ...
170
Namaste
af Therese Hjorth
Ilden fængede endelig. Det dårlige træ spruttede højlydt, og gnisterne føg
rundt blandt de omkringstående. Røgens kraftige lugt overdøvede fuldstændigt
stanken af kolort og tilpissede gyder.
Midt i flammerne lå en barnekrop. En tynd dreng på omkring 11 år. Foran
det lille optog, der havde samlet sig i det tidlige morgengry, stod en mørk
mand. Han skubbede langsomt båden ud i det grumsede vand. Grumset, men
helligt.
Manden var ung, men rynkerne var allerede begyndt at vise sig på hans
pande. Hans øjne fulgte sorgfuldt bådens vej gennem det stillestående vand.
På trods af det bedrøvede udtryk stod han rank og rolig.
Skæbnen. Det var skæbnen, at drengen skulle dø. Så manden fandt sig
stiltiende i det. Skreg ikke, til trods for den håbløse smerte, der rullede igennem
ham med fuld kraft. Selv i drømmene kunne han ikke få fred. Kun når
han var i templet og bad, forsvandt smerten. Kun i templet kunne han finde
trøst.
Nej, han skreg ikke nu. Vidste, at der var en højere mening med drengens
død. Viste ikke, hvor såret han var. Var stærk, da han gik hen og lagde en
hånd på sin hustrus rystende skulder.
Hun lagde hovedet mod hans arm, og den sagte gråd rystede igennem
hendes krop. Han mærkede ærmet på sin trøje blive vådt og klappede forsigtigt
det sorte hår.
”Hold ud.”
Hun svarede med en svag hulken, der skar ham i hjertet. Ӂhh, Rakesh,
hvorfor?” Røgen, der stadig hang i luften, sved i hans øjne og gjorde det
svært at holde tårerne tilbage.
Båden var efterhånden ved at forsvinde i det fjerne. Man kunne se bålet
gløde, flammerne var allerede ved at gå ud. Der havde ikke været nok træ.
Midt i gløderne kunne man skelne en halvbrændt skikkelse. Sort over det
hele. Nogle lemmer var brændt op, men der var ingen tvivl om, at det var et
menneske, der lå derude. Rundt om i vandet var der små lyspletter, som for-
171

talte, at lysene omkring båden endnu ikke var gået ud. De vuggede blidt,
fulgte drengen på vej.
Folk begyndte at gå, men først kom de hen og sagde nogle få ord til parret
og resten af familien. Til sidst stod kun de tilbage. Så det sidste lys fra
båden forsvinde. Gik hjemad i samlet flok.
En lille pige løb leende op til Rakesh. Brød stilheden, der som et tungt
tæppe havde lagt sig over det store følge. Forstod tydeligvis ikke situationen.
Men hun bragte smilet frem i sin fars ansigt. Nok var han allerede
begyndt at lægge penge fra til hendes medgift, selvom hun kun var 3 år gammel
– og det til trods for at pengene var små, og at familien i forvejen havde
svært ved at klare sig. Men hun var hans datter, og han elskede hende. Han
løftede hende op på armen. Hun protesterede højlydt og vred sig i hans bløde
favn.
”Ned!” hvinede hun. ”Ned igen.”
Han smilede og satte hende forsigtigt ned på jorden. Tog hendes lille hånd
og gik hen til en tigger, der kom gående. Tiggeren var blind og gik langsomt
og usikkert støttet til en kroget kæp. Rakesh fik sin datter til at stå stille,
fandt et par småmønter og sendte hende over til den gamle med dem.
Kvinden hørte pengene klirre i bøtten, hun gik med. ”Namaste, namaste.
Tak.” Hun smilede og fortsatte opmuntret sin forsigtige gang. Pigen fortsatte
sin leg fra før. Løb videre rundt. Hen til sine storesøstre og til sin mor.
Præcis sådan havde hun også løbet rundt og leget med et par dåser, hun
havde fundet, for halvandet døgn siden, da de var kommet hjem med drengen.
Det var aften, og Rakesh havde netop bestemt, at han ville gå hen til det
nærliggende tempel, da der pludselig lød et højt skrig udenfor.
Han fandt sin hustru liggende jamrende som en syg kat på den snavsede
jordvej ved siden af barnet, der havde blod og skidt over det hele. Lidt derfra
stod de tre mænd, der var kommet med ham. Rakesh sank hjælpeløs ned
på knæ.
”Hvad er der sket?” spurgte han grådkvalt.
”Han faldt.” Manden, der svarede, kiggede ned, bevidst om, hvor stor en
sorg det måtte være at miste sin søn. ”Han faldt ned fra stilladset fra stor
højde. Lige ned i murstenene. Vi kunne ikke gøre noget. Han var død på stedet.”
Faderen greb sin søn og knugede ham ind til sig. Rokkede frem og tilbage.
Ville ikke give slip.
”Jeg er ked af det, Rakesh. Virkelig.” Manden vred sine hænder og
begyndte febrilsk at stå og nulre det ene hjørne af sin tunika.
172
Rakesh rev sig løs og kiggede op på ham. ”Bed for hans sjæl. Bed til, at
guderne har været tilfredse med ham.”
Mændene nikkede. Lidt efter gik de og lod familien være alene med deres
sorg.
Myrerne myldrede ivrigt rundt. Lykkelige for at få deres morgenmad serveret
på den måde. Rakesh rejste sig, kiggede tilfreds ned på dyrene og puttede
posen med frø ned i lommen igen. Han gik videre hen mod templet.
Hans hustru havde netop født. Endnu en pige. De havde håbet, det ville
blive en dreng. Nu, hvor de ikke længere havde Ravi. Men skæbnen ville
noget andet. Så han var på vej mod templet. For at få styrke til at klare den
fattigdom, der fulgte med dét at få en pige. De havde igen fået et barn, som
de til sin tid ville være nødt til at betale medgift for.
Efter en halv times intens bøn måtte han tage på arbejde. Han arbejdede
på et lille hotel, hvor han gjorde rent. Et godt job, for hvis man var heldig,
lagde kunderne drikkepenge på værelserne.
Midt på dagen blev han hevet til side af sin overordnede. Rakesh tænkte
ikke nærmere over det. Lagde blot de nussede håndklæder fra sig og fulgte
med den alvorlige mand.
”En kunde har skiftet hotel på grund af dig, Rakesh.” Manden kiggede
koldt på ham. Rakesh stirrede uforstående tilbage.
”Jeg har netop talt med ham. Han anmeldte et tyveri. Ens ting burde da
ellers være sikre på et låst værelse. Eller hvad mener du?” Han fortsatte uden
at vente på svar. ”Den eneste, der har været inde på det værelse, mens han
har været væk, er dig. Hvordan vil du forklare dét?” Han tav et kort øjeblik,
men det var tydeligt, at han endnu ikke var færdig. ”Du kommer selv til at
betale for de ting, der blev stjålet. Jeg trækker det af din løn. Han var euro -
pæer, Rakesh. Han var vigtig.”
Rakesh vidste ikke, om han skulle grine eller græde. Mente manden det
virkelig? Han havde aldrig stjålet og kunne aldrig drømme om at gøre det.
”Jeg ved ikke, hvad det drejer sig om.”
Manden sad lidt uden at sige noget. Til sidst fastslog han: ”Du bliver og
arbejder her resten af dagen. Du skal ikke komme i morgen. Jeg vil ikke se
dig her igen.”
Et øjeblik sad Rakesh som lammet. Så kom han til sig selv og rejste sig
langsomt op. Gik ud af døren og fortsatte ufortrødent sit arbejde.
Han fik fri ud på aftenen. Men før han kunne tage hjem, måtte han igen
forbi det lille tempel. Blomster blev købt og hængt om halsen på de forskel-
173

lige gudebilleder. Røgelsen hang tungt i rummet og bragte ham ind i en salig
tilstand. Bedøvede ham.
Takkebønner og bønner om hjælp fløj til vejrs. Tak for alt, hvad guderne
havde givet ham: Hans familie og alle hans andre glæder. Men også et råb
om hjælp til at klare den forfærdelige fattigdom, der på denne ene dag var
blevet så meget værre. Måske blev bønnerne hørt. Men helt sikkert var det,
at de hjalp manden, der spurgte til råds. Gav ham ro i sindet. Gav ham styrke
og glæde.
Opløftet kunne han tage hjem. På vejen, hvor køerne stod i store grupper,
stoppede han op. Fandt noget mad frem fra en pose. Noget af dét han havde
købt på vejen hjem. Han fodrede de herreløse kreaturer og klappede deres
knoklede kroppe.
Han gik videre med hævet pande. Hjemme ventede familien på ham. De
forventede, at han kom hjem med penge, så de kunne overleve. Han havde
dårlige nyheder til dem. Men de skulle nok klare det.
174
Sjælefred
af Majken Lund Daugaard
Natasja og Louise sad på Louises værelse og snakkede. Lugten af de
afbrændte røgelsespinde hang endnu i luften. Det lille værelse virkede skummelt,
for Louise havde fået malet væggene i en meget mørkegrå farve. Hun
mente, at det lavede en mystisk stemning.
” Skal vi ikke over til spøgelseshuset?” spurgte Louise ivrigt.
” Ikke nu igen.” Natasja sukkede ”Det er fjerde gang, du spørger på en
time. Hvad er det egentligt ved det hus, som fascinerer dig sådan?”
” Det ved jeg ikke, det er bare som om, det tiltrækker mig,” Louise lod
til at tænke sig om ”Det er da lidt vildt, at det har stået ubeboet siden krigen.”
” Jeg tror ikke, at det vil være en god ide at gå derover, det kan styrte sammen
hvert øjeblik.” Natasja prøvede at skjule, at hun ikke ville derover. Hun
var rædselsslagen for det gamle hus på den anden side af vejen, men hun
turde ikke vise, at hun var bange. Hun vidste, hun ville blive drillet, og det
hadede hun.
” Vær nu ikke så pivet, der er da ikke noget at være bange for” sagde
Louise.
” Nej, nej, men jeg er bare ikke så meget for det ...” Hun prøvede at finde
en måde at redde sig ud af denne knibe. ”Jeg har bare ikke lyst til at blive
mast under loftet, hvis det skulle styrte ned. Har dine forældre ikke også
sagt, at du ikke må gå derover?”
” Kunne vi ikke bare gå over at kigge?” Louise blev ved.” Kom nu, bare
for en gangs skyld. Vi kan lige nå det, inden mine forældre kommer hjem.”
” Okay, okay ... bare du holder op med det plageri.”
Natasja blev vred på sig selv. Hvorfor bøjede hun sig altid for Louises
ønsker?
Få minutter senere gik de over mod huset. Louise forrest og nogle meter
efter hende kom Natasja. Hun kiggede lige ned i jorden og havde ikke lyst til
at se op. Det havde lige regnet, så der var vandpytter overalt, og der lugtede
af vådt græs.
175

Så standsede Louise, og Natasja kom alligevel til at løfte hovedet.
Det røde murstenshus lå som en skygge blandt træerne, der med deres
lange grene nærmest dannede en kuppel over huset. De trådte nærmere, og
Natasja begyndte at protestere lidt.
”Jeg ved altså ikke helt, om jeg tør.” Hun gik i stå, stoppede op, frøs fast.
Hun var nået op til Louise. De stod helt stille foran huset og så på det. Det
var som et forbandet slot fra et eventyr. Louise tændte sin lygte. Lyskeglen
strejfede murstenene, der næsten var dækket af vedbend.
Natasja mærkede, hvordan hårene rejste sig på hendes arme.
” Skal … øhm … vi gå derind.” Louise lød for første gang lidt skræmt.
”Altså det hjælper ikke noget at stå herude.”
Louise prøvede at dække over, at hun var bange, det var tydeligt for
Natasja. Men det var ingen skam, syntes hun, for lydene og lugtene var mere
end skræmmende.
Hun åbnede døren og gik ind. Det var en gammel entré. Louise trådte på
et fotografi i ramme, så glasset splintredes. Natasja for sammen og skreg, og
Louise tyssede på hende.
De gik videre ind i et rum, der engang havde været en stue. Der var varmt,
skønt vinden blæste ind ad de knuste ruder. Gardinerne var falmede, og de
hang i laser. Der lugtede gammelt. Det så ud, som om det hele var blevet gennemsøgt
og derefter splittet ad.
” Her har boet en familie, der har været nødt til forlade stedet meget hurtigt,
deres forfølgere har nok været i hælene på dem.” Natasja kunne fornemme
det.
” Mener du det?” Louise spurgte nysgerrigt. ” Du plejer da aldrig at vide
noget som helst om historie.”
” Det ved jeg godt, men jeg kan føle det.” Hun havde aldrig følt det sådan
før, ” Kan du ikke også mærke det? Det er som om huset har sin egen sjæl.”
De gik videre gennem de næste rum.
” Der er en trappe” sagde Louise og gik over til en gammel trappe.” Skal
vi gå op?”
” Det er for farligt,” kom det fra Natasja, men Louise begyndte at gå.”
Vent lige lidt.”
Pigerne begyndte at gå op ad trappen. Støvet hvirvlede op, og den knirkede,
når de trådte hvert trin.
Da de kom op stod de i en lille gang. Der var 3 døre.
” Hvilken en skal vi vælge?” spurgte Natasja
” Skal vi ikke tage den for enden? foreslog Louise. De gik ned til døren.
176
Malingen skallede af, og håndtaget var plettet af rust. Louise tog i håndtaget,
der var låst.
” Nå, der kunne vi ikke komme ind, skal vi så prøve en af de andre?”
”Vent lidt” Natasja gik over til et billede, løftede det og fandt en lille
nøgle, der var gemt bag det. Hun gik over til døren og stak nøglen i låsen.
Hun drejede nøglen om, og med et lille klik gik låsen op, og Natasja åbnede
døren.
” Sådan, så kan vi komme ind.” Hun vendte sig om mod Louise, ” Hvad
er der?”
Louise stirrede vantro på Natasja. ”Hvordan vidste du, at den var der?”
”Aner det ikke” Natasja så grædefærdig ud. ” Hvad er det her for noget”
” Det ved jeg da slet ikke!” Louise så ud, som om hun hverken anede ud
eller ind.
” Kom ” Natasja trak Louise ind i værelset. Rummet de trådte ind i, så ud
til at være et pigeværelse.
Der var et lille skrivebord ved den ene væg, og langs med den anden stod
en seng. Der var blomstret tapet på væggene.
” Jeg gad godt vide, hvorfor det her hus aldrig er blevet solgt?” sagde
Natasja.
” Det er fordi, hver gang, der er nogen, der vil købe det, forsvinder de på
mystisk vis eller bestemmer sig for at købe et andet hus. Min far sætter tit et
nyt TIL SALG skilt op, men der er altid nogen, der flytter det.” Louise vidste
næsten alt, hvad der var værd at vide om mange af byens huse, for hun
hjalp sin far, der var ejendomsmægler.
” Det er måske derfor, han ikke ville have, at vi er herovre og…” Mere
nåede Natasja ikke at sige, før en af brædderne gav efter under hende.
” Hjælp mig!” Hendes ankel sad fast, men da hun prøvede at hive benet
til sig fulgte gulvbrættet med op. Da hun havde fået foden fri, gik hun hen til
det hul, som brættet havde efterladt. Der lå en gammel dagbog. Hun samlede
den op.
” Louise, kom og se.”
” Lad mig se.” Louise kom hen til hende, og rev den ud af hænderne på
hende. ” Den er fra 1943.” Hun bladrede i bogen. ” Prøv at hør det her.”
Kære dagbog D. 10 juni 1943
Da jeg var på vej hjem fra skole i dag, kom der en tysk officer over til mig.
Han talte til mig på tysk. Først blev jeg bange, men han sagde til mig, at jeg
ikke skulle være bange. Han fortalte mig, at han kendte min mor, og at han
177

hed hr Schmidt. Han sagde, at han og min mor havde været forlovet, men han
kom ud for en ulykke, og mor troede, han var død, så hun var rejst til
Danmark. Da han året efter var kommet hjem, havde han fundet ud af, hvor
mor var taget hen, og ville rejse op til hende, men da han fandt ud af, hun
var blevet gift og havde fået børn (Mig), opgav han. Det er nu tretten år
siden. Han sagde til mig, at han stadig holdt af mor, så han ville advare mig.
Han sagde, at vi skulle flygte, for ellers ville vi blive sendt i KZ – lejr. Jeg
tror ikke på ham. Og hvad er det for et fjollet navn, KZ – lejr. Det er der da
ikke noget, der hedder.
” Der står noget mere, men det er bare de sædvanlige ting, nej vent.”
Louise så op. ”Hedder du ikke Ballsbo til efternavn?”
” Jo, hvorfor?”
” Din Anna Ballsbo; Det står der her.”
” Det hed min Mormor!” Natasja tænkte sig om et øjeblik, ”Så har hun jo
nok boet her.”
” Skal vi spørge hende?”
” Hun er død. Hun begik selvmord, da min mor var to. Min mor og min
mors søster var indblandet i en trafikulykke, og kun min mor overlevede.
Min mor sagde, at det blev for meget for hende, hun havde det i forvejen
svært, det var vist noget med traumer over noget, men min mor har vist altid
bebrejdet sig selv det.”
” Det er jeg ked af at høre”
” Læs nu videre, står der ikke noget mere om ham der Schmidt.” Natasja
prøvede at lyde ligeglad.
” Okay.” Louise bladrede i bogen. ” Der er ikke noget spændende d.11,
men se den 12, der er pletter efter tårer, så der må være sket noget forfærdeligt.”
Kære Dagbog d.12 juni 1943
Åh, jeg hader mig selv. Jeg skulle have lyttet til Hr. Schmidt. De kom virkelig,
det var så forfærdeligt…
I det samme blæste en kold vind gennem rummet, den fangede Natasjas hår,
hvirvlede det op, og hendes lyse sommerkjole blev blæst tæt ind til kroppen.
Hun skreg højt. Louise sad helt stille, hun havde ikke mærket vinden, men
hun havde set, hvad der skete med Natasja. Louise gav et skrig fra sig, da
Natasja besvimede.
Natasja drømte en mærkelig drøm. Hun var i det samme værelse, det var
178
bare rent, og der var friske blomster i vaserne. Hun så ned ad sig selv og
opdagede, at hun var klædt i noget mærkeligt tøj. Hun befandt sig i en anden
krop.
” Anna … Gem dig. Hurtigt. De kommer.” Det var hendes mor, der råbte.
Hun gik hen og åbnede døren og så sin far og mor løbe op ad trappen. Hun
måtte være i sin mormors krop den skæbnesvangre dag i 1943.
” Anna, skynd dig væk.” Nu var det hendes far, der råbte. Hun løb ind på
værelset og gemte sig under sengen. Hun hørte stemmer. De var tyske. Hun
anstrengte sig for at høre, og efterhånden blev de tydeligere samtidig med, at
hun hørte militærstøvler trampe på trappen.
”I skal følge med.” Det var en tysker, der nærmest råbte.
” Jamen hvorfor.” De talte sammen på tysk..
” Det er vigtig,” sagde den anden tysker. ” Vi har fået ordre på at hente
alle jøder.”
”I vil sende os til en af lejrene,” udbrød hendes far.
” Stille,” hvæsede den første tysker.
” Min mand er ikke jøde, skån ham,” bad hendes mor.
” Af sted!” kommanderede den anden tysker brysk. Hendes mor gispede,
og faren prøvede på at finde på noget at sige. Hun kunne se det hele fra sit
skjul under sengen. Hun blev meget bange.
” I kan da ikke skyde os.” Moderen prøvede - men forgæves. Faderen trak
pludselig en pistol op af lommen, men i samme sekund han løftede den, affyrede
tyskeren nærmest døren et skud, og faderen faldt til jorden. Hun udstødte
et lydløst skrig, og hun mærkede tårerne i øjenkrogen. Hendes mor skreg.
Hun så en af tyskerne brutalt tage fat i hendes mor. Han prøvede at skubbe
hende ned ad trappen, men hun strittede imod.
” I tyske svin, I vil aldrig finde fred i jeres grav!”
” Stille!” Den ene af tyskerne holdt hende, mens den anden slog hende.
” Forbandede nazister, Hitler styrter jeres land i grus.” Den tysker, som
havde slået hende, spyttede hun i hovedet. Han gav hende endnu en lussing
og slog hende i maven med sit gevær. Natasja holdt vejret. Den ene tysker
sparkede hende i ryggen. Hun skreg højere endnu. Den anden sparkede
hende i maven. Hun besvimede. Den ene gav hende et sidste spark, før de
vendte sig og gik. Lidt efter kunne Natasja høre, hvordan de splittede stuen
ad, men først da de smækkede med døren og kørte væk, kravlede hun frem
fra sit skjul og krøb over til sin mor. Hun holdt moderens ansigt mellem sine
hænder. Moderen begyndte at hoste, og Natasja fandt et lommetørklæde
frem og holdt det op til hendes mund. Der kom blod på det. Hun vidste ikke,
179

hvad dette betød. Hun sad og snakkede stille til sin mor, da hun opdagede, at
moderen ikke trak vejret - hun var død. Natasja lukkede øjnene.
Da hun næste øjeblik åbnede dem, så hun direkte op i sin mors og fars
øjne.
” Hvor er jeg?” spurgte Natasja og så sig omkring. Hun var i et lyst lokale.
” Rolig skat, du er på hospitalet, det er okay, du har sovet i to dage.”
Hendes mor holdt hende i hånden. ”Louise var heldigvis kvik nok til at ringe
112, da hun ikke kunne få liv i dig.”
” Hvad med Mormor, hvad med huset?”
” Du talte i vildelse om Mormor, jøder og det gamle hus, så vi besluttede
at undersøge det.” Hun holdt en lille pause. ” Det ser ud til, at din mormor,
oldemor og oldefar har boet i det hus. Og at dine oldeforældre døde under
krigen.”
” Men hvordan … jam … hvordan slap mormor væk” Natasja var forvirret.
” Hun løb op til nogle af deres venner, som fik hende sendt til noget af
deres familie i Sverige, og efter krigen kom hun hjem og blev opdraget hos
sin fars forældre.”
Et par dage senere blev Natasja udskrevet fra hospitalet. Da de kørte
hjemad i bilen, fortalte Natasja, hvad hun og Louise havde fundet ud af. Det
var, som om en byrde lettede fra hendes mors skuldre. Da de kørte forbi det
gamle hus, virkede det ikke længere så dystert. Nu vidste Natasja, at hendes
mormor havde fået fred. Lige da de kom til indkørslen, så Natasja et TIL
SALG skilt. Hen over det var der skrevet SOLGT. Nu var huset blevet befriet
for en tung byrde, en hidtil glemt sjæl, der ellers kunne have vandret hvileløst
rundt.
Det var frit. Frit som Danmark.
180
Syg i hovedet
af Asmus Birch
Morten tog sin taske op af bagagerummet. – Tak for turen, Frede.
Frederik sendte ham et ætsende blik.
– Okay, slap af, Frederik, bare du lader være med at bakke hen over mig.
Efter den bemærkning bakkede Frederik naturligvis med et hurtigt ryk
bilen et par centimeter tilbage.
– Så pas da på, din nar! råbte Morten. – Din bror er sindssyg, sagde han
lavt til David.
– Ja, men lad ham ikke høre dig sige det. David greb fat i sin egen taske
og hev den ud af bilen. – Blod er pissesvært at få af bilen.
Morten lo, samtidig med at han tog Troels’ taske ud. – Kom så ud af den
bil, Troels, jeg gider ikke slæbe på dit lort.
Troels trådte ud af bilen. – Så slap dog af.
Troels var en ranglet fyr med mørkt hår og tøj, der var tre numre for småt.
Morten drillede ham selvfølgelig jævnligt med det.
Frederik kiggede ud af vinduet. – Har I fået det hele ud?
David nikkede til sin bror. Selvom de begge hadede at indrømme det, lignede
de hinanden en del. De havde begge lyst hår og den samme bygning,
selvom David var en del mere buttet.
– Fair nok, jeg skrider. Frederik startede bilen og kørte ud ad skovvejen.
– Hyggelig fyr, mumlede Morten.
David sukkede. – Du skulle prøve at bo sammen med ham.
Troels så på sommerhuset. Det var et hyggeligt, lille stråtækt hus med tilhørende
hytte. Fuglene kvidrede i skoven omkring dem, husets hvide maling
så næsten ny ud, der sad endda en plastikstork på skorstenen.
– Det ligner sgu noget fra et H.C. fucking-Andersen digt, konkluderede
Morten. Han brokkede sig altid, men heldigvis oftest på en humoristisk
måde.
De bar deres tasker ind i huset.
Indefra så huset endnu mindre ud. En lille stue, et mindre køkken, to små
værelser og et badeværelse uden håndvask.
181

– Nå, det er her, du gemmer dig hver sommer, mumlede Morten.
– Ja, det er så palæet.
– Hvorfor bliver I egentlig altid sendt herop? spurgte Troels.
– Jeg bliver, rettede David. – Frederik kom her også de første par år, men
så gjorde han et eller andet ved en killing … Min mor har ikke sendt ham
med op siden, han røg vist på spejdertur i stedet.
– Her er da meget hyggeligt, sagde Troels og satte sig i sofaen. – Hvad er
det? Han tog en pung, der lå ved siden af ham.
David stod helt stille et par sekunder, så hev han den ud af hånden på
Troels og smed den i papirkurven. – Bare noget af min farmors ragelse,
mumlede han hurtigt.
– Øh, David? sagde Morten, der sad og pillede ved fjernsynet.
– Hvad? sagde David og vendte sig om.
– Er det ikke meningen, at der skal sidde en del ledninger i et fjernsyn?
David stod og tænkte et øjeblik. – Årh, pis, vi snuppede et par ledninger
herfra, engang hunden havde gennemtygget vores.
Morten så anklagende på ham. – Vil det sige, at vi ikke har noget TV de
næste fem dage?!
– Det er så meget sagt, mumlede David. – Det kan bare ikke tændes …
– Og hvad skal vi så bruge et slukket fjernsyn til?
David trak på skuldrene. – Min farfar plejede at stille martinier på det…
men nu er det jo ikke specielt højt, så jeg blev fuld første gang som fireårig
… Min mor talte aldrig mere til ham …
– Styr lige barndomsminderne, okay? vrissede Morten. – Vi er midt i en
dyb krise her.
Troels lynede Mortens taske op, tog hans softgun frem og kastede den
over til ham. – Gå ud og pløk storken, og hold så kæft om det TV.
Et par dage forinden havde telefonen ringet hjemme hos Morten.
– Hallo, det er Morten.
– Hej, Morten, det er David. Nu skal du høre; min farmor er lige død …
– Hva’? Det’ jeg ked af.
– Ja, ja, afbrød David ham. – Men du ved, det der sommerhus, jeg altid er
oppe i? Det står tomt, og jeg tænkte på, om du ville med derop en uges tid?
Troels kommer også.
– Hvem ellers?
– Min bror kører os derop, men så skrider han igen.
– Tre 14-årige på en tur til den anden ende af Danmark uden voksent
182
opsyn? Mine forældre flipper skråt, mand. Hvornår kan vi tage af sted?
David lå i sin seng og prøvede på at sove. Morten havde ladet sin discman
spille så højt, at man svagt kunne høre det gennem de tynde vægge.
I saw that pregnant girl today
She didn’t know that it was dead inside
even though it was alive
Some of us are really born to die
Marilyn Manson.
Nogle gange skræmte Morten ham.
Han hørte en dør blive åbnet, men tog sig ikke af det.
Fodtrin. Okay, fodtrinene tog han sig af, men han blev hurtig enig med sig
selv om, at det nok bare var Troels, der var kommet op nede fra hytten og
skulle et eller andet.
Fodtrinene stoppede uden for døren. David begyndte at blive nervøs.
Manson hjalp hellere ikke ligefrem på det. Han greb ud efter sin taske.
Havde han ikke noget at forsvare sig med? Et par bøger, tøj, sin egen discman,
toiletting … en elektrisk tandbørste! Nej, det var for åndssvagt.
Fodtrinene var heldigvis også fortsat videre. Hvor var det generelt tåbeligt
at blive så bange for …
Han hørte en flænsende lyd, og en dør der blev åbnet.
– Hva’ fanden?
Det var Mortens stemme.
David åbnede døren, kiggede ud, men fik hurtigt trukket hovedet til sig
igen. En fyr med elefanthue var på vej ind ad døren til Mortens værelse.
Tapetet ved siden af døren havde store flænger.
– Jeg advarer dig! skreg Morten inde fra det andet værelse.
David så sig hurtigt om i sit værelse. Der var et vindue over sengen.
Skulle han bare efterlade de andre hos den fremmede? Han håbede at en
anden lille stemme ville hviske ham i øret: ”Ja, for satan, fuck dem.” Den
kom ikke. Han gik ned fra sengen, tog mod til sig og åbnede døren. Han trak
hurtigt hånden til sig da en lille, gul kugle ramte ham med fuld kraft.
– For satan!
Morten kom løbende. – Undskyld. Han havde sin softgun i hånden.
David så overrasket på ham. – Jog du ham væk med den der?
– Ja, ja, et par kugler i skridtet og et par stykker i fjæset, så gad han ikke
183

det mere. Han lo.
– Du er syg i hovedet.
– Unægteligt. Nogen særlig grund til, at du nævner det nu?
David rystede på hovedet. – Er du klar over, hvor mange gange jeg har
måttet sværge, at det var et uskyldigt legetøj for at få lov til at være sammen
med dig?
– Og?
Troels kom ind ad fordøren. – Jeg hørte larm, hvad foregår der?
– Jeg jog en indbrudstyv på flugt, sagde Morten stolt.
– Indbrudstyv? gentog Troels.
– Yessir! Jeg skød ham bare et par gange, og så glemte han alt om at partere
mig.
Troels så forvirret fra den ene til den anden. – Kan vi lige ta’ det her helt
forfra?
Troels var på vej tilbage mod hytten, hvor han boede. Han ville ikke gå mere
i deres fælde end højst nødvendigt. Og selv hvis der så virkelig var en indbrudstyv
på spil, kunne hytten låses. Han var stadig ikke sikker på, hvad han
skulle tro. På den ene side var de vel ikke så åndssvage at flænse tapetet for
en dårlig spøgs skyld. På den anden side – jo, de var. I hvert fald Morten.
Døren bandt.
Han hørte en lyd bag sig og vendte sig om.
Indbrudstyven! Han havde en springkniv i hånden. De havde sgu ment
det.
Han løb hen imod skoven af alle kræfter.
Manden halede ind på ham.
Troels så sig om. Til højre stod træerne tæt. Knivmanden var en del højere
end ham. Måske ville han få problemer med de lave grene? Det var et forsøg
værd. Han skiftede retning, bukkede sig sammen og løb gennem træerne.
Grenene slog ham i hovedet, men han sørgede for at holde tempoet oppe.
Manden bandede et sted bag ham. Troels smilte triumferende og glemte et
øjeblik at passe på grenene. Han blev ramt og fik en rift på kinden.
Endelig kom han ud på et åbent stykke. Han havde vundet lidt tid, men
manden ville indhente ham før eller siden.
Han så sig omkring, mens han løb. Der var en del store træer. Kunne han
gemme sig bag et af dem? Nej, der måtte være noget bedre. Et væltet træ?
Nej. Der var en skrænt ikke så langt derfra. Han var ved at løbe tør for mulig-
184
heder, så han spurtede i den retning.
Over skulderen så han knivmanden komme ud af buskadset. Troels sprang
ned af skrænten. Han kiggede sig tilbage midt i springet og opdagede, at en
stor rod holdt den yderste jord fast, mens der indenunder var et hulrum.
Han bremsede op, så snart han rørte jorden, og løb op i hulrummet.
Et par sekunder senere så han knivmanden komme springende over ham,
videre ned ad skrænten og længere ind i skoven.
Troels ventede yderligere et par sekunder. Så åndede han lettet op. Han
kravlede op af skrænten og stod stille et øjeblik og gispede efter vejret.
Han skulle til at gå tilbage, da det gik op for ham, at han ikke anede, hvor
han var.
– Hvor fa’en er Troels egentlig? David så sig omkring.
Morten trak på skuldrene og gik så hen og løftede op i tæppet. – Ikke her!
David sukkede. – Kan du aldrig tage noget som helst alvorligt?
Morten så ud til at tænke over det et øjeblik. – Udmærket spørgsmål, faktisk
… Måske sku’ jeg prøve det engang.
– Morten!
– Ja, ja, så slap dog af, jeg tror bare ikke, vi behøver være så nervøse.
David så irriteret på ham. – Fordi du har jaget ham væk med din legetøjspistol?
– Nemlig!
De kunne høre bagdøren gå op.
– Troels?
Knivmanden kom ind, slæbende på Troels. Deres ven havde flere snitsår
på arme og hænder. De fleste var overfladiske, men det blødte stadig fra et
par af dem. Manden holdt kniven tæt under hans hals.
– Se, hvad jeg fandt på vejen hjem, lo fyren.
David så op. Han genkendte stemmen.
– Frederik? spurgte David.
Knivmanden tog sin hue af og afslørede sig som Frederik. – Ja, det er mig.
Morten så overrasket på ham. – Med fare for at lyde som en kliché:
Hvorfor, Frederik?
– Det skal jeg sige dig, hvæsede Frederik. – For at få ram på den snothvalp.
Han pegede på sin lillebror, David.
Mortens blik gik frem og tilbage mellem de to brødre. – Vel er han irriterende,
men er kniven ikke lidt ekstrem?!
185

Ordene var, hvad man kunne forvente af Morten, men han havde en sær
bæven i stemmen.
– Du er så helvedes selvoptaget! råbte Frederik til David. – Du tænker
aldrig på andre end dig selv!
Morten så over på David. – Har I nogensinde overvejet familieterapi?
Igen var der en bæven i hans stemme. David var ikke vant til den slags fra
Mortens side.
– Vi har fået tilbudt det, indrømmede David. – Men min mor bryder sig
ikke om, at nogen påstår, at der er noget galt med hendes børn.
– Self-denying much?
– Alle hader mig! skreg Frederik.
– Ja, men det har måske noget at gøre med, at du prøver at slå os ihjel,
mumlede Morten. David opdagede at han havde tårer i øjnene. Han var ved
at bryde sammen.
– NEJ! skreg Frederik. Han slap taget i Troels og faldt grædende sammen
på gulvet. – De hader mig … De hader mig …
David gik hen mod ham. – Slap nu af brormand … Der er ingen, der hader
dig …
– Hvorfor kan alle bedre lide dig? hulkede Frederik. – Farmor hadede mig
også. Jeg måtte aldrig komme med …
– Farmor hadede ikke nogen, indvendte David. – Hun ville hellere end
gerne have dig med.
Frederik greb igen fat i springkniven og huggede ud efter ham. Den snittede
hans arm.
– Av for helvede! David gik et par skridt tilbage.
– Du lyver! Hun hadede mig! Alle hader mig! Frederik så sig om, smed
kniven fra sig og løb ud af døren.
Morten stod og stirrede på døren. – Han er fa’me skudt i hovedet. David
kunne høre at han var ved at genvinde kontrollen.
– Betød jeres farmor så meget for ham?
– Åbenbart… David gik hen til døren. – Hvad tror, I han gør?
Morten trak på skuldrene. – Aner det ikke. Han var atter sit gamle, apatiske
jeg.
David løb ud af døren.
Efter at have fulgt sin bror et stykke tid, nåede David ud til stranden.
Frederik løb mod havet. Hvad lavede han?
David sprang ned ad klitterne. – Frederik!
186
Han trådte ud i vandet. Ville han drukne sig selv?
David satte tempoet op.
Broderen gik længere ud.
David fulgte efter. Vandet føltes iskoldt om benene på ham. Han fortsatte
uanfægtet. Nu nåede det ham til knæene, men Frederik var ikke at se længere.
Til navlen. David dykkede ned og begyndte at svømme. Han havde
aldrig for alvor lært det, og bølgerne hjalp heller ikke ligefrem. Han begyndte
at miste kontrollen. Han var ikke sikker på, hvor langt ude han var. Han
forsøgte at røre bunden med foden, men kunne ikke nå. Der måtte da være
en revle et sted. Han forsøgte at komme op igen, men kunne ikke. Han sparkede
desperat med benene. Han var ved at løbe tør for luft. Han var ved at
miste bevidstheden.
Noget greb fat om livet på ham. David kunne mærke, hvordan han blev
løftet op. Han gispede efter vejret, kom på benene og så sin brors ansigt foran
sig.
– Undskyld, sagde han.
David smilede.
De gik op af vandet og tilbage mod sommerhuset.
Da de kom tilbage, havde Morten softgun´en parat.
David gik roligt hen til papirkurven og tog farmorens pung op. Han åbnede
den og viste et billede af Frederik frem.
Morten lo. – I er syge i hovedet alle sammen.
187