Af Hjertens lyst.pdf - Brønderslev Forfatterskole

men uden mulighed for at kunne slippe væk. Zen rejste sig på knæene ved
siden af sin hårdt sårede bror.
”Kon-gen, Zen!” stammede Amir.
”Den sid-ste ingredi-ens!”
Hver eneste lyd, han fremstammede, fik det til at lyde, som om han var
ved at dø.
”Kongen?” græd Zen fortabt. Hendes tårer løb ned ad hendes kinder og
videre ned på Amirs ansigt. Zen snøftede, tog Amir i hånden og spurgte
”Skal jeg til Paradispaladset, der hvor kongen bor?” Han nikkede og i samme
øjeblik forsvandt den sidste gnist af liv i hans øjne. Zen ruskede desperat i
Amir, men indså så, at hun havde mistet sin bror for altid. Igen havde Zen
det, som om hun blev iagttaget. Hun stoppede alligevel glasset med det lille,
blå insekt i sin inderlomme, mens hun tørrede tårerne bort. Hun måtte flygte
på bare tæer gennem det kolde mudder, og hun vidste nogenlunde, hvor
Paradispaladset lå. Hun løb bare, og ingen lagde mærke til hende i mæng den
af elvere og erainere.
Hvorfor havde elverne angrebet deres landsby? Var det bare for at slå ihjel?
tænkte Zen. Hun fortsatte med at løbe. Hun vidste ikke hvorhen, men hun
skulle bare væk fra elverne. Zen anede ikke, hvor hun var. Hun havde aldrig
været her før. I det samme hørte hun lyden af fødder, der trådte ned i mudder.
Lyden kom nærmere og nærmere, og Zen løb hurtigere og hurtigere.
Pludselig snublede hun over en trærod, der ragede op af jorden. Hun røg
forlæns med hovedet først, ramte noget hårdt og landede i mudderet. Så blev
alt sort.
Da Zen kom til sig selv igen, hørte hun lyden af stemmer. Snart ville de
finde hende. Hvis det var elvere, ville hun forsøge at få dem til at tro, at hun
var død.
”Der er en herovre!” lød en højtråbende stemme.
Zen lukkede fortsat øjnene, da nogen lagde en finger på hendes puls.
”HENDE HER LEVER!” råbte personen, som lød til at være en dreng.
Zen kunne høre et par fødder løbe hen imod sig. Så blev hun løftet op og lagt
på en båre. Det lod til at være venlige væsner, eftersom de tog sig så godt af
hende. Zen blev båret indenfor. Nu turde hun godt åbne øjnene. Hun kiggede
direkte ind i et par grønne øjne, som virkede bekendte.
”Denx! Er det virkelig dig? Du lever! Amir er borte! Det er forfærdeligt!
Bare du havde været der, så kunne du have forhindret det i at ske!” græd Zen.
Amirs krigskammerat, Denx, så på Zen, som om det ikke kom bag på ham,
at Amir var død. Han holdt sin kæmpe sorte ravn i tøjlerne.
60
”Hmm …” sagde han ligegyldigt. Dette gjorde Zen mistænkelig. Det lød
nærmest, som om Denx havde set det ske. Denxs fedtede, slaskede sorte hår
gav et sving, da han vendte ryggen til hende.
”Nu må du have mig undskyldt,” sagde han koldt. ”Min herre venter på
mig. Jeg har noget, som jeg skal have afleveret til ham.”
Zen kom pludselig i tanke om glasset med den sidste ingrediens, som hun
stadig gerne skulle have i lommen. Det var der ikke!
”Du har stjålet den sidste ingrediens fra mig!” råbte hun.
Et hårdt blik mødte hendes.” Når jeg har afleveret den sidste ingrediens til
elverne, vil de hjælpe mig med at blive den nye konge over Era,” snerrede
Denx magtsygt.
Zen kunne næsten ikke tro sine egne øjne og ører. Denx var som forvandlet
til et monster. Med en grusom latter svang han sig op på sin sorte
ravn og fløj op gennem taget. Før havde Denx altid været så sød og faktisk
pæn af udseende, men nu var han så ondskabsfuld at se på og høre på, at det
gjorde ondt langt inde i hendes bryst. Inden længe ville Denx aflevere ingrediensen
til Elverne, og kongen ville dø, fordi han ikke kunne få sin modgift.
Zen gik ud i regnen og satte sig fortvivlet på en træstub. Men pludselig
landede der et lille blåt, bevinget insekt på hendes næse. Overrasket så Zen,
at det var det insekt, som Denx havde stjålet fra hende. Det var tydeligvis
hårdt kvæstet på vingen. Zen rodede i græsset og fandt en lille lyserød snerle.
Hun tog den op i hånden og lagde det lille bevingede insekt i den. Det var
med sikkerhed Denx, der havde mistet insektet, mens han fløj på sin sorte
ravn. Hun måtte aflevere insektet til kongen, uden at blive set af hverken
Denx eller elverne. Det skulle gøres om natten, hvor alle sov eller var uopmærksomme.
Sådan ville Amir også have udtænkt det, hvis han stadig havde
levet, tænkte hun.
Natten faldt på, og fuldmånens klare lys var med til at gøre varulvenes hyl
endnu mere uhyggelige. Zen gøs af kulde. Hun kunne godt bruge husly eller
varme nu. Pludselig vibrerede det lille insekt i snerlen. Zen tog snerlen op af
lommen. Det blå insekts følehorn var nærmest selvlysende i den mørke nat.
Snerlen uden om insektet gjorde, at lyset ikke skar Zen i øjnene. Hun smilede
og holdt på snerlens stilk, som var det en lygte, hvorpå hun begav sig gennem
skoven. Pludselig så hun lyset fra et bål, der flakkede mellem træerne.
Væsner med spidse ører sad omkring det og bestilte ikke andet end at drikke,
æde og snakke.
”Det vil snart være forbi med Era. Jeg har hørt, at Denx fik gjort det af
med vogteren af den sidste ingrediens. De 11 andre af kongens tapreste kri-
61