Af Hjertens lyst.pdf - Brønderslev Forfatterskole

kunne hjælpe, skulle der mere til. Amara tænkte hurtigt, hun kunne da ikke
røre hende! Hun var sendt for at dræbe dette væsen, ikke at hjælpe hende,
men barnet kunne jo dø inde i maven på hende.
Langsomt gik hun hen til dragen med Natfrost i hånden.
”Se på mig!” befalede hun.
Perlemors dragen vendte sit kileformede hoved og kiggede på hende med
sine hvide øjne. Hun havde ingen pupiller ligesom Amara.
Amara lagde Natfrost fra sig og brugte hele sit væsen for at trænge ind til
barnet. Måske var det kommet til skade, måske lå det forkert.
Dragen greb fat i hende og borede sine sylespidse klør ned i hendes arme.
Amara lukkede øjnene og bed smerten i sig.
Hjælp mig! Jeg beder dig. Min søn, han kæmper for sit liv.
Dragens tanker skyllede som en bølge ind over Amara, og hun gispede
overrasket efter vejret. Det var første gang, hun talte til en drage, det var
svære end at tale med en stormkrage, Hun bed tænderne sammen og koncentrerede
sig.
Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Du er dødens tjenerinde, kan du ikke tage mit liv og give det til min søn?
Det var en ære at bære ham, men min krop kan ikke mere. Jeg ønsker bare,
at han skal vokse op og leve lykkeligt.
Vil du ofre dit liv for din søn?
Ja.
Amara glippede overrasket med øjne. Dragen skreg højt og skingert. Den
natsorte kunne ikke hjælpe hende mere. Amara tog blidt det tunge hoved i
sine hænder og lagde sin pande mod hendes. Dragen skreg igen, og en tåre
trillede ned ad Amaras kind.
De andre drager så på dem med bange øjne. Hvis denne drage døde, ville
det dyrebare barn, hun bar på også dø.
Amara kæmpede en kamp inde i dragens væsen og krop. Hun kunne
mærke livet ebbe ud for både mor og søn, men hun nægtede at give op.
Pludselig rev hun sig løs fra dragen, tog Natfrost og skar bugen op på det
perlemorshvide væsen. Dragens smerteskrig gik gennem marv og ben. Så
med ét blev hun slap.
En slimet klump trillede ud af maven sammen med en masse blod. Der
var noget, der bevægede sig inde i alt slimet.
Den natsorte tog slimklumpen op og skar meget forsigtigt hul med sin
klo. Et lille barn kom til syne, og alle dragerne åndede lettet op.
Han hostede og åbnede sine øjne, de var lysegrønne, som håbets farve.
56
Alt blodet fik Amara til at rynke på næsen. Hendes lyst til drageblod blev
vækket, men hun skubbede følelsen væk. Perlemors dragens liv hang i en
tynd tråd. Hun var besvimet under fødslen og skulle vækkes, ellers ville hun
sove for evigt.
Den natsorte havde givet barnet til de andre drager, så de kunne se det, nu
kom den hen og hjælp Amara.
”Tag dig af hende, Hun skal ikke dø! Jeg er nok en af dødens tjenerinder,
men når jeg går, tager jeg ikke hende med mig!” sukkede Amara træt.
Den store drage nikkede og tog den perlemorshvide drage i sine arme og
forsvandt længere ind i bjerget.
Amara gik hen og fik lov til at holde barnet. Det lignede et helt almindeligt
menneskebarn. Han kiggede på hende med sine dejlige grønne øjne.
Denne lille dreng kunne da ikke være så særlig?
Hans øjne skiftede farve, som om der blev lagt en hinde over dem. De
blev klart orange.
Nej, hun kunne ikke tage ham med til sin Herre! Hver eneste lille del af
hendes krop fortalte hende det. Det var dette barns mor, den smukke perlemorshvide
drage, der med al sin moderkærlighed skulle lære ham op.
”Lille væsen, min landflygtighed kunne være slut, hvis jeg overgav dig til
min herre. Men du skal ikke bruges til at tjene det onde, jeg vil lade dig gå,
voks op og bliv til noget stort. Måske en dag vil jeg have den ære at møde
dig igen,” hviskede hun stille.
Med tårerne trillende ned af kinderne gav hun barnet tilbage. Hun samlede
Natfrost op og gav dem det også. Tavs så hun på dem. Drengen pludrede
stille i favnen på en vinrød drage. De sendte deres tanker hen til hende.
Der venter dig en stor straf, du nattens tjenerinde!
Ja, ingen steder kan du gemme dig for din Herre.
Jeg ved det, kære venner. Sådan må det være.
Vi takker dig for din hjælp! For evigt vil alle drager som krydser din vej,
give dig blod og liv som tak for dine gaver til os. Farvel, du nattens og dødens
tjenerinde!
Hun bukkede for dem alle og sprang så ned fra afsatsen, løb igennem
hulen og ud til sin stormkrage, som ventede tålmodigt på hende.
Den store jernport smækkede i bag hende.
Tågen kom hen til hende, hjalp hende af tøjet og iførte hende en hvid
kjole. Langsomt gik hun ind af døren, tågen holdt åben for hende.
Lugten af død og klamme vægge ramte hendes næse. Der var en lille
smule lys.
57