Af Hjertens lyst.pdf - Brønderslev Forfatterskole

efter al den regn. Selvfølgelig slipper du ikke så nemt for mig, selvom det var
forsøget værd!”
Ordene følges af en munter latter, alligevel prøver hun at undgå den gamles
blik. Sidste gang ville hun allerhelst glemme alt om. For mange tårer var
involveret. Men i det mindste havde vejret passet hende fint. Det havde regnet
og regnet, jorden var blevet mudret og pløret, strømme af vand havde
efterladt enorme vandpytter, og bække gik over deres breder.
De sidder begge og kigger ud over søen i stilhed, en afslappet stilhed, der
ikke er pinlig eller ubehagelig, men tværtimod fredfyldt. Ingen af dem har
behov for at snakke smalltalk, der alligevel ikke ville føre nogle vegne. Lige
nu har de ikke brug for kommunikation, de kender hinandens følelser.
Hun sidder som i en dyb trance, hendes tanker flimrer rundt, og hun kan
ikke helt få styr på dem. Som at gribe efter luft for at finde ingenting. Et lille,
pludseligt jag af smerte river hende brat ud af hendes tanker, og hun mærker
en kvælende fornemmelse i maven, da hun atter er omgivet af grå tyk tåge.
Endnu et ryk, og hun kniber øjnene sammen i kvalme.
Da hun åbner dem igen, ser hun et ansigt betragte sig med et bekymret
udtryk. Hendes bedstemor giver slip i hendes arm og læner sig tilbage i sin
stol.
”Er der noget i vejen, skat? Du var jo helt væk!”
Hun kigger op, helt overrumplet over at være tilbage i den rigtige verden,
den virkelige verden. Hendes bedstemor smiler opfordrende til hende, hun
forventer et svar. Her på det sidste har hun været meget væk. Faldet i staver
så at sige. Og det er ikke første gang, bedstemoderen har fanget hende i det.
”Jeg sad bare lige og tænkte,” svarer hun så. Hendes blik flakker hen over
de halvspiste cornflakes, der er så sjaskede, at appetitten helt forsvinder.
”Ah - noget specielt?”
Billeder flyver for hendes indre øje, billeder hun helst vil glemme, men
ikke kan. De er der hver gang, hun lukker øjnene. Lyslevende. Et bestemt billede
bliver hængende lige så livagtig.
Den fremmede stod bøjet over hende, en gadelygte længere henne af vejen
kastede et svagt lys, der desværre ikke nåede ud til alle mørkets kroge. Hun
prøvede på at vende sig, men hendes håndled var nærmest som bundet af reb
af hans stærke hænder. Hun drejede og vred sig, men hans hånende blik holdt
hende fast.
En sten gnavede sig dybt ind i ryggen på hende, smerten dunkede ulide-
80
ligt i takt med hendes hjertes banken. Hans knoer ramte hende pludselig. Alt
andet forsvandt, og kun hendes hoved eksisterede. Som en buldrende vulkan
af smerte. Det sortnede for hendes øjne, men hun fornemmede, hvordan hans
klamme hænder famlede rundt, fandt hendes knæ og skubbede dem fra hinanden.
Med lukkede øjne vendte hun sit hoved til siden. Hun blev liggende,
længe efter, han var færdig.
Da hun åbner sine øjne igen, tvinger hun sin mund til at vige opad og smile
varmt til bedstemoren. Hun ved ingenting, og sådan skulle det gerne blive
ved med.
”Næh, ikke rigtigt. Tak for mad. Jeg tror, jeg går ind på mit værelse og
læser lidt!”
Endnu et smil og glimt i øjet, og hun kan gå alene ind på sit værelse uden
flere spørgsmål.
Blege farver møder hende, da hun åbner trædøren ind til sit værelse, som
engang har været hendes mors. Men når hun er på besøg, så er det kun hendes.
Sukkende sætter hun sig ned på det mørke gulvtæppe, hendes ryg læner
op imod den lave seng. Gardinerne er trukket for, hun har intet behov for at
have en udsigt. Hun kan huske alle detaljerne udenfor fra alle de gange, hvor
hun har stået ved vinduet og kigget ud på de kedelige trafikpropper og den
dunkle gyde, der går op til hendes bedstemors hus, skraldespandene med
affaldet flydende omkring sig, graffitien på de halvt røde og gule mure, hvor
malingen for længst er skallet af og har efterladt grimme grå pletter. Larmen
af biler, der tuder, er helt ulideligt at høre på. Gardinerne er trukket for med
vilje.
Døren er lukket bag hende, og nu får tårerne frit løb. Men selvom de
strømmer som en vandhane, man ikke kan lukke for, så holder hun sine hænder
for munden. Benene trækker hun op under sig, armene hænger slapt ved
hendes sider. Hun lukker øjnene, trækker vejret stille og roligt. Efter et stykke
tid føles det, som om nogle har skruet højt op for volumen på hendes
værelse, lyden fra gaderne udenfor tordner som aldrig før, mennesker råber
og skriger, men efter et stykke tid forstummer larmen, og hun hører kun sin
egen vejrtrækning, som blander sig med hendes bankende hjerte. Sød musik
som kun hun kan høre.
Da hun har nået en meget afslappet tilstand, lukker hun alle billeder ude
og tænker på sit sted. Skaber det hele for sit indre syn. Det kommer til syne
hurtigere, end hun kan blinke med øjnene. Hun smiler, da hun husker den
første gang, og alle gangene efter. Hun måtte virkelig slide i det, billederne
81