Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

De 35 noveller i denne bog har det til fælles, at de alle er skrevet af unge
mellem 14 og 18 år.
De 12 norske, 12 svenske og 11 danske bidrag er resultatet af 35 unges
ophold på den danske Forfatterskole i Brønderslev i sommeren 2006.
Teksterne er skrevet i vidt forskellige genrer. Der er gysere, krimier, fantasy,
science fiction og kærlighedshistorier, og læseren kan også finde
humoristiske, fabulerende og filosofiske bidrag.
Kort sagt. Her er noget for en hver smag.
Bogen er især tænkt som inspiration og underholdning for andre unge,
men andre aldersgrupper er selvfølgelig også velkomne til at læse med.
Udgivet med støtte fra:
Kulturministeriet, Familieministeriet,
Undervisningsministeriet, Nordbok,
Letterstedska Föreningen, Brønderslev Kommune.
og Nordisk Kulturfond
ISBN 87-990452-3-0
Ord i sand 35 noveller skrevet af skandinaviske unge

Ord i sand
35 noveller skrevet af skandinaviske unge
Redigeret af Mats Larsson, Atle Næss og Cecilie Eken.
Illustreret af Benny Mathiesen

ORD I SAND
35 noveller skrevet af skandinaviske unge.
1.udgave 2006
Bogen er sat med Times New Roman
og trykt hos Brunder Tryk Brønderslev
ISBN 87-990452-3-0
I serien ”Af hjertens lyst” er udkommet:
1. Af hjertens lyst. 30 noveller skrevet af unge. 2004
2. Ungt blæk 30 noveller skrevet af unge. 2005
3. Under Nordsolen 36 noveller skrevet af skandinaviske unge. 2005
4. Ord i sand. 35 noveller skrevet af skandinaviske unge. 2006
5. De udvalgte. 30 noveller skrevet af unge. 2006
Udgivet med støtte fra:
Kulturministeriet, Familieministeriet,
Undervisningsministeriet, Nordbok,
Letterstedska Föreningen, Brønderslev Kommune.
og Nordisk Kulturfond
Indhold
Kort om bogens tilblivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
Sukkerdød af Tone Gjesdal Bjørndal, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Gud er død af Lauritz Krofix Schultz, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
Älskad av en död af Malin Engarås, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Spindelvev i vinduskarmen af Heidi Tengesdal, NO . . . . . . . . . . . . . . . 27
Evig ungdom af Ida Bruhn Bull, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33
Jag är en skam för människosläkten af Jeanette Björnfot, SV . . . . . . . . 43
Postkasseblikket af Synne Solnørdal, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49
Udgang af Ana-Tahseen Ghafoor, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
De falne af Anders Nordli Knudsen, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
Sorte streger af Mette Graah, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65
Isklumpen af Lisa Jagemark, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71
Mare af Helene Mejer Nygårdsmoen, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
En fiskedag af Albin Ringstad, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81
Det perfekte menneske af Kim Stig Andersen, Dk . . . . . . . . . . . . . . . . . 87
Dødt liv af Linn Danielsen Evjemo, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93
Kvinde, Mand, Bænk af Jens Grønborg, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99
A som ansjoser af Line Andersen, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
Gutten ingen så af Guro Saaler Johannessen, NO . . . . . . . . . . . . . . . . 113
Insomnia af Kim Brander Lund, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119
Ta meg med af Julie Midtgard, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125
Selvbiografi af Maja Damgaard Christensen, DK . . . . . . . . . . . . . . . 131
Gudar får också finnar af Rannva Macdonald Arnskov, SV . . . . . . . . . 137
Döden är röd af Vincent Palmqvist, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141
Levende stillhet af Maria del Carmen Gomez Myhre, NO . . . . . . . . . 149
Flickan och stormen af Joanna Libertson, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157
Guttegreier af Emilie Brunsgård Ek, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163
Dødens forkontor af Anne Brøchner, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169
Techno-tunnelbanan af John Kristiansson, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177
Løsningen af Liv Stangeby Isaksen, NO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185
Vampyrens tåre af Thomas Bybjerg Brock, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191
Meningen med döden af Jennie Hallberg, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201
Golvmoppen af Ninni Svensson, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207
Drømmeskår af Maren Caroline Frogner Werner, NO . . . . . . . . . . . . . 211
Julia, Julia af Anna Lindholm, SV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217
Miss Sweetsixteen og Den Clairvoyante Struds
af Nikolaj Bay-Mortensen, DK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219

Kort om bogens tilblivelse.
Denne novellesamling er resultatet af et forfatterkursus afholdt i Brønderslev
Kommune i sommeren 2006. De 35 unge bidragydere er i alderen 14 – 18 år
og kommer alle fra Skandinavien.
Bidragene er skrevet på de tre skandinaviske sprog, og der er 11 danske, 12
norske og 12 svenske noveller.
De unge har skrevet novellerne under vejledning af forfatterne Cecilie Eken
fra Danmark, Mats Larsson fra Sverige og Atle Næss fra Norge. De tre forfattere
har dels været undervisere på kurset og dels givet vejledning pr. E-mail.
Projektet er en del af den danske ”Læselyst-kampagne” og er støttet af
Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Familieministeriet. Desuden
har Nordisk Kulturfond, Nordbok Letterstedska Föreningen og Brønderslev
Kommune støttet kurset og udgivelsen af nærværende bog.
Brønderslev kommune vil gerne rette en stor tak til samtlige bidragydere,
som har gjort projektet og bogudgivelsen mulig.
Vi håber, at novellerne vil blive læst af mange unge og måske give inspiration
til, at flere får mod på at skrive selv.
Samtidig håber vi, at novellerne i denne samling kan bidrage til, at unge fra
de tre lande læser tekster skrevet på forskellige skandinaviske sprog, så det
sproglige fællesskab kan vedligeholdes.
I 2005 udkom novellesamlingen ”Under Nordsolen” med 36 skandinaviske
noveller, skrevet på det tilsvarende kursus, der blev afholdt i sommeren
2005.
På vegne af Brønderslev Kommune
Inger Aarup-Kristensen
Projektkoordinator.
Brønderslev Kommune
Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev
5

Sukkerdød
af Tone Gjesdal Bjørndal, Norge
Darawan gikk ut på stranden fra bungalowen deres. Tidligere på dagen hadde
moren advart henne mot den sterke strømmen.
”Men det er fjære, så du kan gå et stykke ut,” forklarte hun.
”Mamma, jeg er stor jente! Jeg klarer meg selv! Ingenting annet betyr noe
for meg nå, for jeg må finne Bibo!”
”Bibo kommer tilbake, vennen. Bare ikke bekymre deg for ham nå. Han
kommer tilbake når han er sulten. Det er verre om du roter deg bort enn om
han gjør. Du må ikke gå lenger bort enn at jeg kan se deg herfra!”
”Du bryr deg ikke om meg du! Og ikke om Bibo heller! Bibo betyr alt for
meg og du kan ikke si noe imot det!” Moren sukket for seg selv i samme øyeblikk
som Darawan løp bort fra den lille hytten deres.
”Bibo! Bibo! Hvor er du! Kom fram!” Den lille jenten løp rundt i skogen i
nærheten av stranden. Hun løp blant appelsintrær og palmer fulle av kokosnøtter.
Å! Se! Drops og sjokolade! Bibo! Vil du ikke ha?
Darawan lette lenge i den lille skogen. Hun klatret opp i de grønneste
trærne og krabbet under de største buskene.
Åå! Grønn vingummi på trær! Kanskje de er norske? De smakte jo litt
rart.
Moren hadde sagt med sin myndige stemme at hun absolutt ikke måtte gå
for langt bort, men Bibo var så viktig, viktigere enn alt, at Darawan ikke
brydde seg om det. Hun gikk helt bort til den lille haugen i utkanten av skogen.
Hun lokket høylytt på sin elskede følgesvenn gjennom sitt korte liv. Et
vingeslag etter at hun hadde ropt hørte hun en svak klynking fra toppen, kanskje
seks meter ovenfor.
”Bibo!” Hun slengte hodet oppover i retning av klynkene. Hun kunne ikke
se dyret som hadde lagd lyden, men hun visste at det var ham. Det måtte jo
være ham. Bibo var unik.
Hun så fortvilet oppover den lille fjellveggen. Den var glatt etter nattens
7

egn og hadde verken sprekker eller noen bra steder å holde seg. Hun fikk
tårer i øynene. Hadde hun vært norsk, hadde alle sikkert gjort alt mulig for
å få ham ned. De fikk så mye mer enn henne! Hun selv fikk nesten ingenting
fra moren og faren, utenom mat, drikke og klær. Nordmennene hadde alt
annet i tillegg. I tillegg til kjempemange klesplagg og en overflod av mat.
Det var rart de ikke ble tykke.
Når hun ble stor skulle hun flytte til Norge, hadde hun bestemt seg for.
Norge, det måtte være så deilig. To eller tre av landene i nærheten var også
mulige løsninger. Hva var det de het nå igjen? De var uansett ganske like,
men det var nordmennene hun var blitt kjent med. Ikke at noen av partene
forstod hva den andre sa, men hun og den lyse jenten lekte sammen på stranden,
og en gang hadde Darawan fått en stor is av foreldrene hennes.
I dag skulle de ut i båt, hadde mammaen til Darawan fortalt. Pappaen til
jenten, hun var blitt kjent med, hadde sagt noen rare ord til moren til Darawan,
og hun forklarte at de skulle ut i båt. En stor og fin båt. En, en båt!
Hun tenkte gråtende på stakkars Bibo som sikkert hadde fått et mye bedre
liv i Norge enn her. Hun tenkte at det sikkert var derfor han hadde stukket av.
Fordi han ville til Norge.
Hun hørte klynkingen igjen og så opp.
”Klarer du ikke å klatre ned, Bibo? Vær så snill å klare det! Så kan vi flytte
til Norge!” skrek hun desperat. Fuglene sang ikke. Hvor var fuglene?
Kanskje de var så triste at de ikke klarte å synge.
”Hører du ikke at fuglene har sluttet å synge fordi de har medlidenhet
med deg? Kom ned, så de blir glade igjen!” Hun følte seg riktig håpløs der
hun prøvde å finne noen steder å sette føttene og å holde hendene. Men veggen
var ubarmhjertig og ville ikke hjelpe henne. Hun falt ned gang på gang
og skrapte huden opp. Det var trær i nærheten, men ingen nær nok til at hun
kunne komme seg opp på haugen derfra.
”Men hvordan kom du deg opp? Kan du ikke gå ned samme sted som du
gikk opp, Bibo?”
Nei, nå vil jeg ikke ha noe norsk, grålig lakris.
”Mamma! Bibo er … Bibo!” moren så forvirret på sin hulkende datter.
”Hva er det med Bibo, vennen min? Og, hva er det som har skjedd med
deg? Du blør jo! Herregud!” Hun omfavnet henne og gikk for å finne to rene
filler og en våt klut. Hun skylte sårene hennes og la fillene på. Darawan
klynket, nesten helt likt Bibo.
”Men jeg så Bibo, mamma! Bibo er på haugen! Eller, jeg så ham ikke,
8
men det var ham, mamma! Det var Bibo!” Moren så forvirret og tvilende ut
på samme tid.
”Kjære deg, hvis du ikke så ham kan du ikke være sikker. Du må ikke
komme med slike utspill hvis du ikke vet, helt sikkert, at det er sant! Du må
ikke lyge.”
”Mamma! Jeg lyger ikke! Jeg lyger ikke mamma! Jeg hørte ham! Jeg vet
at det var Bibo!” Moren ristet på hodet og sukket
”La oss gå til byen for å kjøpe mat, pappa kommer jo hjem fra jobben
snart. Kanskje vi finner Bibo der?” Hun strøk Darawan kjærlig over håret.
”Kan jeg få is, slik som jenten på hotellet? Vet du hvor Bibo er?”
”Nei og nei, vennen. Men husk at familien fra Norge har mye mer penger
enn oss, og kan bruke litt av dem på ting som is og snop, men vi må bruke
det lille jeg tjener på hotellet på ris og grønnsaker,” prøvde hun å bortforklare
spørsmålet for det lille vesenet som atter en gang fikk tårer i øynene.
”Mamma! Jeg vil ikke! Jeg vil finne Bibo! Mamma!”
”Nå slutter du med en gang, Darawan, dette orker jeg ikke! Hvordan er du
blitt så bortskjemt?” Hun dro med seg Darawan og gikk med bestemte skritt
innover i byen.
”Se, der er en hund du kan ta, så slipper jeg det forbaskede maset ditt!”
”Men mamma! Det er jo ikke Bibo! Jeg vil ha Bibo! Ikke en ekkel og skitten
gatehund!”
”Men Bibo er en ekkel og skitten gatehund!” Gråten stoppet opp litt før
den virkelig satte i for fullt igjen.
Å, drops og sjokolade på trær langs veiene! Nå skulle du vært her, Bibo.
Det er vingummi her også, og noen små biter med norsk, grålig lakris.
”Mamma? Hvis ikke jeg får lov å finne Bibo, kan jeg få is da? Det er så
varmt,”
”Slutt å mase! Jeg klarer ikke mer! Vær så snill!” Nå var moren nesten på
gråten også, og de få menneskene som gikk hjem fra arbeid så forferdet på
dem. Darawan ble stille et øyeblikk og studerte heller tingene inne i butikkene
som lå der. Hun fikk store, lengtende øyne ved synet av alle klærne, all
maten og alle suvenirene. Hun så seg rundt og fikk øye på store reklameplakater
og rike turister. Sånn skulle hun bli når hun flyttet til Norge.
”Mamma?”
Moren ofret henne ikke et blikk en gang men nikket svakt som tegn til at
hun skulle fortsette.
”Der er Cola! Og det har jeg aldri smakt før!”
9

”Og hva så?”
”Kan jeg få? Kan jeg få smake? Du kan også få!” Moren snudde seg mot
himmelen for at ikke tårene skulle renne over våtlinjen. Hun snufset.
”Vær så snill Darawan. Vær så snill!”
”Kan jeg?”
”Nei!”
Det var som om skriket hang igjen i alle tilstedeværendes hoder og kropper,
i tillegg til luften og naturen. Alt var stille, det eneste man kunne høre
var en høy brusing fra havet og noen skrik. Darawan smilte lykkelig.
”Mamma! Jeg trenger ikke å få brus fra deg nå, for der er et helt hav av
brus som kommer mot meg! Og de fra Norge henger fra båten sin på toppen
av all brusen! Ta munnen opp, så renner det inn!”
Er du glad nå?
10
Gud er død
Af Lauritz Korfix Schultz, Danmark
”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå.”
Ordene udløste endnu flere tårer hos familien på første række i kirken. ”Vi
har mistet en pige som stod os alle nær, også jeg. Julie var en livsglad pige
med et langt liv foran sig. Det er svært at forstå, at den cykeltur, hun tog for
en uge siden, blev hendes sidste.” Præsten Johan havde holdt sin begravelsestale
med bævende stemme. Nu nikkede han til kordegnen som signal til,
at kisten kunne bæres ud. Julies mor, Bettina var fuldstændig opløst. Mennesker
fra den lille by så til.
Da det sidste jord dækkede kisten som et symbolsk farvel, gik folk fra den
lille by til gravøl for at kondolere. ”Det gør mig forfærdelig ondt. Og at det
skete så tragisk, det er ikke fair for nogen at miste et barn,” sagde byens eneste
akademiker, den altid veloplagte Maj Sylvest, til Bettina. Hendes mand
Jan, byens tømrer, der var på orlov for tiden, virkede, som om han ikke vidste,
hvor han skulle gøre af sig selv, så han stoppede en håndfuld peanuts i
munden, som han efterfølgende skyllede ned med en stor tår fadøl.
Førtidspensionisten Herman, som altid havde passet Julie, da hun var mindre,
gik hen til Jan. De stod og konverserede, begge med blikke, der konstant
overvågede de andre. Folk snakkede sagte, og mange græd. Johan stod stadig
i præstekjole med en danskvand og nikkede høfligt til folk, der følte det
nødvendigt at snakke. Han var enkemand og alene med 2 små børn, men alle
syntes, at han klarede sit arbejde forbilledligt.
Stemningen var noget trykket, da Julies stedfar bankede på glasset. ”Jeg vil
på min kones vegne sige tak til jer alle sammen, fordi I kom. Det kan ikke
beskrives, hvordan det er at miste et barn. Og så på sådan en tilfældig og
meningsløs måde. Jeg håber, I alle har forståelse for, at Bettina og jeg næppe
bliver os selv lige med det samme. Hvis nogensinde.” Langt den største part
af selskabet virkede interesseret i Steens emotionelle ord. Flere af de ældre
var ovre ved Bettina og fortælle hende, at hun kunne være glad for en sådan
11

mand, der støttede sin kone i modgang.
Selskabet døde efterhånden ud. Ølglassene var tomme, askebægrene fyldte.
Folk traskede hjem til deres respektive huse og lagde tragedien bag sig.
Bettina og Steen betalte tjeneren oppe ved baren og gik ud til bilen. Steen
famlede efter bilnøglerne og tabte dem på den varme asfalt. Hans bevægelser
var ukoordinerede, og det irriterede Bettina: ”Steen, du skal ikke køre, du har
drukket mere end en øl. Se på Julie, tror du manden, der kørte den bil, var
ædru?” Bettinas ord kom som nåle, der hamrede ind i Steens ansigt. Hun
begyndte at græde, og han gik over og tilbød sin hånd. Hun tog imod. De gik
hjem og sagde ikke noget, indtil de lige inden vejen, de boede på, gik forbi
kirken. Steen kunne godt se på Bettina, at hendes skridt blev ubeslutsomme.
Hun foreslog, at de kunne gå et smut forbi graven. Steen ændrede karakter
på et splitsekund. ”Jeg synes, det er en dårlig ide lige nu, skat!” Men Bettina
insisterede, og da de åbnede lågen til kirkegården kort efter, måtte de først
over forhindringer som haveslanger og andre haveredskaber, før de kunne
passere den store sti, hvori gravstenene lå som i sidelommer. Steen virkede
nervøs. Han kiggede sig konstant omkring. De ankom. Bettina løftede hovedet:
Julie Drachmann
født 23.07.1991 / død 10.06.2006
taget alt for tidligt fra os
Vi elsker dig
De stod og kiggede lidt. Sagde ikke noget til hinanden. Buketterne lugtede
stadig frisk af sorg. Steen trippede. Han tog i Bettinas arm. Men Bettina undveg
og fortsatte med at stirre ned på gravstenen. De gik hjem uden et ord,
mens mørket faldt på.
Steen forlod huset kl. 10.40. Han kunne lige nå på tanken efter smøger, inden
han skulle over til Jan. Han måtte også sørge for, at ingen så ham, så han parkerede
bilen på tankens parkeringsplads og gik de 200 meter hen til Jans hus.
Herman var allerede kommet, da Steen langt om længe fik bakset sig ind,
mens der ikke var nogle mennesker eller biler på vejen. ”Du er sent på den,
Steen,” bemærkede Jan. ”Ja, undskyld, mit alibi skulle jo holde med hensyn
til bilen ...” forklarede Steen.
12
De satte sig i den bløde sofagruppe i stuen. Jan bød på øl. Tavshed. Steen
brød den. ”Jeg er sgu bange, drenge. Det kan være et spørgsmål om tid, før
nogen går til politiet med deres mistanke. Svaret på obduktionen kommer
snart, og måske er der noget der, der afslører os.” Steen kiggede rundt på de
andre med et nervøst blik. Han ventede på respons, det var der ingen tvivl
om.
Bettina gik hvileløst rundt derhjemme. Steen havde fortalt hende, at han
skulle til et møde angående noget med arbejdet, så de næste par timer ville
hun være sin egen herre og kunne derfor bearbejde en masse tanker. Hun gik
lidt rundt i stuen og tjekkede, om der trængte til rengøring. Det gjorde der.
Hun gik ud i køkkenet og vred en karklud op. Stuen sultede efter en ny duft
af orden. Det var, som om Julies lugt havde sat sig fast i alle møbler. Hun
pudsede lågen på barskabet og kom i tanker om den flaske rom, hun havde
stående. Hun tog den forsigtigt ud af skabet og åbnede flasken. Derefter gik
hun igen ud i køkkenet for at finde et glas. Hun kom tilbage til lugten af
Julie, hældte op i glasset, og bundede det relativt hurtigt. Hun fornemmede
langsomt, hvordan alkoholen gik ind i kroppen på hende og bar hende væk
til en anden verden. Hun tog et glas til, satte sig i sofaen og stirrede, som om
noget havde fanget hendes opmærksomhed. En flue. Glasset smilede til
hende. De tusinder af dråber i glasset dannede Julies silhuet. Hun tog en stor
tår og gik i gang med at overveje sit liv. Måske var det på tide at tage det op
til en seriøs revision. Steen havde jo været en glimrende mand bortset fra,
når han drak, syntes hun. Han blev ofte ubehagelig, når han kom beruset
hjem fra byen. Han havde flere gange været voldelig, når hun ikke ville i
seng med ham. Måske var det en idé at starte et helt nyt sted?
Steen havde allerede fyldt et halvt askebæger og fortsatte konstant med at
pulse på de tyve filtercigaretter, han havde købt tidligere på dagen. Herman
tog ordet: ”Der er ingen, der mistænker os. Jeg snakkede med gamle fru
Lundegård her forleden. I ved, min nabo. Hun tror, at Julie var en glad og
lykkelig teenager. Det tror alle sgu på!” Herman var bestemt i sin tale og frydede
sig over de to andres opmærksomhed. Steen pustede røg ud i stuen og
kiggede nervøst over på Jan, som om han ventede, på han skulle sige noget.
”Det var fandeme heldigt, at hun døde af den ulykke, før hun sladrede. Vi har
alle beskyttet os hele vejen igennem. Ingen vil nogensinde kunne bevise
noget. Den flugtbilist gjorde os virkelig en tjeneste,” fastslog Jan med stolthed
i stemmen.
13

Steen var hjemme sent på eftermiddagen. Han hørte råben og skrigen ude fra
køkkenet. Bettina var tydeligvis i gang med maden, mens Big Fat Snake
kørte på anlægget. Hun skrålede så højt, at Steen allerede hørte hende ude
ved indkørslen. Det var tydeligt, hun var fuld. Da han gik igennem stuen,
sprang duften af sprut op i hans næsebor og gav ham kvalme. Han ignorerede
de tomme øl og den tomme flaske rom, der stod på sofabordet og fortsatte
ude i køkkenet. ”For fanden, min blomst, skal vi nu til det her igen?” råbte
han, men Bettina så ham ikke, før han var ovre ved hendes skulder. ”Hej
Steen, dejligt at se dig, dit dumme svin.” Bettinas øjne var ildrøde. Dette var
det kulminationspunkt, Steen havde frygtet. ”Tror du ikke, jeg ved det hele,
Steen. Du har smadret mit liv!” Steens hjerne arbejdede på højtryk, han
måtte finde på noget. ”Jamen skat, hvad snakker du om?” forsøgte han. ”Jeg
har fundet det undertøj nederst i dit klædeskab. Ikke min størrelse. Nu forstår
jeg sgu bedre, hun ikke kunne lide dig, din skiderik.” Steens hjerne smuldrede,
da han så de sorte blonder på køkkenbordet. Han var fuldstændig tavs.
Han strakte armene ud, og Bettina tog imod, mens hun græd. De stod og
omfavnende hinanden i et par minutter. Til sidst hulkede Bettina: ”Steen, sig
du ikke har gjort det. Sig du ikke har gjort noget!” Steens hjerne arbejdede,
og han vandt tid ved at knuge Bettina ind til sin brystkasse. Hun kunne
mærke hans hjerte hamre febrilsk. Cd-afspilleren kørte stadig. ”Baby Girl”
væltede krængende og symptomatisk ud af højtalerne. ”Skat, hør her: Du
ved da, jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget. Jeg har ikke en skid
med det der undertøj at gøre. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra.” Steens
toneleje blev automatisk højere. ”Jeg lover dig, at jeg ikke har noget med det
at gøre.” Bettinas hulk aftog.
Herman var rastløs. Han vadede rundt i sit gamle bindingsværkshus. Han
satte sig ved skrivebordet. Åbnede en skuffe og trak nogle billeder af Julie
frem. Sådan sad han i en time. Han blev så glad af de billeder.
Jan så fjernsyn, da Maj kom ind ad døren. ”Hej, skat!” råbte hun ude fra entreen.
Han svarede ikke, han var dybt optaget af et talkshow på TV3. Maj kom
halvforpustet ind i stuen og satte sig ved Jan. Jan tændte en cigaret. Hans
læber dirrede hver gang han fyldte sine lunger med 600 grader varm nikotin.
”Ej, Jan, du har ikke vasket bilen endnu. Jeg skal også have noget benzin på
til i morgen. Kører du ikke lige ned til tanken og ordner det?” Jan bandede
for sig selv. Maj kiggede blot iskoldt på ham og vidste, han ville gøre, hvad
hun sagde.
14
Johan sad på sit arbejdsværelse. Han forsøgte forgæves at komme i gang
med sin prædiken til gudstjenesten søndag. Tankerne for rundt i hans hoved.
Han kunne ikke fokusere, men tænkte hele tiden tilbage på den nat i skoven.
Han havde jo bare ville hjælpe. Julie havde ringet til ham og fortalt, at hun
ville sige farvel. Hun var en af hans gamle konfirmander, og de havde altid
haft et godt forhold til hinanden. Hun klagede grædende til ham i telefonen,
og hun bad ham komme ud i skoven, hvor hun var kørt ud på cykel for at
springe ud fra broen. Han var kommet i sidste øjeblik, og havde efter meget
besvær fået overtalt hende til at sætte sig ind i bilen, så de kunne snakke om
det. Hun havde fortalt ham om alt det, Steen havde udsat hende for.
Tankerne fortsatte med at skære sig igennem hans bevidsthed. Han havde
ikke kunnet stå for fristelsen. Hans liv fik en ustoppelig nedtur flere år tilbage,
da hans kone og hans børns mor tog sit eget liv. Siden da havde han
ikke ... Han forgreb sig på Julie på bagsædet af bilen. Hun klynkede kun
svagt, og så stak hun af, og han blev grebet af panik. Han indså, hvilken forbrydelse
han havde begået. Hvis det kom frem, ville han miste job, hus og
børn. Han var kørt efter hende, havde nået hende, lige som hun steg på
cyklen.
Hvad ville folk ikke tænke om ham, hvis de vidste det? Han, præsten, sad
som en lus mellem to negle. Gik han til politiet og meldte sig selv, var det
slut for ham, og Jan, Steen og Herman ville gå fri. Men hvis han i stedet
angav dem, ville de kunne pege på ham som flugtbilisten ... Der var kun et
at gøre: Ingenting. Så måtte hans liv ligge i mentale ruiner. Den åbne skandale
ville være værre. Stor nok til at det ville tage generationer at opbygge
byens omdømme igen. Og der var også prisen som årets landsbykirke at
tænke på. De havde været tæt på at vinde den sidste år.
15

Älskad av en död
Af Malin Engarås, Sverige
Klockan ringde in, och som vanligt skyndade hon över den öde skolgården
in i sin tomma skola. Hon kommer för sent igen!
Öppningen mellan de två åldrade entrédörrarna minskade. Snart skulle
den enda ingången vara stängd och låst. Hon närmade sig, meter för meter.
Några sekunder senare stod hon i den smutsiga entréhallen och tog sig tid att
tacka de magiska dörrarna vänligt för att de stängdes så långsamt. Snart
skyndade hon genom en dunkel korridor.
Här och var sken solen in genom stora hål i väggarna och nästan överallt
var hon tvungen att riva sönder spindelnät som spunnits under helgen. En
enda tanke for genom huvudet. Nästan framme. Nästan framme… Hennes
snabba fotsteg ekade ända nerifrån golvet till det höga taket. Uppför en trappa,
genom ännu en korridor. Snart var hon framme vid en sliten dörr på
höger sida som hängde på sned i sin ram. Ovanför satt en skylt där man nätt
och jämt kunde läsa: ”Rum 14”. Flåsande knackade hon på dörren och väntade.
- Kom in fröken Samson.
Hon rynkade pannan i frustration och oro. Hon hatade då den manliga
rösten bara kallade in henne som att det var uppenbart att det var hon. Att det
inte kunde vara någon annan! Men det är klart. Ingen annan utom hon skulle
någonsin knacka.
Dörren gled sakta upp med ett ljudligt gnisslande och avslöjade ett klassrum
där fönstren var mestadels sönderslagna. Solljuset tog sig med enkelhet
in för att lysa över den halvt sönderslitna svarta tavlan och de prydligt ställda
bänkarna. Med vana steg klev hon över det lilla hålet i golvet och gick
lydigt genom det tomma klassrummet fram till sin bänk i raden näst längst
bak.
- Ursäkta att jag kommer för sent, sa hon automatiskt och satte sig ner.
Stolen gav ifrån sig ett högljutt stönande då hennes ändå lätta tyngd satte
sig på dess gängliga form.
- Stanna vänligen kvar efter lektionen, fröken Samson, ekade den stränga
17

manliga rösten i salen.
Hon nickade, oförmögen att möta någon blick, eftersom där inte fanns
någon att möta.
Rullgardinen närmast tavlan drogs ner med en obehaglig skräll. Nästa
rullgardin likaså, och nästa, och nästa. Rummet var närapå svart, om det inte
varit för den lilla ljusstrimma som gled genom ett hål i tredje rullgardinen,
medvetet anpassad att sprida ljus över just Melina Samsons bänk.
Nu när mörkret lagt sig var det som Melina såg med nya ögon. Hela rummet
verkade självlysande av de silverblå transparanta varelser som satt precis
så som elever och lärare skulle ha suttit. Nu var det ju som så, att de satt
som elever vid sina bänkar eftersom det var elever. Läraren, eller magister
Ros, var på väg upp till sin kateder. Då han gick genom Melinas lilla ljus var
det inte han som kastade skugga, utan ljuset som skuggade honom. Precis så
som vilket ljus som helst gjorde med spöken.
- Som jag sa innan fröken Samson avbröt vår engelsklektion ska vi i dag…
Melina hade redan stängt ute honom. Han gick bara igenom vad nästa
uppgift var, men gjorde man det inte på lektionen fick man ändå göra den
färdig hemma. Under den tiden kunde hon fråga Alec vad det handlade om.
Hon sneglade åt bänken på hennes vänstra sida och mötte blicken hos det
väldigt snygga tonårsspöke som satt där och hon rodnade. Sen tänkte hon.
Kanske hon bara tyckte att han var snygg för att han var det enda spöket som
ville umgås med henne? För att han var kär i henne? Nej, bestämde hon sig
för. Han kunde definitivt beskrivas som snygg, trots att han var död.
- Vad sa Ros då? frågade Alec då Melina kom ut på taket. De brukade alltid
spendera sina raster där uppe. Kanske för att det var lugnt, eller för att de
slapp alla andra spöken. Hur som helst var det en fin utsikt. Nackdelen var
väl att Alec inte syntes i ljuset. Men Melina hade vant sig vid att stirra rakt
ut i luften eller beundra utsikten under tiden som de talade.
- Han sa att han var besviken på mig och att om jag blir sen en gång till
blir han tvungen att tala med min mamma, rabblade hon upp för honom.
- Hur hade han tänkt göra det? Jag vet några som klär sig i trenchcoat, hatt
och solbrillor för att kunna behandlas som levande… Men jag kan inte riktigt
föreställa mig överste Ros göra någonting sådant.
Alec lät mycket tveksam under tiden han sa detta. Det var så Melina
numera föreställde sig hans ansiktsuttryck, genom att lyssna till hur han talade.
Hon ställde sig precis på kanten av det platta hustaket, intill det räcke
som en gång hade varit helt.
18
- Han ringer väl antar jag. Det var ju så vi hade det senaste utvecklingssamtalet.
Då kände hon en hand på sin axel. Ett spökes hand! Känsla av kyla svepte
genom kroppen, som en smältande glaciär från toppen av hennes huvud.
Det var inte ofta Alec rörde vid henne, så överraskningen fick henne nästan
att tappa balansen.
- Du är kall Alec, men i stället för att släppa henne tog han ett försiktigt
tag med även sin andra hand om hennes andra axel.
- Förlåt, svarade han. Men Melina, har du någonsin tänkt på det?
Hans röst hördes precis intill hennes öra. Hela hennes kropp spände sig
av kylan han utstrålade och de ovanliga orden han uttalat.
- Vad menar du, tänkt på vad?
- Om det skulle vara bara vi. Du och jag. Jag menar…
Melina avbröt honom med sin hand på hans.
- Alec, jag har ju sagt till dig. Du är jättesnäll och kul att vara med. Men
du är död. Jag har fortfarande ett liv. Har du aldrig sett de där sötsliskiga kärleksfilmerna?
Förhållanden med såna skillnader funkar aldrig!
- Nej, precis, hörde hon honom mumla just innan hon fick en hård knuff
i ryggen!
Melina hade tappat balansen och kanten kom allt närmare. Snart såg hon
med hjärtat i halsgropen rätt ner utmed husväggen.
Hon fångade någonting ljummet i handen! Någonting strävt. Hon såg på
sin hand som lyckats få tag i det rostiga räcket som solen hunnit värma upp
lite. Den kändes osäker, som den skulle kunna falla i bitar när som helst, men
Melina hade inget annat val än att förlita hela sin vikt på den rostiga stången
och dra upp sig själv till balans. På fast underlag föll hon på knä. Hjärtat
bultade hårt som en bullrande grävmaskin i bröstet. Paniken fick henne att
hyperventilera.
- ÄR DU GALEN!? utbrast hon, livrädd.
Hon kunde inte förstå att han just gjort någonting sådant! Han hade varit
nära att döda henne! …han var nära att döda henne.
Chocken kom. Hade hon verkligen varit nära att dö?
- Melina… tvekande fortsatte han. Har du aldrig tänkt på det?
Då förstod hon plötsligt. Tänkt på döden! Velat bli ett spöke. Hon blev
fullkomligt mållös. Alec fortsatte tala, ännu med en osäker röst som att han
inte visste om det var klokt att tala med henne om detta.
- Jag har tänkt i alla fall. Om du blev ett spöke, då skulle vi kunna vara
tillsammans i all evighet! Du vet lektionerna som vi har på eftermiddagarna,
19

de som du inte får vara med på, vi studerar den femte dimensionen.
Dimensionen som spöken hör hemma i. Man kan ta sig dit närhelst man vill,
bara man känner sig redo att överge denna världen som man levt i. Jag vill
gärna ta med dig dit, jag har varit där tre gånger redan. Det är fantastiskt…
Melina skakade febrilt på huvudet.
- Alec, jag vill inte dö!
Hade hon sett Alecs min nu skulle hon ha sett hans sorgsna, nästan desperata
uppsyn. Men som det var hörde hon bara hans entusiastiska röst.
- Det är ju så det måste vara. Vill man inte dö då tiden kommer blir man
ett spöke. Jag kan inte vänta tills du blivit gammal! Då är du ju… gammal!
Ett spöke förändras aldrig, du vet evigt ung. Säg bara att du älskar mig
Melina, så tar jag hand om resten.
Hon stirrade stint på sina händer som låg mot det grusiga underlaget då
hon tänkte på vad hon skulle svara.
- Du verkar ha tänkt på detta ett tag, om du är redo att döda mig.
Alec lät tystnaden svara för sig. Det hade han visst, ända sedan han förstod
att han var förälskad i en levande.
- Jag gillar dig jättemycket, Alec. Men jag vill inte offra hela mitt liv för
dig. Förstår du? Du är min bästa vän, och jag vet att du gillar mig. Men dödar
du mig skulle jag aldrig förlåta dig. Inte ens i döden.
Melina gick med tunga steg hemåt. Tankarna var fyllda med dagens händelser.
Trots att Alec bett om ursäkt och lovat att aldrig försöka sig på någonting
liknande, hade hon inte kunnat koncentrera sig på lektionerna alls. Efter
hennes sista timme då alla hennes kusliga klasskamrater börjat samlas till sin
klass om femte dimensionen, hade magister Ros bett henne stanna kvar.
Han frågade henne vad som hänt, för han hade omedelbart sett på henne att
någonting gjort henne extremt försjunken i egna tankar. Sorgsna sådana.
Med egna ord berättade hon om samtalet hon haft med Alec under rasten
utan att nämna ”knuffen” han gett henne. Det skulle bara ha orsakat honom
mer problem än det troligen var värt. Magistern hade sagt att hon skulle
komma till honom om ett sånt samtal skulle upprepas, då skulle han bli
tvungen att tala med Alec. Men hon förstod att om hon hade berättat allt hade
magistern just i detta nu gjort mer än talat med honom. Kanske till och med
kontaktat spökpolisen!
Det var inte så de hette, men spökena hade en organisation som fungerade
ungefär som polisen hos de levande. Så hon hade bestämt sig för att kalla
dem för detta eftersom det var lätt att komma ihåg och lät roligt, trots allva-
20
ret som krävdes för att de skulle bli inblandade.
Melina var så koncentrerad på sina minnen som spelades upp om och om
igen, att hon inte la märke till, att hon var förföljd, förrän hennes axel för
andra gången idag kände tyngden av en hand. Hjärtat slog en frivolt och
kvickare än en nervös kanin vände hon sig om på stället! Men där hängde
ingen yxa i luften, redo att hugga ner henne. Där stod en pojke i hennes egen
ålder. Blicken han såg på henne med var full av mild oro.
- Hej, sa han prövande. Ledsen, jag menar, jag har sett dig några dagar då
jag gått hem från skolan och… alltså jag undrade om du är ny i stan eller så.
Melina höll tillbaka ett brett leende då hon hörde honom. Han var nervös!
- Melina Samson. Jag flyttade hit för några månader sedan.
Han log lättat då hon inte snäste av honom.
- Jag heter Robert Richards. Bor du i närheten?
Hon nickade bara som svar.
- Men var går du i skola då? Jag tror inte jag sett dig på skolgården, eller?
- Var går du då? frågade hon för att undvika att svara.
De började gå lite sakta.
- Saint Helens skola. Det är den närmaste häromkring.
Melina nickade igen.
- Då jag flyttade hit hände någonting i adressändringen, så jag blev kallad
av en annan skola lite längre bort. Det kändes bara dumt att byta när jag väl
vant mig, svarade hon utan att ljuga särskilt mycket.
De följdes åt en bra bit och talade med varandra om lite allt möjligt, båda
omedvetna om att ett par avundsjuka ögon följde dem hela vägen.
Då de kom fram till Melinas hus kollade hon posten och hittade ett brev med
sitt namn på. Hon öppnade och läste:
Melina
Jag ber tusen gånger om ursäkt för att jag knuffade dig idag. Jag såg att du
inte riktigt kunde släppa det under lektionen, så jag hoppades att vi kunde
träffas ikväll efter det mörknat så att jag kan se dig uppriktigt i ögonen då
jag ber om ursäkt. Jag har också en liten överraskning som jag hoppas du
kommer gilla. Skulle vi kunna träffas i skolan? Där får vi vara ensamma.
Klassrummet för engelska? Jag väntar på dig där.
Din för evigt
Alec
Melina tyckte han var så gullig och log för sig själv. Då upptäckte hon
plötsligt att Robert stod bakom henne, läsande hennes brev!
21

- Flåt… hasplade han ur sig då hon tryckte brevet mot sig.
- Pojkvännen? frågade han, tydligt nyfiken.
Melina skakade bara på huvudet.
- Tack för att du följde mig hem. Vi ses Robert!
Hon skyndade sig in utan att vänta på svar.
Klockan var halv tolv och Melina hade lämnat sin och sin mors enplansvilla
genom sovrumsfönstret efter att ha lämnat en lapp på sin huvudkudde utifall
hennes mamma kom in mitt i natten av någon anledning för att kolla
henne.
Då hon kom fram till skolan tyckte hon att fotsteg ekade bakom henne.
Hon vände sig om, men såg ingen. Ljudet hade tystnat också. Väl medveten
om att de magiska entrédörrarna inte skulle släppa in någon som inte hade
tillstånd att vara där skyndade hon sig över den ogräsbevuxna grusgården.
- Det är jag, sa hon till dörrarna. Jag skulle bara in och göra en sak, det
går väl bra? Dörrarna vek upp sig och hon gick stillsamt in. Genom korridoren,
uppför trappan och vidare till rum 14. Framme.
- Alec? frågade hon in i mörkret under tiden som hon klev över hålet i golvet
och vidare in.
Rullgardinerna var fortfarande nerdragna. Nu var det månens ljus i stället
för solen som lyste upp hennes bänk genom det lilla hålet i gardinen.
- Melina.
Alecs röst var tyst.
- Vad bra att du kom.
Han klev fram från bakom katedern där han såg ut att ha suttit och kurat
ihop sig.
- Magister Ros bor på skolan, men han är oftast inte här om kvällarna. Ute
och spökar antar jag.
Han flinade lätt. Innan Melina hunnit svara honom hördes knakande steg
på det gamla golvet utanför dörren. Båda lyssnade spänt, för båda två visste
att spöken inte förde ljud med sig.
- Göm dig! uppmanade Melina genast Alec.
Han duckade bakom katedern igen just som Robert öppnade dörren.
Melina såg förvånat på pojken.
- Robert! Vad gör du här? Hur kom du in?
Allt han gjorde var att le generat åt henne.
- Dörrarna gick inte att öppna, så jag fick ta mig in genom ett fönster på
nedervåningen. Jag, ehm… han tvekar. Jag var orolig för dig. Vem Alec än
22
var… det kändes inte rätt att låta dig träffa honom ensam, med tanke på hur
brevet var formulerat menar jag. Träffas efter det mörknat och sådana
saker… och vad är detta för ställe egentligen?
- Melina klarar sig nog bra själv, hördes Alecs röst i en sträng ton som
Melina aldrig hört honom tala i tidigare.
Sekunden senare flämtar Robert till av överraskning då han får syn på
Alec.
- Du ska se, det är inte så svårt att dö som man kan tro, sa Alec med ett
plötsligt och galet flin på sina blått lysande läppar.
Den mest obehagliga känsla kröp uppför Melinas ryggrad. Svek. Han
tänkte döda henne trots att han lovat motsatsen.
För sent uppfattade hon att Robert rusat mot Alec, troligen med meningen
att skada honom, men hon visste att spöken kunde variera sin styra efter
tycke, med andra ord att Robert var chanslös.
Innan Robert hunnit reagera hade Alec redan kastat honom upp mot tavlan
så att hans bakhuvud slog i väggen. Melina stod paralyserad några sekunder
då hon såg hur Robert föll ihop på golvet, medvetslös. Hon kände
tårarna tränga fram, hur mycket hon än ville hålla tillbaka dem. Det fanns
inget annat än att gråta. Som med ett ryck i alla existerande muskler tog hon
ett rejält språng mot dörren. Men Alec hade sett vart hon var på väg och fällde
henne genom att sparka mot hennes högra smalben. Handlöst föll hon till
golvet och landade på vänster axel med ett gällt skri.
Utan sin självbehärskning gav han henne en kraftig lavett som fick henne
att yrt falla ihop. Hon hade lett den där ”Robert Richards” till skolan. Han
var ursinnig! Men så lugnade han sig. Han såg vad han gjort. Melina hade
troligen en hjärnskakning på grund av honom. Beredd att ställa allting till
rätta lämnade han rummet utan ett ord.
Huvudet bultade ännu. Tårarna hade tagit slut nu. Hon hade redan gråtit
för allt som fanns att gråta för. Där satt hon på golvet. Det var omöjligt att
stödja på höger ben och vänster axel hade fått sig en rejäl törn. Ljudet av ett
tungt metalliskt föremål som släpade emot trägolvet ekade i tystnaden.
Förskräckt vände hon sig om för att skåda någonting hon helst hade sluppit
se. Ett enormt svärd. Ett tvåhandssvärd, ovanligt stort dock! Var hade han fått
tag på det? Alec log halvhjärtat då han fick syn på hennes blick.
- Visst är det fint. Det tillhör magister Ros. Han har det på sitt kontor. För
att minnas sitt liv. Man undrar ju vad för liv han kan ha haft.
Alec lät sin blick vandra nerför den vassa eggen. Trots mörkret var det
enorma svärdet så blankt att det lilla månljus som lyckats leta sig in reflek-
23

terades tydligt däri. I hjaltet glimmade en blodröd ädelsten som förstärkte
svärdets skräckinjagande intryck.
Alec tog ett steg fram och höjde vapnet till nära axelhöjd, utan svårighet.
- Allting kommer att bli bra, sa han det enorma svärdet redo för mord i
sin hand.
- Vi kommer kunna vara med varandra i en evighet utan att vara rädda.
Utan sorg.
Melinas blick flackade till Roberts lealösa kropp där han låg intill väggen
- Min existens, vilken sort det än blir, kommer inte att bestå av någonting
annat än sorg om du tvingar mig till det här. Så det ska du inte heller behöva
göra. Snälla. Döda mig.
Just som hon formulerat orden upptäckte hon att magister Ros nu hört allt
oväsen och stod i dörröppningen, men hon ignorerade honom fullständigt.
Detta skulle få ett slut, nu.
- Vad sa du? frågade Alec tafatt, mållöst.
Så här fick det inte gå till, det var fel!
- Döda mig! skrek hon rakt ut. Snälla Alec, jag vill inte leva längre! Inte
om jag tvingas stå ut med någon så självisk som du! Gör slut på mig! Skicka
mig till den andra världen, döda mig!
Hennes ord träffade hans öron med samma kraft som ett tåg som körde in
i en vägg!
Svärdet flöt genom Alecs döda hand och dunkade hårt i golvet. Melina
kunde se tårarna glittra som silver på hans kinder då han äntligen förstod allting.
- Vad är det som pågår här? utbrast magister Ros till sist.
Alec gjorde inget motstånd då spökpolisen kom för att hämta honom. Han
var alldeles knäckt. Hans dödens kärlek skulle hellre vilja dö än att vara med
honom.
Två dagar efter att spökpolisen hade fört bort Alec till femte dimensionen
stod Melina tillsammans med magister Ros innanför skolans entrédörrar. De
förde ett samtal om Melinas närmaste framtid.
- Jag skickade ett brev till Saint Helensskolan. Samma skola som pojken
Richards går på. Ni verkade ju komma ganska bra överens, sa magister Ros
stelt och lågmält.
- Tack, mumlade Melina, Så alla papper skickas dit då?
Magistern nickade.
24
- Du får en kallelse på posten, vilken dag du börjar och att du ska inställa
dig på rektorsexpeditionen.
- Mm.
En lång och pinsam tystnad föll mellan dem. Till slut blev det Melina som
bröt den, med ett avsked, och en flackande blick.
- Adjö då, magistern.
Hon sträckte ut handen mot handtaget, men de levande dörrarna öppnades
vänligt av sig själva och släppte in precis så mycket solljus att Melina
verkade lysas upp. Innan hon lämnade den sönderfallande byggnaden för
sista gången stoppades hon av en mjuk röst.
- Var du verkligen säker på att du ville dö? frågade magister Ros tafatt
med andan fast i halsen.
Det lät som en fråga han velat ställa länge nu.
Melina vände sig om och såg in i hans silverstrålande ögon med den mest
allvarliga och uppriktiga blick hon hade kraft till.
- Nej, jag var säker på att jag ville leva.
25

Spindelvev i vinduskarmen
af Heidi Tengesdal, Norge
Morgenen fløt forbi som en sommerfugl på lette vinger. Øyeblikket som
oppstod da solen tittet frem og farget himmelen rosa, var for lengst borte. Alt
som var blitt etterlatt av morgenens udefinerte følelser, var en hamrende
hodepine. Hun som var offer for denne hodepinen, satt i en vinduskarm og
lengtet etter varme.
Laila.
Mørkt, bølgete hår var falt foran ansiktet hennes, som var begravd ned
mot knærne, som igjen var trukket opp mot magen. Armene slynget seg om
hodet som for å beskytte det mot den ubarmhjertige hamringen.
Laila åpnet øynene og så ingenting annet enn mørke. Hun løftet hodet forsiktig,
og rettet øynene mot taket. Det var det samme, gamle og kjedelige
taket. Falmet. Gammelt.
Fylt med minner om alle de som hadde levd under det. Krangler.
Dødsfall. De som elsket hverandre. De som fikk barn.
Laila hadde aldri vært noe særlig sosial. Hun var ikke typen til å sitte
blant yngre, eller eldre, og snakke om været.
Foreldre, og alle andre som så henne utenfra, virket hun som en snill liten
pike. Visstnok røykte hun, og var beryktet for å stjele et par tusen fra skolens
ungdomsarrangement, men hun var en kjedelig liten pike.
Og kjedelige små piker fant ikke på noe tull eller tøys.
Dagen opprant i en tåke av likegyldighet. Laila satt fortsatt i vinduskarmen.
Sov. Lot døgnene gå forbi, lot livet hennes gå i grus. Noen ganger når
hun våknet fra de små hvilene, tok hun seg en røyk og stirret ut av vinduet.
Andre ganger gråt hun. Fottrinn kunne høres utenfor soveromsdøra hennes,
og en skikkelse viste seg i døra.
- Hei, vennen. Skal du ikke ha noe mat?
- Nei mamma. Jeg er ikke sulten.
Ensomheten snek seg innpå sakte, for så å rive og slite i sjelen hennes
mens den ulte med styrken til tusen tyfoner.
Redselen snek seg også innpå. Men den angrep magen til den knøt seg
27

sammen og gjorde opprør. Laila var så redd at hun trodde hun skulle spy.
Varmen hun lengtet etter var borte for lengst. Og hun kom aldri til å få
den igjen.
Spindelvev i vinduskarmen. Edderkopp i glasset. Kald kaffe.
Grønne, intelligente øyne ble fort våte, blikket var ofte sløret. Et stykke
ark ble gravd frem og hun ga seg til å skrive.
I loved, I loved... I lost, I lost...
I gave, I gave... oh I cried, I cried...
I broke, I broke... but I chose I chose...
I died, I died, I froze I froze...
Etter et raskt blikk på arket, krøllet hun det sammen og kastet det bort. Et
sukk, et blikk av total hjelpeløshet. Hun så på hendene sine. Små, delikate
hender uten markerte blodårer. Hvit hud, korte og nedbitte negler. Alt hva
disse hendene hadde gjort. Slått, kjærtegnet, skrevet, skapt, ødelagt. Utenfor
vinduet var det begynt å mørkne. Skygger fra trær i hagen.
Landskapet utenfor var betong, mur og stål. Et skaperverk satt sammen av
en liten gutt med saks og lim.
Hun strøk med en liten hånd over magen sin og grublet over fremtiden.
Tenkte på livet som ble til inni henne, på hva slags skjebne barnet ville få.
Barnefaren ville i hvert fall ikke være til stede.
Han satt på gulvet, mellom pizzaesker og skitne klær. Foran ham stod en tv,
påskrudd og lysende. Skjermen var det eneste lyset i det mørke rommet.
Gardinene var trukket for og han hadde mistet alt begrep om tid. En tom
ølflaske lå ensom i den ene kroken mens de andre stod på benken.
Martin.
Øynene kunne minne om sultne stjerner som kunne eksplodere hvert øyeblikk
og bli til et svart hull. I flere dager hadde han sittet foran tv-en på gulvet.
Spilt playstation. Sett på dårlige underholdningsprogrammer.
Han sov på gulvet når øynene falt igjen, spiste det som var igjen i skapene,
når han var sulten og brukte det samme undertøyet hele tiden. Flere dager
gikk på denne måten. Hvileløst vandret han rundt i den lille leiligheten sin,
så på støvet som dekket møblene, men orket ikke å gjøre noe med det. Luften
var tung og hang som en byrde på skuldrene hans. Tankene vandret tilbake
til en tid for ikke så lenge siden. Om en jente, og det spesielle de hadde sammen.
Små, delikate hender som holdt hans. Sene solnedganger i skogen.
28
Trærne som hvisket sin godkjennelse, skyene som dekket himmelen av lys
og mørke. Gresset som tilbød dem en seng. Steinene som ga dem trygghet.
Ensomheten som omga dem der de var sammen. Den stille tausheten de
delte, og elsket.
Tider som var forbi. Alt som var igjen var tomhet og vonde følelser. Det
som skjedde mellom dem var for tungt til å tenke på. De hadde kommet fra
to forskjellige verdener, som andre mente ikke passet sammen.
Martin skalv og falt sammen på gulvet. Hendene holdt rundt hodet.
Tårene sildret fra øynene og hulkene hans ristet hele kroppen. Den kalde
urettferdigheten ved livet tok overhånd. Han reiste seg opp og hylte mot
taket. Ei skål havnet i gulvet og knuste. Hundre små biter av glass fløy over
gulvet. Han slo ned et bilde som hang på veggen. Det ble stående igjen et
blekt avtrykk.
Leiligheten var et kaos. Stoler ble veltet, sofaen snudd rundt. Bordet lå
inntil den møkkete veggen. Den eneste planten, en stor kaktus, lå brukket i
et hjørne. Det ene gardinet var revet av stanga, og lå som en grønn hemmelighet
over sofaen. Martin stod som en statue og betraktet rotet. Øynene
smalnet, og med knyttete never løp han inn på soverommet. Klær ble revet
ut fra skapet, og han tok raskt på seg en genser. Han drog tilbake det lyse
håret i ren frustrasjon og med dongerijakken i hånda, gikk han ut av døra
som smalt hardt etter ham. Veggene dirret som et ekko etter de stormende
følelsene hans.
Raske, bestemte skritt over asfalt. Trafikken som suste rundt ørene.
Skilter viste veien til sentrum. Ut av sentrum. Inn i boligfeltet. Han navigerte
rundt i den velkjente jungelen av hus. En kjent gate, et kjent hus. I oppkjørselen
stod en enslig løvetann.
Martin løp opp til døra og rev den opp. En merkelig lukt av innestengte
kåper traff ham i ansiktet. Han fyste en bort. Det virket ikke som noen var
hjemme. Sinnet og desperasjonen avtok litt. Men han måtte sjekke om det
var noen i etasjen over. Tre trappetrinn om gangen fire ganger, og han var på
toppen. Gangen var mørk og stille. Martin visste hvor han skulle. Inn langs
veggen, snu til høyre. Døra rett frem. Han åpnet den fort uten å banke på.
Han stirret inn i rommet, og et par øyne stirret tilbake fra vinduskarmen.
All urettferdighet han hadde følt, forsvant inn i de grønne øynene hennes.
Tårene truet med å komme frem igjen, da Laila reiste seg sakte. Han så
henne gå sakte og nølende bort mot ham, men da hun var så nær at han nesten
kunne ta på henne, kastet hun seg inn i armene hans.
Resten av kvelden tilbrakte de i hverandres armer. Stemningen var him-
29

melsk, alle tanker om det vonde som hadde vært eksisterte ikke lenger. Han
strøk henne sakte og kjærlig over magen, med et smil om munnen. Laila reiste
seg opp på albuene og kysset ham. Han så på det mørke håret hennes,
tenkte på barnet som skulle komme, og lurte på om han eller hun ville ha det
samme mørke håret.
Hun fikk varmen hun hadde ønsket seg. Huden hans føltes som gylne skyer
og hendene hans var som sommerfugler i vinden.
Hjertet hennes var helt igjen. Martin var jo her med henne, hva kunne gå
galt? En dør smalt i etasjen under. Med et smil i øynene vekket hun Martin
som hadde sovnet på magen hennes.
- Mamma og pappa er hjemme, kanskje du burde gå?
Han så på henne med redsel og sinne. Hun kunne kjenne den foruroligende
følelsen dypt nede i magen. Som kannibalske sommerfugler som rev
hverandre i biter. Hun prøvde å holde ham tilbake, men han dyttet henne
bestemt bort. Hun syntes det var noe i øynene hans, noe farlig.
Hun tok tak i armen hans og holdt ham tilbake. Med et bedende blikk ba
hun ham bli, ba ham holde seg rolig. Til hennes stadig voksende lettelse ble
han igjen, og la armene rundt henne.
Pusten hans var varm mot øret hennes. Hun nøt det. Tunge skritt utenfor.
Noen banket på døra. Moren hennes tittet inn. Det var som om hun skulle til
å si noe, men da hun så Martin tidde hun, snudde og gikk. Med et raskt blikk
på hverandre visste de at det var på tide å dra. Begge to. Sammen.
Martin grep jakken sin, og hun selv rasket med seg en liten, avlang mobiltelefon.
De skyndte seg ut i gangen og gikk mot trappa. Hun var engstelig,
foreldrene hennes kunne ikke fordra Martin, bare fordi han var annerledes.
En innvandrer. Og i deres øyne, en inntrenger. Men Martin var født og oppvokst
i Norge, og hun kunne ikke forstå hvorfor foreldrene hennes mislikte
ham. Han så ut som en nordmann, snakket som en og oppførte seg som en.
Det føltes som om de mørke veggene skulle til å falle over dem. Hun tok
hånda til Martin som en ren refleks. Mobilen lå i lomma på de svarte buksene
som et tegn på at hun ikke ville skilles helt fra foreldrene. Selv om hun
forlot dem nå.
Trappa kom til syne da de var kommet rundt hjørnet. Og ved bunnen stod
foreldrene hennes. Moren, som var liten og lubben, med røde kinn og smale
øyne. Faren var ulik, men hadde allikevel likheter. Han var høy og lubben,
med smale øyne, stor nese og kløft i haka. Armene hans var like store som
lårene til moren.
30
Martin stoppet og betraktet dem. Hun så forvirret fra foreldrene til
Martin, klemte hånda hans raskt, og kjente med lettelse av han klemte tilbake.
Sakte, uendelig sakte, gikk de sammen nedover trappa. Faren hennes la
armene i kryss. De digre overarmene hans bulte ut, og en blodåre i tinningen
pulserte raskt.
Laila så på Martin. Øyenbrynene hans hadde trukket seg sammen og
øynene lyste av pur faenskap. Hun så ned på det slitte teppet som dekket
trappetrinnene. En klump i halsen vokste som en flodbølge over havet. Og
den kom til å treffe land i et brak.
Hun la seg litt i bakgrunnen da de kom ned trappa, men holdt ennå handa
hans. Foran seg så hun ryggen til Martin og moren, og litt av faren som stod
rett foran Martin. Stemningen i lufta kunne man nesten ta og føle på. Laila
var redd. Hun var glad i Martin, men også i foreldrene sine, selv om de tok
aldri så mye feil.
Martin prøvde å gå mellom moren og faren hennes, men faren tok tak i
Martins skuldre og filleristet ham mens han ropte og skrek. Martin kunne
ikke gjøre noe, så Laila prøvde å hjelpe. Hun tok tak i armene på faren og
bad ham stoppe. Men moren holdt henne igjen, så hun kunne ikke gjøre noe.
Tårene vellet frem mens hun var tvunget til å se på at kjærligheten i livet
hennes bli filleristet, skremt, ropt til og bli bedt om å dra og aldri komme tilbake.
Men Martin hadde fått nok. Han trakk pusten dypt, og skallet sin motstander.
Panne mot panne, blod mot blod. Laila prøvde å snakke med moren
som holdt henne fast i de armene som engang hadde vugget henne, elsket
henne, strøket henne over håret når hun hadde mareritt, men ingenting hjalp.
Begge to gråt, begge deres kjære var i slåsskamp.
Martin kom seg på beina fortere enn faren til Laila, og prøvde å strekke
ut hånda i vennskap, for å hjelpe. Men det nyttet ikke. Den store bjørnen av
en mann bare snerret og bannet. Laila stod helt stille, i frossen redsel mens
hun så på scenen som utspilte seg. Hun følte ikke at det var virkelig. Hun
kunne likeså godt ha sett dette på tv. Men tårene som rant var ekte.
Da Martin så at hjelp ikke nyttet, tok desperasjon, frustrasjon og sinne
over. For å hindre å bli banket selv, sparket han faren til Laila mens han lå
nede. Laila skrek høyt og prøvde å nå to av dem hun elsket mest på jord.
Moren holdt henne ikke lenger, og hun var fri til å løpe. Mens redselen spiste
henne opp innefra prøvde hun å få dem til å holde opp. Men ingenting nyttet.
Hjelpeløs kunne hun bare se på. Hun ropte og drog i jakkeermet, men det
31

virket ikke som Martin verken hørte eller kjente noen ting.
Laila hørte moren komme opp bak henne, med raske, bestemte og farlige
skritt. Idet hun snudde seg for å se hva som skjedde, smatt moren forbi. Hun
gjemte noe på ryggen. Alt var kaos. Martin som sparket, slo og skrek. Faren
hennes som hylte, ynket seg og stønnet. Hun som bare stod og så på. Og
moren, som skjulte noe. En hemmelighet, et vendepunkt.
Martin så ikke den lubne og lille personen som kom mot ham bakfra.
Laila prøvde å forstå hva som skjedde, men hjernen virket sløv, dopet. Hun
forstod akkurat idet det var for sent.
Et lysglimt. Kaldt stål og varmt, rødt flytende blod. Tårer falt på teppet.
Øredøvende skrik i kveldssola.
32
Evig ungdom
af Ida Bruhn Bull, Danmark
Du kender sikkert ordet ’heks’ fra alle de uhyggelige historier, du hørte, da
du var barn. Du ved sikkert også, hvordan de ser ud, ikke? De har krumme
rygge, store, krumme næser med masser af vorter og et forfærdeligt frygteligt
heksegrin, der næsten river knoglerne fra hinanden. De er også lede. De
fanger små børn, koger, steger eller panerer dem og æder dem. Deres klæder
er i mørke farver og hænger i laser overalt på deres lave og uhumske kroppe.
Nej, man skal ikke ønske sig at se en heks, for det overlever man højst
sandsynligt ikke. Men du tror jo, du ved, hvordan en heks ser ud, og derfor
kan se, hvornår det er på tide at flygte. Desværre så kan jeg fortælle dig, at
du ikke ville have en chance imod Iris Vindeblomst. Hun er nemlig ikke som
andre hekse. Nej, Iris er anderledes. Jeg kendte hende engang og kan derfor
fortælle en ting eller to om hende.
Til at starte med vil jeg beskrive hendes ydre, så du kan genkende hende,
hvis du ser hende. I det tilfælde vil det være til din egen fordel at komme væk
i en fart, ellers sidder du i saksen og kommer til at lide meget mere end alle
de hekseofre, du har hørt om. Hendes hår er gyldent, kort og strittende. Hun
har en lang smidig krop, yndige bevægelser og en vidunderlig, blød stemme,
der flyder ind i dit øre og indhyller din hjerne i en lyserød lyd, og på det tidspunkt
har du ikke har en chance for at slippe væk. Hendes næse er så dejlig
som en moden fersken, hendes læber så røde som rosenblade marinerede i
blod fra et uskyldigt spædbarn, og hendes øjne … Det er måske det eneste,
der kan afsløre hende som heks. Et hurtigt blik på dem vil vise almindeligt
farvede øjne, som hos en hver anden person, men et ekstra blik afslører, at
hendes øjne er så matte som matteret glas. Derudover har de ikke kun en
farve, men de changerer alt efter, hvilket humør hun er i. Og du kan sikkert
gætte, at hun aldrig i sit liv har doneret noget til Børnefonden.
Hvis man ser generelt på hendes ansigt, kan man ikke se tegn på hendes
alder nogen steder. Ikke én rynke eller appelsinhud. Men jeg ved bedre end
det. Hun er utrolig gammel, ældre end du kan gætte, men prøv bare. 70 år?
85? 100!? Ha! Du er ikke engang i nærheden. Hun blev født på en gammel
33

org for mere end 600 år siden. Ja, der blev du nok rigtig overrasket, hva’?!
Faktisk var hendes mor og far adelige og ejede masser af jord omkring deres
borg. Hun blev født en stormende nat. Regnen piskede ind på vinduernes
ruder, og tordenbragene var øredøvende. Hendes mor lå og skreg af smerte i
et værelse, mens kærterne langsomt brændte ned. Fødslen gik ikke som den
skulle. Der gik næsten et døgn, før der var tegn på, at veerne fik noget til at
ske. Hendes mor var udmattet af de mange smerter, og hun kunne ikke klare
det selv. Jordmoderen fortalte faderen, at kvinden ikke ville overleve fødslen,
men der var en mulighed for at redde barnet ved kejsersnit. Jordmoderen
hentede egnens kloge kone, som kunne sørge for at bedøve moren og gøre
det lettere, og dermed mindre farligt, at få skåret hende op og få barnet ud i
et stykke.
Da den gamle kone trådte ind i rummet, kom en forfærdelig dunst med
hende. Hendes foroverbøjede skikkelse vraltede hen imod sengen, og hendes
lange, grå hår dækkede for hendes ansigt, men jordmoderen kunne levende
forestille sig, hvordan hun så ud. Jordmoderen kunne ikke lide situationen,
så hun fik hurtigt slappet morens muskler ved hjælp af den gamle kone,
hvorefter hun skar underlivet op på den næsten sanseløse mor. Hun snakkede
i vildelse, og hun stod ikke til at redde. Det lille, faktisk ufødte barn, blev
langsomt trukket ud af morens mave. Barnet var helt misfarvet, næsten helt
lyseblåt. Og så var det til og med en pige! Det kunne ikke være rigtigt, tænkte
faren, der var blevet tilkaldt. Hvorfor skulle han lige få en pige? Han så
jordmoderen i øjnene, og hun kiggede febrilsk tilbage på ham. Hun viste lidt
for tydeligt, at der var noget galt. Den gamle kone gnækkede, og de to andre
så misbilligende på hende.
”Kold som vinden, og død i blodet.”
Faderen væmmedes ved hele situationen. Et dødt barn og mor. Nu skulle
han til at finde en ny kone, men, hende den unge mø på naboborgen havde
vist et godt øje til ham. Han sagde til konen, at hun skulle begrave de to lig,
mens han skred ud ad døren. Konen hvæsede hæst af ham, men hvad han
ikke vidste var, at det var netop dette, den gamle kone havde ønsket, han
havde gjort. Nu havde hun nemlig barnet helt for sig selv. Hendes knogler
raslede på vej hen til sengen, men da hun tog det lille barn op, var huden på
hendes hænder utrolig glatte. Hendes negle var ikke gule, men lange og blanke.
Hendes blodårer var ikke udstående, men kun lige synlige under huden.
Da man ikke længere kunne høre farens skridt, fjernede hun håret fra ansigtet,
og et ungt ansigt kom til syne. Hendes smukke smil bredte sig og var tilegnet
barnet på armen. Hun fremdrog en lille flaske af gennemsigtig guld fra
34
sine klæder og tog proppen af. Derpå hældte hun tre dråber af indholdet på
barnets læber, der straks blev røde som hendes egne. Som i en drøm blev den
blå farve stille forvandlet til en normal hudfarve, og brystet begyndte at
hæve og sænke sig. Dette kunne jo kun være heksekunstner, som I sikkert
allerede har gættet.
For ikke at spilde din tid, og mindst af alt min egen, vil jeg nu springe
frem og fortælle om Iris’ barndom. Hun voksede op hos heksen, der reddede
hende. Hun lærte om alt mellem himmel og jord, som alle hekse skulle,
så de af den grund kunne vide netop alt mellem himmel og jord. Da hun blev
lidt ældre, sådan cirka 65 år, stadig en ung heksealder, fortalte den endnu
ældre heks hende, hvordan hun kunne holde sig evig ung. Hun tog straks fat
på at få sin ungdom tilbage, og der forsvandt lige pludselig mange unge
mænd fra den landsby, hvor hun boede.
Nu skal du nemlig få at vide, hvordan hun gjorde sig evigt ung. Som en flot
og uimodståelig heks havde hun allerede en vigtig fordel. Mænd elskede
hende simpelthen, og hun elskede simpelthen også sig selv. Hun levede af
deres beundring og begær, men der skulle heftigere ting til for at være ung.
Det krævede en ung mands hjerteblod, et øje fra en natsværmer, to flotte skalotteløg,
ringmusklen fra en myre, og så skulle det hele blandes sammen til en
dejlig, velsmagende, (tro ikke på det!) grød, som skulle sluges, synkes, nedgylpes,
eller hvordan man nu ville tvinge den i sig, hver fuldmåne, for ellers
ville drikken ikke virke, og så skulle man starte forfra. En ung mand holdt
cirka i et halvt år, og så skulle han skiftes ud med en frisk og ny. Og det var
sådan det foregik. Ja, og så glemte jeg at nævne, at hun slog sin hekselærer
ihjel, fordi hun ikke behøvede hendes lærdom længere. Noget mærkeligt noget
at gøre mod den, der har opfostret en, tænker du nok, og jeg kan kun være alt
for enig. Uden at tøve havde hun fjernet sin hekselærer fra livets rigdom.
Sådan gik nogle år med heksebryg og forsvundne mænd, Hun måtte da
også tit flytte til en ny by. Så begyndte den nye mode: At brænde kloge koner
på bålet. Omkring 50.000 hekse blev brændt i 1500 og 1600-tallet, men
ingen af dem var Iris. Det havde du nok regnet ud, men jeg tænkte, jeg lige
ville sige det. Uhyggeligt nok gik hun glip af det sjove ved at være bundet til
en stige og så blive skubbet ind i et frådende bål. Men hun vidste godt, hvad
der foregik, faktisk var hun selv med til at angive nogle af de rare, venlige
gamle koner, der uheldigvis vidste lidt om urter. Lidt efter lidt begyndte hun
at kede sig, og så ville hun have lidt spænding i sit liv. Derfor startede hun
på at vælge unge mænd ud mellem de adelige og så brygge evig ungdom på
dem.
35

Der var lidt flere, der lagde mærke til, at mænd fra denne stand begyndte
at forsvinde. Især en ung kvinde. Elisabeth, datter af en hertug, skulle nemlig
giftes med William, som også pludselig var forsvundet. Selvom det havde
været et arrangeret ægteskab havde hun elsket ham, og hun agtede at finde
ham. De skulle giftes, om det så var i morgen eller om tre år. Det ville ikke
have gået, hvis hun skulle have ledt helt alene, men fantastisk nok kendte
hun en historie om en gammel, meget vis kone, som kunne svare på næsten
alt. Hun havde aldrig set konen eller hørt hende, men hun vidste, at hun skulle
til en by, som lå i den anden ende af landet, men hun arrangerede det
sådan, at hun lod, som om hun ville væk på en sørgerejse over William. Det
var jo den halve sandhed. Det handlede jo om William, det her. Elisabeth
ville ikke give slip på ham. Da hun endelig kom derhen, var landsbyen
brændt ned. Der var ingen stående huse, kun brokker og sortsvedne rester af
træ. Det var sikkert en hekseuddriver, der havde brændt hele byen ned, i stedet
for kun en heks. Måske en der ikke kun få nok, hvem ved?! Hun vandrede
trist rundt mellem de nedbrændte murbrokker og græd lige så stille. Det
havde været hendes sidste håb om at finde sin elskede, og nu var det lille håb
bristet og blevet til en sort sky som passede til dem på himlen.
Men i modsætning til den imaginære sorte sky begyndte dem på himlen
lige så stille at afgive små dråber. Først hist og her, men senere en tæt regn,
som gjorde Elisabeth våd. Hun var klam helt ind til benet, og hun havde et
af de der øjeblikke, hvor man bare har lyst til at opgive alt, lade livet glide
ud mellem hænderne på sig, og bare sætte sig ned der, hvor man er (som i
dette tilfælde var lige midt i en meget stor og frygtindgydende mudderpøl)
og lade alt passere forbi, og se, hvordan det hele forsvinder, og man bliver til
intet. Det var lige præcis, hvad Elisabeth havde lyst at gøre. Hun var faktisk
på vej til at sætte sig i mudderpølen, da hun hørte nogen kalde hendes navn.
Først troede hun, det muligvis var kusken, der havde kørt hende derud,
men da hun så sig om efter kareten mellem træerne ovre ved begyndelsen af
skoven, var der ingen. Hun skærpede synssansen, men hun kunne heller ikke
få øje på den andre steder. Var hele verden i mod hende? Men jeg kan roligt
fortælle dig, at hele verden ikke var i mod hende; den kunne bare ikke gøre
for at hun stod der, hvor det skulle regne. Det kan du nok forstå, ikke? Nå,
tilbage til hende igen. Kusken var ingen steder at se, men alligevel kunne hun
høre nogen råbe hendes navn et sted. Hun strakte sig helt op på tåspidserne
for at kunne overskue alle forhenværende huse, så hun kunne se, om der var
nogen, der gemte sig blandt murbrokkerne. Ingen i sigte, men det gjorde
hende selvfølgelig ikke roligere. Stemmen lød hele tiden, og den var som en
36
hæs, gammel kones stemme. Men hvor i hele hulen verden, kunne hun være.
Hun vendte og drejede hovedet i alle retninger, men hun så ikke noget. Men
så, pludselig, fik hun en voldsom trang til at gå ned til de bagerste murbrokker.
Hun anede ikke hvorfor, eller hvem, der havde boet der førhen. Men som
om hun havde gået efter lyden, hørte hun den gamle, ru stemme skræmmende
tæt på sig. Nu grinede stemmen også. Underligt nok følte Elisabeth sig
ikke særligt truet længere, men det havde hun helt glemt, da en ældgammel
kvindeskikkelse viste sig for hende.
”Det er mig, du leder efter, og nu har jeg fundet dig. Jeg har ventet i evigheder.”
Det med evigheden, det passede ikke helt. Elisabeth reagerede ikke engang,
så stivfrossen af angst var hun. Den gamle dame smilede og sagde, hun
godt vidste, hvorfor Elisabeth var kommet, og at hun ville hjælpe hende i sin
søgen efter lykken. Den unge pige tog det mere roligt efter den besked, men
hun syntes, det var som om, konen var et spejlbillede, en afglans af noget,
som var engang. Hver gang konen løftede hånden, var det, som hendes billede
flimrede ligesom et fatamorgana flimrer i varmen.
”Hvem er du?” spurgte Elisabeth den gamle kone. Som svar smilede hun,
og det vidnede om en hemmelighed, der skulle med hende i graven.
Elisabeth nikkede uden helt at forstå, men ville videre til det med hjælpen.
Konen pegede hen i et hjørne, hvor en masse af loftet fra overetagen var
styrtet sammen. Kvinden kiggede nysgerrigt derhen, men så så på konen.
Hun pegede fortsat hen i hjørnet, som var hun blevet en stenstøtte uden at
nogen havde opdaget det. Elisabeth gik derover. Før hun nåede at bøje sig
ned og lede rundt i det sammenstyrtede loft, stoppede konen hende og sagde:
”Lykken bundet i stråler, flydende lander på synderens læber, hjertet vil
da standse, som hjertet dengang begyndte.”
Derpå forsvandt hun så sporløst som hun kom. Hun gik op i flammer, men
ingen aske var tilbage efter hendes forsvinden. Den unge kvinden rodede i
bunken af træ og fandt til sidst det, hun mente at lede efter. ’Lykken bundet
i stråler’. Det var en lille flaske i guld med en prop i. Den var ganske smuk,
og Elisabeth huskede det andet, konen havde sagt. Hævnen var sød som de
første skovjordbær!
Sådan gik det til at Elisabeth fandt midlet til at bekæmpe Iris med, og det
er jo godt, for så kan jeg fortælle videre. Elisabeth kom i al hast tilbage til
sit hjem igen, og bare rolig, hendes kusk var ikke væk, han var bare kørt lidt
længere væk for at tisse.
Da hun var hjemme igen, fik hun lov til at holde en fødselsdagsfest, hvor
37

hendes far inviterede det meste af byen. Dette var, som du nok havde regnet
ud, kun et skalkeskjul for, at Elisabeth kunne komme tæt nok på Iris til at få
hende til at drikke denne drik. Heldigvis havde Iris tænkt sig at komme, for
hun skulle bruge noget nyt hjerteblod til sin bryg. Da hun ankom til
Elisabeths fest, tiltrak hun sig al opmærksomheden som ventet, men det var
nu mest de unge mænd, som styrtede hen til hende for at opvarte hende. Men
Iris var kritisk og lod ikke hver mand røre ved sig. Først og fremmest skulle
hun hilse på værtinden, den unge Elisabeth. Hun tog lange faste skridt, som
viste, at hun ikke lå nederst i hierarkiet. Med et stift smil, der kun viste høflighed
og ikke glæde, hilste hun på Elisabeth. De nejede begge to, mens en
barriere af følelser byggede sig op. William kunne nok ikke reddes, for
Elisabeth havde hørt nogle forfærdelige rygter fra byens ældgamle kvinder
om Iris, der bryggede en drik af blod fra unge mænd. Men hun kunne i det
mindste prøve at redde nogle fremtidige ofre fra den grummeste død i verden,
næst efter at blive brændt selvfølgelig.
Efter forspillet skred Iris majestætisk ind i mængden af mænd igen for at
udvælge sig et bytte blandt de, næsten, frivillige. Elisabeth så sit snit, til at
skynde sig op på sit værelse, for at sætte trin et i sin plan i gang. Hun tog to
trin op ad trappen af gangen, og på få minutter stod hun foran døren til sit
værelse. Hun åbnede den hurtigt, og da hun lukkede den gen, håbede hun, at
ingen havde lagt mærke til, at hun forlod sin egen fest. Så hurtigt som hun
kunne, du skal jo regne med, hun er spændt fast sammen i sit korsét, kom
hun ud af kjolen, smed den på sengen, og fandt sit andet tøj frem. Iris skulle
bare vente lidt længere med at vælge en tilbeder som bytte.
Hun tog bukser, sokker og de helt rette sko på til formålet. Dernæst en
hvid skjorte, hun havde lånt af sin far, med store, lange flæser. Hun syntes
selv, det så godt ud, men hun var jo ikke en dreng, vel. Heldigvis for hende,
hang skjorten lidt, den var lidt for stor, så derfor havde hun ikke behøvet at
binde sin brystkasse ind. Så var det håret hun kom til. Hun skulle have alt sit
hår op under en stor hvid paryk. Hun prøvede gentagne gange, men det ville
bare ikke gå. Så fik hun en idé. Hun stod foran sit sminkebord med saksen i
den ene hånd og håret i den anden. Hun trak vejret en ekstra gang og klippede
håret af, så det gik til skuldrene. Hun gjorde det for William. For William.
Hun skulle nok have fået en frisør til det, men nok om det. Nu kunne hun
sagtens få håret op under parykken. Hun syntes selv, hun lignede en dreng
nu, men hun manglede stadig skægget, og lidt mørkere bryn, og så skulle hun
helt klart tale med en dybere stemme. Et kulstykke fra kaminen, så var brynene
mørke, og nu var det til skægget. Hun kunne ikke beslutte sig, om det
38
skulle være det kunstige fipskæg eller den kunstige moustache. Enten eller,
men hun kunne lide begge dele. Til sidst valgte hun moustachen, og hendes
kostume var fuldendt. Hun tog en mørkeblå jakke ud over skjorten og sneg
sig ud af sit rum.
Uset og lydløst kom hun ned i festsalen igen, og tog et overblik over situationen.
Derovre stod Iris, omringet af en flok desperate unge mænd. Nu
skulle hun bare lægge mærke til Elisabeth, og så ville Elisabeth lade som om,
hun (han) var ligeglad med Iris. Hun håbede, det virkede som omvendt krigsførelse.
Et øjebliks øjenkontakt var, hvad der skulle til. Iris stoppede sin vifte
og skrånede over gulvet mod Jacob, som Elisabeth havde kaldt sig selv. De
snakkede lidt, og det lod til, at Iris hoppede på den snedige plan. Alle de
andre mænd, var derimod meget skuffede, men de var lige blevet reddet fra
døden. Tiden gik og Elisabeth vidste ikke rigtigt, hvad hun nu skulle gøre.
Hun havde vist ikke tænkt så langt, men Iris reddede hende og spurgte om
de ikke skulle finde et værelse, der var til fri benyttelse. Det var det,
Elisabeth havde ventet på, og hun viste vej ovenpå, til et værelse, hun vidste
var frit. Iris lagde op til det helt store, men jeg tror faktisk ikke Elisabeth forstod,
hvad det betød. Hun lod sig i hvert fald ikke mærke med det. Da de var
sikkert inde på værelset, låste ”Jacob” døren. Han kastede jakken over en
stol og skævede over til den kommode hvorpå guldflasken stod, men den var
camoufleret, så Iris ikke tilfældigvis skulle komme til at genkende den. Iris
lod viften falde og gik hurtigt over mod ”Jacob”. Hendes ansigt nærmede sig
Jacobs og de mødtes i et kys. Og det var så her, hvor jeg huskede, at jeg
havde glemt at slukke min brændeovn derhjemme. Derfor kan jeg ikke
beskrive det næste, der skete helt præcist, men senere fik jeg hjælp af nogle
venner til at skitsere forløbet. Først fortalte den lille sengelus, at det så ud
som om de hyggede sig. Ja, altså, hyggede sig. Ja, jeg ved faktisk ikke, hvad
de lavede, måske sang de nogle gode folkeviser eller sørgede for, at sengen
var ordentlig redt. Sengelusen var midt i det hele blevet kastet af dynen, men
den sagde, at det ikke længere lød som om, de hyggesnakkede. På det tidspunkt,
blev det til mere råbende ord. Den kunne gengive ordene ’Løgner’,
’Satans til Guldrand’, og ’Det er slut, Iris’ og det sidste var vist ’Du kommer
til at dø før den næste fuldmåne’.
Efter det havde det været for meget for den lille lus, og den var smuttet
ind i nogle revner i væggen. Heldigvis havde fluen på væggen holdt øje med
hele sceneriet, og han sagde, at Iris og ”Jacob” lå på gulvet og rullede frem
og tilbage oven på hinanden. De slog hinanden med knytnæver, men det var
ikke til at sige, hvem der havde overtaget. Fluen på væggen heppede selv-
39

følgelig på Jacob, for han havde en god bagdel, selvfølgelig sagde den ikke
det højt, men sådan nogle ting kan jeg bare se på folk. I dette tilfælde dyr. Så
blev jeg kontaktet af en myg, der var fløjet ind i samme sekund, som Jacob
havde givet Iris en albue i ansiget, så hun brækkede næsen. Hun faldt slapt
tilbage på gulvet, og Jacob rejste sig op og trak vejret i stød. Han tumlede
hen til kommoden og tog en flaske med en lille guldprop. Han rev proppen
af og nærmest kastede indholdet ud i Iris’ ansigt. Iris gispede, men var stadig
slap. Efter et par minuttet, var hendes hudfarve blevet lyseblå, og hendes
vejrtrækning ubehagelig. Jacob kunne trække vejret stille og roligt og se på,
at hun bare lå på gulvet i ubevægelige kramper. Til sidst kunne han ikke høre
hende trække luft ind, og hun lå helt stille. For resten kunne myggen også
fortælle, at det stik, som Jacob senere opdagede på sin kind, var dens skyld.
Iris blev begravet udenfor kirkegården, ingen sten, intet navn og ingen
tegn på at her lå en død person. Elisabeth havde nået sit mål. Hun fandt
William, i live, i Iris’ hus sammen med hundredvis af andre uskyldige mænd,
der alle havde mistet deres hjerteblod, men Iris havde holdt dem i pæn stand,
og de stank ikke engang. Han havde fået tappet meget af sit hjerteblod, men
havde holdt sig selv i live, for hans hjerte tilhørte ikke ham selv, havde han
tænkt. Det tilhørte for evigt Elisabeth.
Hun kastede sig ned på knæ og holdt hans hoved ind til sig. Han åndede
stille, men det var det bedste Elisabeth nogensinde havde hørt. Han blødte ud
fra venstre side i brystkassen, og det var højst sandsynligt der, Iris havde tappet
hans hjerteblod. Der blev hurtigt tilkaldt en læge, som forbandt hans sår
og gav ham en mikstur, der bedøvede ham i noget tid, så han kunne få sovet
og hvilet ud.
Elisabeth og William blev gift, og flere børn kom til verden. Byen og
resten af landet var i sikkerhed. I hvert fald i noget tid. For hvis du tror, du
ved noget om heksedøden, så tager du grueligt fejl min ven, men det er nu
en anden historie.
40

Jag är en skam för människosläkten
af Jeanette Björnfot, Sverige
Hon tog ett sista bloss innan hon fimpade cigaretten på armen. På den parkbänk,
där hon nu satt brukade hon ofta sitta. Där kunde hon oftast känna sig
lite lugnare och rösterna var inte lika nära inpå henne. Rösterna som aldrig
kunde sluta tjata om hur värdelös och oönskad hon var. Hon var en skam för
människosläkten och ingen skulle någonsin älska henne. Hon vet själv att
allt de säger stämmer, men hon vill inte höra det något mer. Hon vill ha lugn
och ro. Hon vill finna friden.
Hon älskade den här bänken. Ingen störde henne och hon kunde bara sitta
där och stirra ut i tomma intet. Eller så satt hon och skrev med en penna i
den högra handen och en cigg i den andra. Att skriva var något hon älskade
och det var det enda sättet hon kunde få ut alla sina känslor och tankar på.
Men oftast var hon för trött för, så hon satt där bara. Med en ensam och tom
blick som till och med kunde skrämma spöken till döds.
”Ser du hur de tittar på dig? Ser du hur de tar omvägar runt dig för att slippa
vara nära dig? När ska du inse att ingen vill ha dig kvar?” Hon hörde rösterna,
men de var inte så nära henne. Hon försökte att inte lyssna på dem,
men det var svårt.
”Det är en vacker och varm dag idag, eller hur?” Rösten lät annorlunda.
Den var varm och vänlig och den befann sig mycket närmare henne. Det
kunde inte vara demonerna som talade. Hon kände sig rädd och förvirrad.
Det var en främmande kille som nu satt bredvid henne. Men hon brydde sig
inte om att svara honom.
”Sådana här dagar får man för sig att världen är underbar”, fortsatte främlingen
när hon inte svarade. ”Men det är så ofta vi dömer av vad vi ser.
Verkligheten är inte som vi ser den.” Hon teg. Det gjorde hon oftast när
någon talade till henne. Tankarna susade runt i hennes huvud. Varför talade
den här främlingen till henne? Han hade inte backat undan från henne när
han sett hur hon såg ut. Det brukade alla göra. Folk blev rädda och osäkra
när de såg henne. Alla dessa människor som hon inget ville ha att göra med.
43

Därför reste hon sig upp från bänken där hon satt, och gick sin väg.
Redan innan hon kommit tillbaka hem till sin dunkla lägenhet ångrade
hon att hon gått. Att en levande varelse talade till henne var att föredra framför
dessa elaka röster som börjat direkt då hon lämnat parken. Nu när hon
äntligen var hemma igen var de värre än vanligt. Tårarna rann nerför kinderna.
Det var ett bra tag sen sist hon gråtit, men nu kunde hon inte hålla det
tillbaka. Hon låg på golvet i hallen och skrek av gråt medan hon skakade som
om hon befunnit sig i Alaska liggandes i en igloo. Allt hon önskade var att
bara få försvinna.
Hon låg där på golvet ett bra tag. En timme, kanske två. Rösterna blev allt
intensivare och allting svartnade framför hennes ögon. Helt plötsligt befann
hon sig i sitt rum med det älskade rakbladet i handen. Droppe efter droppe
föll ner på det vita lakanet och lämnade efter sig en allt större röd fläck. Hon
kände lättnaden igen. Rösterna hamnade längre ifrån henne, men de försvann
inte helt. Huvudsaken var ändå att hon mådde bättre. Nu kunde hon återigen
få tag i sina tankar. Varför hade hon lämnat parken? Den främmande
killen hade talat med henne. Han var den första som talat till henne på flera
månader. Inte ens hon som fött henne pratade med henne mer. Men en främling
som hon aldrig förr sett, hade sökt kontakt med henne. Han hade inte
backat undan. Han hade behandlat henne som en normal människa och hon
hade bara gått sin väg.
Kvällarna var värst för henne men ikväll var saker annorlunda. Något har
väckts inom henne, ett litet hopp. Hon skämdes för det för hon hade intalat
sig själv flera år tidigare att sluta hoppas och tro på saker. Hon hade då sagt
till sig själv att hon inte skulle såras någon mer och hon aldrig skulle släppa
någon in på livet igen.
”Jag heter Jens föresten.” Orden av den främmande killen ekade i huvudet
på henne. Hon ångrade nu att hon inte hade svarat honom. Rösterna började
tala till henne igen. De sa att hon inte skulle ha betett sig som en skitstövel
och ha svarat honom med vad hon heter istället. Hon blev rädd och
förvirrad. Rösterna verkade inte lika hårda längre. Hon vet inte vad hon ska
tänka och tro. Ekot av Jens ord snurrade runt i hennes huvud och demonerna
var inte lika dömande längre.
”Jag brukar inte gå här i parken speciellt ofta. Men nu när det är så här
vackert väder känns det som ett måste.” På något sätt önskade hon att Jens
ord skulle försvinna ur hennes huvud.
Illamåendet kom krypande och ångesten växte. Varför tänkte hon på en
44
kille hon inte kände och som hon träffat bara en gång. Hon skämdes men visste
inte riktigt varför. Demonerna talade till henne. De hade slutat trycka ner
henne och uppmuntrade istället. Hon kände en glädje sprida sig inombords.
Kanske han verkligen ville ha kontakt med henne. Trotts att hon var en förvirrad
själ som gick runt och dolde sig själv bakom svarta kläder och smink.
Hon kände en nyfikenhet väckas inom sig. En nyfikenhet på varför han
talat till henne. Hon kände att hon vill veta varför han ägnat lite av sin tid till
att försöka prata. Hon, den värdelösa varelsen, som egentligen inte borde
leva. Ett svar var vad hon vill ha, och det tänkte hon försöka få nästa dag.
Hon var trött och hade inte sovit mycket på natten. Med osäkra och trötta steg
gick hon mot parken igen. Tankarna på den främmande killen hade snurrat
runt i hennes huvud och hon hade inte kunnat sluta tänka på det som hänt.
Hon kände sig patetisk, men han väckte något inom henne och hon ville väldigt
gärna träffa honom igen. Hon visste inte vad som fick henne att tro och
hoppas, men hon var alldeles säker på att när hon nu fick syn på bänken skulle
han sitta där.
Demonerna började nu tala till henne allt intensivare och i deras vanliga
ton. Hon fick syn på bänken och hon stannade till som om hela världen höll
på att falla samman inför henne.
”Trodde du verkligen att han skulle sitta där och vänta på dig?” De elaka
rösterna skrattade åt henne. Tårarna brände bakom ögonlocken. Hon tog
mod till sig och satte sig på bänken. Kanske skulle han komma ändå? ”Du är
ju dum om du verkligen tror att han ska komma.” Hon försökte så gott det
gick att inte lyssna.
Hon tog upp papper och penna från sin väska och började skriva. Det var
en bra dag att skriva på. Saker flöt ner på pappret. Hon skrev i ett sträck med
undantag för då hon tände en cigarett. Efter någon timme flöt tankarna åter
iväg till Jens. Han hade inte dykt upp ännu. Kanske hade demonerna rätt.
Varför skulle han bry sig om henne? Hon kände ånger för att hon bara gått
från honom. Vilken idiot hon var som avvisat honom. Det var kanske inte så
konstigt att han inte kommit tillbaka.
Mörkret började falla ner över henne där hon satt. Hon ville inte gå hem
till demonernas hånskrattande. Hon ville sitta där och hoppas att han kanske
ändå skulle dyka upp.
Klockan närmade sig tre och sömnen ville inte komma. Demonernas skrattande
skar i luften. Hon försökte tala till dem, fråga vad det var de ville ha
45

för att lämna henne ifred. ”Vi vill ha blod”, skrek de. ”Blod.” De fick som
de ville, men ändå lämnade de henne inte. Paniken växte. Hon fick allt svårare
att andas. Hon skakade som om världen var på väg att falla ner över
henne. Vinflaskan som hon gömt i badrumsskåpet åkte fram. Vätskan brände
i halsen och tårarna strömmade. Det enda hon kunde göra var att bara
skrika rakt ut.
Hon satte sig på golvet i duschen med flaskan i handen när kraften att
skrika ebbat ut. Duschen stod på och kallt vatten strömmade ner på henne.
Hon satt så i timme efter timme. Drack klunk för klunk ur flaskan utan att
känna av det kalla vattnet. Hon hade ingen känsel i kroppen något mer.
Alkoholen hade gjort sitt och till slut somnade hon där hon satt, med duschen
fortfarande på.
Flickan vaknade av att hon frös. Flaskan hon druckit ur låg bredvid henne på
golvet och där lät hon den ligga. Hon var trött och demonerna hade ännu inte
kommit tillbaka till henne. Kanske kunde hon få lite sömn fortfarande. Hon
stängde av duschen och klädde av sig. Utan en tanke på att varken torka sig
eller ta på något torrt klev hon ner i sin säng. Hon föll fort ner i en orolig
sömn. Rösterna talade till henne någonstans långt borta.
Då hon åter vaknade var det av att grannen kom hem från jobbet klockan
sjutton. Han hade en ovana av att vara väldigt bullrig av sig och smällde ofta
i dörrar. Hon kände paniken stiga inom sig, hon borde ha varit i parken för
två timmar sen. Kanske hade Jens varit där idag. Han kanske var där ännu.
En timme senare klev hon in på parkområdet. Rösterna talade till henne med
sträng röst. ”Du kommer att ångra detta lika mycket som din födsel.” Hon
ville inte lyssna på dem. Hon gick rakt framåt med blicken i marken. När hon
tittade upp såg hon honom sitta där på bänken. Glädjen spred sig inom
henne. Rösterna försvann.
”Du är sen idag.” Jens log när hon satte sig ner bredvid honom. Hon
kunde inte förmå sig själv att svara. Orden fastnade i halsen på henne och
hon satt där med blicken i marken. Han fortsatte att tala. Hon ville säga
något, men ingenting kom ut. Hon bara lyssnade när han berättade om sig
själv. Det kändes sig tryggt att ha honom där. Det var länge sen hon känt sig
trygg med någon. Men han var speciell.
”Jag heter Sarah”, flög det ur henne helt plötsligt. Hon ryckte till själv av
förvåning. Hon kunde inte riktigt förstå att hon verkligen sa det. Han log mot
henne, det kunde hon se i ögonvrån. Hon vågade inte titta direkt på honom.
46
Hon kunde svagt höra rösterna väsa om vilken idiot hon var. Men Jens verkade
inte tycka som de. Han fortsatte att prata med henne. Hon sa inte något
mer utan bara satt och lyssnade till hans vackra röst. När klockan blivit väldigt
mycket och det var mörkt ute skiljdes de åt vid ingången till parken med
ett kort hej då. Där hon gick på väg hem kände hon sig varm inombords.
Men skräcken och ångesten fanns där. Hon fick inte släppa någon inpå livet
eller förlita sig på någon. Men hon kunde inte låta bli att tänka på honom.
Han hade som en magisk kraft inom sig som drog henne till sig. Demonerna
talade åter till henne när hon närmade sig lägenheten. De beordrade henne
till saker hon inte ville göra. De sa att hon inte fick tala med någon. ”Du är
en dålig person.”
Hon fortsatte att gå till parken varje dag men det hade ett pris hon måste
betala. Men det var något hon var beredd att göra. Genom mötena med Jens
hade hon på något vis växt. Fastän hon inte sa många ord under mötena utan
bara lyssnade på honom så kände hon sig glad. Att känna sig trygg med
någon var nytt för henne.
Demonerna hade blivit allt värre på kvällen och natten sen hon börjat träffa
Jens i parken. Ibland undrade hon om hans närhet var värt det. Rösternas
pikande och hånskrattande nätterna långa gjorde att hon kunde vara vaken
flera dygn i sträck. Blodet rann allt oftare för att hon skulle slippa undan rösternas
onda ord för en stund.
Fastän hon många gånger varit på väg att inte gå till parken hade hon alltid
till sist ångrat sig till demonernas stora vrede. Ibland hade hon varit flera
timmar sen, men hade har ändå suttit där. Frågan hon ofta ställt sig var varför
han ägnade tid åt henne. Rösterna sa att han var ute efter att skada henne.
Hon trodde dem inte, ville fråga honom, men hon hade inte mod att göra det.
Det hade nu gått en vecka sen han första gången kommit och satt sig bredvid
henne. De hade aldrig bestämt att träffas dagen efter utan det hade varit
som en tyst överenskommelse mellan dem. De senaste dagarna hade det haft
ganska långa samtal, men hon hade aktat sig för att säga något personligt om
sig själv. Hon lät honom berätta och det gjorde han gärna. Hon visste mer om
honom än hon visste om någon annan person.
”Följ med till caféet och ta en kopp te.” Hon hann inte ens sätta sig innan
han rest sig upp och börjat gå iväg. Tankarna susade i hennes huvud och hon
kunde inget annat än stå still. Han ropade, men hon vågade inte ta ett steg
framåt. Vad var det han var ute efter nu? Hon kände sig illamående. Men
47

trots detta började hon sakta gå emot honom där han stod och väntade på
henne.
På caféet beställde han te till dem båda. Han pratade om sin dag. Hon
kunde inte säga något, det var som att inte någon tunga mer. Allt hon klarade
av var att stirra ner i sin kopp. Hon hörde inte längre vad Jens sa. Hennes
tankar blockerade allt. Minnena från barndomen dök upp i hennes medvetande.
Allting blev för mycket och hon kunde inte hålla emot utan började
gråta där hon satt.
”Det är okey.” Jens röst får henne att gråta ännu mer. Han flyttade sig till
stolen bredvid och la armen om henne. Hon ryckte till och skrek. Ingen hade
tillåtelse att röra henne. Hon for upp och Jens också som kämpade med att
hålla armarna om henne i en kram då hon försökte komma loss.
”Det blir bra. Det är ingen fara.” Till slut orkade hon inte kämpa emot
utan slappnade av i hans armar. Hon kunde inte hålla allt inom sig någon
mer. Hon berättade allt om sin mamma som var alkoholiserad, om hur hon
fått klara sig själv sen hon var tio år. Efteråt kände hon en stor lättnad. Hon
visste att detta var något hon aldrig borde ha berättat och att demonerna
aldrig skulle förlåta henne. Nu kände hon sig starkare. Med en vän vid sin
sida kunde hon klara av vad som helst.
Jens hade visat henne vad kärlek var, vad vänskap var. Hon visste att
vägen skulle bli lång och krokig, men så länge hon hade någon vid sin sida
kunde hon ta sig fram. Att falla är ingen konst, men att resa sig efteråt, det
är ett mästerverk.
48
Postkasseblikket
af Synne Solnørdal, Norge
Hun hadde et skap i veggen. Inne i skapet fløy minnene omkring og bet hverandre
forsiktig i halen. Men med det samme hun tittet inn døra og lyset rant
inn den smale sprekken, flyktet de ned i den store minneboksen igjen, mens
de fniste lurt for seg selv.
Natten var alene, og den bråkte, som om den pakket hele byen inn i et digert
gjesp. Melisen veltet over verandagelenderet. Hun fikk lyst til å stikke fingeren
ned i det tjukke stoffet og kjenne den søte smaken på tunga.
Også i kveld gikk hun forbi postkasserekka i bunnen av bakken. Den
grønne malingen hadde begynt å flasse av og noen av bokstavene i navnet var
borte. Hun kikket på huset bak den store smijernsporten, og hjertet hennes
knaste som pepperkakesmuler.
Hun dultet rett inn i postkasseblikket. Den skrøpelige boksen stod pent
oppstilt på geledd sammen med de andre postkassene, som om de skulle til
å angripe. Hun ble så forberedt på det at det nesten overrasket henne at de
ble stående stille, like oppstilte og uleselige.
Hun balanserte videre langs fortauskanten, akkurat som de gjør i romantiske
komedier. At hun mistet balansen av og til, gjorde ikke noe. Da kunne
hun bare legge seg ned i den hvite melisen, synke ned i ismadrassen og le
lykkelig. Og månen lo også, mens stjernene lekte hviskeleken. Hun kunne
rulle rundt og late som hun var en del av den romantiske komedien og kjenne
lykken i fingertuppene, hvis hun ikke prøvde for hardt, for lykken lar seg
ikke lokke.
Så trasket hun varsomt hjem igjen med passende musikk i hodet for å
holde på stemningen. Og på den måten rundet hun av dagen med sandpapir,
med flygende minner i skapet og tankene i sin egen verden.
Hun våknet av tøffelskritt og lukten av fraværende egg og bacon. Dagen tok
et skritt bakover og åpnet porten galant for henne. Hun vandret inn i den nye
dagen uten verken å spise frokost eller re opp sengen. Det var på tide å gå.
49

Hun gikk rundt svingen og opp på haugen, forbi tause kattelyder og stumme
kråker. Hun enset ikke vind eller vær, småløp videre nedover bakken og stoppet
ikke før hun nådde postkasserekka. Hun stod stille en stund, mens hun
bare kikket på den og pustet tungt. Så strøk hun den over lokket. Det skrapet
deilig i fingeren ved følelsen av malingen som smuldret opp under huden.
Postkassa gynget rolig opp og ned. Den satt litt løst i de rustrøde hengslene,
og det skulle bare et lite spark til å løsne den helt.
Det knirket i drømmen, og hun snudde seg like fort som helten i en actionfilm
idet smijernsporten plutselig gled åpen. Der stod han, utenfor huset,
med morgenkåpe og avflasset navn. Hun ville tilby seg å male det på igjen,
men bare fortsatte å se at flak på flak løsnet og forsvant. Og han så tilbake.
- Går du med posten du, eller?
Blikket hans flyttet seg fra øynene til hånden hennes, og ikke før oppdaget
hun at fingertuppene fortsatt lå og hvilte på postkasselokket. Hun rev
dem bort i en slik fart at hun nesten slo til seg selv. Det var som å slippe taket
i en fjellvegg og falle ned i dypet. Nå som hun ikke lenger holdt seg til postkassa,
falt hun nedover veien. Hun løp og løp, forbi tunge, hvite trær og sure
snømenn, og stoppet ikke før hun stod utenfor grønnsakshandelen.
Hun fikk igjen pusten før hun gikk inn. Der stod kasser på kasser med
friske frukter og grønnsaker. Mennesker trasket rundt i lørdagsmodus og tok
seg tid til å kikke langt og lenge på hver bit for å finne den største og rødeste.
Hun trakk en hvit plastikkpose ut av lommen i den tjukke boblejakka og
bøyde seg ned. Deretter begynte hun å fylle den med frukt og grønnsaker
som hadde havnet på gulvet. Hun lesset inn klissete druer og bulkete epler,
salatblader og brune bananer, og akkurat i det butikkeieren kom ut fra lageret,
forsvant hun ut døren.
Hun vandret rundt på kjøttkledde knokler og visste at verden var der, men
ikke at hun var en del av den. Og da den gamle mannen stakk hodet ut døren
til butikken sin for å rope henne tilbake, var hun allerede borte bak hjørnet.
Hun både ville og ville ikke gå forbi, så hun fortsatte med lukkede øyne. Da
hun stoppet og åpnet dem, stod hun og så på den igjen. Hånden ble trukket
mot den som magnet mot kjøleskap, og hun lengtet etter lyden av smijernsporten
som gled opp. I stedet var det et kort smell og et avsluttende klikk
som hoppet opp og ned på trommehinna. Dørhåndtaket gikk ned og døren
åpnet seg. Hun limte seg selv fast til isen så hun ikke kunne rømme, men
klarte å rive opp bakken til rota og beine oppover på tunge føtter.
Isen forsvant plutselig under henne, men kom så altfor fort tilbake igjen.
50
Hun lå der, med et osean av trillende frukter og grønnsaker rundt seg. I noen
sekunder måtte hun bare ligge og ta seg til halebeinet.
- Går det bra med deg, eller?
Hun begynte med skotuppen og jobbet seg oppover. Den var bred og grovt
brun. Vinterstøvler. De så altfor store ut til de lange, tynne beina. Han stod
med den tomme plastikkposen i hånda og et forundret uttrykk i fjeset. Så
reiste hun seg opp og løp igjen. Hun løp og løp, en lang omvei, før hun vendte
hjem med et lite spark inne i seg. Det lå en hvit pose på dørmatta da hun
kom tilbake.
Flere madrasser lå oppå hverandre i sengen. Det var bredt et sort silkepledd
over dyna. Store, myke puter stod tilfeldig langsmed veggen. Hun satte seg
på tronen og tømte innholdet i posen utover pleddet. Det lå en tannpirker i
en av foldene i teppet. Nå boret hun den forsiktig inn i en myk drue. Så festet
hun den til et eple. På toppen satte hun et salatblad, og under salatbladet
to hvitløksfedd. Til slutt pyntet hun med en halv agurkskive under drua.
Grønnsaksansiktet smilte til henne. Hei, Oscar. Men hun kunne ikke smile
tilbake.
Stemningen sørget for seg selv. Taklyset dempet seg langsomt, stearinlysene
laget sin egen ild og lot seg ikke blåse ut da Oscar gikk for å åpne vinduet.
Hun hørte vingeslag. Snart var rommet fylt med brevduer. De løftet
henne over i sengen og dro tårene ut av øynene hennes med hyssing. Det rant
i rolige elver nedover tinningene og samlet seg i små sjøer i ørene. Hun følte
seg som en prinsesse der hun lå og døste, omringet av glatt stoff. Men erten
under det nederste madrasslaget boret seg inn i ryggraden, og duene bruste
med vingene og skrattet høylytt. De satte penn til papir, mens myk melis i
drømme ble til tørr isopor, og skrev med ørsmå bokstaver:
Når verden bare triller forbi
og du i din villeste fantasi
klemmes fast mellom tanker og drømmer
og lapper lappen med hakkete sømmer
En liten sjel i et nøtteskall,
et sprang som ender med knall og fall,
sett nålen i boblen av fantasier,
hva får hun tilbake som bare tier?
51

- en verden som ikke vet å vite,
våg være skarp, lær å bite,
vit at du vet, men dog så lite
En liten jente, en stor planet,
et forsøk verdt,
en sannhet
Hun puttet lappen i en konvolutt og skrev navn og adresse utenpå. I høyre
hjørnet festet hun et gammelt frimerke. Fire av duene grep ett hjørne hver og
fulgte etter de andre ut av vinduet igjen.
Hun våknet av seg selv den neste morgenen, og så seg rundt i rommet som
om hun var kommet til et nytt sted. Uendelig god tid, hun hadde så uendelig
god tid, og satt lenge ved frokostbordet. Da hun hadde redd sengen og pusset
tennene tok hun på seg de røde skinnstøvlettene og gikk ut i vinterlandet.
Det første hun la merke til da hun var nede ved postkasserekka igjen, var at
den hadde forlatt det rustne hengslet sitt. Hun løftet opp den skrøpelige kassen
av tynt metall, kjærtegnet den ikke i dag. Og det skranglet i lokket da hun
tok den under armen og forsiktig åpnet den massive smijernsporten.
52
Udgang
af Ana-Tahseen Ghafoor, Danmark
Følelsen spredte sig fra bunden af min mavesæk, langsomt og med små ryk,
som om den var usikker på, om det var okay at være der. Det føltes som et
svimlende sus. Det føltes, som om min hjerne slog fra, og jeg bare så på,
mens det hele udviklede sig og blev værre for hvert minut, der gik. Da det
hele var overstået, forsvandt den følelse lige så brat, som den var dukket op
- men den forsvandt hurtigere end den havde spredt sig.
Den næste følelse var svær at håndtere, men jeg kunne ikke forhindre den
i at komme. Den startede med at være en bebrejdende tanke rettet mod mig
selv, hvorefter tanken blev til en følelse af dårlig samvittighed, der nærmest
gled gennem hele min krop. Som om den flød med blodet i mine blodårer.
Den gav mig kvalme, men jeg brugte al min energi i de efterfølgende minutter
på at skubbe følelsen langt væk. Det var ikke min skyld. Hun var problemet.
Da hun første gang startede på skolen, var vi i samme båd. Vi var usikre,
nervøse - vi var tæt på et mindre nervesammenbrud ved synet af alle de kliker,
der eksisterede omkring os. Jeg var alene det meste af tiden, jeg havde
gravet mig selv ned i et dybt, mørkt hul, hvor der knap nok var luft nok til at
trække vejret. Min ensomhed drev mig for det meste af tiden. Jeg begravede
mig i lektier - alt der havde med skolearbejde at gøre. I skolen lukkede jeg
mig selv inde i et rum. Et varmt, trygt rum inde i mig selv. Ingen kunne rigtig
skabe kontakt med mig. Jeg skubbede dem væk.
De fleste ville nok tænke, at sådan en adfærd helt sikkert var opstået på
grund af familieproblemer. Men sandheden var, at mine forældre ikke var
skilt - faktisk så havde de det rigtig godt sammen. Vi havde ingen økonomiske
problemer, min far var direktør for et mobilselskab. Min mor arbejdede
som sekretær i det samme selskab. Jeg havde ingen søskende, men jeg
havde altid elsket at være enebarn.
Jeg havde det godt derhjemme, trods det befandt jeg mig i en tilstand,
hvor alt omkring mig var fuldstændig sort. Intet var nok til at gøre mig glad.
Inderst inde havde jeg et ønske om at kunne være en del af en klike. En stor
53

del af en klike.
Sarah startede i min klasse, og hendes usikkerhed var åbenlys. Hun var
lille og rund, hendes øjne var små og grå, men alligevel så klare, og skinnende.
Ansigtet var blegt, og hun havde lette fregner omkring næsen. Hendes
hår var langt, lyst og en smule fedtet. Hun gik i et par røde sandaler, der var
næsten helt nedslidte.
Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg fik ondt af hende, eller om jeg bare
kunne relatere til hendes følelse af usikkerhed, men for første gang i mine
otte års skolegang prøvede jeg at skabe kontakt til et andet menneske på min
egen alder. Jeg rakte en hånd ud og præsenterede mig selv, som den jeg var
- og hun besvarede mig imødekommende. Vi plejede ofte at tage hjem til
hende og lytte til hendes musik, eller også sad vi og tegnede.
Men samme år begyndte jeg at snakke mere og mere med to andre piger,
der gik i min klasse. Kira og Hannah. De var rygere og fik, ikke så længe
efter jeg havde mødt dem, mig med på det. Det var egentlig hyggeligt, og jeg
nød at være sammen med dem.Efterhånden så jeg mindre til Sarah. Hun
ringede til mig nogle gange, men jeg undskyldte med, at jeg havde travlt,
eller også sagde jeg ikke så meget, og der opstod en pinlig tavshed.
Nu stod jeg på pigernes toilet og så til, mens Kira og Hannah tvang Sarahs
hoved ned i et af de beskidte toiletter. Hun vred sig, hendes skuldre rystede
ukontrolleret. Jeg vidste, at hun græd. Da hendes hoved kom til syne igen,
var hendes hår drivvådt, og hendes mascara løb ned ad kinderne blandet med
tårerne. Jeg turde ikke se hende i øjnene. I stedet fnøs jeg og forsvandt ud fra
pigetoilettet.
Jeg huskede tydeligt, hvornår det hele var startet. Det var den dag, hvor
jeg stod sammen med Kira og Hannah. De havde tilbudt mig en smøg, og jeg
tog usikkert imod den. De viste mig, hvordan man skulle ryge, og lige da jeg
havde taget mit første sug og hostede røgen ud, gik Sarah forbi med sin gule
skoletaske på skulderen. Idet hun passerede lænede Kira sig frem mod mig.
”Hun er virkelig klam,” hviskede hun med hævede øjenbryn.
”Jeg har hørt, at hun aldrig vasker sit hår,” hviskede Hannah, mens hun
stirrede efter hende. Jeg så ned mod jorden og lod, som om jeg var optaget
af at duppe asken af min cigaret.
”Synes du ikke bare, at det er ulækkert?” fortsatte Kira. Jeg nikkede, stadig
med øjnene sænkede.
”Mhm,” mumlede jeg som svar.
Jeg troede, at hvis jeg ikke rigtigt svarede dem, så ville de holde op med
at snakke om hende. Men det blev kun værre, for de syntes det var sjovt at
54
hviske højere. Hun hørte altid, hvad de sagde - og hvad jeg sagde. Men hun
sænkede for det meste hovedet, og gik forbi uden at se på os. Det var tydeligt,
at hun var ved at græde hver gang. Det gjorde mig altid vred, når hun
bare strøg forbi med tårer i øjnene. Jeg syntes, at hun var enormt dum.
Engang skulle vi alle skifte tøj i omklædningsrummet. Kira fik øje på
Sarahs taske, som lå åben på gulvet, en tampon lå øverst. Den var helt synlig.
Jeg startede med at ignorere Kiras fnis, men da hun kaldte på mig, vidste
jeg, at der ville ske noget slemt. Hun viste mig tamponen, mens Sarah var
på toilettet, derefter trak hun mig med hen til hver enkelt pige i omklædningsrummet
og hviskede lidt i ørene på dem.
Pigerne fnisede højlydt, da Sarah kom ud. Hun så et øjeblik på os, hvorefter
hun blinkede et par gange og gik hen til sin taske. Hendes øjne var tårefyldte.
Hun bøjede sig ned for at samle sin taske op fra gulvet, og så begyndte
vi alle at smide tamponer i hovedet på hende. Latteren ville ingen ende
tage. Selv da Sarah løb ind på toilettet og ikke dukkede op til gymnastiktimen.
Derefter var der ofte dage, hvor vi lavede en tampon på tavlen og skrev
Sarah ved siden af. Eller også proppede vi bind ind i hendes bøger, når hun
smuttede på toilettet.
Vi opdagede snart, at Sarah også havde vanen at stryge håret bag ørerne
konstant, når hun blev nervøs. Så vi begyndte at gå i vejen for hende, hun
blev nødt til at stoppe op, og vi strøg vores hår bag ørene med store, uskyldige
øjne. Det var noget vi fortsatte med at gøre i flere uger.
Nu stod jeg med pigerne ude i skolegården. Sarah var sikkert gået hjem,
jeg havde ikke set hende siden vores ’sammenstød’ på pigetoilettet. Hannah
rakte mig en smøg, og jeg tog taknemmeligt imod den. Det ville gøre mig
roligere at ryge. Det gjorde det altid. Jeg mærkede mine nerver slappe af.
Kira foreslog, at vi skulle pjække fra de sidste to timer og tage hjem til
hende, så det gjorde vi.
”Em, der er sket noget,” lød Kiras stemme i telefonen. Jeg gned mit ene øje
med min frie hånd, og satte mig langsomt op i min seng.
”Hvad?” spurgte jeg en smule groggy og irriteret. Jeg havde haft min
favoritdrøm. Den, hvor jeg blev lykkeligt gift med Orlando Bloom. Kiras
opkald var kommet lige, da han var ved at sige sit ja. Virkelig fantastisk
timing. Jeg kiggede på mit vækkeur. Klokken var halv seks om morgenen.
”Det er Sarah,” svarede Kira, hun lød en smule ængstelig, som om hun
heller ikke havde det særlig godt.
”Hvad er der med Sarah?” spurgte jeg og blev med et lysvågen. Ængste-
55

ligheden i Kiras stemme gjorde det klart, at der var noget rivende galt.
”Bare mød mig på Sarahs vej, okay?” skyndte Kira.
”Ja, men-” begyndte jeg. Hun lagde på. Jeg måtte hellere skynde mig.
Nysgerrigheden fik mig til at sætte farten op, da jeg havde trukket min sommerjakke
over natblusen, og forlod huset. Solen stod stadig lavt på himlen,
og der duftede af friske, grønne blade. Sarah boede på den vej, der kom, når
man drejede til venstre for enden af min vej. Jeg småløb lidt. Min mave
begyndte at rumle af sult, inden jeg var drejet til venstre - men et chokerende
syn fik mig til at stivne på hjørnet, og jeg glemte alt om morgenmad, og
drømmen om Orlando Bloom.
Mit hjerte hamrede som en ophidset tromme i min brystkasse.
Solen forsvandt lidt bag nogle tætte skyer, og det blev pludselig køligere.
Jeg rystede lidt under sommerjakken, mens jeg gik ned af vejen mod Sarahs
hus. Naboerne var samlet udenfor på vejen. Flere stod med armene foldet
over brystet og andre stod på tå, for at få øje på et eller andet. Nogle af dem
hviskede til hinanden og rystede på hovederne. Men det var ikke nær så foruroligende
som at se ambulancen, der stod parkeret i indkørslen til Sarahs
hjem.
Jeg kiggede ikke efter Kira. Jeg var alt for optaget efter at se, hvad der
foregik. Jeg gik langsomt forbi de andre.
Da jeg nåede helt op foran, fik jeg øje på Sarahs forældre, der stod ude på
terrassen. Hendes fars ansigt var sammenbidt, som om han havde kramper.
Han hvilede en hånd på sin kones ryg. De stod tæt sammen. Sarahs mor stod
med et lommetørklæde knuget i en rystende hånd. Hendes ansigt var blegt,
men øjnene var røde og hævede. Hun stod som en stenstøtte og stirrede mod
jorden. Det så ud, som om de ventede.
Solen var nu helt forsvundet. Mørke skyer trak sig sammen, og luften blev
tyk og fugtig. En regndråbe landede på min pande, en anden på min hånd.
Jeg kiggede op og trak vejret dybt. Det hele føltes så uvirkeligt. Min hjerne
havde slået helt fra.
”Em,” kaldte Kira og dukkede frem ved min venstre side. Hun så forpustet
ud, som om hun havde løbet hele vejen fra sit eget hus til Sarahs. ”Har du
set hende?” Hendes blik fløj fra Sarahs forældre til ambulancen. Jeg prøvede
at synke, men min hals var tør. Det begyndte at støvregne.
”Nu kommer de,” hviskede en kvinde, der stod bag ved mig.
Jeg vendte mit blik mod hoveddøren. Den blev åbnet, og en af ambulancefolkene
trådte ud på terrassen. Bag ham dukkede to andre frem, bærende
på en båre. Båren var dækket med et hvidt lagen - men det var tydeligt, at der
56
lå en person under lagenet.
Det ramte mig som et slag i ansigtet. Jeg fulgte båren med øjnene, mens
Sarahs mor brød ud i gråd. Kira pressede en hånd mod sin mund.
”Åh Gud,” hviskede hun forfærdet.
”Stakkels pige. Druknede i badekaret,” sagde en mand lavt. Han stod et
lille stykke foran mig.
”Druknede?” spurgte kvinden, der stod bag mig. ”Jeg hørte, at det var
selvmord.” Jeg mødte Kiras skræmte blik, men jeg kunne ikke finde på noget
at sige. Pludselig ville jeg bare væk.
Regnen tog til i styrke. Den gennemblødte lagenet. Jeg fik øje på en bleg
hånd, der hang fra båren. Kvalmen steg i mig. Jeg var nødt til at komme væk.
Folk stod helt stille og så på. Jeg vendte mig om og løb.
”Em?” kaldte Kira med en lille stemme. ”Emma!”
Jeg løb ind i folk, og de mumlede et eller andet irriteret, men jeg kunne
ikke sige undskyld. Mine tanker var fuldstændig uklare. Jeg løb alt, hvad jeg
kunne. Passerede røde, hvide og grå huse. Regnen gennemblødte mit tøj, og
dryppede fra mit hår og ansigt. Jeg så intet andet end flimren for øjnene. Min
mave havde snøret sig sammen, og jeg prøvede på at holde kvalmen væk.
På et eller andet tidspunkt standsede jeg op midt på en tom gade. Jeg
havde ingen anelse om, hvor jeg befandt mig. Jeg trak vejret i hurtige hik, og
tårerne pressede på. Kantstenen var mudret til, men jeg satte mig alligevel -
det betød ikke noget. Intet syntes at have betydning for mig mere. Det var
ikke meningen, at dette skulle ske. Det havde aldrig været min mening.
Billederne af Sarahs forældre blev ved med at dukke op for mine øjne. Jeg
lukkede øjnene og skjulte ansigtet i hænderne…
Nogen gange befinder man sig i et øjeblik, hvor øjnene ser ting, de ikke vil
se. Man lukker øjnene i håbet om, at når man åbner dem igen, så eksisterer
det ubehagelige ikke mere. Men man håber så meget, at man begynder at tro
på det, og man åbner øjnene. Man ser regnen, og man hører dens bebrejdende
trommen på bilernes tage - så man rejser sig op, lukker øjeblikket ude og
går hjem.
57

De falne
af Anders Nordli Knudsen, Norge
Regnet fosset nedover takrennene. Det brølte som en stein ned en fjellside
der den for bortover mot sitt fall. En sprekk endret dessverre turen for noe
av regnvannet, og det falt som tunge dråper på skikkelsen under.
Drypp, drypp, drypp.
Skikkelsen trakk inn den friske morgenluften.
Blå rennende øyne, like våte som verden rundt, stirret tomt ut i lufta.
Han enset ikke vannet som sildret ned fra den en gang så fine hatten.
Han enset ikke de allerede gjennombløte, frosne klærne.
Han enset ikke at verden våknet rundt ham.
For han var like ødelagt, som takrenna over.
Det var en helt vanlig dag.
Det vil si for Ståle, en dag for å tenke ut en ny unnskyldning for å ha kommet
fem minutter for sent, igjen. Det spørrende uttrykket til avdelingslederen
fortalte alt.
”Hvilken naturkatastrofe rammet vekkerklokka i dag?” spurte hun trett.
Ståle bare smilte mens hun veivet ham bort mot plassen hans.
Han satte seg ned på stolen, slapp sekken ved siden av seg og fikk en konvolutt
på bordet.
Ståle tittet opp på budbringeren.
”Sjefen vil snakke med deg, nå!”
Ståle steg hostende inn i det røykfylte rommet.
Granskende øyne iakttok ham bak duggete briller i det mørke kontoret. Et
rom opplyst av solstråler som gjennomborret gardinene og glørne fra sigaretten
sjefen hadde tent.
”Hallo Ståle Andersen,” lød det rolig bak sigaretten.
Sjefen reiste seg stødig og studerte Ståle med øynene, før en hostebølge
slo ham ned på stolen igjen.
”Stygg hoste,” bemerket Ståle.
Sjefen nikket og satte hendene på bordet. Gatelyder mumlet i bakgrun-
59

nen, og de to stirret på hverandre en lang stund.
”Vet du hvorfor du er her?”
Ståle holdt opp det åpnete brevet.
”Da vet du hvorfor du må dra?”
”Jeg har ikke…”
Sjefen avbrøt ham med en håndsopprekning.
”Vi jobber for et stort firma, Andersen. Et firma med mange hemmeligheter
vi ikke vil gi ut. Ting vi bare betror til de av høyest rang eller de vi har
størst tillit til. Hvordan du fant ut den opplysningen vet ikke jeg, men det
både jeg og du vet, er at vi må finne en løsning på problemet.
Inntil vi vet sikkert, for det var fra din maskin denne opplysningen ble
røpet, må du forlate oss.
La oss begge håpe vi tar feil.”
Sjefen reiste seg, tok Ståle i hånda og viste ham ut.
En tåre svømte forsiktig bak brillene og mot sigaretten.
Skoene subbet bortover gangen. Skuldrene hang, hatten satt skjevt og øynene
stirret fra en avgrunn.
Endelig hjemme, var den første tanken Ståle fikk da han tok i dørhåndtaket.
Han vred det, han dyttet og han banket på.
Bak den låste døren hørtes hjertesårende gråt.
Foran på døra hang en lapp:
Hvis du virkelig elsker meg, sov i bakgata.
Hvis ikke, dra til helvete din utro jævel.
Døra gikk opp, og en jakke angrep Ståle.
Med et brak ble døra lukket og låst.
Ståle sto der, stirret på døren og prøvde å begripe hva som hadde hendt.
Det gikk noen minutter før hjernen tok igjen verden. Ståle spaserte bort
til veggen, snudde ryggen og sank sakte ned. Han stirret på lappen, på døra,
på hatten som hadde falt på ganggulvet og jakka han holdt. Kinnene ble fuktet,
regn falt på skjorta og hodet falt i hendene. Små strimer av vann ble tørket
opp, og Ståle så opp med hovne øyne. Døra var like låst.
Sakte reiste han seg. Med langsomme fottrinn subbet Ståle bortover og
ned trappene. For hvert trinn ned sank også hans humør likeså.
Ståle entret dem skitne bakgaten, et sted få feiere aktet å ta turen. Med
tunge skritt spaserte han over avfall som hadde blitt liggende, halvfulle søp-
60
pelposer og løst bygningsmateriale. Han samlet noen litt rene svarte poser og
puttet dem i en haug, før han datt ned på dem.
Hva er det som skjer?
Ståle tittet opp. Fortvilet tørket han vekk tårene som hadde samlet seg.
Hvorfor skjer dette med meg?
Og ettersom lyset falmet, gjorde også tankene hans det.
Drypp, drypp, drypp.
Et ørlite tegn av liv kom til syne på den ødelagte personen.
Han ristet seg ut av mørke tanker, og våknet til live. Ståle tittet på den lille
fossen av vann som sildret ned fra hatten. Han var knekt. Hvorfor de tingene
skjedde dagen før hadde han ingen begrep om, men han visste en ting.
Uskyldig, det var han.
Jeg har ikke røpet noe om en ting jeg ikke vet om. Og jeg har ihvertfall
ikke vært utro.
Hvem gjør dette mot meg?
Et fottrinn. Med frosne fingre løftet Ståle hatten og reiste seg i sittende
stilling.
Fottrinnene kom nærmere. De stoppet. Skikkelsen stirret på Ståle, Ståle
stirret tilbake.
”Ynkelig!”
Skikkelsen slo ned en svart paraply han hadde kommet med. Det var en
ung mann, på alder som Ståle, med svart lærjakke og brunlig hår. De stirret
ubehagelig på hverandre.
”Hvem er du?”
Skikkelsen flirte.
”Hatt en fin dag på jobben i går?”
En kald istapp sank nedover ryggen og inn i magen på Ståle. Munnen
hans åpnet seg, men ingen ord slapp fri.
”Ikke like pratsom som den gangen hva? Men, men. Folk forandrer seg.”
”Kjenner jeg deg?” Et gnist av sinne kom til syne i Ståles øyne, men forsvant
da tomheten kom tilbake.
”Kjenner og kjenner. Vi var mye sammen på gamleskolen. Men ikke som
venner.”
Det glødet i øynene til skikkelsen, munnen vred seg opp i et ondt smil og
viste rene hvite tenner.
”Du husker det kanskje ikke? Men du var jo alltid med den vennen din,
og eneste tanker du hadde på den tiden var enten han eller kjæresten. Og når
61

vi først snakker om det, så var jo dette et besynderlig sted å ligge, var det
ikke?”
”Passer meg fint, mye lufting;” svarte Ståle trøtt. Men den knyttede høyrehånda
røpet hans sinne.
”Som du vil. Men kjæresten din nå var ikke særlig glad for å høre eller se
eksen din. Du husker det kanskje ikke, men dere koste dere veldig på den
avslutningsturen vi var på. Og jeg filma den gangen. Ja, jeg filma, jeg sparte
på dem, jeg viste dem til din nåværende pike, men det er mulig jeg glemte
å si at det skjedde for noen år tilbake. Av og til kan jeg være så glemsom.
Og når jeg helt tilfeldig la den i posten, må jeg ha tatt av all informasjon om
den. Så klønete jeg er. Jeg er desverre redd for at jeg slettet alt unntatt de fine
scenene mellom deg og eksen. Jeg beklager på det aller sterkeste.”
Skikkelsen holdt Ståles fulle oppmerksomhet.
”Hvem er du?”
”Det du gjorde den gangen forandret livet mitt for alltid. Du og din venn
plagde meg, var ekkel, men det var det siste som skjedde som forandret alt.
Min mor døde på grunn av deg! Avslutningsturen, der vi klatret nedover fjellet,
der en knute tilfeldigvis var feilknytt og jeg falt. Hvem der var knuten
festet mot? Hvem der var klatreren over meg? Hvem der var det som knytet
den knuten? Å jo, det var Ståle Andersen. Jeg ble fløyet på sykehus, min mor
skulle besøke meg og en elv ble hennes grav. Ingenting hadde skjedd hvis det
ikke hadde vært for en knute!”
Skikkelsen strøk hånda over ansiktet, og det var ikke regn han tørket bort.
De ble stående og se på hverandre mens biler kjørte utenfor bakgaten. En
liten glød av gjenkjennelse blomstret i Ståles øyne.
”Ja, den eneste gutten i klassen som har en far som jobbet høyt oppe, tilfeldigvis
i den bedriften du jobbet i til i går. Jeg var forskrekket selv da jeg
fant ut at de gjemte et program i filene de sendte ut. Et program som samlet
data fra filene på mottakermaskinene. Men, men. Jeg turte jo ikke å si ifra
om det, så jeg tenkte kanskje min gode venn kunne gjøre det. Det virker som
om de ikke likte det så veldig, syns du ikke?”
Ståle kravlet seg opp, men falt tilbake da et skudd gjallet gjennom luften.
Skikkelsen strøk kjærlig på pistolløpet mens han stirret triumferende på den
falne.
”Neste skudd treffer. Og det skal det og. Du ødela livet mitt den gangen,
du drepte min mor, du og vennen din ga meg en oppvekst som tydeligvis
gjorde meg gal, men det betales tilbake, NÅ!”
Ståle holdt opp en hånd.
62
”Jeg beklager Loke…” stemmen hans bremset fingeren som holdt rundt
avtrekkeren.
De stirrer hverandre inn i øynene, Lokes isblå mot Ståles havblå.
”… jeg beklager det som skjedde med din mor, men det var ikke min feil.
Legg ned det våpenet nå. Alt kan oppklares på best måte.”
Loke nølte. Sakte sank hånden som holdt om pistolen.
”Jeg er glad for at du beklager deg. Farvel!”
Hånda til Loke for opp. Løpet siktet seg inn på Ståles bryst da et høyt
dunk gjennomboret bakgaten.
Loke fortsatte å se bort mot Ståle. Med oppsperrede øyne falt han framover,
og en murstein datt ved hans side.
”Har aldri likt ham, og han ble ikke noe bedre som voksen,” sa en mann
rolig.
Mannen gikk sakte over Loke, tittet ned på ham og ga ham et spark i
magen. Loke rørte seg ikke.
”Og vennen har et navn, Simen!”
Simen smilte for seg selv, gikk bort til Ståle og tok fram hånda. Ståle grep
hånda og løftet seg opp.
”Først ødelegger han alt for meg, så kommer han for å ødelegge ditt liv
og. Fyren er splitte pine gal. Men han gjorde en feil.”
Simen bøyde seg ned til Loke og sa stille:
”Når du først har ødelagt livet til én mann, ikke ødelegg livet til hans søsters
kjæreste!”
63

Sorte streger
af Mette Graah, Danmark
Skarpt optegnet sort eyeliner, tykt lag pudder, afbleget hår. Opfundet i syvende
klasse. Overraskende effektivt. Siden da er det hængt ved. Mit navn er
Maria. Og jeg har slået et menneske ihjel.
De har det alle sammen. Selv Kasper. Alle som en har de et eller andet, der
bare gør dem tusindfold bedre end hende. Følelsen af ikke at slå til har aldrig
ramt dem – berettiget. Men hun har erkendt sine svagheder. Hendes ildelugtende
armhuler, den stinkende personlighed. Når hun griner sammen med
dem, er det fordi, hun kender kunsten at snakke efter munden. De kommer
med oplægget. Smiler. De ved, de har sagt noget morsomt. Hun smiler tilbage.
Gentager deres ord, men kamuflerer dem så godt, at de ikke umiddelbart
genkender deres egen stemme, men alligevel lugter det, hun beskriver, som
deres fars frikadeller. Velkendt, men tilsat noget nyt. Paprika måske. Det er
lige før, de synes, det er sjovt. Griner. Høfligt. Den falske samhørighed, trygheden
ved at være sammen med en anden, der næsten synes, man er sjov at
snakke med, kendetegner hendes sociale liv. Men det er ikke nok. Ikke for
hende. Hun vil elskes. Rigtigt. Hun vil være Julie. Hun vil have, at hendes
helt egen Romeo kommer og redder hende fra katastrofen, der står på spring
bag det påklistrede Dukke Lise-smil. Hun vil have, at nogen kan huske hendes
navn.
”Bagerste række, i den grønne trøje, ja dig! Vil du være så venlig at læse
op?” Hun sukker. Sådan er det altid. Ingen kender pigen, der gemmer sig bag
planten på bagerste række. Ingen ville bemærke, hvis hun forsvandt. Hun har
aldrig eksisteret. Der er ikke nogen objektiv virkelighed, kun den virkelighed,
der findes inde i folks bevidsthed. Der har hun aldrig haft hjemme.
Alle ønsker at blive husket efter døden. At gøre en forskel. Forandre verden.
Hendes mormor sagde engang, at det ikke handler om at ændre livet for
alle mennesker på hele jorden. Bare man har gjort en forskel for et enkelt
menneske, vil man leve videre efter døden. Hun ved ikke, om hun tror på
Gud og himlen og alt det der hurlumhej, men hun tror på livet.
65

Det nøgne skrig fra skoleklokken får alle til at vågne fra den kollektive døs.
Endnu en helt almindelig begivenhedsløs dag er overstået. Skramlen med
stole, tasker, der nonchalant bliver slynget over den ene skulder, fortæller om
alle de frygtelig mange, langt mere interessante ting, der skal til at foregå
uden for skolens røde fængselsmure.
Hun samler langsomt sine ting sammen. Lægger de tre nyligt producerede
tegninger ned til de andre. Nøler lidt. En enkelt tegning finder alligevel
ikke nåde for det kritiske blik. Krøller den sammen og kaster den i skraldespanden.
Den rammer kanten og falder på gulvet. Hun lader, som om hun ikke
ser det og forlader klasselokalet. Hun frygter, nogen vil lægge mærke til, at
hun går hjem alene. Igen. Uden noget mål for dagen. Frygten er naturligvis
ubegrundet. Ingen lægger mærke til noget. Hvis nogen spurgte, ville de nok
sige, de aldrig havde set hende før. Eller at hun muligvis gik i parallelklassen.
Kasper står tilbage som den sidste. Diskuterer passioneret et eller andet
med læreren. Hvorvidt det ville være muligt at fodre citronsommerfuglelarven
med farvestof, hvis den ikke selv var i stand til at tilpasse sig naturligt
til ændringerne af dens levested og de eventuelle etiske konsekvenser af et
sådant eksperiment. Brillerne glider lidt ned på hans næse. Han maser dem
op mod næseroden med en buttet finger. Stellet laver et lyserødt aftryk på
huden. Læreren ser træt ud. Det har også været en hård dag. Endnu en venter
på den anden side af natten.
Hun lukker forsigtigt døren bag sig. Værelset er pinligt rent. Ikke et støvkorn
er til at få øje på. Det er unormalt. Hun var engang hjemme hos Ditte fra
klassen. De skulle lave en opgave om noget geofysik. Ikke hendes stærkeste
side. Dittes værelse havde lignet Hiroshima efter Anden Verdenskrig. Tøj,
smykker, gamle postkort, nullermænd på størrelse med knytnæver, blå plasticgrise
med I LOVE YOU på siden. Ud over det hele. Hun havde opført sig,
som om det var et palads. Det føltes faktisk rart at være der. Lugten af liv lå
som en tåge i rummet.
Hun sætter sig tungt på sengen. Tænker. Skifter mening. Sætter sig ved
skrivebordet og tager en blyant frem. En time efter kigger en pige op på
hende med hårde grå øjne. Indrammede af sorte streger. Hvide hårtjavser falder
ned i ansigtet på hende. Hendes perfekte lyse hud afslører ingenting.
Hendes læber kruses let i kanten. I et ironisk smil. Pigens tøj er stramt og
udfordrende. Hun står med let spredte ben. Hænderne i siden. Hende er der
ingen, der kan tage pis på. Ingen der kan overse. Ingen der vil glemme.
66
Styrken. Råheden. Det tager helt vejret fra hende.
Hun river øjnene væk fra papiret og vender dem mod spejlet på den modsatte
væg. Musen prøver at undgå øjenkontakt. Grå og uanselig. Gemmer
sig. Leverpostejen har erstattet de kridhvide dun fra børnehaven. Den grønne
trøje får huden til at se syg ud. Øjnene vender nedad. Det samme gør
munden. Man kan ikke rigtig få øje på hende. Livet er flygtet væk fra øjnene,
ud gennem næseborene. Lyset, der trænger ind gennem de tynde blondegardiner,
viger nærmest uden om hende. Undgår at oplyse den plads hun
optager. Solstråler danser kædedans på væggen lige ved siden af. Det er
umuligt at skelne hendes ansigtstræk.
Pigen på papiret smiler nu for alvor. Hårdt. Dømmende. Musen farer sammen.
Piler ned i musehullet under radiatoren, der ikke var der for et øjeblik
siden. Forsvinder i de lange eftermiddagsskygger. Pigens smil bliver til
flade, tomme toner, der stiger opad til isnende latter.
Hånden ryster let. Satans. Stregen er ikke helt lige, udtværet. Om igen. To
glinsende juveler sidder nu i øjenhulernes sorte sokler. Huden er mat og fejlfri.
Munden smiler, øjnene er ikke med. Jeg hiver en anelse op i bukselinningen
på de lavtaljerede jeans. De sidder perfekt. Jeg er perfekt.
Smækker døren på min vej ud af huset. Jeg må væk fra det her skide parcelhushelvede.
Ligusterhækkene kvæler enhver lyd. Ingen græsslåmaskiners
brølen bryder stilheden. Skriget fra en døende familiefar med konens skarpeste
Globalkøkkenkniv stikkende ud mellem ribbenene ville gennemhulle
den tunge luft, og ekkoet ville slå frem og tilbage mellem murene i et uendeligt
pingpongspil. Alligevel ville ingen tage sig af det.
Jeg farer forbi de ens huse. De står skulder ved skulder. Bryster sig af
deres borgerlige konservatisme og velplejede haver. Jeg udholder ikke et
minut mere. Jeg vil væk. Ind til byen.
Jeg kommer hjem dagen efter. Forældrene har røde øjne. Moren smiler gennem
en mængde vand, der oversvømmer min bluse, mens hun klemmer luften
ud af mig. Vi sætter os ved køkkenbordet med en kop lunken te.
Fjernsynet kværner svagt i baggrunden. Noget forfærdeligt er sket. Siger jeg.
Det er umuligt at vende tilbage til skolen. Jeg vil skifte. Fra i morgen. De
bøjer sig for Maria.
Bussen skrumpler af sted, og alle passagererne skrumpler med i takt til hullerne
i vejen. Af og til går dørene op og i, folk enten sluges eller spyttes ud.
67

Lidt længere fremme sidder to gamle damer med deres blomstrede tørklæder
om halsen og klamrer sig til deres paraplyer. Hvis det nu skulle give sig til at
regne. Diskuterer om den eneste kumulussky, de kan få øje på, mon er vandtæt.
Hvis jeg ville, kunne jeg følge med i alle samtaler i hele bussen. Men
gør det ikke. Retter blikket mod den snavsede rude. Et lille insekt drøner
frem og tilbage på den smalle liste under vinduet. Opbruger sine sidste kræfter.
Står stille. Jeg prikker til den. Den sætter sig skræmt i bevægelse igen.
Står stille. Tror sig sikker. Ser ikke Guds hånd, der kommer oppefra og
bestemmer, at det er dens tur til at himle.
Jeg tjekker mobilen for beskeder. Overvejer om jeg skulle tænde en cigaret.
Selvom der er rygeforbud. Leger med lighteren.
”Helene, er det dig? Det var lige før, jeg ikke kunne kende dig.” Det er en
dreng, der spørger. Men jeg ved ikke, hvem han taler til. Vender vilkårligt
hovedet for at få øje på vedkommende. Mit blik møder i stedet hans. Er det
mon mig, han mener?
ӯh, jeg ved ikke rigtig, hvem du er, og hvor du kender mig fra. Men jeg
hedder altså ikke Helene.”
”Ej, kan du slet ikke huske mig? Det er mig, Kasper. Vi har gået i klasse
sammen i syv år.” Han presser brillerne op i panden. Han sveder som en gris
i den kogende bus. De glider straks ned igen.
”Hvad snakker du om? Jeg hedder Maria. Jeg kender ikke nogen Kasper.”
Han roder forfjamsket i håret. Kors hvor er han latterlig. Jeg kan ikke huske
at have mødt nogen andre, der er så meget til grin. Jeg får lyst til at le højt.
”Maria?” Han lyder forvirret. Ryster på hovedet. ”Nej, nej, jeg er altså
helt sikker på, vi har gået i klasse sammen. Vi snakkede godt nok ikke så
meget sammen. Du sad altid nede bagerst i klassen. Bag planten. Og tegnede.”
”Helt ærligt, så lad mig dog være i fred!” Men min stemme er usikker.
Den lystrer ikke, som den plejer. De to gamle damer vender sig misbilligende
om. De kan godt spare sig. Det her er jo ikke ligefrem en stillekupé.
”Undskyld, men da jeg så dig, så tænkte jeg bare, at du lignede hende her
Helene, som jeg gik i klasse med. Hun var vildt god til at tegne, men hun
flyttede lige pludselig. Hun glemte en af sine tegninger i klassen en dag. Er
du sikker på, det ikke er dig?” Rød i hovedet trækker han et meget krøllet
stykke papir frem fra sin taske, glatter det lidt og rækker mig det. De smukke
men kasserede streger springer op i øjnene på mig. Signaturen for neden.
Helene. Jeg kan ikke se klart. Alting flyder. Om et øjeblik vil de sorte streger
opløse sig og glide ned ad kinderne på mig. Maria ville aldrig tillade en
68
oversvømmelse af følelser af den kaliber. Slet ikke offentligt. I en stopfuld
stinkende bus. Men jeg kan ikke styre min krop. Den ryster. Gulvet i bussen
vibrerer og forsvinder. Jeg stirrer på tegningen. Pigen med de hårde grå øjne
i en tidligere ufærdig udgave. Jeg giver slip på papiret, og det opsuges af det
sorte hul, der er opstået under det sted, hvor bussens gulv burde have været.
Bussen svinger skarpt til højre, og jeg rækker ud efter et fast punkt at støtte
mig til for ikke at trimle ned i midtergangen. Nogen kommer mig i forkøbet.
Kasper griber min arm og forhindrer faldet.
”Tak…”mumler jeg. Han griner og skubber til brillerne.
”Så, hvor er du på vej hen Helene?”
69

Isklumpen
af Lisa Jagemark, Sverige
Det enda hon hatade mer än mat var sin kropp. I spegeln reflekterades den
mest motbjudande varelse hon någonsin sett: hon själv. Sadistiskt tvingade
hon sig själv att titta. Titta på valkarna, på magen, låren, midjan, allt. När hon
var ensam brukade hon tänka att hon var fast i ett skal. Ett skal som inte tillhörde
henne, men som hon inte kunde rymma från. Att hon satt därinne och
såg ut på alla andra runt omkring. Om andra människor var i närheten var de
tankarna prydligt ihopvikta och bortstoppade, som om någon på något
magiskt sätt kunde läsa hennes tankar, säga emot och ta ifrån henne hennes
sista utväg, det enda sätt hon skulle kunna påverka skalet.
Nu var det dagen med stort D. Domedagen. Dagen hon längtat efter och
våndats inför. Hon skulle hem till en kompis, vars badrum rymde en våg med
röda digitalsiffror. Trots orosknuten i magtrakten ville hon gärna veta. Hon
hade gått runt tryggt ovetande alltför länge. Reglerna skulle bli hårdare om
siffrorna visade fel, lovade hon sig själv.
Utanför ven novembervinden, och hon letade fram sin svarta vinterkappa
ur garderoben, istället för den vanliga jeansjackan. På sista tiden hade hon
haft så lätt för att frysa.
Hon lämnade lägenheten och gick målmedvetet mot centrum. Hon ökade
takten, förlängde stegen och lät armarna pendla längst med sidorna. Allt för
att förbränna mera. Trottoaren var fylld av människor. Hon gick intill husväggarna
för att slippa väja för dem när de stressade förbi.
Hon klev ut från folkmassan och stannade vid en port. De gjorde henne
alltid orolig. Överallt var de, de som inte behövde oroa sig för sina skal, om
de nu hade några. De som var smala eller snygga, eller både och. Hon brukade
låta blicken vila på dem när de gick förbi, och det skar till i hjärtat varje
gång. Innanför porten fanns en trappa, som hon raskt stegade uppför. Allt för
förbränningen.
Kompisen öppnade direkt, och hälsade henne välkommen med en tjejig
kram och ett skratt. Hon slängde med sitt lockiga hår och skrattade, och det
var svårt för henne att inte bli avundsjuk på kompisens obekymrade uppsyn.
71

Hettan från teet strålade ut genom den stora koppens sidor, och hon värmde
sina iskalla händer på den. Kylan verkade komma inifrån, för rummet var
inte speciellt kallt, insåg hon. Det var hon som var kall. En grå, ribbstickad
kofta hängde lös runt hennes axlar. Hon drog i den för att stänga ute kylan.
Eller för att stänga inne den? Kompisen hällde i ännu en sked socker i citronteet.
- Vet du vad jag har köpt?
Kompisens röst berättade att vad det än var hon köpt, var det något som
hon tyckte var en riktigt bra idé.
- Vaniljbullar, konstaterade hon i triumf.
Kompisen hämtade en brun papperspåse med flottfläckar över trycket
med bageriets logotype. Två sockerindränkta kaloribomber landade på det
vita fatet som stod framme på diskbänken. Hon stirrade på fatet när hennes
kompis förde det mot henne, hennes ögon kunde inte slita sig från åsynen av
sin värsta mardröm. Pulsen dunkade i öronen och andetagen blev korta och
ansträngda.
- Måste på toa bara.
Hon skyndade ut ur köket.
Man gick in i badrummet via hallen, som i så många andra lägenheter.
Hon tog några djupa andetag medan lysrören flimrade innan de lyste upp de
kaklade väggarna.
45,6.
Vågens siffror talade sitt tydliga språk. Hon tittade upp och mötte sin bild
i spegeln. Hennes ögon var vattniga och de torra läpparna, som borde varit
krökta i ett leende, var sammanpressade till ett tunt streck. Varför var hon
inte lycklig? Var var den där sprudlande glädjen, som hon känt förra gången
hon tappat i vikt? Varför kände hon en likgiltig isklump växa inombords?
Eller, den var inte likgiltig egentligen. Den symboliserade något hon glömt.
Den påminde henne om något som hon lämnat bakom sig, åsikter som hon
sedan länge begravt.
När de första tre kilona runnit av henne hade hon var barnsligt, ologiskt
glad. Dopaminer och endorfiner rakt igenom. De följande fyra hade tagit
längre tid, men även de hade fört med sig ett lyckligt lugn. Men allt det där
var bortblåst, det var för flera månader sen, och hennes hjärnas glädjedroger
var utbytta mot en tung isklump där hjärtat borde vara.
Och nu hade hon gått ner fem kilo till. Alltså sammanlagt 13 kilo, räknade
hon snabbt ut. Hon tyckte att det var en konstig siffra, det var någonting
onåbart med otursnumret som störde henne. Och skalet hade inte påverkats
72
alls. Det var stabilt och hur mycket hon än knackade på det inifrån, hördes
det inte ut.
- Jag mår illa. Förlåt, jag måste gå, mumlade hon när hon kommit tillbaka
till köket.
Kompisens ögonbryn möttes oroligt vid näsroten.
- Okej? svarade hon försiktigt.
Hon hade några sockersmulor i mungipan.
- Tack för teet och så, sa hon innan hon smet ut i trappuppgången.
Hon nästan flög ner för trapporna. Ut och bort, snabbt.
Dörrmattan var sträv mot hennes lealösa armar. Hon hade satt sig ned så fort
dörren gått igen bakom henne. Hur länge hon satt så, stirrande ut i tomma
intet, visste hon inte, men så småningom hamnade hon i sitt eget rum. Hon
lade in en cd-skiva i sin svarta stereo och kopplade in hörlurarna. De var
stora och såg ut som Musse Pigg-öron mot hennes blonda hår. Hon tryckte
dem hårt mot huvudet, för att stänga ute alla tankar som hela tiden hotade att
störa. Det fungerade inte. Tankarna trängde sig på. De nästlade sig in mellan
textraderna, och i textraderna. Hur hårt hon än tryckte, var de fortfarande
där. Hon lät armarna falla ned bredvid kroppen istället.
En låt kom och gick, och så ännu en, och hon satt kvar på golvet och pillade
rastlöst med fransarna på trasmattan. Det kröp under huden på henne,
en rastlöshet som fyllde henne fullkomligt och som hon inte kunde ta sig
ifrån. Hon ville kvida, gråta och skrika, men hon visste att smärtan inte skulle
försvinna. Hon ville springa tills benen inte bar henne längre, men det
skulle inte heller hjälpa.
Jag kan sluta när jag vill, tänkte hon. Jag är inte onormal. Jag håller inte
på att tappa kontrollen.
Kylskåpet var ganska tomt. Hon noterade att det behövde handlas. Hon
stängde det igen, och satte sig på en av stolarna. Isklumpen dunkade som om
den var levande och hon ställde sig hastigt upp igen. I en av kökslådorna
hämtade hon en blank, ny kniv som hennes mamma fått i julklapp för några
år sedan. Hon lade ner den på diskbänken, men den passade inte där, den var
för blank och diskbänken var för plåtig och matt. Hon plockade upp den
igen, och såg på sina trötta ögon som speglades i knivens bredsida. Eggen
var inte nött som deras andra knivar var. Den här eggen var vass. För en
sekund glimtade något förbi, som inte var ett skal.
I frysen hittade hon en avlång plastburk som nästan frös fast på hennes
svettiga fingrar när hon bar den till mikron. Ur kylskåpet plockade hon fram
73

en av sina fiender. Hon drog efter andan vid åsynen av den feta korven, men
stålsatte sig. I snabb takt hämtade hon en stekpanna, skar upp falukorven i
två tunna skivor. Sedan lagade hon mat, något hon inte gjort på länge. Gaffel
och kniv tog hon fram ur en annan kökslåda. Hon dukade noggrant, nästan
maniskt, tog fram besticken och lade en servett prydligt ihopvikt bredvid.
Hon undvek att tänka några medvetna tankar, men det undermedvetna hördes
som ett svagt surr i bakgrunden.
Tapeterna i köket var prydda med äpplen i långa rader. Hon synade dem
systematiskt. Allt för att skjuta upp tanken på maten som nu låg klar framför
henne. Hon skar fumligt falukorven i små tärningar, lade upp en tärning och
några makaroner på gaffeln. Långsamt tuggade hon.
Ju längre tid man tar på sig, desto mättare blir man, på mindre mat,
viskade hennes undermedvetna.
Hon fortsatte med ett par tuggor till, men mumlet inifrån huvudet tog inte
slut. Isklumpen slogs mot rösterna, och kylan spreds ända ut i fingertopparna.
Som ett barn blåste hon på dem och gnuggade dem mot varandra för att
de skulle tina. Rösterna mässade: “Du är så fet. Du är så fel. Du är så fet.
Du är så fel”, och hon kröp ihop på stolen som om en osynlig knytnäve träffat
henne i solar plexus.
Rastlösheten kliade under skinnet, och som på en given signal smög hon
ner det mesta av maten i servetten, som om stolarna runt omkring henne inte
alls var tomma. Det sista spred hon ut som rester över tallriken. Några sekunder
stannade hon upp och såg på sin installation, innan hon slängde ner
hela paketet, tallrik, bestick och allt, i soppåsen.
Spegeln i badrummet, hennes bästa vän och fiende, reflekterade inte längre
skalet som den brukade. Hon satt ihopkrupen på golvet och såg på sin
bleka uppenbarelse. Det var något som hänt inuti, isklumpen hade gjort
något med henne. Surret i bakhuvudet, som kunde skada henne så mycket,
hade kylts ner. Långsamt hade hon vaknat, men verkligheten var hård, ogästvänlig
och okontrollerbar i jämförelse med den mardrömsvärld hon levt i så
länge. Och hon kunde inte hantera den här andra världen själv.
Med händerna krampaktigt slagna runt knäna insåg hon att det fanns
något hon var tvungen att göra.
Hon lät fingret löpa längst med de torra sidorna i telefonboken. Hennes
blick letade igenom namnen och telefonnumren och stannade upp när de
fann vad de sökte. Med darriga fingrar tryckte hon in siffrorna på den trådlösa
telefonen. Hon lät tummen vila mot knappen med den gröna luren på,
men vågade inte trycka. Mumlet stretade emot, men hon visste nu att kylan
74
var för svår för henne att hantera. Isklumpen måste smälta. Den kunde inte
finnas kvar om hon skulle göra det. Och det skulle hon.
Hon drog ett djupt andetag, och tvingade tummen att pressa ner knappen.
Flera signaler gick fram innan ett klick avslöjade att någon fanns i andra
änden.
- Ätstörningsenheten?
75

Mare
af Helene Mejer Nygårdsmoen, Norge
Et knepp startet det hele. To plater gikk inn i hverandre, steinen rullet. Alt
begynte i det små. Skjøre ristinger, ømme skjelv. Det ble sterkere, som en
fødende mors kramper. Tiden gikk fort, det var kanskje ingen tid i det hele
tatt. Skjelvene var harde, stramme, tette. Vannet skalv. Små bølger og ilinger
gikk over vannflaten. Strømmene rusket i tangen. Fiskene fløt og lekte
seg. Danser av glede og enkelhet, uvitende om fare og sorg.
En økning i tempo, et skjell fløt gjennom mylderet av farger. Gjennom
blomster, tang, planter og fisker. Forbi grønne hager og primitive hus.
Dansende forbi lekende barn og avslappede eldre. Raskere og raskere.
Ting ble plukket opp, revet løs og kastet videre. Langt, og enda litt lenger.
Engstlige blikk møtte hverandre mens møblene av koraller og rev ble flyttet
innendørs. De små ble kalt inn, og stemmer hvisket lavt for lyttende ører.
Grønne hender holdt hverandre, raske skritt hørtes mot dørene. Et sted fra
kunne man høre barnegråt. Delfiner hylte, hvaler brølte, tang sto som vimpler.
Mørket kom sigende. Det var for mye bevegelse i vannet, solen orket ikke
kjempe seg helt ned. Fra sprekker og gløtter kunne man skimte strimer av
lys. I halvmørke rom med et gult lampelys satt de. Vuggende fra side til side.
Svak nynning og mumling kunne høres fra alle kroker. Med et smeller det til,
lyset forsvant. En voldsom kraft tok tak i huset. Rev og slet. Lot det kjempe
om sin rett til å være, sin rett til å bli. Overnaturlige krefter, skrikende lyder.
Sjeler omgitt av et tett, trykkende mørke.
Han kjente hendene fomle i fanget, selvom det ikke var slik det skulle
være. Øynene lyste av skrekk, men også av noe annet. Noe tungt og uhåndterlig.
Nakken og hodet føltes tomt og tungt. Slitsomt å holde oppe, han ville
la det gli ned langs brystet. Ned under bordet og sove til alt var forbi. Husene
ristet, hagens frukter føk forbi vinduene. Lemmene var for, men han kunne
høre lydene av ting som traff. Ting som ble knust. Et skremmende hav av
bråk, bulder, hvining og hyling. Skoddene for vinduene ble revet vekk, man
kunne se ut. Et virvlende kaos av mørke. Bordene slo mot gulvet, stolene
veltet. Småsøstre, besteforeldre og foreldre. De var alle i det samme rommet
77

som ham, likevel kunne han ikke se dem, kun føle deres tilstedeværelse.
Med ett ble taket revet av. Det tunge, grå mørket omsluttet en, som alltid,
men på en annen måte. Nå var det absolutt. Det var bare vegger, hav og vann,
ting som ble kastet rundt, og skremte sinn. Han reiste seg fra kroken, føttene
skalv under ham. Tumlende i mørket fant han døren, trykket ned klinken
og falt ut i strømmende svart vann. Bak seg kjente han en hånd klemme om
foten. I strømmene bak ham kjempet de små, de eldre og alle i midten. Det
var en kamp mellom herskeren og dens underlegne. Kløkt var den eneste
styrke, havet var overlegent.
Han kjente seg dra med strømmen. Det var ikke mulig å feste blikket,
mørket føk forbi, og et nytt slukte ham. En hånd grep hans, et lite fjes så opp
på ham. Uskyldige øyne, dype og skremte. Med et krampaktig grep om hånden
rev han med den andre tak i en stein. Holdt seg fast til hendene blødde.
Forbi dem føk rester av liv. Minner av liv som var levd, og grunnlaget for nye.
Alt virvlet forbi, alt det selvfølgelige var plutselig ingenting. Det tok på
kroppen å holde seg fast. Øynene til den lille holdt ham bundet. Han klarte
ikke gi slipp, men det gikk ikke lenger. Strømmene var for sterke. Nølende,
med ristende, krampetatte muskler ble han hengende. Om han ga slipp i steinen
ville de begge to drive med strømmen. Knuses og slenges i stein, rev og
fjell. Om han ga slipp på sjelen han rådde over ville han kanskje bli hengende
en stund til.
Hånden åpnet seg. Et skremt blikk så opp på ham, bedende og engstelig.
Rødkantede øyne, og en skjelvende leppe. Et uhørlig skrik slapp ut av munnen
hennes idet de to fløt med strømmene. Kastet opp og ned, rundt og til
siden. Det minnet om en brutal dans der målet var døden. En dans ringet inn
i et eget minne, men uten at noen ville huske den. En anonym død ingen vil
vite noe om, men historiene vil likevel ble fortalt, uten viten. Uten følelse og
dramatikk. Uten at det går opp for en hva som egentlig skjer.
En strime med blod fulgte dem. Hvem som blødde visste de ikke.
Kroppene var utenfor rekkevidde. Man hadde ikke lenger kontakt med armer
og ben. Slått inn i steiner og gjenstander hadde de flyttet seg langt, og sjelen
var i ferd med å følge etter. En ny følelse fylte dem, som å våkne etter ditt
verste mareritt, men også som å se korallrevenes blomstring for første gang.
Brusende lyd som overdøvet alt annet. Bakken som tok et lettelsens sukk idet
vekten av vannet forsvant. Ruiner og gjenstander, trær og søppel. En gravplass,
fylt av elendighet og grusomhet. En gravplass der sorgen, smerten og
døden lå ovenpå jorden, storslått og ødelagt der den bit for bit blir avdekket
78
og født på ny. Sjelers siste vandringsplass, mennesker siste smil. Lykkelige
og ulykkelige, kjærester og venner, alle delte skjebne og hvileplass. Vannet
trakk seg tilbake, slik en dyne brettes av en sovende.
Forlatte kropper liggende der bakken avdekkes, andre flytende med ut i
det store åpne hav. Ut på en siste reise med makten som gjorde slutt på alt.
Med den tingen menneskets krefter ikke kan overvinne. Mannen med ljåens
redskap og følgesvenn, havet og dets uendelige makt. Idet vannet trakk seg
tilbake kom solens varme tilbake på jorden, som en ledende vei for de forlatte
kroppers sjel. For de som skulle finne veien opp fra jorden. Opp fra
gravplassen.
Et menneske fløt med vannet. Hodet dunket, og bevegelsesevnen var redusert.
Med armer og ben flytende ut til siden, dunkende inn i steiner og bunnen
føk det. Øynene var åpne, og nysgjerrige. Rundt var det mørkt, men det
ble raskt lysere. Havets mange blomster og planter kom til syne. Små fisker
tumlet i vannet. Kastet seg frem og tilbake, uten å være sjefen over sine egne
bevegelser. Overalt lå det istykkerrevne koraller og knuste skjell.
Øynene lette over landskapet rundt seg, søkende etter tegn på luft, liv og
land. Alt som kunne sees var hav, skjell og tang. Men alt var et fryktelig rot.
Tiden gikk sakte, som om hvert sekund tok en evighet. Lungene snørte seg
sammen, og det eneste som ble tenkt var tanken: Nå dør jeg.
Mennesket hadde et glassaktig blikk, som om alt på innsiden hadde sluttet
å fungere. Men bak øynene nappet det i nervetrådene. Hjernen slukte alle
inntrykkene. Alt rundt virvlet som tornadoer. Steiner ble sakte slynget opp,
og ting ble slept langs havbunnen. I en bortgjemt krok lå to sjeler i hverandres
armer. To underlige vesen i grønt. Kun først som et glimt, så senere klarere.
Hender foldet krampaktig i hverandre. Liggende rolig i strømmende
sjø, oppreist hav, rasende storm.
Synet blir grumsete, mot egen vilje forsvinner alle bildene. Svinner hen,
og vil aldri bli fortalt. Det som skjer i havet, blir i havet. Sakte stiger sjelen
ut av kroppen, opp av vannet og opp mot himmelen. Sammen med skjell,
steiner og tang virvler det tomme skallet av et menneske videre.
Som om ingenting noen gang ville være som det var, ble ting rykket vekk
fra sin ordinære tilværelse, og inn i et nytt liv. Om det ble noe.
I ensom majestet mellom gravene, en fallen storhet. En underlegen sjel
slått på kne av sin hersker. Stoltheten er skjøvet vekk. Veltet av bølgen står
steinen. Underlegen, og langt forbi sin storhetstid.
79

I ensom majestet mellom gravene, en fallen storhet. En underlegen sjel slått
på kne av sin hersker. Stoltheten er skjøvet vekk. Bøyd av bølgen står treet.
Underlegen, og langt forbi sin storhetstid.
80
En fiskedag
af Albin Ringstad, Sverige
Nyhetsteamet hade precis anlänt till stranden. Inslaget skulle vara i live på
morgonsändningen. Tobias Johansson stod ute på sin brygga och fiskade.
- Jag kunde se hur han slängde ut en metallbehållare i sjön. Det måste
vara gift!
Den kommentaren fick Tobias att släppa blicken från linan han höll på att
rulla in.
- Det är därför vi sänder här från Sandsjön.
Fiskedraget åkte upp i spöet. Tre dykare sprang förbi honom och hoppade
ner i vattnet. Sändningen hade precis tagit slut. En kvinna med fina kläder
gick raskt emot honom.
- Vi ska hitta det som dumpats.
- Inte på min brygga, svarade han bestämt.
- Jo, just på din brygga, för att jag säger det!
Beslutsamt kastade han ut. Han kastade långt ifrån dykarnas bubblor, men
ändå så att de skulle kunna märka hans ilska. Bottennapp... kul. Efter att han
ryckt lite så släppte det, men något satt på kroken. Ivrigt vevade han upp
linan i hopp om en liten aborre som skulle kunna bli väldigt god till frukost.
En metallbehållare, lite svart på ena sidan, vad skulle man med den till? Han
satte sig ner på bryggan och vinkade till sig kvinnan med fina kläder från
nyhetsgänget.
- Vad letar ni efter?
- Det vet vi inte riktigt, men grundat på vad din granne sa, så var det en
man i laboratorierock som dumpade något.
Det var mer än vad Tobias ville veta. Sånt folk var det värsta han visste.
De som trodde att de kunde rädda hela världen genom sin forskning. Själv
trodde han på fiske.
- Får vi en intervju?
- Får jag fiska?
- Skit i det då.
Hon stapplade iväg förnärmat, hon brukade få som hon ville, men hon var
81

heller inte den som gav upp så lätt. Hon ställde sig en bit bort för att se ut
över sjön. Saneringsbåtarna var på väg. Fler dykare också. De skulle finna
giftet, och hon ville vara med för att få en bit av äran.
Tobias tittade upp mot reporten. Hon såg beslutsam ut på något sätt. Nu
var frågan, skulle han lägga sig i hängmattan i lugn och ro, vänta på att allt
skulle blåsa över eller göra nåt åt saken. Han kunde inte bestämma sig, och
då var hängmattan det bästa alternativet. Strax efter så somnade han i den
trots oväsendet.
Han vaknade av att någon pratade med honom.
- Vad sa du?
- Får vi det?
- Jag menar innan, du glömde nog att väcka mig...
- Oj, förlåt, men jag undrade bara om vi fick låna din tomt, bara en kort
stund. Det ska komma en bil eller kanske i värsta fall två.
- Jag tror inte det du.
- Du får 2000!
- Jag vet inte...
- Kom igen.
- Shoot, gör det då.
Mannen som väckt honom tog upp sin mobil, slog snabbt och lätt ett nummer
som han hade knappat in många gånger.
- Det är bara att köra in!
Ett oväsen hördes. En liten bil anlände. Det var inte den lilla bilen som
stått för oljudet. En större bil, likt en lastbil, fast med öppet tak, åkte in. Den
var full av dykare med utrustning. En efter en hoppade de ut. Några var redan
redo för att dyka, andra fick lugnt och snällt ta på sig våtdräkterna.
Det hjälper inte att klaga. Jag får aldrig mera fiska. Det hjälper verkligen
inte, tänkte Tobias Johansson intensivt.
Flera båtar närmade sig land. Polisen var på väg. Inte bara ett par bilar
utan flera. Sjöpolisen var redan där och allting var på grund av den där grannen.
Hade han inte sagt något så hade han fiskat upp riktigt stora fiskar nu.
Sirener tjöt. Han klev ur hängmattan och gick ner mot bryggan. På vägen
snubblade han på en stubbe, och de som såg det skrattade åt honom.
- Lämna mig i fred för i hela fridens namn!
Där nere möttes han av den kvinnliga reporten som stod bland dykarutrustningen
och allt annat bråte.
- En intervju kanske? frågade hon.
- Det finns ingenstans att stå.
82
Hon ryckte på axlarna.
- Du är hopplös, sa hon.
Nu var det hon som gick. Han stod ensam vid bryggan. Tittade ner på
metallobjektet. Varför skulle nån slänga en sån fin grej. Han grep tag i det
för att ta med det till hängmattan och undersöka den lite närmre. Men när
han hade sträkt ut sig igen och kände på den glatta metallen måste han ha
somnat. Han drömde mycket otrevliga drömmar om fisktomma sjöar och hus
utan fiskespön.
Han väcktes av ett oljud, fast det låtit så här de senaste timmarna. Det var
som en mardröm. När han blickade ut över det som förr var tomt men nu var
fullt. Nu stod där också ambulanser. De var verkligen i plural. Han kunde
höra allt som lät, och allt lät, hela tiden. Det var väldigt körigt. Varför skulle
de komma just idag? Idag när han ville fiska? Var det så mycket begärt?
Tankarna for omkring. Han insåg att det inte hjälpte att bli arg, men han var
ändå inte långt ifrån det.
Tobias gick in och slog på teven. Han hittade ett program som verkade
intressant. Det var en kamera som följde en helikopter. Den for över en sjö.
Snabbt gick det. Närmade sig en massa båtar.
Tobias kunde höra ett flapprade ljud. Helikoptren svängde in över ett nytt
landskap. Fullt av bilar; polisbilar, ambulanser, lastbilar och alla andra konstiga
bilar man kunde tänka sig. Då såg man det. Den var över hans tomt!
Hans fisketomt! Han knäppte av teven och gick ut på verandan.
- En intervju? ropade den kvinnliga reporten när hon kom springades
emot honom.
Han var så chockad så att han inte visste vad han skulle svara. Helikoptern
landade precis.
- Kan ni inte bara åka härifrån? bad han.
- Vi åker precis efter det här, om du är med på det!
Han nickade tveksamt. Filmteamet var redo bara på några minuter.
- Jag står här med Tobias Johansson som bor här vid Sandsjöns strand,
ungefär där något giftigt avfall dumpats.
- Så vad tycker du om allt detta?
Hon höll fram micken.
- Det är förfärligt att en man som jag inte får fiska, sa han.
- Vad tycker du om att läkemedelsförtetaget Future Chemical dumpat
gift?
- Jag vill bara fiska! svarade han.
- Om en stund ska vi sända live härifrån med mannen som tipsade, fort-
83

satte reporten och efter att kameran slocknat sa hon:
- Jag menar, vi sticker när vi är klara.
Sen sprang hon snabbt iväg bort mot bilarna. Nu var han ensam. Ensam
bland människorna och fordornen. Han som bara ville vara ensam med fiskarna.
Men det skulle uppenbarligen dröja. Han kom att tänka på helikoptern!
Den var borta. Han kikade ut över sjön. Det var där den flöt på sina
pontoner. Han kunde inte se vad som försegick därborta och han brydde sig
inte heller.
Någon tutade på honom. De ville parkera där han stod.
- Jag står för i helvete här! sa han.
En gång till tutade bilen. Motvilligt flyttade han sig och gick ner mot
bryggan. Hans granne blev intervjuad. Han ville egentligen inte lyssna men
kunde inte låta bli.
- Vad var det han dumpade i vattnet?
- Jo, det var en metallgrej. Det var svårt att se.
- Det var bra att du larmade i alla fall. Då tackar vi för din medverkan.
Tobias gick mot hängmattan. Återigen satte han sig i den och funderade
på vad han skulle göra. Hans blick fastnade tillslut på metallbehållaren han
fiskat upp. Han tog upp den och gick långsamt ner till bryggan där reporterteamet
stod kvar.
- Hur sa han att giftet var förpackat? frågade han innan han kommit fram.
- Jo, det skulle vara i metall, lite svart på ena sidan.
Han kände hur det lättade i bröstet. Han höll upp metallbehållaren. Den
var lite svart på ena sidan.
- Jag har det förbannade giftet! sa han.
Nu skulle hans tomt bli hans tomt igen. Han tog ett steg till för att lämna
över behållaren, men snubblade på stubben igen. En ganska trögflytande vätska
rann ut sig i gräset och förångades upp mot hans ansikte. Han hann inte
känna mycket innan han ramlade ihop helt lealöst. Ingen annan runt omkring
kände heller något när de föll ihop.
Allt var vitt. Lite för vitt. Det blåste. Lite kylig luft faktiskt. Ögonen hade
inte hunnit ställa in sig. Han var nog ensam.
- Hallå?
Inget svar. En röd knapp fanns nära. Han låg i en mjuk säng. Han hörde
pipet från en hjärtmaskin. Det var nog ett bra tecken. Han hade dropp också,
det var mindre bra, men det fanns värre saker i livet. Han försökte sätta sig
upp. Det gick när han drog sig upp i handtaget över sängen. Han tryckte på
84
den röda knappen. Ögonen hade vant sig. En sjuksköterska kom in.
- Åhh, du har vaknat!
- Ja, vad är det som har hänt?
- Jo, du fick in gift i lungorna så du säckade ihop. Det var livshotande i
flera dagar, men det stabiliserade sig. Du har legat här i tre veckor. Du har
verkligen haft tur. Det var flera som inte klarade det, men du var stark.
Doktorn får berätta mer om det senare. Jag har inte koll på det hela, men vet
att du måste vila.
Hon gick ut. Det blev tyst igen. Han låg och tänkte på allt som hade hänt
den dagen för tre veckor sen. Det hade varit en jobbig dag. Han hade inte
fångat en enda fisk. Det som skulle ha varit en fiskedag. Han undrade hur
många som inte klarat sig. Han undrade vad som hade hänt med den som
dumpade giftet. Han slog på teven, textTV brukade ha de flesta nyheter. Han
letade och till slut hittade han det.
”Giftolyckan vid Sandsjön har hittills skördat 3 dödsoffer och ett 20-tal
personer står fortfarande under läkaruppsikt. Tobias Johansson, den man
som fann giftet i en behållare och sedan tappade den, hör till de förgiftade.
Trots att han står under läkarkontroll på Sahlgrenska har han polisanmälts av
några av de andra skadade. Gärningsmannen, Carl Magnusson, också ägare
av Future Chemicals, laboratoriet som giftet tillverkades i, har häktats. Det
förorenade området har sanerats och uppges nu vara helt giftfritt”
Han blev chockad över anmälningarna, men ändå spred sig ett lugn i
honom. Allt var i alla fall över och hans fel var det inte. Han hade ju bara
velat fiska, och snart skulle han komma att kunna fiska. Kanske innan sommarn
var slut, om inte räckte det med att klä sig varmt. Då skulle det kunna
ligga is över sjön, men då var det bara att borra ett hål. Ingenting var omöjligt
när det gällde fiske. Snart, kanske inte jättesnart, men snart, skulle han
fiska!
85

Det perfekte menneske
af Kim Stig Andersen, Danmark
Det lyse mørke brændte inde i hans nethinde. Farverne i den lille tomme lejlighed
dansede rundt, imens de samtidig stod fuldstændig stille. Der var en
råbende ro, den skreg for mine ører. Det var ikke tinitus, det var skrig fra den
mørke lejlighed.
Der var en altgennemtrængende stank i lejligheden. Affald lå fordelt i
bunker. Så man nærmere på de små bunker rundt omkring på gulvet, var de
dog som isbjerge. Man kunne tydeligt se at der var beskidt ud fra toppene,
men nedenunder kunne man se en ubalance i et sindets hav. Jeg lå på gulvet,
jeg havde ikke orket at trække mig op i sengen. Sengen var ond! Det var spild
af liv at sove, derfor holdt jeg mig vågen, gik rundt i min lejlighed og hørte
høj musik, så underboerne bankede i loftet. Engang var politiet kommet for
at få mig til at skrue ned. Men nu var jeg så udmattet, at jeg havde lagt mig
her på køkkengulvet! Nej, jeg kunne ikke ligge her. Jeg måtte ud i byen. Jeg
kom der sjældent, jeg kunne ikke lide at være der. Der var så mange mennesker,
mennesker er ubehagelige. De skifter sindstilstand så hurtigt, det
kunne jeg ikke følge med i, først glad og så sur, så var det meget bedre at
være alene.
Jeg bevægede mig ned af trappen, og den grønne farve stank af råd og
sygdom. Da jeg kom ud på den store gade slog den mørke farve mig i ansigtet.
Det var et anden mørke end det oppe i min lejlighed, det var et ondere og
ildevarslende mørke. Jeg bevægede mig med langsomme skridt ned til parken.
Der var så stille. I parken var en lille sø, den var helt fuld af andemad
der kæmpede sig frem og så småt havde overtaget den blanke blå overflade.
Ænderne svømmede rundt, de ville heller ikke lade sig overgive til den tunge
nat.
Månen sad så alene oppe på himlen og kiggede ned på denne plet. I lysene
fra de opstillede lanterner jævnt fordelt i parken, kunne jeg se en anden
sjæl komme gående. Det var en ung kvinde. Hun gik som en skygge i lyset.
En ond skygge. Noget af det ondeste og mest frygtindgydende jeg nogensinde
havde set i mit liv. Hun var en djævlens disciple, jeg kunne se det i hen-
87

des øjne. Hun lignede alle andre kvinder, men det var, som om hun havde en
mørk aura, der fik bremset lyset fra lanternen, så der blev mørkt i en stor
omkreds, der hvor hun gik.
Jeg gik forbi hende. Hendes duft sneg sig ind i mine næsebor med stille
listige skridt. Det var en duft af Chanell, men også en duft af død. Som en
narkose. Hvis jeg intet gjorde ville jeg snart synke sammen. Død her i parken.
Det måtte ikke ske. Det skulle ikke være en kvinde, der tog livet af mig,
aldrig nogensinde. Jeg tog en halvstor sten der lå nede ved bredden af søen.
Jeg gik hen og hamrede den ind i bagsiden af hendes hoved. Blodet løb ned
ad hendes hoved, da hun sank ned på jorden. Hun faldt først ned på knæ og
lagde sig så ned på siden. Det var, som om jeg nu kunne se helt klart. Lyset
blev stærkere, ligesom det var dag. Jeg lod mit blik flyve fra højre til venstre,
og så fik jeg øje på en gammel dame med en lille puddel på den anden side
af søen. Hun vendte sig hurtigt om og gik ind i det bebyggede område igen.
Hvidt! Alt var hvidt. Gulvet var hvidt, loftet var hvidt, væggene var hvide.
Manden overfor mig sad i en kridhvid kittel. Det brændte i mine øjne, jeg
havde aldrig set noget så hvidt og rent.
-Noah er navnet? Er det ikke? Jeg nikkede og prøvede at undgå øjenkontakt
ved at kigge op på væggene.
-Mit navn er Lars Holm, og jeg skal være din ansvarshavende og ven her
på institutionen.
Jeg kiggede på ham. Han var skaldet, og brugte store briller. Hans grønne
slangeøjne blev forstørret igennem brilleglasset, og han så ud, som om
han kom fra en anden dimension.
-Ved du hvorfor du er her? Noah
-Nej
-Ja, men du kom jo til at slå denne kvinde ihjel. Men hvorfor?
-Hun var ond! hviskede jeg.
-Hvorfor var hun ond?
-Hun lugtede ondt!
-Hun lugtede ondt? Lars hævede øjenbrynet så hans store briller var ved
at falde af! Hvordan gør man det?
-Hun var ond!
-Jaja, det har jeg forstået, men hvorfor var hun ond?
-Hun var ond!
-Ja, men hvorfor?
-Hun var ond!
88
- Jeg opgiver!
Han rejste sig og gik hen til døren og åbnede den. Der stod en mørkhåret
kvinde. Han sagde til hende, at jeg havde brug for at hvile lidt. Men jeg følte
mig frisk, mærkelig nok da jeg kun havde sovet ganske lidt.
Kvinden kom hen til mig og bad mig om at følge med. Vi kom ud på en
lige så hvid gang, kun afbrudt af falske palmer. Vi gik et langt stykke ned ad
gangen, hvor jeg blev lukket ind i et rum. Der var intet andet end en seng,
der stod op af væggen. Jeg gik lige så stille ind da døren blev lukket og låst.
Jeg satte mig på sengen, der var ikke nok plads til, at jeg kunne lægge mig
på gulvet. Hvad var det for nogle onde mennesker? Jeg kan ikke ligge i den
seng, senge er ondsindede!
Som jeg sad der kunne jeg mærke, at dynen rejste sig op bag mig og lagde
an til et kvælertag. Jeg rejste mig hurtigt op. Tog fat i dynen, og hev betrækket
af den. Jeg rev betrækket over.
Og kæmpede med dynens indmad. Det var heftig kamp. Endelig fik jeg
hul på dynen, men den udførte et sidste angreb ved at sende en brændende
tåge af fjer i mit ansigt, jeg kunne intet se, og da tog sengen og sparkede mig
så jeg slog hovedet ind i væggen. Det blødte let fra mit hoved. Og der landede
nogle dråber på lagenet. Det vækkede åbenbart lagenets blodtørst. For
det rejste sig som en cobra. Og ventede på at sætte sit bid ind, da Lars kom
ind. Så faldt den sammen.
-Så er det tid til at du skal gå en tur ude i indergården! Og så må du gerne
behandle vores ting ordentligt, vi tager pengene fra din konto!
Indergårdens mure var røde, der var støvet jord som underlag, og et par planter
var sat lidt omkring, de var angrebet af bladlus, så de var nok levende.
Ved muren stod der nogle paller. Der var en dreng, der gik rundt og flyttede
dem ind i køkkenet. De var ikke ligefrem godt placeret for man skulle ikke
være særlig adræt for at hoppe op på pallerne og så over muren.
Der skulle ikke så meget beslutsomhed til at bestemme sig for at løbe over
og hoppe over muren. Jeg kunne høre en alarms røde skrig inde fra gården.
Jeg spænede ned imod havnen, jeg vidste egentlig ikke hvorfor! Bag mig
hørte jeg sirener. Jeg kunne også se, Lars bag ved mig.
Jeg løb ind over en tankstation. En politibil kørte over og blokerede
udgangen, så jeg tog og sprøjtede benzin efter politibilen. Samtidig kastede
jeg en tændstik, der gik ild i bilen, og da politimændene prøvede at åbne
dørene til deres bil slikkede flammerne indersiden af bilen, og de brændte op
som heksene til sankt hans. Det var egentlig et ret flot syn, flammer havde
89

aldrig rigtigt sagt mig noget, men dette var yderst smukt. Nu kunne jeg ane
Lars komme løbende bag mig, og jeg valgte at løbe videre ned mod havnen.
Jeg prøvede at sætte farten op, så jeg fik et lille forspring. Jeg tog en lille
sidegade og håbede, at jeg fik Lars rystet af. Jeg spænede alt hvad jeg kunne
henad vejen, sveden haglede ned af mig. Mon han stadig var efter mig? Ja,
jeg kunne høre hans lette løbende trin henad den brolagte gade lidt længere
tilbage. Den gule farve så helt uhyggelige ud. Det var ikke sommerens gule
farve. Nej det var Judas Iskarots gule farve, en forræderisk gul farve. Disse
huse løj om dagen, de havde løjet for alle der kom her. De var hyggelige
gamle huse om dagen, men om natten var det faldefærdige uhyggelige huse,
der rottede sig sammen, for at man skulle føle sig uvelkommen.
Jeg nåede et stykke væk. Jeg bøjede mig ned og prøvede at nå jorden med
mine hænder, stod og lavede nogle strækøvelser. Jeg havde ikke løbet i lang
tid, så det værkede i mine ben. Da jeg hørte et skridt bagved mig, vendte jeg
mig hurtigt om. Lars stod lige bag mig,
-Gå nu med tilbage til Institutionen!
-Jeg vil ikke med tilbage til de hvide vægges hus, det er et ondt hus!
-Det er da ikke et ondt hus! Noah kom nu!
- Jeg vil ikke tilbage!
-Ja, men det skal du!
De gule huse stod bag ham og nynnede deres melankolske melodi.
Jeg kunne intet andet end at forsvare mig, og det bedste forsvar er angreb.
Så jeg sendte en knyttet næve ind i hans næse, så hans briller splintredes.
Mine knoer blødte. Og Lars havde lagt sig på jorden og skreg som en stukket
gris, imens han prøvede at få glasskårene ud af øjnene. En lille lommekniv
faldt ud af lommen på ham. Jeg samlede den op og tog fat i hans hår og
hev op samtidig med, at jeg skar hans strube over. Skrigeriet stoppede, og jeg
stod med ham i min hånd, hans øjne hang ud, og hans øjenæbler var skåret i
stykker som små æggeblommer, der ikke kunne bestemme sig for om de
ville være inde i øjenhulen eller glide ned ad kinden som en sidste tåre.
Jeg kunne ikke komme tilbage, jeg kunne ikke tage hjem. Jeg vidste ikke
hvor jeg var. Det var nu den naturlige ende på livet, at udsætte den sidste time
ville kunne inkludere synder som kunne gøre mig til et ringere menneske i
det næste liv. Nu var livet fuldendt.
Hvis jeg døde nu, ville jeg ende i paradis. Det absolutte paradis. Hvor rigtige
mennesker af den rigtige verden levede, i stedet for disse mennesker der
ikke kunne føle, se eller høre virkeligheden. Jeg tog kniven og skar blodårerne
i mine arme over, satte mig ned på knæ og tegnede en cirkel omkring mig
90
selv, lige præcis stor nok til at jeg kunne være der. En af mine fingre stak jeg
ind i en blodåre og tegnede mig selv i ansigtet med den. Jeg begyndte at tale
i tunger. Det havde jeg aldrig gjort før. Der havde aldrig været en grund til
det før. Men det var som om, at nu var det naturligt. Jeg lagde mig ned i fosterstilling
parat til at blive genfødt i paradis.
91

Dødt liv
af Linn Danielsen Evjemo, Norge
Rasmus åpnet øynene brått. Hvor var han? De sviende smertene som kom fra
venstre side av nakken skremte ham. Hodet dunket. Noe var ikke som det
skulle. Leppa var hoven, og han kjente blodsmaken i munnen. Han forsøkte
å åpne den, men den ville ikke opp. Dunkingen fra den hovne leppa ble enda
sterkere, og idet munnen endelig åpnet seg, måtte han holde tilbake et lite
klynk.Hjørnetennene hans var gravd dypt ned i underleppa . De kjentes nesten
unormalt lange ut. Han satte seg opp, og så at de ordentlige klærne hans
hadde fått hull og skrammer i løpet av natta. Han festet aldri, han hadde nok
å tenke på. I går var et unntak. Og han husket hvorfor han aldri drakk.
Bakrusen kom mot ham som et buldrende tog.
Han lot tungen gli mot hjørnetennene, og skjønte ikke helt hvordan han
kunne være så rolig. De hadde vokst. Han reiste seg forsiktig, og kjente hodet
dundre som om de syv dvergene hogg løs der inne. Det svarte håret hans
hang ned i ansiktet, og blodsmaken i munnen gav ham lyst til å spy. Hjemme
var han i hvert fall. Den lille leiligheten var like ryddig og organisert som før,
og den tunge duften av grønnsåpe og salmiakk lå over det hele. Han kikket
ut av vinduet. Sola blendet ham, og dvergene banket hardere og hardere. Sola
kjentes som en ildtang mot huden, han syntes nesten han kunne se svimerker.
Han gikk vekk fra vinduet, og lyset ble svakere. Han forsøkte å huske
hva som egentlig hadde gått for seg kvelden før, samtidig som han klemte og
trykket på hjørnetennene. Men alt ble bare små stykker, ingenting å ta tak i.
Han var tørst. Loffet sakte ut på det hjemmekoselige kjøkkenet, og hørte
til sin fortvilelse radioen spille Biip med Pussycat dolls. Den fikk et hardt
slag, og tidde brått. Han lette seg frem til et svært glass, og fylte det til kanten
med iskaldt springvann. Han satte glasset til leppene, og lot vannet gli
ned langs den uttørkede halsen. Fortsatt tørst. Han tok ett til. Og enda ett.
Men det hjalp ikke. Halsen hans var fortsatt like tørr og vissen, lik
Rørosørkenen. Hodepinen ble verre og verre. Han ville gjort mye for å være
et annet sted akkurat nå. Eller være en annen. Han skulle vært på jobb nå.
Skulle tatt et par blodprøver på noen livredde tenåringer, og beroliget en
93

ekymret bestemor. Han måtte ringe og forklare seg. Nå med det samme.
Han styrtet bort til telefonen, og slo nummeret til kontoret.
De kjøpte unnskyldningen hans. Han var lettet. Jobben gjorde ham
respektert, ville ikke miste den. Han kom til å tenke på hjørnetennene, som
kjentes så underlig store ut. Han tasset inn på badet, ville ta en dusj. Speilet
var skittent, så han nå. Kunne ikke skjelne sitt eget speilbildet en gang. Følte
seg bare frem. Det var ingen tvil, tennene var større. Men han gadd ikke
begynne å vaske speil nå, det fikk bare vente. Han forsøkte å spise noe, men
det var et eller annet som skjøv ham bort fra kjøleskapet da han åpnet det.
Noe luktet ekkelt, og han mistet all appetitt.
Solen var på vei ned, men han kjente seg underlig våken og levende. Den
lysende ildkulen gjorde ham ikke glad, og øynene kikket helst vekk. Han satt
helt stille i den gamle vindusposten, og så på mens natten sakte krøp inn over
byen. Stjernene som dukket frem var som gull i øynene hans, og den skinnende
månen varmet kroppen. En enslig edderkopp pilte forbi ham, og han
lot den bare løpe. Skadet den ikke. Den var merkelig vakker. At han ikke
hadde sett det før. Han pleide jo å mislike edderkopper. Den var svart som
aske, og nettet den laget var som sølvtråder i månelyset. Den arbeidet flittig
lik en polsk jordbærplukker. Natten gjorde alt så vakkert. Alt ble så underlig
kjent, han behøvde ikke frykte fremmede skygger lenger.
Han stakk hodet ut av vinduet, og trakk inn den svale natteluften. Han
kjente den røffe treflaten mot hendene. Kikket ut over byen, og skimtet domkirkens
klokketårn i øyekroken. Natten var full av lyder. Tusenvis av små føtter
som trampet uregelmessig i den våte gresset, noen som gråt, andre som
lo. Løv som raslet i vinden. Nidelva som langsomt slynget seg forbi den
gamle tregården. Vannet som fløt forbi, like stille og umerkelig hver dag, i
århundrer. Den hadde evig liv, trengte ikke frykte hva som kom rundt neste
sving. Han hørte kattehyl, hundebjeff. Vingeslag. Kjappe og uregelmessige.
Høyere og høyere. Han kunne skimte noen komme susende gjennom natten.
De spredte de læraktige vingene, og landet med stor eleganse på rustne
takrenner på den andre elvebredden. Minuttene vandret forbi, han så dem
komme, jakte, spise. Flaggermus her? Sjeldent syn tenkte han, og lot tankene
vandre fritt. Han så dem kretse rundt hustakene. Flakse litt rundt over
vannflaten. De var ganske nær nå. Han kunne få tatt et fint bilde, hvis han
bare nå kunne finne det kameraet... Joda, der var det. Han knipset i vei, og
lot på ny tankene reise til et fremmed sted, lot kroppen bli igjen. Tenkte på
friheten man kunne oppnå hvis man var villig til å ofre jobb og status. På
hvor deilig det måtte være å gjøre som man ville, alltid. Øynene fulgte de
94
jaktende skapningene, og han ville se hvordan bildene hadde blitt.
Teite digitalkamera! Bildene var dårlige og uten flaggermus. De hadde
vel beveget seg for fort til at den nymotens duppeditten hadde klart å fange
den opp. Han kikket opp igjen, og så at nattskapningene hadde kommet nærmere.
Og de fortsatte å komme. Før han visste ordet av det, var de på vei inn.
De suste forbi ørene hans, og han gikk bakover. Forsøkte å lukke vinduet,
men klarte det ikke. De kom som piler gjennom luften, truet med å spidde
ham hvis han kom i veien. Hele flokken var på noen få sekunder inne i den
lille ettromsleiligheten hans, og han mistet all kontroll. De virvlet rundt ham,
og drev ham bakover. Han viftet med armene, skrek og huiet, men de virket
svært så målbevisste. Han kastet med hodet, det var som om de prøvde å bite
ham. Han lukket øynene, og hørte Nidelvas brus mer og mer tydelig. Han
kjente foten støte mot vinduskarmen, for sent å snu. Magen hans veltet seg
som en sementblander, og han kjente kroppen falle.
Han falt og han falt. Det virket som en evighet. Han lukket øynene, ventet
på det uunngåelige. Stopp! Og med ett var det som om tiden sto stille. Han
sto stille, midt mellom vinduet og den kalde, harde asfalten. Han forsto ikke
hva som skjedde. Hadde tiden stoppet? Det var som om en usynlig kraft holdt
ham oppe, og et smil bredte seg over ansiktet hans. Men da så han det. Tiden
hadde slett ikke stanset, og det fantes ingen usynlig kraft. Det var ham selv
som var drivkraft. Det vil si, var det det? Det så for ham ut som om vinger
holdt ham oppe, men det var hans egne armer som viftet. Det var hans egne,
lærlignende vinger som holdt ham oppe. Og det var hans egen, muselignende
kropp som sto stille i luften. Han hørte sine egne vinger slå, men øynene
ville ikke se. Han så mørke skygger kretse rundt seg, fjernt og utydelig.
Er jeg død nå? De mørke skyggene dro ham med seg ned i mørket. Han
kunne ikke se dem, men han hørte dem. Han kunne høre nøyaktig hvordan
de så ut, hva de gjorde. De var ikke lenger små og bevingede. De var store,
sto på to. Mennesker, men likevel ikke. Han fikk panikk, trodde alt var en
vond drøm. Forsøkte å klype seg i armen, men han hadde jo ingen armer.
Han var plutselig seg selv igjen, kunne se med øynene. De så ut som helt
vanlige mennesker, men ut i fra de siste minutters hendelser, forsto han at det
var de ikke. En av dem, den største og mest respekterte så det ut til, trådde
frem mot ham, og så ham dypt inn i øynene.
- Hva ventet du på?
Stemmen var full av undring. Rasmus visste ikke hva han skulle si, var
fortsatt forvirret. Men han var ikke redd lenger. Han følte en merkelig tilhørighet
til hver og en av de som omkranset ham.
95

- Vi har ventet på deg! Husker du ikke?
Nei, han husket ikke, visste ikke hva som foregikk. han visste bare at det
han nettopp hadde vært med på var komplett umulig. Det måtte være en
drøm, han forsto det. Nå hadde han jo armer også. Han kløp, han kløp seg til
blods. Men våkne gjorde han ikke. Han lot blikket gli over forsamlingen
rundt ham. Kvinner og menn, alle litt spinkle og bleke.
- Hva er det som skjer. Hvem er dere?
Det gikk plutselig opp for ham. Han visste det allerede. Hadde burde
skjønt det i det han så de sorte flaggermusene bli til mennesker. Eller vampyrer,
hvis han nå skulle si det som det var. Han skjønte at han selv var det,
han så tegnene han hadde fått tidligere. Han skjønte at han var blitt klin
gæren.
- Du vet da hvem vi er? Vi er de som kommer frem i det mørket legger
seg over hver en småby. Vi som virkelig kan leve kun om natten. Vi som folk
frykter, men som egentlig ikke har noen grunn til det. Vi gjør ingen noe, med
mindre de ber om det.
- Jeg har da virkelig ikke bedt om dette?
- Har du ikke det? Har du ikke hver dag stått ved vinduet og ønsket at du
var fri som en dråpe i havet. Har ikke du hver dag ønsket deg evig liv?
- Alle ønsker vel det av og til...
- Men ditt ønske var sterkere enn andres. Dessuten har du valgt dette selv,
du forstår det? Forvandlingen krever to parter. Du har gjort dette av egen
vilje.
Rasmus ble redd. Hentet frem vage bilder, tatt kvelden før, fra underbevisstheten.
Husket noe om blod. Han hadde drukket blod. Han hadde gjort
det. Han ble kvalm, samvittigheten ble svart.
- Så, er du med oss?
Han tenkte over mulighetene. Veiet til og fra. Han var egentlig en ganske
ensom mann, og barn hadde han ikke. Dessuten åpnet evig liv store muligheter.
Hva tenkte han på? Valget han tok, var ikke lett, men han var lei av sitt
gamle liv. Møkklei. Han nikket vagt, og ringen rundt ham løste seg opp. En
etter en ble de borte, flakset bort som små skygger mot tårnet på domkirka.
Han fulgte etter. Det bar opp, opp, og enda lenger opp. Det ble kaldere, det
kjente han, men den myke pelsen varmet godt. Han flakset med vingene, nøt
friheten. Han skrek av glede, hørte omgivelsene male seg rundt ham. Hva
var det han holdt på med? Han burde snu. Men noe hindret ham. En usynlig
kraft, et snøre av nysgjerrighet dro ham videre. Nå bar det nedover.
96
Mellom busker og trær. Den høyre vingen hans strøk mot bjørkeløvet, og han
kjente lukten av friske blomster, mose, lyng. Og noe annet. Noe deilig, tørsteslukkende.
De gled inn over en liten leirplass. Et enslig telt stod der, et
ulmende bål glødet svakt. Ved bålet lå en ensom skikkelse, en kvinne.
Inntullet i tepper og pledd, pusten hennes var søvntung og rolig.
Rasmus ble kvalm. Han kjente magen knøt seg sammen, og munnen hans
fikk en bitter smak. Tanken på å skulle drikke av noe levende gjorde ham
kvalm. Han klarte ikke en gang å drikke melk. Men samtidig tørstet han etter
livsdråpene som fløt i årene hennes. Idet han landet, og alle sakte men sikkert
inntok sine "naturlige" former, bøyde han seg ned, så på den fredelige
nakken hennes. Tankene virret rundt, og han visste ikke hva han skulle gjøre.
Alle sto nok en gang rundt ham. Det var fristende. Et sted der inne ville hans
indre vampyr at han skulle sette tennene i den mørkhårede kvinnens nakke,
suge ut den varme væsken. Men han selv strittet imot. Han ville vekke
henne, be henne komme seg vekk. Men hvem vet hva de gjorde med ham da?
Svetten begynte å piple frem fra pannen, og han trakk forsiktig håret hennes
til siden.
Med ett slo hun øynene opp. Mørkt grønne som granbar, og de lyste av
redsel. Han sto bøyd over henne i noe som virket som en evighet. Skriket
hennes kunne knust krystallglass. Hun klapset til ham i ansiktet, men han
enset det knapt. Han kastet seg rundt, og var i luften på et lite øyeblikk.
Skriket stilnet plutselig, noen hadde slått henne bevisstløs. Han flakset med
vingene, fløy vekk så fort han overhodet kunne. Vekk fra den huiende, stirrende
forsamlingen. Små mørke skikkelser fulgte etter ham, omringet ham
og forsøkte å få ham ned. Han lot seg ikke stanse, flakset en litt klossete slalåm
mellom busker kratt, og iltre flaggermus. De bet etter vingene hans, og
han bet tilbake. De lot ham dra. Skrek bare ettter ham. Han kjente den kalde
luften gli gjennom neseborene. Så seg så vidt tilbake, og så resten av de
mørkkledde skikkelsene bøye seg over den bevisstløse kvinnen. Han lukket
øynene, og forsøkte å ikke tenke på hva som skjedde videre. Han fløy inn
over Trondheim by, fulgte Nidelvens trofaste leie.
Leiligheten var mørk. Vinden blafret i gardinene. Han lå der, dyna lå på
gulvet. Hodet hvilte på puta. Han sov, men ingen god søvn. Pusten var urolig,
og drømmene var ekle. Han så hvite tenner, flaksende flaggermus. Telt i
skogen, ulmende bål. Han bråvåknet. Samvittigheten var svart som halvtonene
på et piano, men det var ingenting han kunne gjøre nå, det visste han.
På ny og på ny gled han inn i drømmeland, på ny ble han revet vekk igjen.
Slik gikk natten, slik gikk neste dag. Han kjente hvordan alle kreftene sakte
97

men sikkert rant ut av ham, og han visste godt hva som var galt. Han trengte
blod. Men skade noen skulle han ikke. Bildene hjemsøkte ham, og han ble
mer og mer desperat. Men en ide hadde begynt å ta form inne i de bakerste
delene av hans forvirrede, og mørke sinn.
Dagene gikk forbi, ukene slet seg avgårde lik skilpadder på vei mot sin fødestrand.
Han levde. Kanskje ikke et helt lykkelig liv, men han levde da i hvert
fall. Dagene var like. Jobb, mas, lite søvn. Det var ikke like lett å sove om
natten lenger. Mareritt, en underlig trang til å holde seg våken. Ensomme,
våkende nattetimer, trøtt arbeidsdag. Timer hos den ene etter den andre tannlegen,
som alle måtte gi opp å slipe ned tennene hans. Du har sterke tenner,
sa de, og smilte som om dette var noe han burde være glad for. Så mange
andre ord kunne beskrive hvordan han hadde det, men glad var ikke ett av
dem. Han var lei av å skjule mørke hemmeligheter. Fryktet stadig besøk av
sine artsfrender.
Nå jobbet han kun nattevakter. Noe annet gikk dårlig. Men problemene
var mange. Anstrengelser for å unngå å bli tatt bilder av, unngå speil og blanke
overflater. Han var lei, begnte å forstå hvor håpløs hans tilværelse egentlig
var. Men han skadet da ingen. Hver kveld gikk han på jobb, og hver morgen
gikk han hjem igjen. Et par blodprøver i ny og ne, et par livredde tenåringer,
bekymrede bestemødre. Ellers hersket ensomheten, rutinen. Sovende
pasienter, trøtte blikk. Ensomheten fylte ham for hver natt som seg forbi.
En morgen ble alle holdt igjen. Et viktig møte for både dag- og nattskiftet
sto på timeplanen. Han gikk inn med tomt blikk, falskt smil og uten spesiell
entusiasme. Satte seg i et hjørne, unngikk solens harde stråler. Da
dagens første sak ble tatt opp, var han nesten ikke til stede.
- Det viser seg at vi har et problem her på denne avdelingen, sa oversykepleieren
og kikket på den vesle forsamlingen med bekymring i øynene.
- I de siste ukene har mange blodprøver blitt borte før de rakk å komme
til undersøkelse. Vi vil granske denne saken nærmere, den er virkelig ikke
bra for sykehusets rykte.
Spredt mumling gikk gjennom rommet. Rasmus var der, men tankene
hans var det ikke.
98
Kvinde, Mand, Bænk
af Jens Grønborg, Danmark
Larmen brusede og svang sig helt op til fjerde etage. Vinduet var åbent ,og
gardinerne begyndte at blafre. Med ét rakte et par hvide hænder ud og greb
fat i sprossen. Der blev trukket til, og vinduet lukkede sig. Det var bedre
sådan, bedre med et skærmende vindue imellem hende og den begyndende
morgentrafik udenfor. Desværre var vinduet blevet så beskidt, at hun nu ikke
rigtigt kunne se så godt ud mere. Men skyerne, dem kunne hun ane. Hvide
og bløde var de, et oplagt sted menneskene havde valgt at placere deres spirituelle
guide. Liggende på en stor sky imens han betragtede sit skaberværk.
Larisa stoppede sit dagdrømmeri og gik over til termokanden. Kaffen fra i
går var lunken, men kunne sagtens drikkes. Hun vendte sig om og kikkede
på mesterværkerne. Ikke hendes egne, nej alle de rigtige mesterværker, hendes
egne malerier stod stablet sammen i den mørke del af stuen. På væggen
var der Van Goghs stemningsfulde landskaber, Johannes Vermeers Pige med
perleørering og Claude Monets farverige åkander og broer. Kopier, javist
men de rigtige så vel ikke meget bedre ud.
Disse tre kunstnere var hendes absolut yndlinge, hun ville være som dem.
Hun fulgte væggen og rørte rituelt plakaterne. Så stoppede hun henne ved
staffeliet, og greb en pensel. Hun suttede på den for at gøre den spids og
skarp. Dyppede i den sædvanlige brune farve og klaskede penslen på lærredet.
Først forsigtigt og nænsomt og senere hårdt og brutalt. Hun dyppede og
dyppede penslen i de mørke farver. Brun, grå og sort hele tiden. Hun hvirvlede
rundt som en lille tornado, hurtigere og hurtigere gik det.
Hun svedte, sveddråberne trillede ned i hendes øjne, og telefonen ringede.
Hun lod den ringe og prøvede at få gang i dansen igen, men det gik ikke,
billedet blev ikke magisk på nogen måde, ikke som hun ville have det. Det
var gråt og uden sjæl. Tårerne trillede ned over kinderne på hende, mundvandet
smagte metallisk, hun måtte have bidt sig selv i tungen på et tidspunkt,
uden at lægge mærke til det. Telefonen kimede igen, og hun gik med
tunge skridt hen imod den. Løftede røret og sagde:
”Hallo?”
99

”Hej, Larisa jeg tænkte på om jeg måtte slå et smut forbi her lidt senere,
når jeg er færdig med dagens arbejde?”
”Det må du vel godt, Tom,” snøftede hun.
”Jamen er du ked af det?”
”Nej, det er lige meget, kom bare, jeg laver jo alligevel ikke noget.”
”Så køber jeg lidt kage med. Hvad har du ellers brug for?”
”Det behøver du ikke, Tom, jeg klarer mig,” smilte Larisa og lagde røret
på.
Tom ejede et galleri lidt nede af gaden, han var skilt og havde ingen børn.
Han kunne godt lide Larisas billeder, hun forstod ikke hvorfor. Måske havde
det noget at gøre med, at han var tyve år ældre end hende. Måske var det også
derfor at han altid var lidt beskyttende overfor hende. Måske regnede han sig
selv som hendes far, sine biologiske forældre havde hun ikke set i næsten
fem år. Han kom altid med kage, og hvad hun ellers havde brug for og kiggede
på de sidste malerier, hun havde lavet. Han kørte så derfra igen og
havde som regel købt en to-tre stykker. Tom gav hende altid en god pris, for
god en pris hvis Larisa selv skulle sige det. Men hun var ligeglad, hun behøvede
pengene, og Tom havde jo masser af dem, så det betød vel ikke så
meget.
Larisa vendte tilbage til staffeliet og stod lidt og kiggede. Hun spekulerede
lidt over, hvilke malerier hun skulle tage frem og vise ham. Hun endte
med at kassere det hele og begyndte i stedet på et helt frisk lærred.
Så tændte hun for radioen og Al Martinos formfuldendte stemme fyldte
rummet med Spanish Eyes.
Larisa greb penslen og hamrede den imod lærredet, mens hun nynnede
med.
Forløsende var det, når der var musik til, ikke så sammenklemt. Nej
Larisa kunne folde sig ud og det gjorde hun. Hun skiftede imellem penslerne
hurtigere og hurtigere, tyk pensel, tynd pensel, dyp og syng.
Larisa brugte penslerne som trommestikker og hamrede i lågene, imens
hun sang omkvædet, Spanish Eyes om og om igen. Lærredet blev skiftet, og
en anden sang begyndte. Larisa kikkede selv forundret på malerierne, de så
jo rimelige ud, ikke mesterværker men dog bedre end de plejede at være.
Hun følte det, som var hun lige ved et gennembrud på vej til noget godt, men
så fortonede musikken sig og nyhederne meldte sin ankomst. Nu havde hun
også malet fire-fem malerier, så det var vel okay at stoppe.
Larisa slukkede for radion og fandt til sin store skuffelse ud af, at malerierne
falmede i takt med at sangene fortonede sig. Musikken havde gjort
100
malerierne levende og smukke, men nu var den forsvundet og havde efterladt
dem strandet på Larisas gulv.
Det var så uretfærdigt .Hun rev sig selv i håret og havde lyst til at skrige.
Hun kunne næsten lugte gennembruddet, men det kom ikke. Hun holdt sig
stadig til de grå og brune farver. Måske var det musikken eller..
Larisa fik ikke tid til at tænke tanken færdig, nogen ringede på døren,
Tom selvfølgelig.
Hans mørke krøllede manke havde et par grå stænk ved tindingerne. Også
skægget som ellers plejede at være helt sort havde grå hår som blandede sig
med mængden. Hans smalle ansigt var tyndere end sædvanlig. Larisa kunne
se hans kindben stikke frem. Det var ikke den gemytlige mand, hun kendte
og holdt af. Hun havde lyst til at række ud, og bare strejfe hans kind med hånden,
men hun tog sig i det og lagde i stedet en smule akavet sin hånd på hans
skulder og spurgte:
”Hvad er der med dig, Tom? Du ser jo forfærdelig ud.”
”Nå det. Det er ikke noget at tale om.”
”Det skal du ikke bestemme. Går det ikke godt med forretningen?”
”Jo, det går strygende. Jeg tror aldrig, jeg har haft så mange penge imellem
hænderne som nu. Derfor tror jeg også, at jeg flytter til et større hus.”
”Et større hus? Hvorhenne?” spurgte Larisa
”Det betyder ikke noget. Lad mig nu se, hvad du har lavet,” sagde Tom.
Larisa tog imod den ene af de æsker, han rakte hende og sagde:
”Det må du da godt. De står som sædvanligt ovre i hjørnet, men jeg gider
altså ikke at kigge.”
Tom rejste sig og gik stille derover. Larisa åbnede en af de æsker, som
Tom havde rakt hende.
”Mm herligt,” smaskede hun med munden fuld af After Eight chokolade.
”Min yndlings.”
Tom hørte det ikke, han stod bøjet over Larisas malerier og så meget
tænksom ud.
Han kom over med fem malerier, tre af dem havde Larisa malet i dag, så
de var stadig våde.
”Dem vil jeg gerne have udstillet.”
Larisa kunne ikke rigtigt se forskel på dem, og nikkede bare med munden
fuld.
Tom famlede med sin tegnebog. Han fiskede i alt 12.000 kroner op af
lommen og gav dem til den måbende Larisa.
Hun kunne ikke få sig selv til at tage imod så mange penge og rystede
101

are på hovedet.
Tom fumlede så meget, at han tabte pengene, så de faldt ned på gulvet.
Omsider fik han samlet dem op fra gulvet og sagde:
”Men Larisa du har brug for pengene, se på din lejlighed! Det flyder jo
rundt med alt muligt gammelt skrammel. Du har ikke penge til at købe nok
mad for, og du har aldrig været uden for byen.”
Larisa blev blodrød i hovedet og åbnede munden. Men Tom kom hende i
forkøbet og sagde nu endnu mere ophidset:
”Hvis du nu bare lod mig hjælpe dig! Du kunne jo flytte sammen med mig
ud til mit nye hus. Der er en have, og du kunne få dit eget værelse, og vi
kunne spise sammen som en rigtig familie.”
Larisa vidste, at her havde han begået en fatal brøler, og den skulle han
straffes for. Hun kunne se på hans mund, at han prøvede at sige noget, men
denne gang var hun ude først og sagde med al den selvbeherskelse, hun
kunne opbygge:
”En rigtig familie!”
Stilhed fulgte. Det føltes som timer men det varede kun få sekunder, før
Larisa sagde:
”Og nu vil jeg bede dig gå Tom”
”Jamen, undskyld Larisa, det var ikke min mening..” begyndte Tom, men
Larisa havde allerede åbnet døren.
Tom gik med hængende hoved imod døren, og Larisa lukkede den efter
ham.
Dagen var ved at gå på hæld, og Larisa gik en tur i parken, kun iført en Tshirt
og et par cowboy bukser. Hun havde glemt skoene, og det mærkede hun
øjeblikkeligt, da hun satte fødderne på det dugvåde græs. Forfriskende. Intet
var som lugten af nyslået græs, hun spilede næseborene helt ud og vejrede
forskellige dufte i vinden. Hun gik et stykke over vådt græs, og satte sig på
en lille bænk og kikkede ud over den aflange sø. Myggene sværmede rundt
i store flokke. Ud og ind fløj de, blandede sig med andre eller trak sig ud af
flokken. Åkanderne havde monopol på vandoverfladen, og ænderne var nødt
til at skære sig igennem den grønne masse, som en isbryder - hvis de ville
frem.
Lugten af urin ramte hende. Det var som om man var ved at blive kvalt,
stanken var over det hele, og nu så hun synderen. En grim hund stod lidt
længere henne af stien med sin mobilsnakkende ejer på slæb. Den sad nok så
mageligt i græsset, imens ejeren plaprede videre. Det var forbudt at lufte
hunde i denne park. Det vidste hun, men hun havde faktisk ikke kræfter til
102
at gå over og give ejeren en opsang. I stedet rykkede hun bare så langt væk
fra bæstet, som bænken ville tillade hende. Hun kikkede den modsatte vej for
at slippe for synet af den ulækre hund.
På den gråhvide bro, som førte over til den anden side af søen, stod en
kvinde og en mand. Kvinden i den røde kåbe lagde hovedet på skrå og lo perlende
af det, manden sagde. Han kunne sige alt, og alligevel ville hun le.
Vammelt, var Larisas første tanke, men så alligevel, nej det var jo smukt, der
i solnedgangen.
Larisa gik i sine egne tanker hjem.
Hun åbnede forsigtigt døren og skyndte sig over til radioen. Der var
Mozart aften på P2 i anledning af hans 250 års fødselsdag. De intense toner
af tryllefløjten fyldte Larisa, og hun greb penslen, lukkede øjnene og malede.
Hun malede og malede, hun brugte alle mulige farver. Rød, grøn, gul og
blå. Yndefulde blomster i alle regnbuens farver, bjerge med hårde metal farver
og oceaner med blå og grønlige farver.
Hele lejligheden lugtede stærkt af oliemaling, da Tom ankom den næste dag.
Ikke mindre end tretten malerier var det blevet til. Store og små imellem hinanden.
Malerierne havde kun et fællestræk, der var altid en kvinde, en mand
og en bænk. På det første billede var de tre objekter placeret ved en pyramide,
det andet på toppen af et bjerg. Og sådan blev det ved, altid med kvinden,
som holdt manden i hånden og bænken som tilskuer.
Tom kikkede rundt og der på bordet, lå en lap papir, hvorpå der stod:
Farvel Tom, jeg overlader det til dig at ordne det fornødne med hensyn til lejligheden.
Billederne er dine, og du må gøre med dem, hvad du vil. Jeg maler
ikke mere.
Prøv ikke at finde mig, det gavner ingen.
Larisa
103

A som Ansjoser
af Line Andersen, Danmark
Hej, jeg hedder Lena, og jeg kan vel ligeså godt få det sagt med det samme:
Jeg er jomfru, ja, faktisk har jeg aldrig kysset rigtigt med en dreng. Mine forældre
ville nok kalde mig for en fornuftig pige, men helt ærligt så har jeg
ligeså meget erfaring som et uåbnet køleskab.
Den historie, jeg vil fortælle, er en historie der måske ikke burde fortælles.
Men jeg kan lige så godt bide i det sure æble og begynde. Det skete i den
første uge på gymnasiet. Jeg gik på den slidte gang sammen med min bedste
veninde siden en dag 1. klasse, Sarah, - pludselig stoppede jeg op, naglet til
stedet. Der stod han med sit pjuskede, lidt fedtede hår, stramme cowboybukser
og en knald grøn T-shirt, der matchede hans øjne perfekt: Min drømmefyr.
Han sendte mig et enkelt blik, og mit hjerte smeltede, som den grønlandske
indlandsis udsat for global opvarmning, pludselig blev jeg forfærdeligt
bevidst om min 16-årige krop med den lidt for store delle på maven og
den alt for kedelige leverpostejsfarvede frisure. Og i det kvarte sekund vores
øjenkontakt varede, var jeg blevet så rød i hovedet, at en højmoden tomat
ville have set bleg ud ved siden af. Sarah kiggede overrasket på mig, hun grinede
stort:
”Hvad var det, Lena? Har man fundet sig en fyr?”
Jeg kiggede desorienteret på hende,
”Hva’? En fyr? Naa-ha-hej!” hostede jeg på den mindst overbevisende
måde, det overhovedet kunne gøres. Hun smilede endnu større og begyndte
at hoppe rundt om mig i sin egen lille krigsdans, alt imens hun messede:
”Lena er forelsket, Lena er forelsket, Lena er forelsket i… i…? Hvem
fanden var det egentlig, du savlede over?”
Hendes smil stivnede, og hun stoppede brat sin lille dans.
”Jeg savlede aldeles ikke” mumlede jeg surt og tørrede diskret det lidt
indtørrede spyt, jeg havde under min mund væk. ”Og jeg ved heller ikke
hvad han hedder! Og desuden er jeg ikke forelsket” fortsatte jeg lavt, nærmest
bare til mig selv.
”Men du synes, han ser godt ud,” sang hun drillende ind i mit øre.
105

”Jeg synes, han ser sød ud,” rettede jeg hende og begyndte at gå hen mod
kantinen. Hun stod lidt og godtede sig over, at der endelig var noget, hun
kunne drille mig med, men opdagede så åbenbart, at jeg var gået og skyndte
sig efter mig. Sarah havde brugt de sidste uger af 9. klasse til at voldsnave
det meste af områdets nogenlunde lækre fyre og var derefter bare fortsat i
Italien med en eller anden 20-årig tjener. Det var også hende, der allerede i
3. klasse fandt ud af, at drenge var okay, og at drengelus kun var en myte.
Hun havde udnævnt sig selv til min dating-guide, da hun mente at have erfaring
nok for os begge.
”Han går i 3. g,” annoncerede hun, mens hun smøg sin tynde krop ned ved
siden af min halvfede røv på bænken. Jeg ignorerede hende og vendte i stedet
min opmærksomhed mod min ansjosmad med salat.
Da han i det samme kom gående forbi, slugte jeg et alt for stort stykke af
min mad i et mislykket forsøg på ikke at se grovædende ud. Det sved i halsen,
og mine øjne løb i vand, mens jeg kæmpede mod trangen til at hoste,
sendte jeg ham et stort smil, han sendte mig et blik og så undrende på mig.
”Anders, kom nu,” råbte en af hans kammerater, og han gik.
Han hedder Anders, Anders, Anders, Anders.
Jeg drejede mig mod Sarah, hun sendte mit smil et blik og lå så flad af
grin over bordet. Jeg fik bange anelser og kørte forsigtigt tungen hen over
mit smil, og der, lige midt på den ene fortand sad et enormt stykke grønt
salat. Allerede inden jeg havde lokaliseret den lille grønne katastrofe, følte
jeg en ekstrem lyst til at grave mig ned eller som en struds stikke hovedet i
jorden, så ingen så mig. Jeg kradsede surt i det med min negl og vendte mig
mod Sarah, der stadig hulkede. Hun så op på mig med tårer i øjnene og prøvede
tydeligvis at tage sig sammen.
”Du … Du …” Hun gjorde en krampagtig bevægelse som for at illustrere
min mislykkede salat-scoring og knækkede så fuldstændig sammen igen,
mens hun hikkende forsøgte at sige noget i stil med:
”Ik’ fair”
Nej, det var bestemt ikke fair. Så jeg rejste mig og gik.
”Jeg kan lige så godt gå i kloster med det samme, jeg finder aldrig en fyr,”
tænkte jeg. Hele dagen gik jeg og håbede på at se ham igen, så jeg kunne
rette op på mit lille fejltrin, men han var som sunket i jorden.
Jeg drømte om ham om natten, fantaserede om, hvordan han ville komme
hen til mig:
”Lena, jeg ser dig hver nat i mine drømme, jeg vil kun være sammen med
106
dig” ville han sige, og tage ømt om mig. En monoton banken på min tinding
vækkede mig fra min dagdrøm.
”Hvor var du, lille drømmer? I armene på Anders?” bankede Sarah videre
med sin blyant, mens hun lavede et lille enmandsskuespil for to med lidt
kyssen og krammen.
Som i trance gik jeg ud på gangen, og med kun en ting i tankerne glemte
jeg at se mig for. Jeg skreg og tabte alle mine ting på gulvet. Jeg var gået lige
ind i Anders.
”Hey, hey, lille ven, jeg tager jo ikke livet af dig,” smilede han til mig og
bøjede sig ned for at hjælpe mig med at samle bøgerne op.
Jeg havde allerede bøjet mig ned for at skjule en farve på mit ansigt der
ville have gjort enhver højtstående kommunist stolt. Han sendte mig et lille,
højst sandsynligt medlidende smil og klappede mig på skulderen. Så gik han
igen. Jeg sukkede efter ham og vendte mig med et smil om mod Sarah, der
stod og hoppede og dansede. Hele dagen gik jeg rundt med et smørret smil
om munden.
Hele tiden havde jeg en ekstrem lyst til at huje og råbe til alle mennesker:
”HAN RØRTE MIG”, men tog mig i det, da det nok sjældent er den bedste
måde at stifte nye bekendtskaber på en ny skole på, i det hele taget er det
ikke fedt at gå rundt og ligne en ged, der er ved at gumle den første forårsblomst
i sig, det er ikke det, der giver det bedste indtryk, men hvad, man er
vel forelsket? Ved frokosten sad jeg sammen med Sarah ved et af kantinens
borde.
”Nåh, hvordan har du så tænkt dig at gå i gang, din lille Afrodite?” spurgte
hun nysgerrigt.
”Hva’ snakker du om? Gå i gang?” Jeg så spørgende på hende, men fornemmede,
at en længere prædiken var på vej.
”Vi skal i gang med at lægge planer for din store scoring af Anders fra 3.
g!” smilede hun lusket med alle sine hvide tænder, og vi gik i gang med at
lægge en slagplan for, hvordan jeg kunne få ham til at lægge mærke til mig,
vores detaljerede omhu ville have været en general fra forsvaret værdig, men
uheldigvis var det her langt værre end krig. Det ville jo virke lidt påfaldende,
hvis jeg blev ved med at bumpe ind i ham på gangene. Og sådan begyndte
det store arbejde.
Interesser var kodeordet på denne Mission: Love. Det kunne fandeme
ligeså godt have været mission-fucking-impossible. Undskyld jeg bander,
men sådan noget skal ud engang i mellem, for at man kan være et velafbalanceret
menneske. Vi søgte på Internettet, stalkede ham rundt på skolen,
107

fandt ud af hvad han spiste, hvem hans venner var. Alt blev omhyggeligt
skrevet ned i en lille logbog, jeg havde liggende, ja, det er latterligt, men
sådan er det nu engang at være en forelsket teenager. Jo mere jeg fandt ud af
om den dejlige Anders, jo mere forelsket blev jeg, jeg blev mere og mere
overbevist om, at det skulle være os, problemet var, at han lige skulle finde
ud af det først, i det hele taget skulle han finde ud af, hvem jeg var, og hvad
jeg hed. Og tro mig det gjorde han, bare ikke lige på den måde jeg havde
håbet på.
Sensommeren var over os, og folk gik og sukkede efter solen, så da der
endelig var en varm dag skulle vi selvfølgelig på stranden. Jeg kom svansende
i min nye bikini og forsøgte at fortrænge at jeg havde taget på efter
sommerens anselige is-fortæring samt det faktum, at mit ene bryst var større
end det andet. Som sædvanlig så Sarah forrygende ud, med sin flade mave
og pjuskede korte hår lignede hun en stranddronning, der var klar til at angribe
alt, der generede hendes strand område.
Jeg startede med at gå i vandet, det var koldt for tæerne, men da jeg hurtigt
dykkede under, blev hele min krop angrebet af kulde fra alle sider, jeg
følte mig som en vinterbader, der havde valgt en forkert hobby, og skyndte
mig op igen, da jeg pludselig så ham stå der 10 meter fra mig. Langsomt
slentrede jeg op ad stranden hen mod Sarah, beslutsomheden lyste ud af mig,
nu skulle han opdage mig! Og til min store lykke stod han og stirrede på mig,
han sugede hvert et indtryk til sig, hvert et skridt fulgte han med den største
indlevelse.
Så kiggede Sarah på mig, først smilede hun, da hun så, hvem der var
ankommet, men så stivnede hendes smil, og hendes grimasse blev til en, der
mindede mig om gargoilerne i Notre Dame, som min far fotograferede så
mange af, sidst vi var i Paris. Med store øjne stirrede hun på mit bryst. Mit
smil stivnede også, og jeg kiggede langsomt ned. Der lige til venstre havde
min bikinitop valgt at være yderst udækkende, lige der havde den valgt at
trække sig tilbage som et teatertæppe, der afslører alt på scenen. Lige der.
Lige nu, hvor det absolut bare ikke måtte ske.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg bare stod og stirrede, men da jeg endelig
havde sindsnærværelse nok til at få puttet det løbske bryst på plads i bikinien,
var det allerede for sent. Der var ikke nogen chance for, at der var nogen,
der ikke havde set det, og da slet ikke ham! Med et brændende ønske om at
kunne forsvinde ud i den blå luft og med alt min selvtillid blæst ud af mig,
pillede jeg lidt tang ud af håret og satte mig ned på håndklædet, hvor jeg
straks begyndte at pakke mine ting sammen. Det så ud som om, Sarah ville
108
stoppe mig, men jeg sendte hende et bedende blik, og hun begyndte også at
pakke sammen.
Tårerne brændte lige bag øjenlågene og truede med at slippe ud, jeg var
så vred på mig selv, som jeg aldrig har været før. Vi pakkede sammen i tavshed,
ingen af os kunne finde på noget at sige, som passede til situationen. Det
var ligesom for meget til bare at grine ad det!
De næste par dage var Sarah meget forsigtig med, hvad hun sagde, hun
nævnte ikke sand, vand, bryster eller noget andet, der kunne minde mig om
den uheldige hændelse på stranden.
Jeg havde sat ”Mission: Love” på hold og koncentrerede mig om skolen,
da Sarah en dag stak mig et stykke papir og satte sig bestemt ned for at spise
sin mad. Hun så tilfreds ud. Jeg kiggede undrende på det blå papir.
”Opfordring til sangkonkurrence – solo, duet eller trio,” læste jeg højt
”Og?”
”Og?” Spurgte hun med vantro malet i ansigtet ”Dette er din store chance
for at vinde Anders’ opmærksomhed på en… øh… mere positiv måde,”
”Jeg ved stadig ikke, hvad du mener!” mumlede jeg, sur over, at hun var
så hemmelighedsfuld og alligevel fuld af håb. En chance med Anders?
”Vi synger, du og jeg, du synger jo pissegodt!” udbrød hun og så på mig
med samme forventning i øjnene som en hund, der venter på en godbid. Hun
fik den ikke, for jeg rystede på hovedet.
”Næ-hæ-hæ-nej,” smilede jeg benægtende. ”Det får du mig aldrig til.”
”Næh, du har nok ret, det var dumt af mig at spørge, undskyld,” sagde hun
slukøret.
Jeg undrede mig over, at hun gav op så hurtigt, det lignede hende ikke.
Men som en gammel garvet jagthund fik jeg alligevel færten af ræven. Det
var et trick, så jeg ventede tålmodigt, til hun fortsatte.
”Jeg troede bare, du var vild med den her Anders fyr.” Hun kiggede på
mig, morskaben lyste ud af øjnene, for hun vidste, jeg ikke kunne sige nej.
Den glæde ville jeg alligevel ikke give hende, jeg ville ikke være ligeså nem
at vende som en smart-car i en storby, så jeg valgte den ikke-benægtende:
”Men selvom vi så skulle synge, hvad skulle vi så synge?”
Hendes smil blev større, hun vidste, hun havde mig som en fisk i et net,
og jeg sprællede ikke engang særlig meget.
”Jaa! Du vil!” jublede hun.
”Det har jeg ikke sagt, indtil videre er det ikke mere end på forsøgsstadiet,
det betyder, at intet er afgjort endnu,” mumlede jeg i et desperat forsøg på
at beholde resterne af min efterhånden noget slidte værdighed.
109

”Jeg tænkte, at vi kunne synge ’Only you’,” foreslog hun velvidende, at
det var min yndlingssang. Jeg hadede, at hun kendte mig så godt, men samtidig
elskede jeg, at hun forsøgte at gøre, hvad hun mente var bedst for mig
og ville bruge alle kneb i jagten på min lykke. Jagten på guldet for enden af
regnbuen. Jeg tog en bid af min ansjosmad og nikkede:
”Okay, hvis vi kan få det til at lyde godt!” Hun jublede,
”Du vil, du vil, du vil!” sprang hun rundt som en lalleglad udgave af
Tigerdyret.
”Hey slow down, missy. Jeg sagde, vi kunne kigge på det.” Jeg kunne lige
så godt have siddet med en synlig fiskesnøre ud af munden – hun havde mig
på krogen.
Vi øvede og øvede os i den næste måned til en downloadet karaoke-udgave,
stod vi og skrålede næsten hver dag. Mine forældre prøvede at være så
lidt i nærheden af os som muligt, da vi kunne drive alle til vanvid med vores
konstante ”Only you”-nynnen, samt de små brudstykker af teksten, der blev
sat ind i vores samtaler.
Endelig oprandt den store dag, dagen for den store koncert.
Vi stod bag tæppet optaget af vores nervøsitet og af at varme stemmer op.
Vi havde været igennem nogle rimelige numre og nogle der var helt forfærdelige.
Der var en tynd pige fra 2. g, der stillede sig derop, hun sang
”Imagine” lige så falsk som Don Ø i brusebad.
Jeg indstillede mikrofonstativet og gjorde mig mentalt klar til at stå og
synge foran alle de mennesker. Mine knæ sitrede af spænding, og min hals
føltes ru, nu skulle det være. Det var lidt svært at løsne stativskruerne med
mine rystende hænder, der var klamme af koldsved, jeg vendte mig om mod
Sarah.
”Gæt hvem der sidder derude på 3. række,” grinede hun henne fra åbningen
i fortæppet. Hvorfra hun kunne se det meste af publikum.
”Er det Anders? Åh, nej, bare han kan lide det,” min stemme blev slynget
tilbage mod mig, og ordet Anders føg hårdt tilbage mod mig som iskugler
i et haglvejr, publikumsmumlen døde brat.
Tusind tanker fløj igennem mit hoved, og kun en gav mening:
”Mikrofonerne, fuck de er tændte!” hvislede Sarah
Jeg var grædefærdig. Lige i det øjeblik blev tæppet trukket fra, og hele
skolen sad dernede og vidste, at jeg var vild med Anders, jeg havde aldrig
følt mig så nøgen og udstillet, det må være sådan katte har det, før de får
pels, nøgne og overbegloede. Jeg vendte mig om for at gå, men Sarah kiggede
strengt på mig,
110
”Det skal nok gå, nu gør vi det her!” Hvæsede hun ud gennem den ene
mundvig. Hun tog min hånd, og sammen gik vi hen og stillede os til rette
foran mikrofonerne, folk stirrede lamslåede på os, og det tog da også et stykke
tid, før musikken gik i gang. Jeg husker ærlig talt ikke så meget fra de
minutter. Jeg følte mig som en pingvin foran en flok sultne hyæner og ønskede
mest af alt bare at komme væk herfra med mine rystende ben og svidende
øjne.
Vi sang fint, i hvert fald rent, folk klappede bagefter og vist ikke kun af
medlidenhed.
Jeg gik hjem, da vi var færdige, havde ikke rigtig lyst til en aften, hvor
alle stirrede på mig og hviskede om mig i krogene. Jeg sov ligeså meget som
en solsort på speed den nat, lå hele tiden og vendte og drejede mig. Det er
sjovt som alle stillinger lige pludselig bliver ubehagelige efter mere end 1
minut.
Næste dag ville jeg ikke i skole, jeg havde aldrig haft så meget lyst til at
pjække som lige den dag. Men Sarah ringede til mig,
”Du skal i skole i dag, du holdt ud at stå på en scene i går, hvordan kan
det her på nogen måde være værre? Where’s your pride, girl?” forsøgte hun
at overtale mig.
Til sidst lykkedes det da også. Aldrig har en dag været så lang, minutterne
slæbte sig af sted, som om de alle havde noget meget vigtigere for end lige
at bevæge viseren frem. Det første frikvarter var et helvede, lige meget hvor
jeg kiggede hen, var der folk, der lavede imitationer af folk, der kyssede,
”Flot sang!” smilede de grinende til mig ”specielt starten var god –
Anders oh, Anders” Imiterede de lystigt. Der var flere gange jeg kunne have
sværget, at jeg hørte nogle hviskende fraser fra ”Only you” i hjørnerne, men
jeg forsøgte at være cool som en tilfangetaget engelsk soldat, der går rundt
mellem alle de tyske soldater i Nazi-tyskland.
Kun tre personer på hele skolen kommenterede ikke mit lille … hmm …
mikrofonuheld. Den ene var Sarah, der ikke grinede en eneste gang. Den
anden var Anders, som jeg tror gjorde sig ligeså meget umage med at undgå
mig på gangene, som jeg gjorde for at undgå at møde ham. Den tredje var
Trine fra Anders’ parallelklasse, de var blevet kærester kort forinden og holdt
sig nu mest til hinanden.
Men det var underligt, for selvom jeg så dem kysse, gjorde det ikke ondt,
jeg var ikke misundelig, men lettet, det var som at være med i Popstars og så
bagefter finde ud af, at det ikke er så fedt!
Så mens jeg skriver de sidste linier, tager jeg en bid af min ansjosmad og
111

kigger op fra min computer, en dreng går forbi, han stopper op og kigger sig
lidt forvirret omkring. Hans lyse hår stritter på en god måde, mens hans cowboybukser
sidder lige præcist så løst, som de skal. Hans himmelblå T-shirt
minder mig om en sommerdag i en kornmark. Han kigger på mig, og hans
læber deles i et smil. Ubevist tjekker min tunge mine fortænder, pletfrit! Så
smiler jeg tilbage til ham.
112
Gutten ingen så
af Guro Saaler Johannessen, Norge
Jeg åpnet den hvite døren og gikk inn. Bakerst i klasserommet satt Adrian og
tegnet i skriveboken sin. Det første som slo meg var at merkene rundt halsen
hadde blitt borte i løpet av sommeren.
”Så det er vi to som skal ha denne timen?” spurte jeg, mens jeg slang meg
ned på en stol foran han. Han bare dro på skuldrene, og forsatte å tegne.
Adrian var muligens stille, men han så ikke stille ut. Alle klærne hans var
opprevet og tegnet på, og håret sto rett opp, med røde tupper. I ørene hadde
han en del piercinger, men ingen i ansiktet.
”Okay, hakke lyst til å snakke i dag kanskje?” sa jeg hånlig.
”Hvorfor skulle jeg det?” spurte han, uten å se opp. Jeg snudde meg og så
rett fram et par minutter, så kom læreren.
”God dag, jeg er den som skal være her, mens dere har arbeidstime. Dere
synes kanskje at er dumt at det bare er dere to, men det er den eneste måte å
få timekabalen til å gå opp. Jeg er også i klassen ved siden av, så om dere
lurer på noe må dere bare komme og spørre, for jeg kommer nok til å være
mest der,” sa hun. Jeg lo litt av henne. Det faktum at skolen lot meg være
alene overrasket meg egentlig. I fjor hadde jeg funnet på mye tull, så alle
lærene hatet meg.
I de neste to ukene skulket jeg arbeidstimen. Men så fikk muttern vite det,
så jeg var helt nødt. Adrian satt på akkurat samme plass som forrige gang,
men denne gangen satt han med hodetelefoner på.
”Hva hører du på?” spurte jeg mens jeg satte meg på pulten foran. Han så
opp.
”Hæ? Jeg hørte deg ikke.” Jeg himlet med øyene.
”Jeg spurte om hva du hører på, klarer du å svare på det?”
”Jeg hører på Anarchy in the U.K.,” svarte han. ”Det er en kjent Sex
Pistols-sang,” forsatte han, når han så at jeg hadde hørt om den.
”Akkurat, det er punk ikke sant?” Han nikket oppgitt.
”Du sier ikke så mye du,” sa jeg etter en halv time i stillhet.
113

”Gjør vel ikke det,” sa han med et skjevt smil.
”Adrian Stone er ikke et veldig vanlig norsk navn, da. Er du fra utlandet
eller no?”
”Jeg er engelsk statsborger.” Det skulle ikke mer til for å bryte ned muren
Adrian bygde rundt seg. Hver uke, i denne timen, snakket vi sammen. Resten
av tiden var det vanskelig, de folka jeg hang med godtok ikke Adrian. Det
hjalp heller ikke når Adrian ikke prøvde å bli sett. I et halvt år var jeg den
eneste eleven som snakket med han.
Muttern og Geir satt i stuen en sein lørdags kveld. Jeg dro ut den siste snøklumpen
ut av håret.
”Vennen, vi må snakke med deg,” sa muttern. ”Jeg og Geir skal gifte oss.”
Alt ble bare tomt. Det kjentes som middagen min skulle komme opp. Den
første tanken jeg fikk etter ti lange sekunder, var løp. Jeg løp mot gangen, de
voksne ropte etter meg. Jeg dro på meg skoene og tok med meg jakken. Først
løp jeg en lang stund nedover gaten. Jeg hatet Geir, han kunne bare henge
seg. Munnen smakte som blod, og beina var slappe som død fisk. Uten å
planlegge det sto jeg utenfor huset til Adrian. Jeg hadde aldri vært inne i
huset, bare gått forbi. Jeg gikk opp til den røde døren. Hånden min skalv da
jeg strakte den mot ringeklokken. Etter hva som føltes som en time, åpnet en
liten gutt døren. Han så på meg med to store brune øyne, sa ingen ting, bare
så på meg.
”Er Adrian hjemme?” spurte jeg. En gutt åpnet døren og gikk opp en
trapp. Jeg bare sto der et øyeblikk, så gikk jeg inn i den varme gangen.
Adrian kom ned trappen, med gutten i hælene.
”Jack, piss off,” sa han når han kom ned.
”Hva gjør du her?” forsatte han, etter at gutten gikk.
”Muttern og Geir skal gifte seg!”
”Å,” var det eneste han sa.
Vi gikk opp på rommet hans. Rommet var ganske lite, og det hjalp ikke at
det lå flere kilo med klær og søppel på gulvet. Vi måkte oss vei og satte oss
på sengen hans.
”Sorry at jeg bare buste inn, men jeg orket ikke å være hjemme. Jeg orker
bare ikke!” Jeg la hodet mitt på skulderen hans. Vi ble sittende en lang stund
sånn. Han bare satt der.
”Er Jack lillebroren din?” spurte jeg etter en stund, for å bryte stillheten.
”Han er dessverre det” svarte Adrian. Han så ukomfortabel ut, som om
114
noe plaget han.
”Adrian, hvorfor gjorde du det?” spurte jeg, litt ut av det blå. Det var
spørsmålet jeg hadde unngått i et halvt år.
”Husker ikke,” sa han, og reiste seg. Han slo på pc’n og begynte å rydde
gulvet.
”Kan du ikke bare sette deg, jeg trenger å få vite det Adrian?!?” Han stoppet
opp i to sekunder, men begynte å rydde igjen.
”Adrian, jeg vet at du ikke vil si det. Men du må fortelle meg det!”
”Jeg ble lei av å ikke bli sett,” hvisket han, mens han brettet en stripete
genser.
”Unnskyld,” sa jeg.
”Hvorfor sier du unnskyld?” spurte han, og så bort på meg.
”Fordi jeg heller aldri så deg.”
Adrian satte seg ned på sengen.
”Men nå ser du meg. Dessuten hjalp mamma meg å ta kontakt med noen
av mine gamle venner etter det som skjedde, så nå går det bedre. Sitter på
msn klokken 4 om natten og snakker med folk i London,” sa han.
”Adrian kommer du til å gjøre det igjen?”
”Nei,” sa han, og så ned.
”Du må tilgi moren din. Når du flytter ut, skal hun bo alene i flere år. Hun
fortjener litt lykke,” sa Adrian. Resten av natten satt vi og pratet om Adrians
liv i London.
Neste morgen, klokken 6, ringte mobilen. Det var muttern. Jeg tok den etter
at det hadde ringt syv ganger.
”Kom hjem, vi skal snakke om dette. Jeg er jo like glad i deg,” hulket hun.
Jeg tenkte på det Adrian sa, visste at han hadde rett.
”Kan jeg få kle på meg først,” spurte jeg. Muttern lo igjennom hulkene.
Om Geir gjorde muttern lykkelig, fikk de vel få hverandre da. Jeg skulle uansett
flytte ut om 3-4 år.
Om ettermiddagen, neste dag, dro jeg tilbake til Adrian. Jack åpnet døren
denne gangen også, men nå slapp han meg inn med en gang. Jeg gikk opp på
rommet til Adrian. Vi satte oss på sengen og snakket. Jeg veit ikke hvordan
det skjedde, men plutselig kysset jeg og Adrian.
”Hva betyr det?” spurte Adrian.
”Jeg tror det betyr at vi er sammen, om du vil det,” sa jeg.
Og de neste 4 månedene var den lykkeligste tiden i mitt liv. På skolen var
115

jeg og Adrian sammen stor sett hele tiden. I starten fikk vi kommentarer fra
de andre elevene, så en dag tok jeg igjen. En gutt som var spesielt slem kom
bort til meg i skolegården. Adrian hadde feber og var hjemme.
”Så kliner du og Adrian?” spurte han i en hånlig tone. Jeg plantet knyttneven
min midt i tryne på han. Det føltes så utrolig deilig. Etter dette var det
ingen som plagde oss. Jeg gjorde det mye bedre på skolen også. Hjemme
gikk ting bedre, jeg var fremdeles ikke overdrevent begeistret for Geir, men
jeg klarte å godta ham.
Klokken 02.39, den 4. mai ringte telefonen. Det var moren til Adrian. Hun
klarte nesten ikke å snakke, etter flere minutter fikk jeg ut av henne at Adrian
lå på sykehuset. I to sekunder stoppet hjertet mitt, jeg slapp telefonen og løp
inn til muttern og Geirs soverom.
”Adrian er på sykehuset, kjør meg!” ropte jeg og løp tilbake på rommet
mitt og tok på meg noen klær. Først når jeg satte meg i bilen, kjente jeg at
hjertet mitt var tungt som en safe. Uten at jeg var helt klar over det rant hadde
tårene mine rent, og gjort ansiktet mitt vått.
Vi kom til sykehuset, og gikk mot intensivavdelingen. Det stinket sykehuslukt
i gangvirvaret. Jeg så moren til Adrian satt på en benk og gråt. Når jeg
kom bort, tok hun seg sammen.
”Adrian er død,” sa hun.
”Nei,” sa jeg, ristet på hodet, klarte ikke å se det i øynene. Maktet nesten
ikke stå oppreist.
”Nei!” skreik jeg, mens tårene fosset. Hylgrein som et liten barn, men
inne i meg hadde det enda ikke gått opp for meg.
”Nei, mamma. Han er ikke død!” sa jeg, mens jeg tviholdt i henne.
Etter begravelsen gikk alt til helvete. Jeg klarte det bare ikke. Gjorde ikke
leksene, slo til enhver som kom i min vei. Muttern, lærene, eleven og alle
andre unngikk å konfrontere meg. Jeg kalte norsklæreren min en jævla hore,
men det fikk ingen konsekvenser. En dag, midt i sommerferien, dro jeg ut i
skogen. Satte meg på et fjell. Solen stod høyt på himmelen. ”Hei Adrian,” sa
jeg, ut i den tomme luften. ”Jeg trenger deg, vet du det. Hvorfor måtte du gå
ut i veien? Bilsjåføren måtte i fengsel. Men det var egentlig ikke det jeg kom
for å si. Veit ikke om du veit det, men jeg har blitt verre enn før. Du fikk fram
alt det gode i meg, og nå sliter jeg med å finne det igjen. Men det må jeg, for
du ville ikke at jeg skulle stoppe opp, det veit jeg. Men det er så jævlig van-
116
skelig å forsette uten deg. Etter sommeren starter jeg i 10. klasse, og da skal
jeg prøve mitt beste. Muttern har satt bryllupet på hold, men jeg skal si at hun
ikke trenger det. Hun skal tross alt leve etter at jeg flytter ut.
Fra nå av kommer jeg og besøker deg på kirkegården. Jeg glemmer deg
aldri! Jeg kommer aldri til å glemme deg Adrian Stone, gutten ingen så, men
som reddet mitt liv!”
117

Insomnia
af Kim Brander Lund, Sverige
Datum: 7/6 Plats: Sommarjobb Tidpunkt: 11.30
Tallrikarna rullar omkring i luften. Gör en volt och en piruett, innan de möter
det stenhårda marmorgolvet och blir till miljarder flisor. Det dröjer väl inte
särskilt länge innan chefen dyker upp och trycker upp sitt akneärrade ansikte,
skriker med sin målbrottsröst och kräver ersättning. Det är svårt att tro att
den mannen är över trettio år gammal och har startat den här restaurangen
själv. Allt går i slow motion. Tallriksflisorna har inte ens glidit klart på golvet
innan han är framme.
”LIAM!..Har du”, han börjar skrika. Allt blir diffust och ingenting går att
uppfatta. Jag ser hur munnen rör sig, fort, som om den gick på fast forward.
Min slowmotionmotorik hinner inte med och även fast jag inte uppfattar ett
ord av det han säger – så nickar jag lätt på huvudet. För att visa att jag inte
är totalt dum.
Jag skickades ut till uteserveringen för att ta beställningar istället efter
den långa utskällningen. Denna lunchtimme fanns där endast två kunder: en
näst intill död tant och hennes dvärgpudel. Att limma på serviceleendet som
jag gjort hela natten var en enkel match. Jag gick med långa steg fram till
damen med leendet på.
”God middag, vill damen beställa?” Det var svårt att låta bli att fascineras
när man var närmre damen och hörde henne tala. Rapp som en pisksnärt
och dubbelt så gammal som den här restaurangen. Jag försökte låta bli att
tappa hakan.
”Vad är den andra servitören?” fräste damen samtidigt som hon tog upp
hunden i knät. Pudeln stirrade rakt in i mina ögon eftersom jag sänkt blicken
efter den gamla tantens utfall. Jag visste om att framför mig satt en praktkärring
som nuförtiden är unik i sitt slag och dessutom minns jag uteserveringens
enda regel, klart och tydligt: Inga djur. Men det vågade jag inte
nämna utan stammade fram: ”Han är sjukanmäld…”
Tanten tittade misstänksamt på mig och höjde sedan på ena ögonbrynet,
119

”Då får vi hoppas för allas vår skull att han dör på kuppen” sade hon likgiltigt.
Nu tappade jag hakan öppet framför henne. Vem var det egentligen? Vem
var så brutalt ärlig att hon önskade öppet att en servitör skulle dö? Men hon
hade rätt, för den person som brukade servera vid den här tiden – är vad man
brukar kalla ett kryp. Ett äckligt sliskigt kryp. Så jag log inombords åt hennes
uttalande och jag log under hennes beställning. Jag log hela resterande
dagen.
Datum: 8/6 Plats: Vardagsrum, hemma Tidpunkt: 03.30
”Älskling” Mamma suckade ut frasen när hon kom ut från sitt sovrum. ”Du
måste försöka i alla fall…”
Jag visste direkt vad hon menade, försöka sova, men hon visste att jag försökt
hur många veckor som helst. Teven var på ljudlöst läge och min kropp
låg tung mot soffans läder. Jag orkade inte ens svara på hennes oro. Teven
gav ifrån sig ett pipande ljud och det enda jag gjort i två timmar är att irritera
mig på det. ”Mamma…” sade jag
”Har du någonsin haft en sådan här period i ditt liv?” Min hjälplöshet
skrek och jag kände hur jag dreglade mot soffan när jag pratade eller snarare,
viskade.
Jag hörde min mors välbekanta steg närma sig och kände den lilla tyngden
när hon satte sig vid mina fötter. Jag sneglade på henne i ögonvrån och
beundrade det jag såg. Den unga, kloka mamman som alltid, vad jag vet, alltid
satt mig först i sitt liv. Hennes långa, mörka hår och de fortfarande unga
dragen var svårt att inte beundra. Hon tog min hand och drog upp mig, så jag
hamnade på hennes axel. Hon drog fingrarna genom det toviga håret och
fastnade nästan i det.
”När jag fick reda på att jag väntade dig så låg jag sömnlös i två månader”.
Mamma lät nästan lyckligt när hon sade det högt och jag kunde inte
förstå varför.
”Varför låter du så lycklig över det?” spottade jag nästan fram. Jag föraktade
verkligen sömnlöshet.
”För det var ju du, din dumsnut”, fnissade mamma.
”Varför kunde du inte sova då?” frågade jag fortfarande nyfiken på anledningen
varför hon inte kunde sova. ”För jag var så lycklig och samtidigt så
livrädd”, svarade hon lugnt samtidigt som hon tvinnade mitt hår.
”Jag är nog också rädd”, svarade jag henne. Mamma drog mig närmare
120
och höll om mig.
”Varför då, raring?
”Jag vet inte”
Datum: 8/6 Plats: Köket, Hemma Tidpunkt: 06.21
Mamma hade somnat om på min axel och jag hade lett in henne i sängen
igen. Det är fantastiskt att se på en sovande människa. Andetagen är som en
hel symfoni som blandas med drömmarna och blir ett soundtrack till en människas
liv. Mamma var den där människan som man alltid ville härma, även
härma henne sätt att sova, bara för att hon var så onödigt rofylld. Jag sitter i
köket och tuggar på gamla maränger som jag hittade längst in i skafferiet.
Socker har blivit den naturliga räddningen dessa veckor.
Sedan började jag tänka på henne, anledningen till allt detta. Jag beskrev
för henne argt i tankarna vilken plåga hon är, som gör att jag inte kan sova.
Hur jag tror att jag ser dubletter av människor som sitter bredvid varandra.
Hur jag tror att jag kan läsa människors tankar. Hur jag hör saker som inte
sägs och hur jag tror att någon rör mig, men att allt bara är ren inbillning.
Allt är på låtsas och jag skyller allting på henne. Allt är verkligen hennes fel.
Datum: 8/6 Plats: Sommarjobb Tidpunkt: 12.01
Tanten satt som vanligt i vänstra hörnet av uteserveringen när jag kom ut för
att ta hennes beställning. Hon hade en död räv om halsen och en gammal
dammig hatt på sig. Hon hade sin hund i knät och hon såg ut att faktiskt trivas
väldigt bra med sig själv. Hon satt där i sin egen värld och lät sig själv
verkligen njuta av den. Hon lät sig själv njuta av världen på det viset, som
folk glömt bort att njuta den på. Hon andades in luften och höll kvar den i
lungorna, smakade extra länge på det hon beställde, drog handen sakta över
hundens rygg och hon brydde sig inte om folks sneda blickar. Jag kände ren,
skär beundran för denna kvinna.
”Vill damen beställa nytt i dag, eller beställa samma sak som i går?”
Hon hoppade till och tog sig förargat över bröstet.
”Herrejösses, ditt åkerspöke, vad du skrämmer mig! Nej! Inte samma som
i går. Man ska alltid ta något nytt varenda dag…” fräste hon.
Jag backade för att visa att jag inte menade någonting illa. Plötsligt log
hon, hon log ett litet leende, som försvann direkt när hon märkte att jag såg
det.
121

mycket som förtjänade stryk efteråt med andra ord”, hade jag fräst åt honom.
Elias skulle blivit arg om det inte vore för att han lade märke till någonting
konstigt. Jag gäspade nämligen.
”Gäspade du precis?” frågade han chockerat.
”Nej”, sade jag av ren vana.
”Jo, det gjorde du visst!” skrek Elias högt i luften.
”MEN JAG ÄR VÄL TRÖTT KANSKE?!”
Plötsligt började Elias applådera och det var då jag kopplade på vad jag
hade sagt.
”Jag har sms:at henne, Elias” mumlade jag
Utkorg -> Till: Isabelle Tid: 03.15
”Questions I can’t bare, feeling so tired, I’m wondering where. Selfish love
inspires
Are you there to hold my hand? – Jag kommer alltid ha en plats i mitt
hjärta för dig.

”Liam! Vart har du varit? Du är flera timmar försenad!” Chefen var ursinnig
”Förlåt, jag försov mig”
124
Ta meg med
af Julie Midtgard, Norge
Lukten av klamme betongtunneler. Mørke, tomme løfter gjemt i sprekkene
utenfor. Lyset og mørket kjemper om plassen i hans bevissthet, som i en erotisk
dans skifter de på å dominere. Han sitter med øynene lukket. Hjulene
slåss med de bestemte togsporene, metallets adrenalin kan høres.
Han er vant til dette. Så mange ganger har han trådt de samme stegene, de
samme stiene. De er hans vei. Han er en evig vandrer, livet lar ham ikke gjøre
annet. Annet enn dette.
Han føler blikkene hennes. De rører ved hans bevissthet, stille og varsomt.
Hvor mange mennesker har ikke gjort dette før? Så mange gått tapt, så
mange borte. Komplekse liv oppbygd som vann; så lett fordampelige. Hun
er ung og uerfaren, usikker. Stirrer ikke lenge på ham av gangen, enser han.
Så mye å tape, tenker han.
Mønstre danser i hans synsfelt; slangeskinn, sandstormer, regnbuer.
Ubetydelige inntrykk, alt er ubetydelig. Det rister og hyler, han roterer hoftene
i takt med vognen. Konstant toger den stille kupeen fremover, klamrende
fast på sin forgjenger. Kun denne piken i hele verden, kun lukten av gammel,
sur røyk.
Lys går over i mørke; små, korte intervall. Stramme seter med matchende
lukt. Blinkende lysrør i en dus verden, hvor man møter fremmede på nært
hold. Det kiler i nakken av vinden som sniker inn de en gang godt isolerte
vinduene. Pupiller utvides og skrumper inn. Han kan høre henne puste svakt,
rolig. Hun hadde blondt hår, leter han frem i sin erindring; liten og skjør og
avslappet. Ikke henne. Nei. Hun skal ikke få bli ett til arr på kroppen hans.
Han åpner øynene: blindhet, åpenbaring, blindhet. Hun sitter med armene
inntil kroppen og ser ned på hendene sine, de har røde blodige kanter.
Ryggen er rak, utholdende, lange muskler holder et menneske oppe.
Han lurer på hvor mye motstand de har møtt. Det vil han aldri vite.
Silhuettene i vinduet; hans omgir hennes, som en mørk, truende masse
som sluker alt levende den kommer over, som uovervinnelige hvite blodceller.
Han iakttar henne; hun løfter hodet. Sakte hever hun øynene før hodet
125

også løftes opp. Hun ser rett i øynene hans, studerer ansiktet, ser usikkert
bort, ned på klærne hans, føttene, hendene.
En gjenkjennelse. Det rykker til og verden stopper. Lys duver inn og avslører
ham. Langt borte blåses det i en fløyte, han kan ikke plassere lyden,
den hører ikke til her, her i et vakuum av forventning. Ansiktet hennes er
skjult, lyset omgir henne, omrisser og uthever henne. Som en glorie. Dørene
slukkes sakte, drar med seg sure, skarpe sanseinntrykk. En storm er på vei.
Raske, elektriske impulser rykker gjennom musklene hans, de sitrer utålmodige.
Bevegelse igjen, han kan se engelen på ny. Hun hviler øynene ved det
høyre håndleddet hans, men drar dem raskt til seg. Tatt på fersk gjerning. Så
forsiktig, tenker han. Han lirker på hånden sin, gjemmer de to sammenhengende
metallringene inni ermet. De ser på hverandre igjen. Feminine øyne
som skifter mellom hvitt, grått, blått grønt, svart. Han kjenner sine egne
øyne. Hvor mange ganger har han ikke stirret inn i andres øyne og sett sitt
eget speilbilde dypt der inne i mørket. Så mange liv tapt. Huden hans forteller
en historie for dunkel til å ytres. Ordene finner ikke veien forbi hans
murer. Sperringer bygd opp av stål og mørke torneplanter, ensomhet og
skyld.
Han vet hvordan blikket hennes vil være, akkurat som alle andres; nyver
i pannen, stram munn, skarpe øyne.
Det kiler ikke så mye rundt håndleddet nå lenger, oksygenet og jernet
koagulerer sakte. Sviende vedvarende smerte ved knoken. Han biter leppen
i fryd. Mørke, lys, mørke. Hun ser ennå ned på sine hender; bare noen sekunder
nå så. De oppfører seg likt alle sammen. Avskyelige krek, så tanketomme.
Det klirrer svakt i jerngrepet rundt handen hans, som melodiøse ildfluer,
som en sang mellom bekkestener, lyse toners sjarm. Øynenes flakking stopper
opp; hun lytter. Århundrer forvinner og hun ser igjen mot horisonten,
langt inn i mørket. Dypt inn i den blå ilden som omfatter skarpe, kvessede
glasskår. Ilden som skålder mennesker, slukker håp, skremmer lyset. Den
som brant inn et gapende, etsende sår i hans mors hjerte. Aldri vil den stoppe
å brenne.
Han ser på henne som gjennom et slør, innbiller seg et svakt løft av den
ene munnviken. Røde lepper. Alt har for mye farge, for mye lyd, det er for
mye. Han stenger virkeligheten ute, ilden inne.
Gutten dyppet hånden i blod. Månen steg kald og klar over bakkekammen og
126
dekket det grå landskapet med svake fargehint. Den svarte væsken rant tykt
nedover og falt tungt ned mot marken. Den klamret seg fast i huden, lyset
reflektertes mindre og mindre etterhvert. Gutten pustet skjelvende ut, så
undrende ut gjennom de regelmessige skyene. Snart faller de ned på meg
igjen som krystaller, tenkte han.
Han så seg om; gigantiske omriss tårnet over ham. Sakte snodde han seg
fram gjennom stive kratt og forlengst visnede planter. Det var en eneste stor
masse. Han greide så vidt å skille mellom himmelen og skogens vinger. Enda
en gang kom han for sent hjem. Han bet hardt i knoken. Det knaste under de
lettkledte føttene hans. En ugle tutet. Det klang svakt i istapper, stakk i
nesen. Han kjente kun den blodige handen i all nummenheten. Det knitret.
Han ropte ikke etter de andre. De var langt borte nå. Ingen hadde tenkt på
ham uansett. Han trådte varsomt og snek seg fremover inn mot en åpning i
taket. Han stoppet brått. På motsatt side rørte det seg i vegetasjonen. Den
kom enslig stigende frem. Den stoppet, hevet hodet; nesen vibrerte.
Det skinte hvitt i øyne, snuten var rettet mot gutten. Tungen gled over
hoggtenner. Pelsen skinte gråhvit. Den tok et steg nærmere på høye, senete
ben. Det steg røyk fra den. Ørene var vendt bakover. All lyd hadde forlatt, all
stillhet var forsvunnet. Alt gutten hørte var en bankende melodi. Ben bevegde
seg sakte i overlegenhet. Lav pust. Måneøyne som vurderte. Sakte nærmet
den seg. Det luktet menneske, det luktet blod, det luktet kaldsvette. En stram
bris bar fram mot gutten. Den enslige stod med hodet hevet, stirret på ham.
”Et meg...”, hvisket gutten uhørlig. Han visste at disse ørene kunne høre,
hoggtenner kunne befri. Kun månen og den hvite pelsen varslet at det fantes
eksistens. Ingen smerte, ingen følelse. Gutten kunne ikke huske hva sand var,
kunne ikke huske hvilken form solen hadde eller sine få, ubetydelige levedager.
Skinnende øyne som holdt stand i selskap med nesten umerkelige signaler.
Lyset lekte i mørke refleksjoner mellom øm hud og pels. Kun den hvite.
”Et meg”, gjentok han. Et blunk. Ørene ble løftet; som gjennom vann
enset gutten en mørk lyd, sår og vibrerende. Pels som løftes, måner som
bevrer. Et blunk og den vendte hodet om, blottla en slank midje og spisse
skuldre. Elegante bevegelser og den var borte. Verden skalv.
Han falt raskt, grep etter noe; hva som helst. Han hylte og vred seg, gråt
sakte, snudde seg ubesværet. Natten spiste opp skogen. Lydene forsvant.
Månen forlot himmelen, snudde ryggen til.
Ta meg med... Men ingenting hørte. Verden vibrerte og roterte i et hylende
og stumt crescendo.
127

Igjen stod tomheten.
Et kremt knuser stillheten. Den fyker avsted og skårene krasjer ubarmhjertig
inn i ham, dypt inn. Han bretter øyenlokkene opp. Hun holder fram en blek
hånd, sitter lent litt fremover;
”Skal jeg hjelpe deg med den der...?”
Hjelpe meg? Han leter i tomheten. Med hva...? Så mye, så lite. Han stryker
forhenget forsiktig bort fra erindringens dyp, lager fotavtrykk i lett støv.
Stoffet duver i vinden et øyeblikk bak ham, så langsomt, som i sakte film,
buldrer det ned i råtne treplanker. Kraftige, håndbearbeidede tråder revner,
støv virvler opp.
Mamma, hvorfor snakker du ikke med meg...? Han hører en skjelvende
stemme, gjemt i gamle bokhyller av minner slå frem og tilbake. ...hvorfor...
Et svakt smil i erindringen fosser frem. Rødglaserte badefliser. ... mamma...
Rødt hår som tidligere var lyst og fagert. Han puster skjelvende inn.
Lungene trykkes sammen. Vognen dirrer som en pianostreng gjemt inne i et
flygel. Piken ovenfor ham smiler ømt. Det skinner beroligende i øynene hennes.
Blottede håndledd; så tynn, blek hud. Han griper tak i seteryggen, krampaktige
bevegelser. De stadige endringene mellom lys og mørke forsvinner.
Hun smiler, ømme øyne. Det lyser mykt og varmt.
Kupeen endrer form. Han presser stålet under jakken inn i ribbena.
Vognen tar og tar fart og suser gjennom mørket. Smerte. Lav hvisking. Det
verker i hodet, lange nåler glir inn i tinningene. Lyden av hud som brister og
gir etter. Synet blir blurrete. Ikke mer nå. Sporene hyler i smerte.
Langt unna hører han en stille gråtende barnerøst. Han må blunke for å
holde seg rolig. Ut kommer små lyder. Hun lener hodet svakt til siden, åpner
munnen noen millimeter, hever og rynker øyenbrynene. I en vennlig bue
markerer de grå øyne. Tusen skitne ravnenebb hakker i hans mage, spiser
opp innholdet. Han faller. Måneøyne glinser i vinduene; beregnende og forventningsfulle.
Rundt og rundt. Han bærer båren på skjøre barneskuldre. I
stille nattetimer hører han dem briste. Måneøyne kommer nærmere. La meg
være.
Pusten nærmer seg. Månen stikker. Han puster skjelvende inn. Reiser seg
opp. Jenta ser på ham, pupillene utvides. Ta meg med. Makten er hans og
hans alene. Den lille gutten gjemmer seg bak murene. Den store skyggen spiser
opp virkeligheten. Truende muskler våker over hvite håndledd.
128
Uforstående øyne, han puster lettet ut, ser ømheten forsvinne derfra. Så
uskyldig, for alltid uskyldig. Rødglasert vinyl og krampaktige tynne hender.
Håndledd brister. Blå ild danser stadig villere. Så mange gått tapt, så mange
fortjent.
Salt fyller sjøen og flommer over.Verden forsvinner. Igjen sitter gutten
bak metallveggene med hendene presset mot røde, verkende ører. Det klirrer
svakt. Ulven forlater sitt bytte forsiktig, styrer etter månen. Men månen er
regnbuens bror og vinteren hersker.
Det klirrer i istapper, det synger i metall. Det er alt hans. Oppbruddets tid
må komme snart. Dommens dag må komme. Stål vil igjen dele hud fra hud.
Dypere denne gang. Blå ild råder. Han trår ustøtt ut av vognen. Tørker ansiktet.
Orienterer seg og vandrer sakte mot den kalde sirkelen på himmelen.
Sirkler omgir ham.
Hvor enn han går hører han det bak i bevisstheten. Stille og evinnelig
klinger det; de evige håndjerns sang.
129

Selvbiografi
af Maja Damgaard Christensen, Danmark
Pludselig var han bare dér midt i farvevrimlen. Om han virkelig var virkelig,
var på det tidspunkt usikkert, men jeg så ham foran mig som en strålende lys
engel, og jeg så varmen strømme ud fra ham. Himlen skiftede farve og fik
de smukkeste røde nuancer, jeg nogensinde har oplevet, men midt i den
intense scene dukkede en anden skikkelse op nær englen. Idet han kom, blev
himlen oprørt. Lille og grim stod den sorte figur og betragtede tingenes gang
fra et hjørne, men i takt med at min smukke engel igen begyndte at fylde
mere i mine tanker, og den mørke skikkelse mindre, skiftede himlen atter og
bød nu på skønne naturlige blå farver bag skyerne. Den grimme lille mand
blev imens i periferien, hvorfra han kastede mørke skyer over horisonten.
Jeg rejste mig op i toget for at komme ud på toilettet. En ubehagelig bevidsthed
nærmede sig mit sind, så jeg måtte have mig et nyt kick. Englen, som sad
på sædet i den anden side af gangen, forhindrede mig deri.
”Hej.” Hans udstråling var så stærk, at jeg et øjeblik overvejede at tage
ham med hjem og placere ham midt i min stue for at bruge ham som lys- og
varmekilde.
”Du kigger meget på mig.” Lyden af hans omsluttende stemme gjorde
mig høj igen. Jeg satte mig overfor ham, lukkede øjnene og lod mig glide
med følelsen, som tog mig med ud på en vidunderlig forestilling om englen
og mig selv. Togets uregelmæssige, men blide gyngen hjalp min krop ud at
flyve.
”Hvad hedder du?” Hans faste stemme rev mig tilbage til toget.
”Eva.” Virkeligheden gav mig kvalme. Jeg skyndte mig ud på wc’et. Efter
stort besvær i det bumlende tog kunne jeg igen svæve ind på sædet overfor
englen.
”Hvor er du på vej hen?” Søde, blide engel.
Jeg var på vej til Horsens. Jeg havde et møde med en vigtig ”forretningsforbindelse”,
som vi plejede at kalde ham. Forretningsforbindelsen var en lille
131

halvfed mandsling, som hele tiden rettede på sine briller og hev op i de snavsede
joggingbukser. Han forsynede de smukkeste af os med stof. En lille
sølvpapirspakke fik man til gengæld for et par timer i hans magt. Der var nok
til at dække en uges behov. Begge parter følte, de havde gjort en god forretning.
Et par af pigerne syntes endda, at det bedste var afbetalingen. Forretningsforbindelsen
havde aldrig utilfredse kunder.
”Jeg skal møde en forretningsforbindelse.” Fik jeg nærmest sunget ud midt i
den euforiske oplevelse, i hvilken jeg oftest helst bare ville være alene. Men
fordi det var en engel, som talte til mig, gjorde det ikke noget.
”Tager du stoffer?” Englen rodede lidt i sit lange lyse fehår og pillede ved
et hul i sine bukser. Hans observation og ligefremhed overraskede mig ikke.
Jeg følte, jeg kendte ham.
”Mmm.” Det var en meget nysgerrig engel, jeg havde at gøre med.
”Hvorfor?” Spørgsmålet var en lettelse, for min engel spurgte hverken
belærende eller bebrejdende. Han var nysgerrig og imponeret.
Jeg tog stoffer, fordi jeg var født til at være høj. Mit åhh så lykkelige familieliv
i Faaborg med gode karakterer og perfekte forældre havde knækket mig,
og mit ungdomsoprør havde udviklet sig som en lavine. Men jeg stillede
aldrig spørgsmålstegn ved mit liv, og jeg forbitredes ikke over min skæbne.
Selvfølgelig var jeg med på de andres nedladende og dårlige jokes om borgerskab
og velfærdssamfund. Men egentlig var jeg glad og tilfreds. Jeg
havde selv valgt stofferne, og jeg drømte på det tidspunkt ikke om andet. Min
familie bestod nu af syv personer i samme situation som jeg. Min storebror
den eneste deriblandt af samme slægt som jeg. Vores hjem var et skur af et
faldefærdigt hus i Svendborg, i hvilket jeg måtte dele seng med min bror.
Men intet af det var virkeligt for mig. Stofferne var virkelige, og forestillingerne
var virkelige. Og stofferne ville jeg ikke bytte for noget i verden. Jeg
var jo lykkelig.
”Kender du Pink Floyd’s Comfortably numb?” Jeg sad stadig tilbagelænet og
følte, at jeg svævede 10 cm over DSB’s mørkeblå sæde. Min engel nikkede,
og jeg følte en sammensvorenhed imellem os, som om vi forstod hinanden
blot ved at være hinanden nær.
Jeg tændte en cecil og lukkede mine øjne igen. Varmen fra min engel nærmede
sig. Jeg følte den lige ved siden af mig som en ild, der startede inde i
mig selv og hurtigt nåede ud i hver en nervebane. Gennem mine lukkede
132
øjne så jeg de lyse lokker og de blå øjne nærme sig. Jeg fløj højere nu.
Englen lænede sig hen imod mig, og pludselig sad hans læber på mine. Han
pustede en let strøm af luft ind i min mund, og jeg mærkede guddommeligheden
i min mave, som ønskede han ved denne handling at gøre mig til en
engel.
”Kan du lide vinter?” Jeg måtte en tur tilbage til virkeligheden igen. Englen
sad igen overfor mig og glattede den hvide T-shirt.
”Jeg kan lide sne, og jeg kan lide jul.” Jeg forsøgte at virke indsigtsfuld
og lidt frisk.
”Sne er englenes værk.” Hans øjne var pludselig fjerne og drømmende,
bemærkede jeg. Jeg kiggede uforstående op på ham.
”Jeg har aldrig prøvet at tage stoffer. Jeg har været bange for bivirkningerne,”
sagde han så, og øjnene blev de samme nærværende blide engleøjne
som før. Jeg tænkte for mig selv, at han var det eneste rusmiddel, jeg nogensinde
havde prøvet uden bivirkninger. Jeg vidste ikke, at engle interesserede
sig for euforiserende stoffer.
”Men jeg vil gerne.” Men engle kan jo flyve uden at være på noget som
helst, tænkte jeg.
”Har du noget, jeg kan få?” Han var så smuk. Jeg nød hans stemme, som
skabte utallige sug i min mave og en rundtosset følelse af forelskelse.
”Hallo?”
Jeg tvang mig ud i den golde togkupe igen.
”Jo, selvfølgelig.” Jeg rakte ham mit sidste kick og så ham flyve ud på
wc’et. Min smukke, dejlige engel. Hans stråleglans gjorde mine øjne blanke,
og en enkelt tåre sneg sig ned ad min kind. Aldrig før havde jeg set noget
smukkere.
Han kom gående tilbage. Al stråleglans var væk. Han satte sig bøvet ned
foran mig og stenede ud i luften. Fedtede hårtotter klaskede mod hans glinsende,
bumsebefængte hud. Slidt tøj og gule tænder efterlod et indtryk af
dårlig hygiejne. Frastødende. En tåre af en helt anden slags løb så hurtigt den
kunne ned over min kind.
”Tak du. Det er en speciel oplevelse.”
I min desperation fandt jeg min lille mp3-afspiller dybt nede i en lomme og
lod Deep Purple’s Place in line flyde ind i min øregang. Dybe tanker danse-
133

de vals igennem mig. Jeg følte mig ansvarlig. Jeg havde hevet en engel ned
i min sorte verden, og det var min skyld, at verdens smukkeste syn var dødt.
Min smukke engels spindelvævsvinger var forsvundet og tilbage sad en utiltrækkende
stener og gloede. Jeg fik kvalme og følte afsky, og en ondskabsfuld
tankestrøm, som jeg var ude af stand til at stoppe, galoperede igennem
mig og trampede på både følelser og organer:
Mennesker er ubetydelige. Intet menneske betyder noget, hvis det holder sig
til køen. Jeg faldt, og jeg trådte ud af køen. Nu betyder jeg alt. Jeg har ændret
alt. Jeg har slået en engel ihjel. Gud vil, på grund af mig, straffe menneskeheden
for grådigt og utaknemmeligt at have dræbt hans sendebud. Jeg
er ond. Jeg er ond.
Mine øjne sved og brændte, og jeg gispede.
”Næste station - Horsens” lød DSB-kvindens velkendte og evigt overglade
stemme i højttalerne. Jeg gik hurtigt forbi den sølle mørke skikkelse og småløb
hen til udgangen.
Med det samme den friske luft slog imod mig, vendte min mave sig, og jeg
kastede op. Jeg ænsede kun knapt folks afsky omkring mig. Andres tanker
betød intet. Jeg havde oplevet ultimativ lykke og ultimativ ulykke i løbet af
få minutter. Ingen ville forstå mig igen.
Forretningsforbindelsen havde ventet på mig i hall’en. Han havde taget mig
under armen og støttet mig med det samme, han så mig. Vel sagtens som
følge af mine tomme øjne og sløve bevægelser. I hans lejlighed lagde jeg mig
på sengen og lod tingene ske, som jeg vidste de måtte. Forretningsforbindelsen
var utilfreds, men sagde, at han før havde set værre nedture end
min. Jeg fik 3 sølvpapirspakker. Den sædvanlige, en han skyldte mig, og en
ekstra til at ”tage trippet”. Jeg bad om lov til at låne toilettet
Jeg tændte en ny cecil og trak hurtigt røgen dybt ned i mine lunger, imens
jeg forberedte kicket. Jeg så mig selv i spejlet. Skræmmende stofstykker i
sorte og blå farver var slynget om min krop og mine kønne lyse krøller var
pludselig blevet sorte. Min hud var fedtet, og jeg havde piercinger både i
øjenbryn, næse og ører. Hvornår havde jeg fået dem? Jeg kunne ikke genkende
mig selv. Jeg savnede pludselig min mor.
134
”Du er narkoluder. Du er narkoluder. Du er narkoluder. Du lever i en falsk
lykke. Du ejer ingen ægte følelser. Du ejer ikke nærkontakt. Du lyver for dig
selv, og du fordrejer sandheden. Du bilder dig selv ind, at du er lykkelig, men
det giver dig ikke ægte lykke.” Jeg tog hver eneste pille, forretningsforbindelsen
havde givet mig. Langsomt gled jeg ned på gulvet med ryggen mod
væggen. Nød at både følelsesløsheden og sanseskærpelsen rullede ind. Jeg
spillede luftklaver til et gammelt Coldplay-nummer, og musikken blev hele
min verden.
Hvor lang tid mit indre melodrama varede, ved jeg ikke, men på et tidspunkt
ændrede atmosfæren sig, og forretningsforbindelsens uhumske badeværelse
blev skiftet ud med kulisserne til en togkupe. De eneste to i kupeen var en
ganske køn ung mand på min egen alder og så jeg selv. Han sad på sædet
overfor mig i den anden side af gangen. Han så sød ud. Jeg besluttede mig
for at sætte mig på sædet overfor ham i hans side af gangen.
”Jeg hedder Eva.”
Toget dundrede derudad i en evighed, imens jeg roligt opbyggede et nyt venskab
på vej til verdens ende.
135

Gudar får också finnar
af Rannva Macdonald Arnskov, Sverige
Loke: En slug Asagud, vars namn betyder spindel.
Durga: Hinduistisk demonbeskämperska.
Tor: Asatrons åskgud.
Padma: En sidogud innom Hinduismen, Shivas maka.
Shiva: Balansens gud, förstör och återskapar. Sträng och allvarlig.
Vishnu: Spinner ihop människoliv.
Hades: Grekiska guden över Dödsriket.
I längd är åren för gudar mycket längre än för människor.
Sommaren var snart här igen, den där känslan, som man enbart får när man
är helt liten och sommarklockan i skolan ringer ut, den känslan flög igenom
min mage, när jag satt under skolgårdens enda körsbärsträd, med min pipa
som skulle stoppas.
Resten av klasskamraterna satt på bänkarna på skolgården, men jag trivs
under trädet, med mitt hasch.
Loke, klassens skvallerbytta, viskade till Durga med ett flin på läpparna.
Hennes ansikte förändrades från nyfiken till något obeskrivligt obehagligt,
aldrig bra när det gäller starka tjejer. Ändå så borde jag ha fruktat det mer,
för då visste jag inte exakt vad som väntade.
Vishnu, en av mina barndomsvänner, satt i skuggan med flera papper runt
om sig, planerade något roligt, han älskade nämligen att bestämma öden.
Fortfarande kan man finna honom framför en datorskärm med spelen
“Sims” eller “Black&White”. Han lekte med en lotusblomma medan han
skrattade för sig själv.
Första ring lider mot sitt slut. Jag andades ut avslappnat och skulle precis
sätta pipan i min mun när Durga kom rusande.
”Shiva, vet du vad Tor säger?” sa Durga med en röst som sprängde
trummhinnorna när hon satte sig ner.
”Nä, vad vet jag att Tor säger?” suckade jag och lade ner pipan. Ringandet
i öronen fortsatte. Durga blängde på mig med sina svarta ögon och fortsatte.
137

”Tor påstår att han är starkare än någon annan. Men jag ska få honom att
stänga glasskiosken, ingen sätter sig upp mot mig minsan”. Durga rusade
iväg lika fort som hon kom, och jag drog händerna igenom mitt aslånga blåa
hår.
”Att gudar ska ta allt så hårt”, suckade jag.
Fram emot eftermiddagen började det. Basketplanen bakom skolgården fylldes
upp med alla tonåringar i skolan. Ifall du som läser detta inte fattar, så är
detta Gudarnas skola. Vi styr bara över er värld på fritiden, genom skoluppsatser
och tv-spel. Men i detta fall kan inga lekar eller noveller hjälpa, för
Durga har utmanat Tor till duell, eller snarare, slagsmål tills en av dem inte
pallar mer.
Durga hade tagit fram ett av sina många svärd, gåvor från hennes vänner,
och de sex extra armarna knäckte alla fingrarna. Tor stod och smekte sin
hammare, Mjölner.
”Du är inte den starkaste av oss,” morrade Durga. Hennes ögon spände sig
till två mörka streck över det österländska ansiktet.
”Bevisa det då, genom att slåss utan ditt svärd,” skrockade Tor fram. En
våg av flämtningar ljöd bland en del elever, när Durgas svärd klingade mot
basketkorgstolpen.
”Gör likaså”, lät hennes stämma sansat. Mjölner föll till marken utan att
studsa. Båda knäböjde, och det var igång.
Durga hoppade undan från Tors knytnäve, och försökte själv attackera.
Tor tog emot smällen i solar plexus. Han sparkade, hennes ben tog stöten.
Hon bet, hans öra var inte helt längre. Blod spreds över asfalten. Eleverna
hurrade, skrek och hojtade. Jag ville inte se mer, men kunde inte låta bli.
Åska lät i bakgrunden, Mjölner vibrerade i lust att agera. Pang, ett slag i
munnen. Kras, näsan pulvriserades. Mer blod rann. En fot, en hand. Skrik
och glåpord, ingenting kunde urskiljas från det andra. Nu tröttnade jag på att
trängas.
Jag klättrade upp på skoltaket, där såg man allt och var ändå ifred. Padma
satt redan där, och masserade in lotion i sina händer. Hon log när jag kom
uppklättrande och satte mig brevid. Hon började massera min tröjlösa rygg
medan jag såg ner på folkhopen på basketplanen. Det var ett pottpuri av färger,
JellyBellys i en utspridd hög. Padma lade sig i mitt knä och suckade,
med en lock av mitt hår mellan fingrarna.
”Hur länge ska de fortsätta?” frågade Padma kvittrande om än bekymrat.
Jag ryckte på axlarna och tände pipan igen.
138
”Vem vet? Båda är lika starka och lika snabba”, sa jag och drog in ett
djupt bloss. ”Det kan fortsätta i oändlighet”.
Minuterna gick, de fortsatte. Nästa dag var de fortfarande igång. Nu gick
en del tillbaka till sina lektioner, det blev lite uttråkat. Till lunchrasten fanns
drygt hälften av skolan kvar utanför. Timmarna gick, och skaran runt om
dem minskade tills bara Loke kollade på spänt. En vecka gick och även Loke
övergav sin underhållning, när skolans klocka ringde frihet.
Allah bestämde sig under sommaren att jäklas med en av sina undersåtargrupper,
så till sist fick Allahs krafter en av världsdelarna att välja en idiot
till ledare. Än skrattar Norden åt Bush’s nuna. Ares och Mars spelade schack
för att fördriva regndagarna. Ares förlorade alltid sina torn. Poseidon och
hans Grekiska vänner hoppade kanonkulor vid Thailand, vilket fick en del av
den överbefolkade rasen Människa att minska. Vi hade kul ihop. Denna sommaren
åskade det inte. Tor var fortfarande upptagen.
En av de sista dagarna på sommaren satt jag och lät indierna bada i mitt
hår, Ganges, och planerade nästa naturkatastrof tillsamans med min kusin
Hades. Då insåg jag att det plötsligt blev tyst. Jag vände ansiktet mot skolan
med förskräckelse, hade de faktiskt lyckats ta död på varandra? Kraset som
hörs när en penna skrapar mot ett papper upphörde, och jag visste att Hades
hade hört samma sak, eller snarare hörde tystnaden efter ett ljud som fattas.
”Ska vi se efter?” frågade Hades och såg ner på en omgjord stegräknare
som han räknade själar med. ”Jag kan inte avgöra om det är deras eller vanliga
dödas själar som strömmar in till Dödsriket, den visar bara själar som
själar”. Samma tanke hade mina andra vänner, tja, alla i skolan. Vi rusade
iväg med alla hack i hälarna till basketplanen, och fann enbart blod på marken.
Det låg inga döda kroppar där. Vi gick mot lekplatsen. Där låg en halvrutten
arm på en gungbräda, med ett armband runt handleden. Jag kände
igen armbandet. Jag hade gett det i julklapp.
“Har Tor lyckats döda Demonbeskämperskan Durga?” frågade jag mig
själv. Det började darra i kroppen, för vi fann ingenting. Blodspår ledde överallt.
Det hördes ett dunsande ljud från dagiset. Gudarna ska veta att vi sprang
dit. Ja visst ja, det vet vi redan.
Försiktigt gick vi fram runt hörnet, där vi fann Durga livlös på marken.
Vishnu flämtade till och sänkte sitt huvud för att sörja. Hon hade inga armar
kvar, och hennes näsa fattades. Viskningar gick mellan oss, om Durga låg
här, var är då Tor och vad hade hänt med honom?
139

”Fy fan sicken skallebank man kan få”, hörde man plötsligt Durgas röst
mumlande. Hon reste sig upp och himlade med ögonen. Tystnaden skulle
kunnat ha sprängt ljudvallen, för allas förvånade blickar skrek högre än ord.
”Durga, var är Tor?” frågade Padma försiktigt. Durga pekade bakom lekstugan,
och där låg han. Utan sina ben och utan öron.
”Är han också död?” frågade Hermes, den snabbaste killen i klassen.
”Ditt senapsfrö, var den första död?” väste Loke. Tor blinkade till, såg sig
om och slöt ögonen. För att det var pinsamt att ligga där eller för att det faktiskt
gör fruktansvärt ont att bli berövad halva kroppen, gick inte att avgöra.
Han reste sig upp så gott det nu gick, utan sina nedre lemmar.
”Men hjälp mig då”, morrade Tor irriterat när några skrattade. Så småningom,
när det inte var roligt längre, hjälpte de till med att finna alla
kroppsdelar och dela ut dem rätt. När allt satt på plats och ruttna delar helades
igen, reste sig Durga och Tor upp. Jag tittade strängt på dem, och de tog
vad jag frågade på allvar.
”Kom ni fram till något till sist?” Båda skakade på sina huvuden.
”Nej, vi var lika starka”, muttrade Tor lågmält och plockade upp Mjölner.
Durga nickade och tittade upp på Tor.
”Det spelar ingen roll, för vi alla har styrkor och svagheter, men ingen av
oss gav upp.” Jag nickade.
”Jag hoppas att ni lärt er, att ingen gud står över någon annan, utan vårt
samarbete är det viktiga. Det finns ingen rätt gud och ingen fel gud. Snälla,
få in det i skallen”.
Jag gick tillbaka till mitt körsbärsträd, tände pipan och funderade på vad
jag nu skulle spela, “SimCity 3000” eller “Empire Earth”.
140
Döden är röd
af Vincent Palmqvist, Sverige
Pang! Rutorna skallrade i sina karmar av den skarpa smällen. Utanför i den
välskötta trädgården flydde duvorna. Herr Rudolf Silvergren vad död. Blodet
forsade ifrån tinningen...
Dagen efter:
Ruben Larsson vaknade av att den skräniga telefonen gav ifrån sig ett sjuhelvetes
larm. Att ringa klockan halv 6 på morgonen var mer än bara lite
lågt! Den äldre - lätt fetlagde - mannen reste sig upp ur sängen och svarade
med sömndrucken röst.
”Ruben Larsson. Vad vill ni?”
”Åh, jag är hemsk ledsen herrn. Väckte jag er?” Ruben Larsson skulle
just svara men kvinnorösten i andra änden gav honom inte tillfälle.
”Det här är Bella Silvergren. Talar jag med privatdetektiv Ruben Larsson?
Bra. Jag ska fatta mig kort. Min man har mördads...” Rösten bröts och kvinnan
brast ut i gråt i ett ögonblick innan hon fortsatte. ”Förlåt mig, men det
här är - som ni säkert förstår - mycket svårt för mig. Kan ni komma till
Silverholmens herrgård om... ska vi säga en halvtimme?”
Ruben Larsson svarade jakande till erbjudandet, lade på luren och kliade
sig förbryllat på hakan.
Jag har ju inte haft ett enda fall på sex år, och de jag hade innan lyckades
jag inte med. Hur fan hittade hon mig? Och varför vill hon engagera mig?
Den stora klockan i herrgården klämtade sex när det ringde på dörren till
Silverholmens herrgård. Göran Bäck - betjänten i hushållet - skyndade att
öppna den. Framför sig såg han ett surmulet, kraftigt ansikte med brett käkparti.
De blå små ögonen var matta och trötta.
”Ruben Larsson”, sade munnen.
”Ni är väntad”, svarade betjänten saktmodigt och vinkade in besökaren. I
det stora, gemytliga vardagsrummet skred en äldre - men alltjämt vacker -
dam emot honom. Han förstod att det var Bella Silvergren. Hon hade röd-
141

svullna ögon efter timmar av sörjande men ändå ingav hon stor respekt. I sin
djupröda aftonklänning såg hon fantastisk ut, säkert femton år yngre ut än
vad hon egentligen var. Hon hälsade artigt och Ruben Larsson grymtade
något tillbaka medan han såg sig om. Till höger fanns en stor soffgrupp och
till vänster ett viktorianskt matbord med tolv stolar - han undrade tyst för sig
själv vad de kunde ha kostat. Han som knappt hade mat på bordet under
svåra tider.
En blond polis, Tone Jensen, stegade fram till honom och informerade
honom om läget: Rudolf Silvergren hade mördats brutalt på sitt kontor i
herrgården kvällen innan. Revolvern hade ännu inte funnits. Den söta polisen
viskade sedan lite lägre till Ruben Larsson:
”Vi har tre personer som saknar alibi. Bella Silvergren, Göran Bäck -
betjänten - och Sivert Hjortkloe - en god vän till Rudolf Silvergren.” Hennes
norska brytning klingade vackert.
Ruben Larsson nickade frånvarande och rätade till slipsen innan han stegade
fram till Bella, som satt avsides i en fåtölj.
”Er make dödades alltså vid niotiden i går kväll? Gjorde ni något speciellt
just då?”
Hon suckade tungt och strök bort en mörk hårlock ifrån ögonen.
”Klockan var fem i nio, det stämmer. Jag läste en bok i vardagsrummet på
övervåningen.”
Ruben Larsson gick sedan runt och frågade de andra misstänkta. Sivert
Hjortkloe satt uttryckslöst i en soffa på tredje våningen. Det var en gänglig,
lång man med grått hår och glasögon. Kanske i sjuttioårsåldern.
”Jag sov när jag plötsligt hörde en skarp knall ifrån Rudolfs kontor. Jag
sprang in och såg honom ligga död på golvet.”
”Ni var alltså den första personen inne i rummet?” frågade Ruben Larsson
skeptiskt.
”Ja, och precis efter kom Bella inspringande. Mordet är inte det enda
märkliga förstår du. I går förmiddag stormade Rudolf Silvergren in på mitt
rum som en vettvilling - ja, jag var på toaletten men han har nyckel. Han lugnade
sedan ner sig och slog sig ner i en fåtölj. Han verkade orolig, men samtidigt
lättad. När Rudolf berättade att han ändrat sitt testamente och gjort mig
till arvtagare blev jag oerhört överraskad. Det var ingen som hörde samtalet
förutom en person - Göran.”
Ruben Larsson nickade och noterade något i ett häfte och tog sedan till
orda. ”Han gjorde dig till arvtagare? Vad är det märkliga i situationen?”
”Du förstår nog inte, herrn. Han gjorde mig inte enbart till arvtagare. Jag
142
är den som kommer ärva hela förmögenheten, herrgården, bilarna, pengarna...allt!
Jag undrar bara varför han ändrade testamentet, men det spelar igen
större roll.” Sedan sken han upp i ett soligt leende och glömde sin väns tragiska
död.
Ruben Larsson såg med avsmak i blicken på honom. Att han bara kunde
glädjas nu, nu när hans bäste vän gått bort? Skamligt, mycket skamligt, tyckte
den bastante privatdetektiven. Han bestämde sig för att så snart som möjligt
kolla upp mannens förflutna. Han kände på sig att den här mannen inte
alltid haft rent mjöl i påsen. Och varför hade Rudolf ändrat testamentet?
Ruben avundades Bella huset med tre våningar, vackra matsalar, trivsamma
vardagsrum och sovrum där sängarna pryddes av sidenöverkast. Han svängde
impulsivt in i Bellas rum, som om en osynlig kraft lockade honom dit.
Fönstren var inramade med röda gardiner och vid ena väggen stod en fabulös
dubbelsäng. Den trumpna detektiven kunde inte motstå frestelsen att
sätta sig ner på den mjuka sidenbädden. Snacka om luxuös, tänkte han.
Bredvid sängen stod en telefon på ett bord. På andra sidan av sängen som en
annan modernitet, en radio. Av en ren händelse fick han syn på ett kuvert
under bordet den stod på. Han tvekade ett ögonblick innan han tog upp det.
Ett brev?
Han skulle just öppna det när Bella ropade på honom:
”Lunch”
Han stoppade kuvertet i fickan.
Resten av dagen passerade utan större problem och snart sänkte sig mörkret
över herrgården och dess frodiga trädgårdar. Stjärnorna tindrade som juveler
på natthimlen. Ruben Larsson satt nu i köket med en rykande kopp te
med Göran Bäck framför sig - en stilig, medelålders man med mörka ögon.
Han var avvisande och kylig och vägrade nästan tala.
”Så ni var alltså i köket när ni hörde skottet brinna av?”
”Det är korrekt.”
”Och sedan rusade ni upp och såg Bella och Sivert stå framför den döde
Rudolf`?”
”Just det.”
”Kände ni Rudolf närmre, eller var han bara din arbetsgivare?”
”Det har ni inte med att göra!” utbrast Göran Bäck. ”Men om ni så gärna
vill veta så var han en god vän till mig.”
Innan Ruben Larsson hann fortsätta utfrågningen lösgjorde sig Bella
143

Silvergren ur skuggorna. Hennes mörka silhuett skred graciöst in i rummet.
Hon slog sig ner bredvid Göran och bad honom hämta ”tabletterna”.
”Är ni sjuk?” frågade Ruben Larsson rättframt.
”Åh, ja”, Sade Bella och snyftade med svag, tunn röst. ”Kan du berätta
för honom Göran?” sade hon med en hostning.
”Tyvärr har Fru Silvergren en obotlig sjukdom. Medicinen bromsar visserligen
sjukdomens framryckning, men... det är inte många år kvar på hennes
liv.”
Frågorna snurrade runt likt ilskna bin i Ruben Larssons huvud, men han
var anständig nog att inte besvära den fagra damen. Istället slängde han en
förstulen blick emot medicinburken. Han kunde med nöd och näppe se att
tabletterna var utskrivna av Doktor William Nyponqvist. Han tyckte det var
synd att en så fin kvinna skulle gå detta horribla öde till mötes. Han bestämde
sig för att åka hem, ta ett bad och kolla upp lite saker angående Sivert
Hjortkloes förflutna - han anade oråd.
Sällskapet, bestående av Bella, Göran, Ruben Larsson (som nu kommit tillbaka)
och två väninnor till fru Silvergren avnjöt en paradisisk kvällsvard när
det hördes dova, tunga steg ifrån trappan. Det var Sivert som kom ner, ovårdad
och med rufsigt hår. Det är något som inte stämmer med den mannen...
tänkte Ruben Larsson. Att döma av Siverts ansiktsuttryck hade något hänt.
Han såg utmattad ut, som han nyligen sprungit ett maratonlopp.
”Re-revolvern!” stötte han fram medan han andades kraftigt, andfådd och
ivrig.
”Kära Sivert...” sade Bella och lade en varm, lugnande hand på hans axel.
”Vad i all sin dar står på?”
”Revolvern! I min skrivbordslåda. Revolvern! Min revolver är borta!
Någon har tagit den!”
Bella skrattade lite grand.
”Men Sivert. Den låg ju på ditt rum, bara ni och Rudolf har nyckel!
Förmodligen har den bara kommit bort.”
”Är ni säker på att ni låste dörren?” frågade Ruben Larsson.
”Alldeles säker. Jag kan inte förstå det. Det som jag än mindre förstår
är...”
Bella höjde frågande ena ögonbrynet. ”Vad förstår ni än mindre, käre
Sivert?” frågade hon.
Sivert skruvade sig nervöst och Ruben Larsson hann precis urskilja glöden
i hans ögon. Han var rädd. Jävligt rädd. Hans andetag var ytliga nu, han
144
andades i stötar. Och så öppnade han munnen.
”Den låg i min ficka.”
Samtliga i rummet flämtade till och Bella tog sig för bröstet. Ruben
Larsson nickade för sig själv. Det måste ha varit han som begått mordet. Allt
pekade på det. Arvet, pistolen och hans nervösa yttre. Det var han - utan tvekan.
”Jag svär vid min heder att jag inte har något med detta fasansfulla mord
att göra! Om ni undrar hur revolvern låg i min ficka... så vet jag inte! Kanske
la någon den där?”
Bellas blick mörknade och anletsdragen hårdnade. ”La den i din ficka?
Jag säger ju att enbart ni och Rudolf hade nyckel till ditt rum…!”
”Jag svär! Om det var jag som var dödade Rudolf, varför skulle jag då
erkänna att jag hade revolvern i min ficka...?!”
Ruben Larsson avbröt honom abrupt och fortsatte där han slutade.
”Därför att ni visste att ni förr eller senare skulle åka dit. Jag har kollat upp
dig i straffregistret; dömd för dråp, grovt skattebedrägeri och utpressning!”
Sivert sjönk i hop och han såg besegrad ut. ”Snälla du! Dra inte upp det!”
bad han vädjande och snyftade till. ”Jag är oskyldig! Jag svär!”
Bella kände det som ett slag i ansiktet, och det sköt det blixtar ur de bruna
ögonen. ”Ni svär? Ja, ni svor förstås också att ni var oskyldig den gången då
ni fifflade med skattebedrägeri? Och det var så klart min make som fick reda
upp allt! Ni är ingen god vän! Ni är ett missfoster!” Bella rusade fram med
händerna utsträckta och slog vilt emot honom. Hon gav till ett gutturalt skri.
Ett slag där och ett annat där. Sivert ragglade till och föll nästan över det viktorianska
bordet. Men innan nästa slag hann träffa hade Ruben Larsson greppat
tag om Bellas axlar och tvingat henne att sätta sig ner.
”Ring polisen, Göran”, sade Ruben lugnt.
Stämningen i rummet var tung och obehaget verkade så tjockt att man
nästan kunde ta på det. Alla satt knäpptysta i varsin stol ända tills polisbilarna
bromsade in på gruset utanför huset. En grupp beväpnade poliser smällde
brutalt upp dörren och förde ut den stackars Sivert, som inte gjorde några
försök att ta sig loss.
Ruben Larsson andades ut. Äntligen hade han lyckats lösa sitt första fall på
säkert tio år. Han var stolt över sig själv och kunde inte låta bli att tycka att
han var riktigt stilig där han stod i badrummet. Han såg visserligen lite purken
ut, men det var något han gillade. Han stoppade händerna i fickorna, och
där... något ihop knycklat. Vad nu? Just det, så kom han på det. Brevet ifrån
145

Bellas rum. Varsamt vecklade han upp det och öppnade kuvertet. Handstilen
var sirlig och elegant, en kvinnas handstil - ingen tvekan om det. Märkligt.
Brevet var skrivet av Bella... till Göran? Mycket underligt. Han läste vidare
och en hemsk insikt drabbade honom Det var som om en iskall hand greppade
tag om hans strupe. Vad i helvete?! I sin hetsighet råkade han välta en
burk med Bellas medicin och de vita tabletterna for över hela golvet.
Men för helvete! Snabbt böjde han sig och började lägga tillbaka medicinen.
Sedan avbröt han sig tvärt. Tänk om…? Han lyfte sakta en näve med piller
och satte den under näsan. Luktade på det. Ingenting. Han granskade dem
ingående. Vita, runda, intetsägande. Han krossade ett och doppade pekfingret
i det. Tvekande öppnade han munnen. Skulle han våga? Sedan gjorde han
det.
Vad hade han väntat sig? Att det skulle smaka illa? Men det gjorde det
inte. Det smakade... socker. Socker. Det är socker!
Bella höjde glaset och utbringade en skål med sina närmsta väninnor. Det
klirrade högt i kristallen och hon verkade väldigt samlad med tanke på sin
makes bortgång.
”Ursäkta mig ett ögonblick”, sade hon och slank in i köket. Där stod han,
Göran Bäck. Klädd i sin mörka, stilrena kostym. Kvinnan i köket skyndade
fram emot honom och gav honom en kyss. Inte en sådan kyss som vänner
ger varandra, den här var passionerad och eldig. Göran strök undan hennes
hår, och fortsatte kyssa henne intensivt.
”Äntligen!” viskade Bella förföriskt mellan kyssarna. ”Det var ett riktigt
lyckokast att anlita den där inkompetente detektiven.”
”Verkligen?” Rösten skar igenom luften likt en kniv. Bella snurrade runt
och där stod han. Ruben Larsson. Och bakom honom... herrejävlar, tänkte
hon. Bakom honom sex poliser med Tone Jensen i spetsen.
”Spelet är slut”, sade Ruben Larsson.
Bella flämtade till. Spelet var sannerligen slut.
Detektiven drog efter andan. ”När er man upptäckte att ni hade ett förhållande
med Göran blev han alldeles överrumplad. Med krossat hjärta
ändrade han testamentet så att Sivert skulle få ärva allt. Det var inte meningen
att ni skulle få reda på det, men det fick ni. Ni var inte på rummet och
hörde det, för ni hade ingen nyckel. En som däremot var där var Göran - den
’fromme’ betjänten. När han hörde vad de sagt lyckades han obemärkt stjäla
Siverts revolver från skrivbordet och berätta för er. Ert förhållande var avslöjat.
Men det fanns ett sista alternativ. Men skulle ni våga? När ni gifte er
146
med Rudolf Silvergren skrev ni också under ett så kallad äktenskapsförord.
Detta innebär - som ni redan vet - att i händelse av Rudolfs död ärver ni
enligt svensk lag hälften av hans pengar. ’Hälften’ i detta fall är en hel förmögenhet.
Därför gjorde ni det - ni dödade er make. Jag menar, hur skulle ni
någonsin kunna se honom i ögonen igen? Hur skulle han någonsin kunna
förlåta er? Men det är något jag undrar, fru Silvergren. Äktenskapsförordet
innebär också att ni får hälften av pengarna vid skilsmässa. Varför skiljde ni
er inte bara ifrån Rudolf? Ni hade ju aldrig mer behövt veta av honom!”
Bella svarade först inte. ”Det vet ni redan. Han skulle aldrig tillåta mig
något sådant. Min framlidne make var oerhört svartsjuk, jag kunde knappt
hälsa på en annan man förrän han drog in mig i ett mörkt hörn och viskade
hotfulla ord till mig. Bakom den vackra fasaden dolde sig inget annat än ett
katastrofalt äktenskap. Om man kan kalla det för helvete vet jag inte vad man
ska kalla en skilsmässa med den mannen.”
Ruben Larsson nickade, han förstod. Rudolf Silvergren hade alltid varit
hetsig och labil, speciellt nu på senare år, men han förtjänade verkligen inte
döden. Han hade varit en god, gammal man.
”Ni tog nyckeln till Siverts rum från er döde man. Med den var det inga
problem för dig att ta dig in på Siverts rum och lägga revolvern i hans kavaj.
Sedan gjorde ni ett misstag. Ni anlitade mig, den sämste detektiven i hela
stan. Ni ville ju knappast ha misstankar riktade emot er, eller hur fru
Silvergren? Ni trodde aldrig att detektiven skulle lösa fallet, men det gjorde
han. Ni hade väntat nästan hela dagen när slutligen Sivert upptäckte att
revolvern låg i hans kavaj på rummet. Allt pekade på att han var mördaren.
Sen kom på polisen och ni hade vunnit - eller? Av en ren slump hittade jag
brevet på ert rum. Jag måste säga att ni är en utomordentlig skådespelerska.”
Bella flämtade till.
”Idiot!” vrålade Göran. ”Du skulle ju bränna alla brev!”
”Du då!? Varför skulle just jag vara den som fick göra grovjobbet!?” gastade
Bella till svar.
Ruben Larsson tystade dem men de fortsatte stirra ilsket på varandra. Fan
också, tänkte Bella.
”Tabletterna ni har är falska. Det är bara socker. Vem skulle misstänka
dig? En älskvärd dam, dödssjuk och alldeles nybliven änka?
Bella fnös till svar. ”Jag underskattade er visst...”
Nu stegade Tone Jensen fram. Hon talade med bestämd röst.
”Bella Silvergren och Göran Bäck, ni arresteras härmed för mordet på
herr Rudolf Silvergren.”
147

Levende stillhet
af Maria del Carmen Gomez Myhre, Norge
Rammene på veggen avspeilte en gjemt og glemt fortid. En tid hvor hun var
en datter, da ting var annerledes, den gang hun ble betraktet som levende.
Øynene fulgte minnene under glassene og de trefargede kantene, og minnene
kom som en bølge mot henne. Øynene ble fjerne og gjenspeilende av
det svake lyset i hjørnet. Bildene av den dagen hun og hennes søster hadde
vunnet stemnet i judo med en liten pokal i den ene hånden på hver av dem.
Dagen hun gikk ut av sitt siste år på videregående med gode resultater, og var
kommet inn på filosofi. Og det kjæreste hun hadde i livet, Odin, den sorte
araberen som var hennes og dagen hun hadde vunnet tredje plass i landsmesterskapet
i dressur. Sammen med henne var hennes far, mor og søster.
Øynene fyltes som når det blir høyvann og oversvømte to grønne øyne
under sorte vipper. Gråten var stille, for stemmen var forstummet og ville
aldri kunne fortelle at hun var der.
“Æ e jo her, koffer ser ingen d?”
Hun ønsket at hun kunne rope og skrike ut sitt ønske om å komme tilbake
til det livet hun en gang hadde. Smerten i brystet buldret som en kakkelovn
om vinteren som nylig var blitt fylt med mer å tære på. Men stemmen
ville aldri mer kunne synge, eller fortelle de ord hun ønsket å fortelle.
Klokken tikket videre med lange visere og fortalte at det var sent på natten.
Øynene fortsatte sin vandring ut gjennom de store dørene som stod åpne
mellom uskyldshvite gardiner, de flagret en døende dans. Utenfor var det
stille, bare vinden lekte i trekronene og sendte varme pust mot huden. Blader
blafret og laget hviskelyder i trekronene. Som om vinden ville fortelle henne
hvordan verden ble til. Ting bare hun skulle vite, men aldri fortelle. Verden
forandret seg utenfor, kornet på åkeren forbi inngjerdningen bøyde seg og
gamle minner fortalte hva som ville komme.
“Det rægne. Skulle ønske æ kunne kjenne varme dråpa i ansikte, snurre
rundt og rundt, t at æ meste ballansn, dætt ned i græsse, kan se blanke dråpa
dale mot mæ og så førsvinne!”
Noe bare hun og søsteren brukte å gjøre når ting var fortid, midt på nat-
149

ten, hvor de tillot seg å være uskyldige igjen. Tanken og ønsket var så intenst
at fortvilelsen vokste seg større enn henne selv, det hun var, i nåtiden. De
kom sjeldnere og sjeldnere nå. Dagene var få, og bare noen timer av gangen.
Hvor en stillhet som buldrende torden trengte inn i rommet og gjorde luften
ladet med usagte ord. Disse stundene ville hun bare kaste noe i veggen, for
å varsle at hun var der. Morens stillhet som så fra henne til bildene, hennes
far som stod stille ved de brede, store glassdørene og søsteren som aldri kom.
Lagkamerater, skolevenner og kjæresten som sluttet å komme, som aldri sa
noe. Som morgendugg ble tørket bort når dagen våknet og sannheten ble avslørt.
Forsvunnet med dagene for så lenge siden.
“Snakk t mæ! Æ træng å vite ka som skjer med dokker, æ e jo her, vær så
snill å se, hør mæ m de stille ordan mine! Se mæ i øyan, de krystallan som
vise at æ e her.”
Hun var som en levende død, en tørket blomst, en vissen skjønnhet, men
ikke i live, bare en skygge av seg selv. Så dem stå der og aldri se på henne
som hun er nå, men bare huske henne som hun brukte å være.
Sakte bryter hun gjennom veggen av støv og spindelvev og kjemper seg
tilbake til nåtiden hvor alt er like vondt som fortiden. Det har begynt å bli
lysere ute og klokken tikker videre på veggen. Huset er stille og alt som
høres er regndråpene mot steinhellene utenfor og den knirkete melodien til
sirissen som har hentet ly under overbygget. Kroppen beveger seg, men det
er ikke hun som flytter seg, en ubevisst handling, som skjer utenfor hennes
kontroll. Tankenes ordre vil ikke nå fram, linjen er kuttet. Ansiktet og øynene
prøver å nå fram i tide, men ting går langsomt, som om jordens evige
rundgang fra tidenes morgen stopper opp for så å seile videre en dag for sent.
“Arman vil ikke lystre mæ, ordan vil ikke ut, beina vil ikke springe, d e
ikke min kropp, men mitt fængsel. Og alt æ vil e å førtælle nån at æ e her
inne. Kan nån hjælp mæ?”
En ravn bryter lenken av tanker med et skrik før den letter fra gjerdet,
flakser av gårde og fortrenger den vibrerende tausheten som preget natten.
Huset begynner å våkne og lydene blir flere. Det knirker i dører og skapdører
blir åpnet og lukket med små dunkelyder. Dagen utenfor de skinnende
glassdørene har begynt, summingen til fugler og insekter blir stadig lettere
for øret å høre. Lyden av at den mørke tåken, som tar imot skyen ved døren,
når inn til henne i sengen. Elena er sliten av å ligge slik. Tåken bruker ikke
flytte på henne om natten slik at hun blir liggende i samme stilling til kroppen
verker og til at Elena kjenner hard, dunkende hesteklapring i ryggen og
bena. Et lite ufrivillig stønn unnslipper leppene og flagrer av sted i luften
150
som virvler av klare stråler fra solen. Hun blir snudd forsiktig rundt og lagt
på siden i sengen. Hun prøver å fange øynene, si takk, men igjen ser ikke den
vennlige skyen henne.
“Du vil d så godt, men du får d ikke så godt t.”
Elena føler med den eldre, gode skapningen som nynner stille ved siden
av sengen og som ikke vil stenge lyset ute fra hagen, men prøver å sette porten
på gløtt for at hun skal oppleve verden.
“Takk før at du prøve. Bare æ kunne si d t dæ. Du e flink m mæ. Du børste
håre mitt førsikti og når du hjelpe mæ m maten tar du ikke munn min før
full. Du e varsom m mæ når du klær mæ og du nynne sanga t mæ, men du
førstår ikke at æ e her. Før du prate ikke t mæ, men førbi mæ.”
Dynen ble bredt godt om Elena som hjalp mot kulden på innsiden.
Ensomhetens vann som fyller glasset, velter og blir fylt på nytt. Stille tasset
den lyse skyen ut av rommet hennes og lot henne være igjen til dagens ensformighet.
Klokken tikket videre og Elena ønsket intenst at hun kunne rykke den
ned av veggen og kaste den som en frisbee ut gjennom vinduet og la vinden ta
den bort. Slippe å minnes tid og sted. Radioen ble stilt på og ut i luften seilte
en kvinnestemme som forteller om døde og skadde. Uinteressert hørte Elena
stemmen mane om død og ødeleggelse, men hun orket ikke høre nå og stille
sovnet hun i den gode dynen og den nye, behagelige stillingen i sengen.
Den fredelige verden hun lullet seg selv inn i, for å glemme fortiden, nåtiden,
men også den uklare framtiden, ble raskt avbrutt av et kast av lys og lyd.
Et kraftig brak som ristet huset og en liten skygge fra vinduet på døren som
speilte seg i gulvet fortalte at noen har kommet inn.
- Unnskyld mamma! D vakke meninga, men vi’in tok døra ut av hendern
på mæ!
Elena hørte en lys jentestemme med en ren klang i og en liten latter på
hver stavelse, som bekkene om våren mot tynne iskanter. Sakte gikk en ung
jente på lette skritt over gulvet med bare en berørende lyd, og med en yndig
lang kjole i hvitt på bare ben. Elenas øyne fulgte denne fremmede, og hun
lyttet så hardt etter stemmer at det nesten gjorde vondt i konsentrasjonen.
Kroppen var slapp i sengen, men hele kroppen føltes som en klirrende harpestreng
hvor alt i henne ville vite hva som skjedde.
- Miriam? E d du? Ikke tænk på døra, det går bra, den for ijæn før at døran
på romme t Elena e åpen.
Stemmen til skyen kom fra kjøkkenet ikke så langt borte og datteren gikk
varsomt inn og kikker seg raskt rundt. Før hun forsvant ut at synsfeltet, gjennom
døren hvor hun skulle lyse opp verden. Det var så lett å høre skyens
151

stolthet i stemmen over Miriam. Elena hadde også en gang hørt klangen i
foreldrenes stemme og sett ømme og stolte blikk møte øynene hennes. Men
nå levde hun ikke for mer enn å sove, spise, bare eksistere uten å være.
- Kan ikke du passe på ho litt Miriam, æ må i et ærend på butikken. Så
kommer æ så fort æ kan t bake.
Stemmen hadde smilt før den forsvant ut av døren med et nytt smell. Og
et nytt hoppende hjerte i forglemmelsen.
Det ble stille og noen ganger hørte Elena små lette fortrinn over gulvparketten
og en varsom nynning.
“Syng før mæ. D e så stille her. Jag stillheta bort før mæ, æ træng no anna
enn stillhet. Æ har så mye av den.”
Øynene lå vendt mot vinduet og den milde brisen var blåst opp og sendte
gardinene på en vill fanes dans inn i rommet. Vinden hvisket ikke lenger, den
laget høye stemmer som blandet seg med hverandre. Insektene var forstummet
og klamret seg fast for å ikke bli ført bort med strømmene. De kunne
ikke fly, ikke være fri. Ruskingen i trærne ble sterkere, løst løv flagret over
engene, og snoren på flaggstangen slo mot metallet som sendte små klirrende
lyder med naturens stemme og sjel.
Gardinene dekket henne til først, men Elena merket at noen var der. Og
øynene søkte i det halvt opplyste rommet som nesten ingen beveget seg inn
i hvis de ikke måtte.
“Kæm e d før nån? Miriam?”
Hun ville spørre, men stemmebåndet ville ikke vibrere og sende lydene
ut. Akseblondt, langt og fyldig hår flagret forsiktig om henne og kjolen flagret
litt i de milde kjærtegnene. Miriam ble stående og se seg om i rommet,
gikk bort til bildene og gransket dem, før hun så bort på Elena igjen. Øynene
fyltes med noe Elena ikke kunne beskrive.
“Førstår ho mæ?! Nei. D e innbilning som alt anna æ har håpa på før.
Kan ikke bare håpe og hjærte mitt gje mæ fre?”
Miriam strøk hendene over kjolen og det så ut som om hun var litt ukomfortabel
med å ikke kunne si noe. Elena så bort igjen. Dette ville bli som
møtet med henne og familien, hun ville ikke vise at hun var der, men hun
skulle så gjerne kunne fortelle dem at hun ville hjem. Hjem til livet hun savnet
mer enn stjernene savnet mørket om sommeren.
Miriam trådte mot sengen og stod like ved den. Hun gransket Elena som
lå der. Elena ville krype sammen i sin ynkelighet, bli fortært og forsvinne.
“Ikke si no som gjør mæ ondt Miriam. Æ ber dæ på mine knær, vess æ
hadde kunne. Bare ikke la verdn min bli mindre og mer ensom enn den alle-
152
rede e.”
Øyne som var brune, men som også skiftet til gult i lyset, prøvde å få kontakt
med Elena, men hun så alle andre steder enn på den milde personen ved
sengen.
- Hei.
Ordet var så enkelt, så hverdagslig at Elena ble sjokkert overrasket. Bare
et hei. Hun kjente sakte at blodet begynte å bli varmt igjen. Ingen hadde sett
på henne slik.
- Mamma e snart t bake, så æ skulle passe på dæ i mellomtia. D va ikke
nok brød t å lage frokost t dæ, så ho sprang av gårde før å kjøpe.
Stillheten preget rommet på nytt og det så ut som om Miriam forsøkte å
finne noe å si. Vindens mange stemmer ble stadig klarere og høyere. Til
Miriams stemme forstummet koret igjen.
- Æ fikk vite ka som skjedde m dæ. Æ skulle så gjærne sett dæ gå judokamp,
ri og se dæ studere på univærsitete. Som på bildan?
Smilet var forsiktig og åpent som livet mange tar for gitt. Elena klarte
ikke håpe og flagret blikket alle andre steder enn på henne.
- Æ veit du e der Elena. Hold ut, ikke alle har glæmt dæ.
Elena rykket ufrivillig til og øynene møtte Miriam. Hun var skremt.
“Korsn kan du vite at æ e her, når ingen andre gjør det?”
Øynene var som havgrønne dammer. Så mye hun ville formidle gjennom
et blikk som rettet seg inn i Miriams brune og gule.
“Se mæ!?”
Miriams øyne utvidet seg og virket like overrasket som forskrekket.
Blikket var så håndgripelig som hånd mot hånd, som en klem, en berøring.
Elena hadde ikke forventet det som skulle komme. Som når en sommerfugl
åpner vingene for første gang og åpner sin skjønnhet åpnet Miriam sin.
Øynene glinset og hun smilte stort og bredt til Elena.
Øynene til Elena fyltes med tårer som sakte akte seg nedover huden.
Øynene stod i vann og takknemligheten glinset i de grønne steinene.
“Du ser mæ! Du virkelig ser mæ!”
Elenas øyne ble oversvømt og hun gråt. Miriam tørket forsiktig bort tårene
med en stille bevegelse før hun satte seg på stolen ved siden av sengen og
holdt hånden hennes og lot elvene renne seg tomme.
- Æ har ikke glæmt dæ. Æ huske ka du gjor før mæ Elena. Den dagen på
skola når du så alle de andre mobbe mæ og du ville bli faddern min sånn at
ingen skulle gjør mæ no ondt. Du va stærk og du e like stærk nu.
Smerten av takknemlighet og glede rommet brystet og nervene og fylte
153

henne med en ny styrke som vokste seg sterkere.
“Æ vil så gjærne klæmme hanna di!”
Stille konsentrerte Elena seg mer og mer, til svetten dukket opp i pannen
hennes, det svimlet for henne og sorte prikker danset foran øynene hennes.
Hun ville vise sin takknemlighet, og svakt som en mors kyss på sitt nyfødte
barn beveget hånden seg mot Miriams. Elena la merke til at Miriam våknet
fra tankene og måpte til henne.
“Æ e her, og æ høre dæ.”
- Æ e bare så gla før at æ fikk sakt d t dæ Elena. D va æ som fant dæ den
dagen. Æ va så redd. Av en eller anna grunn hadde hæstn din steila når du va
dær aleina på kveldn, æ sku bare si takk før d du gjor, men fikk aldri gjort det.
Seinere fikk æ vite at du va hjærneskada, men ingen trudd du kunne førstå,
men nu veit æ. Æ måtte prøve. Tilgi mæ vess æ e fæl m dæ Elena. Æ prøvde
å gjøre opp før no du gjor før mæ før to år sia, æ har aldri glæmt det. Takk.
Stemmen var myk og god, men resten av setningen døde ut når en stemme
kom gjennom glassdørene.
- Vess du trur at ho forstår tar du så jævli feil. Ho e død. Ho har vært det
i to år nu og vi har aldri fått kontakt m ho og koffer sku vi prøv? Hjærn hennes
e dø, ser du ikke det!?
Miriam så forvirret ut først før hun så på Elena og så tilbake på tåken som
kom inn gjennom dørene. Elena så gjenkjennelsen i Miriams øyne mellom
trekkene til de to andre i rommet, foran henne.
“Ikke hør på ho. Ho har ikke vært søstera mi sia ulykka!”
Desperasjonen strammet seg i kroppen hennes og fra sengen ga de grønne
øynene raseri og forbannelse til søsteren, som stod der som den stygge
tåken hun var blitt i Elenas liv.
- Æ trur ho førstår og veit ka som skjer rundt ho. Ho leve! Æ fikk kontakt
m ho å vess du mene no anna får du det, men ho e like levanes som mæ og
dæ. Elena kan ikke si det sjøl så da får æ gjør d før ho!
Miriams vakre brune øyne var blitt sorte av sinne og Elena var beskyttet
av en annen for første gang i sitt liv. Men kroppen hennes ville ikke mer nå,
tankene ville hun slippe, for søsteren kom til å sørge for at Miriam forsvant.
“Æ træng dæ, men æ vil aldri få se dæ meir Miriam, uansett kor mye du
prøve å kjæmpe før mæ.”
Vannglasset var igjen fylt.
Sakte lot Elena kroppen slippe løs. Hun kjente noe skje, alt for mye.
- Miriam.
Elenas stemme slapp ordet løs på flukt og de to andre ble stående som for-
154
stenet over parkettgulvet. Bevisstheten ble sakte borte, øynene glippet og
skjelvinger ristet den unge kroppen. Armene rykket til og bena sparket til.
- Ho har epilepsi og takket være dæ og alt d her har du utlaust det værste!
Søsterens stemme som var like kald som den hadde vært så lenge og
Miriam kom seg til sengen og grep hånden til Elena.
- Så gjør no!
Tonene til Miriam uttrykket hamrende redsel for henne.
- Æ vil ikke.
Miriam stod der, stille som en påle i bakken og gransket søsteren til Elena
forferdet og hatefullt før hun så tilbake på Elena.
- Vær så snill Elena, hold ut bare litt t! Æ ber dæ!
Ravnen tok til vingene og seilte over himmelen og ut av syne. Øynene til
Miriam fyltes med salte regndråper som slynget seg nedover myk hud.
Stemmen var gråtkvalt og hørtes hes og gurglende ut.
- Vær så snill, ikke førsvinn nu.
Stemmen var en tett hvisken som bare rakk fram til Elenas ører.
Rykningene ble bare sterkere og sterkere og hodet ble slengt fram og tilbake
og kroppen slo bue i sengen. Åndedrettet sluttet å heve å senke brystkassen
og leppene til Elena ble sakte blå.
Hånden til Miriam knuget fortsatt hånden til Elena så hardt hun kunne.
- Du ska ikke dø aleina. Æ love!
Lungene verket og støtene gjennom hodet sendte henne i fosterstilling og
strupelyder verre enn ved kvelninger oppstod og utløste skredet, som tok
henne med. Smertene kjente hun ikke lenger, og sakte forsvant verden av lys
med sine skygger rundt henne. Kroppen falt slapt tilbake. Hun sluttet å puste
og den hamrende klapringen av hjertets vingeslag stoppet.
- Æ vil aldri glæmme dæ.
Levende stillhet. Stormen var borte og kroppens fengsel var ikke lenger
en hindring. Lydene forsvant sakte og sendte henne på en ny ferd, ingen
kunne følge henne i, og ingen kunne ta den fra henne.
155

Flickan och stormen
af Joanna Libertson, Sverige
Elektriciteten i luften var så tjock att man nästan kunde ta på den. Blixtarna
lyste upp himlen i korta intervaller, men annars var det becksvart. Det gjorde
inget; flickans ögon hade redan vant sig vid mörkret. Hon satt i det våta
gräset under en stor ek och regndropparna hade för länge sedan blött ner
henne in på bara skinnet.
Längre bort i skuggorna anade man snarare än såg konturerna av en stor
herrgård. I vissa av fönstren lyste det ännu, men de flesta ljusen var släckta.
Ännu en blixt lyste upp himlen och flickan skakade av spänning – hon älskade
stormar. Hon lade sig ner i gräset med armarna och benen spretande och
håret utslaget som en gloria runt huvudet.
En vitklädd figur kom ut ur herrgården och småsprang mot eken samtidigt
som den förgäves försökte skydda sig mot ösregnet. En överviktig barnsköterska
kom pustande och flåsande fram och stirrade ned på den lilla
tösen.
”Kom nu, lilla fröken” sade hon med en röst som avslöjade att hon varit
med om samma sak många gånger förut. ”Ni kommer bli förkyld igen.”
Flickan stirrade upp på Nanna och i hennes ögon förvandlades hon till en
jättinna av enorma dimensioner. Trots att hon helst hade velat stanna ute och
se mer av skådspelet lät hon sig lyftas upp av kvinnan och bäras in i huset.
”Vad skall hon göra så för?” bannade Nanna. ”Är det inte nog med att hon
redan mist mor sin, utan att hon skall dra på sig lunginflammation och stryka
med hon också?”
Flickan ryckte ofrivilligt till vid omnämnandet av sin mor, hennes bleka,
vackra mor. Älskade viskade hennes röst inom tösen – de sista ord hon sagt
innan hon drog sitt sista andetag. Älskade. Tyst tillät hon Nanna att torka
henne, klä henne i ett torrt nattlinne och kamma hennes hår innan hon stoppades
om för andra gången den kvällen.
”Sov nu” uppmanade Nanna mjukt innan hon tog ljuset och gick.
I samma ögonblick som hon lämnade rummet vakande ett monster under
flickans säng och i takt med att ekandet av Nannas steg tonande bort i korri-
157

doren utanför gäspade det och sträckte på sig. Flickebarnet kunde höra hur
det rörde på sig, hur dess klor skrapade mot golvet då det prövande sträckte
på dem. Bara dess andetag var så enorma att de fick gardinerna i motsatta
änden av rummet att fladdra.
Monstret hade funnits där ända sedan modern försvann och eftersom flickan
ännu inte vant sig vid sin nya, otäcka rumskamrat kurade hon ihop sig
till en liten boll i den stora sängen och drog täcket högt över huvudet. Nanna
hade sagt att mor aldrig skulle komma tillbaka, men flickan hoppades ändå
i hemlighet att hon en dag, inom en inte alltför avlägsen framtid, skulle
komma och jaga bort vidundret igen.
Länge efter det att Nanna gått låg hon vaken i sängen, rädd för vad monstret
skulle kunna hitta på medan hon sov. Till slut, när stormen för länge sedan
dragit förbi och stjärnorna åter syntes på himlen, somnade hon av ren utmattning.
Så fort hon ätit frukost följande morgon sprang flickan nedför den stora
trappan, ner i hallen med det kalla stengolvet och så slutligen in i vardagsrummet.
Där sprakade en hemtrevlig brasa som gav rummet en inbjudande,
röd färg. Hon kunde se sin mor sitta i en av de stora fåtöjlerna och lägga patiens.
”Kom, min flicka” sade hon mjukt. ”Låt oss spela spel.”
Tösen sprang glatt fram, hämtade spelet de spelat så många gånger förut
och ställde upp alla pjäserna på deras rätta platser.
”Vet du, du påminner så mycket om mig när jag var liten” sade modern
medan hon flyttade en av sina svarta pjäser över brädet. ”Jag växte till och
med upp i just det här huset.”
”Gjorde du?” Flickans ögon blev stora av förundran. ”Brukade du också
spela spel med din mor?”
”Ibland, men inte lika ofta som du och jag gör nu.”
”Vad gjorde du istället då?”
”Ja...” sade modern långsamt och tänkte efter. ”Jag lekte i trädgården med
min bror, din morbror... Och så brukade jag klättra i den stora eken. Jag
älskade att sitta där uppe under sommarkvällarna och läsa och äta äpplen
eller kakor.”
”Kakor!” utbrast flickan. ”Jag visste väl att det var någonting som saknades
här! Varför har inte Nanna kommit med kakor och te än?”
”Så ropa på henne och be henne hämta” föreslog hennes mor.
Knappt hade flickan hunnit till dörren förrän hon hörde ett ljud som hon
kände igen alltför väl; ljudet av hennes mor som hostade. Det gick kalla
158
kårar utmed ryggraden på flickan. Hon slet upp dörren och ropade i förtvivlan
ut i korridoren.
”Nanna! Nanna! Kom och hjälp! Mor hostar!”
Hon rusade in till sin mor igen och ställde sig framför henne.
Hostattacken var av ett särskilt elakt slag och flickan var vettskrämd. Snabba
steg hördes i korridoren utanför och i nästa stund störtade Nanna in i rummet.
”Men lilla fröken” utbrast hon bestört. ”Vad är det hon säger?!”
”Mor” snyftade barnet. ”Mor hostar så förskräckligt igen. Hjälp henne!”
Nanna stirrade förvirrat på flickan, och så på den tomma stolen som hon
stod framför, och med ens förstod hon.
”Kom nu mitt barn” tröstade hon medan hon gick fram till flickan, lyfte
upp henne och bar henne ut ur rummet. ”Mor hostar inte längre. Mor har det
bra.” Och då mindes det lilla barnet att modern inte fanns hos henne mer,
men hon förträngde genast tanken. Mor hade suttit i vardagsrummet, hon
hostade, hon behövde hjälp. Insikten slog henne att Nanna bar henne bort
därifrån, tog hennes mor ifrån henne. Hon kämpade för att ta sig loss ur
Nannas famn, men hon var liten och Nanna var stark som en karl. Mot sin
vilja bars hon upp till sitt rum där hon tjurande stannade resten av dagen. En
plan började ta form i hennes huvud och hon beslöt sig för att sätta den i verket
redan nästa dag.
Korgen med mat som hon norpat ur köket var tung att bära på och den lilla
flickan fick pausa flera gånger på väg mot eken. Så ofta hon kunde försökte
hon hålla sig dold bakom små träd eller buskar, för hon var rädd att någon
plötsligt skulle titta ut genom ett fönster och få syn på henne och sedan hindra
henne från att göra sin utflykt.
Hon hade hoppats på att vädret skulle vara fint, så att hon kunde föreställa
sig hur det varit för hennes mor att sitta där en sommardag, men himlen
var nu mulen och det blåste ganska kraftigt. Trots att förhållandena inte
var de hon hoppats på vägrade tösen att ge upp och med en beslutsamhet som
bara ett barn kan uppmana fortsatte hon framåt.
Stegen som alltid låg vid ekens fot fanns där även idag och fastän den var
tung lyckades hon resa den och luta den mot trädets stam. Förundrat stirrade
hon upp i jättens krona och lyssnade till vinden då den talade med trädets
löv.
Att ta sig upp till ekens lägsta grenar med den tunga korgen balanserande
på armen visade sig vara näst intill omöjligt och om hon inte hade varit
159

så fast besluten att ta sig upp hade hon nog inte klarat det. När hon äntligen
nådde toppen var hennes klänning smutsig, och sönderriven på sina ställen,
och håret som Nanna så omsorgsfullt hade kammat och bundit ett sidenband
om hängde nu i rufsiga och toviga testar runt barnets runda ansikte. Trots det
var hon mycket nöjd med sig själv och hon satte sig grensle på grenen med
ryggen mot trädets stam.
Vinden uppe i lövsalen var kylig och flickan önskade snart att hon tagit
med sig en varm kofta, men hon ville inte riskera att bli upptäckt genom att
gå tillbaka till huset för att hämta en; med all sannolikhet hade folk börjat
leta efter henne nu. Istället sträckte hon sig efter korgen med mat och packade
upp lite. Omsorgsfullt lade hon fram en liten duk och på den dukade
hon upp de få godbitar hon lyckats få med sig.
Hon åt lite av det, men de nybakta bullarna hade blivit kalla och kakorna
var mycket torrare och tråkigare än hon mindes dem. De gjorde henne bara
törstig och hon önskade att hon kommit på ett sätt att ta med sig lite te upp
i trädet. På det hela taget var det en hemsk utflykt och flickans hjärta sjönk
i besvikelse då hon insåg att det lilla äventyret varken hade varit särskilt
roligt eller fört henne närmare den mor som hon saknade så.
Just då hon bestämt sig för att gå tillbaka till huset lystes den grådaskiga
himlen upp för ett ögonblick och strax därefter hördes det muller som flickan
hade kommit att älska så mycket; det var ett åskväder på gång. Eftersom
barnet aldrig fått beskåda något sådant från en så bra plats förut bestämde
hon sig för att stanna ytterligare en stund.
Strax därefter började stora regndroppar falla, men ingen av dem lyckades
tränga igenom lövtaket. Darrande av spänning kravlade flickan längre ut
på grenen som nu hade börjat svaja en aning i den tilltagande vinden.
Blixtarna kom tätare och tätare och intervallen mellan blixt och muller blev
kortare och kortare.
Så verkade det plötsligt som om tiden fastnat i géle och det som sedan
hände gick så långsamt att flickan varken då eller senare förstod varför hon
inte hann reagera. Blixten sicksackade över himlen i riktning mot trädet likt
en orm och hon kände hur håret reste sig på hennes huvud då åskviggen träffade
trädens konung. Smällen kom omedelbart efter och var så skarp att flickan
trodde hennes öron skulle sprängas.
Ljungelden borrade sig djupare in i trädet och flickan tyckte sig se hur det
klövs på mitten, millimeter för millimeter nästan hela vägen ner till roten.
Hon kände som i en dröm hur hon trycktes bort, ut i luften, och sedan hur
hon föll, flög, handlöst, nedåt.
160
Mörkret var tryckande, det pressade sin närvaro på det lilla sällskapet i rummet
och hotade att kväva de små ljusen som stod tända här och var. Luften
var varm och kvav för fönstret hade inte varit öppet på länge och den lilla
grupp människor som vakat i rummet sedan solnedgången hade för länge
sedan förbrukat den lilla friska luft där funnits.
I en säng vid ena väggen låg en ung kvinna. Det enda som syntes av
henne var ansiktet, blekt och så magert att ögon och öron var det enda som
antydde att det inte var en dödskalle. Då och då stockade sig andningen i
hennes hals och hon rosslade till och hostade.
Samlade runt sängen stod en man med svart hår och långa polisonger, två
kvinnor som båda såg ut som om de tillhörde tjänstestaben, samt en liten
brunblond flicka som knappt kunde ha fyllt sex år. De verkade vänta på
någonting och den lilla flickan höll sjuklingen i handen.
Plötsligt öppnade kvinnan sina ögon som hade samma brungrå färg som
den lillas och de såg varandra djupt i ögonen. Kvinnan öppnade sin mun som
om hon ville säga någonting, men inte ett ljud kom över hennes läppar. Hon
drog ett djupt andetag ocha ansträngde sig till det yttersta.
”Älskade.” Ordet var inte mer än en viskning, men alla hörde klart och
tydligt vad hon sa. ”Älskade.” Det här gången var ordet mer som en suck,
och efter den andades kvinnan inte mer.
Barnets ögon blev stora av undran och misstro, som om hon inte ville fatta
vad det var som hänt.
”Mor?”
Elektriciteten i luften var så tjock att man nästan kunde ta på den. Blixtarna
lyste upp himlen i korta intervaller, men annars var det becksvart. Flickan låg
i det våta gräset under en kluven ek med armarna och benen spretande och
håret utslaget som en gloria runt huvudet. Regndropparna hade för länge
sedan blött ner henne inpå bara skinnet; samma droppar som släckt elden i
trädet i samma stund som den bröt ut.
Skuggmänniskor lämnade den suddiga klump som utgjorde herrgården
och började springa i riktning mot eken. Då de kom fram skulle de se flickan
som låg där och deras hjärtan skulle nästan stanna tills de upptäckt att
hennes inte gjort det. Så småningom skulle hon vakna och i den stund hon
fick se den kluvna eken återuppleva blixtens ögonblick. Hon skulle se sig
själv träffas, brännas, utplånas. Hon skulle inse det som många inte inser
under en livstid och i den stunden skulle hennes gamla liv dö och ett nytt ta
sin början.
161

Guttegreier
af Emilie Brunsgård Ek, Norge
Jack var midt inne i en morsom historie da glasset hans med ett sprutet ut
over skjorta hans.
- Jeg er så lei for det! styrtet Martin til. - Det var ikke meningen! Du kan
få låne en ny skjorte av meg! Bare gå og hent en i skapet mitt.
De to ble sittende tause helt til Jack forsvant inn på soverommet. Så hvisket
Martin:
- Jack er ikke den rette for deg!
Petra ble sittende stum et øyeblikk, for sjokkert til å si noe.
- Men vi elsker hverandre. Og det kan verken du eller jeg gjøre noe med.
Hun strammet seg opp, deretter reiste hun seg fra bordet og gikk med verdige
skritt ut døren. Med en gang hun var kommet utenfor, begynte tårene å
flyte. Det var like før de hadde kommet der inne, men den gleden skulle han
i hvert fall ikke få.
Hun kunne høre at Jack var tilbake og at Martin forklarte hvorfor hun var
dratt. Deretter lo de. Hvorfor kunne ikke bare Martin la dem være? Det var
tydelig at han ikke ville la fortid være fortid, for uansett hva hun gjorde,
kunne de aldri bli venner igjen.
Det begynte etter at hun og Jack ble kjærester. Før hadde alle tre vært venner,
og de kunne le sammen slik som kun bestevenner kan. Hun savnet den
tiden, for alt hadde vært så lett. Etter at Martin fikk vite at de var blitt kjærester,
begynte han å unngå henne. Alt for å være et annet sted, helst med
Jack, men uten henne. Han unnskyldte seg med at fotballkamper ikke var
noe for henne, og at han og Jack trengte litt kvalitetstid som kompiser.
- Men jeg har alltid vært med før! protesterte hun, men da hadde han
svart:
- Nå er du ikke vennen vår, men kjæresten hans. Det forandrer alt.
Dette var et vanlig svar fra Martin, for han var tøffere enn de fleste. Måten
han gikk på og snakket på, gjorde at alle syntes han var den barskeste av
dem, noen ganger for barsk, men han manglet aldri kompiser, eller kvin-
163

neinteresse. De mørkebrune øynene, det svarte, strie håret og den markerte
haken hadde laget syltetøy av nesten alle pikehjertene på trinnet.
Men svaret hans hadde såret henne dypt, så hun spurte Jack etterpå hvorfor
hun ikke fikk være med.
- Martin sa at du hadde nektet å være med, enda han hadde tigget og bedt
deg på sine knær.
Hun kunne se at han virkelig trodde på Martin. Ingenting kunne ødelegge
den tilliten. Det var ikke den ting i verden hun kunne gjøre for å sveise
denne gjengen sammen igjen. Vennskapet deres var for alltid brutt.
Martin pratet nesten aldri til henne med mindre han måtte, derfor snakket
hun lite til ham også. Han var alltid så flau og brydd, akkurat som om han
prøvde å skjule noe. I bryllupet fikk hun ikke engang en gratulasjon fra ham,
selv om han var Jacks forlover. Likevel hadde hun sett ham sende henne
stjålne blikk bak fint buede øyebryn. Petra husket den dagen så godt, selv om
Martin hadde vært en tornebusk blant alle de andre tulipanene.
Solen stod midt på himmelen, og ikke en sky var å se. Men likevel var det
ikke for varmt til å kle seg i de beste klærne man hadde. Alle bestevenninnene
hennes var der og hjalp henne med brudekjolen og sløret, faren som
førte henne opp til alteret hvor hennes beste venn og elskede mann stod, smilende
og forventningsfull. Fra folkemengden hørtes beundrende sukk og
hviskende ros om kjolen hennes og om hvor godt hun og Jack passet sammen.
Lukten av blomstene trengte inne i hver tanke og hvert ønske. Alt
hadde vært som i barndomsdrømmen. De lange stegene hennes brakte henne
langsomt nærmere og nærmere, og orgelet som annonserte at her kom hun,
bruden, gjorde alt perfekt.
Tårene presset på øynene der hun satt i trappeoppgangen. Malingen var
begynt å flasse av og tregulvet var fullt av riper og skrammer som gjorde det
ubehagelig å sitte. Tankene hennes ble brutt av skritt innenfor døren. Hun
skvatt opp og spurtet til etasjen over. Petra rakk så vidt å gjemme seg bak
rekkverket. Der nede, to meter fra henne, så hun Jack gå ut.
- Petra! ropte han, for så å spurte ned trappene.
Hennes elskede mann, så blind han var. Akkurat som sist uke, da hun
hadde fått et anonymt brev som ikke egentlig var så anonymt.
”Han er ikke den rette for deg, Petra. Finn deg en annen som virkelig bryr
seg om deg. Gjør det slutt nå før det blir for smertefullt.”
Hun vaklet bakover og dunket i veggen etter å ha lest beskjeden. Sakte
164
gled hun nedover til hun satt på bakken med brevet i den skjelvende hånden.
Det måtte være Martin. Ingen andre hadde satt seg imot bryllupet deres? Jeg
må snakke med Jack om dette. Akkurat da kom han subbende mot henne, og
ble stående og stirre.
- Hvor mye? sa han omsider.
Hun ble bare sittende og se forfjamset på ham. Hva mente han?
- Hvor stor er regningen?
- Det er ingen regning, svarte hun, lettet over at han ikke hadde lest tankene
hennes. Etter en liten stund, fortsatte hun:
- Vi to må ta en prat om Martin.
- Det syns jeg også!
- Syns du? spurte hun forbauset.
- Du har tilbrakt mindre og mindre tid sammen med ham. Det er på tide
dere lærer hverandre å kjenne igjen! Så ble han med ett tankefull. - Han inviterte
meg til å komme til ham om en uke, en slags guttekveld med bare oss
to, men han har sikkert ikke noe imot det hvis jeg inviterer deg!
- Det er virkelig ikke nødvendig, forsikret Petra ham. Hun ville unngå
Martin for enhver pris, brevet hans hadde gitt frykten nytt grunnlag.
- Greit, jeg inviterer deg ikke, jeg insisterer på at du skal komme! Og dermed
basta! Nå skal vi tre ha det hyggelig sammen igjen! Han smilte til
henne.
Det var ikke til å tro, han skyldte på henne for det som var skjedd, at det
var henne som hadde skapt striden. Nå mistet hun tålmodigheten.
- Les dette! ropte hun og viftet med brevet foran nesen på ham. - Og fortell
meg hva du mener om det!
Det ble et øyeblikks pause mens han leste, og hun stirret granskende på
ham. De fine ansiktstrekkene som hun kjente så godt fra barndomstiden, de
snille øynene med den ømheten som viste at han virkelig elsket henne, og det
kule håret som han la så mye arbeid i. Alt dette mente hun passet personligheten
hans perfekt, snill, øm og flittig.
- Det må være en av brødrene mine som bare spøker med deg, slik at du
skal flippe ut sånn som nå. Slapp av, de mener ikke noe med det!
Han kom mot henne og la en arm rundt hodet hennes for å trøste, men hun
vred seg unna.
- Det er Martin som har skrevet dette. Han har unngått meg siden vi ble
kjærester, Jack, og han gjør alt for at jeg skal føle meg utilpass og utenfor.
Jeg tror kanskje han føler noe spesielt for meg som gjør at han ikke klarer å
være nær meg. Tenk om… Lenger kom hun ikke, før hun ble avbrutt av at
165

Jack la en hånd om munnen hennes.
- Petra, Petra! Martin ville aldri gjort noe sånt, han er ikke typen til det!
Jeg har alltid stolt på ham før, og jeg vil ikke svike tilliten vår nå. Dessuten,
hva ville han få ut av det? Han forteller meg alt, så jeg vet at han ikke er glad
i deg.
Han la begge hender på skuldrene hennes og så henne rett inn i øynene.
- La meg aldri høre slike anklager mot Martin igjen. Greit? Det er deg jeg
elsker, ingen andre. Du elsker vel meg også?
- Så klart jeg gjør. Jeg vet ikke hva som gikk av meg, svarte hun mens han
strøk henne over håret.
Men likevel klarte hun ikke å få brevet ut av tankene, og det lå og gnaget
i underbevisstheten. Flere ganger den natten våknet hun i kaldsvette med
Martins ansikt malt med huleboermaling foran øynene. Han var overalt, og
hun fikk ikke drømme i fred. Regnet som trommet forsiktig og malende som
en katt på taket, var det eneste som hørtes. Iblant ble det forstyrret av Jacks
halvkvalte snorkelyder, men alt annet var stille. Lukten av det nymalte soverommet
deres trengte inn i henne. Hun var helt alene, det var ingen hun
kunne snakke med om denne siden av Martin som Jack nektet å se.
I hodet kunne hun fremdeles høre gjenlyden av Jacks fjærlette skritt ned
trappen. Det var klart han elsket henne, men den tilliten han hadde til Martin,
ville han aldri få til henne. Det hadde hun allerede fått flere beviser på. Det
klareste var nok for et par dager siden hvor han hadde kommet styrtende inn
døren etter en kveld hos Martin med noen lapper i hendene.
- Hvorfor gjør du dette Petra?
Hun så opp og stirret granskende på Jack for en forklaring
- Gjør hva da? Jeg stryker skjortene dine!
- Dette! svarte han iltert og slengte lappene i fanget hennes.
”Hold deg unna Jack, jeg vil ikke dele ham med deg lenger, nå er vi gift!
Petra.” ”Jeg vil ikke ha noe mer av guttekveldene deres. Jeg vil ha Jack her.
Dra på livsvarig ferie! Petra.” Hun orket ikke lese flere av dem, det var for
absurd. Martin prøvde å velte hele skylden over på henne, for da ville Jack
gjøre det slutt. Og da blir hun ledig slik at Martin kan prøve seg!
- Den drittsekken! sa hun for seg selv, litt for høyt, men forstod straks hva
hun hadde gjort.
- At du kunne, Petra! Han er min beste venn!
- Men, men! Jeg har ikke…
166
- Jeg orker ikke høre på unnskyldningene dine om at ”alt er Martins feil”.
La nå stakkars Martin få være i fred. Dette med lappene har gått hardt innpå
ham, ja, han gråt faktisk på skulderen min. Det er ikke ofte du ser slike store,
barske gutter gråte, og det glemmer du ikke så lett!
- Du må tro på meg, det er ikke…
- Jeg vil ikke høre et ord til om denne saken. Nå sier vi den er opp og
avgjort. Om to dager drar vi til Martin som avtalt og har det hyggelig!
Et par dager senere stod de i trappeoppgangen hans. Ingen av dem sa et ord,
hun fikk ikke lov. Alt som satt i hodet hennes, var Martin. Petra hadde på
følelsen av at dette ekteskapet ikke ville vare særlig lenge slik tingene nå
stod. Jack kom med noen advarende ord på veien opp trappene.
- Ikke et ord om hvordan du har oppført deg, og du bør ikke en gang tenke
på å si unnskyld. Det er for sent nå, vi skal bare oppføre oss som vi ville gjort
til vanlig.
Jack strakte hånden opp til ringeklokka, og de hørte tassende skritt
komme mot dem.
- Hei, kom inn. Jeg har dekket på til oss, sa Martin og flyttet på den store
kroppen sin slik at de fikk passere. Øynene hans gransket henne nøye, og
hun merket fremdeles det sviende blikket hans i bakhodet da hun satte seg.
På bordet var det fineste serviset hans og blomstene i vasen var nydelige.
Stearinlysene flakket vakkert i det dunkle mørket, og det var strødd hjerteblader
på gulvet som Martin fort feide innunder sofaen. Man skulle ha trodd
han hadde en dypere mening med dette møtet.
Mens hun satt og beundret alt arbeidet Martin hadde lagt i denne jobben,
oppfattet hun spørsmålet om hvorfor hun var med. Resten var kun mumling,
men likevel myknet noe av følelsene hennes for Martin. Han var ikke den
fæle skurken hun hadde trodd, han var faktisk ganske søt. Alt dette måtte vel
være for henne, at han ville si unnskyld for alt som var skjedd.
De to andre kom og satt seg på hver sin side av henne, men hun enset det
knapt. Selv samtalen under middagen var et sort hull i hukommelsen hennes,
men hun våknet igjen idet Martins glass sprutet over Jacks skjorte og han
fikk låne en ny. Enda en gang runget Martins stemme i ørene hennes, som
ekko:
- Jack er ikke den rette for deg!
Plutselig, slik som sitronsaftskrift dukker opp ved høy varme, gikk det opp
for henne hva hun måtte gjøre. Den eneste måten å få vite sannheten på, var
167

å konfrontere Martin!
Hun reiste seg bestemt og nærmest fløy ned trappa. Deretter slengte hun
døra uforsiktig i veggen. Martin snurret forvirret rundt med et hjerteforkle
på seg og et halvt rent glass i den ene hånden og en klut i den andre. Likevel
stormet Petra mot ham.
- Hva har jeg gjort deg? Helt siden jeg og kompisen din ble kjærester har
du gjort alt du kunne for å ødelegge oss! utbrøt hun mens hun veivet sint med
armene.
- Du aner ikke hvordan jeg følte det da, eller nå! Det er ikke min feil hva
jeg føler for deg, svarer han tilbake, med en anelse rødfarge i kinnene.
- Hva… Hva mener du? Hun luktet hva som kom.
- Det burde du ha skjønt til nå!
Hun fikk en smak i munnen som man bare har i sannhetens øyeblikk. Nå
ville hun få vite alt, men hun ønsket ikke høre at han elsket henne, ikke fra
hans egen munn.
- Tror du jeg vil gå fra Jack nå, etter bryllupet og alt? Jeg har sverget
ekteskapsløftet og jeg verken kan eller vil gå tilbake på det. Men du kan da
ikke tro at jeg vil ha noe mer med deg å gjøre, langt mindre elske deg, etter
alt dette?
- Er du virkelig så innbilsk? Jeg har hatet deg inderlig siden den gangen,
slik som en appelsin hater en fruktpresse, ropte han ut. Så la han til, med litt
lavere stemme:
- Det er mannen din jeg elsker.
168
Dødens forkontor
af Anne Brøchner, Danmark
Jeg vælter en gammel rusten cykel. Det klirrende rabalder sender isninger
gennem min krop. Panisk stirrer jeg fra side til side; højre venstre, venstre
højre. Intet tegn på liv. Mine hænder finder igen den våde mur bag mig, og
jeg famler mig frem i mørket. Ja, mørket. Det lukker mig inde, trykker mig
fra alle sider med ukendte lyde og usynlige skikkelser. Mørket syntes at ville
sluge mig, gemme mig væk, som om jeg aldrig har eksisteret. Der tændes lys
i stueetagen, lige idet jeg passerer et fint hvidpudset hus. Hjertet sætter tempoet
op. Så meget at det er svært at trække vejret. Kan det have været cyklens
larm? Frygten snor sig om mig, og jeg prøver at løbe den af uden længere at
tænke på det rungende ekko, mine skosåler giver, når de rammer de ujævne
brosten. Jeg vil bare fremad. Væk og samtidig tilbage. Regnen prikker som
sløve nåle mod min hud. Den kommer ned med så stor kraft, at vanddråberne
springer op igen efter deres smadrende fald mod fortov og asfalt.
Jeg ved, jeg ikke lever natten ud. Kan mærke det helt ned i stortåens negl.
Midt i al panik, fortvivlelse og forvirring føler jeg et stik af vrede. Det er slet
ikke fair. Men hvem kan flygte fra døden en september nat?
Han havde stillet sig på afstand. Stod tæt op af den store bregne i stuens ene
hjørne. Den var ved at visne. Hans gigantiske øjne, som fyldte det meste af
det blege ansigt, kiggede nervøst på pladerne på hylden over hans hoved.
Han måtte næsten lægge nakken helt bagover, så lav var han.
- Nå, hvad er det så, du vil?
Min stemme klingede hult i rummet, skønt alle vægge var plastrede til med
alverdens kopikunst. Jeg blev lidt forlegen over, at jeg lød så sur. Han var kun
en lille dreng. Alligevel virkede det så forkert som noget kunne være, at han
stod i min stue.
- Jo ser du, je..
- Undskyld, jeg kan ikke høre dig.
Han vendte sig langsomt om. Skiftevis klemte tæerne under den ene fod, dernæst
under den anden. Han tog et krøllet papir frem fra en inderlomme på
169

sin mørke jakke. Det passede slet ikke til hans sirligt redte hår og nystrøgede
tøj. Hjørnerne var bidt af, som om han for kort tid siden havde gumlet på
det som en drøvtygger. Han begyndte en smule stammende at læse højt:
- Jeg Tamastiriel erklærer dig hermed i din tros navn for dø..dø..dø død.
Du har al mulig ret til at udtale di..ii..g, men skal parere ordre fra Døden.
Jeg ville grine højt, men tog mig i det, fordi den høje lyd gjorde mig utilpas.
Jeg når til de store veje, som fører til det centrum, jeg lige er løbet fra.
Bilosen har for længst gjort mig svimmel og kvalmefyldt. Men jeg vil ikke
stoppe nu. En snoldet dreng, som kalder sig for Døden, skal fandeme ikke få
mig ned med nakken. Kan han ikke se, at jeg er spillevende?
Bilerne suser forbi og blænder mig med de skarpe forlygter. Skærer sig ind
hjernen, og stopper alle tanker. Jeg står lammet lidt.
Noget griber fat om mit håndled. Koldt som et par forfrosne håndjern. I slowmotion
registrerer jeg, hvordan celle for celle i min krop giver op og passivt
lader sig flyde ud i blodet. Min hånd dør langsomt. Han må være lige i nærheden.
Jeg bruger, som en sjældenhed for mig, min vredes styrke til noget
konstruktivt. Fra det inderste hjertekammer og helt ud til fingerspidserne
forestiller jeg mig to hænder, som bestemt skubber alt dødt ud af kroppen.
- Gå væk, din lede orm. Det er slet ikke min tur!
Lige som jeg synes, hånden igen er fri, og Døden holdt i skak, ser jeg ham.
Under en gadelygte står han. Helt fortabt ser han ud. Så frygtelig sørgmodig
med øjne, som kigger på de tæer, han selv er ved at mase. Langsomt løfter
han hovedet. Jeg vil lukke mine øjne, men de stirrer blot opspærrede på ham.
Han ser i mine. Grøn og sort mødes.
Bildæk skrider. Det hviner så højt, at det gør ondt i tænderne. Et par forlygter
er pludselig på linje med mine øjne. En, to, tre. Jeg rammes. En kort
smerte indtager min krop – som når jeg hamrer mig over en finger i et forsøg
på at bygge fuglehuse i sløjd. Så er den væk. Jeg er død.
Skriger hysterisk. Prøver at stoppe knoerne i munden og hopper så i syv
spring over under gadelygten. Jeg placerer et slag lige på hans kind. Det er
helt rent. Hvis bare min taekwondo-lærer kunne se det. Han tumler baglæns
i en uregelmæssig kolbøtte. Lander på maven, lige der hvor et askebægers
skodder er blevet tømt ud. Jeg stiller mig i position. Mit livs vigtigste kamp
er i gang. Overvejer hurtigt taktikken: Slå ham ud i en fart. Men Døden
Tamastiriel rejser sig ikke. Han laver en klynkelyd og sætter sig tungt på
enden, mens hånden børster aske væk fra kind og næse. Hans hår er kommet
i uorden.
170
Bag mig begynder bilerne at stoppe op. Folk parkerer midt på vejen og hopper
ivrigt ud af deres biler, for at se, hvad der er sket. Den unge dame, som
kørte min dødsbil, jamrer højt. Sirener høres. Det minder mig om en
Hollywoodfilm.
På samme måde, som han kunne lade død gribe min hånd, skærer hans gråd
sig nu gennem alle knogler. Som han sidder der, ligner han jo en ganske normal
genert dreng med forslået kind og snavsede knæ.
Der er vel heller ikke så meget at gøre nu. Jeg er jo død.
- Okay Stump, hvor skal vi så hen?
Han kigger på den larmende ambulance, som er nået frem. Jeg tror næsten,
han smiler.
- Til Forkontorerne.
Og langsomt opløses vi og farer ind i nattens lys.
- Det der får du mig simpelthen ikke til at gøre igen Stump. Du gør ikke!
Er du gal, det var fælt.
Jeg spytter på jorden i et forsøg på at vise ham, at opløsningsturen var en
tand for meget. Der må jo være andre muligheder. Jeg nægter at tro, at min
mormor har klaret den tur uden at dø igen, da hun nåede frem. I samme
sekund fortryder jeg at have kigget ned. Hvid candyflossagtig tåge skjuler
mine ben til knæene.
- Muarrhhh!
Det lyder lidt som en ko, der midt i et brøl får stemmebåndet klippet over.
- Der er beton et lille stykke længere nede. Kom med.
Han siger det, som om alle burde vide, at under skyer af candyfloss er der
beton. Hans lille hånd griber om min og trækker mig med. Kvalmen fortager
sig hurtigt, mens vi går gennem oceaner af skyer. Min modstand er forsvundet
fuldstændig. Nu er jeg her, intet kan ændre det.
Vi når til en port af gammelt egetræ. Den er komisk hjerteformet og har et
rosenformet håndtag. Over porten hænger et lysende skilt, som plejer at signalere
hotel. Det blinker i pink med teksten, ”Velkommen til dine drømme”
efterfulgt af en kyssende mund. Stump banker forsigtigt på, mens jeg fnisende
betragter sceneriet. Kan det blive mere kikset?
Porten svinges langsomt op. Hængslerne spiller en melodi. En fanfare af
klokker, harper, pivhøje korstemmer og blæsende saxofoner slår mig i møde.
På den anden side af dørtærsklen står de spillende klædt i hvidt, alle har et
par papvinger på ryggen. De smiler som små porcelænsdukker med faststøbte
ansigter.
171

- Vi har ventet Dem, deres højhed. Godt nok er De en smule sent på den,
men De skulle lige kunne nå det storslåede program, vi har planlagt til Dem,
siger den forreste i processionen.
Han bærer den samme stive maske som de andre og har en melodiøs stemme,
som i mine ører lyder hamrende falsk. Men hvad fanden, jeg har jo altid
holdt mig flere meter fra et klaver. Han fabler videre om programmet, og jeg
fatter intet. Han stopper brat sin talestrøm,
- Må jeg tillade mig at sige, at De holder Dem godt af en dame på 83 år
at være. Jeg havde forestillet mig noget ganske andet, men nu hvor jeg ser
Dem, er jeg sikker på, at Deres ophold her nok skal blive ganske bekvemt
Vi snegler os hen ad det skinnende sorte marmorgulv under de prangende
hvælvinger.
- Hey, stop lige en halv makker. 83 år, jeg er altså 13 år.
Alle musikerne standser på forskellige toner, der modvilligt dør ud. Det
lyder, som når man hiver en kat i halen og kun ganske langsomt løsner sit
greb.
- Hvad siger du dog pigebarn?13 år? Hvor er Tamastiriel, jeg vil tale med
ham øjeblikkeligt.
Nu er jeg ikke i tvivl. Hans stemme er pivfalsk.
Stump kommer ilende ud fra en korridor, som støder op til det højloftede
rum. Han må være smuttet, uden jeg har bemærket det.
- Denne pige er ikke Dronningen. Hun er for guds skyld sølle 13 år. Din
klaprian. Vi viste dig så meget tillid ved at give dig dronningen som din første
afhentning, og så laver du ged i salaten.
Stump ser dybt forvirret ud. Som om han ikke rigtig forstår.
- Ikke for at modsige, men jeg er altså sikker på, at Thea Andreasen var
den person, jeg fik besked på at hente, jeg har papiret her.
Han hiver et sirligt foldet papir frem. Chefen af en eller anden art, tager det
med et vris og folder det ud. Han grynter utilfreds.
- Ja, det er jo rigtigt nok, det må være en registerfejl.
Han er tydeligvis ikke glad for at indrømme det. Derfor fortsætter han med
opskruet volume.
- Men hun har under ingen omstændigheder noget at gøre i den 7. himmel.
Jeg kan se på hendes livsforløb, at hun ingenting har gjort for at fortjene
sådan en luksus. Du kan bringe hende til den 4. – og det i en vældig fart.
Han marcherer væk uden at værdige mig, hans ærede dronning, et blik.
Stump taler med underdanig stemme:
- Jeg er virkelig ked af det, men vi skal opløses igen.
172
Jeg får mine molekyler tilbage i samlet form i et værelse med grønne stofsofaer.
Kvalmen er ikke nær så kraftig, sidder kun et sted bagerst i halsen.
En underlig tilrøget lugt hænger i rummet. Som i en ryger togkupe. Væggene
er for en rum tid siden blevet malet svagt gule, men malingen skaller nu flere
steder. Specielt omkring den lille dør, som hele rummet synes vendt imod. I
sofaerne sidder mennesker af en hver alder og nationalitet. Et treårigt barn
knuger sin mors hånd og kigger undrende op på hendes tårer. En mand står
i en beskidt t-shirt og et lændeklæde. Han ser indisk ud.
- Her skal du skrive dig ind. Imens prøver jeg at finde ud af, hvad der skal
ske med dig.
Jeg koger af vrede indvendig. Skulle jeg slet ikke have været død? Er jeg her
på grund af en registerfejl?! Men Stump ser oprigtig ud, som om han ikke
ved sine levende råd. Jeg lader vreden sive ud.
- Okay.
Han forsvinder ud gennem døren, og jeg ser mig om efter et sted at skrive
mig ind.
En dame med grå striber i håret og et spindelvæv af rynker om øjnene ser
ligegyldigt ned på mig over halvbrilleglassene. Skranken er frygtelig høj, så
jeg må hoppe for at se over den.
- Jeg - skal - ind - skri - ves.
Uden et ord, men blot med et hvast blik sænker hun skranken til min højde
og lægger papir og blyant frem.
- Udfyld dette og kom så tilbage.
Jeg finder en plads og går i gang med at besvare spørgsmål om navn, alder
og gode/dårlige gerninger. Det strejfer mig, at dette er det mest surrealistiske,
jeg kan forstille mig, men hvis ikke døden skulle være det, hvad skulle
så. Jeg kommer også til at tænke på far og mor, som kommer hjem til et tomt
hus, og en indtalt besked om, at de skal ned på politistationen hurtigst
muligt. Nej, den tanke skal væk. Jeg kan ikke tænke på, hvad jeg har forladt.
Jeg rejser mig og traver lidt rastløst frem og tilbage. Ingen snakker sammen
herinde. Alle sidder bare og fordøjer det fakta, at de er døde. En pludselig
indskydelse får mig til at gå hen, flå døren op og springe ind ad den.
Tynde stentavler, tykke stentavler, lange stentavler, korte stentavler, grimme
stentavler osv. Stentavler på store rulleborde, som køres mellem de kontoragtige
båse, som er centrum i det enorme cirkelformede rum. Der bliver læsset
af og fyldt på. Unge kvinder med hvide stramme skjorter, og korte nederdele
trykker stentavler mod brystet og fordeler dem rundt med indsmigren-
173

de smil og blikke. De bærer også de latterlige papvinger på ryggen. Alle
snakker, taler eller råber. En sorthåret kvinde forklarer utålmodigt en mand
med langt gråt skæg og fedtet tyndt hår om problemerne ved sin seneste
afhentning.
- Han var bare for fed til, at jeg kunne opløse ham. Ja, jeg siger for tyk.
Du må nok sende en anden. Hvad med Tetriso?
- Ja Tetriso er stor og stærk, men han afhenter Buddhister, ikke Kristne.
- I hans afhentningsprofil står der ”ikke troende”. Så det kan vel være lige
meget.
Hun hiver en stentavle frem og peger irriteret.
Jeg begynder at gå. Ingen tager notits af mig i dette mylder. En højtaler, som
i en lufthavn, runger pludselig ud over det hele. Stemmen er som fløde med
sukker.
- Alle muslimske passagerer til Paradis bedes gå mod hoveddør tre. De
kristnes afgang er desværre forsinket på grund af komplikationer på hovedvejen.
Vi gør opmærksomme på, at adgang til Paradis kun er tilladt med gyldig
billet. Spørg i receptionen. Vi beder om, at der bliver holdt ro og orden,
og ønsker Dem en behagelig rejse. Tak.
Jeg ved ikke, om det overrasker mig meget. Det er, som om jeg stadig er lammet
af chok, jeg opfatter alt lidt på afstand, som om det ikke rører mig. Jeg
følger med strømmen af mennesker, som pludselig myldrer ud fra forskellige
døre placeret i cirklens ydervæg. De bevæger sig i hastigt tempo op ad en
trappe og hen ad en gang. Bortset fra nogle vatskyer, som hænger i snore ned
fra loftet i hele bygningen, ligner det næsten et meget almindeligt hospital.
Døren til Paradis er græsgrøn, og der hænger et lysende skilt over den:
Paradis (muslimer). Ved siden af er en dør magen til, bare for kristne. Og
derefter en dør, hvor der står: Genfødsel. Ansigterne er spændte, nogle nervøse
og andre udtryksløse, som om døden ikke har sluppet grebet. Er det virkelig
sådan her, det forgår?
- Der er hun.
Stump kommer ilende hen mod mig fulgt af en mand. Manden rækker sin
kæmpe hånd frem, og jeg må bøje nakken bagover for at se i hans kulsorte
øjne.
- Goddag, du er Thea Andreasen, korrekt? Godt. Vi beklager dybt denne
uheldige situation. Du skal vide, at vi arbejder på højtryk med at forbedre
vores registre og overføre stentavlerne til tyndt papir. Men sket er sket. Du er
død. Så vi har to valgmuligheder til dig: Enten kan du blive her i
”Forkontorerne” som vi kalder det, og få job. Det inkluderer kost og logi
174
samt dele badeværelse. Eller du kan komme tilbage på jorden i form af atomer.
Tamastiriel vil følge dig til dit valg.
Han smiler venligt, som om han lige har overrakt mig 100.000 kroner, og
vender sig så og svanser væk med sine papvinger daskende på ryggen.
Tamastiriel tysser diskret på mig, inden jeg når at få affyret mit vredesudbud.
Han trækker mig kejtet i armen hen under en trappe.
- Thea, jeg er virkelig ked af det. Jeg ville så gerne være en god afhenter,
men ...
- Jeg nægter at blive til atomer, og jeg skal kraftedeme ikke arbejde her til
evig tid.
Spyttet, som står ud af min mund, rammer ham på kinden. Han bliver ved
med at stirre ned på sine fødder.
- Jeg ved det godt. Det er derfor jeg har besluttet at ... at hjælpe dig. Der
findes en enkelt dør tilbage til livet. En enkelt dør, som kan føre uberettigede
døde tilbage i følge med deres afhenter. Følg mig, men vær stille som graven.
Dette her er graven, tænker jeg.
Vi sniger os uset nogle etager længere ned. Alle er optaget af dagens frokostpause
og har ikke tid til at se efter flygtende døde. Den sidste trappe er
gammel. Der ligger nærmest rådnende klatter af støv. Jeg undgår at tage fat
i gelænderet, fordi det umiddelbart ligner noget som kunne forsage et fald og
ikke afværge et. Vores fodtrin runger hult, da vi træder ned på gulvet fra det
sidste trin. Hele korridoren henligger i totalt mørke. Selvom jeg ikke kan se
det, føles væggene levende. Som om vi er indespærret i en foret kløft. Stump
vender sig om, og hans triste øjne, får et alvorligt udtryk.
- Når vi går to skridt længere, vil de kunne registrere, at nogen bevæger
sig hernede. Så sætter de en alarm i gang, og det gælder om at være hurtig.
Det er meget imod Forkontorernes lovgivning at benytte denne dør uden tilladelse
fra Det Allerhelligste. Døren her har ikke været brugt i over 100 år.
Derfor vil de sætte alt ind på at standse os.
Jeg nikker blot, parat til at ofre hvad som helst. Vi sætter i løb. Det går langsomt
på grund af hans korte ben, og snart kan vi høre skrål og fodtrin tæt
ved.
- Hej stop. Tamastiriel, du kommer til at fortryde det, du kan blive en
glimrende afhenter. Hun sladrer bare om stedet. En død til, hvad forskel gør
det? Du bliver for evigt udstødt! Vent!
Stemmen er dyb og må komme fra en mand med store lunger. En lille smule
panisk er den også.
175

Vi fortsætter, og adrenalinen pumper snart rundt. Vi drejer skarpt, og jeg kan
nu se en gul dør for enden af gangen. ”Exit” lyser med store bogstaver. Det
er døren til livet. Vi stopper op, og inden jeg når at tage en eneste indånding,
hiver jeg døren op. Kigger en gang over skulderen. Er klar over, at Stump
skal følge mig, for at jeg kan blive opløst. Springer alligevel ud i det sorte
intet. Bag mig har jeg Døden Tamastiriel lige i hælene.
- Hun er ved at vågne!
De råber, og straks bliver jeg overdynget med slanger og iltmaske. Min krop
føles fuldstændig smadret, jeg har lyst til at skrige. Men også til at le. Jeg ved
præcis, hvor jeg er. Han sidder på en kasse i hjørnet af ambulancen. Øjnene
er som sædvanlig triste. Jeg ved ikke, hvad der nu sker med sådan en som
ham. Han er ikke levende og ikke død. Kan nok ikke vende tilbage. Kan kun
ses af mig, fordi min død stadig er nær. Altså bare i fortiden. Jeg smiler. Han
mumler, og det når mig gennem alt postyret
- Nu må jeg vel nøjes med at bringe frokosten rundt.
Han forsøger sig med et kækt smil. Det bliver en grimasse.
- Jamen hvorfor ... hvorfor hjalp du mig?
På en sær måde hører han også mig.
- Døden er måske alligevel ikke lige mig …
176
Techno-tunnelbanan
af John Kristiansson, Sverige
Han gick med tunga steg över den sjaskiga tunnelbaneperrongen som om
hans fötter var gjorda av bly. Hans ansikte var urblekt och dåsigt eftersom
han i skolrushen inte hunnit äta varken frukost eller borsta tänderna. Han
hade till och med glömt att ta på sig strumporna, men det var inte det som
bekymrade Joel Gustafsson, 16 år, från Stockholm allra mest. Han hade inte
fått en blund på fyra nätter och det gjorde honom inte bara trött utan också
extremt vresig. Att bli ständigt påmind av en galen morsa, som såg ut som
ett impulsivt vulkanutbrott, att städa sitt rum gjorde inte saken bättre. Detta
gjorde att han ofta slumrade till på lektionerna i skolan, med huvudet ner i
boken och dräglet rinnandes ner på pappret. Likt en sengångare som försökte
klättra åt fel håll i en rulltrappa kom han ingen vart där han gick med sina
slitna skor i tunnelbanan. Folk gav honom snabba men frågande blickar, kliade
sig försiktigt på sina näsor och låtsades sedan som om de aldrig tittat på
honom över huvud taget. De trodde säkert att han var en packad tonåring
som festat hela natten lång. Det kändes som om han var osynlig för allt och
alla.
Plötsligt märkte han ett ljust sken blinka mot sin högra ansiktsdel. Han vände
sig åt ljusets håll, nyfiken på om han hade sett rätt eller om det bara varit ren
inbillning. Allt han såg var den trista, tråkiga murväggen. Joel ryckte på
axlarna och suckade. Precis när han skulle vända sig om för att börja gå
flammade en ny ljusblinkning fram ur murväggens inre. Han hyggade tillbaka,
en aning förskräckt. Sedan kom en till, och en till... nu växte nyfikenheten
hos Joel alltmer, medan rädslan löstes upp likt kaffesump i vatten. Det
började bli riktigt intressant, men varför var det ingen som undrade vad han
höll på med? De kanske trodde att han var en förrymd mentalsjukhuspatient
som fått en överdos av morfin. Lite diskret tågade han närmare muren och
ställde sig precis någon decimeter framför teglet. Bombsäker på att ingen såg
honom sträckte han fram sin hand mot murväggen - och fingrarna gled in,
precis som han trodde. Häftigt. Tänk om det var ett sånt där science-fiction-
177

fenomen? Det kunde också vara ett påkostat dolda kameran-skämt, men det
verkade en smula långsökt för att det skulle låta troligt. Joel kliade sig fundersamt
i nacken. Vad det än var, så var han ivrig att utforska det närmare.
Utan att veta vad som väntade honom kastade han sig framåt och gled in i ett
hav av sammanhäftande pasta. Kylan som slog emot honom kändes som en
kniv i ryggen. Klistret omslöt hela hans kropp, och han tänkte att detta kanske
inte varit en sådan bra idé ändå. Förtvivlat skrek han efter hjälp, men det
kom inga ord ur munnen på honom. Det var som om han hade en munkavel
av is på sig. Joel höll emot allt vad han kunde, men till slut blev det för kallt.
Han tuppade av.
Han väcktes av en skruv som slog emot ett hårt betonggolv. Det hade varit
tyst så länge att det lilla ljudet lät som ett meteroitnedslag. Joel reste sig
kvickt upp från golvet och såg sig omkring. Synen var bländande. Han
befann sig inne på en tom tunnelbaneperrong som otvivelaktigt var unik i sitt
slag. På väggarna var det fullt av färger och mönster som blandades med
färgglada neonstänger och praktfulla stroboljus. Längs takets mittdel sträckte
sig ett regnbågsfärgat rör som delade sig i nyanser av lime, rödviolett, indigo
och brandgult. Det fanns även en obemannad tunnelbana som var minst
lika färgkaotisk som väggarna. Joel kände sig som en bit strössel på en tårta
med fyrverkeripjäser istället för ljus. Efter att ha kommit upp på benen
bestämde han sig för att undersöka tunnelbanan på nära håll. Ingen bygger
sånt här och lämnar det helt tomt. Det var för glatt för att vara så ensamt. Det
borde åtminstone finnas en levande person som vaktade stället, och då kanske
han skulle kunna fråga var han hamnat och varför det var sådan brist på
folk. Han travade lugnt fram och tittade runt. Skruven låg kvar och blänkte i
ett hörn.
”Hallå?” sa han med hes röst.
Ingen svarade. Joel harklade sig och sa med lite skarpare röst:
”Hallå?”
BOOM!
Han flög bakåt in i väggen och sjönk ner på betonggolvet. Det var rök
överallt, och Joel klämde fram en låg hostning. Ut ur röken skuttade tre figurer
med lustiga kläder. Det såg ut att vara en kille och två tjejer, kanske ett
eller två år äldre än han själv. Han gnuggade sig i ögonen för att se om han
inbillade sig på riktigt. De var fortfarande kvar, då var det alltså inte en
hägring. Killen, som såg ut att vara ledaren av de tre hade blått hår som pekade
upp på sidorna likt två antenner. På kroppen bar han en gul t-shirt och en
178
rosa väst med inslag av vita strömmar, och undertill hade han neonorangea
byxor som tonade över i en bubbelgrön färg. De giganska solglasögon gjorde
att han kunde jämföras med en storvuxen fluga. Killen gick fram mot
Joel, böjde sig ner och sa:
”Välkommen till Techno-tunnelbanan.”
Joel rynkade pannan.
”Techno-tunnelbanan?”
”Det stämmer, så heter vårat gille”, svarade killen och log. ”Det är första
gången vi får besök på 25 år, så din närvaro är väldigt speciell. Professor
Tugg var namnet, men kalla mig bara Tugg. Det är enklast så, eller hur?”
”Öh, visst.”
Hade Joel hört rätt? Sa han att de inte fått besök på 25 år? Hur sjutton kan
de då bara vara några år äldre än han? Det lät helt uppåt väggarna fel.
Professor Tugg hjälpte Joel upp. Då presenterade sig de två tjejerna.
”Mazuiko Jacksson är jag!” sa den första glatt och skakade Joels hand
med turbofart.
”Venus Månblomma”, sa den andra och gav Joel en trött vinkning.
Mazuiko såg ut som Pippi Långstrump, i alla fall klädesmässigt. Hennes
hår var lila, spretigt och gick ner till axlarna, och hon hade en bandana knuten
runt huvudet. Venus däremot hade två stora tofsar som såg ut som bowlingkäglor,
ovan ett rosa linne och undertill ett par megentafärgade byxor
med tillhörande kjol. Alla tre smälte verkligen ihop med tunnelbanemiljön.
”Trevligt att råkas, jag heter Joel Gustafsson,” sa Joel.
”Kul namn,” fnissade Mazuiko.
”Ska du med på en tur i tunnelbanan, eller?” sa Tugg förhoppningsfullt
och klappade med händerna. ”Jag har nyligen istallerat ett nytt drivsystem så
att tåget går dubbelt så snabbt!”
Joel tänkte för sig själv en liten stund. Dessa människor, vilka de än var,
verkade på nåt sätt vara fast i denna ytterst märkliga parallellvärld. Deras
ensamhet var ett bittert faktum. Det vore inte rätt att sticka ifrån dem redan
nu. Joel svarade:
”Javisst, okej, gärna. En liten tur då.”
Mazuiko och Tugg följde Joel in i det regnbågsfärgade tåget, medan
Venus gick på toaletten. Joel blev först förvånad när han såg att det inte fanns
några sittplatser. Däremot hängde det högtalare och lysrör överallt.
”Var ska man sitta då?” frågade han.
Mazuiko och Tugg gav ifrån sig två lustiga skratt.
”Man sitter inte, man dansar!” tjoade Mazuiko och började skutta om-
179

kring som en apa.
Efter att hon satt på musiken kom Joel på vad han skulle fråga. Han vände
blicken mot Tugg.
”Hur länge har ni varit här?”
”Jag och Mazuiko har varit här längst. Venus kom för 50 år sedan.”
”Men hur kan ni vara så unga? Ni borde ju vara typ... jättegamla!”
Tugg ryckte på axlarna.
”Ingen aning. Men det spelar ingen roll, för här finns allt vi behöver för
att överleva och må bra. Bra mat och bra musik - det är höjden av lycka det!”
En knapp sekund efter studsade Venus in i tunnelbanan.
”Venus!” Hojtade Tugg. ”Du kom precis lägligt!” Han vände sig mot
Mazuiko,”Mazuiko, kom så går vi till kontrollrummet! Jippi! Äntligen kan
vi testa det nya drivsystemet!”
Professor Tugg och Mazuiko rusade vilt genom tåget som om de befann
sig i extas. Joel blev kvarlämnad med Venus som såg ut att leta efter något.
”Aha, där är den,” sa hon. ”Varför flyttar Tugg den alltid?”
Hon tryckte in en knapp, och några hundradelar efter ploppade det upp
röda säten i mitten av tåget.
”Så det fanns stolar?” utbrast Joel förvånat.
”Ja, så klart,” suckade Venus och sjönk ner i ett av sätena. ”De där två
jubelpuckona säger massa saker som inte är sant.”
”Vad då?” frågade Joel och satte sig i sätet framför henne.
”Ja, som att det alltid är roligt till exempel.”
”Är det inte det då?”
”Nä. De två är ju så lyckliga tillsammans, medan jag är alldeles ensam.”
De hann inte prata mer, för i nästa sekund hördes ett robust dån tätt åtfoljt
av ett långsamt gnissel. Mazuiko och Tugg var tillbaka från kontrollrummet
och tåget hade startats. De hoppade över sätena och tog varsin plats bredvid
Joel och Venus.
”Nu ska du få se på fart, Joel!” sa Professor Tugg och log sitt allra bredaste
leende. ”Håll i dig!”
BOOM!
Tunnelbanan sköts igång likt en kanonkula. Med eld i baken kunde man
riktigt känna hur hjulen blixtrade till av storm och vrede och sedan förvandlades
till ren energi. Joel trycktes bakåt i sätet av det enorma trycket, medan
Tugg och Mazuiko bara satt och stojade av skratt.
”Tjohoo!” sa Mazuiko. ”Vilken fart! Vilken action!”
Venus lade märke till hur Joel satt och skakade av turbulensen.
180
”Det lättar upp snart,” sa hon med lugn röst.
Joel gav ett stelt okej till svar. Och mycket riktigt - en minut senare slutade
det att vibrera, och man kunde sitta vanligt och se murväggarna svischa
förbi utan något som helst obehag. Det kändes ungefär som att fara med ljusets
hastighet, fast på ett väldigt tryggt och skyddat sätt. Då kom Joel på
något viktigt.
”Hur länge är teleportören öppen?
”I tolv timmar vart 25:e år,” svarade Mazuiko. ”Så nu är vi de fyra lyckligaste
individerna på jorden. Varför frågar du?”
”Tja, jag ska ju tillbaka sedan, eller hur...?”
Professor Tugg och Mazuiko fick ögon stora som tennisbollar.
”Ska du inte stanna kvar!?” utbrast Tugg med gapande mun. ”Ska du sticka
ifrån detta underbara paradis där du kan få allt du någonsin önskat gratis...?”
Joel visste inte vad han skulle säga. Visst var det fint och så där, men inte
så fint att han skulle vilja stanna i all evighet.
”Öh, jag menar... jag tror inte jag skulle vilja leva för evigt.”
Mazuiko och Tugg utbytte frågande blickar.
”Okej...” sade Tugg med en aning besvikelse i rösten. ”Om du har bestämt
dig så, javisst, det är ditt beslut. Vi åker tillbaka.”
BOOM!
Det var som om själva Neptunus fått för sig att dra ur proppen i havet.
Tunnelbanetåget hade gått från 300 000 km/s till 0 km/h på en sekund, och
då kan inte ens det bästa säkerhetsbälte hålla emot. Som tur var hade
Professor Tugg (i fall något skulle gå snett) byggt in supermadrasserade
väggmattor i tåget, så alla fyra landade mjukt utan några som helst brutna
ben eller armar. De reste sig upp, en aning omskakade men fortfarande vid
liv.
”Var detta meningen?” frågade Joel och kollade ifall nacken var bruten.
”Verkligen inte!” skrek Tugg förargat. ”Det måste vara nåt fel i det nya
drivsystemet. Kom så går vi och kollar upp det!”
De trädde in i ett stort kontrollrum i den främre delen av tåget. Överallt
var det knappar, monitorer, spakar och sladdar. Tugg letade förtvivlat efter
sprucka kablar och lösa skruvar. Efter två minuter gav han ifrån sig ett skrik.
”Neej! En skruv är borta! Den viktigaste och mest ovanliga av dem alla!”
”Vad händer med mig då?” frågade Joel, fastän han misstänkte vad han
skulle få för svar, med tanke på att han sett den där skruven på perrongen.
”Tja,” började Tugg. ”Hittills har teleportören varit öppen i nio timmar...
181

så om jag räknat allting rätt, så har du cirka tre timmar på dig att hinna tillbaka
innan den stängs. Vilket är helt omöjligt, med tanke på att vi befinner
oss en parsek från perrongen.”
Det snurrade runt i huvudet på Joel. Nu stod allt klart. Han skulle bli fast
i denna parallellvärlden i 25 år, och när han kom hem skulle alla hans kompisar
vara runt trettio, medan han fortfarande såg ut som en sextonåring. All
hans chans till en utbildning skulle vara långt borta, och det där med arbete
kunde han bara glömma och spola ner i toaletten. Tystnaden bland de fyra var
nu total.
”Det finns en chans,” sa Venus med skarp röst.
Allas blickar vändes mot henne.
”Vad menar du?” sa Mazuiko. ”Du kan inte mena...”
”Jo, det menar jag,” avbröt Venus. ”Jag ensam kan flyga upp Joel med
ryggraketen.”
”Det är vansinne,” sa Tugg. ”Du kan dö, och Joel likaså. Det bästa vore
om vi alla stannar här och håller oss lugna medan jag kopplar av drivsystemet.”
”Det tar mer än sex timmar, och då är Joels enda chans att komma tillbaka
borta. Vad säger du om saken, Joel?”
Joel tänkte för sig själv igen. Om det var hans enda chans, så borde han
ta den. Hellre dö än att leva för alltid. Han samlade sig, och sa:
”Visst, kör till. Vi gör det.”
Dö eller leva. Dö eller leva. Det var allt som rörde sig i Joels huvud. Efter
att Venus knäppt fast ryggraketen på sin rygg bad hon honom hoppa upp på
sina axlar.
”Är du redo?” frågade hon.
”Ja,” svarade Joel en smula pirrig.
”Bra, för nu blir det åka av!”
Det blev startskottet för turen. Det hördes tusentals knallar som exploderade
fram likt nyårsfyrverki på natthimlen. Venus med Joel på sina axlar
kastades fram snabbare än ljusets hastighet. Joels ansikte pressades isär, och
det kändes precis som om ögonen skulle glida in och fastna i hjärnan.
Tunneln och tågrälsen syntes knappt i den otroliga fart som de flög i. Farten
ökade och ökade. Precis när Joel var säker på att hårstråna skulle flyga av
från skallen sänktes farten, och vid horisonten kunde han se en öppning till
vänster - perrongen.
Elegant saktade Venus in med ryggraketen och gjorde en perfekt landing
på det hårda betonggolvet.
182
”Avstigning för samtliga passagerare,” sa hon skämtsamt. ”Tack för att ni
flög med Venus Airlines och ha en fortsatt trevlig resa.”
Joel skrattade och hoppade ner på betongen. Han kastade en blick mot
väggen han kommit ut från innan. Den lyste svagt och syntes knappt, men
den lyste åtminstone.
”Då var det dags.”
”Tack för att du hjälpte mig,” sa Joel. ”Det var... väldigt modigt.”
”Inget att tala om,” sa hon blygt. ”Allt var ju Tuggs fel, så någon vettig
person var ju tvungen att rycka in.”
”Allvarligt. Det var det snällaste som en person någonsin gjort för mig.
Du kunde ju ha dött, och jag med. Men det gjorde vi inte, för du klarade av
det.”
Venus log. De tittade på varandra i några sekunder, och sedan ner i marken.
”Vet du,” sa hon. ”Du borde skynda dig innan den stängs.”
Joel nickade. Han vände sig mot ljuset och började gå, men stannade
plötsligt upp.
”Följ med mig.”
Deras blickar möttes igen, och Venus tittade sig frågande omkring.
”Tja, jag vet inte...”
”Kom igen! Jag vet att du är avundsjuk på Tugg och Mazuiko för att de
har det så bra ihop! Följ med mig till den verkliga världen så kan du börja
ett nytt liv och ta igen allt du missat!”
Venus funderade medan sekunderna löpte förbi. Sedan tittade hon rätt in
i Joels ögon och log.
”Visst, kör till. Vi gör det.”
De tog varann i hand och sprang in mot ljusskenet. Återigen fick de båda
uppleva att simma i den sammanhäftande pastan som slingrade sig likt klister
runt deras kroppar. Det blev kyligare och frostigare för varje sekund.
Venus tyckte sig känna något annat sprida sig i kroppen. Sedan, som ett skott
under vattnet tuppade båda två av.
När Joel vaknade var han på södra tunnelbaneperrongen i Stockholm. Det
var mitt i natten och därför fanns där nästan inget folk. Han tittade åt sidan
och fick se något som gjorde att han skrek - en död gamling. En rynkig och
stinkade tant iklädd något slitet som liknade Venus kläder...
183

Løsningen
af Liv Stangeby Isaksen, Norge
Ååh, hva faen er det med meg? Hvorfor klarer jeg det aldri lenger? Hun reiste
seg brått av den plutselige panikken som sitret i hele kroppen, unnskyldte
seg med at hun skulle på do og gikk ut. Den kjølige luften for gjennom neseborene
og hun måtte konsentrere seg for å puste skikkelig. At han viste interesse
for henne var gammelt nytt, og hun hadde alltid likt det før. Likt å bli
beundret, likt å bli sett på med lengtende blikk, men ikke nå lenger. Alt var
forandret, hun så opp mot de grå skyene og håpet at det kom til å bedre seg
etter hvert. Å nei, der kom Kristine.
- Du bare stakk jo, hva skjedde a?
- Det er ingenting.
- Jo, fortell da? Hva hendte? Du skulle sett Sikander, han så temmelig forvirra
ut.
- Nei, det var ikke noe, la oss gå tilbake til kantina.
Når hun tenkte over episoden nå skjønte hun hvor rart det må ha virket. Men
hva annet kunne hun gjøre? Hun klarte ikke å fortsette å flørte den dagen,
klarte ikke de lure blikkene, de ømme, nesten umerkelige håndstrykene. Hun
hadde ikke klart det noen andre dager heller for den saks skyld. Det var til å
bli gal av iblant. Å møte Sikander i dag hadde fått henne til å tenke på den
episoden som skjedde for så lenge siden. Det var egentlig litt rart at de ikke
hadde snakket sammen siden ungdomsskolen. Eller det var vel egentlig hun
som ikke hadde holdt kontakten, men blitt værende hjemme de få gangene
den gamle gjengen skulle treffes igjen.
Det var tilfeldig at de var på akkurat den samme kaféen, fordi han bodde
på den andre, litt finere, siden av byen og hun hadde aldri sett han her før. I
begynnelsen hadde begge vært litt sjenerte, men det tok ikke lang tid før praten
var i gang. De satt og mimret en god stund, men det beste av alt var likevel
den herlige følelsen av å sitte der med en gammel venn uten å tenke en
eneste vond tanke.
Forandret seg hadde han også, ikke blitt så mye høyere riktignok, men fått
185

mer manndige trekk som for eksempel skjegg. Han så mer stilbevisst ut og
var faktisk blitt utrolig kjekk. Hun hadde vel også forandret seg ganske mye,
nå angret hun på alle de kveldene hun hadde sittet plantet foran tven og trøstespist,
omtrent 10 kilo hadde det vel blitt etter hvert. Det mellomblonde
håret hennes var bleket av sola og vokst mye lenger, men det var som han sa:
- Øynene dine er like blinkende og grønne som alltid.
- Blinkende? hadde hun svart. Det går det vel ikke an å si om øyne.
- Nei, jeg vet det, men med dine så går det, fordi de er så spesielle at det
ikke finnes et pent nok ord engang.
Hun hadde sett rødmende ned på tallerkenen med en halvspist jordbærterte
på, og det hadde tatt en liten stund før noen av dem hadde begynt å prate
igjen.
Han bodde hos fetteren sin i en leilighet som bare lå fem minutter unna kaféen,
og der skulle han bo resten av sommeren. Hun for sin del hadde ikke ferie
før om to uker, og hadde i tillegg takket ja til et par dager ekstra på jobben,
hun hadde jo regnet med at hun ikke skulle ha noe bedre å ta seg til. Jobben
på Hennes & Mauritz var i og for seg helt grei og hun trivdes blant kollegene
sine.
Men nå, nå hadde hun fått noe å gjøre. Sikander hadde insistert på at de
skulle treffes igjen og hadde ikke gitt seg på tross av at hun sa hun ikke hadde
tid. Det var en del av henne som bare ville gjemme seg bort i en liten krok
og bli der. Hun flippet helt ut med en gang menn rørte litt for mye ved henne,
hun lykkes aldri med å leve i øyeblikket, tankene hennes vandret alltid tilbake
til den ene gangen. Hun hatet det. Hatet at i hver eneste mann hun møtte
så hun en annen.
Hun traff Sikander igjen noen ganger, men de startet ikke å date ordentlig før
sommerferien hennes begynte. De gikk på kino, på stranden og spiste is i
parken. Det hendte at han prøvde å nærme seg henne, en gang prøvde han å
kysse henne også, men hun trakk seg tilbake hver eneste gang. Hun visste at
det måtte virke utrolig rart, og hun prøvde så godt hun kunne å vise at hun
var interessert, men hun klarte det ikke.
Allikevel fortsatte hun. Det var så befriende, hun følte seg lettere og gladere
enn hun hadde gjort på lenge. Hun åpnet seg opp på en helt annen måte
enn hun hadde gjort før, ikke med beina, men med munnen, og det var deilig.
Han spurte om de ikke kunne gå hjem til henne neste gang, men hun avslo
186
kontant, så derfor foreslo han at de dro til fetteren hans i stedet. Det skulle
være noen andre der også, noen kompiser av dem, han sa at hun godt kunne
ta med seg en venninne hvis hun ville. Hun nølte lenge, men besluttet til sist
at hun ble med hvis Kristine ikke skulle noe annet.
Det skulle hun ikke, så lørdag kveld begynte de tidlig hjemme hos Kristine
for å sminke seg og prate. Kristine syntes det var positivt at hun endelig
hadde begynt å gå ut litt mer og gledet seg til å møte Sikander igjen.
Vel framme ble de tilbudt alkohol, og hun takket først nei, men etter
masse masing fra de andre tok hun motvillig imot en drink og satt og nippet
sakte til den. Alle snakket i munnen på hverandre og hun prøvde å følge med
på så mange samtaler som mulig. Etter hvert falt hun litt ut av det og bare
satt og lot tankene vandre. Hun tenkte på allting egentlig, prøvde bare å
unngå å vekke vonde minner. Sikander henvendte seg til henne og prøvde å
få henne med, men hun ble fort stille igjen. Hun gikk ut til kjøkkenet for å
hente litt vann, og i det hun snudde seg for å gå tilbake stod Klaus, fetteren
til Sikander, der.
Hun skvatt og vannet skvulpet ut av glasset og ned på gulvet. Han lente
seg nærmere henne og spurte om hun ikke skulle ta noe sprit i stedet? Ånden
hans stinket alkohol og lukten kom nærmere. Pusten hennes forsvant og det
ble vanskelig å finne den igjen. Hun følte seg innestengt på det lille kjøkkenet
og visste ikke hva hun skulle svare. Hun begynte i stedet å tørke opp sølet
med en klut som hang der. Han satte seg på huk og prøvde å fange blikket
hennes. Til slutt så hun opp og inn i et par blågrå øyne som stakk henne hardt
i hjertet, hun hadde sett de samme øynene før, det samme blikket, bare på en
annen person, men i samme situasjon.
Før hun rakk å reagere hadde hun skreket så høyt hun kunne, sluppet glasset
i gulvet og løpt ut. Hun tok på seg skoene og grep tingene sine i en fart
før hun spurtet videre. Hun jogget bortover et stykke før hun stoppet opp og
slapp ut pusten som hadde satt seg fast i halsen. Åndedrettet hadde så vidt
begynt å bli normalt idet hun hørte løpende føtter som fikk henne til å sette
på sprang på nytt. Hun løp så fort hun orket, men føttene tok henne igjen og
noen armer grep henne så bestemt og fast at hun ikke hadde annet valg enn
å stoppe.
- Slipp meg! Fikk hun fram.
- Nei, aldri! Ikke før du forteller hva som foregår!
Armene snurret henne rundt, og da hun så hvem de tilhørte sluttet hun å
kjempe. Det var Sikander. Han kikket på henne med et undrende uttrykk og
187

ventet at hun skulle begynne å snakke. Hun ga han ingen forklaring, bare et
fort, kort svar om at hun hadde kommet på at hun hadde glemt å slå av ovnen
da hun dro hjemmefra. Hun kunne tydelig se at han ikke trodde henne, men
han lot henne gå allikevel. Hun kikket over skulderen og så han stå der som
en sår, skuffet og forlatt mann.
Hun kom hjem, satte seg ned på senga utslitt, og begynte å gråte. Tårene ville
ikke gi seg, de sluttet ikke å strømme nedover, men hun prøvde ikke å stoppe
det heller. Hun ville bare få alt ut, bli kvitt det. Hvorfor hadde hun oppført
seg så dumt? Hun likte han jo!
Ding dong. Det var Kristine som sto på døren med et bekymret ansikt og
spurte om hun trengte å snakke med noen. Hun sa at det ikke var nødvendig,
men Kristine ble med inn. Når de hadde kommet i gang, gikk praten i ett sett,
og det endte med at hun overnattet. De snakket om alt mulig, men for det
meste om det at hun plutselig hadde oppført seg så underlig nå som det
hadde gått så bra.
Hun våknet midt på natten og gikk på do, men da hun la seg igjen, kom
hun på noe som Kristine hadde sagt. Faen at det må finnes sånne mennesker,
de skulle ikke fått leve spør du meg. De skulle ikke fått leve, tenkte hun om
igjen. Idéen slo henne brått og brutalt, men også veldig klart. Hun satte seg
ned ved pc’en og begynte å søke, trøttheten var forsvunnet og hjernen jobbet
som aldri før. Hun følte seg oppspilt, men da Kristine våknet om morgenen
og så henne sitte der skjønte hun hvor sliten hun egentlig var. Etter at
Kristine hadde dratt hjem gikk hun og la seg igjen og sto ikke opp før klokka
fem på ettermiddagen.
Hun tok på seg noe av det fineste hun kunne finne og en stor bag som hun
hadde over skuldrene. Hun fikk forsiktige sideblikk fra folk når hun gikk til
bussen fordi hun spaserte så bestemt med de sjøgrønne sandalene og det
svaiende hvite skjørtet. Toppen var mørkeblå med et hvitt dødningehode på
i det venstre hjørnet. Hun kom fram til hallen et kvarter før kampen begynte,
kjøpte seg en vaffel og satte seg ned på tribunen.
Der stod han med ølmage og omtrent helt hvitt hår, fortsatt håndballtrener
etter alle disse åra, stakkars de jentene tenkte hun. Alle minnene og
følelsene presset opp i henne på nytt, uansett hvor mye hun prøvde å trykke
dem ned. At en middelaldrende glad mann med kulemage kunne virke så
skremmende var nesten skummelt i seg selv. Det trengtes mye selvkontroll
for å sitte der, hun prøvde å følge interessert med på kampen, som virket som
188
om den varte i en uendelig evighet. Laget hans vant og de fikk ros av treneren
og var kjempeglade. Alle jentene dro i dusjen utenom en som han hadde
holdt igjen og nå stod og snakket med. Jenta var slank med langt lyst hår,
minnet faktisk litt om henne selv da hun var på den alderen. At det er mulig!
Hun kjente at sinnet smøg seg på.
Alle hadde forlatt hallen unntatt han som måtte bli igjen for å plukke opp
baller og rydde. Han hadde ikke sett henne enda, og det skulle han ikke heller.
Hun tok på seg hanskene og dro ut repet før hun gikk forsiktig ned fra
tribunen slik at hun kom på baksiden av han. Heldigvis presset sinnet redselen
bort, men hun måtte likevel konsentrere seg utrolig mye for å holde hodet
kaldt.
Hun grep fatt i hendene hans bakfra, et slags politigrep, og strammet tauet
rundt håndleddene hans. Alt skjedde så fort at han ikke klarte å reagere før
det var for sent.
- Husker du meg? hvisket hun.
- Si hvem du er da, så kanskje jeg kommer på det. Han prøvde å virke
hverdagslig, men hadde en undertone som tydet på noe helt annet.
- Det er Josefine. Selv om hun hvisket var det umulig for han å ikke høre
det.
Hun lot han tenke, men ikke så lenge, før hun førte armene sine oppover
mot halsen hans.
Endelig hjemme igjen tok hun opp telefonen og ringte Sikander for å spørre
om han ville være med hjem til henne neste dag, og unnskyldte seg for oppførselen
sin. Etterpå ringte hun Kristine for å fortelle hvor modig hun hadde
vært. Det kom til å bli første gangen en mann hadde vært hjemme hos henne,
for selv om hun hadde noen få guttevenner hadde de alltid dratt hjem til noen
av de andre.
Hun gledegruet seg som om det var første daten. Hun begynte å rydde og
fant ut hva slags mat hun skulle lage til han, og ikke minst hva hun skulle ha
på seg, noe som tok nesten en time. Hun satte på høy musikk og var den gladeste
i hele verden, mens hun tenkte at dette kan jeg bli vant til.
189

Vampyrens tåre
af Thomas Bybjerg Brock, Danmark
Det er nu en måned siden, jeg døde. Jeg hader mit liv. Det lyder så godt, når
du får det tilbudt. Udødelighed, kolossal magt og overmenneskelige kræfter,
men sikke en pris at betale. Som jeg står der i døråbningen, mens de første
stjerner begynder at dukke op, er der intet, jeg længes mere efter end at se
solen, den vidunderlige ildkugle, der bringer liv til jorden. Åhh, at se en solopgang,
skæringspunktet mellem nat og da, hvor lyset trænger mørket på
flugt, og alting begynder at vågne og summe af liv. Jeg kigger ned på trappestenen
under mine fødder og sætter mig for at tænke den sidste uges tid
igennem.
Tom tyrede til bolden med sin ketsjer. Hans ansigtsudtryk var arrigt. Jeg slog
den lille gule bold tilbage med et blødt slag, der matchede mit smil. Han
hamrede den hidsigt retur til mig. Den var let at tage, han kunne ikke sætte
sine slag ordentlig, når han var vred.
”Hvad er der galt?” spurgte jeg med en så høflig tone, at det grænsede til
at være ubehøvlet.
”Du ved udmærket, hvad der er galt.” Hans stemme var lav og tør som en
ørkenvind. Hans slag fik bolden til at hvisle hen over nettet.
Han havde jo ret. Jeg vidste udmærket, hvad han talte om; men ifølge spillets
regler skulle jeg jo spille uvidende.
”Nej, jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad du taler om.” Det skader
jo ikke at smøre tykt på.
Jeg skød igen bolden over til ham.
”Ham din nye forretningspartner, der er noget ved ham. Hvad end den
handel går ud på, så ligger der et eller andet skummelt bag. Jeg mener det:
Lad være med at indgå aftaler med den fyr. Hvorfor taler han for resten med
dig? Hvorfor ikke direktøren? Du kan trods alt ikke træffe beslutninger på
firmaets vegne, vel?” Han lød faktisk ret nervøs. Og hans slag bar heller ikke
præg af vrede længere, snarere svækkelse. Hans ketcherarm rystede, og så
vidt jeg kunne se, så lagde han kræfter i slaget.Trods det kom bolden kun lige
191

over nettet. Jeg nåede med nød og næppe at redde den med en god underhånd.
”Jeg har styr på det. Og hvad nu hvis det her ikke vedkommer firmaet?”
”Ikke vedkommer firmaet? Hvad fanden har du gang i? Skifte job? Helt
ærlig din stilling er suveræn.” Det sidste fik en forvrænget tone, idet han
smashede bolden.
”Jeg ved, hvad jeg gør. Jeg kan nok vurdere ham lidt bedre end du kan.
Jeg har trods alt mødt ham.” Jeg lod bolden passere i vished om, at den ville
ryge for langt. Så gik jeg hen til Tom.
”Tak for spillet.” Jeg tog hans hånd og trykkede den.
”Vi er altså ikke færdige,” sagde han tørt. Hans ansigt var totalt udtryksløst.
”Din åhh så fantastiske vurderingsevne slog fejl. Den var inde.”
”Jeg bliver nødt til at gå nu.” Jeg så på uret. Den undskyldning kunne sagtens
bruges. ”Jeg har en aftale.” Jeg ønskede, at han skulle vide, at han havde
fejlet, at han ikke kunne kue mig.
Han rystede tavst på hovedet. Jeg begyndte at gå over mod omklædningsrummet.
”Hvad er det du er bange for? Du lyder som om, en forretnings¬samtale
kunne koste mig livet. Og hvis den endelig skulle gøre det , så vær ikke
bekymret for din pengepung: Jeg skal bare brændes og strøs ud på havet.”
Mit skæve smil blev til en underlig grimasse. Jeg var irriteret på ham, men
af en eller anden grund mere på mig selv, hvilket bare gjorde mig endnu
mere irriteret.
En sort limousine stod parkeret langs kantstenen. Jeg kiggede mig over skulderen
ind gennem vinduet i hallen, ind til tennisbanerne. Tom var lige så god
til at fange folks blik, som jeg var, og fangede da også hurtigt mit. Jeg vendte
mig. Jeg kunne ikke lide den underlige følelse af noget forkert. Hvis jeg
dog blot havde lyttet til den fornemmelse, som hans blik vakte i min mave ...
Jeg gik hen mod limousinens dør. I spejlruderne kunne jeg se, hvordan Tom
igen stod og rystede på hovedet. Blev den dør dog ikke snart åbnet?
”Monsieur.”
En mand klædt i en sort habit kom ud af limousinens passagerrum og holdt
døren åben. Han bukkede og svingede sin kæmpe muskuløse arm mod døren
i en inviterende gestus.
Jeg trådte ind. Der sad kun én mand med kort, krøllet hår og mørke solbriller
Han rettede lidt på sit sorte silkeslips med guld initialer og lavede en
gestus mod en af de sorte lædersofaer. Jeg satte mig.
192
”Skal De bruge noget, herre?” Muskelbundtet, som havde åbnet døren,
stak hovedet ind.
”Jo tak, Pierre, hvis du lige kunne hente et glas champagne til den herre.”
Hans stemme udstrålede klasse.
”Så gerne, herre.” Pierre forsvandt og kom kort efter tilbage med et champagneglas
til mig. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det et ægte krystalglas
og dets guldkant var ikke bare malet på. I glasset var en boblende væske, jeg
smagte på den, bruset kildede min tunge, mens væsken legede med alle mine
smagsløg. Champagnen var udsøgt, uden tvivl den bedste jeg nogensinde
havde smagt.
”Sæt du dig bare om til James og sig til ham, at han godt kan begynde at
køre.”
Manden havde, lige siden jeg trådte ind ad døren, siddet med blikket fæstnet
på de ægte tæpper, der beklædte gulvet.
Pierre forsvandt om mod førersædet, og kort efter startede bilen.
”Jeg ser, vi deler smag om indretning.”
Blikket havde på et splitsekund flyttet sig fra gulvet til mig.
Først vidste jeg ikke, hvad han mente, men blev så klar over julelysene i
mine øjne. Jeg rystede på hovedet.
”Ja. Ja, den er overdådig.”
Han smilede – først nu husker jeg, hvor koldt og hånligt smilet var – og
satte sig til rette, før han begyndte at tale. ”Så du er indforstået med kravene?”
Jeg nikkede.
”Skal vi så ikke komme i gang?”
”Jeg vil nu godt lige se en prøve.” Det lød jo egentlig alt for godt til at
være sandt, men også alt for godt til, at det ikke skulle undersøges. Det sidste
var jo grunden til, jeg sad her.
”Selvfølgelig.” Han tog samtaleanlægget og trykkede på knappen.
”James, stands vognen ved den næste forsøgskanin, vi passerer.”
Da vi passerede den næste på gaden standsede bilen. Manden lagde sine
solbriller fra sig og satte sig over til det vindue, der vendte ud mod forsøgskaninen.
Han rullede vinduet ned. Lige i det øjeblik han slap knappen, kom
forsøgskaninen forbi vinduet. Hun stirrede ind af det åbne vindue. Det varede
kun kort, så blev hendes blik fastlåst i hans.
”Tag din pung op af din taske.” Stemmen var både lokkende og hård.
Hun gjorde, som han sagde.
”Åben den.” Stemmen beholdt sin mærkelige klang.
193

Hun åbnede pungen
”Tag den seddel af størst værdi.”
Hun gjorde det.
”Riv den i stumper og stykker”
Hun gjorde det.
”Spis dem alle.”
Hun proppede stumperne i munden og begyndte at tygge, derefter gav
hun sig til at samle alle de små stykker, der var faldet ud af hendes hånd, op
og proppe dem i munden.
Manden satte sig tilbage på sin plads og tog sine solbriller på. Da hun
slugte de første stumper, kørte limousinen videre.
Hele min krop sitrede og skælvede. Mine øjne var opspilede, og mit hjerte
dunkede som en højtrykskedel. Jeg var totalt opslugt. Opslugt af den
kolossale magt. Magten var så stor - så umenneskelig stor. Jeg måtte eje en
sådan magt, lige meget hvad det kostede. Betingelserne var nu så små og
ubetydelige i forhold til den magt, jeg kunne opnå.
”Bevis nok?”
Jeg nikkede, stum af ærefrygt, stum ved tanken om, at jeg kunne komme
til at besidde sådanne kræfter.
”Så lad os komme i gang. Vær sød at lægge hovedet på skrå, det gør det
lidt lettere at komme til.” Han vendte sig om mod mig og åbnede munden.
Hans hjørnetænder begyndte at vokse, indtil de var blevet til to hvidglinsende,
sylespidse hugtænder.
Jeg lagde mit hoved på skrå og kunne mærke to stik på min hals. Presset
mod huden voksede hurtigt. Lugten af dyr herreparfume fyldte mine næsebor.
Da hugtænderne borede sig ind i min hals, fik jeg en kvalm smag i munden.
Smerten var enorm. Jeg kunne mærke det tykke klistrede blod løbe ned
af min hals. En blød, ru, klam tunge kørte over min hals og fjernede blodet.
Samtidig stoppede både blødningen og smerten. De blev afløst af en enorm
afslappethed. Mine skuldre sank sammen, og jeg var faldet forover, hvis ikke
han havde holdt mig. Det var, som om jeg blev lettet for flere kilo, som om
jeg blev tømt. Jeg begyndte også at føle mig tom, men så begyndte tågerne
at trænge ind i mit hoved, og alt blev sløret.
Jeg så en kniv, hvis sølvklinge skinnede om kap med dens guldhåndtag.
Så overtog tågerne. Jeg så ærmet på hans sorte silkehabit blive trukket tilbage.
Tågerne trængte sig på igen. Jeg så, hvordan et snit blev skåret i armen.
Så kunne jeg ikke holde øjnene åbne mere. En varm, tyk, klistret væske
begyndte at dryppe ned på mine læber, dens bitre jernsmag fyldte snart min
194
mund. Jeg slugte grådigt hver en dråbe. Jeg var så forbandet tørstig.
Jeg vågnede i min seng. Havde jeg drømt? Det havde føltes meget virkeligt.
Jeg førte min hånd op til munden og lod den glide over overkæben. Alle tænder
var lige lange. Mine hjørne¬tænder var i hvert fald ikke blevet til hugtænder.
Jeg stod op og trak gardinerne til side. Det var aften at dømme efter
menneskemængden, lige efter solnedgang. Jeg gik ud på badeværelset og så
på spejlbilledet af min hals, ingen bidemærker. Konklusion: En drøm.
Jeg gik nede på gaden. Det var, som om mine øjne havde svært ved at slippe
de forbipasserende, som mit blik faldt på. Og hver gang en af dem kom
tæt på, kunne jeg hører en dump trommemelodi bestående af to hurtige slag,
en pause og så to hurtige slag igen. Jeg følte mig tillige kold. Jeg besluttede
at gå ned på pubben og dulme dårligdommen med en god stor whisky.
Bartenderen skænkede op af det sædvanlige mærke, og jeg tog en slurk og
ventede på den skarpe, røgede smag. Men den kom ikke, whiskyen var
smagløs. Om ikke andet kunne jeg da drikke mig så fuld, at de irriterende
trommelyde forsvandt, tænkte jeg. Jeg tog endnu et glas og endnu et og så
også lige et til den sidste finger. Jeg vendte bunden i vejret på flasken og lod
de sidste par dråber løbe ud i glasset.
”Stik mig lige en ny flaske.” Mens jeg stirrede på mit næsten tomme glas,
råbte jeg ad bartenderen. Jeg var ikke den mindste smule fuld, og de irriterende
trommelyde ville bare ikke gå væk. Jeg var mildest talt pisse sur.
”Tror du ikke, du skulle holde nu?” Hun så mistroisk på den tomme whiskyflaske.
”Ved du hvad, jeg beundrer jeres whisky. Den smager af mindre end vand
og har en mindre beruselseseffekt end vand. Nej, jeg tror ikke, jeg skal stoppe.”
Jeg kiggede hende i øjnene. ”Bare giv mig en flaske whisky.”
Bartenderen stak mig en flaske whisky.
Jeg skruede låget af den og satte den for munden. Og begyndte at hælde.
Jeg stillede flasken fra mig. Min mave havde det ad helvedet til. Opkasten
fløj ud af min mund og oversprøjtede bartenderen.
”Du har vist fået nok. Fy for satan, det her er jo ren whisky. Kan du så
tage at komme ud!”
”Hold dog kæft.”
Hun så mig lige i øjnene. ”Nu fiser du af.”
Jeg stirrede tilbage. ”Nu skal jeg sige dig et par ting. For det første: Hold
kæft! For det andet, hvis du er så utilfreds med det opkast så … slik det op.”
Hun skulle bare ikke prøve at kommandere rundt med mig.
195

Bartenderen bukkede sig ned og begyndte at slikke disken ren for opkast.
Det tog mig lidt tid at opdage, hvad der var sket, men da det gik op for
mig, begyndte mine tæer at sitre. Rusen spredte sig hurtigt op gennem fødderne,
læggene, lårene, maven og hele vejen op til hovedet. Jeg var ikke sen
til at udnytte min nyvundne magt. Jeg gik over til en stor rocker, der sad og
nød en fadøl. Jeg kiggede ham lige i øjnene.
”Dans ballet.”
Jeg kunne mærke min eufori få et nyt kick, idet rockeren snurrede rundt
i en pirouette.
Jeg fik givet pubben dens egen hund og kat og en rockstjerne, men efterhånden
forsvandt min glæde ved at herske. Hvor var de ynkelige, som de
stod der. Det var alt for let. Det var ikke sjovt længere. Så jeg skred.
Ligesom jeg kom ud af døren, fløj en kvinde ind i mig, og vi væltede
begge om på jorden. Jeg mærkede ingenting, selvom jeg hamrede hovedet
ned i fortovet. Så heldig kan man ikke sige, hun var. Hun landede med kun
den ene hånd som støtte og fik en ordentlig hudafskrabning. Den var så dyb,
at hun efterlod nogle dråber blod på fliserne. Da jeg rejste mig, placerede jeg
hånden i blodet og slikkede det uvilkårligt af. Jeg skulle lige til at børste mit
nålestribede jakkesæt af, da der skete noget. En sød metallisk smag berusede
mig. Jeg slikkede mig om munden.
Hun havde rejst sig og var begyndt at undskylde, men jeg kunne ikke skelne
ordene fra hinanden. I stedet lagde jeg hovedet på skrå og betragtede
hende. Hun skyndte sig videre. Jeg snusede dybt ind. Jeg kunne opfatte utallige
lugte, den salte lugt af sved, lugten af bilos, men én lugt skilte sig ud, og
de andre forsvandt hurtigt. En berusende, lokkende lugt, den drev mig af
sted. Jeg løb alt, hvad jeg kunne, lugten blev kraftigere. Snakken fra de
mange mennesker på gaden forstummede. Bilstøjen forsvandt. Alle lyde forstummede.
Alle på nær en. Den hurtige trommemelodi fra kvinden stod nu
tydelig. Den var koncentreret. Der var kun én lyd, ikke en forvirret samling
af trommelyde. Lyden ophidsede mig. Jeg fór gennem menneskemængden
som en smidig kat, der smyger sig gennem en stue fuld af møbler på jagt
efter en mus.
Jeg stoppede op, snusede. Lyttede. Snusede igen. Jeg drejede ned ad en
øde gade. Der var min mad, den var stoppet med at løbe. Den kiggede sig
over skulderen. Den så mig og begyndte at løbe igen. Men det var for sent
for den at undslippe. Adrenalinen pumpede i mine årer. Det forstørrede fornøjelsen.
Jeg var lige bag den. Jeg kunne høre, hvordan den stakåndet trak
vejret. Ud og ind. Jeg selv var ikke spor forpustet. Mig skulle den ikke tro,
196
den kunne løbe fra.
Jeg gennede den gennem gaderne for til sidst at føre den ind i en blindgyde,
hvor den udmattet sank sammen. Jeg tog fat om dens skuldre og løftede
den op i en god højde, hvorefter jeg satte tænderne i den. Tænderne var
for længst vokset ud ved smagen af blod. Og nu var smagen der igen. Den
berusende smag, som bedøvede mig og satte mig i ekstase. Jeg havde aldrig
før haft en så berusende, overvældende følelse, på én gang afslappende og
dog sindssygt ophidsende.
Varsomt slikkede jeg de sidste bloddråber fra hendes hals væk og iagttog,
hvordan hendes sår på halsen lukkedes. Jeg slap hende. Lod hendes døde
krop falde til jorden. Så på hende et kort sekund. På det groteske smil i hendes
ansigt. Det udtrykte velbehag og frygt i forening.
Så styrtede jeg ned gennem gaderne, ramlede ind i alt og alle. Faldt og
kom på benene igen. Løb videre. Løb væk. Jeg vidste ikke, hvor jeg var på
vej hen, men pludselig stod jeg der, foran døren til mit hus. Jeg gik ind, låste
døren og smed mig på sengen. Den var kold ligesom mig. Helt kold.
Dødsens kold. Her havde jeg lige løbet den heftigste tur i hele mit liv, og jeg
havde ikke en dråbe sved på panden. Jeg var ikke engang den mindste smule
varm, nej, jeg var kold som et lig. Et lig som skabte flere.
Jeg havde ikke styr på tiden længere. Jeg havde mørkelagt hele mit hus. Intet
lys trængte ind. Her var mørkt som i graven. Og stille som i en. Ansigterne
passerede min nethinde, nej de passerede den ikke, de brændte sig fast.
Ingen vil savne dem. Det var som regel bare vagabonder. De havde ingen,
de var ingen. Men de var mennesker, det var da mere, end man kunne sige
om mig. Jeg. Jeg var et monster, et monster, der dræbte folk, der levede på
gaden, for selv at overleve.
Dengang jeg havde siddet der i limousinen, havde jeg set mig selv som
dens ejer, som en direktør, som et menneske med umådelig magt over andres
liv og gang på jorden. Det havde været min største drøm. Min største drøm
var nu at ligge på en grøn græsplæne midt om dagen, mens solen skinnede
fra en skyfri himmel ,og folk løb glade forbi mig, uden jeg kunne høre deres
hjerte slå.
En uhyggelig ringen fyldte mine øre. Jeg skreg.
”Lad mig være.”
Som jeg lå der på sengen med ben og arme foldet op omkring hovedet,
gik det op for mig, at det var dørklokken, der havde brudt stilheden. Jeg hvæsede
ad den. Men trods min uro begyndte jeg at gå hen mod døren. Tanken
197

om at kunne snakke med et andet menneske igen lød bare så fristende.
Tanken om mad. Jeg stoppede brat op. Det måtte ikke ske. Jeg måtte ikke
gøre det. Mine fødder førte mig frem mod døren, mens jeg febrilsk greb efter
noget, men mit greb gled, da jeg begyndte at høre den kendte trommelyd.
Stop, stop. ”STOP!” Jeg skreg panisk, mine ben ville ikke lytte, hele min
krop var under en andens kontrol. Bæstets kontrol. Det forbandede bæst,
som jeg havde givet lov til at leve i mig for til gengæld at udnytte dets kræfter.
Da jeg åbnede døren, stod Tom der. Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede
ham. En svag lugt trængte ind i mine næsebor. Det var en lugt af barbersprit,
men den havde mistet sin skarphed, den var rund og dæmpet. Den
dumpe trommelyd fyldte mine øre. Den steg i styrke, men pludselig blev den
afbrudt af hans stemme, som vækkede mig til live igen.
”Kan jeg komme ind.”
Nej. NEJ! Løb væk og vis dig aldrig igen, det er for farligt for dig! Mit
indre skreg ordene så højt, at det ikke skulle havde undret mig, om han havde
hørt dem. Ikke desto mindre nikkede jeg, og han gik ind.
Da vi havde sat os i sofaen, sneg lugten af hans deodorant sig atter ind i
mine næsebor og den menneskelige del, der stadig var til stede i mig undrede
sig over, hvordan det var muligt at lugte den neutrale deodorant, som jeg
så tit havde set ligge i hans sportstaske.
Han begyndte at snakke om, at han havde været forbi mange gange, og
min bil havde stået her, og hvor jeg havde været henne? De præcise ord
kunne jeg ikke opfatte for den stigende trommelyd. Jeg slikkede mig om
munden, men der var noget i vejen, jeg kunne ikke komme helt ud i siderne.
Hans ord var nu bare en strøm af uadskillelige lyde. Min tunge gled over de
syle, der før havde blokeret dens vej. Der var nu ingen andre lyde en trommelyden,
nok bevægede hans mund sig, men der kom ikke et ord ud.
Trommelyden var kraftig, som om jeg stod lige ved siden af en stortromme.
Jeg åbnede munden på vid gab, så de sylespidse hugtænder glinsede i det lys,
han havde tændt. Jeg kastede mig frem mod ham og huggede til.
Nej. Den stille hvisken fyldte min krop. Nej! Skriget rungede hele vejen
gennem mig. Fra fødderne og hele vejen gennem benene og kroppen, ud i
armene og op i munden, hvorfra det rungder ud med en højde der fik vinduerne
til at vibreer. ”NEJ!”
Jeg slap ham. Han faldt ned på gulvet. Hans livløse krop lå på gulvet. Jeg
faldt sammen ved siden af ham. ”Nej, nej, nej.”
Min hvisken var knap nok hørlig. Jeg rejste mig og gik ud af hoveddøren.
198
Jeg lænede mig op ad dørkarmen og sukkede. Hvad skulle jeg gøre med mig
selv?
Jeg sidder på trappestenen og venter. Min beslutning er taget, og jeg står fast
på den nu her, hvor de første solstråler viser sig på himlen. Et jag af smerte
skærer igennem min krop. Solens varme stråler brænder sig ind i min hud.
Mens den lette brise behageligt omfavner mig. Jeg kan høre fuglene synge
deres glade hyldestsange til den begyndende dag. Lugten af brændt menneskekød
blander sig med den friske duft fra det dugvåde græs og de nyudfoldede
tusindfryd. Selv blomsterne sover, når det er nat. Jeg tømmer sindet,
aldrig skal jeg igen gøre nogen fortræd. Jeg stirrer lige på den opgående sol
og tager et dybt åndedrag. Smerten er kolossal. Dens intensitet stiger konstant.
Lugten af brændt kød dominerer nu totalt. Som jeg sidder der, er det,
som om solen brænder hver en synd ud af mig, og jeg bliver lettere og lettere.
Jeg føler mig så let, at det ikke skulle undre mig, om vinden tager mig
med, og det gør den. Jeg bliver løftet fra min plads på trappestenen, svæver
ned gennem gaderne. Jeg ser gennem vinduerne på husene, folk gør sig rede
til en ny dag. Vinden tager mig ned til havnen, hvor fiskerkutterne begynder
at lægge til kaj. Den tager mig ud over de blå bølger, der skinner i solens første
stråler. Her lægger den mig blødt til hvile for evig tid. Og lige der, hvor
jeg bliver lagt på bølgen. Der er jeg for første gang i begge mine liv lykkelig.
199

Meningen med döden
af Jennie Hallberg, Sverige
Jag har aldrig tänkt särskilt mycket på döden. Det kändes onödigt eftersom
alla andra verkar göra det hela tiden.
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden jag tänkte på döden igår döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden
döden
ödem
“Som en primitiv instinkt fast mindre brutal”
Historien svalde mig hel och hållen, som en älskare tog den hela mig,
omfamnade mig, jag gick vilse i förståelsen. Jag har två ben, men jag vägrar
stå på dem. Satans djävla fan också, varför spelar hela världen med i min
fars? Hitt på något idiotiskt, hitt på något om dolkar eller explosioner eller
tonårsliv. Gör det! Vill de läsa? Klart de vill läsa om dolkar, men det måste
vara snygga dolkar. Det måste finnas en femtioårig gubbe bakom varje diktsamling
om hösten. En sextonårig fjortis kan inte göra något bra eftersom
allt hon gör blir dåligt. Att känna sig bevakad, sedan sorgen över att ingen
finns där. Ingen bevakar dig, ingen ser dig, ingen bryr sig. Jag är Mange som
sitter på taket och vill skriva det ingen annan skriver. Jag plagierar och för-
201

söker i all desperation skapa absolut originalitet. Eftersom jag inte fullkomligen
ääälskar Shakespeare finns det väl ingenting jag är sämre på än att försöka
passa in. Trots min misstro mot massan är ju allt man vill bara att bryta
litegrann, jag vill inte vara en total outsider, jag vill inte känna mig ensam
resten av mitt liv, jag vill inte vakna upp en dag och känna mig död. Jag vill
bara bryta litegrann. Jag vill bara vara lite speciell. Är det alltför mycket
begärt? Ska man behöva må djävligt dåligt ovanpå alltihop. Ska man behöva
känna sig som en fästing som suger sig fast på mänskligheten, utan att
någonsin känna lättnad eller lycka, bara sträva som en djävla galning för
strävandets skull.
“Från taken kommer rytmisk musik med tillhörande kvinnoröst som
sjunger låtsasord på ett låtsasspråk”
Jag letar inte efter de rätta svaren; jag letar efter de rätta frågorna. Du har
dem inte, det vet jag nu. Innan var jag så säker, vad du än sa. Dina ord betyder
intet för mig. Jag kan inte lyssna. Jag ska försöka i framtiden. Problemet
är väl att du säger så mycket idiotiskt också, och jag har svårt att vaska ut
guldkornen ur dina hopplöst neurotiska meningar. Samtidigt menar du tusenfalt
mer, dina tankar är så ordnade och tryggheten berusande. Fast kanske
lurar du också dig själv? Kan jag lita på dina känslor?
Jag hör:
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp damp damp damp damp damp damp damp damp damp
damp
damp
danmark
Drabbar eller drabbas jag? Av dig drabbade jag mig själv. Jag är en vante som
202
kontrollerar orkanen jag cirkulerar i med hjälp av ren tankekraft. Resten av
världen drabbar jag med kraft och intensitet. Du drabbas, accepterar, trivs
mycket bättre på den här platsen där man inget vet. Där jag uppnår osämja
med mig själv och med dig i frustration över att man aldrig kan göra riktigt
vad man vill.
Politik är inte min väg men likförbannat har det blivit det enda sättet att
uttrycka sig på. Jag är inte arg jämt, men jag kanske önskar att jag vore det.
Nej, det gör jag inte, jobbigt att alltid hänga fast vid en känsla, att alltid vara
på topp och aldrig vila på botten. Jobbigt att alltid kvävas på botten och
aldrig kunna hävda sig själv. För allting handlar till slut om ens eget psyke.
Naturligtvis i förhållande till andras men det är ändå en obetydlig parantes
vad alla runt omkring tänker och känner. Jag bryr mig egentligen mycket om
dina och våra medmänniskors känslor, men den egenskapen slumrar för tillfället.
Hur skall jag kunna sträcka mig utanför mig själv, om jag inte kan nå
det som finns innanför? Jag blir låst, oförmögen att alls orka beröra eller
beröras, drabba eller drabbas. Vilket liv att leva, helt isolerad och med känslan
av att inte känna sig hemma i sig själv.
Jag vill fan dö innan något värre händer. Jag vill fan dö innan alla de besvikelser
som kommer att bli mina träffar mig. Jag vill fan dö, dö dö dö, jag vill
dö så djävla mycket och samtidigt vill jag leva, leva så djävla pissmycket att
alla borde förstå och jag vet inte vilket jag vill mest, jag vet inte heller vilket
som är värst, hur länge till jag står ut med att leva och hur länge till jag står
ut med att vara död?!
Slut på det abstrakta:
Hur viktigt är det för en individ att fungera normalt i samhället? Vi är som
myror som alla tvingas dra vårt strå till stacken, samtidigt som individualismens
fria låga lyser vår väg. Ändå måste man vara funktionellt mekanisk; att
fungera normalt, är det samma som att med all sin kraft förtrycka de destruktiva
element som uppenbarligen förföljer varje mänsklig varelse? Men det
gör inte den enskilda individen lycklig! Samhället blir effektivt, men till
vilket pris? All kreativitet försvinner ned genom hålet i badkarsbotten bara
för att något ljus kom på att man skulle dra ur ploppen när man just fått dit
den ordentligt. Vilket djävla sätt att behandla det privata tankelivet! Det är
som att öppna en länge reglad dörr och bli dränkt av vattenmassorna som
dolde sig därinne. Hur sunt är det att bygga lager på lager över den där dörren?
Stapla möbler i kaotiska högar tills man tror på sin egen svartvita syn
203

på sig själv. Ärlighet mot sig själv är fett underskattat. Satans meningslöst att
bara ha en sinnesstämning, särskilt om allt blir fel och falskt och bittert och
deppigt. Alla glorifierar känslan av att må bra, men jag undrar om det är så
mycket att hänga i julgranen ändå.
En fråga:
Blir det bättre? Jag undrar om det går att få hjälp. Jag undrar hur man
annars kan förväntas orka med. Tillbaka till det deprimerande tänkandet;
vad få det är som tar livet av sig i vårt Sverige. Jag är alltid normen. Normal,
normal normal. Om jag mår såhär måste halva mänskligheten må sämre...
och hur mycket sämre kan man må och fortfarande härda ut? Det här är
ohållbart. Ibland känner jag bara för att utbrista: “okej, jag är deprimerad,”
bara för att ha ett namn på vad det här handlar om. Men mina problem är
ju så små så små. Petitesser. En bit kaka. Tänk på barnen i Afrika.
Just därför är det så svårt att ta tag i det!
Jag har känt hatet mot dig komma krypande i en hel vecka. Jag förvarnade
dig, men det hjälpte inte. Hittills har det känts orättfärdigat, som om du inte
gjort något dumt alls. Nu börjar din djävla velighet få fäste i tankegångarna.
Nu känner jag att det är rätt åt dig, efter en vecka är det för sent att ordna allting,
varför gjorde du ingeting när jag sa det? Varför ansträngde du dig inte,
inte ens lite, för att hejda de här känslorna för jag vill ju inte hata dig, lika
lite som jag vill hata mig själv, och hade du visat minsta lilla välvilja hade
det varit min bromsmedicin. Det vill jag iallafall inbilla mig. Och aldrig är
det för sent, aldrig aldrig aldrig, för jag har hatat dig så många gånger, och
jag har älskat dig så många många fler gånger. Men det är för sent för den
här gången, för sent tills någon av oss tar tag i det och ordnar allting. Ännu
en gång bestämmer jag mig för att det måste bli du. Och ännu en gång kommer
det att bli jag.
Det finns inte plats nog, det finns inte rymd nog, jag kan inte andas, det
spänner över bröstet, jag kan inte andas. Kroppen är tung, kroppen vill stanna
men själen vill flyga. Själen vill missa marken. Själen kommer aldrig att
missa marken, själen kommer att dö, själen kommer att dö själen kommer att
dö själen kommer att dö själenkommerattdösjälenkommerattdö dö dö dö dö
dö dö dö dö döden döden dö, som i en gammal historia av en gammal gammal
man som är lika nära döden som jag är nu.
204
“Du är ju helt otrolig, tösunge!”
Jag har alltid fått uppfattningen om att jag skulle vara bättre än alla andra,
bättre än mina jämnåriga. Jag var alltid den smarta, den talangfyllda, den
upphöjda. Ibland känns det som att det jag kände i sexan är vad alla andra
skulle kalla kärlek, som om alla andra är inlåsta i samma känslobubbla som
jag var då. Som om jag upplevt mer än mina vänner. Det är inte konstigt att
jag uppfattas som arrogant och överlägsen. Jag är fruktansvärt arrogant. Det
är en av mina egenskaper. Utan arrogans skulle jag aldrig skriva det här, och
utan min överlägsenhet skulle du aldrig få läsa det här.
Nu har jag väntat i flera timmar på att något skall hända. Den emotionella
baksmällan gör mig illamående. Jag fattar verkligen ingenting. Jag vet inte
vem jag är, vad jag sysslar med och om det i så fall gör mig glad. Jag tror
att det är jobbigt. Gud, vad fan är det som händer egentligen?!
“Vill du gifta dig med mig?”
Varför ramlar vissa ned i ett hål av sorg? Alla hanterar det där olika. Med
“det där” menar jag det mörka, det hemska, negativa, fruktansvärda. Det alla
människor får vid födseln, det som följer med det goda som ett oundvikligt
tillbehör. Ibland är det en våg som väger jämt, ibland väger det goda över,
och ibland blir det till en skugga som bara maler och maler. Vissa har mer än
andra, men det spelar egentligen mindre roll. Det är hur man hanterar det
som är det viktiga. Alla människor upplever tragedier. Anhöriga som dör.
Eller så har man inga anhöriga och dö är det en tragedi i sig?
Ensamheten är vedervärdig. Man tror att man slutar vara ensam när man
har vänner, familj och käresta. Jag trodde att livet skulle bli perfekt. Idioti.
Det blev ännu värre; har man det bra ytligt sett och fortfarande är ledsen och
ensam vet man inte vad man skall göra för att det ska sluta. Man blir hopplöst
deprimerad. Det verkar som om ingenting kan hjälpa en, inget i hela
världen. Och hittills har jag inte känt en person på djupet och klassat den
som lycklig.
De säger att alla hinder ligger inom mig själv. Det får mig att vilja skrika åt
alla andra “men alla hinder finns inom dig, så sluta hindra mig!”.
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
205

döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden döden
döden döden döden
döden
döden
döden...
Jag har aldrig tänkt mycket på döden.
Jag har aldrig tänkt mycket på döden.
Jag har aldrig tänkt så mycket på döden, men eftersom alla andra gör det
hela tiden måste det finnas en poäng med det som jag inte förstår.
206
Golvmoppen
af Ninni Svensson, Sverige
Ännu en dag i helvetet. Vaktmästaren låste upp dörren till skolan. Fan, någon
hade spolat ned hela rullar med papper i toaletten. Igen. Resultatet syntes
tydligt utanför dörren. Vattnet hade bildat en mindre flod som nu välde fram
över tröskeln. Denne någon som inte var till annat än besvär för honom. Med
en suck vadade han igenom vätan för att reda upp ännu en översvämning.
En timme senare kom en grinig och blöt vaktmästare i övre medelåldern
ut från en toalett på en högstadieskola i mitten av Sverige. Han hann inte ta
mer än tre steg innan en dam som inte hade långt kvar till pensionen, kom
gående med mycket bestämda steg mot honom. Inom sig drog vaktmästaren
en djup suck. Det här skulle inte bli trevligt.
- Är du medveten om att jag nästan krockade imorse? Du måste klippa
buskarna! De växter faktiskt så vilt så att man inte ser någonting! Tänk om
jag hade kört över en människa?!
Hemkunskaps-Inger var mycket upprörd. Hon var till och med så upprörd
att några gråa hårslingor hade lossnat från den hårt åtdragna knuten.
- Lyssnar du ens på vad jag säger?
Vaktmästaren suckade. Det här var inte första gången som hemkunskaps-
Inger skällde ut honom. Om det inte var för buskar som växte bortanför hans
kontroll så var det för hundar och katter som uträttade sina behov i lågstadiets
sandlådor. Vad han skulle kunna göra åt det kunde han inte förstå.
- Såja. Nu är det nog bäst att vi lugnar ner oss lite...
- Lugna ner mig?? Jag kunde ha dödat någon!
Vaktmästaren hade lust att skrika åt henne att hålla käften men insåg ganska
så snabbt att inte ens en bastuba skulle få tyst på henne.
- Dödat! Förstår du hur allvarligt det är?
- Men snälla Inger. Det är ju bara några buskar…
Efter att ha fått lyssna på en lång föreläsning om hur många som dött i
krockar orsakade av buskar bestämde sig vaktmästaren för att klippa buskarna,
och det endast för att få tyst på Inger.
Efter den alldeles för korta lunchen var han redo för eftermiddagens pröv-
207

ningar. Morgonens buskbestyr hade slutat med ett antal rispor och han hoppades
att eftermiddagen skulle vara lugnare. Han kastade en ängslig blick ut
genom fönstret. Han kände hur hoppet om en bättre eftermiddag försvann.
Utanför fönstret stod det en klunga mellanstadieungar och kikade oroligt upp
mot taket. Det kunde endast betyda en sak: en boll låg däruppe.
Vaktmästaren slöt ögonen och hoppades att de skulle lyckas få ner den
själva, men sådan tur verkade han inte ha. I nästa stund knackade det på
fönstret. Han behövde inte öppna ögonen för att veta vilken syn som skulle
möta honom. Långsamt räknade han till tre innan han slog upp ögonlocken.
Precis som han väntat stod det tre hoppfulla barn utanför. Riktiga snorungar
var vad de var. Vaktmästaren visade med en min att han skulle komma ut alldeles
strax. Han mimspråk var uppenbarligen okänt för småpojkarna som
ihärdigt fortsatte att knacka på glasrutan.
- Ja! Jag kommer!!
Han hade tappat behärskningen. Alltid detta gnäll efter uppskjutna bollar!
Nej, låt ungarna klättra upp på taket själva och hämta dem. Det var hans
åsikt. Låt dem bryta en arm eller två, gärna ett ben också. Kanske skulle det
lära dem en läxa om att inte skjuta upp bollar på tak mer. Tyvärr var han
ensam om den uppfattningen. Officiellt i alla fall. Rektorn hade klartgjort
högt och tydligt att det var hans uppgift att lösa problem, när han en gång
varit där och klagat.
- Rektorn skulle själv ta och klättra upp och ned för en stege tjugo gånger
i veckan så skulle han få se hur roligt det är.
Vaktmästaren muttrade för sig själv innan han långsamt reste sig upp och
gick ut för att hjälpa de små snorungarna med deras boll.
Det hade varit en lång dag idag. Men nu var den äntligen slut. Vaktmästaren
gick med bestämda steg mot gymnastiksalen. Snart var det dags. Han låste
upp dörren och steg in. Vant gick han fram till cd-spelaren och tog fram cdskivan
som han hade i fickan. Låt nummer fem var den rätta. Han kände hur
pulsen gick igång i takt till musiken och han grep tag i moppen som han hade
ställt bredvid cd-spelaren. Så var han ute på golvet.
Han dansade omkring med moppen. Shake, shake, shake! Shake your
booty!! Musiken strömmade ut från högtalarna. Moppen var en utmärkt dam.
Runt, runt, skaaaaka på rumpan!! Shake your booty! Ingen störde. Det var
bara han, moppen och en tom gymnastiksal.
- Shake your booooooty!
Vaktmästaren sjöng med i låten. Det här var definitivt bästa stunden på
208
dagen. Här fanns det inga översvämmade toaletter, ingen som gnällde över
buskar som vuxit sig för snåriga, inga korkade ungar som envisades med att
skjuta upp bollar på taket och inga klagomål över trasiga lås.
- Shake, shake, shake!
Friheten strömmade igenom hela kroppen. Det fanns inga spärrar utan allt
släpptes lös. Hans stämma växte högre och högre.
- Shaaaaaake your booty!
Och nu var det dags för moonwalken. Han slängde iväg moppen så den
flög tvärs igenom hela salen. Han ställde sig i startposition. Och där kom den
osynliga signalen. Han startade. Han korsade det blå strecket. Han korsade
det röda strecket. Han korsade det blå strecket. Och nu hade han moonwalkat
över hela gymnastiksalen!
- Tack. Tack! Tackar så mycket!
Vaktmästaren sprang ett ärevarv runt gymnastiksalen medan han bugade
för den osynliga publiken med de ohörbara applåderna. Han joggade sedan
fram till cd-spelaren och tryckte på repeat.
Now everybody, get out on the floor.
Ännu en gång bjöd vaktmästaren upp moppen på en svängom. Artig som
han var så bockade han först.
- Skulle damen vilja dansa lite med mig?
Med ett fast grepp förde han ut henne på dansgolvet. De virvlade runt tillsammans.
Runt, runt, runt. Snurr efter snurr efter snurr. Steg på steg på steg.
Det kändes som om benen lättade ifrån marken och vardagslivet var ljusår
bort.
- Well, you´re the best in the world, I can tell!
Vaktmästaren sjöng med i textraden samtidigt som han studerade sig själv
i spegeln som täckte ena kortsidan av hallen. Han kastade iväg slängkyssar
åt sig själv innan han och moppen virvlade vidare.
Shake, shake, shake
Nu kom slutklämmen. Hans meddansös moppen förvandlades till en
gitarr och han rev av ett fantastiskt gitarrsolo, innan han slutligen stannade i
den berömda slutposen med armar pekandes rakt upp, benen brett isär och
huvudet nedböjt.
Han stod still och kände hur bra det här kändes. Benen och armarna pekade
åt precis rätt håll. Han slöt ögonen för att fånga ögonblicket. En hostning
hördes ifrån dörröppningen.
- Ursäkta, men vad sysslar du med egentligen?
Han öppnade motsträvigt ögonen. I dörröppningen stod hemkunskaps-
209

Inger och bakom henne skymtade rektorn och större delen av lärarkåren.
- Typiskt, tänkte han. Får en vaktmästare aldrig släppa loss?
210
Drømmeskår
af Maren Caroline Frogner Werner, Norge
Han stakk foten forsiktig ned i vannet. Solen hadde en rødlig farge. Det
store, mørke havet hadde nok også oppdaget dens skjønnhet, for i et eneste
stort jafs slukte den solen hel. Månen entret himmelen og laget glitrende brusinger
på havoverflaten. De små bølgene som slo inn mot stranden var som
silke for ørene og han kjente søvnen sige over seg som en stor, tung stein.
Like ved han var fremdeles festen i gang. Familie og venner sang, danset og
koste seg. Han ville bare sitte og se på, ville bare sitte og høre på de han var
glad i og det gjorde han lykkelig. Han var trygg. Han la seg på ryggen ned i
sanden, og gravde sine små, skjøre hender ned i den. Følte på hvert eneste
lille sandkorn, som om de var ørsmå babyer som trengte omsorg. Deretter så
han opp på stjernene, de smilte til han, og med et lite smil om munnen sovnet
han inn med nattens store himmel som en varm og mektig dyne over seg.
”Pip pip pip!” Vekkerklokken skar i ørene. ”Pip pip pip!”. Han prøvde å
synke ned i sengen, prøvde å begrave hjernen i natten og la den bli der. ”Pip
pip piiiip!” . Han var fortapt. Dagen hadde for lengst fått overtaket. De tynne,
bleke leggene karret seg ut på et teppebelagt gulv. Han redde opp sengen
etter seg. Rettet litt på lakenet, så puten og så dynen. Han likte å ha det ryddig.
Han tok på seg en lys olabukse og en mørkeblå t-skjorte. Han rettet litt
på håret og smilte oppgitt til et lite speil, det eneste som fortsatt var helt i leiligheten.
Forsiktig åpnet han døren ut til gangen. De knallblå øynene så først
til venstre, så til høyre. Ingen lyder. Han holdt på å snuble i et par ølflasker
i det han gikk ut av rommet. Varsomt tok han flaskene opp og bar dem med
seg inn på kjøkkenet. Hans munn sukket da han så alt rotet. Det lå noe overalt.
Mens vante fingre plukket flaskene opp, en etter en, var tankene atter en
gang rettet mot moren. Han visste aldri hvor hun befant seg. Han visste ikke
om hun var alvorlig eller om hun tullet. Han visste ikke om hun var glad eller
lei seg. Han visste ikke alltid en gang om hun levde. Men han godtok at det
var slik. Det var mange som hadde det verre, tenkte han, så han syntes ikke
det var riktig å klage.
211

Skoleveien var ikke lang. Han hadde gått den samme veien i snart syv år nå
og kunne nesten gå den i blinde. Han plystret for seg selv og hadde en god
følelse i magen, i alle fall bedre enn den vanlige. Skoleklokken ringte i det
øyeblikk han gikk inn i skolegården. Alle barna beveget seg inn i bygget, og
han fulgte med.
Klasseforstander Lars Morkensten åpnet døren til klasse 7B’s klasserom
og klokken hadde passert halv ni.
”God morgen!” Han var like positiv som vanlig. En gjeng med halvsovende,
men for så vidt blide elever gampet inn og satt seg ned på plassene
sine.
”Jeg skal bare ta et lite opprop før vi begynner dagen,” sa Morkensten.
”Even?” runget det utover klasserommet.
”Ja!” Even var til stede.
”Cecilia?”
”Jeg er her!” En tynn, men høy jente med brune øyne besvarte læreren.
Og slik fortsatte det. Gjennom nesten hele alfabetet. Helt til;
”Og til slutt, Nils?” sa Morkensten. En blåøyd gutt med mørk blå t-skjorte
tittet opp på sin forventningsfulle lærer.
”Ja,” sa han. Enkelt og greit. Til slutt, men allikevel med på listen. Det
gjorde han glad.
På en knirkende, men ganske behagelig trestol var Nils vitne til at skoledagen
smøg seg av gårde. Han sa ingenting, men fulgte alltid godt med.
Bendik, som satt ved siden av han, var derimot rake motsetningen. Han skrek
ut når han fikk sjansen og tilbrakte derfor også en rekke timer på rektors kontor.
Likevel sa han aldri noe til Nils. Det hendte noen ganger at han streifet
blikket bortom Nils, og Nils smilte, men Bendik smilte aldri tilbake.
Så var skoledagen forbi. Hvis du så godt etter kunne du skimte en liten
gutt i barnemengden. Han hadde ransel, mørkeblå t-skjorte og lys olabukse.
Skoene hans var slitte og øynene trette. Han subbet bortover som om han
ønsket han ikke skulle bevege seg noen vei. Ut av skolegården, over veien og
bortover fortauet. En skolisse løsnet og den spinkle barnekroppen bøyde seg
forsiktig ned for å knyte. Straks reiste Nils seg opp igjen. Så skvatt han til.
Som om en elektrisk strømkilde hadde berørt hans skjøre kropp, ristet den.
Han tok et skritt tilbake, men så fremdeles inn i to snille, oppvakte, grønne
øyne.
To gutter sto stille og så på hverandre. Nils ville ha reist land og strand for
å finne ut hvem den andre var, men leppene hadde klistret seg fast i hverandre
som to klumper med kvae.
212
”Hei!” sa den ukjente gutten. Han så på Nils med et spørrende blikk. De
var omtrent på samme høyde og alder. Gutten hadde brun bukse, grønn tskjorte
og fregner. Det oransjefargede håret var merkelig plassert på et ganske
stort hode.
”Hei,” Nils svarte.
”Hva heter du?” sa den ukjente gutten.
”Nils,” svarte Nils og var snarere i vendingen denne gangen. ”Du da?”
”Jesper,” sa gutten, ”hyggelig å møte deg!” Jesper smilte, og så hoppet og
danset han videre bortover fortauet.
Nils studerte han nysgjerrig. Hans øyne var festet på den ukjente gutten
som en planke er spikret til veggen. Han ville rope etter gutten av full hals.
Ville spørre om han kunne være med å leke eller noe, men han torde ikke.
Gutten hadde sagt han syntes det var hyggelig å møte han, men det var sikkert
bare noe han sa til alle han møtte. Allikevel var Nils’ ansikt betydelig
mer fargerikt og opplyst nå enn fem minutter tidligere. De spinkle bena svevde
som fjær bortover i en verden hvor bakken var av silke og fuglene sang
konstant. En vakker verden. Som endte akkurat i det døren lukket seg bak
han med et brak.
”Faen, er det gutten din igjen?” En mannestemme runget gjennom huset.
Hverdagen var for lengst tilbake.
”Ikke snakk sånn om Nils!” sa en tynn stemme.
”Hei vennen,” hun henvendte seg til sin sønn.
”Hei,” sa Nils.
”Hvordan var dagen din?” Morens pust luktet kvalmende tobakk.
”Å! Nils her og Nils der. Alltid Nils! Du har ikke tenkt å bry deg om hvordan
min dag har vært kanskje?” Mannestemmen tilhørte en stor mann i 40årene
med lite hår og store muskler.
”Jeg mente det ikke sånn,” sa moren. ”Jeg bryr meg jo om deg!”
”Det eneste du gjør er å lyve, jævla kvinnemenneske!” Den store mannen
smelte igjen utgangsdøren.
”Nei, Trond vent!” Moren åpnet døren, løp ut og stemmen hennes ble svakere
og svakere inntil den ble helt borte.
Tilbakelagt og på evig venteliste lå en liten gutt på sin seng med skjelvende
ben og røde øyne. Ingen følte redselen og hatet krige inne i seg som
den lille gutten gjorde. Ingen så. Ingen brydde seg. Og det såret mer enn
tusen slag noen gang ville kunne såre.
Skoledagen gikk fort i dag. Nils kunne ikke vente på å gå hjem igjen.
213

Hendene fingret febrilsk med en svart kulepenn og føttene trampet stille
under pulten. Plusser og minuser fylte tavlen, men alt Nils kunne se var to
grønne øyne under et oransjefarget hår.
Små maur kravlet rundt i magen da Nils gikk bortover fortauet. Han
kunne ikke slutte å smile, og måtte ta seg selv i å gå for fort flere ganger. Så
plutselig stoppet han opp. Han gapte og bet tennene over en stor porsjon luft.
Hvorfor i alle dager skulle Jesper komme på samme sted til samme tid i dag?
Han følte seg dum. Smilet bleknet. Han holdt pusten. Så seg rundt en siste
gang, og sannelig, et stykke bortover veien kom en liten gutt hoppende. Han
hadde noe i hånden. Solen sved i øynene på Nils, så han hadde vanskeligheter
for å se, men jo, det kunne være, han så det nå, Jesper kom nærmere og
nærmere og snart sto de to foran hverandre, akkurat som dagen før.
”Hei! Hvordan har du det i dag?” Jesper hadde en energi Nils aldri før
hadde kjent på kroppen.
”Bare bra, takk,” sa Nils, ”du da?”
”Jeg har det fint! Jeg er på vei til sjøen og skal fiske krabber,” sa han.
Nils elsket sjøen, men fisket krabber hadde han aldri gjort.
”Så spennende,” sa Nils. Rynkene i pannen hans og de store blå øynene
derimot, sa mye mer enn det.
”Vil du være med, kanskje?” sa Jesper.
Nils visste ikke hvor han skulle gjøre av seg. Munnen ble formet som en
meter lang og buet banan, øynene oste glede og tankene for flere mil rundt
og rundt.
”Tja, tror jeg har litt tid,” sa Nils, ”skal bare inn med sekken først.”
Nils gikk slik han alltid gjorde, stille bortover til sitt hus, men da han kom
på innsiden hoppet og danset han. Han ville synge høyt. Han ville ringe
moren og fortelle henne alt. Det var som om han hadde fått et nytt liv. Han
var så oppspilt at han nesten glemte hva han skulle. Men bare nesten. Han
gjennomsøkte kjøkkenskuffene, fant snøre og klype, og så vandret han ut og
lukket døren etter seg som om han skulle ut og smake på livet for første gang.
Det knaket i treplankene som holdt bryggen sammen. Solen varmet om kapp
med hjertene til to små gutter. De lo og pratet. De fikk sjelden krabbe, men
det gjorde ingenting. Timene løp i likhet med små musepoter og som et knips
med fingrene var solen på vei ned i horisonten, på jakt etter nye eventyr. Nils
og Jesper lå fremdeles på brygga. Krabbeklørne pilte av gårde idet de etter
hvert fikk sin frihet. Klokken var blitt mange og inntrykkene store.
”Det er vel på tide å gå hjem nå,” sa Jesper. Nils så nølende på han, men
214
visste godt at han burde vært hjemme for lenge siden.
De surret sammen krabbesnørene sine og tok fatt på veien hjem. En kjølende
bris slo følge og virket svalende på sommerbrune armer. En kunne
høre gresset bøye seg for de små føttene. De gikk over veien og bortover fortauet.
De små hendene passet varsomt på hvert sitt snøre og begge så ned
som om en historie stod skrevet på asfalten. Klokken hadde passert halv ti
da de sto utenfor Nils’ hus.
”Kan vi fiske krabber i morgen og?” Nils løftet et utålmodig blikk mot
Jesper.
”Kan vi vel,” sa Jesper og smilte lurt. Nils smilte tilbake. Jesper nikket,
snudde seg rundt og fortsatte vandringen på vei hjem. Nils betraktet han i
noen minutter. Deretter åpnet han ytterdøren og brakte kroppen sin inn i den
lille leiligheten igjen.
Hadde dette vært en hvilken som helst annen kveld, hadde Nils bekymret
seg for hvor moren var. Han bekymret seg selvfølgelig i dag og, men ikke på
langt nær like mye som vanlig. Han gjespet idet han tok av seg klærne og
førte bena ned i en pysjbukse dekorert med biler og tog. Hodet la han varsomt
på puten, mens han brettet dynen over seg. Bilder av krabber, sjøen og
Jesper overdøvet lydene av at moren kom inn ytterdøren. Smaken av sjø og
latter fulgte med idet han slikket seg rundt munnen. Sakte, men sikkert svevde
Nils inn i nattens favn, men denne gangen gledet han seg til å stå opp
dagen etter.
”Hvor var du hen i går da?” sa moren da Nils kom inn på kjøkkenet morgenen
etter.
”Jeg fisket krabber med Jesper vel,” sa Nils, med en stor dose stolthet i
stemmen.
”Jaha, og hvem er det?” Det virket som om moren virkelig brydde seg.
”En kamerat. Jeg traff han for to dager siden. Han er like gammel som
meg og liker å fiske krabber!” Nils klarte nesten ikke å holde seg. Han ville
fortelle alt til moren. Hvor glad han var, alt de hadde funnet på og hvor fint
han hadde hatt det. Men noe holdt ordene tilbake. Stoltheten? Spenningen?
Eller var det kanskje det at han ikke følte han skyldte moren noe. Nå var det
hun som for en gang skyld skulle være den uvitende.
Med rak rygg satt Nils seg ned ved kjøkkenbordet.
”Jeg skal være med han i dag og,” sa han, mens han tygget på en bit av
brødskiven. Moren satt og studerte han med to forunderlige øyne og store
smilerynker i kinnene.
215

Så fisket Nils og Jesper krabber igjen. Hver dag møttes de etter at Nils var
ferdig på skolen. I helgene var de sammen hele dagen. Når de var blitt lei av
å fiske krabber, lekte de i vannkanten. Noen ganger var de også i skogen,
men den var hjemsøkt, hadde Jesper sagt, så de torde ikke gå langt inn.
Jesper visste så mye. Han kunne gange og dele alle mulige tall. Han kunne
engelsk og tysk og svensk til og med. Han visste alt om Sokrates, fotball og
Australia. Jesper var som en stor, myk stein Nils kunne lene seg mot. Et
skjold. En bok. En bestevenn.
Plask! En stein sank nedover i havet. Jesper og Nils sto ved strandkanten og
øvde seg på å kaste fiskesprett. Det vil si, Nils øvde, Jesper kunne det jo fra
før av.
”Hvem er det du står og prater med? Steinene?” En mørk stemme skar i
idyllen. Nils snudde seg rundt og så rett på Trond.
”Eller hva?” Han hadde et ekkelt og sarkastisk utrykk i ansiktet. Nils forsto
ikke. Hva mente han? Var han dum? Blind?
”Jesper vel,” sa Nils og fylte hendene sine med sand.
”Jesper?” Trond lo. Han kom nærmere, kastet ølflasken sin i havet og pustet
tungt på Nils.
”Jesper? Og hvor er han?” sa han.
Det var nesten som om man kunne se spørsmålstegn fly rundt hodet til
Nils. Inn gjennom det ene øret og ut gjennom det andre.
”Si noe da!” sa Nils uforstående til Jesper. ”Si noe!”
”Du må være spenna gæærn,” sa Trond, ”det var det jeg visste, og det er
moren din som har latt deg bli sånn!” Han så på Nils som om Nils var en
blikkboks slengt på bakken. Så gikk han. Forsvant ut av syne. Nils sto igjen,
helt stille, mens sanden sakte rant gjennom fingrene hans.
Det var blitt sent. Skumringen etterlot seg en lett tåke rett over bakken.
Gresset ble fuktig og svabergene glatte. Månen belyste to par fotspor, tilhørende
en voksen og et barn. Vinden pustet langsomt og berørte en liten gutts
fot. Det rykket beskjedent i storetåen. Bølgebrus laget virvler i stillheten.
Ved siden av barnet lå en flat stein. Den var fremdeles varm etter solens stråler.
Mens stjernene brant som glør på himmelen, dro natten den skjøre lyden
av korte, små barnepust med seg på en endeløs vandring.
216
Julia, Julia
af Anna Lindholm, Sverige
Redan när jag kom till Vadstena, dit jag åkt för att se Shakespeares pjäs
Romeo & Julia, så fick jag veta att Julia, alltså hon som spelar huvudrollen,
var försvunnen. Jag satt i parken vid Vätterns strand, på den lilla uteserveringen
med en stor kopp varm choklad där grädden sakta sjönk till botten
med kanel och allt. Vid vattnet vandrade klostrets systrar, instängda eller
frisläppta i sina svarta dräkter.
Vid bordet bredvid mitt satt en otroligt karismatisk, ung man och en äldre.
Den äldre verkade mycket upprörd över något, så min ovana trogen tjuvlyssnade
jag på deras samtal.
- Det känns för jäkligt att Lovisa inte dök upp! Jag menar, vi har premiär
ikväll!
Lovisa Nordgren, flickan bakom ”Julia”. Jag koncentrerade mig för att
inte missa ett ord.
Jag förstod av samtalet att den karismatiske skulle spela Romeo. På den
senaste repetitionen hade Lovisa fått en rejäl utskällning av regissören för att
han tyckte hon var så kall mot Romeo när hon spelade. Regissören ville ha
mera eld och passion på scenen än Lovisa kunde frambringa. Tidigare i dag
hade det varit genrep för Romeo & Julia men bara hälften av duon dök upp.
Det gick inte att nå ”Julia” på mobilen. Alla visste att hon inte hade någon
bil och regissören hade pratat med bussbolaget som var helt säkra på att
Lovisa Nordgren inte klivit på någon buss. Detta innebar att Lovisa var kvar
i Vadstena.
Jag lämnade uteserveringen eftersom klockan tickade på ganska hurtigt
och pjäsen skulle börja klockan sju, om den nu blev av trots att Romeo isåfall
skulle få agera ensam eller med någon hastigt inkallad inhoppare. Detta
verkade han dock inte ett dugg orolig över där han satt helt lungt med hakan
i händerna och såg på sin upprörda medspelare. Innan jag vandrade iväg
genom parken mot Sjömagasinets parkering där jag ställt min bil, så hörde
jag hur Romeo ursäktade sig och lämnade sitt sällskap ensam med sina ångestladdade
känslor.
217

Vid Sjömagasinet såg jag anledningen till att han fick så bråttom att
lämna uteserveringen. Han stod med armarna omkring en flicka i svart, heltäckande
klänning. Läppar möttes… men något såg underligt ut, jag kastade
en blick på flickan framför honom och såg att det inte var en vanlig klänning
hon bar.
Flickan i ”Romeos” armar var nunna!
Full av förundran och funderingar över celibat och annat satte jag mig i
bilen och körde ut ur stan, bort till folkets park.
Där var det fullt av glada åskådare som förväntade sig att både Romeo
och Julia skulle inta scenen på kvällen. Jag slog mig ner på främsta raden
bredvid en barnfamilj, platsen på min andra sida var tom tills en ensam
nunna kom och satte sig där.
Klockan tickade fram till sju. Den blev en, två, tre minuter över och
ingenting hände. Kvart över sju började folk vrida på sig och undrade vad
som tog sådan tid. Halv åtta hände äntligen något på scenen, regissören klev
in och suckade tungt. Jag antog att han insett att Romeo & Julia inte skulle
funka med bara Romeo och tänkte tala om det för publiken. Nunnan bredvid
mig förstod antagligen vad regissören tänkte säga för hon reste sig upp och
lämnade sin plats. Barnfamiljen satt kvar men barnen gnällde missnöjt. Jag
blev forvånad när jag märkte att nunnan inte gick sin väg utan skred in
bakom scenen. En mikrosekund senare ropade Romeo bort regissören.
Nyfiken som jag var reste jag mig och gick för att se vad i hela världen hon
skulle göra.
Bakom scenen stod skådespelarna i en klunga runt omkring flickan i
svart.
Hon drog av sig nunnekläderna och medspelarna jublade. Lovisa
Nordgren log ett litet finurligt leende och gick bort för att iklä sig rollen som
”Julia”.
Dramatik, eld och så mycket passion man kan önska sig var vad Julia serverade.
Ingen behövde ens fundera över varför de, hon och Romeo, tog livet
av sig i slutet, för alla kunde se att här var ett par som älskade varandra på
riktigt!
Jag förstod nu sammanhanget; Julia hade älskat sin Romeo länge, även
om hon inte vågat visa det som nu utan istället blivit kylig mot honom. När
regissören beskrev hennes rollspel som dåligt ville hon hämnas genom att
låtsas försvinna så att regissören skulle inse att han behövde henne. Romeo
visste hela tiden att hon tänkte komma tillbaka till premiären.
Pjäsen var slut och skådespelarna tog emot applåderna.
218
Miss Sweetsixteen og Den Clairvoyante Struds
af Nikolaj Bay-Mortensen, Danmark
Små bitte spredte toner som af klokker og violiner vækkede blidt Miss
Sweetsixteen. Hendes øjne åbnedes, og tonerne blev forstærket i hendes sind
af morgenlyset, der stod i én klar stråle gennem tårn-værelsets vindue.
Hun rejste sig, gik hen til vinduet, og den nyopstandne sols lys var et kærtegn
mod hendes ansigt. Tonerne ramte hendes hud og smeltede ind under
den. Hun åbnede vinduet og rakte armene frem med lukkede øjne; og tonerne
lød fra lysets varme og vindens åndedræt og fra det dugvåde græs ved tårnets
fod. Miss Sweetsixteen holdt vejret, da hun åbnede øjnene.
Og solens lys ramte hendes blik, tilbagekastet af gyldent græs og træer, af
skygger og af himlens skær af renhed og evighed. Solen selv stod klart over
fjerne træer. Tonerne samledes til en symfoni for Miss Sweetsixteens ører, en
så stille og ren symfoni, at hun mistede forbindelsen til kroppen og forsvandt
i lyset.
En råbende stemme nedefra trak hende tilbage; det var Den Clairvoyante
Struds, som stod på engen lidt væk fra tårnet. Den var blot én meter høj og
havde samme farve som græs, men dens stemme trængte gennem blodet og
knoglerne:
”Og du tror og siger til dig selv, at dette er skønt. Du svæver bort i trance
over øjeblikkets skønhed, du glemmer dig selv i de skarpe lys; men jeg er
Den Clairvoyante Struds, hør mig: Dette er blot et simpelt spejlbillede af den
sande skønhed. Dette er en flig af den evige, endegyldige skønhed. Du henrykkes
over et sandkorn, så simpelt og så betydningsløst, mens det sande
skønne, den himmelske herlighed er lige for næsen af dig.”
Miss Sweetsixteen lod sig ikke mærke af strudsens ord, for også en enkel
skønhed og glæde havde værdi. Hun steg ned fra tårnet for at komme nærmere
græsset og lyset. Og hun stod på engen med ansigtet vendt mod øst og
følte, at vinden kunne bære hende med når som helst. Den Clairvoyante
Struds fulgte efter, og den ramte hende igen med sine ord:
”Se blot, hvor fjern den guddommelige sol er. Den når dig med en tusindedel
af sin kraft. Og selvom du kan se den og føle den herfra, kan du så røre
219

ved den? Du er en fjern satellit for den, men du kunne blive ét med den.”
Miss Sweetsixteen så mod solen og fornemmede dens afstand. Hun så,
hvor langt væk himlen var. Og da var det, som om symfonien aftog i styrke;
hun følte sig genert over at være blevet så glad over så lidt.
Men hun gav strudsen sit svar: ”Nok kan jeg ikke røre solen, og nok er
min glæde simpel. Nok er jeg fjernt fra den himmelske herlighed. Men glæden
er min, jeg ønsker ingen anden og større.”
Og Den Clairvoyante Struds forsvandt, verdens toner blev klarere, og
Miss Sweetsixteen lå på græsset og fornemmede dens duft. Men hver gang
hun så op mod solen, var det, som om symfonien hakkede eller svulmede til
kvalmende dimensioner.
Mislyden var vedholdende, den satte sig i vinden og på græsset ved siden
af hende. Og den var som en lille sort prik i kanten af hendes højre øje, der
forstyrrede hendes blik. Og prikken voksede og voksede, indtil Den Clairvoyante
Struds tog form og stod foran hende. Hun så på den med et tungt
blik. Hun følte sig pludselig meget dum, som om hun havde misforstået
noget eller mistet noget. Da forsvandt musikken.
”Hvordan kan jeg blive ét med den himmelske herlighed?” Hendes stemme
var ikke en bøn eller en tiggen om hjælp; den var en konstatering af noget
uundgåeligt, som alligevel ikke kunne være anderledes.
”Dér, hvor solen rører Jorden, inden den går ned, kan dens himmelske
herlighed opnås,” lød strudsens svar. ”Vejen dertil er ikke lang, men tiden er
knap. Jeg kan lede dig. Men du må forlade dit hjem for altid, du kommer
aldrig tilbage.”
Miss Sweetsixteen vidste, at den enkle skønhed var tabt nu, og hun følte
sig hjemløs. Og hun var nødt til at nå frem til sit mål. Derfor nikkede hun og
rejste sig. En lydløs vind greb hendes kjole. ”Den vej,” sagde strudsen og
pegede mod skoven bag tårnet, ”med solen i ryggen.” Og Miss Sweetsixteen
løb så hurtigt, hun kunne, for ikke at komme til at se sig tilbage.
Inde i skoven faldt lyset spredt mellem grenene. Hun indåndede lugten af
jord og mos, og hendes bare fødder sank dybt ved hvert løbende skridt.
Væltede stammer og bække besværliggjorde hendes færd; men Den Clairvoyante
Struds var ved hendes side. Og hun løb langt, lang ind i skoven, indtil
udmattelsen tvang hende til at hvile.
Ved en dam knælede Miss Sweetsixteen og vaskede sit ansigt. Og hun
vaskede fortiden ud af sit sind. Der var en dyb ro mellem træerne, som også
beroligede hende. Solen stod højt nu, dens lys mellem grenene havde en hvidere
farve. Miss Sweetsixteen drejede hånden i en lysstråle, spredte og sam-
220
lede fingrene. Nogle blade svævede ned. Og da begyndte en stille melodi
igen at lyde for hendes ører med trygge og varme toner. Og hendes krop rettede
sig ud i lyset, og hun smilede. Strudsens stemme lød da igen: ”Du fastholdes
i gamle vaner, her i skovens dybe intethed lader du dig selv forsvinde.
Men skoven vil lukke sig om dig, og du vil fortabe dig i den. Lad den ikke
sløre dit syn, så du glemmer, hvad dit mål er!”
Og Miss Sweetsixteen vristede sig løs fra skovens skønhed. Hun vidste,
at strudsen havde ret, selvom hun ønskede, hun kunne blive i skoven. ”Den
himmelske herlighed er prisen værd gange tusind,” konstaterede hun og blev
forskrækket over at høre sig selv tale sådan.
Lyset blinkede til hende, og lugten af træ og jord fyldte hendes næsebor,
mens hun løb videre, men Miss Sweetsixteen lod sig ikke mærke med det.
Hun måtte ikke lade sig distrahere, målet var det eneste, der var vigtigt. Og
tanken om den himmelske herlighed opmuntrede hende.
Hun kom til et sted i skoven, hvor jorden begyndte at skråne nedad. Den
vej skulle hun. Hun gik langsomt for ikke at falde, da en lyd nåede hendes
ører. Den stammede hverken fra lyset eller løvtaget eller jordbunden under
hende. Den var fastere, havde en bestemt retning og rytme. Det lød som vedvarende
slag mod noget hårdt.
Miss Sweetsixteen blev nysgerrig, for hun kendte ikke sådan en lyd.
Selvom Den Clairvoyante Struds’ stemme lød i hendes ører, sneg hun sig hen
imod den. Hun gik meget langsomt, satte forsigtigt fødderne i jordbunden.
”Den himmelske herlighed venter forude, spild ikke din tid!” Strudsen
talte formanende til Miss Sweetsixteen, men hun var uimodtagelig for dens
påvirkning. Tydeligere og tydeligere lød de dunkende lyde, der kun af og til
blev afbrudt. De lød så naturligt, så hjemligt, selvom hun ikke kendte dem.
Og da fik hun øje på en lysning, hvor der stod en lille hytte. Hendes puls blev
stærkere og overdøvede strudsens indvendinger. Hun skjulte sig bag en bred
stamme. Foran hytten stod et menneske og kløvede brænde. En mand. Han
var høj og lyshåret, og Miss Sweetsixteen stirrede med åben mund fra sit
skjul. Hun følte sig stærkt draget til ham, kunne ikke få øjnene væk. Han
nynnede en melodi, som gav hende endnu mere lyst til at gå hen til ham.
Hvis bare han ville se hen mod hende.
- Men strudsens stemme skar sig pludselig ind til hendes bevidsthed og
rev hende ud af tankestrømmen: ”Hvis du går derhen, hjælper jeg dig ikke
længere! Hvis du blander dig med andre mennesker, finder du aldrig den
himmelske herlighed!”
Og Miss Sweetsixteen undlod at svare igen, for selvfølgelig havde Den
221

Clairvoyante Struds ret. Det ville ikke give nogen mening at spilde tiden hér,
når noget meget bedre ventede; det var tåbeligt at opholde sig ved noget, som
alligevel ikke varede ved. Men hun stirrede tilbage mod lysningen med en
besynderlig følelse, som hun ikke havde haft før. Hun vendte sig mod strudsen.
Den pegede retningen ud. - Og Miss Sweetsixteen løb så hurtigt, hun
kunne.
Og inden længe kom hun ud af skoven. Hun fortsatte med at løbe. Det gik
nedad, ind i en dal, hvor tågen lå tungt.
Der var ingen planter, jorden var kold og stenet, og grå klippestykker stod
spredt og dannede utydelige silhuetter. Miss Sweetsixteen var bange for at
stoppe og fortryde sit valg, så hun løb videre. Hendes fødder smertede, men
hun holdt ikke inde. Og hun for vild i tågen, for solen var skjult. Hun tog et
forkert skridt og væltede. Fortvivlet blev hun liggende på jorden. Tågen satte
sig koldt om hende, rev i hendes næsebor. Hun fortrød at have forladt sit
hjem og at have hørt på strudsen; men samtidig frygtede hun, at det var for
sent, og solen allerede var borte.
Den himmelske herlighed er tabt. Jeg gik for langsomt, jeg stoppede for
længe. Men da dukkede strudsen op igen og hjalp hende op. ”Den himmelske
herlighed venter ret forude, det er ikke for sent. Tågen ligger tungt på dit
sind, men om lidt går det opad igen. Og du vil se, at du kommer lige i rette
tid.”
Miss Sweetsixteen fortsatte. Og ganske rigtigt skrånede vejen snart op
igen, og Solen varmede hendes tågekolde krop. Snart gik hun på en eng næsten
som den, hun tog af sted fra. Solen var i hendes ansigt nu, aftenen nærmede
sig. Foran hende var en bakke. Hun hørte en lyd som af små sten mod
træ, men hundrede gange kraftigere. Hun vidste, hun nærmede sig målet.
Og hun steg op over bakken, skridt for skridt steg hendes puls, hun fornemmede
svagt de velkendte toner; denne gang langt, langt mere storslået.
Hun steg op over bakkekammen, en brise fangede hendes hår. Og foran
hende lå havet udstrakt. Lugten af salt og tang slog imod Miss Sweetsixteen,
mens hun så med vantro mod det uendelige blå. Solen var ved dets kant, og
skønt dens lys rakte længere og klarere end nogensinde før, kunne hun ikke
nå den, den var længere væk end nogen sinde før.
Den Clairvoyante Struds stod nede på stranden. Miss Sweetsixteen råbte
til den: ”Men det er jo umuligt at komme til den himmelske herlighed. Havet
er for stort, solen er for langt væk, uanset hvor langt man går. Du har taget
fejl!”
Den Clairvoyante Struds så på hende uden at sige et ord. Dens ansigt vir-
222
kede pludselig så sigende, som om den først nu fortalte sandheden. Men
Miss Sweetsixteen forstod ikke udtrykket.
Havet bruste. Og da kom en kraftig bølge, som tog Den Clairvoyante
Struds med sig. Miss Sweetsixteen løb forskrækket ned mod kysten. Hun var
bange for at miste strudsen, for den var det eneste holdepunkt, hun havde nu.
Men den drev bort, og hun kunne ikke nå den. Og den sank ned i vandet.
Da begyndte havet at boble, og noget lysende bevægede sig mod overfladen
dér, hvor strudsen sank. Lyset forstærkedes, indtil en fugl brød vandoverfladen
og steg op i luften. Det var ikke en struds, den var større, hvid og sort.
Den sejlede over Miss Sweetsixteen i det sidste røde lys fra solen, kredsede
rundt, inden den med svimlende vingeslag svang sig direkte op i himlen,
hvor den forsvandt som en lille lysende prik.
Og Miss Sweetsixteen følte det, som var det hendes puls, der forsvandt i
det blå og efterlod hendes hjerte og krop som tomme skaller. Hun faldt ned
på knæ; hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre: Det mål, hun havde forfulgt,
var falsk, hun havde forladt alt, men intet opnået. Hun følte sig overvundet
og fortabt. Og hun græd, fordi hun ikke kunne gøre andet.
Men da begyndte småbitte toner som af klokker og violiner at lyde for
hendes ører. De kom fra havet og fra den hendøende vind og fra sandet under
hendes fødder. Og højt oppe blinkede stjerner. Lyden snurrede hende rundt
og varmede og trøstede hende, og det var den samme melodi som den, der
havde vækket hende ved dagens begyndelse.
Nu smilede Miss Sweetsixteen og vidste, at rejsen ikke havde været
spildt. For hun havde vundet den jordiske herlighed; den havde været der fra
begyndelsen, men nu var den hendes.
Længere nede ad stranden hørtes stemmer. Der gik fem-seks personer.
Solen sank det sidste stykke ned, og det blev nat. Og Miss Sweetsixteen -
som ikke længere var Miss Sweetsixteen - trak vejret dybt, rejste sig og gik
hen langs vandet mod de andre mennesker.
223