Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

mand, der støttede sin kone i modgang.
Selskabet døde efterhånden ud. Ølglassene var tomme, askebægrene fyldte.
Folk traskede hjem til deres respektive huse og lagde tragedien bag sig.
Bettina og Steen betalte tjeneren oppe ved baren og gik ud til bilen. Steen
famlede efter bilnøglerne og tabte dem på den varme asfalt. Hans bevægelser
var ukoordinerede, og det irriterede Bettina: ”Steen, du skal ikke køre, du har
drukket mere end en øl. Se på Julie, tror du manden, der kørte den bil, var
ædru?” Bettinas ord kom som nåle, der hamrede ind i Steens ansigt. Hun
begyndte at græde, og han gik over og tilbød sin hånd. Hun tog imod. De gik
hjem og sagde ikke noget, indtil de lige inden vejen, de boede på, gik forbi
kirken. Steen kunne godt se på Bettina, at hendes skridt blev ubeslutsomme.
Hun foreslog, at de kunne gå et smut forbi graven. Steen ændrede karakter
på et splitsekund. ”Jeg synes, det er en dårlig ide lige nu, skat!” Men Bettina
insisterede, og da de åbnede lågen til kirkegården kort efter, måtte de først
over forhindringer som haveslanger og andre haveredskaber, før de kunne
passere den store sti, hvori gravstenene lå som i sidelommer. Steen virkede
nervøs. Han kiggede sig konstant omkring. De ankom. Bettina løftede hovedet:
Julie Drachmann
født 23.07.1991 / død 10.06.2006
taget alt for tidligt fra os
Vi elsker dig
De stod og kiggede lidt. Sagde ikke noget til hinanden. Buketterne lugtede
stadig frisk af sorg. Steen trippede. Han tog i Bettinas arm. Men Bettina undveg
og fortsatte med at stirre ned på gravstenen. De gik hjem uden et ord,
mens mørket faldt på.
Steen forlod huset kl. 10.40. Han kunne lige nå på tanken efter smøger, inden
han skulle over til Jan. Han måtte også sørge for, at ingen så ham, så han parkerede
bilen på tankens parkeringsplads og gik de 200 meter hen til Jans hus.
Herman var allerede kommet, da Steen langt om længe fik bakset sig ind,
mens der ikke var nogle mennesker eller biler på vejen. ”Du er sent på den,
Steen,” bemærkede Jan. ”Ja, undskyld, mit alibi skulle jo holde med hensyn
til bilen ...” forklarede Steen.
12
De satte sig i den bløde sofagruppe i stuen. Jan bød på øl. Tavshed. Steen
brød den. ”Jeg er sgu bange, drenge. Det kan være et spørgsmål om tid, før
nogen går til politiet med deres mistanke. Svaret på obduktionen kommer
snart, og måske er der noget der, der afslører os.” Steen kiggede rundt på de
andre med et nervøst blik. Han ventede på respons, det var der ingen tvivl
om.
Bettina gik hvileløst rundt derhjemme. Steen havde fortalt hende, at han
skulle til et møde angående noget med arbejdet, så de næste par timer ville
hun være sin egen herre og kunne derfor bearbejde en masse tanker. Hun gik
lidt rundt i stuen og tjekkede, om der trængte til rengøring. Det gjorde der.
Hun gik ud i køkkenet og vred en karklud op. Stuen sultede efter en ny duft
af orden. Det var, som om Julies lugt havde sat sig fast i alle møbler. Hun
pudsede lågen på barskabet og kom i tanker om den flaske rom, hun havde
stående. Hun tog den forsigtigt ud af skabet og åbnede flasken. Derefter gik
hun igen ud i køkkenet for at finde et glas. Hun kom tilbage til lugten af
Julie, hældte op i glasset, og bundede det relativt hurtigt. Hun fornemmede
langsomt, hvordan alkoholen gik ind i kroppen på hende og bar hende væk
til en anden verden. Hun tog et glas til, satte sig i sofaen og stirrede, som om
noget havde fanget hendes opmærksomhed. En flue. Glasset smilede til
hende. De tusinder af dråber i glasset dannede Julies silhuet. Hun tog en stor
tår og gik i gang med at overveje sit liv. Måske var det på tide at tage det op
til en seriøs revision. Steen havde jo været en glimrende mand bortset fra,
når han drak, syntes hun. Han blev ofte ubehagelig, når han kom beruset
hjem fra byen. Han havde flere gange været voldelig, når hun ikke ville i
seng med ham. Måske var det en idé at starte et helt nyt sted?
Steen havde allerede fyldt et halvt askebæger og fortsatte konstant med at
pulse på de tyve filtercigaretter, han havde købt tidligere på dagen. Herman
tog ordet: ”Der er ingen, der mistænker os. Jeg snakkede med gamle fru
Lundegård her forleden. I ved, min nabo. Hun tror, at Julie var en glad og
lykkelig teenager. Det tror alle sgu på!” Herman var bestemt i sin tale og frydede
sig over de to andres opmærksomhed. Steen pustede røg ud i stuen og
kiggede nervøst over på Jan, som om han ventede, på han skulle sige noget.
”Det var fandeme heldigt, at hun døde af den ulykke, før hun sladrede. Vi har
alle beskyttet os hele vejen igennem. Ingen vil nogensinde kunne bevise
noget. Den flugtbilist gjorde os virkelig en tjeneste,” fastslog Jan med stolthed
i stemmen.
13