Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

de vals igennem mig. Jeg følte mig ansvarlig. Jeg havde hevet en engel ned
i min sorte verden, og det var min skyld, at verdens smukkeste syn var dødt.
Min smukke engels spindelvævsvinger var forsvundet og tilbage sad en utiltrækkende
stener og gloede. Jeg fik kvalme og følte afsky, og en ondskabsfuld
tankestrøm, som jeg var ude af stand til at stoppe, galoperede igennem
mig og trampede på både følelser og organer:
Mennesker er ubetydelige. Intet menneske betyder noget, hvis det holder sig
til køen. Jeg faldt, og jeg trådte ud af køen. Nu betyder jeg alt. Jeg har ændret
alt. Jeg har slået en engel ihjel. Gud vil, på grund af mig, straffe menneskeheden
for grådigt og utaknemmeligt at have dræbt hans sendebud. Jeg
er ond. Jeg er ond.
Mine øjne sved og brændte, og jeg gispede.
”Næste station - Horsens” lød DSB-kvindens velkendte og evigt overglade
stemme i højttalerne. Jeg gik hurtigt forbi den sølle mørke skikkelse og småløb
hen til udgangen.
Med det samme den friske luft slog imod mig, vendte min mave sig, og jeg
kastede op. Jeg ænsede kun knapt folks afsky omkring mig. Andres tanker
betød intet. Jeg havde oplevet ultimativ lykke og ultimativ ulykke i løbet af
få minutter. Ingen ville forstå mig igen.
Forretningsforbindelsen havde ventet på mig i hall’en. Han havde taget mig
under armen og støttet mig med det samme, han så mig. Vel sagtens som
følge af mine tomme øjne og sløve bevægelser. I hans lejlighed lagde jeg mig
på sengen og lod tingene ske, som jeg vidste de måtte. Forretningsforbindelsen
var utilfreds, men sagde, at han før havde set værre nedture end
min. Jeg fik 3 sølvpapirspakker. Den sædvanlige, en han skyldte mig, og en
ekstra til at ”tage trippet”. Jeg bad om lov til at låne toilettet
Jeg tændte en ny cecil og trak hurtigt røgen dybt ned i mine lunger, imens
jeg forberedte kicket. Jeg så mig selv i spejlet. Skræmmende stofstykker i
sorte og blå farver var slynget om min krop og mine kønne lyse krøller var
pludselig blevet sorte. Min hud var fedtet, og jeg havde piercinger både i
øjenbryn, næse og ører. Hvornår havde jeg fået dem? Jeg kunne ikke genkende
mig selv. Jeg savnede pludselig min mor.
134
”Du er narkoluder. Du er narkoluder. Du er narkoluder. Du lever i en falsk
lykke. Du ejer ingen ægte følelser. Du ejer ikke nærkontakt. Du lyver for dig
selv, og du fordrejer sandheden. Du bilder dig selv ind, at du er lykkelig, men
det giver dig ikke ægte lykke.” Jeg tog hver eneste pille, forretningsforbindelsen
havde givet mig. Langsomt gled jeg ned på gulvet med ryggen mod
væggen. Nød at både følelsesløsheden og sanseskærpelsen rullede ind. Jeg
spillede luftklaver til et gammelt Coldplay-nummer, og musikken blev hele
min verden.
Hvor lang tid mit indre melodrama varede, ved jeg ikke, men på et tidspunkt
ændrede atmosfæren sig, og forretningsforbindelsens uhumske badeværelse
blev skiftet ud med kulisserne til en togkupe. De eneste to i kupeen var en
ganske køn ung mand på min egen alder og så jeg selv. Han sad på sædet
overfor mig i den anden side af gangen. Han så sød ud. Jeg besluttede mig
for at sætte mig på sædet overfor ham i hans side af gangen.
”Jeg hedder Eva.”
Toget dundrede derudad i en evighed, imens jeg roligt opbyggede et nyt venskab
på vej til verdens ende.
135