Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Clairvoyante Struds ret. Det ville ikke give nogen mening at spilde tiden hér,
når noget meget bedre ventede; det var tåbeligt at opholde sig ved noget, som
alligevel ikke varede ved. Men hun stirrede tilbage mod lysningen med en
besynderlig følelse, som hun ikke havde haft før. Hun vendte sig mod strudsen.
Den pegede retningen ud. - Og Miss Sweetsixteen løb så hurtigt, hun
kunne.
Og inden længe kom hun ud af skoven. Hun fortsatte med at løbe. Det gik
nedad, ind i en dal, hvor tågen lå tungt.
Der var ingen planter, jorden var kold og stenet, og grå klippestykker stod
spredt og dannede utydelige silhuetter. Miss Sweetsixteen var bange for at
stoppe og fortryde sit valg, så hun løb videre. Hendes fødder smertede, men
hun holdt ikke inde. Og hun for vild i tågen, for solen var skjult. Hun tog et
forkert skridt og væltede. Fortvivlet blev hun liggende på jorden. Tågen satte
sig koldt om hende, rev i hendes næsebor. Hun fortrød at have forladt sit
hjem og at have hørt på strudsen; men samtidig frygtede hun, at det var for
sent, og solen allerede var borte.
Den himmelske herlighed er tabt. Jeg gik for langsomt, jeg stoppede for
længe. Men da dukkede strudsen op igen og hjalp hende op. ”Den himmelske
herlighed venter ret forude, det er ikke for sent. Tågen ligger tungt på dit
sind, men om lidt går det opad igen. Og du vil se, at du kommer lige i rette
tid.”
Miss Sweetsixteen fortsatte. Og ganske rigtigt skrånede vejen snart op
igen, og Solen varmede hendes tågekolde krop. Snart gik hun på en eng næsten
som den, hun tog af sted fra. Solen var i hendes ansigt nu, aftenen nærmede
sig. Foran hende var en bakke. Hun hørte en lyd som af små sten mod
træ, men hundrede gange kraftigere. Hun vidste, hun nærmede sig målet.
Og hun steg op over bakken, skridt for skridt steg hendes puls, hun fornemmede
svagt de velkendte toner; denne gang langt, langt mere storslået.
Hun steg op over bakkekammen, en brise fangede hendes hår. Og foran
hende lå havet udstrakt. Lugten af salt og tang slog imod Miss Sweetsixteen,
mens hun så med vantro mod det uendelige blå. Solen var ved dets kant, og
skønt dens lys rakte længere og klarere end nogensinde før, kunne hun ikke
nå den, den var længere væk end nogen sinde før.
Den Clairvoyante Struds stod nede på stranden. Miss Sweetsixteen råbte
til den: ”Men det er jo umuligt at komme til den himmelske herlighed. Havet
er for stort, solen er for langt væk, uanset hvor langt man går. Du har taget
fejl!”
Den Clairvoyante Struds så på hende uden at sige et ord. Dens ansigt vir-
222
kede pludselig så sigende, som om den først nu fortalte sandheden. Men
Miss Sweetsixteen forstod ikke udtrykket.
Havet bruste. Og da kom en kraftig bølge, som tog Den Clairvoyante
Struds med sig. Miss Sweetsixteen løb forskrækket ned mod kysten. Hun var
bange for at miste strudsen, for den var det eneste holdepunkt, hun havde nu.
Men den drev bort, og hun kunne ikke nå den. Og den sank ned i vandet.
Da begyndte havet at boble, og noget lysende bevægede sig mod overfladen
dér, hvor strudsen sank. Lyset forstærkedes, indtil en fugl brød vandoverfladen
og steg op i luften. Det var ikke en struds, den var større, hvid og sort.
Den sejlede over Miss Sweetsixteen i det sidste røde lys fra solen, kredsede
rundt, inden den med svimlende vingeslag svang sig direkte op i himlen,
hvor den forsvandt som en lille lysende prik.
Og Miss Sweetsixteen følte det, som var det hendes puls, der forsvandt i
det blå og efterlod hendes hjerte og krop som tomme skaller. Hun faldt ned
på knæ; hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre: Det mål, hun havde forfulgt,
var falsk, hun havde forladt alt, men intet opnået. Hun følte sig overvundet
og fortabt. Og hun græd, fordi hun ikke kunne gøre andet.
Men da begyndte småbitte toner som af klokker og violiner at lyde for
hendes ører. De kom fra havet og fra den hendøende vind og fra sandet under
hendes fødder. Og højt oppe blinkede stjerner. Lyden snurrede hende rundt
og varmede og trøstede hende, og det var den samme melodi som den, der
havde vækket hende ved dagens begyndelse.
Nu smilede Miss Sweetsixteen og vidste, at rejsen ikke havde været
spildt. For hun havde vundet den jordiske herlighed; den havde været der fra
begyndelsen, men nu var den hendes.
Længere nede ad stranden hørtes stemmer. Der gik fem-seks personer.
Solen sank det sidste stykke ned, og det blev nat. Og Miss Sweetsixteen -
som ikke længere var Miss Sweetsixteen - trak vejret dybt, rejste sig og gik
hen langs vandet mod de andre mennesker.
223