Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

men sikkert rant ut av ham, og han visste godt hva som var galt. Han trengte
blod. Men skade noen skulle han ikke. Bildene hjemsøkte ham, og han ble
mer og mer desperat. Men en ide hadde begynt å ta form inne i de bakerste
delene av hans forvirrede, og mørke sinn.
Dagene gikk forbi, ukene slet seg avgårde lik skilpadder på vei mot sin fødestrand.
Han levde. Kanskje ikke et helt lykkelig liv, men han levde da i hvert
fall. Dagene var like. Jobb, mas, lite søvn. Det var ikke like lett å sove om
natten lenger. Mareritt, en underlig trang til å holde seg våken. Ensomme,
våkende nattetimer, trøtt arbeidsdag. Timer hos den ene etter den andre tannlegen,
som alle måtte gi opp å slipe ned tennene hans. Du har sterke tenner,
sa de, og smilte som om dette var noe han burde være glad for. Så mange
andre ord kunne beskrive hvordan han hadde det, men glad var ikke ett av
dem. Han var lei av å skjule mørke hemmeligheter. Fryktet stadig besøk av
sine artsfrender.
Nå jobbet han kun nattevakter. Noe annet gikk dårlig. Men problemene
var mange. Anstrengelser for å unngå å bli tatt bilder av, unngå speil og blanke
overflater. Han var lei, begnte å forstå hvor håpløs hans tilværelse egentlig
var. Men han skadet da ingen. Hver kveld gikk han på jobb, og hver morgen
gikk han hjem igjen. Et par blodprøver i ny og ne, et par livredde tenåringer,
bekymrede bestemødre. Ellers hersket ensomheten, rutinen. Sovende
pasienter, trøtte blikk. Ensomheten fylte ham for hver natt som seg forbi.
En morgen ble alle holdt igjen. Et viktig møte for både dag- og nattskiftet
sto på timeplanen. Han gikk inn med tomt blikk, falskt smil og uten spesiell
entusiasme. Satte seg i et hjørne, unngikk solens harde stråler. Da
dagens første sak ble tatt opp, var han nesten ikke til stede.
- Det viser seg at vi har et problem her på denne avdelingen, sa oversykepleieren
og kikket på den vesle forsamlingen med bekymring i øynene.
- I de siste ukene har mange blodprøver blitt borte før de rakk å komme
til undersøkelse. Vi vil granske denne saken nærmere, den er virkelig ikke
bra for sykehusets rykte.
Spredt mumling gikk gjennom rommet. Rasmus var der, men tankene
hans var det ikke.
98
Kvinde, Mand, Bænk
af Jens Grønborg, Danmark
Larmen brusede og svang sig helt op til fjerde etage. Vinduet var åbent ,og
gardinerne begyndte at blafre. Med ét rakte et par hvide hænder ud og greb
fat i sprossen. Der blev trukket til, og vinduet lukkede sig. Det var bedre
sådan, bedre med et skærmende vindue imellem hende og den begyndende
morgentrafik udenfor. Desværre var vinduet blevet så beskidt, at hun nu ikke
rigtigt kunne se så godt ud mere. Men skyerne, dem kunne hun ane. Hvide
og bløde var de, et oplagt sted menneskene havde valgt at placere deres spirituelle
guide. Liggende på en stor sky imens han betragtede sit skaberværk.
Larisa stoppede sit dagdrømmeri og gik over til termokanden. Kaffen fra i
går var lunken, men kunne sagtens drikkes. Hun vendte sig om og kikkede
på mesterværkerne. Ikke hendes egne, nej alle de rigtige mesterværker, hendes
egne malerier stod stablet sammen i den mørke del af stuen. På væggen
var der Van Goghs stemningsfulde landskaber, Johannes Vermeers Pige med
perleørering og Claude Monets farverige åkander og broer. Kopier, javist
men de rigtige så vel ikke meget bedre ud.
Disse tre kunstnere var hendes absolut yndlinge, hun ville være som dem.
Hun fulgte væggen og rørte rituelt plakaterne. Så stoppede hun henne ved
staffeliet, og greb en pensel. Hun suttede på den for at gøre den spids og
skarp. Dyppede i den sædvanlige brune farve og klaskede penslen på lærredet.
Først forsigtigt og nænsomt og senere hårdt og brutalt. Hun dyppede og
dyppede penslen i de mørke farver. Brun, grå og sort hele tiden. Hun hvirvlede
rundt som en lille tornado, hurtigere og hurtigere gik det.
Hun svedte, sveddråberne trillede ned i hendes øjne, og telefonen ringede.
Hun lod den ringe og prøvede at få gang i dansen igen, men det gik ikke,
billedet blev ikke magisk på nogen måde, ikke som hun ville have det. Det
var gråt og uden sjæl. Tårerne trillede ned over kinderne på hende, mundvandet
smagte metallisk, hun måtte have bidt sig selv i tungen på et tidspunkt,
uden at lægge mærke til det. Telefonen kimede igen, og hun gik med
tunge skridt hen imod den. Løftede røret og sagde:
”Hallo?”
99