Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Steen var hjemme sent på eftermiddagen. Han hørte råben og skrigen ude fra
køkkenet. Bettina var tydeligvis i gang med maden, mens Big Fat Snake
kørte på anlægget. Hun skrålede så højt, at Steen allerede hørte hende ude
ved indkørslen. Det var tydeligt, hun var fuld. Da han gik igennem stuen,
sprang duften af sprut op i hans næsebor og gav ham kvalme. Han ignorerede
de tomme øl og den tomme flaske rom, der stod på sofabordet og fortsatte
ude i køkkenet. ”For fanden, min blomst, skal vi nu til det her igen?” råbte
han, men Bettina så ham ikke, før han var ovre ved hendes skulder. ”Hej
Steen, dejligt at se dig, dit dumme svin.” Bettinas øjne var ildrøde. Dette var
det kulminationspunkt, Steen havde frygtet. ”Tror du ikke, jeg ved det hele,
Steen. Du har smadret mit liv!” Steens hjerne arbejdede på højtryk, han
måtte finde på noget. ”Jamen skat, hvad snakker du om?” forsøgte han. ”Jeg
har fundet det undertøj nederst i dit klædeskab. Ikke min størrelse. Nu forstår
jeg sgu bedre, hun ikke kunne lide dig, din skiderik.” Steens hjerne smuldrede,
da han så de sorte blonder på køkkenbordet. Han var fuldstændig tavs.
Han strakte armene ud, og Bettina tog imod, mens hun græd. De stod og
omfavnende hinanden i et par minutter. Til sidst hulkede Bettina: ”Steen, sig
du ikke har gjort det. Sig du ikke har gjort noget!” Steens hjerne arbejdede,
og han vandt tid ved at knuge Bettina ind til sin brystkasse. Hun kunne
mærke hans hjerte hamre febrilsk. Cd-afspilleren kørte stadig. ”Baby Girl”
væltede krængende og symptomatisk ud af højtalerne. ”Skat, hør her: Du
ved da, jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget. Jeg har ikke en skid
med det der undertøj at gøre. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra.” Steens
toneleje blev automatisk højere. ”Jeg lover dig, at jeg ikke har noget med det
at gøre.” Bettinas hulk aftog.
Herman var rastløs. Han vadede rundt i sit gamle bindingsværkshus. Han
satte sig ved skrivebordet. Åbnede en skuffe og trak nogle billeder af Julie
frem. Sådan sad han i en time. Han blev så glad af de billeder.
Jan så fjernsyn, da Maj kom ind ad døren. ”Hej, skat!” råbte hun ude fra entreen.
Han svarede ikke, han var dybt optaget af et talkshow på TV3. Maj kom
halvforpustet ind i stuen og satte sig ved Jan. Jan tændte en cigaret. Hans
læber dirrede hver gang han fyldte sine lunger med 600 grader varm nikotin.
”Ej, Jan, du har ikke vasket bilen endnu. Jeg skal også have noget benzin på
til i morgen. Kører du ikke lige ned til tanken og ordner det?” Jan bandede
for sig selv. Maj kiggede blot iskoldt på ham og vidste, han ville gøre, hvad
hun sagde.
14
Johan sad på sit arbejdsværelse. Han forsøgte forgæves at komme i gang
med sin prædiken til gudstjenesten søndag. Tankerne for rundt i hans hoved.
Han kunne ikke fokusere, men tænkte hele tiden tilbage på den nat i skoven.
Han havde jo bare ville hjælpe. Julie havde ringet til ham og fortalt, at hun
ville sige farvel. Hun var en af hans gamle konfirmander, og de havde altid
haft et godt forhold til hinanden. Hun klagede grædende til ham i telefonen,
og hun bad ham komme ud i skoven, hvor hun var kørt ud på cykel for at
springe ud fra broen. Han var kommet i sidste øjeblik, og havde efter meget
besvær fået overtalt hende til at sætte sig ind i bilen, så de kunne snakke om
det. Hun havde fortalt ham om alt det, Steen havde udsat hende for.
Tankerne fortsatte med at skære sig igennem hans bevidsthed. Han havde
ikke kunnet stå for fristelsen. Hans liv fik en ustoppelig nedtur flere år tilbage,
da hans kone og hans børns mor tog sit eget liv. Siden da havde han
ikke ... Han forgreb sig på Julie på bagsædet af bilen. Hun klynkede kun
svagt, og så stak hun af, og han blev grebet af panik. Han indså, hvilken forbrydelse
han havde begået. Hvis det kom frem, ville han miste job, hus og
børn. Han var kørt efter hende, havde nået hende, lige som hun steg på
cyklen.
Hvad ville folk ikke tænke om ham, hvis de vidste det? Han, præsten, sad
som en lus mellem to negle. Gik han til politiet og meldte sig selv, var det
slut for ham, og Jan, Steen og Herman ville gå fri. Men hvis han i stedet
angav dem, ville de kunne pege på ham som flugtbilisten ... Der var kun et
at gøre: Ingenting. Så måtte hans liv ligge i mentale ruiner. Den åbne skandale
ville være værre. Stor nok til at det ville tage generationer at opbygge
byens omdømme igen. Og der var også prisen som årets landsbykirke at
tænke på. De havde været tæt på at vinde den sidste år.
15