Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

over nettet. Jeg nåede med nød og næppe at redde den med en god underhånd.
”Jeg har styr på det. Og hvad nu hvis det her ikke vedkommer firmaet?”
”Ikke vedkommer firmaet? Hvad fanden har du gang i? Skifte job? Helt
ærlig din stilling er suveræn.” Det sidste fik en forvrænget tone, idet han
smashede bolden.
”Jeg ved, hvad jeg gør. Jeg kan nok vurdere ham lidt bedre end du kan.
Jeg har trods alt mødt ham.” Jeg lod bolden passere i vished om, at den ville
ryge for langt. Så gik jeg hen til Tom.
”Tak for spillet.” Jeg tog hans hånd og trykkede den.
”Vi er altså ikke færdige,” sagde han tørt. Hans ansigt var totalt udtryksløst.
”Din åhh så fantastiske vurderingsevne slog fejl. Den var inde.”
”Jeg bliver nødt til at gå nu.” Jeg så på uret. Den undskyldning kunne sagtens
bruges. ”Jeg har en aftale.” Jeg ønskede, at han skulle vide, at han havde
fejlet, at han ikke kunne kue mig.
Han rystede tavst på hovedet. Jeg begyndte at gå over mod omklædningsrummet.
”Hvad er det du er bange for? Du lyder som om, en forretnings¬samtale
kunne koste mig livet. Og hvis den endelig skulle gøre det , så vær ikke
bekymret for din pengepung: Jeg skal bare brændes og strøs ud på havet.”
Mit skæve smil blev til en underlig grimasse. Jeg var irriteret på ham, men
af en eller anden grund mere på mig selv, hvilket bare gjorde mig endnu
mere irriteret.
En sort limousine stod parkeret langs kantstenen. Jeg kiggede mig over skulderen
ind gennem vinduet i hallen, ind til tennisbanerne. Tom var lige så god
til at fange folks blik, som jeg var, og fangede da også hurtigt mit. Jeg vendte
mig. Jeg kunne ikke lide den underlige følelse af noget forkert. Hvis jeg
dog blot havde lyttet til den fornemmelse, som hans blik vakte i min mave ...
Jeg gik hen mod limousinens dør. I spejlruderne kunne jeg se, hvordan Tom
igen stod og rystede på hovedet. Blev den dør dog ikke snart åbnet?
”Monsieur.”
En mand klædt i en sort habit kom ud af limousinens passagerrum og holdt
døren åben. Han bukkede og svingede sin kæmpe muskuløse arm mod døren
i en inviterende gestus.
Jeg trådte ind. Der sad kun én mand med kort, krøllet hår og mørke solbriller
Han rettede lidt på sit sorte silkeslips med guld initialer og lavede en
gestus mod en af de sorte lædersofaer. Jeg satte mig.
192
”Skal De bruge noget, herre?” Muskelbundtet, som havde åbnet døren,
stak hovedet ind.
”Jo tak, Pierre, hvis du lige kunne hente et glas champagne til den herre.”
Hans stemme udstrålede klasse.
”Så gerne, herre.” Pierre forsvandt og kom kort efter tilbage med et champagneglas
til mig. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det et ægte krystalglas
og dets guldkant var ikke bare malet på. I glasset var en boblende væske, jeg
smagte på den, bruset kildede min tunge, mens væsken legede med alle mine
smagsløg. Champagnen var udsøgt, uden tvivl den bedste jeg nogensinde
havde smagt.
”Sæt du dig bare om til James og sig til ham, at han godt kan begynde at
køre.”
Manden havde, lige siden jeg trådte ind ad døren, siddet med blikket fæstnet
på de ægte tæpper, der beklædte gulvet.
Pierre forsvandt om mod førersædet, og kort efter startede bilen.
”Jeg ser, vi deler smag om indretning.”
Blikket havde på et splitsekund flyttet sig fra gulvet til mig.
Først vidste jeg ikke, hvad han mente, men blev så klar over julelysene i
mine øjne. Jeg rystede på hovedet.
”Ja. Ja, den er overdådig.”
Han smilede – først nu husker jeg, hvor koldt og hånligt smilet var – og
satte sig til rette, før han begyndte at tale. ”Så du er indforstået med kravene?”
Jeg nikkede.
”Skal vi så ikke komme i gang?”
”Jeg vil nu godt lige se en prøve.” Det lød jo egentlig alt for godt til at
være sandt, men også alt for godt til, at det ikke skulle undersøges. Det sidste
var jo grunden til, jeg sad her.
”Selvfølgelig.” Han tog samtaleanlægget og trykkede på knappen.
”James, stands vognen ved den næste forsøgskanin, vi passerer.”
Da vi passerede den næste på gaden standsede bilen. Manden lagde sine
solbriller fra sig og satte sig over til det vindue, der vendte ud mod forsøgskaninen.
Han rullede vinduet ned. Lige i det øjeblik han slap knappen, kom
forsøgskaninen forbi vinduet. Hun stirrede ind af det åbne vindue. Det varede
kun kort, så blev hendes blik fastlåst i hans.
”Tag din pung op af din taske.” Stemmen var både lokkende og hård.
Hun gjorde, som han sagde.
”Åben den.” Stemmen beholdt sin mærkelige klang.
193