Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

More documents

Recommendations

Info

kigger op fra min computer, en dreng går forbi, han stopper op og kigger sig lidt forvirret omkring. Hans lyse hår stritter på en god måde, mens hans cowboybukser sidder lige præcist så løst, som de skal. Hans himmelblå T-shirt minder mig om en sommerdag i en kornmark. Han kigger på mig, og hans læber deles i et smil. Ubevist tjekker min tunge mine fortænder, pletfrit! Så smiler jeg tilbage til ham. 112 Gutten ingen så af Guro Saaler Johannessen, Norge Jeg åpnet den hvite døren og gikk inn. Bakerst i klasserommet satt Adrian og tegnet i skriveboken sin. Det første som slo meg var at merkene rundt halsen hadde blitt borte i løpet av sommeren. ”Så det er vi to som skal ha denne timen?” spurte jeg, mens jeg slang meg ned på en stol foran han. Han bare dro på skuldrene, og forsatte å tegne. Adrian var muligens stille, men han så ikke stille ut. Alle klærne hans var opprevet og tegnet på, og håret sto rett opp, med røde tupper. I ørene hadde han en del piercinger, men ingen i ansiktet. ”Okay, hakke lyst til å snakke i dag kanskje?” sa jeg hånlig. ”Hvorfor skulle jeg det?” spurte han, uten å se opp. Jeg snudde meg og så rett fram et par minutter, så kom læreren. ”God dag, jeg er den som skal være her, mens dere har arbeidstime. Dere synes kanskje at er dumt at det bare er dere to, men det er den eneste måte å få timekabalen til å gå opp. Jeg er også i klassen ved siden av, så om dere lurer på noe må dere bare komme og spørre, for jeg kommer nok til å være mest der,” sa hun. Jeg lo litt av henne. Det faktum at skolen lot meg være alene overrasket meg egentlig. I fjor hadde jeg funnet på mye tull, så alle lærene hatet meg. I de neste to ukene skulket jeg arbeidstimen. Men så fikk muttern vite det, så jeg var helt nødt. Adrian satt på akkurat samme plass som forrige gang, men denne gangen satt han med hodetelefoner på. ”Hva hører du på?” spurte jeg mens jeg satte meg på pulten foran. Han så opp. ”Hæ? Jeg hørte deg ikke.” Jeg himlet med øyene. ”Jeg spurte om hva du hører på, klarer du å svare på det?” ”Jeg hører på Anarchy in the U.K.,” svarte han. ”Det er en kjent Sex Pistols-sang,” forsatte han, når han så at jeg hadde hørt om den. ”Akkurat, det er punk ikke sant?” Han nikket oppgitt. ”Du sier ikke så mye du,” sa jeg etter en halv time i stillhet. 113
”Gjør vel ikke det,” sa han med et skjevt smil. ”Adrian Stone er ikke et veldig vanlig norsk navn, da. Er du fra utlandet eller no?” ”Jeg er engelsk statsborger.” Det skulle ikke mer til for å bryte ned muren Adrian bygde rundt seg. Hver uke, i denne timen, snakket vi sammen. Resten av tiden var det vanskelig, de folka jeg hang med godtok ikke Adrian. Det hjalp heller ikke når Adrian ikke prøvde å bli sett. I et halvt år var jeg den eneste eleven som snakket med han. Muttern og Geir satt i stuen en sein lørdags kveld. Jeg dro ut den siste snøklumpen ut av håret. ”Vennen, vi må snakke med deg,” sa muttern. ”Jeg og Geir skal gifte oss.” Alt ble bare tomt. Det kjentes som middagen min skulle komme opp. Den første tanken jeg fikk etter ti lange sekunder, var løp. Jeg løp mot gangen, de voksne ropte etter meg. Jeg dro på meg skoene og tok med meg jakken. Først løp jeg en lang stund nedover gaten. Jeg hatet Geir, han kunne bare henge seg. Munnen smakte som blod, og beina var slappe som død fisk. Uten å planlegge det sto jeg utenfor huset til Adrian. Jeg hadde aldri vært inne i huset, bare gått forbi. Jeg gikk opp til den røde døren. Hånden min skalv da jeg strakte den mot ringeklokken. Etter hva som føltes som en time, åpnet en liten gutt døren. Han så på meg med to store brune øyne, sa ingen ting, bare så på meg. ”Er Adrian hjemme?” spurte jeg. En gutt åpnet døren og gikk opp en trapp. Jeg bare sto der et øyeblikk, så gikk jeg inn i den varme gangen. Adrian kom ned trappen, med gutten i hælene. ”Jack, piss off,” sa han når han kom ned. ”Hva gjør du her?” forsatte han, etter at gutten gikk. ”Muttern og Geir skal gifte seg!” ”Å,” var det eneste han sa. Vi gikk opp på rommet hans. Rommet var ganske lite, og det hjalp ikke at det lå flere kilo med klær og søppel på gulvet. Vi måkte oss vei og satte oss på sengen hans. ”Sorry at jeg bare buste inn, men jeg orket ikke å være hjemme. Jeg orker bare ikke!” Jeg la hodet mitt på skulderen hans. Vi ble sittende en lang stund sånn. Han bare satt der. ”Er Jack lillebroren din?” spurte jeg etter en stund, for å bryte stillheten. ”Han er dessverre det” svarte Adrian. Han så ukomfortabel ut, som om 114 noe plaget han. ”Adrian, hvorfor gjorde du det?” spurte jeg, litt ut av det blå. Det var spørsmålet jeg hadde unngått i et halvt år. ”Husker ikke,” sa han, og reiste seg. Han slo på pc’n og begynte å rydde gulvet. ”Kan du ikke bare sette deg, jeg trenger å få vite det Adrian?!?” Han stoppet opp i to sekunder, men begynte å rydde igjen. ”Adrian, jeg vet at du ikke vil si det. Men du må fortelle meg det!” ”Jeg ble lei av å ikke bli sett,” hvisket han, mens han brettet en stripete genser. ”Unnskyld,” sa jeg. ”Hvorfor sier du unnskyld?” spurte han, og så bort på meg. ”Fordi jeg heller aldri så deg.” Adrian satte seg ned på sengen. ”Men nå ser du meg. Dessuten hjalp mamma meg å ta kontakt med noen av mine gamle venner etter det som skjedde, så nå går det bedre. Sitter på msn klokken 4 om natten og snakker med folk i London,” sa han. ”Adrian kommer du til å gjøre det igjen?” ”Nei,” sa han, og så ned. ”Du må tilgi moren din. Når du flytter ut, skal hun bo alene i flere år. Hun fortjener litt lykke,” sa Adrian. Resten av natten satt vi og pratet om Adrians liv i London. Neste morgen, klokken 6, ringte mobilen. Det var muttern. Jeg tok den etter at det hadde ringt syv ganger. ”Kom hjem, vi skal snakke om dette. Jeg er jo like glad i deg,” hulket hun. Jeg tenkte på det Adrian sa, visste at han hadde rett. ”Kan jeg få kle på meg først,” spurte jeg. Muttern lo igjennom hulkene. Om Geir gjorde muttern lykkelig, fikk de vel få hverandre da. Jeg skulle uansett flytte ut om 3-4 år. Om ettermiddagen, neste dag, dro jeg tilbake til Adrian. Jack åpnet døren denne gangen også, men nå slapp han meg inn med en gang. Jeg gikk opp på rommet til Adrian. Vi satte oss på sengen og snakket. Jeg veit ikke hvordan det skjedde, men plutselig kysset jeg og Adrian. ”Hva betyr det?” spurte Adrian. ”Jeg tror det betyr at vi er sammen, om du vil det,” sa jeg. Og de neste 4 månedene var den lykkeligste tiden i mitt liv. På skolen var 115
Page 1 and 2:
De 35 noveller i denne bog har det
Page 3 and 4:
ORD I SAND 35 noveller skrevet af s
Page 5 and 6:
Sukkerdød af Tone Gjesdal Bjørnda
Page 7 and 8: ”Og hva så?” ”Kan jeg få? K
Page 9 and 10: Steen var hjemme sent på eftermidd
Page 11 and 12: manliga rösten i salen. Hon nickad
Page 13 and 14: - Flåt… hasplade han ur sig då
Page 15 and 16: Spindelvev i vinduskarmen af Heidi
Page 17 and 18: melsk, alle tanker om det vonde som
Page 19 and 20: org for mere end 600 år siden. Ja,
Page 21 and 22: hendes far inviterede det meste af
Page 23 and 24: Jag är en skam för människosläk
Page 25 and 26: för att lämna henne ifred. ”Vi
Page 27 and 28: Hun gikk rundt svingen og opp på h
Page 29 and 30: del af en klike. Sarah startede i m
Page 31 and 32: De falne af Anders Nordli Knudsen,
Page 33 and 34: vi først snakker om det, så var j
Page 35 and 36: Det nøgne skrig fra skoleklokken f
Page 37 and 38: Isklumpen af Lisa Jagemark, Sverige
Page 39 and 40: en av sina fiender. Hon drog efter
Page 41 and 42: som ham, likevel kunne han ikke se
Page 43 and 44: heller inte den som gav upp så lä
Page 45 and 46: Det perfekte menneske af Kim Stig A
Page 47 and 48: aldrig rigtigt sagt mig noget, men
Page 49 and 50: ekymret bestemor. Han måtte ringe
Page 51 and 52: men sikkert rant ut av ham, og han
Page 53 and 54: are på hovedet. Tom fumlede så me
Page 55 and 56: ”Jeg synes, han ser sød ud,” r
Page 57: ”Jeg tænkte, at vi kunne synge
Page 61 and 62: Insomnia af Kim Brander Lund, Sveri
Page 63 and 64: mycket som förtjänade stryk efter
Page 65 and 66: også løftes opp. Hun ser rett i
Page 67 and 68: Selvbiografi af Maja Damgaard Chris
Page 69 and 70: de vals igennem mig. Jeg følte mig
Page 71 and 72: ”Tor påstår att han är starkar
Page 73 and 74: svullna ögon efter timmar av sörj
Page 75 and 76: Bellas rum. Varsamt vecklade han up
Page 77 and 78: ten, hvor de tillot seg å være us
Page 79 and 80: henne med en ny styrke som vokste s
Page 81 and 82: doren utanför gäspade det och str
Page 83 and 84: Guttegreier af Emilie Brunsgård Ek
Page 85 and 86: Jack la en hånd om munnen hennes.
Page 87 and 88: sin mørke jakke. Det passede slet
Page 89 and 90: de smil og blikke. De bærer også
Page 91 and 92: fenomen? Det kunde också vara ett
Page 93 and 94: så om jag räknat allting rätt, s
Page 95 and 96: mer manndige trekk som for eksempel
Page 97 and 98: Vampyrens tåre af Thomas Bybjerg B
Page 99 and 100: Hun åbnede pungen ”Tag den sedde
Page 101 and 102: om at kunne snakke med et andet men
Page 103 and 104: söker i all desperation skapa abso
Page 105 and 106: döden döden döden döden döden
Page 107 and 108: Inger och bakom henne skymtade rekt
Page 109 and 110:
Hendene fingret febrilsk med en sva
Page 111 and 112:
Vid Sjömagasinet såg jag anlednin
Page 113:
Clairvoyante Struds ret. Det ville
show all

Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?