Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

å konfrontere Martin!
Hun reiste seg bestemt og nærmest fløy ned trappa. Deretter slengte hun
døra uforsiktig i veggen. Martin snurret forvirret rundt med et hjerteforkle
på seg og et halvt rent glass i den ene hånden og en klut i den andre. Likevel
stormet Petra mot ham.
- Hva har jeg gjort deg? Helt siden jeg og kompisen din ble kjærester har
du gjort alt du kunne for å ødelegge oss! utbrøt hun mens hun veivet sint med
armene.
- Du aner ikke hvordan jeg følte det da, eller nå! Det er ikke min feil hva
jeg føler for deg, svarer han tilbake, med en anelse rødfarge i kinnene.
- Hva… Hva mener du? Hun luktet hva som kom.
- Det burde du ha skjønt til nå!
Hun fikk en smak i munnen som man bare har i sannhetens øyeblikk. Nå
ville hun få vite alt, men hun ønsket ikke høre at han elsket henne, ikke fra
hans egen munn.
- Tror du jeg vil gå fra Jack nå, etter bryllupet og alt? Jeg har sverget
ekteskapsløftet og jeg verken kan eller vil gå tilbake på det. Men du kan da
ikke tro at jeg vil ha noe mer med deg å gjøre, langt mindre elske deg, etter
alt dette?
- Er du virkelig så innbilsk? Jeg har hatet deg inderlig siden den gangen,
slik som en appelsin hater en fruktpresse, ropte han ut. Så la han til, med litt
lavere stemme:
- Det er mannen din jeg elsker.
168
Dødens forkontor
af Anne Brøchner, Danmark
Jeg vælter en gammel rusten cykel. Det klirrende rabalder sender isninger
gennem min krop. Panisk stirrer jeg fra side til side; højre venstre, venstre
højre. Intet tegn på liv. Mine hænder finder igen den våde mur bag mig, og
jeg famler mig frem i mørket. Ja, mørket. Det lukker mig inde, trykker mig
fra alle sider med ukendte lyde og usynlige skikkelser. Mørket syntes at ville
sluge mig, gemme mig væk, som om jeg aldrig har eksisteret. Der tændes lys
i stueetagen, lige idet jeg passerer et fint hvidpudset hus. Hjertet sætter tempoet
op. Så meget at det er svært at trække vejret. Kan det have været cyklens
larm? Frygten snor sig om mig, og jeg prøver at løbe den af uden længere at
tænke på det rungende ekko, mine skosåler giver, når de rammer de ujævne
brosten. Jeg vil bare fremad. Væk og samtidig tilbage. Regnen prikker som
sløve nåle mod min hud. Den kommer ned med så stor kraft, at vanddråberne
springer op igen efter deres smadrende fald mod fortov og asfalt.
Jeg ved, jeg ikke lever natten ud. Kan mærke det helt ned i stortåens negl.
Midt i al panik, fortvivlelse og forvirring føler jeg et stik af vrede. Det er slet
ikke fair. Men hvem kan flygte fra døden en september nat?
Han havde stillet sig på afstand. Stod tæt op af den store bregne i stuens ene
hjørne. Den var ved at visne. Hans gigantiske øjne, som fyldte det meste af
det blege ansigt, kiggede nervøst på pladerne på hylden over hans hoved.
Han måtte næsten lægge nakken helt bagover, så lav var han.
- Nå, hvad er det så, du vil?
Min stemme klingede hult i rummet, skønt alle vægge var plastrede til med
alverdens kopikunst. Jeg blev lidt forlegen over, at jeg lød så sur. Han var kun
en lille dreng. Alligevel virkede det så forkert som noget kunne være, at han
stod i min stue.
- Jo ser du, je..
- Undskyld, jeg kan ikke høre dig.
Han vendte sig langsomt om. Skiftevis klemte tæerne under den ene fod, dernæst
under den anden. Han tog et krøllet papir frem fra en inderlomme på
169