Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

”Jeg synes, han ser sød ud,” rettede jeg hende og begyndte at gå hen mod
kantinen. Hun stod lidt og godtede sig over, at der endelig var noget, hun
kunne drille mig med, men opdagede så åbenbart, at jeg var gået og skyndte
sig efter mig. Sarah havde brugt de sidste uger af 9. klasse til at voldsnave
det meste af områdets nogenlunde lækre fyre og var derefter bare fortsat i
Italien med en eller anden 20-årig tjener. Det var også hende, der allerede i
3. klasse fandt ud af, at drenge var okay, og at drengelus kun var en myte.
Hun havde udnævnt sig selv til min dating-guide, da hun mente at have erfaring
nok for os begge.
”Han går i 3. g,” annoncerede hun, mens hun smøg sin tynde krop ned ved
siden af min halvfede røv på bænken. Jeg ignorerede hende og vendte i stedet
min opmærksomhed mod min ansjosmad med salat.
Da han i det samme kom gående forbi, slugte jeg et alt for stort stykke af
min mad i et mislykket forsøg på ikke at se grovædende ud. Det sved i halsen,
og mine øjne løb i vand, mens jeg kæmpede mod trangen til at hoste,
sendte jeg ham et stort smil, han sendte mig et blik og så undrende på mig.
”Anders, kom nu,” råbte en af hans kammerater, og han gik.
Han hedder Anders, Anders, Anders, Anders.
Jeg drejede mig mod Sarah, hun sendte mit smil et blik og lå så flad af
grin over bordet. Jeg fik bange anelser og kørte forsigtigt tungen hen over
mit smil, og der, lige midt på den ene fortand sad et enormt stykke grønt
salat. Allerede inden jeg havde lokaliseret den lille grønne katastrofe, følte
jeg en ekstrem lyst til at grave mig ned eller som en struds stikke hovedet i
jorden, så ingen så mig. Jeg kradsede surt i det med min negl og vendte mig
mod Sarah, der stadig hulkede. Hun så op på mig med tårer i øjnene og prøvede
tydeligvis at tage sig sammen.
”Du … Du …” Hun gjorde en krampagtig bevægelse som for at illustrere
min mislykkede salat-scoring og knækkede så fuldstændig sammen igen,
mens hun hikkende forsøgte at sige noget i stil med:
”Ik’ fair”
Nej, det var bestemt ikke fair. Så jeg rejste mig og gik.
”Jeg kan lige så godt gå i kloster med det samme, jeg finder aldrig en fyr,”
tænkte jeg. Hele dagen gik jeg og håbede på at se ham igen, så jeg kunne
rette op på mit lille fejltrin, men han var som sunket i jorden.
Jeg drømte om ham om natten, fantaserede om, hvordan han ville komme
hen til mig:
”Lena, jeg ser dig hver nat i mine drømme, jeg vil kun være sammen med
106
dig” ville han sige, og tage ømt om mig. En monoton banken på min tinding
vækkede mig fra min dagdrøm.
”Hvor var du, lille drømmer? I armene på Anders?” bankede Sarah videre
med sin blyant, mens hun lavede et lille enmandsskuespil for to med lidt
kyssen og krammen.
Som i trance gik jeg ud på gangen, og med kun en ting i tankerne glemte
jeg at se mig for. Jeg skreg og tabte alle mine ting på gulvet. Jeg var gået lige
ind i Anders.
”Hey, hey, lille ven, jeg tager jo ikke livet af dig,” smilede han til mig og
bøjede sig ned for at hjælpe mig med at samle bøgerne op.
Jeg havde allerede bøjet mig ned for at skjule en farve på mit ansigt der
ville have gjort enhver højtstående kommunist stolt. Han sendte mig et lille,
højst sandsynligt medlidende smil og klappede mig på skulderen. Så gik han
igen. Jeg sukkede efter ham og vendte mig med et smil om mod Sarah, der
stod og hoppede og dansede. Hele dagen gik jeg rundt med et smørret smil
om munden.
Hele tiden havde jeg en ekstrem lyst til at huje og råbe til alle mennesker:
”HAN RØRTE MIG”, men tog mig i det, da det nok sjældent er den bedste
måde at stifte nye bekendtskaber på en ny skole på, i det hele taget er det
ikke fedt at gå rundt og ligne en ged, der er ved at gumle den første forårsblomst
i sig, det er ikke det, der giver det bedste indtryk, men hvad, man er
vel forelsket? Ved frokosten sad jeg sammen med Sarah ved et af kantinens
borde.
”Nåh, hvordan har du så tænkt dig at gå i gang, din lille Afrodite?” spurgte
hun nysgerrigt.
”Hva’ snakker du om? Gå i gang?” Jeg så spørgende på hende, men fornemmede,
at en længere prædiken var på vej.
”Vi skal i gang med at lægge planer for din store scoring af Anders fra 3.
g!” smilede hun lusket med alle sine hvide tænder, og vi gik i gang med at
lægge en slagplan for, hvordan jeg kunne få ham til at lægge mærke til mig,
vores detaljerede omhu ville have været en general fra forsvaret værdig, men
uheldigvis var det her langt værre end krig. Det ville jo virke lidt påfaldende,
hvis jeg blev ved med at bumpe ind i ham på gangene. Og sådan begyndte
det store arbejde.
Interesser var kodeordet på denne Mission: Love. Det kunne fandeme
ligeså godt have været mission-fucking-impossible. Undskyld jeg bander,
men sådan noget skal ud engang i mellem, for at man kan være et velafbalanceret
menneske. Vi søgte på Internettet, stalkede ham rundt på skolen,
107