Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

fandt ud af hvad han spiste, hvem hans venner var. Alt blev omhyggeligt
skrevet ned i en lille logbog, jeg havde liggende, ja, det er latterligt, men
sådan er det nu engang at være en forelsket teenager. Jo mere jeg fandt ud af
om den dejlige Anders, jo mere forelsket blev jeg, jeg blev mere og mere
overbevist om, at det skulle være os, problemet var, at han lige skulle finde
ud af det først, i det hele taget skulle han finde ud af, hvem jeg var, og hvad
jeg hed. Og tro mig det gjorde han, bare ikke lige på den måde jeg havde
håbet på.
Sensommeren var over os, og folk gik og sukkede efter solen, så da der
endelig var en varm dag skulle vi selvfølgelig på stranden. Jeg kom svansende
i min nye bikini og forsøgte at fortrænge at jeg havde taget på efter
sommerens anselige is-fortæring samt det faktum, at mit ene bryst var større
end det andet. Som sædvanlig så Sarah forrygende ud, med sin flade mave
og pjuskede korte hår lignede hun en stranddronning, der var klar til at angribe
alt, der generede hendes strand område.
Jeg startede med at gå i vandet, det var koldt for tæerne, men da jeg hurtigt
dykkede under, blev hele min krop angrebet af kulde fra alle sider, jeg
følte mig som en vinterbader, der havde valgt en forkert hobby, og skyndte
mig op igen, da jeg pludselig så ham stå der 10 meter fra mig. Langsomt
slentrede jeg op ad stranden hen mod Sarah, beslutsomheden lyste ud af mig,
nu skulle han opdage mig! Og til min store lykke stod han og stirrede på mig,
han sugede hvert et indtryk til sig, hvert et skridt fulgte han med den største
indlevelse.
Så kiggede Sarah på mig, først smilede hun, da hun så, hvem der var
ankommet, men så stivnede hendes smil, og hendes grimasse blev til en, der
mindede mig om gargoilerne i Notre Dame, som min far fotograferede så
mange af, sidst vi var i Paris. Med store øjne stirrede hun på mit bryst. Mit
smil stivnede også, og jeg kiggede langsomt ned. Der lige til venstre havde
min bikinitop valgt at være yderst udækkende, lige der havde den valgt at
trække sig tilbage som et teatertæppe, der afslører alt på scenen. Lige der.
Lige nu, hvor det absolut bare ikke måtte ske.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg bare stod og stirrede, men da jeg endelig
havde sindsnærværelse nok til at få puttet det løbske bryst på plads i bikinien,
var det allerede for sent. Der var ikke nogen chance for, at der var nogen,
der ikke havde set det, og da slet ikke ham! Med et brændende ønske om at
kunne forsvinde ud i den blå luft og med alt min selvtillid blæst ud af mig,
pillede jeg lidt tang ud af håret og satte mig ned på håndklædet, hvor jeg
straks begyndte at pakke mine ting sammen. Det så ud som om, Sarah ville
108
stoppe mig, men jeg sendte hende et bedende blik, og hun begyndte også at
pakke sammen.
Tårerne brændte lige bag øjenlågene og truede med at slippe ud, jeg var
så vred på mig selv, som jeg aldrig har været før. Vi pakkede sammen i tavshed,
ingen af os kunne finde på noget at sige, som passede til situationen. Det
var ligesom for meget til bare at grine ad det!
De næste par dage var Sarah meget forsigtig med, hvad hun sagde, hun
nævnte ikke sand, vand, bryster eller noget andet, der kunne minde mig om
den uheldige hændelse på stranden.
Jeg havde sat ”Mission: Love” på hold og koncentrerede mig om skolen,
da Sarah en dag stak mig et stykke papir og satte sig bestemt ned for at spise
sin mad. Hun så tilfreds ud. Jeg kiggede undrende på det blå papir.
”Opfordring til sangkonkurrence – solo, duet eller trio,” læste jeg højt
”Og?”
”Og?” Spurgte hun med vantro malet i ansigtet ”Dette er din store chance
for at vinde Anders’ opmærksomhed på en… øh… mere positiv måde,”
”Jeg ved stadig ikke, hvad du mener!” mumlede jeg, sur over, at hun var
så hemmelighedsfuld og alligevel fuld af håb. En chance med Anders?
”Vi synger, du og jeg, du synger jo pissegodt!” udbrød hun og så på mig
med samme forventning i øjnene som en hund, der venter på en godbid. Hun
fik den ikke, for jeg rystede på hovedet.
”Næ-hæ-hæ-nej,” smilede jeg benægtende. ”Det får du mig aldrig til.”
”Næh, du har nok ret, det var dumt af mig at spørge, undskyld,” sagde hun
slukøret.
Jeg undrede mig over, at hun gav op så hurtigt, det lignede hende ikke.
Men som en gammel garvet jagthund fik jeg alligevel færten af ræven. Det
var et trick, så jeg ventede tålmodigt, til hun fortsatte.
”Jeg troede bare, du var vild med den her Anders fyr.” Hun kiggede på
mig, morskaben lyste ud af øjnene, for hun vidste, jeg ikke kunne sige nej.
Den glæde ville jeg alligevel ikke give hende, jeg ville ikke være ligeså nem
at vende som en smart-car i en storby, så jeg valgte den ikke-benægtende:
”Men selvom vi så skulle synge, hvad skulle vi så synge?”
Hendes smil blev større, hun vidste, hun havde mig som en fisk i et net,
og jeg sprællede ikke engang særlig meget.
”Jaa! Du vil!” jublede hun.
”Det har jeg ikke sagt, indtil videre er det ikke mere end på forsøgsstadiet,
det betyder, at intet er afgjort endnu,” mumlede jeg i et desperat forsøg på
at beholde resterne af min efterhånden noget slidte værdighed.
109