Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

aldrig rigtigt sagt mig noget, men dette var yderst smukt. Nu kunne jeg ane
Lars komme løbende bag mig, og jeg valgte at løbe videre ned mod havnen.
Jeg prøvede at sætte farten op, så jeg fik et lille forspring. Jeg tog en lille
sidegade og håbede, at jeg fik Lars rystet af. Jeg spænede alt hvad jeg kunne
henad vejen, sveden haglede ned af mig. Mon han stadig var efter mig? Ja,
jeg kunne høre hans lette løbende trin henad den brolagte gade lidt længere
tilbage. Den gule farve så helt uhyggelige ud. Det var ikke sommerens gule
farve. Nej det var Judas Iskarots gule farve, en forræderisk gul farve. Disse
huse løj om dagen, de havde løjet for alle der kom her. De var hyggelige
gamle huse om dagen, men om natten var det faldefærdige uhyggelige huse,
der rottede sig sammen, for at man skulle føle sig uvelkommen.
Jeg nåede et stykke væk. Jeg bøjede mig ned og prøvede at nå jorden med
mine hænder, stod og lavede nogle strækøvelser. Jeg havde ikke løbet i lang
tid, så det værkede i mine ben. Da jeg hørte et skridt bagved mig, vendte jeg
mig hurtigt om. Lars stod lige bag mig,
-Gå nu med tilbage til Institutionen!
-Jeg vil ikke med tilbage til de hvide vægges hus, det er et ondt hus!
-Det er da ikke et ondt hus! Noah kom nu!
- Jeg vil ikke tilbage!
-Ja, men det skal du!
De gule huse stod bag ham og nynnede deres melankolske melodi.
Jeg kunne intet andet end at forsvare mig, og det bedste forsvar er angreb.
Så jeg sendte en knyttet næve ind i hans næse, så hans briller splintredes.
Mine knoer blødte. Og Lars havde lagt sig på jorden og skreg som en stukket
gris, imens han prøvede at få glasskårene ud af øjnene. En lille lommekniv
faldt ud af lommen på ham. Jeg samlede den op og tog fat i hans hår og
hev op samtidig med, at jeg skar hans strube over. Skrigeriet stoppede, og jeg
stod med ham i min hånd, hans øjne hang ud, og hans øjenæbler var skåret i
stykker som små æggeblommer, der ikke kunne bestemme sig for om de
ville være inde i øjenhulen eller glide ned ad kinden som en sidste tåre.
Jeg kunne ikke komme tilbage, jeg kunne ikke tage hjem. Jeg vidste ikke
hvor jeg var. Det var nu den naturlige ende på livet, at udsætte den sidste time
ville kunne inkludere synder som kunne gøre mig til et ringere menneske i
det næste liv. Nu var livet fuldendt.
Hvis jeg døde nu, ville jeg ende i paradis. Det absolutte paradis. Hvor rigtige
mennesker af den rigtige verden levede, i stedet for disse mennesker der
ikke kunne føle, se eller høre virkeligheden. Jeg tog kniven og skar blodårerne
i mine arme over, satte mig ned på knæ og tegnede en cirkel omkring mig
90
selv, lige præcis stor nok til at jeg kunne være der. En af mine fingre stak jeg
ind i en blodåre og tegnede mig selv i ansigtet med den. Jeg begyndte at tale
i tunger. Det havde jeg aldrig gjort før. Der havde aldrig været en grund til
det før. Men det var som om, at nu var det naturligt. Jeg lagde mig ned i fosterstilling
parat til at blive genfødt i paradis.
91